Friedrich Engels: “Bondespørgsmålet i Frankrig og Tyskland”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

BONDESPØRGSMÅLET I FRANKRIG OG TYSKLAND

Friedrich Engels
November 1894

Udvalgte Skrifter
Bind 2
Reproduceret af
Den Røde Fane

BONDESPØRGSMÅLET I FRANKRIG OG TYSKLAND

De borgerlige og reaktionære partier er umådeligt forbavsede over, at bondespørgsmålet nu pludselig og alle vegne er kommet på dagsordenen hos socialisterne. De burde i virkeligheden undre sig over, at dette ikke er sket for længe siden. Fra Irland til Sicilien, fra Andalusien til Rusland og Bulgarien er bonden en meget væsentlig faktor i befolkningen, produktionen og den politiske magt. Kun to vesteuropæiske områder danner en undtagelse. I det egentlige Storbritannien har godsejere og storlandbrug fuldstændig fortrængt den selvstændige bonde; i Preussen øst for Elben har den samme proces stået på i århundreder, og også her nedlægger man i stadig stigende grad bondebrugene eller trænger i hvert fald bønderne i baggrunden i økonomisk og politisk henseende.

Som politisk magtfaktor har bonden hidtil for det meste kun gjort sig gældende ved sin apati, der har sin rod i det isolerede liv på landet. Denne apati hos befolkningens store masse er den stærkeste støtte ikke blot for den parlamentariske korruption i Paris og Rom, men også for den russiske despotisme. Men den er på ingen måde uovervindelig. Så længe arbejderbevægelsen har eksisteret, har det ikke just været vanskeligt for bourgeois’erne i Vesteuropa at ophidse bøndernes fantasi, navnlig hvor småbruget er dominerende, at indgyde dem mistanke og had til de socialistiske arbejdere og at fremstille disse som “partageux”, altså folk, der vil dele alt, dovne og grådige byboere, som bare vil have fat i bøndernes ejendom. De uklare socialistiske aspirationer under Februarrevolutionen i 1848 blev hurtigt ryddet af vejen takket være de reaktionære stemmesedler, som de franske bønder afgav; bønderne ville have ro, de hentede derfor legenden om bondekejseren Napoleon frem fra deres minders skatkammer og skabte det andet kejserdømme. Vi ved allesammen, hvor meget denne ene bondedåd har kostet det franske folk; det lider den dag i dag under dens følger.

Mangt og meget har ændret sig siden den gang. Den kapitalistiske produktionsforms udvikling har skåret livsnerven over på småbedriften inden for landbruget; den forfalder og forsumper redningsløst. Konkurrencen fra Nord- og Sydamerika og fra Indien har oversvømmet det europæiske marked med korn, der er så billigt, at ingen hjemlig producent kan konkurrere med det. Godsejeren og småbonden ser i lige grad deres ruin i møde. Og da de begge er jordbesiddere og landmænd, kaster godsejeren sig op som forkæmper for småbondens interesser, og småbonden accepterer i det store og hele denne forkæmper.

Men i mellemtiden er der i det vestlige Europa fremvokset et stærkt, socialistisk arbejderparti. Der er kommet klarhed over de dunkle fornemmelser og følelser fra Februarrevolutionens tid, de er blevet udvidet og fordybet til et program, der tilfredsstiller alle videnskabelige krav og opstiller konkrete, håndgribelige fordringer; disse fordringer fremsættes i det tyske, i det franske og i det belgiske parlament af et stadigt voksende antal socialistiske repræsentanter. Erobringen af den politiske magt ved hjælp af det socialistiske parti er mulig inden for en overskuelig fremtid. Men for at kunne erobre den politiske magt må dette parti først gå fra byen ud på landet, blive en magt på landet. Partiet har frem for alle andre partier en klar indsigt i sammenhængen mellem de økonomiske årsager og de politiske følger, og derfor har det også forlængst fået øje på ulveskikkelsen under de fåreklæder, hvori godsejeren optræder som en påtrængende bondeven. Har dette parti lov til roligt at lade den undergangsviede bonde blive i sine falske beskytteres hænder, indtil han er forvandlet fra passiv til aktiv modstander af industriarbejderne? Og dermed er vi midt inde i bondespørgsmålet.

I

Den landbefolkning, vi kan henvende os til, består af meget forskellige bestanddele, som igen er af meget forskellig art alt efter de enkelte egne.

I den vestlige del af Tyskland dominerer, ligesom i Frankrig og Belgien, små landbrug, der drives af parcelbønder, hvis flertal er ejere af deres lodder, mens mindretallet er forpagtere.

I det nordvestlige Tyskland, i Niedersachsen og Slesvig-Holsten, findes der overvejende storbønder og middelbønder, som ikke kan klare deres bedrift uden karle og piger og tilmed daglejere. Det samme er tilfældet i en del af Bayern.

Preussen øst for Elben og Mecklenburg domineres af godser og stordrift med tjenestefolk, husmænd og daglejere, og ind imellem små og mellemstore bønder i relativt ringe og stadig aftagende proportion.

I Mellemtyskland findes alle disse bedrifts- og besiddelsesformer blandet i forskellige proportioner alt efter lokaliteten, uden at den ene eller den anden er klart dominerende på et større areal.

Desuden findes der egne af forskellig udstrækning, hvor agerjorden, der ejes eller forpagtes, ikke er tilstrækkelig til at ernære familien, men kun tjener som grundlag for en hjemmeindustri og muliggør de ellers ubegribeligt lave lønninger, der sikrer produkterne konstant afsætning over for fremmed konkurrence af enhver art.

Hvilke af disse underafdelinger af landbefolkningen kan vindes for det socialdemokratiske parti? Vi undersøger selvfølgelig kun dette spørgsmål i store træk; vi fremdrager kun de meget udprægede former, mens vi ikke har plads til at tage mellemtrinene og egne med blandet landbefolkning i betragtning.

Lad os begynde med småbonden. Han er den vigtigste af alle bønder, og det ikke blot for Vesteuropa i almindelighed. ja, han leverer os det tilfælde, som er det kritiske for hele problemet. Så snart vi har klargjort os vor stilling til småbonden, har vi alle de holdepunkter, der er nødvendige for at bestemme vor holdning over for landbefolkningens øvrige bestanddele.

Ved en småbonde forstår vi her den, der ejer eller forpagter (navnlig det første) et lille stykke jord, ikke større end at han som regel kan dyrke det ved hjælp af sin egen familie, og ikke mindre end at det kan ernære familien. Denne småbonde er altså ligesom den lille håndværker en arbejder, som adskiller sig fra den moderne proletar derved, at han endnu besidder sine arbejdsmidler; han er altså en rest af en fortidig produktionsmåde. Fra sine forfædre, de livegne, ufrie eller – som en sjælden undtagelse – frie, afgifts- og hoveripligtige bønder, adskiller han sig i tre henseender. For det første har den franske revolution befriet ham for de feudale afgifter og tjenesteydelser, som han skulle svare godsejeren, og i de fleste tilfælde har den, i hvert fald på venstre Rhinbred, overdraget ham hans bondegård som fri ejendom. For det andet er han ikke længere beskyttet af det selvstyrende landsbyfællesskab, som han var medlem af, og dermed har han mistet sin part af brugsretten til de tidligere fælles overdrev. Disse fælles overdrev er blevet frataget ham, dels af hans tidligere, feudale herremand, dels af en oplyst-romerretslig-bureaukratisk lovgivning, og vore dages småbonde har dermed mistet muligheden for at ernære sine trækdyr uden at købe foder. I økonomisk henseende opvejes de feudale afgifters bortfald imidlertid med lethed af tabet af de fælles overdrev; antallet af de bønder, der ikke kan holde egne trækdyr, er i stadig vækst. For det tredje har vor tids bonde mistet halvdelen af sin tidligere produktive virksomhed. Tidligere fremstillede han sammen med sin familie størstedelen af de industriprodukter, han havde brug for, af råstoffer, som han selv fremstillede; hvad han behøvede ud over det, blev præsteret af folk fra samme landsby, der drev håndværk ved siden af landbruget og for det meste fik betaling i form af naturalier eller gentjenester. Familien, og i endnu højere grad landsbyen, var sig selv nok og producerede næsten alt, hvad den behøvede. Det var en næsten ren naturaløkonomi. Penge var der næsten slet ikke brug for. Den kapitalistiske produktion har gjort ende på denne tilstand ved hjælp af pengeøkonomien og storindustrien. Ligesom brugsretten til de fælles overdrev var den ene afgørende betingelse for bondens eksistens, sådan var det industrielle bierhverv den anden, og på den måde synker bonden stadig dybere. Skatter, misvækst, arvedelinger og processer driver den ene bonde efter den anden hen til ågerkarlen; det bliver mere og mere almindeligt at have gæld, og gælden bliver større og større for hver enkelt – kort sagt, vor småbonde er ligesom enhver anden rest af en fortidig produktionsmåde redningsløst viet til undergang. Han er en fremtidig proletar.

Som sådan skulle han være lydhør over for den socialistiske propaganda. Men deri hindres han foreløbig endnu af sin indgroede besiddermentalitet. Jo hårdere den kamp er, som han må føre for sin truede stump jord, des voldsommere er den fortvivlelse, med hvilken han klamrer sig til den, des mere ser han i socialdemokraten, der taler om at overføre jordbesiddelsen til samfundet, en lige så farlig fjende som ågerkarlen og advokaten. Hvordan skal socialdemokratiet overvinde denne fordom? Hvad kan det tilbyde den undergangsviede småbonde uden at blive utro mod sig selv?

Her finder vi et praktisk holdepunkt i det agrarprogram, der er fremlagt af de franske socialister af marxistisk retning; det er så meget mere bemærkelsesværdigt, som det kommer fra småbrugets klassiske land.

På kongressen i Marseille i 1892 blev partiets første agrarprogram vedtaget. For de ejendomsløse landarbejdere (altså daglejere og tyende) kræver det: en minimalløn, der fastsættes af fagforeninger og kommunalråd; erhvervsdomstole på landet, halvdelen af medlemmerne arbejdere; forbud mod salg af kommunal jord; bortforpagtning af statsdomænerne til kommunerne, der skal udleje både deres egen og den forpagtede jord til sammenslutninger af besiddelsesløse landarbejderfamilier til dyrkning i fællesskab og under kommunens kontrol, idet det forbydes dem at anvende lønarbejdere; alders- og invaliderente, der skal bestrides af en særlig skat på de store jordbesiddere.

For småbønderne (herunder behandles også forpagternes specielle forhold) kræves: kommunen anskaffer landbrugsmaskiner og udlejer dem til bønderne uden fortjeneste; dannelse af andelsselskaber til indkøb af gødning, drænrør, frø osv. og til salg af produkterne; afskaffelse af skatten på jordarealer ved ejerskifte, når værdien ikke udgør over 5.000 fr.; voldgiftskommissioner (efter irsk mønster), der skal nedsætte alt for store forpagtningsafgifter og fastsætte erstatningsbeløbet til fratrædende forpagtere og partsforpagtere (metayers) for den værdistigning, de ved deres arbejde har tilført jorden; afskaffelse af paragraf 2102 i Code civil, der giver jordbesiddere panteret i høsten, og afskaffelse af kreditors ret til at lade pante i kornet på marken; forbud mod at lade pante i et vist minimum af landbrugsredskaber, afgrøde, frø, gødning, kreaturer, kort sagt i alt, hvad en bonde ubetinget behøver i sin bedrift; revision af den forlængst forældede landsmatrikel og indtil da en lokal revision i hver kommune; endelig gratis fortsættelsesundervisning i landbrugsfag og oprettelse af forsøgsstationer for landbruget.

Som man ser, er kravene til fordel for bønderne ikke meget vidtgående (kravene til fordel for arbejderne skal vi foreløbig ikke komme ind på her). En del af dem er allerede blevet gennemført andetsteds. Kravet om voldgiftsdomstole for forpagtningssager henviser udtrykkeligt til det irske forbillede. Andelsselskaber forekommer allerede i Rhinlandet. Matrikelrevisionen er i hele Vesteuropa et stående fromt ønske hos alle liberale og endog hos bureaukraterne. Også de øvrige punkter kunne gennemføres, uden at der blev tilføjet den kapitalistiske ordning væsentlig skade. Dette bemærkes simpelthen for at karakterisere programmet; der ligger ikke en bebrejdelse i det, tværtimod.

Med dette program gjorde partiet så gode fremskridt hos bønderne i de mest forskellige egne i Frankrig, at man – appetitten kommer jo, mens man spiser – følte sig tilskyndet til yderligere at tilpasse det efter bøndernes smag. Man havde ganske vist en følelse af, at man dermed begav sig ud på gyngende grund. Hvordan skulle man kunne hjælpe bonden, ikke som fremtidens proletar, men som nutidens besiddende bonde, uden at krænke det almindelige socialistiske programs grundprincipper? For at imødegå denne indvending indledte man de nye praktiske forslag med en teoretisk motivering, der søger at påvise, at det hører med til socialismens princip at beskytte de små bønders ejendom mod at blive ruineret af den kapitalistiske produktionsmåde, skønt man selv er fuldkommen klar over, at denne undergang er uundgåelig. Vi vil nu se nærmere på denne motivering og på selve de krav, som i september i år blev vedtaget på kongressen i Nantes.

Motiveringen begynder således:

“Ud fra den betragtning, at producenterne i henhold til det almindelige partiprograms ordlyd kun kan være frie for så vidt de er i besiddelse af produktionsmidlerne;

ud fra den betragtning, at disse produktionsmidler ganske vist på industriens område er i den grad kapitalistisk centraliserede, at de kun kan tilbagegives producenterne i kollektiv eller samfundsmæssig form, mens dette på landbrugets område på ingen måde er tilfældet, i hvert fald ikke i vore dages Frankrig, hvor produktionsmidlet, dvs. jorden, tværtimod endnu mange steder er i de enkelte producenters individuelle besiddelse;

ud fra den betragtning, at selv om denne tilstand, hvis karakteristiske træk er småbrugene, er dømt til at forsvinde (est fataiement appelé à disparaitre), så bør socialismen alligevel ikke fremskynde dens forsvinden, da socialismens opgave jo ikke består i at adskille ejendom og arbejde, men tværtimod i at forene disse to faktorer i al produktion, faktorer, hvis adskillelse fører til trældom og elendighed for de proletariserede arbejdere;

ud fra den betragtning, at det på den ene side er socialismens pligt at sørge for, at landbrugsproletarerne kommer i besiddelse af de store godser – i kollektiv eller samfundsmæssig form -, efter at disses nuværende dagdrivende ejere er eksproprieret, så er det på den anden side dens ikke mindre bydende pligt at opretholde de arbejdende bønders besiddelse af deres smålodder over for statskassen, ågerkarlene og de nyopståede store jordbesidderes anslag;

ud fra den betragtning, at det er formålstjenligt at udvide denne beskyttelse til de producenter, som under betegnelsen forpagtere eller partsforpagtere (metayers) dyrker andres jord, og som, når de udbytter daglejere, til en vis grad tvinges dertil af den udbytning, som de selv er genstand for –

har arbejderpartiet – som, i modsætning til anarkisterne, ikke spekulerer i en forøgelse og udbredelse af nøden til støtte for omformningen af samfundsordenen, men tværtimod venter arbejdets og hele samfundets befrielse alene gennem organisering og fælles indsats af arbejderne i by og på land, ved at de sætter sig i besiddelse af regerings- og lovgivningsmagten – vedtaget følgende agrarprogram for derved at sammenslutte alle elementer inden for landbrugsproduktionen, alle virksomheder, som med forskellig juridisk adkomst udnytter den nationale jord, i kampen mod den fælles fjende: jordbesiddelsens feudale karakter.”

Lad os nu se lidt nærmere på denne motivering.

For det første må den sætning i det franske program, hvori det hedder, at producenternes frihed forudsætter besiddelse af produktionsmidlerne, suppleres med de sætninger, der følger umiddelbart efter: at besiddelsen af produktionsmidlerne kun er mulig i to former, enten som individuel besiddelse, en form, der aldrig og intetsteds har været almindelig for producenterne, og som dag for dag bliver gjort mere umulig takket være industriens fremskridt, eller som kollektiv besiddelse, en form, hvis materielle og intellektuelle forudsætninger allerede er blevet skabt ved det kapitalistiske samfunds egen udvikling. Der må altså kæmpes for produktionsmidlernes overgang til kollektiv ejendom med alle de midler, der står til proletariatets rådighed.

Den kollektive besiddelse af produktionsmidlerne bliver altså her opstillet som det eneste hovedmål, der skal stræbes hen imod, ikke blot for industriens vedkommende, hvor jordbunden allerede er forberedt, men i al almindelighed, altså også for landbruget. Den individuelle besiddelse har ifølge programmet aldrig og intetsteds haft almindelig gyldighed for alle producenter; netop derfor, og fordi industriens fremskridt alligevel afskaffer den, er socialismen ikke interesseret i at opretholde den, men nok i at afskaffe den; thi hvor og for så vidt den består, umuliggør den den kollektive besiddelse. Hvis vi overhovedet skal påberåbe os programmet, så må vi påberåbe os hele programmet, hvilket i meget høj grad modificerer den i Nantes-motiveringen citerede sætning, idet den deri udtalte almindelige historiske sandhed først derved gøres afhængig af de betingelser, under hvilke den i vore dages Vesteuropa og Nordamerika alene kan forblive en sandhed.

De enkelte producenters besiddelse af produktionsmidlerne giver i vor tid ikke mere disse producenter virkelig frihed. Håndværket i byerne er allerede ruineret, i storbyer som London er det endda allerede fuldstændig forsvundet og erstattet af storindustrien, udsvedningssystemet og sølle fuskere, som lever af at gå bankerot. Den småbonde, der lever af sit eget arbejde, er hverken i sikker besiddelse af sin jordlod eller fri. Han, hans hus, hans gård og hans få marker tilhører ågerkarlen; hans eksistens er mere usikker end proletarens, thi denne har i det mindste af og til nogle rolige dage, hvad der aldrig sker for den pinte gældsslave. Slet paragraf 2102 i Code civil, skaf bonden en bestand af landbrugsredskaber, kvæg osv., som det ved lov er forbudt at gøre udlæg i – selv i så fald kan I ikke sikre ham mod en tvangssituation, i hvilken han selv “frivilligt” må sælge sit kvæg, i hvilken han må forskrive sig til ågerkarlen med legeme og sjæl og er glad til, hvis han kan købe sig en galgenfrist. Jeres forsøg på at beskytte den lille bondes ejendom beskytter ikke hans frihed, men kun den særlige form, som hans trældom har; det forlænger en tilstand, i hvilken han hverken kan leve eller dø. Det er altså ingenlunde på sin plads her at påberåbe sig første afsnit i jeres program.

I motiveringen hedder det, at i vore dages Frankrig er produktionsmidlet, nemlig jorden, endnu mange steder i de enkelte producenters individuelle besiddelse; det er imidlertid ikke socialismens opgave, siger man, at adskille ejendom og arbejde, men tværtimod at forene disse to faktorer i al produktion. – Som vi allerede har antydet, er dette, udtrykt i så almindelige vendinger, ingenlunde socialismens opgave; dens opgave består tværtimod i at overføre produktionsmidlerne til producenterne som kollektiv ejendom. Så snart vi mister dette af syne, fører ovenstående sætning os direkte på vildspor, så at vi tror, det er socialismens opgave at forvandle den lille bondes nuværende skinejendomsret til sine marker til en virkelig ejendomsret, altså at forvandle den lille forpagter til en selvejer og den forgældede ejer til en gældfri ejer. Socialismen er ganske vist interesseret i, at dette falske skin af bondeejendom forsvinder, men ikke på denne måde.

I hvert fald er vi nu kommet så vidt, at motiveringen uden omsvøb kan erklære det for socialismens pligt, og tilmed for dens bydende pligt, “at opretholde de arbejdende bønders besiddelse af deres smålodder over for statskassen, ågerkarlene og de nyopståede store jordbesidderes anslag.” Motiveringen gør det hermed til en bydende pligt for socialismen at gennemføre noget, som den i det foregående afsnit har erklæret for en umulighed. Den gør det til dens opgave at “opretholde” småbrugene, skønt den selv siger, at denne ejendomsform “er dømt til at forsvinde”. Statskassen, ågerkarlene og de nyopståede store jordbesiddere, hvad er det andet end redskaber, ved hvis hjælp den kapitalistiske produktion gennemfører denne uundgåelige forsvinden. Vi vil i det følgende få at se, med hvilke midler “socialismen” skal beskytte bonden mod denne treenighed.

Men det er ikke kun småbonden, hvis ejendom skal beskyttes. Det er ligeledes “formålstjenligt at udvide denne beskyttelse til de producenter, som under betegnelsen forpagtere eller partsforpagtere (metayers) dyrker andres jord, og som, når de udbytter daglejere, til en vis grad tvinges dertil af den udbytning, som de selv er genstand for.” Hermed er vi kommet ind på et højst mærkværdigt område. Socialismen vender sig specielt mod udbytningen af lønarbejdet. Og her erklærer man, at det er socialismens bydende pligt at beskytte de franske forpagtere, når de “udbytter daglejere” –, sådan står der ordret! Og det skal man gøre, fordi de på en vis måde tvinges dertil “af den udbytning, som de selv er genstand for”!

Hvor let og behageligt det dog er at rutsje nedad, når man først er kommet ind på skråplanet! Når nu stor- og middelbonden i Tyskland kommer og beder de franske socialister lægge et godt ord ind hos den tyske partiledelse for, at det tyske socialdemokratiske parti skal beskytte ham, når han udbytter sine karle og piger og derved påberåber sig den “udbytning, som han selv er genstand for” fra ågerkarles, skatteopkræveres, kornspekulanters og kreaturhandleres side – hvad vil man så svare ham? Og hvem garanterer for, at ikke også vore agrariske storgodsejere sender grev Kanitz til dem (han har jo stillet et lignende forslag om statens overtagelse af kornimporten) og ligeledes beder om socialistisk beskyttelse for deres udbytning af landarbejderne under påberåbelse af den “udbytning, som de selv er genstand for” fra børsens, ågerkarles og kornspekulanters side?

Lad os her med det samme sige, at vore franske venner langtfra mener det så slemt, som det ser ud til. Ovenstående afsnit skal nemlig kun gælde for et ganske specielt tilfælde, nemlig følgende: i Nordfrankrig bortforpagtes jorden ligesom i vore sukkerroedistrikter på yderst ugunstige betingelser til bønderne, mod at de forpligter sig til at dyrke sukkerroer; de skal sælge roerne til en bestemt fabrik til en af denne fastsat pris, de skal købe bestemte frøsorter; anvende et fastsat kvantum af en bestemt slags gødning og bliver oven i købet skammeligt snydt ved afleveringen. Alt det kender vi jo også i Tyskland. Men hvis det er denne bestemte slags bønder, man vil tage under sin beskyttelse, så burde man have sagt det udtrykkeligt og med rene ord. Som sætningen står der nu, er den, i sin ubegrænsede almindelighed, en direkte krænkelse ikke blot af det franske program, men af socialismens grundprincip i det hele taget, og dens forfattere har ikke lov til at beklage sig, når denne sjuskede redaktion fra de forskelligste sider bliver udnyttet mod hensigten.

Den samme mistydning kan lægges i motiveringens afsluttende ord, hvorefter det socialistiske arbejderparti har som opgave “at sammenslutte alle elementer inden for landbrugsproduktionen, alle virksomheder, som med forskellig juridisk adkomst udnytter den nationale jord, i kampen mod den fælles fjende: jordbesiddelsens feudale karakter”. Jeg benægter kategorisk, at det socialistiske arbejderparti i noget land har som opgave foruden landproletarerne og småbønderne også at favne om de mellemstore og store bønder, endsige forpagterne af store godser, de kapitalistiske kvægavlere og de andre kapitalistiske udnyttere af den nationale jord. Det er muligt, at de alle anser jordbesiddelsens feudale karakter for deres fælles fjende. Det er muligt, at vi kan følges ad i visse spørgsmål, at vi kan kæmpe side om side med dem en vis tid for visse formål. I vort parti kan vi ganske vist bruge individer fra alle samfundsklasser, men absolut ingen kapitalistiske, ingen mellemborgerlige eller mellemagrariske interessegrupper. Heller ikke her er det ment så slemt, som det ser ud til; forfatterne har åbenbart slet ikke tænkt på alt dette, men desværre har generalisationstrangen taget magten fra dem, og de må ikke undre sig over, at man simpelthen tager dem på ordet.

Efter motiveringen kommer nu de nye vedtagne tilføjelser til selve programmet. De røber den samme sjuskede redaktion.

Det afsnit, hvorefter kommunerne skal anskaffe landbrugsmaskiner og udleje dem til bønderne uden fortjeneste, ændres til, at kommunerne for det første skal have statstilskud til dette formål og for det andet gratis skal stille maskinerne til småbøndernes disposition. Denne yderligere indrømmelse vil næppe være til synderlig hjælp for småbønderne, hvis marker og hele drift kun i ringe grad muliggør brug af maskiner.

Endvidere: “Alle bestående indirekte og direkte skatter skal afløses af en enkelt progressiv skat på alle indtægter over 3000 francs.” Et lignende krav har man i årevis haft i næsten ethvert socialdemokratisk program. Men det er nyt, at det rejses specielt i småbøndernes interesse, og det beviser kun, i hvor ringe grad man har beregnet dets rækkevidde. Lad os tage England. Statens budget er dèr på 90 millioner pund sterling. Deraf tilvejebringes 13,5-14 millioner ved hjælp af indkomstskatten, de øvrige 76 millioner for mindstepartens vedkommende ved beskatning af forretninger (post, telegraf, stempler), men langt den største del ved beskatning af massernes forbrug, ved ustandseligt at klippe små, umærkelige beløb, som imidlertid løber op til mange millioner, af alle indbyggeres, men først og fremmest de fattigstes, indtægt. Og i vor tids samfund er det næppe muligt at skaffe dækning for statsudgifterne på anden måde. Lad os gå ud fra, at alle de 90 millioner pund i England blev pålignet indtægter pi 120 pund sterling = 3000 francs og derover som progressiv, direkte skat. Den gennemsnitlige årlige akkumulation, den årlige forøgelse af hele nationalformuen, beløb sig i865/75 ifølge Giffen til 240 millioner pund sterling. Lad os gå ud fra, at den nu er lig med 300 millioner årlig; en skattebyrde på 90 millioner ville næsten fortære en tredjedel af hele akkumulationen. Med andre ord: kun en socialistisk regering kan gennemføre noget sådant; når socialisterne kommer til roret, skal de gennemføre ting, i forhold til hvilke denne skattereform kun tager sig ud som et øjeblikkeligt, helt ubetydeligt forskud, og der vil da åbne sig ganske andre perspektiver for småbønderne.

Man synes også at indse, at bønderne ville komme til at vente temmelig længe på denne skattereform og stiller dem derfor “foreløbig” (en attendant) i udsigt: “Jordskatten afskaffes for alle bønder, der selv dyrker jorden, og denne skat formindskes for alle behæftede jordarealer.” Sidste halvdel af dette krav kan kun vedrøre større bondebrug end dem, der kan drives af en enkelt familie; det er altså igen begunstigelse af de bønder, der “udbytter daglejere”.

Endvidere: “Ret til jagt og fiskeri tillades uden andre indskrænkninger end dem, der er nødvendige for at skåne vildt- og fiskebestanden og afgrøden på marken.” – Det lyder meget populært, men sætningens sidste del ophæver dens første. Hvor mange harer, agerhøns, gedder og karper falder der da nu på hele landsbyens jordareal på den enkelte bondefamilie? Mon det er mere, end at man kunne give hver bonde een jagtdag og fiskedag pr. år?

“Nedsættelse af den lovlige og konventionelle rentefod” – altså igen ågerlovgivning, igen forsøg på at gennemføre en politiforanstaltning, der bestandig og overalt har vist sig uigennemførlig i 2000 år. Hvis småbonden kommer i en situation, hvor det for ham er det mindre onde at gå til ågerkarlen, så finder ågerkarlen altid midler til at udsuge ham uden at blive ramt af ågerlovgivningen. Denne foranstaltning kan i bedste fald tjene som en beroligelse for den lille bonde, men fordel bringer den ham ikke; den gør det tværtimod vanskeligere for ham at få kredit, når han har mest brug for den.

“Gratis lægebehandling og medicin til fremstillingspris” – dette er i hvert fald ikke en beskyttelsesforanstaltning, der er speciel for bønderne; det tyske program går videre og kræver også gratis medicin.

“Erstatning til indkaldte reservisters familier i tjenestetiden” – det er allerede gennemført i Tyskland og Østrig, omend på en yderst utilfredsstillende måde, og er heller ikke noget specielt bondekrav.

“Nedsættelse af transporttarifferne på gødning, landbrugsmaskiner og landbrugsprodukter” – det er i det væsentlige gennemført i Tyskland og hovedsagelig i – godsejernes interesse.

“Øjeblikkelig forberedelse af en plan for offentlige arbejder til forbedring af jorden og forøgelse af landbrugsproduktionen” – denne sætning forbliver helt og holdent i de vage og skønne løfters vidtstrakte egne og er ligeledes først og fremmest i godsejernes interesse.

Kort sagt, efter den drabelige teoretiske optakt i motiveringen giver det nye agrarprograms praktiske forslag os absolut ingen oplysning om, hvordan det franske arbejderparti vil bære sig ad med at opretholde de små bønders besiddelse af en parcelejendom, som efter dets eget udsagn er dømt til at forsvinde.

II

På eet punkt har vore franske kammerater ubetinget ret: mod småbonden er ingen varig omvæltning mulig i Frankrig. Blot forekommer det mig, at de i bestræbelsen for at komme i kontakt med bønderne ikke har sat ind på det rigtige sted.

Det ser ud til, at de har sat sig som opgave at vinde småbonden fra den ene dag til den anden, om muligt allerede til næste almindelige valg. Dette kan de kun håbe på at opnå ved hjælp af meget risikable almindelige løfter, og når de skal forsvare løfterne, nødes de til at optræde med endnu mere risikable teoretiske betragtninger. Når man så ser nøjere på dem, opdager man, at de almindelige løfter er selvmodsigende (man lover at ville opretholde en tilstand, som man selv erklærer er dømt til at forsvinde), og at de enkelte forholdsregler enten er ganske virkningsløse (ågerlovgivning), eller er almindelige arbejderkrav, eller krav, som også kommer godsejerne til gode, eller endelig krav, hvis rækkevidde i småbondens interesse absolut ikke er betydelig; den direkte praktiske del af programmet korrigerer altså af sig selv den første, forfejlede optakt og reducerer de drabelige ord i motiveringen til et faktisk ret uskyldigt niveau.

Lad os sige det med rene ord: med de fordomme, som udspringer af småbøndernes hele økonomiske situation, deres opdragelse og deres isolerede tilværelse, og som næres af den borgerlige presse og af godsejerne, kan vi kun vinde småbøndernes masse fra den ene dag til den anden, hvis vi lover dem noget, som vi vitterligt ikke kan holde. Vi bliver nemlig nødt til at love dem, at vi ikke blot under alle omstændigheder vil beskytte deres ejendom mod alle de økonomiske magter, der løber storm imod dem, men også, at vi vil befri dem for de byrder, som allerede nu trykker dem: forvandle forpagterne til selvejere og betale gælden for de selvejere, der er ved at bukke under for deres prioritetsgæld. Hvis vi kunne gøre det, ville vi igen være nået til det sted, hvorfra den nuværende tilstand – med nødvendighed påny udvikler sig. Vi ville ikke have befriet bønderne, men skaffet dem en galgenfrist.

Vi er imidlertid ikke interesseret i at vinde bonden fra den ene dag til den anden, hvis han så lige så hurtigt falder fra os igen, når vi ikke kan holde, hvad vi har lovet. Den bonde, der forlanger af os, at vi skal sikre ham hans småbrug til evig tid, kan vi ikke bruge som partikammerat, lige så lidt som vi kan bruge den lille håndværksmester, der vil foreviges som mester. Disse folk hører hjemme hos antisemitterne. Lad dem gå til dem og få dem til at love, at de vil frelse deres lille bedrift; når de der har erfaret, hvad disse strålende fraser er værd, og hvad der i virkeligheden ligger bag de antisemitiske luftkasteller, så vil de i stedse stigende grad indse, at vi, der lover mindre og søger redningen i en helt andet retning, alligevel er de sikreste. Hvis franskmændene ligesom vi havde haft en larmende antisemitisk demagogi, så ville de næppe have begået fejlen fra Nantes.

Hvordan er da vor stilling til småbønderne? Og hvordan skal vi forholde os over for dem den dag, da statsmagten tilfalder os?

For det første er det ubetinget rigtigt, når det franske program siger, at vi forudser småbondens uundgåelige undergang, men på ingen måde er kaldede til at fremskynde den ved indgreb fra vor side.

Og for det andet er det lige så oplagt, at vi med statsmagten i hænde ikke kan tænke på at ekspropriere småbønderne med magt (hverken med eller uden erstatning), sådan som vi er nødt til at gøre med godsejerne. Vor opgave over for småbonden består i første række i at lede hans private bedrift og private ejendom over i en kooperativ, ikke med tvang, men ved eksemplets magt og ved, at samfundet yder hjælp til dette formål. Og da vil vi afgjort have midler nok til at stille fordele i udsigt, som allerede nu må være indlysende for småbonden.

De danske socialister, som i deres land kun har een virkelig by – København – og som altså uden for denne næsten helt er henvist til bondepropaganda, har allerede for næsten tyve år siden udkastet den slags planer. Efter disse skulle bønderne i en landsby eller et sogn – der findes i Danmark mange store enkeltgårde – slå deres jord sammen til et stort gods, drive det for fælles regning og dele udbyttet i forhold til de stykker jord, pengeindskud og arbejdsydelser, hver havde bidraget. I Danmark spiller småbruget kun en underordnet rolle. Hvis vi imidlertid anvender denne idé på et område med overvejende småbrug, kan vi konstatere, at en del af den beskæftigede arbejdskraft bliver overflødig, når smålodderne og storbrugene bliver slået sammen til et fælles areal; denne arbejdsbesparelse er jo netop en af de vigtigste fordele ved stordriften. Denne arbejdskraft kan man finde beskæftigelse til på to måder; enten stiller man yderligere jord fra godser i nærheden til disposition for det kooperative brug, eller man skaffer arbejdskraften midler og lejlighed til et industrielt bierhverv, så vidt muligt og overvejende til eget forbrug. I begge tilfælde stiller man dem økonomisk bedre og sikrer samtidig samfundets almindelige ledelse den nødvendige indflydelse til efterhånden at føre det kooperative brug over i en højere form og til at bringe overensstemmelse mellem de rettigheder og pligter, der gælder for såvel selve det kooperative brug som dets enkelte medlemmer, og de rettigheder og pligter, der gælder for det store fællesskabs øvrige grene. Hvordan dette skal gennemføres i enkeltheder i hvert specielt tilfælde vil afhænge af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde og af de omstændigheder, under hvilke vi sætter os i besiddelse af den offentlige magt. Således vil vi muligvis være i stand til at byde disse kooperative brug yderligere fordele: nationalbankens overtagelse af deres samlede prioritetsgæld samtidig med en kraftig rentenedsættelse, tilskud af offentlige midler til etablering af stordrift (disse forskud vil ikke nødvendigvis eller fortrinsvis være i form af penge, men i selve de nødvendige produkter: maskiner, kunstgødning etc.) og andre fordele.

Hovedsagen i alt dette er og bliver at gøre bønderne det begribeligt, at vi kun kan redde og bevare deres hus- og markbesiddelse ved at forvandle den til kooperativ besiddelse og drift. Det er jo netop den af enkeltbesiddelsen betingede enkeltbedrift, der driver bønderne henimod undergangen. Hvis de holder fast ved enkeltbedriften, så bliver de uundgåeligt drevet fra hus og hjem og deres forældede produktionsmåde fortrængt af kapitalistisk stordrift. Sådan ligger sagen; og så kommer vi og giver bønderne mulighed for selv at indføre stordrift, ikke for kapitalisternes, men for deres egen fælles regning. Og skulle man ikke kunne gøre bønderne begribeligt, at dette er i deres egen interesse, at det er deres eneste redning?

Vi kan aldrig nogensinde love parcelbønderne at ville opretholde den individuelle ejendom og den individuelle bedrift overfor den kapitalistiske produktions overmagt. Vi kan kun love, at vi ikke mod deres vilje med magt vil gøre indgreb i deres ejendomsforhold. Vi kan endvidere gå ind for i videst muligt omfang allerede nu at hindre, at kapitalisternes og godsejernes kamp mod småbønderne føres med lovstridige midler, og så vidt muligt at forhindre direkte udplyndring eller snyderi, der kun forekommer alt for hyppigt. Dette vil kun lykkes i undtagelsestilfælde. Hvor den udviklede kapitalistiske produktionsmåde er herskende, er der ingen, der ved, hvor ærligheden holder op og snyderiet begynder. Men det vil altid gøre en stor forskel, om den offentlige magt står på bedragerens eller den bedragnes side. Og vi står jo afgjort på småbondens side; vi vil foretage os alt, hvad der på nogen måde er muligt for at gøre hans lod mere tålelig og lette ham overgangen til kooperationen, hvis han beslutter sig til det, ja, hvis han endnu ikke kan tage denne beslutning, vil vi bestræbe os for at give ham længere betænkningstid på hans parcel. Det gør vi ikke blot, fordi vi anser den personligt arbejdende småbondes overgang til vor side for mulig, men også af direkte partiinteresse. Jo større det antal bønder er, som vi sparer for virkelig at blive tvunget ind i proletariatet, og som vi kan vinde for os, endnu mens de er bønder, desto hurtigere og lettere fuldbyrdes samfundets omskabelse. Det kan ikke være os til gavn, om vi skulle vente med denne omskabelse, lige til den kapitalistiske produktion overalt har udviklet sig til sine yderste konsekvenser, lige til den allersidste småhåndværker og småbruger var blevet offer for den kapitalistiske stordrift. De materielle ofre til dette formål, som i bøndernes interesse skal bringes af offentlige midler, kan fra den kapitalistiske økonomis standpunkt kun betragtes som penge, der er smidt væk, men det er alligevel en fortræffelig anvendelse, thi den sparer måske det tidobbelte beløb af omkostningerne ved samfundets reorganisation overhovedet. I denne henseende kan vi altså stille os meget liberalt overfor bønderne. Her er ikke det rette sted til at gå ind på enkeltheder, til at fremkomme med bestemte forslag i denne retning; det kan her kun dreje sig om de almindelige grundtræk.

Vi kan altså hverken gøre partiet eller småbønderne selv en dårligere tjeneste end at fremkomme med løfter, der i mindste måde kan fremkalde det indtryk, at vi havde til hensigt varigt at opretholde parcelejendommen. Det ville være det samme som ligefrem at spærre bønderne vejen til deres befrielse og at trække partiet ned til den lavpandede antisemitismes niveau. Tværtimod. Det er vort partis pligt atter og atter at gøre det klart for bønderne, at deres stilling er absolut umulig at redde, sålænge kapitalismen hersker, at det er er absolut umuligt at bevare deres parcelejendom som sådan for dem, og at det er absolut sikkert, at den kapitalistiske storproduktion vil køre hen over deres magtesløse, forældede småbedrift som et jembanetog over en trillebør. Hvis vi gør det, så handler vi i overensstemmelse med den uundgåelige økonomiske udvikling, og den skal nok gøre småbønderne lydhøre for vore ord.

Forøvrigt kan jeg ikke forlade dette emne uden at udtale den overbevisning, at også forfatterne af Nantesprogrammet i det væsentlige har samme opfattelse som jeg. De er alt for indsigtsfulde til ikke at vide, at også de arealer, der nu er parcelejendom, er bestemt til at gå over i fælleseje. De indrømmer selv, at parcelejendommen vil forsvinde. Den beretning, som Lafargue på Nationalrådets vegne affattede til kongressen i Nantes, bekræfter da også fuldt ud denne opfattelse. Den er offentliggjort på tysk i “Sozialdemokrat” i Berlin den 18. oktober i år. Allerede modsigelserne i Nantesprogrammets udtryksmåde røber, at det, forfatterne faktisk siger, ikke er det, de har i sinde at sige. Hvis de ikke bliver forstået, og hvis deres udtalelser bliver misbrugt, som det faktisk er sket, så er det unægtelig deres egen skyld. De kommer i hvert fald til at forklare deres program nærmere, og den næste franske kongres må foretage en grundig revision af det.

Lad os nu gå over til de større bønder. Her findes der, hovedsagelig på grund af arvedelinger, men også som følge af gæld og tvangssalg af jord, en hel skala af mellemtrin fra parcelbonden til storbonden, der sidder på sin gård med hele det gamle tilliggende og mere til. Der, hvor en middelbonde bor blandt parcelbønder, adskiller hans interesser og anskuelser sig ikke væsentlig fra disses; han ved jo af egen erfaring, hvor mange af hans ligestillede, der allerede er sunket ned til småbønder. Men der, hvor middelbønder og storbønder dominerer, og driften i almindelighed kræver hjælp af karle og piger, ligger sagen ganske anderledes. Et arbejderparti må naturligvis i første linie gå ind for lønarbejderne, altså for karlene, pigerne og daglejerne; dermed forbyder det sig selv, at det kan give bønderne noget løfte, der forudsætter, at arbejdernes lønslaveri varer ved. Men sålænge storbønder og middelbønder eksisterer som sådanne, kan de ikke klare sig uden lønarbejdere. Hvis det altså fra vor side simpelthen er tåbeligt at love parcelbønderne, at de varigt kan eksistere videre som parcelbønder, så valle det ligefrem grænse til forræderi, hvis vi ville love storbønder og middelbønder det samme.

Vi har her igen en parallel til håndværkerne i byerne. De er ganske vist i endnu højere grad hjemfaldne til ruin end bønderne, men der findes dog stadig nogle, der beskæftiger både lærlinge og svende, eller hos hvilke lærlingene udfører svendearbejde. Lad de håndværksmestre, der vil forevige sig som sådanne, gå til antisemitterne, indtil de har overbevist sig om, at de heller ikke bliver hjulpet dèr. De øvrige, der indser, at deres produktionsmåde uundgåeligt vil gå under, kommer til os, men er også rede til i fremtiden at dele de vilkår, der forestår alle andre arbejdere. På samme måde forholder det sig med storbønder og middelbønder. Vi er selvfølgelig mere interesserede i deres karle, piger og daglejere end i dem. Hvis disse bønder vil have en garanti for deres bedrifts fortsatte eksistens, kan vi absolut ikke yde dem en sådan. Deres plads er da hos antisemitterne, i Bondeforbundet og lignende partier, der morer sig med at love alt og ikke at holde noget. Vi har den økonomiske vished, at også storbonden og mellembonden uvægerligt må bukke under for konkurrencen fra de kapitalistiske bedrifter og den billige oversøiske kornproduktion, hvilket da også bevises af den voksende gældsbyrde og det overalt synlige forfald, som også rammer disse bønder. Vi kan ikke gøre andet mod dette forfald end også her at anbefale gårdenes sammenlægning til kooperative brug, i hvilke udbytningen af lønarbejdet mere og mere kan afskaffes, samtidig med at man indleder deres gradvise forvandling til ligeberettigede og ligeforpligtede grene af det store nationale produktionsfællesskab. Hvis disse bønder indser, at deres nuværende produktionsmåde uundgåeligt vil gå under, og hvis de drager de nødvendige konsekvenser deraf, så kommer de til os, og det vil da være vor opgave efter evne at lette også dem overgangen til den ændrede produktionsmåde. I modsat fald må vi overlade dem til deres skæbne og henvende os til deres lønarbejdere, hos hvem vi nok skal vinde tilslutning. Tvangsekspropriation vil vi også i dette tilfælde sandsynligvis se bort fra, og i øvrigt vil vi kunne regne med, at den økonomiske udvikling også vil gøre disse mere forbenede hoveder tilgængelige for fornuft.

Kun, hvor det drejer sig om godsejerne, er sagen ganske ligetil. Her er der tale om utilslørede kapitalistiske bedrifter, og så må der ikke tages hensyn til skrupler af nogen art. Vi står her over for landproletarer i massevis, og vor opgave er klar. Så snart vort parti er i besiddelse af statsmagten, må det simpelthen ekspropriere godsejerne ganske som de industridrivende. Om denne ekspropriation kommer til at foregå med eller uden erstatning vil for en stor del ikke afhænge af os, men af de omstændigheder, under hvilke vi kommer i besiddelse af magten, og navnlig af d’herrer godsejeres egen holdning. Efter vor mening er det ingenlunde under alle omstændigheder utilladeligt at yde erstatning; hvor mange gange har Marx ikke sagt til mig, at efter hans mening slap vi billigst fra det, hvis vi kunne købe hele banden ud. Men det er ikke det, det drejer sig om her. Brugsretten til de store godser, der på den måde bliver givet tilbage til samfundet, skal vi overlade til de landarbejdere, som allerede nu dyrker dem, og som alle organiseres i kooperative bedrifter under samfundets kontrol. På hvilke vilkår, det kan der endnu ikke siges noget om. I hvert fald er den kapitalistiske bedrifts forvandling til en samfundsmæssig bedrift her allerede fuldstændig forberedt og kan fuldbyrdes fra den ene dag til den anden, ganske på samme måde som det er tilfældet med f.eks. hr. Krupps eller hr. von Stumms fabrik. Og disse kooperative landbrugs eksempel skal nok overbevise selv de sidste af de parcelbønder, der muligvis endnu stritter imod, og vel sagtens også mange storbønder, om fordelene ved et kooperativt storbrug.

Her kan vi altså åbne landproletarerne et perspektiv, der er lige så strålende som det, der ligger foran industriarbejderen. Og det kan for os kun være et tidsspørgsmål, og tilmed et spørgsmål om meget kort tid, før vi hermed har erobret landarbejderne i Preussen øst for Elben. Og så snart vi har de østelbiske landarbejdere, så blæser der straks en helt anden vind i hele Tyskland. Det halve livegenskab, som de østelbiske landarbejdere faktisk lever i, er det vigtigste grundlag for det preussiske junkerherredømme og dermed for det specielt preussiske overherredømme i Tyskland. Det er de østelbiske junkere, der mere og mere synker ned i gæld og fattigdom og mere og mere bliver snyltere på statens og privates bekostning, og som derfor så meget voldsommere klamrer sig til deres herredømme, det er disse junkere, der har skabt og opretholder den specielt preussiske karakter, som bureaukratiet og hærens officerskorps har. Det er deres hovmod, indskrænkethed og arrogance, der har gjort det tyske rige af preussisk nation så forhadt i indlandet, – selv om man forstår, at det for nærværende er uundgåeligt som den eneste form for national enhed, der kunne opnås – og som trods alle strålende sejre har skabt så ringe respekt om det i udlandet. Disse junkeres magt beror på, at de i det sluttede område, som de syv gammelpreussiske provinser udgør, – altså i næsten en tredjedel af hele rigsområdet – råder over jorden, som her medfører den sociale og politiske magt, og ikke blot over jorden, men takket være sukkerfabrikkerne og brændevinsbrænderierne også over de betydeligste industrier i dette område. Hverken godsejerne i det øvrige Tyskland eller de store industridrivende er i en lige så gunstig situation. Hverken den første eller den sidste af disse to grupper råder over et sluttet kongerige. De er begge spredt over store arealer og konkurrerer med hinanden og med de samfundselementer, der omgiver dem, for at opnå den dominerende stilling i økonomi og politik. Men de preussiske junkeres magtstilling mister mer og mere sit økonomiske grundlag. Trods al statshjælp (og fra Frederik II’s dage hører denne med til ethvert ordentligt junkerbudget) griber forgældelsen og forarmelsen uophørligt om sig; det er kun det faktisk bestående halve livegenskab, der sanktioneres af lovgivning og sædvane, og den derved muliggjorte grænseløse udbytning af landarbejderne, der lige akkurat holder den synkende junkerstand oven vande. Så socialdemokratiets sæd blandt disse arbejdere, giv dem mod og sammenhold, så de holder fast ved deres rettigheder, og det er forbi med junkernes herlighed. Den store reaktionære magt, som for Tysklands vedkommende repræsenterer det samme barbariske, erobrende element, som den russiske tsarisme repræsenterer for hele Europa, vil synke sammen som en blære, der er stukket hul på. Den preussiske hærs “kerneregimenter” bliver socialdemokratiske, og dermed fuldbyrdes en magtforskydning, der bærer en stor omvæltning i sit skød. Derfor er det også så langt vigtigere at vinde de østelbiske landproletarer end at vinde de vesttyske småbønder, endsige de sydtyske middelbønder. Her, i Preussen øst for Elben, ligger vor afgørende slagmark, og derfor vil regeringen og junkerne opbyde alt for her at spærre vejen for os. Og hvis det skulle komme til nye voldsforanstaltninger, som man jo truer med at forhindre vort partis udbredelse, så vil det først og fremmest ske for at beskytte landproletariatet øst for Elben mod vor propaganda. Os kan det være det samme. Vi erobrer det alligevel.