Friedrich Engels: “‘Kapitalen’ af Marx”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

KAPITALEN“ AF MARX

Friedrich Engels
Marts 1868

Udvalgte Skrifter
Bind 1
Reproduceret af
Den Røde Fane

I

Sålænge der har eksisteret kapitalister og arbejdere på jorden, er der ikke udkommet nogen bog af så stor vigtighed for arbejderne som den foreliggende. Forholdet mellem kapital og arbejde, den akse som hele vort nuværendesamfundssystem drejer sig om, er her for første gang fremstillet videnskabeligt, og det med en grundighed og skarphed, som kun en tysker kunne gøre det. Hvor værdifulde en Owens, en Saint-Simons eller en Fouriers skrifter end er og vil vedblive at være, – først en tysker var det forbeholdt at nå op til de højder, hvorfra de moderne sociale forholds samlede område frembyder sig klart og overskueligt, som de lavere bjerglandskaber for den tilskuer, der står på den højeste tinde.

Den hidtidige politiske økonomi lærer os, at arbejdet er kilden til al rigdom og alle værdiers målestok, således at to ting, til hvis frembringelse der er anvendt samme arbejdstid, også har samme værdi og også må kunne udveksles mod hinanden, da i almindelighed kun lige store værdier kan udveksles. Men samtidig lærer den, at der eksisterer en slags oplagret arbejde, som den kalder kapital; at denne kapital takket være de hjælpekilder, den indeholder, forøger det levende arbejdes produktivitet hundredfold, ja tusindfold, men samtidig gør krav på en vis godtgørelse, som man kalder profit eller fortjeneste. Som vi alle ved, stiller det sig i virkeligheden sådan, at det oplagrede, døde arbejdes profit stadig bliver vældigere, kapitalisternes kapitaler stadig mere enorme, mens det levende arbejdes løn stadig bliver ringere og massen af arbejdere, som kun lever af arbejdsløn, stadig talrigere og fattigere. Hvordan kan denne modsigelse løses? Hvordan kan kapitalisterne få profit, når arbejderen får godtgjort den fuldeværdi af det arbejde, som han tilfører sit produkt? Og da der kun udveksles lige store værdier, så skulle dette jo være tilfældet. På den anden side, hvordan kan lige store værdier udveksles, hvordan kan arbejderen få den fulde værdi af sit produkt, når dette produkt – sådan som mange økonomer indrømmer – bliver delt mellem ham og kapitalisterne? Den hidtidige økonomi står rådvild overfor denne modsigelse og nedskriver eller fremstammer forlegne, intetsigende talemåder. Selv de hidtidige socialistiske kritikere af økonomien har ikke været i stand til at gøre mere end at fremhæve denne modsigelse; løst den er der ingen, der har, før Marx nu endelig har fulgt denne profits opståelsesproces lige til dens fødested og dermed klarlagt alt.

Ved kapitalens udvikling går Marx ud fra den simple, notorisk foreliggende kendsgerning, at kapitalisterne forøger deres kapital ved hjælp af udveksling; de køber for deres penge varer og sælger dem bagefter for flere penge, end de har kostet dem. En kapitalist køber f. eks. bomuld for 1000 daler og sælger den igen for 1100 daler; han »tjener« altså 100 daler. Dette overskud på 100 daler udover den oprindelige kapital kalder Marxmerværdi. Hvoraf opstår denne merværdi? Ifølge økonomernes antagelse udveksles kun lige store værdier, og dette er også rigtigt på den abstrakte teoris område. Købet af bomuld og dens videresalg kan altså lige så lidt give en merværdi som ombytningen af en sølvdaler mod tredive sølvgroschen og genombytningen af skillemønterne mod sølvdaleren, hvorved man hverken bliver rigere eller fattigere. Men merværdien kan lige så lidt opstå ved, at sælgerne sælger varerne over deres værdi, som at køberne køber dem under deres værdi, fordi enhver efter tur snart er køber og snart sælger, og dette altså ville udligne sig selv. Ligeså lidt kan det komme af, at køberne og sælgerne gensidig forfordeler hverandre, thi dette ville ikke skabe nogen ny- eller merværdi, men kun fordele den forhåndenværende kapital anderledes mellem kapitalisterne. Til trods for at kapitalisten køber varerne til deres værdi og sælger dem til deres værdi, får han mere værdi ud, end han satte ind. Hvorledes går det til?

Kapitalisten finder på varemarkedet under de nuværende samfundsforhold en vare, som har den ejendommelige beskaffenhed, at forbruget af den er enkilde til ny værdi, frembringelse af ny værdi, og denne vare er – arbejdskraften.

Hvad er arbejdskraftens værdi? Enhver vares værdi måles ved hjælp af det arbejde,som er nødvendigt til dens fremstilling. Arbejdskraften eksisterer i form af den levende arbejder, der til sin egen eksistens, såvel som til sin families underhold, der sikrer arbejdskraftens fortsatte beståen også efter hans død, behøver en bestemt sum af livsfornødenheder. Den arbejdstid, der er nødvendig for at frembringe disse livsfornødenheder, udtrykker altså arbejdskraftens værdi. Kapitalisten betaler ham for en uge og køber til gengæld brugen af arbejderens arbejde i en uge. Så vidt vil de herrer økonomer være så temmelig enige med os om arbejdskraftens værdi.

Kapitalisten sætter nu sin arbejder i gang med arbejdet. I løbet af en bestemt tid vil arbejderen have leveret så meget arbejde, som svarer til hans ugeløn. Lad os antage, at en arbejders ugeløn svarer til tre arbejdsdage, så har den arbejder, der begynder om mandagen, onsdag aften erstattet kapitalisten den fulde værdi af den udbetalte løn. Men hører han så op med at arbejde? Aldeles ikke. Kapitalisten har købt hans ugearbejde, og arbejderen må arbejde også de tre sidste dage af ugen. Dette arbejderens merarbejde udover den tid, som er nødvendig for at erstatte hans løn, er merværdiens kilde, kilden til profitten, til den stadig voksende opsvulmen af kapitalen.

Man skal ikke betegne det som en vilkårlig antagelse, at arbejderen på tre dage med sit arbejde atter frembringer den løn, han har fået, og de øvrige tre dage arbejder for kapitalisten. Om han netop bruger tre dage til at erstatte lønnen eller to eller fire, er naturligvis her ganske ligegyldigt og skifter også efter omstændighederne; men hovedsagen er, at kapitalisten ved siden af det arbejde, han betaler, yderligere udvinder arbejde, som han ikke betaler, og det er ingen vilkårlig antagelse, thi den dag kapitalisten i det lange løb kun ville få så meget arbejde ud af arbejderen, som han betaler ham i løn, den dag vil han lukke sit værksted, da netop hele hans profit så gik i vasken for ham.

Her har vi løsningen på alle de omtalte modsigelser. Merværdiens tilblivelse (hvoraf kapitalistens profit udgør en betydelig del) er nu ganske klar og naturlig. Arbejdskraftens værdi bliver betalt, men denne værdi er langt ringere end den, kapitalisten forstår at udvinde af arbejdskraften, og forskellen, det ubetalte arbejde, udgør netop kapitalistens andel, eller rettere sagt kapitalistklassens andel. Thi selv den profit, som bomuldshandleren i ovennævnte eksempel fik ud af sin bomuld, må, hvis bomuldsprisen ikke var steget, bestå af ubetalt arbejde. Den handlende må have solgt til en bomuldsfabrikant, der foruden de 100 daler kan presse en yderligere fortjeneste til sig selv ud af sit fabrikat, og som altså deler gevinsten ved det ubetalte arbejde med ham. Det er i det hele taget dette ubetalte arbejde, som underholder alle samfundets ikke-arbejdende medlemmer. Af det betales stats- og kommuneskatterne, for så vidt de rammer kapitalistklassen, grundejernes jordrente osv. På det hviler den bestående samfundstilstand.

På den anden side ville det være absurd at antage, at det ubetalte arbejde først er opstået under de nuværende forhold, hvor produktionen bliver drevet af kapitalister på den ene side og af lønarbejdere påden anden. Tværtimod. Den undertrykte klasse har til alle tider måttet yde ubetalt arbejde. I hele den lange tid, da slaveriet var herskende form for arbejdsorganisationen, har slaverne måttet yde langt mere arbejde, end de fik godtgjort i form af livsfornødenheder. Under livegenskabets herredømme og indtil afskaffelsen af bøndernes hoveriarbejde var det samme tilfældet; her fremtræder endog håndgribeligt forskellen mellem den tid, hvor bonden arbejder for sit eget livsunderhold, og merarbejdet for godsejeren, netop fordi det sidstnævnte udføres adskilt fra det første. Formen er nu forandret, men sagen er stadig den samme, og sålænge »en del af samfundet har monopol på produktionsmidlerne, må arbejderen, fri eller ufri, forlænge den arbejdstid, der er nødvendig for at holde ham i live, med ekstra arbejdstid for at producere livsfornødenheder til ejerne af produktionsmidlerne«. (Marx, S. 202).1

II

I forrige artikel så vi, at enhver arbejder, som bliver beskæftiget af kapitalisten, udfører dobbelt arbejde: I en del af sin arbejdstid erstatter han kapitalisten den løn, han har fået udbetalt af ham i forskud, og denne del af arbejdet kalder Marx det nødvendige arbejde. Men derpå må han stadigvæk arbejde videre og producerer i denne tid merværdien for kapitalisten, hvoraf profitten udgør en betydelig del. Denne del af arbejdet hedder merarbejdet.

Vi går ud fra, at arbejderen arbejder tre dage om ugen til erstatning for sin løn og tre dage for at producere merværdi til kapitalisten. Udtrykt på anden måde vil dette sige, at han – med tolv timers dagligt arbejde – arbejder seks timer daglig for sin løn og seks timer for at frembringe merværdi. Ud af ugen kan der kun presses seks, og selv med inddragelse af søndagen kun syv dage, men ud af hver enkelt dag kan der presses seks, otte, ti, tolv, femten, ja endog flere arbejdstimer. Arbejderen har solgt kapitalisten en arbejdsdag for sin dagløn. Men hvad er en arbejdsdag? Otte timer eller atten?

Kapitalisten er interesseret i, at arbejdsdagen bliver gjort så lang som mulig. Jo længere den er, desto mere merværdi frembringer den. Arbejderen har den rigtige fornemmelse, at hver times arbejde, som han arbejder udover at erstatte arbejdslønnen, berøves ham uretmæssigt; han må på sin egen krop føle, hvad det vil sige at arbejde længe. Kapitalisten kæmper for sin profit, arbejderen for sin sundhed, for et par timers daglig hvile, for udover arbejde, søvn og mad også på anden måde at kunne leve som menneske. I forbigående bemærket afhænger det slet ikke af de enkelte kapitalisters gode vilje, om de vil indlade sig i denne kamp eller ej, da konkurrencen tvinger selv den mest filantropiske iblandt dem til at slutte sig til sine kolleger og gøre en ligeså lang arbejdstid til regel som disse.

Kampen om arbejdsdagens fastlæggelse har varet, lige siden frie arbejdere for første gang viste sig i historien, indtil den dag i dag. I de forskellige håndværk hersker der forskellige arbejdsdage, der bestemmes af sædvanen; men i virkeligheden bliver de sjældent overholdt. Kun dér, hvor loven fastsætter arbejdsdagen og overvåger dens overholdelse, kun dér kan man virkelig sige, at der eksisterer en normal-arbejdsdag. Og dette er indtil nu næsten kun tilfældeti Englands fabriksdistrikter. Her er 10-timers arbejdsdagen fastsat (10½ time de fem dage, 7½ time om lørdagen) for alle kvinder og for drenge fra 13-18 år, og da mændene ikke kan arbejde uden disse, så falder de også selv ind under l0-timers arbejdsdagen. Denne lov har de engelske fabriksarbejdere erobret gennem årelang udholdenhed, gennem den sejeste, mest hårdnakkede kamp mod fabrikanterne, gennem pressefrihed, forenings- og forsamlingsfrihed, samt ved behændig udnyttelse af splittelsen i den herskende klasse selv. Den er blevet en brynje for Englands arbejdere, og den er lidt efter lidt udbredt til alle store industrigrene og forrige år2 til næsten alle erhverv, i det mindste til alle dem, hvor der beskæftiges kvinder og børn. Det foreliggende værk indeholder et højst udførligt historisk materiale om denne lovmæssige regulering af arbejdsdagen i England. Den næste »nordtyske rigsdag« vil også komme til at behandle en næringslov og dermed en regulering af fabriksarbejdet. Vi venter, at ingen af de repræsentanter, der er valgt ind af tyske arbejdere, går til debatten om denne lov uden i forvejen at have gjort sig fuldt fortrolige med denne bog af Marx. Der er meget, der kan gennemføres. Splittelsen i de herskende klasser er gunstigere for arbejderne, end den nogensinde har været i England, fordi den almindelige stemmeret tvinger de herskende klasser til at bejle til arbejdernes gunst. Fire eller fem repræsentanter for proletariatet er under disse omstændigheder en magt, hvis de forstår at benytte deres stilling, fremfor alt hvis de forstår, hvad det hele drejer sig om, hvilket borgerne ikke gør. Og hertil giver Marx’ bog dem alt materiale færdigt i hånden.

Vi forbigår en række yderligere meget smukke undersøgelser af mere teoretisk interesse og skal endnu blot omtale slutningskapitlet, der handler om kapitalens akkumulation eller ophobning. Her bliver først påvist, at den kapitalistiske produktionsmåde, dvs. den produktionsmåde, der er fremkaldt af kapitalister på denene side og lønarbejdere på den anden side, ikke blot til stadighed producerer kapitalistens kapital til ham på ny, men at den også stadig producerer arbejdernes fattigdom påny; således at der altså er sørget for, at der uophørligt eksisterer på den ene side kapitalister, som ejer alle livsfornødenheder, alle råstoffer og alle arbejdsredskaber, og på den anden side den store masse af arbejdere, som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft til disse kapitalister for et vist kvantum livsfornødenheder, der i bedste fald netop forslår til at holde dem i arbejdsdygtig stand og frembringe et nyt slægtled af arbejdsdygtige proletarer. Men kapitalen bliver ikke blot reproduceret; den bliver bestandig forøget og forstørret – og dermed øges dens magt over den besiddelsesløse klasse af arbejdere. Og ligesom den selv i stadig større målestok bliver reproduceret, sådan reproducerer den moderne kapitalistiske produktionsmåde ligeledes i stadig større målestok, i stadig voksende antal de besiddelsesløse arbejderes klasse. »Kapitalens akkumulation reproducerer kapitalforholdet i forøget målestok, flere kapitalister eller større kapitalister på den ene pol, flere lønarbejdere på den anden … kapitalens akkumulation er altså proletariatets forøgelse« (s. 600).3 Men da der ved fremskridtet mht. maskiner, ved forbedret agerbrug osv. stadig skal færre arbejdere til for at frembringe det samme kvantum produkter, og da denne fuldkommengørelse, dvs. denne overflødiggørelse af arbejdere vokser endnu hurtigere end den voksende kapital, hvad bliver der så af dette stadig stigende antal arbejdere? De danner en industriel reservearmé, som i dårlige eller middelmådige tider bliver betalt under værdien af deres arbejde og får uregelmæssigt arbejde eller hjemfalder til den offentlige fattigforsorg. Den er imidlertid uundværlig for kapitalistklassen, når forretningslivet går særlig godt, således som det håndgribeligt foreligger i England – men under alle omstændigheder tjener den til at bryde de arbejderesmodstandskraft, der, har regelmæssigt arbejde, ogtil at holde deres løn nede. »Jo større den samfundsmæssige rigdom er …, desto større er den relative overskudsbefolkning eller industrielle reservearmé. Men jo større denne reservearmé er i forhold til den aktive, regelmæssigt beskæftigede arbejderarmé, desto umådeligere er den faste overskudsbefolkning eller de arbejderlag, hvis elendighed står i omvendt forhold til deres slid. Jo større arbejderklassens lazarus-lag og den industrielle reservearmé er, desto større er den officielle pauperisme. Dette er den absolutte, almindelige lov for den kapitalistiske akkumulation« (s. 631).4

Dette er nogle af det moderne, kapitalistiske samfundssystems hovedlove, som er strengt videnskabeligt bevist, og som de officielle økonomer nok skal vogte sig for blot at forsøge at gendrive. Men er dermed alt sagt? På ingen måde. Ligeså skarpt som Marx fremhæver de dårlige sider ved den kapitalistiske produktion, ligeså klart påviser han, at denne samfundsmæssige form var nødvendig for at udvikle samfundets produktivkræfter til et niveau, muliggøre en ensartet menneskeværdig udvikling for alle medlemmer af samfundet. Dertil var alle tidligere samfundsformer for fattige. Først den kapitalistiske produktion skaber de rigdomme og de produktivkræfter, som er nødvendige dertil, men den skaber også samtidig i de undertrykte arbejdermasser den samfundsklasse, som mere og mere tvinges til at gøre krav på disse rigdomme og produktivkræfter til fordel for hele samfundet – i stedet for som nu for en monopolitisk klasse.

1Sidetallet henviser til 1. oplag af »Kapitalen«, bd. 1, Hamburg 1867. Se »Kapitalen«, 8. kap., pkt. 2. – Red.

2Dvs. i 1867. – Red.

3Sidetallet henviser til 1867-udgaven; se »Kapitalen«, 23. kap., pkt. 1. – Red.

4Sidetallet henviser til 1867-udgaven; se »Kapitalen«, 23. kap., pkt. 4. – Red.