Brev fra Friedrich Engels til Nikolai Danielson, 17.10.1893

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

BREV TIL NIKOLAI DANIELSON

Friedrich Engels
17.10.1893

Udvalgte Skrifter
Bind 2
Reproduceret af
Den Røde Fane

BREV TIL NIKOLAI DANIELSON

London, den 17. oktober 1893.

Mange tak for eksemplarerne af »Skitser«,1 af hvilke jeg har sendt tre til nogle af mine venner. Det glæder mig at se, at bogen har forårsaget megen opstandelse, ja ligefrem har vakt sensation, hvad den jo også afgjort fortjente. Blandt de russere, jeg har mødt, var den det vigtigste samtaleemne. Så sent som i går skriver en af dem: »hjemme i Rusland er der diskussion om ‘kapitalismens skæbne i Rusland’«. I »Social-Politisches Centralblatt«,2 der udkommer i Berlin, har en hr. P. von Struve skrevet en lang artikel om Deres bog. På et punkt må jeg give ham ret: det forekommer også mig, at den nuværende kapitalistiske fase af udviklingen i Rusland er en uundgåelig følge af de historiske vilkår, som Krimkrigen har skabt, af den måde hvorpå i 1861 omvæltningen af landbrugsforholdene blev gennemført, og af den politiske stagnation i Europa i almindelighed. Han har afgjort uret, når han sammenligner den nuværende tilstand i Rusland med tilstanden i De forenede stater for at modbevise det, han kalder Deres pessimistiske fremtidsperspektiver. Han siger, at de uheldige konsekvenser af den moderne kapitalisme i Rusland vil blive overvundet lige så let som i De forenede stater. Her glemmer han ganske, at USA lige fra begyndelsen har været moderne, dvs. borgerlig, at det er grundlagt af småborgere og bønder, der flygtede bort fra den europæiske feudalisme og derpå oprettede et rent borgerligt samfund. I Rusland har vi derimod et fundament af primitiv kommunistisk karakter, et genssamfund, der stammer fra en tid, der ligger forud for civilisationen, og som ganske vist allerede er ved at gå i opløsning, men som dog stadig tjener som det fundament, det materiale, på hvilket og med hvilket den kapitalistiske revolution (thi det er en virkelig social revolution) virker og opererer. I Amerika har man i mere end et århundrede haft pengeøkonomi, i Rusland havde man næsten helt igennem naturaløkonomi. Derfor er det en selvfølge, at omvæltningen i Rusland må være langt voldsommere, langt mere dybtgående og ledsaget af lidelser, der er umådelig meget større end i Amerika.

Det forekommer mig imidlertid alligevel, at De ser mørkere på sagen, end kendsgerningerne retfærdiggør. Der er ikke tvivl om, at overgangen fra primitiv agrarkommunisme til kapitalistisk industrialisme ikke kan fuldbyrdes uden frygtelige omlejringer inden for samfundet, uden at hele klasser forsvinder og forvandles til andre klasser. Og hvilke uhyre lidelser, hvilket spild af menneskeliv og produktivkræfter dette nødvendigvis fører med sig, har vi set i mindre målestok – i Vesteuropa. Men derfra og til en stor og højtbegavet nations fuldstændige ruin er der endnu lang vej.

Det er muligt at den hurtige befolkningstilvækst, som De har vænnet Dem til, vil aftage, det er muligt, at den hensynsløse skovhugst forbundet med en ekspropriation af såvel de gamle godsejere som bønderne vil medføre en kolossal bortødslen af produktivkræfter, men en befolkning på mere end 100 millioner vil alligevel til syvende og sidst skabe et meget betydeligt indenlandsk marked for en meget anselig storindustri, og hos Dem vil det lige som alle andre steder ende med, at alt falder i leje igen – hvis da kapitalismen i Vesteuropa holder sig længe nok.

De indrømmer selv, »at de sociale betingelser i Rusland efter Krimkrigen ikke var gunstige for udviklingen af den produktionsform, som vi har taget i arv fra vor historiske fortid«. Jeg vil gerne gå videre og sige, at det havde været lige så umuligt i Rusland som andetsteds at udvikle en højere samfundsform af den primitive agrarkommunisme, med mindre da denne højere form allerede havde eksisteret i et andet land, så at den kunne have tjent som forbillede. Da denne højere form, hvor end den bliver historisk mulig, er den nødvendige følge af den kapitalistiske produktionsform og af den af denne fremkaldte sociale dualistiske antagonisme, så kan den ikke udvikles direkte af landsbyfællesskabet, hvis ikke den kan efterligne et allerede eksisterende eksempel. Hvis det vestlige Europa 1860/70 havde været modent til en sådan omvæltning, hvis denne omvæltning dengang var blevet påbegyndt i England, Frankrig, etc., så havde det været russernes opgave at vise, hvad der kunne komme ud af deres landsbyfællesskab, som dengang endnu var mere eller mindre intakt. Men Vesteuropa blev stående, der blev ikke gjort forsøg på en sådan omvæltning, og kapitalismen udviklede sig stadig hurtigere. Da nu Rusland ikke havde noget andet valg end enten at udvikle landsbyfællesskabet til en produktionsform, som en række historiske stadier skilte den fra, og som der selv i Vesteuropa ikke var forudsætninger for dengang (øjensynligt en umulig opgave), eller at udvikle sig i kapitalistisk retning, hvad kunne det så gøre andet end at vælge den sidste mulighed?

Hvad landsbyfælleskabet angår, så er det kun muligt, så længe forskellen mellem medlemmernes økonomiske niveau kun er ringe. Så snart denne forskel bliver stor, så snart nogle af dets medlemmer bliver de rigere medlemmers gældsslaver, er det ikke længere levedygtigt. Athens kulakker og ågerkarle tilintetgjorde før Solons tid den athenske gens med den samme ubarmhjertighed som den, med hvilken disse elementer i Deres land tilintetgør landsbyfællesskabet. Jeg er bange for, at denne institution er dømt til at gå til grunde. Men på den anden side åbner kapitalismen nye perspektiver og vækker nyt håb. Se på, hvad den har gjort og stadig gør i Vesteuropa. En stor nation som Deres overlever enhver krise. Der findes ikke noget stort historisk onde uden et historisk fremskridt, der udligner det. Det er kun modus operandi,3 der har forandret sig. Que les destinées s’accomplissent!4

1Nikolaj -on: »Skitser af vor samfundsøkonomi efter reformen«, Skt. Petersburg 1893. – Red.

2Tredje årgang, nr. 1, 1. oktober 1893. (Note af Engels).

3Virkemåden. – Red.

4Måtte skæbnen fuldbyrdes! – Red.