Brev fra Karl Marx til Ludwig Kugelmann, 11.07.1868

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

BREV TIL LUDWIG KUGELMANN

Karl Marx
11.07.1868

Udvalgte Skrifter
Bind 2
Reproduceret af
Den Røde Fane

BREV TIL LUDWIG KUGELMANN

London, 11. juli 1868.

… Hvad “Centralblatt” angår, så kommer manden med den størst mulige koncession, idet han indrømmer, at man må acceptere mine konklusioner, hvis man overhovedet vil forestille sig noget ved begrebet værdi.1 Den ulykkelige ser ikke, at selv om der slet ikke var et kapitel om “værdi” i min bog, så ville den analyse af de reale forhold, som jeg giver, indeholde beviset for og påvisningen af det virkelige værdiforhold. Al den snak om, at det er nødvendigt at bevise værdibegrebet, hviler kun på kompakt uvidenhed, både med hensyn til den sag, det drejer sig om, som med hensyn til videnskabens metode. Ethvert barn ved, at enhver nation ville gå til grunde, hvis den holdt op med at arbejde, jeg vil ikke sige i et år, men i et par uger. Det ved også, at de produktmængder, der svarer til de forskellige behovsmængder, kræver forskellige og kvantitativt bestemte mængder af samfundets samlede arbejde. At denne nødvendighed af en fordeling af samfundets arbejde i bestemte proportioner på ingen måde ophæves af den bestemte form, samfundsproduktionen har, er selvindlysende; det er kun den måde, hvorpå denne nødvendighed fremtræder, der kan ændres. Naturlove kan overhovedet ikke ophæves. Hvad der kan ændre sig under forskellige historiske betingelser, er kun den form, under hvilken disse love gør sig gældende. Og i et samfund, i hvilket sammenhængen i samfundets arbejde fremtræder som privates udveksling af de individuelle arbejdsprodukter, er den form, hvori denne proportionale fordeling af arbejdet gør sig gældende, netop disse produkters bytteværdi.

Videnskabens opgave består netop i at gøre rede for, hvorledes værdiloven slår igennem. Hvis man altså på forhånd ville “forklare” alle de fænomener, der tilsyneladende var i strid med loven, måtte man præstere videnskab før videnskaben. Det er netop Ricardos fejl, at han i sit første kapitel om værdien forudsætter alle mulige kategorier, som først skal udvikles, som givne for at påvise, at de er adækvate rned værdiloven.

På den anden side beviser teoriens historie ganske vist, som De rigtigt har påpeget, at opfattelsen af værdiforholdet altid har været den samme, mere eller mindre klar eller uklar, mere eller mindre omgivet af illusioner eller mere eller mindre klar videnskabelig. Da tænkeprocessen selv vokser ud af forholdene og selv er en naturproces, så kan den virkelig begribende tænkning altid kun være den samme og kun variere gradvist, efterhånden som udviklingen modnes og dermed også det organ, hvormed der tænkes, opnår større modning. Alt andet er vrøvl.

Vulgærøkonomen har ikke den mindste anelse om, at de virkelige, daglige bytteforhold og værdistørrelserne ikke kan være umiddelbart identiske. Pointen i det borgerlige samfund er jo netop, at der à priori ikke finder nogen bevidst samfundsmæssig regulering af produktionen sted. Det fornuftige og naturnødvendige gør sig kun gældende som et blindt virkende gennemsnit. Og så tror vulgærøkonomen at have gjort en stor opdagelse, når han for at imødegå klarlæggelsen af den indre sammenhæng pukker på, at tingene tager sig anderledes ud. Han pukker faktisk på, at han holder fast ved skinnet og tager dette for det sidste ord. Hvad skal man så i det hele taget med en videnskab.

Men sagen har også en anden baggrund. Når man først har forstået sammenhængen, så omstyrtes enhver teoretisk tro på de bestående tilstandes permanente nødvendighed, endnu før de styrter sammen i virkeligheden. De herskende klasser er altså afgjort interesseret i at bevare den tankeløse konfusion. Og hvad andet formål har det at betale de sykofantiske vrøvlehoveder, som ikke har nogen anden videnskabelig trumf at spille ud end den, at man overhovedet ikke må tænke i den politiske økonomi?

Imidlertid: satis superque.2 Det viser i hvert fald, hvor dybt disse bourgeoisiprædikanter er sunket, at arbejdere og endog fabrikanter og købmænd har forstået min bog, mens disse “skriftkloge” (!) klager over, at jeg stiller utilbørlig store krav til deres forstand …

1Der sigtes til anmeldelsen af “Kapitalen” i nr. 28 af Leipzigbladet “Litterarisches Centralblatt” af 1868. – Red.

2Mere end nok. – Red.