Brev fra Friedrich Engels til Friedrich Sorge, 12.-17.09.1874

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

BREV TIL FRIEDRICH SORGE

Friedrich Engels
12.-17.09.1874

Udvalgte Skrifter
Bind 2
Reproduceret af
Den Røde Fane

BREV TIL FRIEDRICH SORGE

London, 12.-17. september 1874.

… Med din udmeldelse er den gamle Internationale i hvert fald fuldstændig afsluttet og færdig. Og det er godt. Den hørte til det andet kejserdømmes periode, da det i hele Europa herskende tryk foreskrev arbejderbevægelsen, der netop var ved at vågne op igen, enig hed og undgåelse af al indre polemik. Det var det tidspunkt, da proletariatets fælles kosmopolitiske interesser kunne træde i forgrunden. Tyskland, Spanien, Italien, Danmark var først lige fornylig trådt ind i bevægelsen, eller var ved at træde ind i den. Selve bevægelsens teoretiske karakter var man i hele Europa, dvs. hos masserne, i virkeligheden endnu meget lidt klar over i 1864; den tyske kommunisme eksisterede endnu ikke som arbejderparti; proudhonismen var for svag til at kunne præsentere sine specielle griller, Bakunins nye kram eksisterede endnu ikke engang i hans eget hoved, selv cheferne for de engelske fagforeninger troede at kunne træde ind i bevægelsen på grundlag af det program, der var udtalt i de betragtninger, der lå til grund for statuterne. Den første store sejr måtte sprænge denne naive forening af alle fraktioner. Denne sejr var Kommunen, der i intellektuel henseende ubetinget var Internationales barn, skønt Internationale ikke rørte en finger for at skabe den, og som Internationale også med fuld ret blev gjort ansvarlig for. Da Kommunen gjorde Internationale til en moralsk magt i Europa, begyndte kævlet med det samme. Hver retning ville udnytte sejren for sig. Opløsningen kunne ikke udeblive, og den kom også. Skinsygen over de tyske kommunisters voksende magt – de var de eneste, der virkelig var rede til at arbejde videre på grundlag af det gamle omfattende program – drev de belgiske proudhonister over i armene på de bakunistiske eventyrere. Med kongressen i Haag var det faktisk forbi – og det for begge parter. Det eneste land, hvor der endnu kunne gøres noget med Internationales navn, var Amerika, og et lykkeligt instinkt fik os til at flytte den øverste ledelse derhen. Nu er Internationales prestige også udtømt dér, og hver yderligere anstrengelse for at galvanisere nyt liv i den ville være dårskab og spild af kræfter. Internationale har behersket europæisk historie i ro år i én retning – i den retning, hvor fremtiden ligger – og kan med stolthed se tilbage på sit arbejde. Men i sin gamle form har den overlevet sig selv. For at frembringe en ny Internationale af samme art som den gamle, en alliance af alle proletariske partier i alle lande, måtte der eksistere en almindelig undertrykkelse af arbejderbevægelsen således som i årene 1849/64. Dertil er den proletariske verden nu blevet for stor, for omfattende. Jeg tror, at den næste Internationale – når Marx’ skrifter har virket i nogle år – vil blive direkte kommunistisk og skrive netop vore principper på sin fane …