Brev fra Karl Marx til Pavel Annenkov, 28.12.1846

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

BREV TIL PAVEL ANNENKOV

Karl Marx
28.12.1846

Udvalgte Skrifter
Bind 2
Reproduceret af
Den Røde Fane

BREV TIL PAVEL ANNENKOV

Brüssel, den 28. december 1846.

De ville forlængst have fået svar fra mig på Deres brev af 1. november, hvis min boghandler ikke havde tøvet lige til forrige uge med at sende mig hr. Proudhons bog »Elendighedens filosofi«. Jeg har fløjet den igennem på to dage for straks at kunne meddele Dem min mening om den. Da jeg har læst bogen meget hurtigt, kan jeg ikke gå ind på enkeltheder og kan kun meddele Dem det almindelige indtryk, den har gjort på mig. Hvis De ønsker det, kunne jeg i et følgende brev gå ind på enkeltheder.

Jeg vil åbent indrømme, at jeg i almindelighed finder bogen dårlig, ja meget dårlig. De selv gør Dem i Deres brev lystig over »den smule tysk filosofi«, som hr. Proudhon skilter med i dette uformelige og anmassende værk, men antager, at den økonomiske fremstilling ikke er smittet af den filosofiske gift. Det ligger også mig fjernt at lægge skylden for fejlene i den økonomiske fremstilling på hr. Proudhons filosofi. Når hr. Proudhon leverer en urigtig kritik af den politiske økonomi, skyldes det ikke, at han har en latterlig filosofi, men han leverer en latterlig filosofi, fordi han ikke har begrebet de nuværende samfundstilstande i deres sammenspil (engrènement) – for at benytte et ord, som hr. Proudhon foruden mange andre ting har lånt fra Fourier.

Hvorfor taler hr. Proudhon om gud, om universalfornuften, om menneskehedens upersonlige fornuft, som aldrig tager fejl, som bestandig var lig med sig selv, og som man kun behøver at blive sig rigtig bevidst for at ramme det rigtige? Hvorfor disker han op med en tam hegelianisme for at spille sig op som en kraftkarl?

Han giver selv løsningen på gåden. Hr. Proudhon ser i historien en bestemt række sociale evolutioner; han finder fremskridtet virkeliggjort i historien, han finder endelig, at menneskene som individer betragtet ikke vidste, hvad de gjorde, at de narrede sig selv med hensyn til deres egen bevægelse, d.v.s., at deres sociale udvikling ved første blik tager sig ud som noget, der er forskelligt fra, løsrevet fra og uafhængigt af deres individuelle udvikling. Han kan ikke forklare denne kendsgerning, og så kommer det ham tilpas at opstille hypotesen om universalfornuften, der åbenbarer sig. Intet er lettere end at opfinde mystiske årsager, d.v.s. fraser, hvor den sunde menneskeforstand svigter.

Men tilstår hr. Proudhon ikke, når han indrømmer, at han intet begriber af menneskenes historiske udvikling – og det indrømmer han, når han betjener sig af højtravende ord som universalfornuft, gud o.s.v. –, tilstår han ikke implicite og nødvendigvis dermed, at han er ude af stand til at begribe den økonomiske udvikling?

Hvad er samfundet, hvilken form det end har? Et produkt af menneskenes indbyrdes aktion. Står det menneskene frit for at vælge den ene eller den anden sociale form? Ingenlunde. Tag et bestemt trin i udviklingen af menneskenes produktivkræfter, og De har en tilsvarende form for omsætning (commerce) og forbrug. Lad bestemte trin i udviklingen af produktionen, handelen og forbruget være givet, og De har en tilsvarende form for samfundsordenen, en bestemt organisation af familien, stænderne eller klasserne, kort sagt et tilsvarende borgersamfund (société civile). Lad et sådant samfund være givet, og De har en tilsvarende politisk stat (état politique), som kun er det officielle udtryk for dette samfund. Det er det, hr. Proudhon aldrig vil komme til at forstå, thi han tror, at han gør noget stort, når han appellerer fra staten (état) til samfundet, d.v.s. fra samfundets officielle resumé til det officielle samfund.

Det er overflødigt at tilføje, at menneskene ikke disponerer frit over produktivkræfterne – grundlaget for hele deres historie –, thi hver produktivkraft er en erhvervet kraft, et produkt af en forudgående virksomhed. Produktivkræfterne er altså et resultat af menneskenes praktiske energi, men denne energi er selv betinget af de omstændigheder, i hvilke menneskene finder sig selv hensat af de allerede erhvervede produktivkræfter, af den samfundsform, der allerede bestod før dem, og som de ikke skaber, men som er et produkt af den foregående generation. Af den simple kendsgerning, at enhver senere generation forefinder produktivkræfter, der er erhvervet af den tidligere generation, og som tjener den som råmateriale for ny produktion, kommer der sammenhæng i menneskenes historie, opstår der en menneskehedens historie, der så meget mere bliver menneskehedens historie, jo mere menneskenes produktivkræfter og følgelig deres sociale relationer vokser. Den nødvendige følge er, at menneskenes sociale historie altid kun er deres individuelle udviklings historie, ganske ligegyldigt om de er sig dette bevidst eller ej. Deres materielle relationer danner grundlaget for alle deres relationer. Disse materielle relationer er kun de nødvendige former, under hvilke deres materielle og individuelle virksomhed foregår.

Hr. Proudhon forveksler ideer og ting. Menneskene giver aldrig afkald på det, de har erhvervet, men det betyder ikke, at de aldrig giver afkald på den samfundsform, under hvilken de har erhvervet visse produktivkræfter. Tværtimod. For ikke at gå glip af det opnåede resultat, for ikke at miste civilisationens frugter, er menneskene fra det øjeblik, da deres system af indbyrdes forbindelser (commerce) ikke mere svarer til de erhvervede produktivkræfter, tvunget til at ændre alle deres traditionelle sociale former. Jeg bruger her ordet »commerce« i dets mest omfattende betydning, ligesom vi på tysk siger »Verkehr«. For eksempel: privilegierne, lavs- og gilde-institutionen og de middelalderlige reglementeringer var sociale forhold, der alene svarede til de erhvervede produktivkræfter og den forudgående sociale tilstand, af hvilken disse institutioner var fremgået. Under lavs- og reglementeringsregimets beskyttelse blev der akkumuleret kapital, søhandelen udviklede sig, der blev grundlagt kolonier – og menneskene ville have mistet selve frugterne, hvis de havde forsøgt på at bevare de former, under hvis beskyttelse disse frugter modnedes. Der kom da også to tordenskrald, revolutionen i 1640 og revolutionen i 1688. Alle gamle økonomiske former, de sociale forhold, der svarede til dem, den politiske tilstand, der var det officielle udtryk for det gamle samfund, blev sønderslået i England. Således er de økonomiske former, under hvilke menneskene producerer, forbruger og udveksler produkterne, altså forbigående og historiske. Når menneskene kommer i besiddelse af nye produktivkræfter, forandrer de deres produktionsmåde, og med produktionsmåden forandrer de alle de økonomiske forhold, der blot var de nødvendige relationer for denne bestemte produktionsmåde.

Dette har hr. Proudhon ikke begrebet og langt mindre eftervist. Da han er ude af stand til at forfølge historiens virkelige bevægelse, leverer han et vrængebillede, som skal være et dialektisk vrængebillede. Han finder det ikke umagen værd at tale om det 17., 18. og 19. århundrede, thi hans historie udspiller sig i indbildningens tågeverden og er højt hævet over tid og sted. Kort sagt: det er gammel snak på hegelsk vis, det er ikke historie, det er ikke profan historie – menneskenes historie –, men hellig historie – ideernes historie. Efter hans mening er mennesket kun det redskab, som ideen eller den evige fornuft betjener sig af i sin udvikling. Evolutionerne, som hr. Proudhon taler om, skal være de evolutioner, der udspiller sig i den absolute idés mystiske skød. Hvis man sønderriver forhænget til denne mystiske udtryksmåde, viser det sig, at hr. Proudhon beskriver os den orden, i hvilken de økonomiske kategorier arrangerer sig i hans hoveds indre. Det vil ikke koste mig megen ulejlighed at vise Dem, at dette arrangement er et meget uordentligt hoveds arrangement.

Hr. Proudhon indleder sin bog med en betragtning over værdi, som er hans kæphest. En undersøgelse af denne vidtløftige betragtning vil jeg ikke komme ind på denne gang.

Rækken af den evige fornufts økonomiske evolutioner begynder med arbejdsdelingen. For hr. Proudhon er arbejdsdelingen en ganske simpel ting. Men var kastesystemet ikke en vis arbejdsdeling? Og var lavssystemet ikke en anden arbejdsdeling? Og var manufakturens arbejdsdeling, som begyndte ved midten af det 17. århundrede og ender i anden halvdel af det 18. århundrede i England, ikke ligeledes helt forskellig fra arbejdsdelingen i storindustrien, den moderne industri?

Hr. Proudhon er så langt borte fra sandheden, at han undlader, hvad endog de profane økonomer gør. For at tale om arbejdsdeling har han ikke nødig at tale om verdensmarked. Men måtte arbejdsdelingen i det 14. og 15. århundrede, hvor der endnu ikke fandtes kolonier, hvor Amerika endnu ikke eksisterede for Europa, hvor Østasien kun eksisterede ved formidling gennem Konstantinopel, ikke være grundforskellig fra arbejdsdelingen i det 17. århundrede, hvor der allerede var udviklede kolonier?

Det er endnu ikke alt. Hvad er folkenes hele indre organisation, alle deres internationale relationer andet end udtryk for en vis arbejdsdeling? Og må de ikke forandre sig med en forandring i arbejdsdelingen?

Hr. Proudhon har forstået så lidt af spørgsmålet arbejdsdeling, at han ikke engang omtaler adskillelsen mellem by og land, som f.eks. i Tyskland skete mellem det 9. og det 12. århundrede. Derfor må denne adskillelse for hr. Proudhon blive en evig lov, fordi han hverken kender dens oprindelse eller dens udvikling. Han taler derfor i hele sin bog, som om dette produkt af en bestemt produktionsmåde vil bestå lige til dommedag. Alt hvad hr. Proudhon fremlægger om arbejdsdelingen, er blot et resumé, og et meget overfladisk, meget ufuldstændigt resumé af, hvad Adam Smith og tusind andre før ham har sagt.

Den anden evolution er maskinerne. Sammenhængen mellem maskinerne og arbejdsdelingen er hos hr. Proudhon aldeles mystisk. Til enhver art af arbejdsdeling hørte specifikke produktionsinstrumenter. For eksempel forfærdigede menneskene fra midten af det 17. århundrede til midten af det 18. århundrede ikke alt med hånden. De besad værktøj, og meget kompliceret værktøj, som drejebænke, skibe, løfteindretninger o.s.v., o.s.v.

Intet vil altså være latterligere end at lade maskinerne opstå som følge af arbejdsdelingen i almindelighed.

Jeg vil i parentes bemærke, at da hr. Proudhon ikke har begrebet maskinernes historiske udspring, har han endnu mindre forstået deres udvikling. Før 1825, den første universelle krises epoke – kan man sige –, voksede komsumtionens behov i almindelighed hurtigere end produktionen, og maskinernes udvikling fulgte nødvendigvis markedets behov. Siden 1825 er opfindelsen og anvendelsen af maskiner kun resultatet af krigen mellem arbejdsgivere og arbejdere. Og også dette er kun rigtigt for England. Hvad de europæiske nationer angår, er de blevet tvunget til at anvende maskiner gennem den konkurrence, som englænderne påførte dem, bade på deres eget marked og på verdensmarkedet. Hvad sluttelig Nordamerika angår, så var maskinernes indførelse her en følge af såvel konkurrencen med de andre nationer som mangelen på arbejdskraft, d.v.s. misforholdet mellem befolkningstallet og de industrielle behov i Nordamerika. Af disse kendsgerninger kan De slutte, hvilken skarpsindighed hr. Proudhon udvikler, når han fremmaner konkurrencens spøgelse som en tredie evolution, som maskinernes antitese.

Endelig er det overhovedet ganske absurd at gøre maskinerne til en økonomisk kategori ved siden af arbejdsdelingen, konkurrencen, kreditten o.s.v.

Maskinen er lige så lidt en økonomisk kategori som oksen, der trækker ploven. Den nuværende anvendelse af maskiner hører til forholdene i vort nuværende økonomiske system, men den måde, maskinerne udnyttes på, er noget ganske andet end maskinerne selv. Krudtet forbliver det samme, hvad enten man betjener sig af det for at såre et menneske, eller man bruger det til at kurere den såredes kvæstelser.

Hr. Proudhon overgår sig selv, når han i sit hoved lader konkurrencen, monopolet, skatten eller politiet, handelsbalancen, kreditten, ejendommen, vokse frem i den her angivne rækkefølge. Næsten hele kreditvæsenet var ved det 18. århundredes begyndelse, før maskinernes opfindelse, færdigt udviklet i England. Statskreditten var kun en ny måde at forhøje skatterne på og at tilfredsstille de nye behov, der var skabt gennem bourgeoisklassens regeringstiltræden. Ejendommen danner sluttelig den sidste kategori i hr. Proudhons system. I den virkelige verden er arbejdsdelingen og alle andre af hr. Proudhons kategorier derimod samfundsmæssige forhold, hvis totalitet udgør det, man i dag kalder ejendom; uden for disse forhold er den borgerlige ejendom intet andet end en metafysisk eller juridisk illusion. En anden epokes ejendom, feudalejendommen, udvikler sig i ganske andre samfundsforhold. Idet hr. Proudhon laver et selvstændigt forhold ud af ejendommen, begår han mere end en metodologisk fejl; han leverer et klart vidnesbyrd om, at han ikke har fattet den forbindelse, som knytter alle former af borgerlig produktion sammen, at han ikke har begrebet den historiske og forbigående karakter, som produktionsformerne i en bestemt epoke har. Hr. Proudhon, der ikke opfatter vore samfundsmæssige indretninger som produkter af historien og hverken forstår deres oprindelse eller deres udvikling, kan kun øve en dogmatisk kritik af dem.

Derfor er hr. Proudhon også nødt til at ty til en fiktion for at forklare denne udvikling. Han bilder sig ind, at arbejdsdeling, kredit, maskiner o.s.v. altsammen er opfundet for at tjene hans fikse idé, lighedens idé. Hans forklaring er af kostelig naivitet. Man har opfundet disse ting til ligheden, men desværre har de vendt sig mod ligheden. Det er hele hans ræsonnement. Det vil sige, at han går ud fra en frit opfundet antagelse, og da den virkelige udvikling og hans fiktion uafladeligt strider mod hinanden, slutter han deraf, at her består der en modsigelse. Han skjuler samtidig, at det kun er en modsigelse mellem hans fikse idéer og den virkelige bevægelse.

Derfor har hr. Proudhon, væsentlig af mangel på positive kundskaber, ikke bemærket følgende: at menneskene, idet de udvikler deres produktivkræfter, d.v.s. idet de lever, udvikler visse forhold imellem sig, og at arten af disse forhold nødvendigvis forandrer sig med disse produktivkræfters forvandling og vækst. Han har ikke set, at de økonomiske kategorier kun er abstraktioner af disse reale forhold, at de kun så længe er sandheder, som disse forhold består. Dermed forfalder han til samme fejltagelse som de borgerlige økonomer, der betragter disse økonomiske kategorier som evige love og ikke historiske love, som kun er gyldige for en bestemt historisk udvikling, for en bestemt udvikling af produktivkræfterne. I stedet for altså at behandle de politisk-økonomiske kategorier som abstraktioner af de virkelige, forbigående, historiske samfundsforhold, behandler hr. Proudhon i kraft af en mystisk drejning de virkelige forhold udelukkende som legemliggørelser af disse abstraktioner. Disse abstraktioner selv er formler, som har slumret i vorherres skød lige siden skabelsens første dag.

Her bliver hr. Proudhon dog overfaldet af heftige samvittighedskvaler. Hvis alle disse økonomiske kategorier er udstrålinger af det guddommelige hjerte, hvis de er menneskenes skjulte og evige liv, hvordan går det da til, for det første, at der gives udvikling, og for det andet, at hr. Proudhon ikke er konservativ? Han forklarer disse åbenbare modsigelser gennem et helt system af antagonismer. Lad os gribe til et eksempel for at klargøre dette system af antagonismer.

Monopolet er godt, thi det er en økonomisk kategori, altså en udstråling af gud. Konkurrencen er god, thi den er ligeledes en økonomisk kategori. Men hvad der ikke er godt, det er den måde, monopolet og konkurrencen virkeliggøres på. Hvad der er endnu værre, det er, at monopolet og konkurrencen gensidigt æder hinanden. Hvad skal man gøre? Da disse to evige gudstanker modsiger hinanden, synes det ham indlysende, at der i guds skød også findes en syntese af disse to tanker, hvorved det onde ved monopolet udlignes gennem konkurrencen og omvendt. Denne kamp mellem de to ideer vil som slutresultat kun lade den gode side træde frem. Man må fravriste gud denne hemmelige tanke, derpå anvende den, og alt er i den skønneste orden. Det gælder om at åbenbare den formel, der skjuler sig i den upersonlige menneskehedsfornufts nat. Hr. Proudhon tøver intet øjeblik med at gøre sig til hemmelighedens åbenbarer.

Men betragt et øjeblik det virkelige liv. I det nuværende økonomiske liv finder De ikke blot konkurrencen og monopolet, men også deres syntese, som ikke er en formel, men en bevægelse. Monopolet avler konkurrence, konkurrencen avler monopol. Denne ligning ophæver imidlertid på ingen måde vanskelighederne ved den nuværende situation, sådan som de borgerlige økonomer forestiller sig det, men lader kun en endnu vanskeligere og mere indviklet situation opstå. Hvis De altså forandrer den basis, på hvilken de nuværende økonomiske forhold grunder sig, hvis De tilintetgør den nuværende produktionsmåde, så tilintetgør De ikke blot konkurrencen, monopolet og deres antagonisme, men også deres enhed, deres syntese, bevægelsen som udgør den virkelige udligning af konkurrence og monopol.

Nu vil jeg vise Dem et eksempel på hr. Proudhons dialektik.

Friheden og slaveriet danner en antagonisme. Jeg behøver ikke at tale om hverken de gode eller de slette sider ved friheden. Hvad slaveriet angår, behøver jeg ikke at tale om dets slette sider. Det eneste, der skal forklares, er slaveriets gode side. Det drejer sig ikke om det indirekte slaveri, proletarens slaveri; det drejer sig om det direkte slaveri, de sortes slaveri i Surinam, i Brasilien, i Nordamerikas sydstater.

Det direkte slaveri er lige så vel et grundlag for vor nuværende industrialisme som maskinerne, kreditten o.s.v. Uden slaveri ingen bomuld, uden bomuld ingen moderne industri. Kun slaveriet har givet kolonierne deres værdi, kolonierne har skabt verdenshandelen, og verdenshandelen er den nødvendige betingelse for den maskinelle storindustri. Før negerhandelen leverede kolonierne den gamle verden meget få produkter og ændrede ikke verdens ansigt synderligt. Altså er slaveriet en økonomisk kategori af største betydning. Uden slaveriet ville Nordamerika, det mest fremskredne folk, forvandle sig til et patriarkalsk land. Stryg Nordamerika af nationernes kort, og man har anarkiet, et fuldkomment forfald af handelen og den moderne civilisation. Derfor findes slaveriet da også, eftersom det er en økonomisk kategori, hos alle folk lige siden verdens skabelse. De moderne folk har blot forstået at maskere slaveriet hjemme hos sig selv og at indføre det åbenlyst i den nye verden. Hvad skal nu den gode hr. Proudhon stille op efter disse refleksioner over slaveriet? Han søger syntesen af frihed og slaveri, den sande gyldne middelvej (juste milieu), med andre ord: ligevægten mellem slaveri og frihed.

Hr. Proudhon er fuldstændig klar over, at menneskene laver klæde, lærred og silke; og det er stort at have forstået denne simple sag! Det, hr. Proudhon ikke har forstået, er, at menneskene i overensstemmelse med deres produktivkræfter også producerer de sociale forhold, under hvilke de producerer klæde og lærred. Endnu mindre har hr. Proudhon begrebet, at menneskene, der producerer de sociale forhold i overensstemmelse med deres materielle produktion, også frembringer idéerne, kategorierne, d.v.s. de ideelle abstrakte udtryk netop for disse sociale forhold. Følgelig er kategorierne nøjagtig ligeså lidt evige som de forhold, de er udtryk for. De er historiske og forbigående produkter. For hr. Proudhon er det lige omvendt abstraktionerne, kategorierne, der er den første årsag. Efter hans mening er det dem og ikke menneskene, der skaber historien. Abstraktionen, kategorien som sådan, d.v.s. skilt fra menneskene og deres materielle handlen, er naturligvis udødelig, uforanderlig, uomskiftelig, den er kun et væsen født af den rene fornuft, hvad der blot vil sige, at abstraktionen som sådan er abstrakt. En vidunderlig tautologi!

Således er da også de økonomiske relationer, set i form af kategorier, evige formler for hr. Proudhon, uden hverken oprindelse eller udvikling.

Lad os sige det på en anden måde: hr. Proudhon påstår ikke direkte, at det borgerlige liv er en evig sandhed for ham. Han siger det indirekte, idet han guddommeliggør de kategorier, der udtrykker de borgerlige forhold i form af tanker. Han tager det borgerlige samfunds frembringelser som selvstændigt handlende, med eget liv udstyrede, evige væsener, så snart de frembyder sig for ham i form af kategorier, i form af tanker. Han løfter sig altså ikke op over den borgerlige horisont. Fordi han opererer med borgerlige tanker og forudsætter, at de er evige sandheder, søger han syntesen af disse tanker, deres ligevægt, og ser ikke, at den måde, hvorpå de i øjeblikket holder hinanden i ligevægt, er den eneste mulige måde.

I virkeligheden gør han, hvad alle gode bourgeois’er gør. De fortæller os allesammen, at konkurrencen, monopolet o.s.v. i princippet, d.v.s. taget som abstrakte tanker, er det eneste grundlag for livet, men at de i praksis lader meget tilbage at ønske. De vil allesammen have konkurrencen uden konkurrencens sørgelige følger. De vil allesammen det umulige, d.v.s. de borgerlige levevilkår, uden de nødvendige følger af disse vilkår. Ingen af dem forstår, at den borgerlige produktionsform er en historisk og forbigående form, nøjagtig ligesom den feudale form var det. Denne fejltagelse stammer fra, at for dem er bourgeois-mennesket det eneste mulige grundlag for ethvert samfund, eftersom de ikke kan forestille sig en samfundstilstand, under hvilken mennesket ikke mere er bourgeois.

Hr. Proudhon er altså nødvendigvis doktrinær. Den historiske bevægelse, der revolutionerer den nuværende verden, reduceres for ham til problemet om at opdage den rette ligevægt, syntesen af to borgerlige tanker. Således opdager den fikse unge mand ved lutter fiffighed, hvad der er guds skjulte tanke, nemlig enheden af de to isolerede tanker, der kun er to isolerede tanker, fordi hr. Proudhon har isoleret dem fra det praktiske liv, fra den nuværende produktion, d.v.s. fra den helhed af realiteter, som de er udtryk for. I stedet for den store historiske bevægelse, der opstår af konflikten mellem de produktivkræfter, man allerede har opnået, og de samfundsforhold, der ikke mere svarer til disse produktivkræfter; i stedet for de forfærdelige krige, der forberedes mellem de forskellige klasser i en nation og mellem de forskellige nationer; i stedet for massernes praktiske og voldsomme aktion, der alene kan bringe disse sammenstød frem til en Løsning; i stedet for denne vældige, vedvarende og komplicerede bevægelse sætter hr. Proudhon de griller, der rører sig i hans hoved. Det er altså de lærde folk, der er i stand til at aflure gud hans intime tanker, som skaber historien. Småfolk har blot at gøre brug af deres åbenbaringer. De forstår nu, hvorfor hr. Proudhon er en erklæret fjende af enhver politisk bevægelse. Løsningen af tidens problemer består for ham ikke i offentlig aktion, men i hans hjernes dialektiske rotationer. Da kategorierne for ham er drivkræfterne, behøver man ikke at forandre det praktiske liv for at forandre kategorierne. Tværtimod: man må forandre kategorierne, og følgen vil blive, at det virkelige liv forandres.

Besjælet af ønsket om at forsone modsigelserne spørger hr. Proudhon slet ikke sig selv, om ikke selve grundlaget for disse modsigelser må omstyrtes. Han ligner i et og alt den doktrinære politiker, der hævder, at kongen og deputeretkammeret og overhuset er nødvendige bestanddele af det sociale liv, at de er evige kategorier. Han leder blot efter en ny formel for at bringe disse magter i ligevægt (disse magter, hvis ligevægt netop består i den nuværende bevægelse, hvor den ene af disse magter snart er sejrherre over den anden, snart dens slave). Således gik det til, at en mængde middelmådige hoveder i det 18. århundrede var beskæftiget med at finde den sande formel, der kunne bringe samfundets stænder, adelen, kongen, parlamenterne o.s.v. i ligevægt, og næste dag var der hverken konge eller parlament eller adel. Den rette ligevægt i denne antagonisme var omstyrtelsen af alle de sociale forhold, der tjente som grundlag for disse feudale eksistenser og for deres antagonisme.

Da hr. Proudhon anbringer de evige ideer, den rene fornufts kategorier, på den ene side og på den anden menneskene og deres praktiske liv, der ifølge ham er anvendelsen af disse kategorier, finder De hos ham fra første færd en dualisme mellem livet og ideerne, mellem sjælen og legemet – en dualisme, der gentager sig i mange former. De ser nu, at denne antagonisme kun er hr. Proudhons manglende evne til at begribe, at de kategorier, som han guddommeliggør, har en jordisk oprindelse og en profan historie.

Mit brev er allerede for langt til, at jeg yderligere kan komme ind på den latterlige måde, hvorpå hr. Proudhon drager til felts mod kommunismen. På forhånd må De indrømme, at et menneske, der ikke har begrebet den nuværende samfundstilstand, endnu mindre er i stand til at begribe den bevægelse, der vil omvælte den, og de litterære frembringelser fra denne revolutionære bevægelses side.

Det eneste punkt, hvor jeg er fuldstændig enig med hr. Proudhon, er hans modvilje mod det socialistiske føleri. Jeg har allerede tidligere vakt meget anstød på grund af mine spottegloser over den fårede, sentimentale, utopiske socialisme. Men gør hr. Proudhon sig ikke besynderlige illusioner, når han stiller sin småborgersentimentalitet, jeg mener hans tirader om ægteskab, kærlighed til ægtefællen og alle disse banaliteter, op mod den socialistiske sentimentalitet, der f.eks. hos Fourier er langt dybere end de opblæste platheder hos vor gode Proudhon? Han mærker i den grad sine bevisgrundes tomhed, sin komplette uduelighed til at tale om disse ting, at han geråder i voldsomt raseri, deklamerer, spiller den helligt forargede, tordner, sværger, afslører, råber vagt i gevær mod alle onde magter, slår sig for brystet og praler over for gud og hvermand af, at han intet har at gøre med de socialistiske nederdrægtigheder! Han kritiserer ikke de socialistiske sentimentaliteter eller det, han anser for sentimentaliteter. Han optræder som helgen, som pave, og bandlyser de arme syndere og synger lovsange over småborgerskabet og den hjemlige arnes elendige, patriarkalske og elskovsfulde illusioner. Og det er aldeles ikke noget tilfælde. Hr. Proudhon er fra isse til fod småborgerskabets filosof og økonom. I et fremskredent samfund og tvunget af sin situation bliver småborgeren dels socialist, dels økonom, d.v.s. han er blændet af storbourgeoisiets herlighed og har medfølelse med folkets lidelser. Han er på samme tid bourgeois og folk. Dybt i sin samvittighed bilder han sig stolt ind, at han er upartisk, at han har fundet den rette balance, som giver sig ud for at være noget andet end den gyldne middelvej (juste milieu). En sådan småborger gør sig en afgud af modsigelsen, fordi modsigelsen er hans væsens kærne. Han er simpelthen den sociale modsigelse sat i aktion. Han må i teorien retfærdiggøre, hvad han er i praksis, og hr. Proudhon har den fortjeneste, at han er det franske småborgerskabs fortolker, hvad der er en virkelig fortjeneste, eftersom småborgerskabet vil være en uadskillelig bestanddel af alle optrækkende sociale revolutioner.

Jeg ville gerne have sendt Dem min bog om den politiske økonomi sammen med brevet, men hidtil har det ikke været mig muligt at få trykt dette værk og kritiken af de tyske filosofer og socialister, om hvilken jeg fortalte Dem i Brüssel. De kan ikke forestille Dem, hvilke vanskeligheder en sådan offentliggørelse møder i Tyskland, dels fra politiets, dels fra boghandlernes side, som selv er interesserede repræsentanter for alle de retninger, jeg angriber. Og hvad vort eget parti angår, er det ikke blot fattigt, men en stærk gruppe inden for det tyske kommunistiske parti tager mig det ilde op, at jeg modsætter mig deres utopier og deres deklamationer.