Friedrich Engels: “Om boligspørgsmålet”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

OM BOLIGSPØRGSMÅLET

Friedrich Engels
1872-73

Udvalgte Skrifter
Bind 1
Reproduceret af
Den Røde Fane

OM BOLIGSPØRGSMÅLET

FORORD TIL 2. OPLAG

Følgende skrift er et optryk af tre artikler, jeg skrev i »Volksstaat«1 1872. Netop på det tidspunkt faldt de franske milliarders regn over Tyskland; man afbetalte statsgæld, byggede fæstninger og kaserner, fornyede lagrene af våben og militært udstyr; den disponible kapital og i lige så høj grad den cirkulerende pengemængde blev pludselig forøget enormt; og det skete netop på en tid, da Tyskland optrådte på verdensarenaen ikke blot som »enigt rige«, men også som stort industriland. Milliarderne gav den unge storindustri et mægtigt opsving; det var først og fremmest dem, der fremkaldte den korte, illusionsrige velstandsperiode efter krigen, og straks efter – 1873/74 – den store krise, der viste, at Tyskland som industriland kunne gøre sig på verdensmarkedet.

Den tid, i hvilken et gammelt kulturland gør en sådan overgang fra manufakturen og småbedriften til storindustrien – oven i købet fremskyndet af så gunstige omstændigheder –, den er også i særlig grad »bolignøden«s tid. På den ene side drages masser af landarbejdere til de store byer, der udvikler sig til industrielle centrer; på den anden side svarer disse ældre byers indretning ikke mere til betingelserne under den nye storindustri og den tilsvarende trafik; gader udvides og fores igennem, jernbaner anlægges tværs gennem beboelseskvarterer. I samme øjeblik arbejderne strømmer til byen i massevis, bliver en mængde arbejderboliger revet ned. Deraf den pludselige bolignød blandt arbejderne og for den detailhandel og mindre industri, der er afhængig af arbejderne som kunder. I byer, der oprindelig var industricentrer, kendes denne bolignød så godt som ikke, således i Manchester, Leeds, Bradford, Barmen-Elberfeld. Derimod tog den i sin tid akut form i London, Paris, Berlin, Wien, og der er den i væsentlig grad blevet kronisk.

Det var altså netop denne akutte bolignød, dette symptom på den industrielle revolution, der fuldbyrdede sig i Tyskland, og som dengang fyldte pressen med afhandlinger om »boligspørgsmålet« og gav anledning til al slags socialt kvaksalveri. En række artikler af denne art forvildede sig også ind i »Volksstaat«. Den anonyme forfatter, der senere gav sig til kende som hr. dr. med. A. Mülberger fra Württemberg, anså lejligheden for gunstig til ved hjælp af dette spørgsmål at gøre de vidunderlige virkninger af den proudhonske universalmedicin indlysende for de tyske arbejdere. Da jeg over for redaktionen gav udtryk for min forundring over, at man havde optaget disse mærkelige artikler, blev jeg opfordret til at svare på dem, hvad jeg også gjorde. (Se første afsnit: Hvordan Proudhon løser boligspørgsmålet). Til denne række artikler føjede jeg kort efter en anden, i hvilken jeg undersøgte den filantropisk-borgerlige opfattelse af spørgsmålet, sådan som det fremtrådte i et skrift af dr. Emil Sax. (Andet afsnit: Hvordan bourgeoisiet løser boligspørgsmålet). Efter en længere pause beærede hr. dr. Mülberger mig dernæst med et svar på mine artikler, der tvang mig til et gensvar (tredje afsnit: Mere om Proudhon og boligspørgsmålet), og derved bragtes da både polemikken og min specielle beskæftigelse med dette spørgsmål til afslutning. Dette er den historiske oprindelse til disse tre artikelrækker, der også udkom som særtryk i pjeceform. Når det nu er blevet nødvendigt at udsende et nyt optryk, skyldes det utvivlsomt atter den velvillige omsorg, den tyske rigsregering har vist, idet den ved et forbud øgede afsætningen kolossalt, sådan som det altid sker, og jeg bringer den hermed ærbødigst min tak.

I det nye optryk har jeg revideret teksten, gjort enkelte tilføjelser og anmærkninger; desuden har jeg i første afsnit rettet en lille økonomisk fejltagelse, som min modstander dr. Mülberger desværre ikke har fundet.

Ved dette gennemsyn er det rigtig blevet mig klart, hvilke kæmpefremskridt den internationale arbejderbevægelse har gjort i de sidste fjorten år. Dengang var det endnu en kendsgerning, at »de romansk-talende arbejdere i tyve år ikke havde fået anden åndelig næring end Proudhons værker« og måske det yderligere snæversyn, proudhonismen fik gennem »anarkismen«s fader, Bakunin, som i Proudhon så »vor fælles mester«, notre maître à nous tous. Selv om proudhonisterne i Frankrig kun var en lille sekt blandt arbejderne, var de dog de eneste, som havde et bestemt formuleret program, og som under Kommunen kunne tage førerskabet på det økonomiske område. I Belgien herskede proudhonismen ubestridt blandt de vallonske arbejdere, og i Spanien og Italien var, med ganske få undtagelser, alt inden for arbejderklassen afgjort proudhonistisk, hvis det ikke var anarkistisk. Og i dag? I Frankrig er Proudhon fuldstændig færdig blandt arbejderne og har endnu kun tilhængere inden for det radikale bourgeoisi og mellem småborgerne, der som proudhonister også kalder sig »socialister«, men bekæmpes på det voldsomste af de socialistiske arbejdere. I Belgien har flamlænderne fortrængt vallonerne fra bevægelsens ledelse, afsat proudhonismen og givet bevægelsen et vældigt opsving. I Spanien og Italien er halvfjerdsernes anarkistiske højvande borte og har skyllet resterne af proudhonismen med sig; mens det nye parti i Italien endnu er ved at afklares og tage form, så har i Spanien den lille kærne, der som Nueva Federacion Madrilena stadig var trofast mod Internationales generalråd, udviklet sig til et kraftigt parti, der – som det fremgår af selve den republikanske presse – har ødelagt de borgerlige republikaneres indflydelse på arbejderne langt mere virkningsfuldt, end deres larmende anarkistiske forgængere nogen sinde har kunnet gøre det. Proudhons nu glemte værker er blandt de romanske arbejdere blevet erstattet af »Kapitalen«, »Det kommunistiske manifest« og en række andre skrifter af Marx’ skole, og Marx’ hovedkrav: at proletariatet, når det har svunget sig op til politisk eneherredømme, på samfundets vegne skal sætte sig i besiddelse af samtlige produktionsmidler, er i dag hele den revolutionære arbejderklasses krav også i de romanske lande.

Men når det nu forholder sig sådan, at proudhonismen definitivt er fortrængt blandt arbejderne også i de romanske lande, når den endnu kun – i overensstemmelse med sin egentlige bestemmelse – tjener franske, spanske, italienske og belgiske borgerlige radikale som udtryk for deres borgerlige og småborgerlige lyster, hvorfor så nu igen komme tilbage til den? Hvorfor på ny bekæmpe en afdød modstander ved at genoptrykke disse artikler?

For det første fordi disse artikler ikke indskrænker sig til ren og skær polemik mod Proudhon og hans tyske repræsentanter. Ifølge den arbejdsdeling, der bestod imellem Marx og mig, tilfaldt det mig at repræsentere vore anskuelser i den periodiske presse, altså navnlig at bekæmpe modstandernes anskuelser, således at Marx kunne få tid til at udarbejde sit store hovedværk. Jeg kom derved i den situation, at jeg måtte fremsætte vore anskuelser overvejende i polemisk form, i modsætning til andre opfattelser. Sådan også i dette tilfælde. Afsnittene I og II indeholder ikke blot en kritik af Proudhons opfattelse af spørgsmålet, men også fremstillingen af vor egen opfattelse.

For det andet har Proudhon spillet en alt for stor rolle i den europæiske arbejderbevægelses historie til, at han uden videre skulle kunne gå over i glemselen. Slået ud på det teoretiske område, færdig i praksis som han er, bevarer han sin historiske interesse. Den, der nogenlunde indgående beskæftiger sig med den moderne socialisme, må også sætte sig ind i bevægelsens »overvundne standpunkter«. Marx’ »Filosofiens elendighed« udkom flere år, før Proudhon opstillede sine praktiske forslag til en samfundsreform; Marx kunne her kun opdage den proudhonske byttebank i kim og kritisere den. Hans skrift suppleres altså i denne henseende af det foreliggende, desværre temmelig ufuldkomment. Marx kunne have gjort det hele langt bedre og mere slående.

Men endelig er den borgerlige og småborgerlige socialisme indtil dette øjeblik stadig stærkt repræsenteret, nemlig på den ene side ved katedersocialister og menneskevenner af enhver art, for hvem ønsket om at gøre arbejderne til ejere af deres bolig stadig spiller en stor rolle, og over for hvem mit arbejde stadig er på sin plads; men på den anden side er en vis småborgerlig socialisme repræsenteret i selve det socialdemokratiske parti, helt ind i rigsdagsgruppen. Det forholder sig sådan, at man ganske vist anerkender den moderne socialismes grundanskuelser og kravet om at gøre produktionsmidlerne til samfundsmæssig ejendom som berettigede, men erklærer, at virkeliggørelsen først vil være mulig i en fjern fremtid, som man i praksis ikke kan øjne. Altså er man for øjeblikket henvist til udelukkende socialt lapperi og kan alt efter omstændighederne sympatisere selv med de mest reaktionære bestræbelser for at »hæve den arbejdende klasse«, som det kaldes. Eksistensen af en sådan retning er ganske uundgåelig i Tyskland, spidsborgerskabets land par excellence, og i en tid, hver den industrielle udvikling voldsomt og i vældig målestok slår grunden væk under fødderne på dette gamle rodfæstede spidsborgerskab. Denne retnings eksistens er også ganske ufarlig for bevægelsen i betragtning af den vidunderlig sunde sans, vore arbejdere så strålende har lagt for dagen netop i de sidste otte år af kampen mod socialistlov, politi og dommere. Men det er nødvendigt, at man gør sig klart, at der består en sådan retning. Og når denne retning senere engang får fastere form og tydeligere omrids – hvilket den nødvendigvis må få, og hvilket endog er ønskeligt –, så vil den for at få formuleret sit program blive nødt til at gå tilbage til sine forgængere, og så vil man vanskeligt kunne komme uden om Proudhon.

Kærnen i både den storborgerlige og den småborgerlige løsning af »boligspørgsmålet« er arbejderens ejendomsret til sin bolig. Men over dette punkt er der – på grund af Tysklands industrielle udvikling i de sidste tyve år – kastet et ejendommeligt lys. I intet andet land findes der så mange lønarbejdere, der er ejere ikke blot af deres bolig, men også af en have eller en mark; desuden findes der talrige andre, der som forpagtere faktisk sidder temmelig sikret med hus og have eller mark. Den landlige hjemmeindustri, drevet i forening med havebrug eller et lille landbrug, danner det brede grundlag for Tysklands unge storindustri; i den vestlige del af landet er arbejderne hovedsagelig ejere, i den østlige hovedsagelig forpagtere af deres hjem. Dette, at hjemmeindustrien forbindes med have- og landbrug, og at boligen således sikres, finder man ikke blot overalt, hvor håndvæveriet endnu kæmper mod den mekaniske vævestol: ved den nedre Rhin og i Westfalen, i det sachsiske Erzgebirge og i Schlesien; man finder det overalt, hvor hjemmeindustri af en eller anden art er trængt frem som landligt erhverv, f.eks. i Thüringer Wald og i Rhön. Under forhandlingerne om tobaksmonopolet viste det sig, i hvor høj grad også cigarmageriet bliver drevet som landligt hjemmearbejde; og hvor der indtræder en eller anden krise for småbønderne, sådan som det skete for nogle år siden i Eifel, dér rejser den borgerlige presse straks kravet om indførelse af en passende hjemmeindustri som det eneste hjælpemiddel. Faktisk tilskynder både den voksende nød blandt de tyske husmænd og den almindelige situation inden for den tyske industri til en stadig udvidelse af den landlige hjemmeindustri. Dette er et fænomen, der er ejendommeligt for Tyskland. Kun undtagelsesvis finder man noget lignende i Frankrig, f. eks. i de egne, hvor der avles silke; i England, hvor der ingen smålandbrugere findes, hviler den landlige hjemmeindustri på det arbejde, der ydes af daglejernes koner og børn; kun i Irland ser man klædekonfektionen, ligesom i Tyskland, drevet som hjemmeindustri af virkelige bondefamilier. Om Rusland og andre lande, som ikke er repræsenteret på det industrielle verdensmarked, taler vi naturligvis ikke her.

Der består altså i dag i store områder i Tyskland en industriel tilstand, som ved første blik ligner den tilstand, der var den almindeligt herskende før maskinernes indførelse. Men også kun ved første blik. Tidligere tiders landlige hjemmeindustri i forbindelse med have- og landbrug dannede, i det mindste i de industrielt fremskredne lande, grundlaget for materielt tålelige og stedvis ganske gode kår for den arbejdende klasse, men også for dens åndelige og politiske betydningsløshed. Håndproduktet og dets omkostninger bestemte: markedsprisen, og med den i sammenligning med nu meget ringe arbejdsproduktivitet voksede afsætningsmarkederne i reglen hurtigere end tilbudet. Dette gælder, omkring midten af forrige århundrede, England og delvis Frankrig og navnlig med hensyn til tekstilindustrien. I Tyskland, der dengang under de ugunstigste omstændigheder netop først var ved at arbejde sig op igen efter Trediveårskrigens ødelæggelser, så det ganske vist helt anderledes ud; den eneste hjemmeindustri, som her arbejdede for verdensmarkedet, lærredsvæveriet, tyngedes sådan af skatter og feudale byrder, at den ikke hævede den vævende bonde over den øvrige bondestands meget lave niveau. Men alligevel havde den landlige industriarbejder en vis sikkerhed for sin eksistens.

Med indførelsen af maskiner ændrede dette sig alt sammen. Prisen blev nu bestemt af maskinproduktet, og hjemmearbejderens løn faldt med denne pris. Men arbejderen måtte tage den eller søge andet arbejde, og det kunne han ikke uden at blive proletar, d.v.s. uden at opgive sit lille hus, sin have og sin mark – enten han var ejer eller forpagter. Og det ville han kun i sjældneste tilfælde. Således blev de gamle landlige håndvæveres have- og landbrug årsag til, at håndvævestolens kamp mod den mekaniske vævestol overalt trak så meget i langdrag og endnu ikke er kæmpet til ende i Tyskland. I denne kamp viste det sig for første gang, navnlig i England, at samme omstændighed, der tidligere havde været grundlaget for en forholdsmæssig velstand for arbejderne – nemlig at arbejderen ejede sine produktionsmidler, – nu var blevet en hindring øg en ulykke for dem. I industrien sejrede den mekaniske vævestol over håndvævestolen, og i landbruget sejrede stordriften over smådriften. Men mens det på begge produktionsområder blev den samfundsmæssigt bestemte regel, at arbejdet blev et samarbejde af mange, og man tog maskinen og videnskaben i anvendelse, bandt arbejderens hus, have, mark og vævestol ham til enkeltmandsproduktionens og håndarbejdets forældede metode. Besiddelsen af hus og have var nu langt mindre værd end den fuglefri bevægelighed. Ingen fabriksarbejder ville have byttet med håndvæveren på landet, der langsomt men sikkert sultede ihjel.

Tyskland optrådte sent på verdensmarkedet; vor storindustri skriver sig fra fyrrerne, fik sit første opsving ved revolutionen 1848 og kunne først udfolde sig helt, da revolutionerne 1866 og 1870 havde ryddet i det mindste de værste politiske hindringer af vejen. Men den fandt verdensmarkedet i det væsentlige optaget. England leverede masseartikler og Frankrig smagfulde luksusartikler. De første kunne Tyskland ikke konkurrere med i pris, de sidste kunne det ikke slå i kvalitet. Der var da ikke andet at gøre end i første omgang, i overensstemmelse med den vej, den tyske produktion hidtil havde fulgt, at knibe sig ind på verdensmarkedet med artikler, der var for ubetydelige for englænderne og for tarvelige for franskmændene. Den yndede tyske snydemetode, først at sende gode vareprøver og bagefter dårlige varer, hævnede sig ganske vist snart slemt og lud sig vanskeligt gennemføre; på den anden side tvang den konkurrence, som overproduktionen fremkaldte, selv de solide englændere til efterhånden at slå ind på kvalitetsforringelsens bratte vej og gav således tyskerne en håndsrækning, noget det ellers er vanskeligt at opnå på dette område. Og sådan er vi da endelig kommet så vidt, at vi har en storindustri og spiller en rolle på verdensmarkedet. Men vor storindustri arbejder næsten udelukkende for det indenlandske marked (undtagen jernindustrien, der producerer langt ud over det indenlandske behov), og vor vældige udførsel omfatter et utal af småartikler, som storindustrien højst leverer de nødvendige halvfabrikata til, men som for største delen leveres af den landlige hjemmeindustri.

Og »velsignelsen« ved selv at eje hus og jord viser sig her i al sin glans for den moderne arbejder. Ingen steder, knap nok med undtagelse af selv den irske hjemmeindustri, betales der så infamt lave lønninger som i den tyske hjemmeindustri. Hvad familien tjener ved arbejdet i sin egen have og mark, gør konkurrencen det muligt for kapitalisten at trække fra i prisen for arbejdskraften; arbejderne må nemlig gå ind på enhver akkordløn, fordi de ellers slet ikke får noget og ikke kan leve alene af, hvad deres landbrug giver, og fordi på den anden side netop deres landbrug og jordbesiddelse lænker dem til stedet og hindrer dem i at se sig om efter anden beskæftigelse. Og her er grunden til, at Tyskland med hensyn til en hel række småartikler stadig er konkurrencedygtigt på verdensmarkedet. Man tjener hele sin kapitalprofit ved et fradrag i den normale arbejdsløn og kan forære køberen hele merværdien. Det er hemmeligheden ved de fleste tyske eksportvarers forbavsende prisbillighed.

Det er denne omstændighed, der mere end noget andet også på andre industrielle områder holder de tyske arbejderes løn og levefod under niveauet i de vesteuropæiske lande. Den blyvægt, sådanne lønninger betyder, som det er blevet praksis at holde langt under arbejdskraftens værdi, trykker også lønnen for arbejderne i byen, ja endog i storbyen, ned under arbejdskraftens værdi, og dette sker så meget mere, som den dårligt lønnede hjemmeindustri også i byerne er trådt i stedet for det gamle håndværk og også her trykker det almindelige lønniveau.

Her ser vi det tydeligt: Hvad der på et tidligere historisk trin var grundlaget for arbejdernes relative velstand, nemlig forbindelsen af landbrug og industri, besiddelsen af hus og have og mark, den sikre bolig, det bliver i dag, under storindustriens herredømme, ikke blot den værste lænke for arbejderen, men den største ulykke for hele arbejderklassen, grundlaget for en enestående sænkning af arbejdslønnen under dens normale højde – ikke alene inden for enkelte erhvervsgrene og i enkelte egne, men for hele det nationale område. Intet under derfor, at stor- og småborgerskabet, der lever af og beriger sig ved disse abnorme fradrag i arbejdslønnen, sværmer for landlig industri, for arbejdere med eget hus og som eneste lægemiddel mod enhver krise på landet anbefaler at indføre nye slags hjemmeindustri!

Det er den ene side af sagen; men den har også en bagside. Hjemmeindustrien er blevet det brede grundlag for den tyske eksporthandel og dermed for hele storindustrien. Dermed er den blevet udbredt over store dele af Tyskland, og den trænger længere frem hver dag. Den lille bonde blev uundgåeligt ruineret fra den tid, da hans industrielle hjemmearbejde til landets eget forbrug blev tilintetgjort af de billige konfektions- og maskinprodukter, og da hans kvæghold, og dermed hans produktion af gødning, blev tilintetgjort ved ødelæggelsen af fællesjordordningen, af bymarken og trevangsskiftet; denne ruinering driver med voldsomhed småbønderne, der allerede er i kløerne på ågerkarlene, over i den moderne hjemmeindustri. Ligesom grundrenten til jordejeren i Irland, således kan heller ikke ågerrenten til prioritetsmægleren i Tyskland betales med, hvad jorden giver, men kun af den industrielle bondes arbejdsløn. Men med udvidelsen af hjemmeindustrien bliver det ene landbrugsområde efter det andet revet med ind i nutidens industrielle bevægelse. Det er denne revolutionering af landdistrikterne, som fremkaldes af hjemmeindustrien, der får den industrielle revolution til at brede sig over et langt større område, end tilfældet er i England og Frankrig; det er vor industris forholdsvis lave stade, der gør dens vækst i bredden så meget mere nødvendig. Dette forklarer, hvorfor den revolutionære arbejderbevægelse i Tyskland, i modsætning til England og Frankrig, har fundet en så vældig udbredelse over største delen af landet i stedet for udelukkende at være bundet til byerne som centrer. Og dette forklarer atter bevægelsens rolige, sikre, uafbrudte fremskridt. I Tyskland er det indlysende, at en sejrrig rejsning i hovedstaden og i de andre store byer først vil være mulig, når også flertallet af de små byer og en stor del af landdistrikterne er modne til omvæltningen. Ved en nogenlunde normal udvikling kan vi aldrig komme i den situation at tilkæmpe os arbejdersejre som pariserne 1848 og 1871, men vil netop af samme grund heller ikke lide nederlag i den revolutionære hovedstad på grund af den reaktionære provins, sådan som Paris gjorde det i begge tilfælde. I Frankrig er bevægelsen altid udgået fra hovedstaden – i Tyskland altid fra storindustriens, manufakturens og hjemmeindustriens områder; hovedstaden blev først erobret senere. Derfor vil rollen som initiativtager måske også for fremtiden være forbeholdt franskmændene; men den afgørende kamp kan kun udkæmpes i Tyskland.

Men nu er denne landlige hjemmeindustri og manufaktur, som i udbredelse er blevet Tysklands afgørende produktionsgren, og som dermed revolutionerer de tyske bønder mere og mere, selv kun indledningen til en yderligere omvæltning. Som allerede Marx har påvist (Kapitalen I, 3. opl., s. 484-495), vil maskineri og fabriksdrift på et vist udviklingstrin bevirke, at undergangens time vil slå også for denne form for industri. Og dette tidspunkt synes at være nær forestående. Men at tilintetgøre den landlige hjemmeindustri og manufaktur ved indførelse af maskineri og fabriksdrift, det vil i Tyskland betyde at tilintetgøre eksistensgrundlaget for millioner af producenter på landet, at fratage næsten halvdelen af småbønderne deres ejendom, at forvandle ikke blot hjemmeindustrien til fabriksdrift, men også bondebruget til kapitalistisk storlandbrug og på bøndernes bekostning at forvandle den lille ejendom til store herregårde – en industriel og landøkonomisk revolution til fordel for kapitalisterne og de store jordbesiddere. Skulle det blive Tyskland beskåret at gennemgå også denne forandring under de gamle samfundsmæssige betingelser, så vil den ubetinget danne vendepunktet. Selv om arbejderklassen til den tid endnu ikke har taget initiativet i noget andet land, så vil Tyskland ubetinget slå løs i det øjeblik, og bondesønnerne fra den »herlige krigshær« vil tappert hjælpe til.

Og den borgerlige og småborgerlige utopi, der vil give hver arbejder et lille hus, han selv ejer, og dermed på halvfeudal måde lænke ham til hans kapitalist, kommer nu til at se ganske anderledes ud. Den virkeliggøres på den måde, at alle ejere af små landbrugsejendomme forvandles til industrielle hjemmearbejdere; at småbøndernes gamle isolation og dermed deres politiske betydningsløshed brydes, når de rives med ind i den »sociale hvirvel«; at den industrielle revolution breder sig ud over landet og dermed gør den mest stabile og konservative befolkningsklasse til en revolutionær planteskole, og som afslutning på det hele vil de hjemmeindustrielle bønder miste deres ejendom som følge af maskinerne, der med magt driver dem over på opstandens side.

Vi kan godt unde de borgerlig-socialistiske filantroper privat at nyde deres ideal, så længe de i deres offentlige funktion som kapitalister bliver ved at realisere det på denne bagvendte måde – til gavn for den sociale revolution.

London, 10. januar 1887.
Friedrich Engels.

Første afsnit

Hvordan Proudhon løser boligspørgsmålet

I »Volksstaat« nr. 10 og følgende er boligspørgsmålet behandlet i seks artikler, som fortjener opmærksomhed af den ene grund, at de er det første forsøg på at overføre Proudhons skole til Tyskland – bortset fra nogle for længst glemte skønåndsbetragtninger fra fyrrerne. Dette betyder et så uhyre tilbageskridt i forhold til hele udviklingen i den tyske socialisme, som allerede for 25 år siden tilføjede netop de proudhonske forestillinger det afgørende slag,2 at det er ulejligheden værd straks at imødegå dette forsøg.

Den såkaldte bolignød, der nu til dags spiller så stor en rolle i pressen, består ikke i, at arbejderklassen i det hele taget lever i dårlige, overfyldte, usunde boliger. Denne bolignød er ikke noget, der er ejendommelig for vor tid; den er ikke engang en af de lidelser, der er ejendommelig for det moderne proletariat i sammenligning med alle tidligere undertrykte klasser; tværtimod, den har ramt de undertrykte klasser så nogenlunde ligeligt til alle tider. Til at gøre en ende på denne bolignød findes der kun eet middel: at fjerne den herskende klasses udbytning og undertrykkelse af den arbejdende klasse i det hele taget. – Det, man i dag forstår ved bolignød, er den særegne skærpelse, arbejdernes dårlige boligforhold har undergået ved befolkningens pludselige tilstrømning til de store byer – en kolossal stigning i huslejepriserne, en yderligere øget sammenhobning af beboere i de enkelte huse; for nogles vedkommende er det blevet umuligt i det hele taget at få husly. Og denne bolignød bliver der kun snakket så meget om, fordi den ikke indskrænker sig til arbejderklassen, men også har ramt småborgerskabet.

Bolignøden for arbejderne og en del af småborgerskabet i vore modene store byer er et af de utallige mindre, sekundære onder, der fremgår af den nuværende kapitalistiske produktionsmåde. Den er absolut ikke en direkte følge af kapitalistens udbytning af arbejderen som arbejder. Denne udbytning er det egentlige onde, som den sociale revolution vil afskaffe ved at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde. Men hjørnestenen i den kapitalistiske produktionsmåde er den kendsgerning, at vor nuværende samfundsordning sætter kapitalisten i stand til at købe arbejderens arbejdskraft til dens værdi, men samtidig sætter ham i stand til at presse langt mere end dens værdi ud af den ved at lade arbejderen arbejde længere, end det er nødvendigt for at genskabe den pris, der er betalt for arbejdskraften. Den merværdi, der er skabt på denne måde, fordeler sig på hele klassen af kapitalister og grundejere samt deres betalte tjenere, fra paven og kejseren til natvægteren og længere ned. Hvordan denne fordeling sker, kommer os ikke ved her; så meget er sikkert, at alle, der ikke arbejder, kun kan leve af, hvad der falder af til dem netop af denne merværdi, som tilflyder dem på den ene eller den anden måde. (Sammenlign Marx: »Kapitalen«, hvor dette først er udredet).

Fordelingen mellem de ikke arbejdende klasser af den merværdi, som er skabt af arbejderklassen og frataget den uden betaling, foregår under højst opbyggelige kævlerier og indbyrdes svindel; for så vidt denne fordeling sker gennem køb og salg, er et af dens vigtigste midler dét, at sælgeren snyder køberen, og i detailhandelen, navnlig i de store byer, er dette nu blevet til en fuldstændig eksistensbetingelse for sælgeren. Men når arbejderen af købmanden eller bageren bliver snydt med hensyn til varens pris eller kvalitet, så bliver han ikke snydt i sin særlige egenskab af arbejder. Tværtimod, så snart snyderi i et vist gennemsnitligt omfang er blevet den samfundsmæssige regel på et givet sted, må det i det lange løb udlignes ved en tilsvarende lønstigning. Over for den handlende optræder arbejderen som køber, d.v.s. som den, der har penge eller kredit, og altså aldeles ikke i sin egenskab af arbejder, d.v.s. som den, der sælger arbejdskraft. Han, som den fattigere klasse i det hele taget, kan blive ramt hårdere af snyderiet end de rigere samfundsklasser, men det er ikke et onde, som udelukkende rammer ham, som er ejendommeligt for hans klasse.

Nøjagtig ligesådan er det med bolignøden. Vor tids store byers vækst giver ofre, især i de centralt beliggende kvarterer, grundene en kolossalt stigende værdi; de bygninger, der ligger på disse grunde, øger ikke denne værdi, men trykker den snarere ned, fordi de ikke mere svarer til de ændrede forhold; man river dem ned og erstatter dem med andre. Dette sker især med de centralt beliggende arbejderboliger, for hvilke lejen aldrig eller dog kun yderst langsomt kan nå op over et vist maksimum selv ved den største overfyldning. Man river dem ned og bygger butikker, lagerbygninger, offentlige bygninger i stedet. Bonapartismen har gennem sin Haussmann i Paris udnyttet denne tendens i det mest kolossale omfang til svindel og privat berigelse; men Haussmanns ånd er også gået gennem London, Manchester, Liverpool, og i Berlin og Wien synes den ligeledes at føle sig hjemme. Resultatet er, at arbejderne trænges fra byernes midte ud mod omkredsen, at arbejderlejligheder og mindre lejligheder i det hele taget bliver sjældne og dyre og tit slet ikke er til at opdrive; for under disse forhold vil byggeindustrien, som finder et langt bedre spekulationsfelt i dyrere lejligheder, kun undtagelsesvis bygge arbejderboliger.

Denne bolignød rammer altså sikkert arbejderen hårdere end enhver mere velhavende klasse; men den er lige så lidt som den handlendes snyderi et onde, der udelukkende går ud over arbejderklassen, og den må ligeledes, for så vidt den omfatter arbejderklassen, ved et vist omfang og en vis varighed medføre en vis økonomisk udligning.

De kvaler, den småborgerlige socialisme, som også Proudhon tilhører, med forkærlighed beskæftiger sig med, er af den slags, som er fælles for arbejderklassen og andre klasser, navnlig småborgerskabet. Og det er da absolut ikke tilfældigt, at vor tyske proudhonist kaster sig over boligspørgsmålet, der, som vi har set, ingenlunde er et specielt arbejderspørgsmål, og at han, tværtimod, erklærer det for et specielt arbejderspørgsmål.

»Hvad lønarbejderen er i forhold til kapitalisten, det er lejeren i forhold til husejeren

Dette er fuldkommen forkert.

I boligspørgsmålet har vi to parter over for hinanden, lejeren og værten eller husejeren. Den første vil af den sidste købe den midlertidige brugsret til en lejlighed; han har penge, eller kredit – selv om han også må afkøbe husejeren selv denne kredit for ågerpris, for et tillæg til lejen. Det er et simpelt varesalg; det er ikke en forretning mellem proletar og bourgeois, mellem arbejder og kapitalist; lejeren – selv om det er en arbejder – optræder som formuende mand, han må allerede have solgt sin særegne vare, arbejdskraften, for med salgssummen at kunne optræde som køber af brugsretten til en lejlighed, eller han må kunne give garantier for det forestående salg af denne arbejdskraft. De ejendommelige resultater, som salget af arbejdskraften til kapitalisten har, mangler fuldstændig her. Kapitalisten lader for det første den købte arbejdskraft skabe sin værdi igen, men for det andet en merværdi, der foreløbig bliver i hans besiddelse med det forbehold, at den fordeles blandt kapitalistklassen. Der bliver altså her skabt en overskydende værdi, den forhåndenværende værdis samlede sum bliver øget. Helt anderledes med lejetransaktionen. Hvor meget end værten trækker lejeren op, er det dog stadig kun en overdragelse af en forhåndenværende værdi, en i forvejen skabt værdi, og den samlede sum af de værdier, som ejes af lejer og vært tilsammen er og bliver de samme før og efter transaktionen. Enten arbejderen af kapitalisten får sit arbejde betalt under, over eller til dets værdi, bliver han altid snydt for en del af sit arbejdsprodukt; det bliver lejeren kun i det tilfælde, at han må betale lejligheden over dens værdi. Det er altså en fuldstændig fordrejelse af forholdet mellem lejer og vært at ville ligestille det med forholdet mellem arbejder og kapitalist. Tværtimod, vi har at gøre med en ganske sædvanlig varehandel mellem to borgere, og denne handel forløber efter de økonomiske love, der i det hele taget regulerer varesalget og specielt salget af den vare, der hedder ejendom. Husets eller den pågældende husdels opførelses- og vedligeholdelsesomkostninger må først tages i betragtning; den grundværdi, der er betinget af husets mere eller mindre gunstige beliggenhed, kommer i anden række; endelig er det afgørende, hvordan forholdet mellem tilbud og efterspørgsel er på det pågældende tidspunkt. Denne enkle økonomiske sag bliver i vor proudhonists hoved udtrykt på følgende måde:

»Det engang byggede hus tjener som evigt retskrav på en bestemt brøkdel af det samfundsmæssige arbejde, selv om husets virkelige værdi allerede for længst er betalt mere end tilstrækkeligt i form af husleje til ejeren. Sådan går det til, at et hus, der er bygget f. eks. for 50 år siden. i denne tid gennem lejeindtægten har dækket den oprindelige udgift til huset 2, 3, 5, 10 gange.«

Her har vi straks hele Proudhon. For det første glemmer man, at huslejen ikke blot forrenter udgifterne ved husets opførelse, men også dækker reparationer og det gennemsnitlige beløb, der skyldes dårlige debitorer, ubetalt husleje samt tab ved, at lejligheden nu og da står tom, og endelig skal den kapital, der er anlagt i et forgængeligt hus, som med tiden bliver ubeboeligt og værdiløst, afdrages i årlige rater. For det andet glemmer man, at huslejen også skal forrente værdistigningen på den byggegrund, huset ligger på, at altså en del af den består af jordrente. Vor proudhonist skynder sig ganske vist at forklare, at da denne værdistigning er sket uden grundejerens medvirkning, tilhører den rettelig ikke ham, men samfundet; han overser imidlertid, at han dermed i virkeligheden kræver afskaffelse af retten til at eje jord, et punkt, som det vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Endelig overser han, at det ved hele denne handel slet ikke drejer sig om at købe huset af ejeren, men kun retten til at bruge det i en bestemt tid. Proudhon, der aldrig brød sig om de virkelige, faktiske betingelser, under hvilke et eller andet økonomisk fænomen foregår, kan naturligvis heller ikke forklare sig, hvordan den oprindelige udgiftspris for et hus i givet tilfælde betales ti gange på 50 år i form af husleje. I stedet for at undersøge dette slet ikke vanskelige økonomiske spørgsmål og konstatere, om det virkelig strider mod de økonomiske love og eventuelt hvordan, klarer han sig med et dristigt spring fra økonomien over i juraen: »det engang byggede hus tjener som evigt retskrav« på bestemt årlig betaling. Hvordan det går til, hvordan huset bliver et retskrav, det tier Proudhon om. Og det er dog netop det, han skulle have forklaret. Hvis han havde undersøgt det, ville han have set, at ingen retskrav i verden, selv om de er nok så evige, kan give et hus magt til at få sin byggepris betalt ti gange på halvtreds år i form af husleje, men at kun økonomiske betingelser (der kan være samfundsmæssigt anerkendt i form af retskrav) kan bringe dette i stand. Og dermed var han nøjagtig så langt, som da han begyndte.

Hele den proudhonske lære hviler på dette frelsende spring fra den økonomiske virkelighed over i den juridiske frase. Hver gang den økonomiske sammenhæng glipper for den brave Proudhon – og det sker ved hvert eneste alvorligt spørgsmål –, bringer han sig i sikkerhed på juraens område og appellerer til den evige retfærdighed.

»Proudhon henter først sit ideal om den evige retfærdighed fra de retsforhold, der svarer til vareproduktionen, hvorved der, i parentes bemærket, også til opmuntring for alle spidsborgere føres bevis for, at vareproduktionsformen er lige så nødvendig som retfærdigheden. Omvendt vil han så omforme den virkelige vareproduktion og de dertil svarende virkelige retsforhold efter dette ideal. Hvad ville man mene om en kemiker, der i stedet for at studere de virkelige lave for stofskiftet og på grundlag af disse løse bestemte opgaver ville ændre stofskiftet ved hjælp af »naturlighedens og slægtskabets evige ideer«? Ved man måske mere om ågerkarlen, når man siger, at han står i modstrid med den »evige retfærdighed« og den »evige rimelighed« og den »evige gensidighed« og andre »evige sandheder«, end kirkefædrene vidste, når de sagde, at han stod i modstrid med den »evige nåde«, den »evige tro« og »Guds evige vilje«?« (Marx: »Kapitalen«, s. 543).

Det går ikke vor proudhonist bedre end hans herre og mester:

»Huslejekontrakten er en af de tusind omsætningsprocesser, der er lige så nødvendige i det moderne samfundsliv som blodets kredsløb i dyrenes legeme. Det ville naturligvis være i dette samfunds interesse, hvis alle disse omsætningsprocesser var gennemtrængt af en retsidé, d.v.s. overalt blev gennemført efter retfærdighedens strenge krav. Kort sagt, samfundets økonomiske liv må, som Proudhon siger, svinge sig op til en økonomisk ret. I virkeligheden finder det stik modsatte sted.«

Skulle man tro, at det var muligt fem år efter, at Marx så kort og rammende har stemplet proudhonismen netop i denne afgørende henseende, stadig at lade den slags konfuse tøjeri trykke på tysk? Hvad betyder dette galimatias? Ikke andet, end at de praktiske virkninger af de økonomiske love, der styrer det nuværende samfund, er et slag i ansigtet på forfatterens retsfølelse, og at han nærer det fromme ønske, at sagen skulle kunne ordnes sådan, at der blev rådet bod på det. – Ja, hvis skrubtudserne havde hale, var de netop ikke skrubtudser mere. Og er den kapitalistiske produktionsmåde ikke »gennemtrængt af retsidé«, nemlig af ideen om dens egen ret til at udbytte arbejderen? Og når forfatteren fortæller os, at det ikke er hans retsidé, er vi da kommet eet skridt videre?

Men tilbage til boligspørgsmålet. Vor proudhonist giver nu sin »retsidé« fri tøjler og giver følgende rørende deklamation til bedste:

»Vi tager ikke i betænkning at hævde, at der ikke findes nogen frygteligere hån mod hele kulturen i vort højt priste århundrede end den kendsgerning, at 90 procent eller mere af befolkningen i de store byer ikke har et sted, de kan kalde deres eget. Det egentlige knudepunkt i det sædelige liv og i familielivet, hus og hjem, bliver revet med af den sociale hvirvelstrøm … I denne henseende står vi langt under de vilde. Troglodytten har sin hule, australieren har sin lerhytte, indianeren sin egen arne, – den moderne proletar svæver faktisk i luften« o.s.v.

I denne jeremiade har vi proudhonismen i hele dens reaktionære skikkelse. For at skabe den moderne revolutionære klasse, proletariatet, var det absolut nødvendigt, at den navlestreng blev overskåret, som bandt tidligere tiders arbejdere til jorden. Håndvæveren, der foruden sin vævestol havde sit lille hus, sin lille have og mark, var trods al elendighed og politisk tryk en stille, tilfreds mand »i al gudfrygtighed og ærbarhed« tog hatten af for de rige, for præsteskabet og embedsmændene og var i bund og grund en slave. Netop den moderne storindustri, som forvandlede den til jorden lænkede arbejder til en fuldstændig besiddelsesløs fuglefri proletar befriet for alle fortidens lænker, netop denne økonomiske revolution er det, som har skabt de betingelser, som alene gør det muligt at styrte den sidste form for udbytning af den arbejdende klasse, den kapitalistiske produktion. Og nu kommer denne tårepersende proudhonist og jamrer, som drejede det sig om et stort tilbageskridt, over, at arbejderne er blevet fordrevet fra hus og hjem, hvilket var den allerførste betingelse for deres åndelige frigørelse.

For 27 år siden har jeg (i »Den arbejdende klasses stilling i England«) i hovedtrækkene skildret netop denne proces, hvorved arbejderne blev fordrevet fra hus og hjem, sådan som den forløb i England i det i8. århundrede. De nedrigheder, som jordbesidderne og fabrikanterne herunder tillod sig, de materielt og moralsk skadelige virkninger, som denne fordrivelse i første omgang måtte have på de arbejdere, det gik ud over, er ligeledes fremstillet der efter fortjeneste. Men kunne det falde mig ind i denne historiske udviklingsproces, der under de givne omstændigheder var absolut nødvendig, at se et tilbageskridt »til et lavere stade end de vildes«? Umuligt. Den engelske proletar af 1872 står uendeligt højere end den landlige væver med »hus og hjem« af 1772. Og vil troglodytten med sin hule, australieren med sin lerhytte, indianeren med sin egen arne nogen sinde iværksætte en Juniopstand og en Pariserkommune?

At arbejdernes stilling efter gennemførelsen af den kapitalistiske produktion i stor målestok i det hele er blevet dårligere, det tvivler kun bourgeoisiet på. Men skal vi af den grund med længsel rette blikket tilbage mod Ægyptens (også meget magre) kødgryder, mod den landlige småindustri, som kun fostrede trællesjæle, eller mod »de vilde«? Tværtimod. Først proletariatet, som er skabt af den moderne storindustri, og som er befriet for alle nedarvede lænker – også de lænker, der bandt det til jorden – og som er drevet sammen i de store byer, er i stand til at fuldbyrde den store omformning, der vil gøre en ende på al klasseudbytning og alt klasseherredømme. De gamle landlige håndvævere med hus og hjem ville aldrig have været i stand til det; de ville aldrig have kunnet fatte sådan en tanke og endnu mindre have haft vilje til at udføre den.

For Proudhon derimod er hele den industrielle revolution i de sidste hundrede år, dampkraften, storfabrikationen, som erstatter håndarbejdet med maskiner og øger arbejdets produktionskraft tusind gange, en højst afskyelig tildragelse, noget, der egentlig ikke burde have fundet sted. Småborgeren Proudhon forlanger en verden, i hvilken enhver fremstiller et særegent selvstændigt produkt, der straks kan forbruges og omsættes på markedet; når så kun enhver får den fulde værdi af sit arbejde igen i et andet produkt, så er »den evige retfærdighed« sket fyldest og den bedste verden bragt til veje. Men denne proudhonske bedste verden er allerede blevet søndertrådt, da den stod i knop, af den fremadskridende industrielle udvikling, som for længst har tilintetgjort enkeltarbejdet i alle store industrigrene og hver dag yderligere tilintetgør det i de mindre og mindste industrigrene, og som, hjulpet af maskiner og udnyttede naturkræfter, sætter det samfundsmæssige arbejde i stedet, og hvis færdige produkt, der umiddelbart kan ombyttes eller gå ud i forbruget, er skabt i fællesskab af de mange enkelte, gennem hvis hænder det har måttet gå. Og netop gennem denne industrielle revolution har det menneskelige arbejdes produktionskraft nået et så højt stade, at der – for første gang så længe der har eksisteret mennesker – er skabt mulighed for, hvis man fordeler arbejdet
forstandigt mellem alle, at frembringe ikke blot tilstrækkeligt til rigeligt forbrug for alle samfundsmedlemmerne og til fyldestgørende reservefonds, men også til at skaffe hver enkelt tilstrækkelig fritid til, at det af den historisk overleverede dannelse – videnskab, kunst, omgangsformer o.s.v. –, som virkelig er værd at bevare, ikke blot kan blive bevaret, men fra at være et monopol for den herskende klasse kan forvandles til fællesgods for hele samfundet og udvikles videre. Og her ligger det afgørende punkt. Så snart det menneskelige arbejdes produktionskraft har nået dette høje stade, forsvinder ethvert påskud til at opretholde en herskende klasse. Den sidste grund, man har forsvaret klasseforskellen med, har dog altid været denne: Der må være en klasse, som ikke skal slide og slæbe med at producere til livets ophold, så den kan få tid til at sørge for samfundets åndelige arbejde. Grundlaget for denne tale, der tidligere havde sin store historiske berettigelse, er en gang for alle slået væk af de sidste hundrede års industrielle revolution. Eksistensen af en herskende klasse bliver for hver dag en stadig større hindring for udviklingen af den industrielle produktivkraft og i lige så høj grad for udviklingen af videnskaben, kunsten og især af de dannede omgangsformer. Større bisser end vore moderne bourgeois’er har der aldrig eksisteret.

Alt dette kommer ikke vor ven Proudhon ved. Han vil »den evige retfærdighed« og intet andet. Enhver skal i bytte for sit produkt have det fulde arbejdsudbytte, den fulde værdi af sit arbejde. Men at regne dette ud for et moderne industriprodukt er en indviklet historie. Den moderne industri tilslører netop den enkeltes særlige andel i det fælles produkt, mens den under det gamle enkeltmandshåndarbejde af sig selv fremtrådte i det frembragte produkt. Desuden afskaffer den moderne industri mere og mere det enkeltmandsbytte, som hele Proudhons system er opbygget på, nemlig det direkte bytte mellem to producenter, af hvilke hver især tilbytter sig den andens produkt for at konsumere det. Derfor går der gennem hele proudhonismen et reaktionært træk, en modvilje mod den industrielle revolution og en snart mere åbent snart mere dulgt udtrykt lyst til at kaste hele den moderne industri, dampmaskinen, spindemaskinen og alt det andet stads ud af templet og vende tilbage til det gamle, solide håndarbejde. At vi så i produktionskraft mister ni hundrede ni og halvfems tusindedele, at hele menneskeheden bliver fordømt til det værste arbejdsslaveri at den største fattigdom bliver almindelig regel, – hvad har det at sige, hvis det bare lykkes os at indrette varebyttet sådan, at enhver får »det fulde arbejdsudbytte«, og at »den evige retfærdighed« bliver gennemført? Fiat justitia, pereat mundus!

Retfærdigheden skal bestå –
Om så hele verden skal forgå!

Og verden ville forgå ved denne proudhonske kontrarevolution, hvis den overhovedet kunne gennemføres.

Det er i øvrigt klart, at også ved den samfundsmæssige produktion, som er betinget af den moderne storindustri, kan der sikres enhver »det fulde udbytte af sit arbejde«, så vidt denne talemåde har en mening. Og en mening har den kun, når den udvides til, at ikke den enkelte arbejder bliver ejer af »det fulde udbytte af sit arbejde«, men at hele samfundet, der består af lutter arbejdere, bliver ejer af det samlede produkt af sit arbejde, som det dels fordeler blandt sine medlemmer, dels anvender til fornyelse og forøgelse af sine produktionsmidler, og dels henlægger som reservefonds til produktionen og konsumtionen.

*

Efter det foregående kan vi allerede forud vide, hvordan vor proudhonist vil løse det store boligspørgsmål. På den ene side har vi kravet om, at enhver arbejder skal have sin egen bolig, der tilhører ham selv, for at vi ikke mere skal stå under de vilde. På den anden side har vi forsikringen om, at den dobbelte, tre-, fem- eller tidobbelte betaling af de oprindelige udgifter ved et hus i form af husleje, sådan som det faktisk sker, hviler på et retskrav, og at dette retskrav står i modsætning til »den evige retfærdighed«. Losningen er simpel: vi afskaffer retskravet, og erklærer i kraft af den evige retfærdighed den betalte husleje for at være afdrag på selve boligens pris. Når man har indrettet sine forudsætninger sådan, at de allerede rummer følgeslutningen i sig, så hører der naturligvis ikke mere behændighed, end enhver charlatan råder over, til at trække det velforberedte resultat fikst og færdigt op af sækken og pukke på den ufejlbarlige logik, som har frembragt det.

Og sådan går det her. Afskaffelsen af den lejede bolig bliver proklameret som nødvendighed, og det sker i den form, at man kræver, at hver lejer skal forvandles til ejer af sin bolig. Hvordan skal vi bære os ad med det? Det er ganske nemt:

»Den lejede bolig afløses … Den hidtidige husejer får på krone og øre udbetalt værdien af sit hus. I stedet for, at den betalte husleje, som hidtil, udgør den tribut, som lejeren yder kapitalens evige ret, bliver fra den dag, afløsningen af den lejede bolig er proklameret, den sum, som lejeren betaler, og som er nøje reguleret, det årlige afdrag for den bolig, der nu er overgået i hans besiddelse … Samfundet ændrer sig på denne måde til at blive et hele af uafhængige fri boligejere.«

Proudhunisten ser en forbrydelse mod den evige retfærdighed i, at husejeren uden arbejde kan presse jordrente og rente ud af den kapital, han har anlagt i huset. Han dekreterer, at dette må høre op, at den kapital, der er anlagt i huse, ikke mere skal indbringe rente og, for så vidt den repræsenterer købt jordejendom, heller ikke jordrente. Nu har vi set, at dette slet ikke berører den kapitalistiske produktionsmåde, grundlaget for det nuværende samfund. Det afgørende punkt i udbytningen af arbejderen er salget af arbejdskraften til kapitalisten og den anvendelse, kapitalisten gør af denne handel ved at tvinge arbejderen til at producere langt mere, end arbejdskraftens betalte værdi andrager. Det er denne handel mellem kapitalist og arbejder, der frembringer al den merværdi, der bagefter i form af jordrente, handelsprofit, skatter o.s.v. fordeler sig på de forskellige underarter af kapitalister og deres tjenere. Og nu kommer vor proudhonist og tror, at hvis man forbød en enkelt underart af kapitalister, oven i købet af den slags kapitalister, der slet ikke direkte køber arbejdskraft og altså heller ikke lader producere merværdi, at skaffe sig profit henholdsvis rente, så var man kommet et skridt videre! Den samlede masse af ubetalt arbejde, som var frataget arbejderklassen, ville stadig være nøjagtig den samme, selv om man i morgen berøvede husejerne muligheden for at lade sig udbetale jordrente og rente, hvilket dog ikke hindrer vor proudhonist i at erklære:

»Afskaffelsen af den lejede bolig er altså en af de mest frugtbare og storartede bestræbelser, der er opstået i den revolutionære idés skød og må blive et krav af første rang fra det sociale demokratis side.«

Det er lige så markskrigersk, som var det sagt af selve mesteren Proudhon, hvis kaglen altid står i omvendt forhold til størrelsen af de æg, han lægger.

Men tænk jer nu den herlige tilstand, når hver eneste arbejder, småborger og bourgeois bliver tvunget til gennem årlige afdrag at blive først delvis så fuldstændig ejer af sin bolig! I Englands industriområder, hvor industrien er storindustri, men arbejderboligerne er småhuse, og hvor hver gift arbejder bor i et lille hus for sig selv, kunne der dog være en vis mening i tingen. Men til småindustrien i Paris og de fleste store byer på fastlandet svarer store huse, i hvilke der bor ti, tyve, tredive familier. Den dag, det verdensbefriende dekret bliver udstedt, der proklamerer afløsningen af den lejede bolig, arbejder Peter i en maskinfabrik i Berlin. Efter et års forløb er han ejer af lad mig sige en femtedel af sin bolig, der består af et kammer på femte sal et sted i nærheden af Hamburger Tor. Han mister sit arbejde og sidder kort efter i en lignende lejlighed, med glimrende udsigt til gården, på tredie sal ved Pothof i Hannover, hvor han efter et ophold på fem måneder har erhvervet akkurat 1/36 af ejendommen, da en strejke jager ham til München og tvinger ham til efter elleve måneders ophold at overtage nøjagtigt 11/180 af ejendomsretten til et temmelig skummelt sted, i stuen, bag ved Ober-Angergasse. Som det i vor tid så tit sker for arbejdere, kommer han ud for at måtte flytte endnu mere omkring: 7/360 af en ikke mindre anbefalelsesværdig lejlighed i St. Gallen, 23/180 af en anden i Leeds og – ganske nøjagtigt, så »den evige retfærdighed« ikke kan beklage sig – 347/56223 af en tredie i Seraing. Hvad skal nu vor Peter med alle disse boligandele? Hvem giver ham den rigtige værdi for dem? Hvor skal han finde ejeren eller ejerne af de andre andele i hans forskellige tidligere lejligheder? Og hvordan forholder det sig med ejendomsforholdene med hensyn til et hvilket som helst stort hus, der indeholder skal vi sige tyve lejligheder, og som, når afløsningsfristen er udløbet og den lejede bolig afskaffet, måske tilhører tre hundrede parthavere, der er spredt i alle egne af verden? Vor proudhonist vil svare, at til den tid eksisterer den proudhonske byttebank, som til enhver tid vil udbetale enhver det fulde arbejdsudbytte for ethvert arbejdsprodukt, altså også for andele i huse. Men den proudhonske byttebank kommer os for det første ikke ved her, da den ingen steder er omtalt selv i artiklerne om boligspørgsmålet; den beror for det andet på den mærkværdige fejltagelse, at når nogen vil sælge en vare, finder han også nødvendigvis en aftager, der vil købe den for dens fulde værdi, og den er for det tredie, inden Proudhon opfandt den, allerede gået fallit mere end een gang i England under navnet Labour Exchange Bazar.4

Hele den forestilling, at arbejderen skal købe sin bolig, beror atter på den allerede fremhævede proudhonske grundanskuelse, at de tilstande, der er skabt af den moderne storindustri, er sygelige udvækster, og at samfundet med vold og magt – d.v.s. imod den strøm, det har fulgt i hundrede år – må føres henimod en tilstand, hvor den enkeltes gamle stabile håndarbejde er reglen, og som overhovedet ikke er andet end en idealiseret genskabelse af den småindustrielle bedrift, der dels er forsvundet og dels er ved at forsvinde. Er arbejderne først kastet tilbage igen til disse stabile tilstande, er »den sociale hvirvel« først lykkeligt fjernet, så kan arbejderen naturligvis også igen have brug for ejendomsret til »hus og hjem«, og den omtalte afløsningsteori synes da mindre ilde anbragt. Kun glemmer Proudhon, at for at iværksætte dette må han først stille verdenshistoriens ur hundrede år tilbage, og at han dermed igen ville gøre de moderne arbejdere til sådanne indskrænkede, krybende, skinhellige slavesjæle, som deres tipoldefædre var.

Men for så vidt der i denne proudhonske løsning af boligspørgsmålet ligger et rationelt, praktisk realisabelt indhold, bliver den allerede nu virkeliggjort, og denne virkeliggørelse stammer ikke fra »den revolutionære idés skød«, men fra storbourgeoisiet selv. Lad os høre, hvad et fortræffeligt spansk blad »La Emancipacion«,5 Madrid, nummeret fra 16. marts 1872, skriver:

»Der findes også er andet middel til boligspørgsmålets løsning, som er foreslået af Proudhon, og som ved første blik ser blændende ud, men ved nøjere undersøgelse viser sin totale afmagt. Proudhon foreslog at forvandle lejerne til købere, der betalte i afdrag, sådan at den årlige husleje blev regnet for afløsningsrate på lejlighedens værdi og lejeren efter udløbet af en vis tid ville blive ejer af denne lejlighed. Dette middel, som Proudhon anså for meget revolutionært, praktikeres nu i alle lande af selskaber dannet af spekulanter, som således ved at forhøje lejen får betalt husenes værdi to til tre gange. Hr. Dollfus og andre storfabrikanter i det nordøstlige Frankrig har realiseret dette system ikke bare tor at slå mønt af det, men oven i købet med politiske bagtanker.

De klogeste førere for de herskende klasser har altid stilet efter at øge antallet af små ejendomsbesiddere for at opdrage en armé imod proletariatet. De borgerlige revolutioner i forrige århundrede opdelte adelens og kirkens store jordejendom i små parceller, sådan som de spanske republikanere nu vil gøre det med den endnu bestående store jordejendom, og skabte således en klasse af små jordbesiddere, der siden da er blevet samfundets allermest reaktionære element og en stadig hindring for byproletariatets revolutionære bevægelse. Napoleon III havde til hensigt ved at formindske statsgældsbevisernes pålydende at skaffe sig en lignende klasse i byerne, og hr. Dollfus og hans kolleger prøvede på, ved at sælge deres arbejdere boliger, der skulle afdrages ved årlige rater, at kvæle al revolutionær ånd blandt arbejderne og samtidig, ved at gøre dem til grundejere, at hinde dem til den fabrik, de nu engang arbejder på; Proudhons plan skabte altså ikke blot ingen fordel for arbejderklassen – den vendte sig endog direkte imod den.«6

Hvordan skal nu boligspørgsmålet løses? I det nuværende samfund løser man det akkurat, som man løser ethvert andet samfundsspørgsmål: ved at forskellen mellem efterspørgsel og tilbud efterhånden udlignes økonomisk, en løsning, der i sig selv stadig rejser spørgsmålet på ny, og altså ikke er nogen løsning. Hvordan en social revolution ville løse dette spørgsmål, afhænger ikke alene af de til enhver tid foreliggende omstændigheder, men hænger også sammen med langt mere vidtgående spørgsmål, blandt hvilke ophævelsen af modsætningen mellem by og land er et af de væsentligste. Da vi ikke skal opstille utopistiske systemer om, hvordan det fremtidige samfund skal indrettes, ville det være mere end ørkesløst at komme ind på dette. Men så meget er sikkert, at der allerede nu findes tilstrækkelig mange beboelseshuse i de store byer til, at man ved rationel udnyttelse af dem straks kunne afhjælpe enhver virkelig »bolignød«. Dette kan naturligvis kun ske ved, at man eksproprierer de nuværende ejere eller i deres huse indkvarterer arbejdere, der er hjemløse eller lever sammenstuvet i deres nuværende boliger, og så snart proletariatet har erobret den politiske magt, vil en sådan forholdsregel, der påbydes af almenvellet, lige så let lade sig gennemføre, som den nuværende stat gennemfører andre ekspropriationer og indkvarteringer.

*

Men vor proudhonist er ikke tilfreds med sine hidtidige præstationer i boligspørgsmålet. Han må hæve det fra den flade jord op i den højere socialismes sfære, for at det også her kan godtgøre, at det er en væsentlig »brøkdel af det sociale spørgsmål«:

»Vi antager nu, at kapitalens produktivitet virkelig bliver taget ved hornene, sådan som det for eller senere må ske, f.eks. ved en overgangslov, der fastsætter renten af alle kapitaler til een procent, vel at mærke med tendens til at nærme også denne procentsats mere og mere til nulpunktet, sådan at der til sidst ikke betales mere end det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen. Som alle andre produkter falder naturligvis også hus og lejlighed inden for rammerne af denne lov … Ejeren selv vil være den første til at række hånden frem for at sælge, da hans hus ellers ikke ville blive benyttet, og den kapital, han har sat i det, simpelt hen ville være nytteløs.«

Dette stykke indeholder en af hovedtrosartiklerne i den proudhonske katekismus og er et slående eksempel på den konfusion, der hersker dér.

»Kapitalens produktivitet« er en absurditet, som Proudhon har overtaget ubeset fra de borgerlige økonomer. De borgerlige økonomer begynder ganske vist også med den sætning, at arbejdet er kilden til al rigdom og er alle varers værdimåler; men de må også forklare, hvordan det går til, at kapitalisten, der sætter penge i et industriforetagende eller en håndværksmæssigt drevet forretning, til sidst ikke bare får sin indskudte kapital tilbage, men oven i købet også får en profit. De må derfor indvikle sig i alle mulige modsigelser og også tilskrive kapitalen en vis produktivitet. Intet beviser bedre, hvor stærkt Proudhon stadig er hildet i den borgerlige tankegang, end at han tilegner sig denne talemåde om kapitalens produktivitet. Vi har straks til at begynde med set, at den såkaldte »kapitalens produktivitet« ikke er andet end den egenskab at kunne tilegne sig ubetalt arbejde af lønarbejdere, en egenskab, der klæber til kapitalen (under de nuværende forhold, uden hvilken kapitalen netop ikke ville være kapital).

Men Proudhon adskiller sig fra de borgerlige økonomer ved, at han ikke billiger denne »kapitalens produktivitet«, men tværtimod i den har opdaget en krænkelse af »den evige retfærdighed«. Det er den, der forhindrer, at arbejderen får det fulde udbytte af sit arbejde. Den må altså afskaffes. Og hvordan? Ved at nedsætte rentefoden gennem tvangslove og til sidst reducere den til nul. Så hører ifølge vor proudhonist kapitalen op med at være produktiv.

Renten af den udlånte pengekapital er kun en del af profitten; profitten – enten det er af industrikapitalen eller af handelskapitalen – er kun en del af den merværdi, som kapitalistklassen fratager arbejderklassen i form af ubetalt arbejde. De økonomiske love, der regulerer rentefoden, er så uafhængige af dem, der regulerer merværdiens rate, som det overhovedet er muligt mellem love inden for en og samme samfundsform. Men med hensyn til fordelingen af denne merværdi blandt de enkelte kapitalister er det klart, at for industrifolk og købmænd, der i deres forretning har meget kapital, som er indskudt af andre kapitalister, må deres profitrate stige i samme grad, som rentefoden falder – hvis alle andre omstændigheder i øvrigt er uforandrede. Nedsættelsen og til sidst afskaffelsen af rentefoden ville altså på ingen måde virkelig »tage ‘kapitalens produktivitet’ ved hornene«, men ville kun regulere fordelingen af den ubetalte merværdi, der er berøvet arbejderklassen, på en anden måde blandt de enkelte kapitalister; den ville ikke give arbejderen fordel i forhold til industrikapitalisten, men industrikapitalisten fordel i forhold til rentier’en.

Ud fra sit juridiske standpunkt forklarer Proudhon rentefoden, som alle andre økonomiske kendsgerninger, ikke ved hjælp af den samfundsmæssige produktions betingelser, men ved hjælp af de statslove, i hvilke disse betingelser får et alment udtryk. Ud fra dette standpunkt, der savner enhver anelse om statslovenes sammenhæng med samfundets produktionsbetingelser, må disse statslove nødvendigvis være rent vilkårlige befalinger, der hvert øjeblik lige så godt kan erstattes af det stik modsatte. Der er altså ikke noget, der er lettere for Proudhon end at udstede et dekret – så snart han har magt til det –, hvorved rentefoden nedsættes til een procent. Og hvis alle andre samfundsmæssige omstændigheder bliver ved at være, som de var, så vil dette proudhonske dekret kun eksistere på papiret. Rentefoden vil nu som før følge de økonomiske love, den er underkastet, trods alle dekreter; solide folk vil efter omstændighederne få penge til 2, 3, 4 procent eller mere akkurat lige så godt som før, og den eneste forskel vil være, at rentier’erne ser sig nøje for og kun forstrækker sådanne folk med penge, som man ikke kan vente at få proces med. Desuden er denne store plan om at berøve kapitalen dens »produktivitet« ældgammel, lige så gammel som – ågerlovene, der ikke tilsigter andet end at begrænse rentefoden, og som nu er afskaffet overalt, fordi de i praksis altid blev brudt eller omgået og staten måtte bekende sin afmagt over for den samfundsmæssige produktions love. Og genindførelsen af disse middelalderlige love skal »tage ‘kapitalens produktivitet’ ved hornene«? Man ser, at jo nærmere man undersøger proudhonismen, jo mere reaktionær viser den sig at være.

Og når så rentefoden på denne måde er bragt ned til nul og kapitalrenten altså er afskaffet, så »betales der ikke mere end det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen«. Meningen skal være, at afskaffelsen af rentefoden er lig med afskaffelsen af profitten, ja endog af merværdien. Men hvis det var muligt virkelig at afskaffe renten ved et dekret, hvad ville så være følgen? At rentier’ernes klasse ikke mere havde grund til at stille deres kapital til rådighed i form af lån og kreditter, men ville udnytte den industrielt for egen regning personlig eller i aktieselskaber. Massen af den merværdi, kapitalistklassen har taget fra arbejderklassen, ville stadig være den samme, kun fordelingen ville ændre sig, og endda ikke særlig betydeligt.

Faktisk overser vor proudhonist, at der allerede nu, i det borgerlige samfunds varehandel, gennemsnitlig netop ikke betales mere end »det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen (skal være: til produktion af den bestemte vare)«. Arbejdet er målestokken for værdien af alle varer, og i det nuværende samfund er det bortset fra markedssvingninger komplet umuligt, at der i samlet gennemsnit betales mere for varerne end det arbejde, der er nødvendigt til at fremstille dem. Nej, nej, kære proudhonist, det springende punkt ligger et ganske andet sted: det ligger i, at »det arbejde, der er nødvendigt til omsætning af kapitalen (for at bruge Deres konfuse udtryksmåde)« netop ikke betales fuldtud! Hvordan det går til, kan De slå efter og læse hos Marx (»Kapitalen«, s. 182-190.7)

Men ikke nok med det. Når kapitalrenten bliver afskaffet, er dermed også huslejen afskaffet. For »som alle andre produkter falder naturligvis også hus og lejlighed inden for rammerne af denne lov«. Dette er ganske i samme ånd, som besjælede den gamle major, der lod en soldat kalde til sig: »Sig mig, jeg hører, De er doktor – så kan De nok af og til komme hen til mig; når man har kone og syv børn, så er der altid noget at lappe på.« –

Soldaten: »Ja men undskyld, hr. major, jeg er doktor i filosofi.«

Majoren: »Det er mig ganske lige meget, et plaster er et plaster.« –

Sådan går det også vor proudhonist: husleje eller kapitalrente, det er ham lige meget, forrentning er forrentning, plaster er plaster. – Vi har ovenfor set, at lejeprisen, almindeligvis kaldet husleje, består af: 1. en portion jordrente; 2. en portion rente på byggekapitalen iberegnet bygningsentreprenørens profit; 3. en portion til reparations- og forsikringsudgifter; 4. en portion, der i årlige ratebetalinger afdrager (amortiserer) byggekapitalen iberegnet profit i det forhold, hvori der efterhånden går slid på huset.

Og nu må det ære blevet klart selv for den mest blinde: »Ejeren selv vil være den første til at række hånden frem for at sælge, da hans hus ellers ikke ville blive benyttet og den kapital, han har sat i det, simpelt hen ville være nytteløs.« Naturligvis, hvis man afskaffer renten på den indskudte kapital, så kan ingen husejer mere få en øre i leje for sit hus, bare fordi husleje også er en slags rente, og fordi huslejen indeholder en del, der virkelig er kapitalrente. Plaster er plaster. Mens ågerlovene med hensyn til den sædvanlige kapitalrente dog kun kan gøres uvirksomme ved omgåelse, så har de aldrig berørt huslejesatsen blot det allerfjerneste. Først Proudhon blev det forbeholdt at bilde sig ind, at hans nye ågerlov uden videre ville regulere og efterhånden afskaffe ikke blot den simple kapitalrente, men også den komplicerede lejeafgift for boliger. Hvorfor det »simpelt hen nytteløse« hus så også skal afkøbes husejeren for dyre penge, og hvorfor husejeren under disse omstændigheder ikke snarere giver penge for at slippe af med dette »simpelt hen nytteløse« hus, for at han ikke mere skal være nødt til at have reparationsomkostninger på det, det lader man os i uvished om.

Efter denne triumferende præstation inden for den højere socialisme (suprasocialisme kaldte mesteren Proudhon det) anser vor proudhonist sig for berettiget til at flyve endnu et stykke højere.

»Det drejer sig nu kun yderligere om at drage endnu nogle slutninger for fra alle sider at kaste fuldt lys over vor så betydningsfulde genstand.«

Og hvad er det for slutninger? Ting, der lige så lidt følger af det foregående som beboelseshusenes værdiløshed af rentefodens afskaffelse, og som, når de afføres vor forfatters pompøse og højtidelige talemåder, ikke betyder andet, end at følgende er ønskeligt til en bedre afvikling af afløsningsforretningen vedrørende lejede boliger: 1. en nøjagtig statistik over genstanden, 2. et godt sundhedspoliti og 3. andelsselskaber af bygningsarbejdere, der kan overtage opførelsen af nye huse – alt sammen ting, som ganske vist er meget smukke og gode, men som trods al markskrigersk fraseindpakning absolut ikke bringer noget »fuldt lys« ind i den proudhonske tankeforvirrings mørke.

Den, der har fuldbragt noget så stort, har nu også ret tit at rette en alvorlig advarsel til de tyske arbejdere:

»Sådanne og lignende spørgsmål, forekommer det os, er vel det sociale demokratis opmærksomhed værd … Måtte det, som her med hensyn til boligspørgsmålet, søge også at blive klar over de andre lige så vigtige spørgsmål som kredit, statsgæld, privatgæld, skatter o.s.v.« o.s.v.

Her stiller vor proudhonist os altså en hel række artikler om »lignende spørgsmål« i udsigt, og hvis han behandler dem alle sammen lige så udførligt som nærværende »så betydningsfulde genstand«, så har »Volksstaat« manuskripter nok til et år. Vi kan imidlertid foregribe dette – det går alt sammen ud på det samme, som allerede er sagt: Kapitalrenten bliver afskaffet; dermed bortfalder den rente, der skal betales for statsgæld og privatgæld, kreditten bliver gratis o.s.v. Det samme trylleord anvendes på en hvilken som helst genstand, og i hvert enkelt tilfælde kommer der med ubønhørlig logik det forbavsende resultat ud af det: at når kapitalrenten er afskaffet, behøver man ikke mere at betale renter for modtagne penge.

I øvrigt er det dejlige spørgsmål, vor proudhonist truer os med: Kredit! Hvilken anden kredit behøver arbejderen end den fra uge til uge eller pantelånerkontorets kredit? Om denne ydes ham gratis eller mod renter, selv pantelånerrenter, hvor stor forskel gør det? Og hvis han, i al almindelighed, havde fordel af det, det vil sige, at arbejdskraftens produktionsomkostninger ville blive billigere, måtte så ikke arbejdskraftens pris falde? – Men for bourgeois’en og specielt for småborgeren – for dem er kreditten et vigtigt spørgsmål, og for småborgeren især ville det være dejligt til enhver tid at kunne få kredit, oven i købet uden at betale renter. – »Statsgæld«! Arbejderklassen ved, at den ikke har stiftet den, og når den kommer til magten, vil den overlade afbetalingen til dem, der har gjort det. »Privatgæld« – se kredit. – »Skatter«! Noget, der interesserer bourgeoisiet meget, men arbejderne meget lidt; hvad arbejderen betaler i skatter, indgår i det lange løb i arbejdskraftens produktionsomkostninger og må altså godtgøres af kapitalisten. Alle disse punkter, der her foreholdes os som spørgsmål af største vigtighed for arbejderklassen, har i virkeligheden kun væsentlig interesse for bourgeois’en og endnu mere for småborgeren, og vi hævder, trods Proudhon, at arbejderklassen ikke er kaldet til at varetage disse klassers interesser.

Om det store spørgsmål, der virkelig angår arbejderne, om forholdet mellem kapitalist og lønarbejder, om det spørgsmål, hvordan det går til, at kapitalisten kan berige sig af sine arbejderes arbejde, det siger vor proudhonist ikke et ord om. Hans herre og mester har ganske vist beskæftiget sig med det, men absolut ikke bragt nogen klarhed i det og er heller ikke i sine sidste skrifter i det væsentlige kommet videre end i »Philosophie de la misère« (Elendighedens filosofi), som Marx allerede i 1847 så slående opløste til det rene ingenting.

Det er slemt nok, at de romansk-talende arbejdere i fem og tyve år næsten slet ikke har fået anden socialistisk åndelig næring end de skrifter, der er forfattet af denne »det andet kejserdømmes socialist«; det ville være en dobbelt ulykke, hvis den proudhonistiske teori nu også skulle oversvømme Tyskland. Det er der dog sørget for. De tyske arbejderes teoretiske standpunkt er halvtreds år forud for det proudhonistiske, og det vil være tilstrækkeligt at statuere et eksempel med dette ene spørgsmål om boligerne for at kunne spare sig yderligere besvær i denne henseende.

Andet afsnit

Hvordan bourgeoisiet løser boligspørgsmålet

I

I afsnittet om den proudhonistiske løsning af boligspørgsmålet viste vi, i hvor høj grad småborgerskabet er direkte interesseret i dette spørgsmål. Men også storborgerskabet har en betydelig om end indirekte interesse i det. Den moderne naturvidenskab har påvist, at de såkaldte »dårlige kvarterer«, som arbejderne presses sammen i, er arnesteder for alle de epidemier, der fra tid til anden hjemsøger vore byer. Kolera, tyfus, kopper og andre hærgende sygdomme spreder deres kim i disse arbejderkvarterers forpestede luft og forgiftede vand; de dør næsten aldrig der, men udvikler sig, så snart omstændighederne tillader det, til epidemier og trænger så ud over deres arnesteder, ind i de mere luftige og sunde bydele, der bebos af de herrer kapitalister. Kapitalisternes herredømme kan ikke ustraffet tillade sig den fornøjelse at afstedkomme epidemiske sygdomme blandt arbejderklassen; følgerne falder tilbage på dem selv, og morderengelen raser lige så hensynsløst mellem kapitalisterne som mellem arbejderne.

Så snart dette engang var videnskabeligt fastslået, flammede de menneskevenlige bourgeois’er op i ædel kappestrid for arbejdernes sundhed. Der blev stiftet selskaber, skrevet bøger, stillet forslag, debatteret love og vedtaget love for at tilstoppe kilderne til de stadig tilbagevendende epidemier. Arbejdernes boligforhold blev undersøgt, og der blev gjort forsøg på at afhjælpe de mest skrigende mangler. Navnlig i England, hvor man havde de fleste store byer, og hvor storborgerne derfor var alvorligere truet end andre steder, blev der udfoldet stor virksomhed; der blev nedsat regeringskommissioner for at undersøge arbejderklassens sundhedsmæssige forhold; deres beretninger, der prisværdigt udmærkede sig ved nøjagtighed, fuldstændighed og upartiskhed frem for alle kilder på fastlandet, afgav grundlag for nye mer eller mindre dybtgående love. Så ufuldkomne disse love end er, så er de uendelig højt hævet over alt, hvad man hidtil har set i denne retning på fastlandet. Og alligevel frembringer den kapitalistiske samfundsordning stadig de elendige tilstande, som kuren tager sigte på, med en sådan nødvendighed, at kuren selv i England næsten ikke har gjort det mindste fremskridt.

Tyskland behøvede, som sædvanlig, meget længere tid, før de epidemikilder, der også til stadighed fandtes her, udviklede sig til en sådan akut højde, som var nødvendig for at ruske det søvnige storborgerskab op. Men den, der går langsomt, går sikkert, og der opstod da også hos os en borgerlig litteratur om den offentlige sundhed og om boligspørgsmålet, et udvandet uddrag af den udenlandske, især dens engelske forgænger, som man ved velklingende, højtidelige fraser skød en tilsyneladende højere opfattelse i skoene. Til denne litteratur hører dr. Emil Sax: »De arbejdende klassers boligforhold og deres reformering«, Wien 1869.

Grunden til, at jeg for at belyse den borgerlige behandling af boligspørgsmålet fremdrager denne bog, er ene og alene den, at der her gøres et forsøg på så vidt muligt at sammenfatte den borgerlige litteratur om emnet. Og det er en dejlig litteratur, der tjener som »kilde« for vor forfatter! Af de engelske parlamentsbetænkninger, de virkelige hovedkilder, nævnes kun tre af de allerældste ved navn; hele bogen beviser, at forfatteren aldrig har set blot en eneste af dem; derimod bliver vi præsenteret for en hel række trivielt borgerlige, velmenende spidsborgerlige og hyklerisk filantropiske skrifter; Ducpétiaux, Roberts, Hole, Huber, forhandlingerne på de engelske socialvidenskabelige kongresser (eller rettere vrøvlekongresser), Tidsskrift udg. af Foreningen til de arbejdende Klassers Vel i Preussen, den officielle østrigske beretning om verdensudstillingen i Paris, de officielle bonapartistiske beretninger om samme emne, »Illustrierte Londoner Zeitung«,8 »Über Land und Meer«,9 og endelig »en anerkendt autoritet«, en mand med »skarpsindig, praktisk opfattelse«, med »en overbevisende indtrængende måde at tale på«, nemlig – Julius Faucher! I denne kildefortegnelse mangler kun »Gartenlaube«, »Kladderadatsch« og Infanteristen Kutschke.10

For at der ikke skulle kunne opstå nogen misforståelse med hensyn til hr. Sax’ standpunkt, erklærer han på side 22:

»Som socialøkonomi betegner vi nationaløkonomien anvendt på de sociale spørgsmål, nøjere bestemt: indbegrebet af de midler og veje, som denne videnskab byder os til på grundlag af dens »jernhårde« love inden for rammerne af den nu herskende samfundsordning at hæve de såkaldte (!) besiddelsesløse klasse; op på de besiddendes niveau

Vi vil ikke gå ind på den konfuse forestilling, at nationaløkonomien, den politiske økonomi, overhovedet skulle beskæftige sig med andet end »sociale« spørgsmål. Vi går straks løs på hovedpunktet. Dr. Sax kræver, at den borgerlige økonomis »jernhårde love«, at »den nu herskende samfundsordnings rammer«, at med andre ord den kapitalistiske produktionsmåde skal vedblive at bestå uændret, og alligevel skal »de såkaldte besiddelsesløse klasser hæves op på de besiddendes niveau«. Men nu er det en uomgængelig forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde, at der forefindes ikke en såkaldt, men en virkelig besiddelsesløs klasse, som netop ikke har andet at sælge end sin arbejdskraft, og som derfor også er tvunget til at sælge denne arbejdskraft til de industrielle kapitalister. Opgaven for den af hr. Sax opfundne nye videnskab, socialøkonomien, består altså i at finde midler og veje til, hvordan man inden for en samfundstilstand, der bygger på modsætningen mellem kapitalister, indehavere af alle råmaterialer, produktionsinstrumenter og livsfornødenheder, på den ene side, og besiddelsesløse lønarbejdere, der kun kan kalde deres arbejdskraft og intet andet deres eget, på den anden side, hvordan man inden for denne samfundstilstand kan forvandle alle lønarbejdere til kapitalister, uden at de ophører med at være lønarbejdere. Hr. Sax mener at have løst dette spørgsmål. Måske vil han være så god at vise os, hvordan man kan forvandle alle soldater i den franske armé, af hvilke hver eneste jo siden den gamle Napoleons tid bærer sin marskalstav i tornysteret, til feltmarskaller, uden at de ophører at være menige soldater. Eller hvordan man skal bære sig ad med at gøre alle det tyske riges 40 millioner undersåtter til tyske kejsere.

Det er den borgerlige socialismes væsen at ville opretholde grundlaget for alle det nuværende samfunds onder og samtidig afskaffe disse onder. De borgerlige socialister vil, som allerede Det kommunistiske Manifest siger, »afhjælpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds beståen«, de ønsker »bourgeoisiet uden proletariatet«. Vi har set, at hr. Sax stiller spørgsmålet nøjagtigt ligesådan. Løsningen på det finder han i løsningen af boligspørgsmålet; han er af den opfattelse, at det »ved at forbedre boligerne for de arbejdende skulle være muligt med held at afhjælpe den skildrede legemlige og åndelige nød og på den måde – alene ved omfattende forbedring af boligforholdene – hæve den overvejende del af disse klasser op af deres ofte knap nok menneskeværdige tilværelses sump til det materielle og åndelige velbefindendes rene højder«. (Side 14). I parentes bemærket ligger det i bourgeoisiets interesse at tilsløre, at der består et proletariat, der er skabt af de borgerlige produktionsforhold, og som betinger dets fortsatte beståen. Derfor fortæller hr. Sax os, side 21, at der ved arbejdende klasser skal forstås alle »ubemidlede samfundsklasser«, »småfolk i det hele taget som håndværkere, enker, pensionister(!), underordnede embedsmænd og funktionærer o.s.v.« foruden de egentlige arbejdere. Bourgeois-socialismen rækker den småborgerlige socialisme hånden.

Hvor kommer nu bolignøden fra? Hvordan er den opstået? Hr. Sax tør som god bourgeois ikke være vidende om, at den er et nødvendigt produkt af den borgerlige samfundsform, at uden bolignød kan et samfund ikke bestå, i hvilket den store arbejdende masse udelukkende er henvist til arbejdsløn, altså til den sum af livsfornødenheder, som er nødvendig til dens eksistens og videreførelse, et samfund, i hvilket nye forbedringer af maskineriet o.s.v. stadig kaster masser af arbejdere ud af arbejdet, i hvilket voldsomme regelmæssigt tilbagevendende industrielle svingninger på den ene side betinger tilstedeværelsen af en talrig reservearmé af ubeskæftigede arbejdere, på den anden side i perioder smider den store masse af arbejdere på gaden som arbejdsløse, et samfund, i hvilket arbejdere i massevis presses sammen i de store byer og i et hurtigere tempo, end der under de bestående forhold opstår boliger til dem, et samfund, i hvilket der altså altid må findes lejere selv til de mest infame svinestier, i hvilket endelig husejeren, i sin egenskab af kapitalist, ikke blot har ret til, men som følge af konkurrencen på en måde også pligt til hensynsløst at presse den højeste leje ud af sin ejendom. I et sådant samfund er bolignøden ikke noget tilfældigt; den er en nødvendig institution; den kan sammen med sine tilbagevirkninger på sundheden o.s.v. kun fjernes, når hele den samfundsordning, som den udspringer af, undergår en omvæltning fra grunden. Men det tør bourgeois-socialismen ikke være vidende om. Den tør ikke forklare sig bolignøden ud fra forholdene. Den har da ingen anden udvej end at forklare den med moralske fraser ud fra menneskenes slethed, så at sige ud fra arvesynden.

»Og her må man ikke overse – og følgelig ikke benægte (dristig slutning!), – at skylden … for en del ligger hos arbejderne selv, de boligsøgende, men for en del, og for største delen, hos dem, der overtager tilfredsstillelsen af behovet, eller også vægrer sig ved at overtage den, skønt de råder over de nødvendige midler, hos de besiddende, højere samfundsklasser. Skylden hos de sidste … består i, at de skyder den opgave fra sig at sørge for tilstrækkeligt udbud af gode boliger.«

Ligesom Proudhon flytter os fra økonomien over i juraen, sådan flytter vor bourgeois-socialist os her fra økonomien over i moralen. Og intet er mere naturligt. Den, der erklærer den kapitalistiske produktionsmåde, det nuværende borgerlige samfunds »jernhårde love«, for urørlige og alligevel vil afskaffe dets ubehagelige, men nødvendige følger, han har ikke anden udvej end at holde moralprækener for kapitalisterne, moralprækener, hvis rørende virkninger straks opløses i tåge på grund af de private interesser og om fornødent af konkurrencen. Disse moralprækener ligner nøjagtigt dem, hønen holder på kanten af dammen, som dens ællinger lystigt svømmer omkring i. Ællingerne styrter sig i vandet, skønt det ikke giver fast bund under fødderne, og kapitalisterne styrter sig over profitten, skønt den ikke har hjerte i livet. »I pengesager hører hjerteligheden op«, sagde allerede den gamle Hansemann, der vidste bedre besked med det end hr. Sax.

»De gode lejligheder er så dyre, at det er fuldstændig umuligt for største delen af arbejderne at bruge dem. Storkapitalen … holder sig ængsteligt tilbage fra lejligheder til de arbejdende klasser … og derfor bliver disse klasser med deres boligbehov for største delen overladt til spekulationen.«

Afskyelig spekulation – storkapitalen spekulerer naturligvis aldrig! Men det er ikke ond vilje, det er kun uvidenhed, der afholder storkapitalen fra at spekulere i arbejderhuse:

»Husejerne véd slet ikke, hvilken stor og vigtig rolle en normal tilfredsstillelse af boligbehovet … spiller, de véd ikke, hvad de gør mod de mennesker, når de, som reglen er, tilbyder dem så uforsvarligt dårlige, skadelige boliger, og de véd endelig ikke, hvor de skader sig selv med det.« (S. 27).

Kapitalisternes uvidenhed kræver dog arbejdernes uvidenhed for sammen med den at fremkalde bolignøden. Først indrømmer hr. Sax, at arbejdernes »allerlaveste lag, for ikke at stå helt uden tag over hovedet, er tvunget (!) til at søge natteleje hvor som helst og i denne henseende er ganske hjælpeløse og værgeløse«; derefter fortæller han os:

»For det er et gammelkendt faktum, at mange blandt dem (arbejderne) af letsindighed, men især af uvidenhed, man kunne næsten sige med virtuositet, unddrager deres legeme betingelserne for naturlig udvikling og sund tilværelse, idet de ikke har det ringeste begreb om rationel sundhedspleje, men især ikke om, hvilken enorm betydning denne tillægger boligen.« (S.27).

Men nu stikker det borgerlige æselsøre frem. Mens »skylden« for kapitalisternes vedkommende forflygtigede sig til uvidenhed, er denne uvidenhed for arbejdernes vedkommende kun anledningen til skylden. Hør her:

»Sådan går det til (nemlig som følge af uvidenheden), at de, hvis de bare kan spare noget på huslejen, flytter ind i mørke, fugtige, utilstrækkelige boliger, der kort sagt spotter alle hygiejniske krav …, at tit flere familier slår sig sammen om at leje en enkelt lejlighed, ja et enkelt værelse – alt sammen for at give det mindst mulige ud for lejligheden, mens de samtidig på virkelig syndig måde smider deres indtægt ud til drikkeri og alle slags tomme fornøjelser

De penge, arbejderne »smider ud til brændevin og tobak« (s. 28), »værtshuslivet med alle dets beklagelige følger, der som en blyvægt stadig trækker arbejderstanden ned i dyndet«, ligger i virkeligheden som en blyvægt i maven på hr. Sax. At drikfældighed blandt arbejderne under de givne forhold er et nødvendigt produkt af hele deres situation, lige så nødvendig som tyfus, forbrydelse, utøj, kongens foged og andre samfundsmæssige sygdomme, at man forud kan beregne gennemsnitstallet på drikfældige, det må hr. Sax heller ikke vide. I øvrigt sagde allerede min gamle lærer i underskolen: »De jævne folk går på knejpe, og de fine går i klubben«, og da jeg har været begge steder, kan jeg bevidne rigtigheden.

Hele denne snak om begge parters »uvidenhed« er akkurat det samme som de gamle talemåder om harmoni mellem kapitalens og arbejdets interesser. Hvis kapitalisterne kendte deres sande interesse, ville de levere arbejderne gode boliger og i det hele taget stille dem bedre; og hvis arbejderne forstod deres sande interesse, ville de ikke strejke, ikke lave socialdemokrati, ikke politisere, men pænt adlyde deres foresatte, kapitalisterne. Desværre finder begge parter deres interesser ganske andre steder end i hr. Sax’ og hans utallige forgængeres prækener. Evangeliet om harmoni mellem kapital og arbejde er nu blevet præket i henimod halvtreds år; det har kostet den borgerlige filantropi mange penge at bevise denne harmoni ved hjælp af mønsteranstalter; og som vi senere skal se, er vi i dag nøjagtig lige så vidt som for halvtreds år siden.

Vor forfatter tager nu fat på den praktiske løsning af spørgsmålet. I hvor ringe grad Proudhons forslag om at gøre arbejderne til ejere af deres boliger var revolutionært, fremgår alene af, at den borgerlige socialisme allerede før ham havde forsøgt at praktisere dette forslag og endnu forsøger det. Også hr. Sax erklærer, at boligspørgsmålet kun kan løses fuldstændigt ved, at ejendomsretten til boligen overdrages til arbejderne. (S. 58 og 59). Hvad mere er, han falder i digterisk henrykkelse ved denne tanke og udbryder i følgende begejstrede tirade:

»Der er noget ejendommeligt ved den mennesket iboende længsel efter at besidde jord, en drift, som selv nutidens feberagtigt pulserende vareøkonomi ikke har formået at afsvække. Det er den ubevidste følelse af betydningen af den økonomiske erobring, som jordbesiddelsen er. Den giver mennesket et sikkert holdepunkt, han slår så at sige rod i jorden, og hver husholdning (!) får sin varige basis i denne jord. Men jordbesiddelsens velsignende kraft rækker langt ud over disse materielle fordele. Den, der er så lykkelig at kunne kalde et stykke jord sit eget, har nået det højeste trin af økonomisk uafhængighed, man kan forestille sig; han har et område, på hvilket han kan skalte og valte suverænt, han er sin egen herre, han har en vis magt og en sikker reserve i nødens tid; hans selvbevidsthed vokser og med den hans moralske styrke. Derfor den dybe betydning, ejendomsretten har i det foreliggende spørgsmål … Arbejderen, som i dag er et hjælpeløst bytte for konjunkturernes skiften, som befinder sig i stadig afhængighed af arbejdsgiveren, ville derved til en vis grad blive rykket ud af denne prekære stilling, han ville blive kapitalist og ville være sikret mod arbejdsløshedens og uarbejdsdygtighedens farer gennem den realkredit, der som følge heraf ville stå ham åben. Han ville derved fra de besiddelsesløses klasse blive hævet op i de besiddendes.« (S. 63).

Hr. Sax synes at forudsætte, at mennesket væsentlig er bonde, ellers ille han ikke digte en længsel efter jordbesiddelse ind i vore storbyers arbejdere, som ellers ingen har opdaget hos dem. For vore arbejdere i storbyerne er bevægelsesfrihed den første livsbetingelse, og jordbesiddelse kan kun være en lænke for dem. Skaf dem egne huse, bind dem igen til jorden, og I bryder deres modstandskraft over for fabrikanternes løntrykkeri. Den enkelte arbejder vil måske kunne sælge sit hus, når det passer ham; men under en alvorlig strejke eller en almindelig industrikrise ville samtlige de huse, der tilhører de pågældende arbejdere, blive udbudt til salg på markedet og ville altså slet ingen købere finde eller måtte ryge til langt under anskaffelsesværdien. Og hvis de alle fandt købere, så ville jo hele hr. Sax’ store boligreform være gået op i røg, og han kunne begynde forfra igen. Imidlertid, digtere lever i en indbildt verden, og således også hr. Sax, der bilder sig ind, at jordbesidderen har »nået det højeste trin af økonomisk uafhængighed«, at han har »en sikker reserve«, at »han ville blive kapitalist og ville være sikret mod arbejdsløshedens og uarbejdsdygtighedens farer gennem den realkredit, der som følge heraf ville stå ham åben« o.s.v. Hr. Sax skulle se nærmere på de franske og vore rhinske småbønder; deres huse og marker er voldsomt tynget af prioriteter, deres afgrøder tilhører deres kreditorer, før de er høstet, og på deres »område« er det ikke dem, der skalter og valter suverænt, men ågerkarlen, sagføreren og fogeden. Det er ganske vist det højeste trin af økonomisk uafhængighed, man kan forestille sig – for ågerkarlen! Og for at arbejderne så hurtigt som muligt kan bringe deres småhuse ind under ågerkarlens suverænitet, henviser den velvillige hr. Sax dem betænksomt til den realkredit, der står dem åben, og som de kan benytte under arbejdsløshed og uarbejdsdygtighed i stedet for at falde fattigforsorgen til byrde.

I hvert fald har hr. Sax nu løst det i begyndelsen opstillede problem: arbejderen »bliver kapitalist« ved at erhverve eget hus.

Kapital er herredømme over andres ubetalte arbejde. Arbejderens hus bliver altså kun kapital, så snart han udlejer det til trediemand og i form af husleje tilegner sig en del af denne trediemands arbejdsprodukt. Ved at han selv bebor huset, hindres huset netop i at blive kapital, ligesom frakken ophører at være kapital i samme øjeblik, jeg køber den af skrædderen og trækker den på. Den arbejder, der ejer et hus til en værdi af tusind daler, er ganske vist ikke proletar mere, men man må være hr. Sax for at kalde ham kapitalist.

Men vor arbejders kapitalistvæsen har også en anden side. Lad os antage, at det i en industriegn er blevet reglen, at hver arbejder ejer sit eget hus. I det tilfælde bor arbejderklassen gratis i den egn; udgifter til bolig indgår ikke mere i værdien af deres arbejdskraft. Men enhver forringelse af frembringelsesudgifterne til arbejdskraften, d.v.s. enhver varig prisnedgang i arbejderens eksistensbehov, bliver »i henhold til økonomiens jernhårde love« det samme som en nedgang i arbejdskraftens værdi og medfører derfor et tilsvarende fald i arbejdslønnen. Arbejdslønnen ville altså gennemsnitlig falde med det sparede gennemsnits-lejebeløb, d.v.s. arbejderen ville betale lejen for sit eget hus, dog ikke – som tidligere – i penge til husejeren, men i ubetalt arbejde til den fabrikant, han arbejder for. På denne måde blev det beløb, arbejderen har opsparet og sat i sit hus, ganske vist på en vis måde til kapital, men ikke kapital for ham, men derimod for den kapitalist, der beskæftiger ham.

Det lykkes altså ikke engang på papiret for hr. Sax at forvandle sin arbejder til en kapitalist.

Det kan her i forbigående bemærkes, at hvad der ovenfor er sagt, gælder om alle såkaldte sociale reformer, der går ud på besparelser i eller billiggørelse af arbejderens livsfornødenheder. Enten bliver de almindelige, og så følges de af en tilsvarende lønnedsættelse, eller også bliver de ikke andet end ganske isolerede eksperimenter, og så beviser deres blotte eksistens som enkelte undtagelser, at deres gennemførelse er uforenelig med den bestående kapitalistiske produktionsmåde. Lad os antage, at det i en egn lykkedes ved almindelig indførelse af brugsforeninger at billiggøre arbejdernes livsfornødenheder med 20 %; så måtte arbejdslønnen dér i det lange løb falde med tilnærmelsesvis 20 %, d.v.s. i samme forhold, hvori de pågældende livsfornødenheder indgår i de midler, arbejderne skal bruge til livets ophold. Anvender arbejderen f. eks. gennemsnitlig tre fjerdedele af sin ugeløn til disse livsfornødenheder, så falder arbejdslønnen til sidst med 3/4 X 20 = 15 %. Kort sagt: så snart en sådan sparereform er blevet almindelig, får arbejderen mindre løn i samme forhold, som det sparede beløb tillader ham at leve billigere. Giv hver arbejder en opsparet, uafhængig indtægt på 52 daler, og hans ugeløn må til sidst synke med een daler. Altså: jo mere han sparer, jo mindre løn får han. Han sparer altså ikke i sin egen interesse, men i kapitalistens. Hvad kræves der mere end »på det kraftigste at vække den første økonomiske dyd, sparsommeligheden…« i ham? (S. 64).

I øvrigt fortæller hr. Sax os lige derefter, at arbejderne skal blive husejere ikke så meget i deres egen interesse som i kapitalisternes:

»Men ikke alene arbejderstanden, også samfundet som helhed har den største interesse i at se så mange af sine medlemmer som muligt sammenknyttet(!) med jorden (jeg kunne nok have lyst til engang at se hr. Sax i denne positur) … Alle de hemmelige kræfter, der sætter liv i den vulkan, også kaldet det sociale spørgsmål, som gløder under vore fødder, den proletariske forbitrelse, hadet … den farlige begrebsforvirring … de må svinde hen som tågen for morgensolen, når … arbejderne selv ad den omtalte vej overgår i de besiddendes klasse.« (S.65).

Med andre ord: hr. Sax håber, at arbejderne ved en forskydning i deres proletariske stilling, som måtte hidføres ved, at de erhverver egne huse, også ville miste deres proletariske karakter og igen blive lydige, underdanige pjok af samme slags som deres forfædre, der ligeledes var husejere. Det vil proudhonisterne nok være så venlige at mærke sig.

Hr. Sax tror at have løst det sociale spørgsmål med følgende:

»Den mere retfærdige fordeling af goderne, den sfinksgåde, som mange allerede forgæves har søgt at løse, står den ikke her for os som et håndgribeligt faktum, er den ikke hermed løftet ud af idealernes rige og trådt ind i virkelighedens område? Og når dette er realiseret, er så ikke et af de højeste mål nået, som selv socialisterne af den mest yderliggående retning opstiller som toppunktet af deres teorier?« (S. 66).

Det er en sand lykke, at vi har arbejdet os igennem helt hertil. Dette jubeludbrud udgør nemlig »toppunktet« i hr. Sax’ bog, og fra nu af går det igen jævnt ned ad bakke, fra »idealernes rige« til den flade, nøgne virkelighed, og når vi kommer helt ned, vil vi opdage, at intet, absolut intet, har ændret sig under vort fravær.

Det første skridt nedad lader vor fører os foretage ved at belære os om, at der findes to systemer af arbejderboliger: cottagesystemet, hvor hver arbejderfamilie har sit eget lille hus og om muligt have, sådan som tilfældet er i England, og kasernesystemet med store bygninger, der indeholder mange arbejderboliger, sådan som tilfældet er i Paris, Wien o.s.v. Mellem disse står det system, der er almindeligt i Nordtyskland. Nu er ganske vist – stadig ifølge hr. Sax – cottagesystemet det eneste rigtige, og det eneste, hvorved arbejderen kan erhverve ejendomsretten til sit hus; kasernesystemet skal også have store ulemper med hensyn til sundhed, moralitet og husfred – men desværre, ak desværre er cottagesystemet urealisabelt netop i bolignødens centrer, i de store byer, på grund af grundstigningen, og man skal være glad, hvis man der i stedet for store kaserner kan bygge huse med 4 à 6 lejligheder eller afhjælpe hovedmanglerne ved kasernesystemet ved alle mulige bygningstekniske påfund. (S. 71-92).

Ikke sandt, er vi ikke allerede kommet et godt stykke ned? Arbejdernes forvandling til kapitalister, løsningen af det sociale spørgsmål, huset, der ejes af hver enkelt arbejder – det er alt sammen blevet oppe i »idealernes rige«; vi skal ikke beskæftige os med andet end at indføre cottagesystemet på landet – og så i byerne indrette etagehusene så tåleligt som muligt.

Det indrømmes altså her, at den borgerlige løsning af boligspørgsmålet er strandet, – strandet på modsætningen mellem land og by. Og her er vi ved spørgsmålets kernepunkt. Boligspørgsmålet kan først løses, når samfundet har undergået en omvæltning stor nok til, at det kan tage fat på at ophæve den modsætning mellem land og by, som det nuværende kapitalistiske samfund har drevet til det yderste. Det kapitalistiske samfund er langtfra i stand til at ophæve denne modsætning; det må tværtimod daglig skærpe den yderligere. Derimod har allerede de første moderne utopistiske socialister, Owen og Fourier, rigtigt erkendt dette. I deres mønsterbygninger eksisterer modsætningen mellem land og by ikke. Forholdet er altså det modsatte af, hvad hr. Sax hævder: løsningen af boligspørgsmålet løser ikke samtidig det sociale spørgsmål, men først ved løsningen af det sociale spørgsmål, d.v.s. ved at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde, muliggøres samtidig løsningen af boligspørgsmålet. At ville løse boligspørgsmålet og stadig at ville opretholde de moderne store byer er en absurditet. Men de moderne store byer bliver først fjernet ved afskaffelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, og når denne først er i gang, vil det dreje sig om ganske andre ting end at skaffe hver arbejder et lille hus, der tilhører ham alene.

Til at begynde med vil enhver social revolution være nødt til at tage forholdene, som den forefinder dem, og afhjælpe de mest skærende mangler med de forhåndenværende midler. Og vi har allerede set, at bolignøden straks kan afhjælpes ved ekspropriation af en del af de luksusboliger, der tilhører de besiddende klasser, og ved at foretage indkvarteringer i den øvrige del.

Det ændrer intet ved sagen, når hr. Sax i sin fortsatte udvikling igen går ud af de store byer og snakker vidt og bredt om arbejderkolonier, som skal anlægges i nærheden af byerne, når han skildrer alt det skønne ved sådanne kolonier med deres fælles »vandledning, gasbelysning, luft- eller varmtvandsopvarmning, vaskehuse, tørrestuer, badeværelser og deslige«, med »småbørnsstuer, skole, bedesal(!), læsestuer, bibliotek … vin- og ølstue, danse- og musikhal i al ærbarhed«, med dampkraft, som ledes ind i alle husene og således »i et vist omfang kan lægge produktionen tilbage til husenes værksteder fra fabrikerne«. Som han skildrer kolonien, er den af hr. Huber direkte lånt fra socialisterne Owen og Fourier og er blot gjort komplet borgerlig ved at fjerne alt det socialistiske. Men derved bliver den først rigtig utopistisk. Der er ingen kapitalist, der har interesse i at anlægge sådanne kolonier, og der findes da heller ikke nogen i hele verden undtagen i Guise i Frankrig; og den er bygget af en Fouriertilhænger, ikke som rentabel spekulation, men som socialistisk eksperiment.11 Hr. Sax kunne lige så godt have taget den for længst forsvundne kommunistiske koloni »Harmony Hall«, som Owen grundlagde i Hampshire i begyndelsen af fyrrerne, til indtægt for sit borgerlige projektmageri.

Imidlertid er al denne snakken om kolonier kun et tamt forsøg på igen at flyve op i »idealernes regioner«, som man også straks opgiver igen. Nu går det rask ned ad bakke med os. Den simpleste løsning er nu, »at arbejdsgiverne, fabriksejerne, hjælper arbejderne til passende boliger – enten de selv fremstiller dem, eller de opmuntrer arbejderne til selv at bygge og understøtter dem ved at stille byggegrunde til rådighed, skaffe byggekapital o.s.v.« (S. 106). – Hermed er vi igen kommet bort fra de store byer, hvor der ikke kan være tale om noget som helst af den slags; vi er sat ud på landet igen. Hr. Sax beviser nu, at her er det i fabrikanternes egen interesse at hjælpe deres arbejdere til tålelige boliger, på den ene side som god kapitalanbringelse, på den anden side, fordi det med sikkerhed vil »fremkalde en højnelse af arbejderne …, som vil medføre en forøgelse af deres legemlige og åndelige arbejdskraft, hvilket naturligvis … i ikke mindre grad … vil komme arbejdsgiveren til gode. Men dermed er også det rette synspunkt for arbejdsgivernes interesse i boligspørgsmålet givet: den beror på den latente association, den omsorg, der – i reglen skjult i humanitære bestræbelsers klædebon – vises af arbejdsgiverne for deres arbejderes legemlige og økonomiske, åndelige og moralske ve og vel, en omsorg, der betaler sig pekuniært ganske af sig selv ved sine resultater: at skaffe og sikre dygtige, velegnede, villige, tilfredse og hengivne arbejdere.« (S. 108).

Frasen »latent association«, ved hjælp af hvilken Huber har forsøgt at lægge en »dybere betydning« ind i det borgerligt-filantropiske vrøvl, ændrer ikke noget ved sagen. Også uden denne frase har storfabrikanterne på landet, navnlig i England, for længst indset, at det ikke blot er nødvendigt at bygge arbejderboliger – en del af selve fabriksanlægget, men at de også forrenter sig udmærket. I England er der på denne måde opstået hele landsbyer, og nogle af disse har senere udviklet sig til byer. Men i stedet for at være de menneskevenlige kapitalister taknemmelige har arbejderne fra begyndelsen gjort meget væsentlige indvendinger mod dette »cottagesystem«. Ikke alene skal de betale monopolpriser for husene, fordi fabrikanten ingen konkurrenter har; men ved hver eneste strejke står de straks uden tag over hovedet, da fabrikanten uden videre sætter dem på gaden og derved i høj grad vanskeliggør enhver modstand. Nærmere om dette kan man finde i min bog »Den arbejdende klasses stilling i England«, side 302 og 307.12 Men hr. Sax mener, at den slags »behøver man dog næppe at imødegå«. (S. 111). Og vil han ikke skaffe arbejderen ejendomsret til huset? Jo vist, men da »arbejdsgiverne dog altid må være i stand til at disponere over boligen for at kunne give den ny mand husly, når de afskediger en arbejder«, så – nå ja, så må det »fastsættes, at ejendomsretten ved aftale kan tilbagekaldes i de tilfælde!« (S. 113).13

Denne gang er vi kommet overraskende hurtigt ned. Først hed det: Arbejderen skal have ejendomsret til sit hus; så får vi at vide, at dette er umuligt i byerne og kun gennemførligt på landet; nu hører vi, at denne ejendomsret på landet skal være en ejendomsret, der »kan tilbagekaldes ved aftale!« Med denne af hr. Sax nyopdagede art af ejendomsret for arbejderne, med denne forvandling af arbejderne til kapitalister, der »ved aftale kan tilbagekaldes« som sådanne, er vi velbeholdne kommet ned på jorden igen og skal her undersøge, hvad kapitalisterne og andre filantroper virkelig har gjort for at løse boligspørgsmålet.

II

Hvis vi tør tro vor ven dr. Sax, så er der allerede nu fra de herrer kapitalisters side ydet en betydelig indsats for at afhjælpe bolignøden, og der er leveret bevis for, at boligspørgsmålet lader sig løse på grundlag af den kapitalistiske produktionsmåde.

Først og fremmest anfører hr. Sax – det bonapartistiske Frankrig! Louis Bonaparte udnævnte som bekendt, da verdensudstillingen i Paris skulle finde sted, en kommission, tilsyneladende til at udfærdige en indberetning om de arbejdende klassers stilling i Frankrig, men i virkeligheden med det formål at forherlige kejserdømmet ved at skildre denne stilling som virkelig paradisisk. Og indberetningen fra denne kommission, som var sammensat af bonapartismens mest korrupte redskaber, påberåber hr. Sax sig, særlig også af den grund, at resultaterne af dens arbejde er »så temmelig fuldstændige, efter hvad den Frankrig-komité selv udtaler, som sagen er overdraget«! Og hvad er det så for resultater? Af 89 store industridrivende og aktieselskaber, som gav de ønskede oplysninger, har 31 ikke bygget arbejderboliger; de boliger, der er bygget, rummer efter Sax’ eget skøn højst 50.000 til 60.000 mennesker, og disse boliger består næsten udelukkende af kun to værelser til hver familie!

Det er indlysende, at enhver kapitalist, som de særlige betingelser for hans industri – vandkraft, beliggenhed af kulgruber, lejer med jernmalm og anden minedrift o.s.v. – binder til en bestemt lokalitet på landet, må bygge boliger til sine arbejdere, hvis der ingen findes. For i dette at se et bevis for tilstedeværelsen af den »latente association«, »et talende vidnesbyrd om voksende forståelse af sagen og dens overordentlige rækkevidde«, en »meget lovende begyndelse« (s. 115), kræves en stærkt udviklet hang til at binde sig selv en på ærmet. I øvrigt adskiller de forskellige landes industrifolk sig også på dette punkt efter den foreliggende nationalkarakter. For eks. fortæller hr. Sax os s. 117:

»I England har en øget virksomhed fra arbejdsgivernes side i denne retning først gjort sig gældende i den seneste tid. Det er navnlig de afsides smålandsbyer … Hvad der især har været arbejdsgivernes bevæggrund til at bygge boliger til deres arbejdere, er dette, at arbejderne ellers hyppigt må tilbagelægge en lang vej fra den nærmeste by til fabriken og allerede er trætte, når de ankommer til den. Imidlertid vokser antallet af arbejdsgivere, som – i dybere forståelse af forholdene – mere eller mindre sætter alle andre af den latente associations elementer i forbindelse med boligreformen, og det er disse, de blomstrende kolonier skylder deres eksistens … Navne som Ashton i Hyde, Ashworth i Turton, Grant i Bury, Greg i Bollington, Marshall i Leeds, Strutt i Belper, Salt i Saltaire, Ackroyd i Copley o. a. er af denne grund velkendte i det forenede kongerige.«

Hellige enfold og endnu mere hellige uvidenhed! Først i den »seneste tid« har de engelske fabrikanter på landet bygget arbejderboliger! Nej, kære hr. Sax, de engelske kapitalister er virkelig storindustrielle, ikke bare med hensyn til pungen, men også hvad hovedet angår. Længe før man i Tyskland havde en virkelig storindustri, havde de indset, at når fabriker anbringes på landet, er udlægget til arbejderboliger en nødvendig, direkte og indirekte meget rentabel del af den samlede anlægskapital. Længe før kampen mellem Bismarck og det tyske bourgeoisi skænkede de tyske arbejdere foreningsfriheden, havde de engelske fabrikanter, mine- og smelteovnsejere praktisk erfaret, hvilket pres de kan øve på strejkende arbejdere, når de samtidig er disse arbejderes husværter. »De blomstrende kolonier«, som var oprettet af en Greg, en Ashton, en Ashworth, tilhører i så høj grad den »seneste tid«, at de allerede for 40 år siden af bourgeoisiet blev udbasuneret som forbilleder, sådan som jeg selv har beskrevet det for 28 år siden (Den arbejdende klasses stilling i England, s. 228-230, anmærkning14) . Omtrent af samme alder er de kolonier, der er oprettet af Marshall og Akroyd (sådan skriver manden sit navn), og endnu meget ældre er den, der er oprettet af Strutt – den har sine rødder i forrige århundrede. Og da en arbejderboligs gennemsnitlige levealder i England antages at være 40 år, så kan hr. Sax selv tælle på fingrene, i hvilken forfalden tilstand disse »blomstrende kolonier« nu befinder sig. Desuden ligger flertallet af disse kolonier nu ikke mere på landet; den kolossale vækst i industrien har bevirket, at de fleste af dem i den grad er blevet omgivet af fabriker og huse, at de ligger midt inde i snavsede og tilsodede byer med 20.000-30.000 indbyggere eller mere, hvilket ikke forhindrer den tyske bourgeoisvidenskab, som hr. Sax repræsenterer, i endnu i vor tid troligt at efterplapre de gamle engelske lovsange fra 1840, selv om de slet ikke kan bruges mere.

Og så gamle Akroyd! Denne brave mand var ganske vist en filantrop af reneste vand. Han elskede sine arbejdere og især de kvindelige så meget, at hans mindre menneskevenlige konkurrenter i Yorkshire plejede at sige om ham, at han drev sin fabrik udelukkende med sine egne børn! Ganske vist påstår hr. Sax, at i disse blomstrende kolonier »fødes der stadig færre uægte børn«. (S. 118). Javel, uægte børn uden for ægteskab; de kønne piger gifter sig nemlig meget unge i de engelske fabriksdistrikter.

I England har det i 60 år og mere været almindeligt at anlægge arbejderboliger tæt op ad de store fabriker på landet og samtidig med fabriken. Som allerede nævnt er mange af den slags fabrikslandsbyer blevet den kærne, om hvilken der senere har dannet sig en hel fabriksby – med alle de ulemper, en fabriksby medfører. Disse kolonier har altså ikke løst boligspørgsmålet, de har først skabt det på det sted, hvor de ligger.

Derimod ligger det helt anderledes i de lande, som med hensyn til storindustri kommer drattende efter England, og som egentlig først efter 1848 har fået at vide, hvad storindustri er, i Frankrig og især i Tyskland. Her er det kun kolossale jern- og stålværker og fabriker, som efter lang tøven beslutter sig til at bygge nogle arbejderboliger – som det Schneider’ske værk i Creusot og det Krupp’ske i Essen. Det store flertal af industrifolk på landet lader deres arbejdere trave milevidt til fabriken i hede, sne og regn hver morgen og hjem igen om aftenen. Dette er særlig tilfældet i bjergrige egne – i Vogeserne i Frankrig og Elsass, ved Wupper, Sieg, Agger, Lenne og andre rhinsk-westfalske floder. I Erzgebirge er det næppe bedre. Det er den samme småtskårne nærighed hos tyskere som hos franskmænd.

Hr. Sax ved udmærket, at hverken den meget lovende begyndelse eller de blomstrende kolonier betyder noget som helst. Han forsøger altså nu at bevise kapitalisterne, hvilke glimrende renter de vil kunne få ved at anlægge arbejderboliger. Med andre ord, han prøver på at give dem anvisning på nye måder at snyde arbejderne på.

Først viser han dem som eksempel en række London-byggeselskaber, der dels er af filantropisk, dels af spekulativ natur, og som har opnået en nettofortjeneste på 4 til 6 % og mere. At kapital, som er anbragt i arbejderboliger, forrenter sig godt, behøver hr. Sax ikke at bevise. Grunden til, at der ikke anbringes flere penge i dem, end tilfældet er, er den, at dyrere boliger forrenter sig endnu bedre for ejeren. Hr. Sax’ opfordring til kapitalisterne er altså til syvende og sidst ikke andet end en moralpræken.

Hvad nu disse London-byggeselskaber angår, hvis strålende resultater hr. Sax så kraftigt udbasunerer, så har de ifølge hans egen optælling – og her er enhver tænkelig byggespekulation medregnet – skaffet husly til 2132 familier og 706 enlige mænd, altså til mindre end 15.000 personer! Og den slags barnagtigheder vover man i Tyskland i ramme alvor at fremføre som store resultater, mens der alene i den østlige del af London lever en million arbejdere under de mest elendige boligforhold? Disse filantropiske bestræbelser er i virkeligheden alle til hobe så rystende ligegyldige, at de ikke engang nævnes i de engelske parlamentsberetninger, der beskæftiger sig med arbejdernes stilling.

Om det latterlige ukendskab til London, der lyser ud af hele dette afsnit, vil vi slet ikke tale. Kun een ting. Hr. Sax mener, at logihuset beregnet til enlige mænd i Soho skulle være forsvundet, fordi »man ikke i dette distrikt kunne regne med en talrig kundekreds«. Hr. Sax forestiller sig nemlig hele Londons Westend som en eneste luksusby og aner ikke, at der lige bag de mest elegante gader ligger de mest snavsede arbejderkvarterer, af hvilke f. eks. Soho er et. Det mønsterlogihus i Soho, som han taler om, og som jeg kendte allerede for 23 år siden, havde i begyndelsen vældig søgning, men måtte lukke, fordi ikke et menneske kunne holde ud at bo der. Og så var det dog et af de bedste.

Men arbejderbyen i Mülhausen i Elsass, – det blev da en succes?

Arbejderbyen i Mülhausen er det kontinentale bourgeoisis store paradehest, akkurat som de fordum blomstrende kolonier grundlagt af Ashton, Ashworth, Greg og konsorter var det engelske bourgeoisis. Desværre er den ikke et produkt af den »latente« association, men af den åbenlyse association mellem det andet franske kejserdømme og kapitalisterne i Elsass. Den var et af Louis Bonapartes socialistiske eksperimenter, i hvilke staten indskød 1/3 af kapitalen. I løbet af 14 år (indtil 1867) har man bygget 800 små huse efter et mangelfuldt system, som har vist sig umuligt i England, hvor man forstår sig bedre på den slags, og disse overlader man arbejderne som ejendom efter 13 til 15 års forløb mod, at de hver måned betaler en forhøjet lejeafgift. Denne form for ejendomserhvervelse, der – som vi skal se – for længst er indført i de engelske andelsbyggeselskaber, behøvede ikke først at blive opfundet af bonapartisterne i Elsass. Forhøjelsen af lejeafgiften for at kunne erhverve husene er temmelig kraftig i forhold til de engelske; efter at arbejderen f. eks. i løbet af 15 år har indbetalt 4.500 frcs., får han et hus, der 15 år før var 3.300 frcs. værd. Hvis arbejderen vil flytte eller også bare kommer i restance med betalingen for en enkelt måned (i hvilket tilfælde han kan sættes ud), beregner man 6 2/3 % af husets oprindelige værdi som årlig leje (f. eks. 17 frcs. om måneden, når husets værdi er 3.000 frcs.) og udbetaler ham resten, men uden en øre i rente. At selskabet, bortset fra »statshjælpen«, kan blive fedt, er klart; lige så klart er det, at de boliger, der leveres under disse omstændigheder, anlagt som de er langt uden for byen, under halvt landlige forhold, er langt bedre end de gamle kasernelejligheder i selve byen.

Om det par usle forsøg i Tyskland, hvis jammerlighed selv hr. Sax, side 157, erkender, skal jeg ikke sige et eneste ord.

Hvad beviser nu alle disse eksempler? Simpelt hen, at opførelse af arbejderboliger, selv når ikke alle hygiejniske love trædes under fod, forrenter sig kapitalistisk. Men det er aldrig blevet bestridt, det har vi alle sammen vidst længe. Enhver kapitalanbringelse, der tilfredsstiller et behov, forrenter sig, hvis man bærer sig fornuftigt ad. Spørgsmålet er netop: hvorfor bliver bolignøden alligevel ved at bestå, hvorfor sørger kapitalisterne alligevel ikke for tilstrækkelige, sunde boliger til arbejderne? Og der kan hr. Sax igen kun rette formaninger til kapitalen og bliver os svar skyldig. Det virkelige svar på dette spørgsmål har vi allerede givet ovenfor.

Kapitalen, det er en gang for alle fastslået, vil ikke afskaffe bolignøden, selv om den kunne. Tilbage er der så kun to udveje: arbejdernes selvhjælp og statshjælp.

Hr. Sax, der er en begejstret tilhænger af selvhjælp, har også vidunderlige ting at berette om den på boligspørgsmålets område. Desværre må han straks i begyndelsen indrømme, at selvhjælp kun kan yde noget, hvor cottagesystemet findes eller dog lader sig gennemføre, altså igen på landet; i de store byer, selv i England, vil den ikke kunne betyde noget væsentligt. Dernæst, sukker hr. Sax, »kan reformen gennem denne (selvhjælpen) kun fuldbyrdes ad en omvej og derfor stadig ufuldkomment, nemlig kun for så vidt privatbesiddelsens princip rummer en kraft, der øver indflydelse på boligens kvalitet«. Også dette kunne der være grund til at drage i tvivl; i hvert fald har »privatbesiddelsens princip« absolut ikke øvet nogen reformerende indflydelse på »kvaliteten« af forfatterens stil. Alligevel har selvhjælpen i England frembragt sådanne vidundere, »at det langt overgår alt, hvad der efter andre linier er gjort for at løse boligspørgsmålet«. Det drejer sig her om de engelske »building societies«,15 som hr. Sax også behandler særlig udførligt, fordi »der hersker meget utilstrækkelige eller forkerte forestillinger om deres væsen og virksomhed i almindelighed. De engelske building societies er aldeles ikke … byggeselskaber eller bygge-andelsselskaber, de må snarere kaldes ‘huserhvervelses-foreninger’; det er foreninger med det formål ved hjælp af periodiske bidrag fra medlemmerne at samle et fond og af dette – i den udstrækning, midlerne tillader det – at yde medlemmerne lån til at købe et hus for … Disse building societies er således for den ene del af medlemmerne en spareforening, for den anden del en låneforening. – Building societies er altså pante-kreditanstalter, som er beregnet på arbejderens behov, og som hovedsagelig … lader arbejdernes opsparede penge tilflyde indskydernes standsfæller til erhvervelse eller opførelse af et hus. Det forudsættes, at disse lån ydes mod pant i den pågældende faste ejendom og på den måde, at amortisationen af dem sker i hurtige ratebetalinger, der i sig forener forrentning og amortisation … Denne forrentning udbetales ikke til indskyderne, men godskrives med rentes rente … Indskuddet og de tilskrevne renter … kan når som helst kræves tilbage med en måneds opsigelse.« (Side 170-172). »I England findes over 2000 sådanne foreninger, … den opsparede kapital beløber sig til omkring 15.000.000 pund sterling, og henimod 100.000 arbejderfamilier er på denne måde allerede kommet i besiddelse af eget hus, et socialt resultat, som sikkert intet andet foreløbig vil kunne måle sig med.« (Side 174).

Desværre kommer der også her et »men« humpende lige bagefter: »Hermed er der imidlertid endnu på ingen måde opnået en fuldkommen løsning af spørgsmålet, alene af den grund, at erhvervelsen af eget hus kun er mulig for de bedrestillede arbejdere … Navnlig de sanitære hensyn er tit ikke iagttaget i tilstrækkelig grad.« (Side 176). På fastlandet finder »foreninger af denne art kun et begrænset virkefelt«. De forudsætter cottagesystemet, som her kun findes på landet; men på landet er arbejderne endnu ikke tilstrækkelig udviklede til selvhjælp. I byerne derimod, hvor der kunne dannes egentlige byggeselskaber, »møder de m eget betydelige og alvorlige vanskeligheder af den mangfoldigste art«. (Side 179). De kunne kun bygge cottager, og det går ikke i de store byer. Kort og godt, »hovedrollen i løsningen af det foreliggende spørgsmål« kan »vel ikke under de nuværende forhold og næppe heller i nær fremtid tilfalde denne form for kooperativ selvhjælp«. Disse byggeforeninger befinder sig nemlig endnu »på den første, uudviklede begyndelses stadium«. »Dette gælder selv for England.« (Side 181).

Altså: kapitalisterne vil ikke, og arbejderne kan ikke. Og dermed kunne vi slutte dette afsnit, hvis det ikke var absolut nødvendigt at give nærmere oplysning om de engelske building societies, som bourgeois’er af slagsen Schulze-Delitzsch stadig opstiller som forbillede for vore arbejdere.

Disse building societies er ikke arbejderforeninger, og deres hovedformål er ikke at skaffe arbejderne egne huse. Vi vil tværtimod se, at dette kun sker undtagelsesvis. Building societies er væsentlig indrettet på spekulation, det gælder de små, der er de oprindelige, såvel som deres store efterlignere. I et værtshus slutter en del stamgæster og deres venner sig sammen i en byggeforening; det er handlende, kommiser, handelsrejsende, småmestre og andet småborgerskab – af og til også en maskinarbejder eller en anden slags arbejder, der tilhører sin klasses aristokrati, og det sker gerne på initiativ af værten, hos hvem så de ugentlige møder holdes; den umiddelbare anledning er som regel, at værten har opsporet et forholdsvis billigt stykke jord, der er til salg, og som ligger i nærheden eller et andet sted. De fleste af medlemmerne er ikke ved deres beskæftigelse bundet til en bestemt egn; selv mange af de handlende og håndværkerne har kun forretningslokale i byen, ikke lejlighed; den, der overhovedet kan, bor hellere uden for byen end midt i den tilrøgede by. Byggegrundene bliver købt, og der bliver bygget så mange huse som muligt på dem. De mere velstilledes kredit muliggør købet; de ugentlige bidrag samt nogle små lån dækker de ugentlige udlæg til opførelsen. De medlemmer, der spekulerer på eget hus, får tildelt de huse, som er under opførelse, ved lodtrækning, og ved det tilsvarende lejetillæg amortiseres købsprisen. De resterende huse bliver udlejet eller solgt. Men byggeselskabet samler, hvis det gør gode forretninger, en større eller mindre formue, som er medlemmernes, så længe de betaler deres bidrag; den kan udbetales efterhånden eller ved selskabets opløsning. Sådan former levnedsløbet sig for ni af ti engelske byggeselskaber. De andre er større selskaber, undertiden dannet under politiske eller filantropiske påskud, men deres hovedformål er til syvende og sidst stadig det at skaffe mulighed for, at småborgerskabets sparepenge kan anlægges i sikre prioriteter med god forrentning og udsigt til dividende ved hjælp af spekulation i fast ejendom.

Hvilken slags kunder disse selskaber spekulerer i, beviser det prospekt, der er udsendt af et af de største, om ikke det største af dem. Birkbeck Building Society, 29 og 30, Southampton Buildings, Chancery Lane, London, hvis indkomst siden dets grundlæggelse beløber sig til 10 ½ million pund sterling (70 millioner daler), som har anbragt over 416.000 pund i banken og i statspapirer, og som for tiden har 21.441 medlemmer og depositarer, henvender sig til publikum på følgende måde:

»De fleste mennesker er fortrolige med pianofabrikanternes såkaldte treårs-system, hvorefter enhver, der lejer et klaver for tre år, efter udløbet af denne tid bliver ejer af klaveret. Inden dette system blev indført, havde mennesker med begrænsede indtægter næsten lige så vanskeligt ved at skaffe sig et godt klaver som at skaffe sig eget hus; man betalte år efter år lejeafgift for klaveret og brugte to-tre gange så mange penge, som klaveret var værd. Men hvad der kan lade sig gøre med hensyn til et klaver, er også muligt med et hus … Da et hus imidlertid koster mere end et klaver … kræves der længere tid til at afdrage købsprisen gennem lejeafgiften. Som følge heraf har direktørerne truffet aftale med husejere i forskellige dele af London og dens forstæder, således at de er i stand til at tilbyde medlemmerne af Birkbeck Building Society og andre et stort udvalg af huse i de forskelligste kvarterer. Det system, direktionen agter at gå frem efter, er dette: husene udlejes for 12 ½ år, og hvis lejen betales regelmæssigt, bliver huset, når denne tid er udløbet, lejerens absolutte ejendom uden yderligere betaling af nogen art … Lejeren kan også akkordere om kortere overdragelsestid med højere leje eller om længere overdragelsestid med lavere leje … Folk med begrænsede indtægter, handels- og kontormedhjælpere og andre kan straks gøre sig uafhængige af alle husværter ved at blive medlem af Birkbeck Building Society.«

Det er ganske klart. Der er ikke tale om arbejdere, men om folk med begrænsede indtægter, om handels- og kontormedhjælpere o.s.v.; og det forudsættes oven i købet, at ansøgerne som regel allerede ejer et klaver. Det drejer sig faktisk her slet ikke om arbejdere, men om småborgere og om folk, der både vil og kan blive det, folk, hvis indtægter, om end inden for visse grænser, i reglen stiger gradvis, sådan som tilfældet er med kommisens og lignendes løn, mens arbejderens løn i bedste fald nominelt vedbliver at være den samme, men i virkeligheden falder i forhold til familiens forøgelse og dens voksende behov. Det er faktisk kun ganske få arbejdere, der kan være med i sådanne selskaber. På den ene side er deres indtægter for små, på den anden side er deres indtægter for usikre til, at de skulle kunne påtage sig forpligtelser 12½ år frem i tiden. De få undtagelser, som dette ikke gælder, er enten de bedst betalte arbejdere, eller det drejer sig om arbejdsformænd.16

I øvrigt kan enhver se, at bonapartisterne fra arbejderbyen Mülhausen ikke har gjort andet end at efterabe disse småborgerlige engelske byggeselskaber. Kun med den forskel, at de – trods den statshjælp, de modtager – snyder deres kunder langt mere end byggeselskaberne. Deres betingelser er i det hele mindre liberale end dem, der er normen i England, og mens der i England altid af hver indbetaling beregnes rente og rentes rente, der kan tilbagebetales med en måneds opsigelse, stikker fabrikanterne i Mülhausen renten og rentes renten i lommen og tilbagebetaler kun det beløb, der er indbetalt i klingende femfrancs stykker. Og ingen vil undre sig mere over denne forskel end hr. Sax, der har det hele stående i sin bog uden at vide af det.

Arbejdernes selvhjælp er der altså heller ikke noget om. Så har vi kun statshjælpen tilbage. Hvad kan hr. Sax byde på i denne henseende? Tre ting:

»For det første, staten må sørge for i sin lovgivning og forvaltning at fjerne eller på passende måde at råde bod på alt, der på nogen måde kan medføre, at de arbejdende klassers bolignød øges.« (S. 187).

Altså: revision af byggelovgivningen og frigørelse af bygningshånd-værkerne, så at der kan bygges billigere. Men i England er byggelovgivningen indskrænket til et minimum, bygningshåndværkerne er så frie som fuglen i luften, og dog findes der bolignød. Desuden bygges der så billigt i England, at husene vakler, når der kører en vogn forbi, og at der daglig styrter nogle sammen. Endnu i går, d. 25. oktober 1872, styrtede der i Manchester seks sammen på en gang og kvæstede seks arbejdere alvorligt. Det hjælper altså heller ikke.

»For det andet, staten må forhindre, at den enkelte i sin snævre individualisme viderefører ondet eller fremkalder det på ny.«

Altså: sundhedsmæssig og bygningsmæssig inspektion af arbejderboligerne, beføjelse for myndighederne til at forbyde brugen af sundhedsfarlige og forfaldne lejligheder, sådan som man har gjort i England siden 1857. Men hvordan har man gjort det? Den første lov fra 1855 (Nuisances Removal Act17) forblev, som hr. Sax selv indrømmer, »et dødt bogstav«, ligeledes den anden fra 1858 (Local Government Act18). (Side 197). Derimod tror hr. Sax, at den tredie, Artisans’ Dwellings Act,19 der kun gælder for byer med mere end 10.000 indbyggere, »afgjort på gunstig måde vidner om det britiske parlaments dybe indsigt i sociale ting« (side 199), mens denne påstand igen blot »på gunstig måde vidner om« hr. Sax’ komplette ukendskab til engelske »ting«. At England i det hele taget er langt forud for fastlandet »i sociale ting«, er en selvfølge; det er den moderne storindustris moderland, der har den kapitalistiske produktionsmåde udviklet sig friest og mest, dens følger træder grellest frem her og fremkalder derfor også først en reaktion i lovgivningen. Det bedste bevis herfor har vi i fabrikslovgivningen. Men når hr. Sax tror, at en lov, der er vedtaget af Parlamentet, kun behøver at træde i kraft for straks at blive indført i praksis, så er det en vældig fejltagelse. Og dette gælder (måske med undtagelse af Workshops’ Act20) mere end nogen anden lov netop Local Government Act. Lovens virkeliggørelse blev overdraget bystyrelserne, der næsten overalt i England er anerkendt som midtpunkt for korruption af enhver slags, familiebegunstigelse og jobbery.21 Repræsentanterne for disse bystyrelser skylder alle mulige familiehensyn deres stillinger og er enten ikke i stand til eller ønsker ikke at gennemføre den slags sociallove, mens de statsembedsmænd, der i England er beskæftiget med forberedelsen og gennemførelsen af sociallovene som regel netop udmærker sig ved streng pligtopfyldelse – om end i ringere grad nu end for tyve-tredive år siden. I byrådene er ejerne af usunde og faldefærdige huse næsten overalt stærkt repræsenteret direkte eller indirekte. Valg af byrådsmedlemmer i små områder gør de valgte afhængige af den snævreste lokalinteresse og indflydelse; intet byrådsmedlem, der vil genvælges, vover at stemme for anvendelsen af denne lov i sit valgområde. Man vil altså forstå, med hvilken modvilje denne lov næsten overalt blev modtaget af de lokale myndigheder, og at den hidtil kun har fundet anvendelse i de allermest skandaløse tilfælde       og selv da kun som følge af en epidemi, der allerede er brudt ud, som sidste år i Manchester og Salford under koppeepidemien. Henvendelse til indenrigsministeren har hidtil kun båret frugt i den slags tilfælde, idet jo enhver liberal regering i England har det princip kun nødtvungent at foreslå sociale reformlove og slet ikke bruge de allerede bestående, hvis det overhovedet er muligt. Den omtalte lov har, som mange andre love i England, kun den betydning, at den i hænderne på en regering, der beherskes af arbejdere eller står under stærk indflydelse af dem, og som endelig virkelig anvender den, vil være et vældigt våben til at slå en breche i den nuværende sociale tilstand med.

»For det tredje skal statsmagten« – ifølge hr. Sax – »tage alle til rådighed stående positive forholdsregler til den bestående bolignøds afhjælpning i brug i videste udstrækning«.

Det vil sige, den skal opføre etagehuse, »virkelige mønsterbygninger« til sine »underordnede tjenestemænd og funktionærer« (men det er jo ikke arbejdere!) og »yde … lån til kommuner, selskaber og også til private med det formål at forbedre boligerne til de arbejdende klasser« (side 203), sådan som dette sker i England ifølge Public Works Loan Act,22 og som Louis Bonaparte har gjort i Paris og Mülhausen. Men også Public Works Loan Act eksisterer kun på papiret; regeringen stiller kun højst 50.000 pund sterling til rådighed for kommissærerne, altså midler til opførelse af højst 400 cottager, altså i løbet af 40 år 16.000 huse eller lejligheder til højst 80.000 personer – en dråbe i havet! Selv hvis vi antager, at kommissionens midler ved tilbagebetaling fordobles på 20 år, at der altså i de sidste 20 år kan opføres lejligheder til yderligere 40.000 personer, så er og bliver det stadig kun en dråbe i havet. Og da cottagerne gennemsnitlig kun varer 40 år, så må hvert år efter 40 års forløb de likvide 50.000 eller 100.000 pund anvendes til erstatning af de ældste forfaldne huse. Dette kalder hr. Sax, side 203: at gennemføre princippet praktisk rigtigt og »også i ubegrænset omfang«! Og med denne tilståelse, at staten, selv i England, »i ubegrænset omfang« så godt som slet ikke har gjort noget, slutter hr. Sax sin bog; foruden dette lader han kun den fornyede moralpræken til alle implicerede løbe af stabelen.23

At den nuværende stat hverken kan eller vil afhjælpe bolignøden, er soleklart. Staten er ikke andet end de besiddende klassers, grundejernes og kapitalisternes, samlede organiserede magt over for de udbyttede klasser, bønderne og arbejderne. Hvad de enkelte kapitalister (og det er kun dem, der kommer i betragtning her, da også den deltagende grundejer i denne sag først og fremmest optræder i sin egenskab af kapitalist) ikke vil, det vil deres stat heller ikke. Når altså de enkelte kapitalister ganske vist beklager bolignøden, men det næppe er muligt at få dem til rent overfladisk at dække over dens mest forfærdende konsekvenser, så vil totalkapitalisten, staten, heller ikke gøre stort mere. Den vil højst sørge for, at den grad af overfladisk tilsløring, der engang er blevet almindelig, gennemføres ligeligt overalt. Og vi har set, at det er tilfældet.

Men, kan man indvende, i Tyskland hersker bourgeois’en endnu ikke, i Tyskland er staten endnu en magt, der til en vis grad uafhængigt svæver oven over samfundet, og som netop derfor repræsenterer samfundets samlede interesser og ikke en enkelt klasses. En sådan stat kan ganske vist meget, som en bourgeoisstat ikke kan; af den kan man også på det sociale område vente noget ganske andet.

Det er de reaktionæres tale. Men i virkeligheden er den bestående stat også i Tyskland det nødvendige produkt af det samfundsmæssige grundlag, den er vokset frem af. I Preussen – og Preussen er nu toneangivende – består der ved siden af en jordejende adel, der endnu er stærk, et forholdsvist ungt og navnlig meget fejt bourgeoisi, som hidtil hverken har tilkæmpet sig det direkte politiske herredømme som i Frankrig, eller det mere eller mindre indirekte som i England. Ved siden af disse to klasser findes der imidlertid et hurtigt voksende proletariat, der er meget udviklet i intellektuel henseende, og som hver dag organiserer sig mere og mere. Vi finder altså her grundbetingelsen for den moderne bonapartisme: ligevægten mellem bourgeoisi og proletariat, ved siden af grundbetingelsen for det gamle enevældige monarki: ligevægten mellem jordejende adel og bourgeoisi. Men både i det gamle enevældige og i det moderne bonapartistiske monarki ligger den virkelige regeringsmagt i hænderne på en særlig officers- og embedskaste, der i Preussen dels supplerer sig selv, dels stammer fra lavadelen, sjældnere fra højadelen og mindst fra bourgeoisiet. Denne kastes selvstændighed – den synes at stå uden for og så at sige over samfundet – giver staten et skin af selvstændighed i forhold til samfundet.

Den statsform, som i Preussen (og efter dette mønster i Tysklands nye rigsforfatning) med nødvendig konsekvens har udviklet sig af disse hinanden modsigende samfundsmæssige tilstande, er skin-konstitutionalismen, en form, der både er det gamle enevældige monarkis nuværende opløsningsform og det bonapartistiske monarkis eksistensform. I Preussen skjulte og formidlede skin-konstitutionalismen fra 1848 til 1866 kun det enevældige monarkis langsomme forrådnelsesproces. Men siden 1866 og navnlig siden 1870 er omvæltningen i de samfundsmæssige tilstande og dermed statens opløsning foregået for alles øjne og efter kolossalt voksende skala. Industriens og især børssvindelens hurtige udvikling har revet alle de herskende klasser med i malstrømmen. Den i 1870 fra Frankrig importerede korruption i den store stil udvikler sig med uhørt fart. Stroussberg og P ereire tager hatten af for hinanden. Ministre, generaler, fyrster og grever gør i aktier så godt som de mest durkdrevne børshajer, og staten anerkender ligheden mellem dem ved i massevis at gøre børshajerne til baroner. Landadelen, der længe har været industriel som roesukkerfabrikant og brændevinsbrænder, har for længst lagt de gamle solide tider bag sig og fylder med sine navne listerne over direktørerne i alle solide og usolide aktieselskaber. Bureaukratiet foragter mere og mere kassemangel som eneste middel til at forbedre indtægten; det giver pokker i staten og gør jagt på de langt mere indbringende stillinger i industriforetagendernes administration; de, der bliver i embedet, følger deres foresattes eksempel og spekulerer i aktier eller bliver »interesserede« i jernbaner o.s.v. Man har endog lov at antage, at også løjtnanter har fingrene med i mangen spekulation. Kort og godt, opløsningen af alle elementerne i den gamle stat, det enevældige monarkis overgang til det bonapartistiske er i fuld gang, og med den næste store handels- og industrikrise bryder ikke bare den nuværende svindel sammen, men også den gamle preussiske stat.24

Og denne stat, hvis ikke-borgerlige elementer hver dag bliver mere borgerlige, den skal løse »det sociale spørgsmål« eller blot boligspørgsmålet? Tværtimod. I alle økonomiske spørgsmål kommer den preussiske stat mere og mere under bourgeoisiets vinger; og når lovgivningen på det økonomiske område siden i866 ikke er blevet tilpasset bourgeoisiets interesser endnu. mere, end tilfældet er, hos hvem ligger så skylden? Overvejende hos bourgeoisiet selv, som for det første er for fejt til med energi at gå ind for sine krav, og som for det andet vægrer sig ved enhver indrømmelse, så snart denne indrømmelse giver det truende proletariat nye våben i hænde. Og når statsmagten, d.v.s. Bismarck, prøver på at organisere sit eget livproletariat for ved hjælp af det at holde bourgeoisiets politiske virksomhed i ave, hvad er det så andet end et nødvendigt, velkendt bonapartistisk lille kneb, som ikke medfører andre forpligtelser over for arbejderne end nogle velvillige talemåder og højst et minimum af statshjælp til byggeselskaber à la Louis Bonaparte?

Det bedste bevis for, hvad arbejderne kan vente sig af den preussiske stat, ligger i anvendelsen af de franske milliarder, der har givet det preussiske statsapparats selvstændighed over for samfundet en ny, kort galgenfrist. Er der blevet brugt bare een daler af disse milliarder til at skaffe de berlinske arbejderfamilier, der blev sat på gaden, tag over hovedet? Tværtimod. Da efteråret kom, lod staten endog de par elendige skure rive ned, som havde tjent dem som tilflugtssted om sommeren. De fem milliarder går rask alt kødets gang, til fæstninger, kanoner og soldater; og trods Wagner von Dummerwitz, trods Stieberkonferencer med Østrig,25 vil de tyske arbejdere ikke engang få så meget af milliarderne, som Louis Bonaparte brugte på de franske arbejdere af de millioner, han havde stjålet fra Frankrig.

III

I virkeligheden har bourgeoisiet kun een metode til løsning af boligspørgsmålet på sin egen manér d.v.s. en løsning, der stadig på ny rejser spørgsmålet. Denne metode hedder: »Haussmann«.

Ved »Haussmann« forstår jeg her ikke blot pariseren Haussmanns specielt bonapartistiske manér at bryde lange, lige og brede gader midt igennem tætbebyggede arbejderkvarterer og på begge sider indramme dem med store luksusbygninger, hvorved man ud over det strategiske formål at gøre det vanskeligere at bygge barrikader også tilstræbte at skabe et specielt bonapartistisk byggeproletariat, der var afhængigt af regeringen, og at forvandle byen til en ren luksusby. Jeg forstår ved »Haussmann« den nu almindelige praksis at slå brecher i arbejderkvartererne, særligt i de centralt beliggende i vore store byer, enten dette nu er foranlediget af hensyn, der angår den offentlige sundhed og forskønnelse, eller af efterspørgsel efter store centralt beliggende forretningslokaler eller af hensyn til trafiken, som jernbaneanlæg, gader o.s.v. Enten anledningen er den ene eller den anden, så er resultatet overalt det samme: de mest skandaløse stræder og gyder forsvinder under bourgeoisiets store selvforherligelse på grund af dette uhyre resultat, men – de opstår straks igen et andet sted, tit i den umiddelbare nærhed.

I »Den arbejdende klasses stilling i England« har jeg givet en skildring af Manchester, som den så ud 1843 og 1844. Siden den tid er der ført jernbaner midt igennem byen, der er anlagt nye gader, der er bygget store offentlige og private bygninger, og derved er mange af de værste distrikter, jeg har beskrevet, gennembrudt, lagt fri og forbedret, andre er fjernet, skønt endnu mange – uden hensyn til det siden den tid skærpede tilsyn af sundhedspolitiet – befinder sig i samme eller endog i værre bygningsmæssig tilstand end dengang. Men til gengæld er takket være den enorme udstrækning af byen, hvis befolkning siden er vokset med mere end halvdelen, distrikter, som dengang endnu var luftige og renlige, nu lige så overbebyggede, lige så snavsede og overfyldte af mennesker som de mest berygtede bydele dengang. Her blot et eksempel: I min bog skildrede jeg side 8026 og følgende en gruppe huse, som lå i dalbunden ved floden Medlock, og som under navnet Lille Irland (Little Ireland) allerede i mange år havde været Manchesters skamplet. Lille Irland er for længst forsvundet; hvor det lå, hæver der sig nu, på en høj underbygning, en banegård; bourgeoisiet ville stolt gøre det til en stor triumf, at Lille Irland lykkeligt og definitivt var fjernet. Nu kommer der i den forløbne sommer en vældig oversvømmelse, sådan som i det hele taget de inddæmmede floder i vore store byer af let forklarlige årsager giver anledning til stadig større oversvømmelser. Så viser det sig, at Lille Irland aldeles ikke er fjernet, men bare er forlagt fra den sydlige side af Oxford Road til den nordlige side og stadig florerer. Lad os høre, hvad Manchesterbladet »Weekly Times« fra 20. juli 1872, organ for Manchesters radikale bourgeoisi, siger:

»Den ulykke, som i lørdags ramte indbyggerne i Medlocks dalbund, vil forhåbentlig få en god følge: at offentlighedens opmærksomhed bliver rettet mod den håndgribelige hån mod alle sundhedsplejens love, som nu allerede længe er blevet tålt for næsen af byens embedsmænd og byens sundhedskommission. En djærv artikel i vor dagbladsudgave i går har, kun alt for spagfærdigt, afsløret hvor skændigt det står til med nogle af kælderlejlighederne ved Charles Street og Brookstreet, der blev oversvømmet. En nøje undersøgelse af en af de gårde, der var omtalt i artiklen, sætter os i stand til at bekræfte alt, hvad der var anført i artiklen, og til at erklære, at kælderlejlighederne i denne gård for længst skulle have været lukket, eller rettere man skulle aldrig have tolereret dem som menneskelige boliger. Denne gård, Squire’s Court, består af syv eller otte beboelseshuse på hjørnet af Charles Street og Brookstreet, som den spadserende, selv på det laveste sted i Brookstreet, under jernbanebuen, kan gå hen over dag efter dag uden at ane, at der i dybet under ham bor menneskelige væsener i huler. Gården ligger skjult for offentlighedens blikke, kun tilgængelig for dem, som nøden tvinger til at søge tag over hovedet i dens gravlignende afsondrethed. Selv når Medlocks for det meste stillestående vand, stemmet op mellem dæmninger, ikke går over sin sædvanlige stand, kan gulvet i disse lejligheder kun være få tommer over vandspejlet, d.v.s. at enhver større regnbyge er i stand til at presse modbydeligt råddent vand op af kloakbrøndene eller afløbsrørene og forpeste lejlighederne med de giftige gasarter, som alt vand fra oversvømmelser efterlader til erindring … Squire’s Court ligger endnu dybere end de ubeboede kældre i husene ved Brookstreet … tyve fod lavere end gaden, og det forpestede vand, som i lørdags blev presset op af kloakbrøndene, nåede op til taget. Vi vidste det og ventede derfor at finde gården ubeboet eller kun besat af sundhedskommissionens funktionærer med den opgave at afvaske og desinficere de stinkende vægge. I stedet så vi en mand beskæftiget med i en barbers kælderlejlighed at skovle en bunke forrådnende uhumskheder, som lå i et hjørne, op på en trillebør. Barberen, hvis kælder allerede var fejet temmelig ren, sendte os endnu dybere ned, til en række lejligheder, om hvilke han sagde, at hvis han kunne skrive, ville han skrive til pressen og kræve dem lukket. Så kom vi endelig til Squire’s Court, hvor vi fandt en køn, sundt udseende irlænderinde, som havde fuldt op at gøre med at vaske. Hun og hendes mand, en privat-natvægter, havde boet 6 år i gården, de havde en talrig familie … I det hus, de lige havde forladt, var vandet steget omtrent op til taget, vinduerne var gået i stykker, møblerne var en ruinbunke. Beboerne, sagde han, havde kun kunnet holde huset i en sådan stand, at man kunne udholde stanken, på den måde, at man hvidtede hveranden måned med kalk … I den indre gård, som vor reporter først nu trængte frem til, fandt han tre huse, hvis bagmur var bygget op imod de lige beskrevne, og af hvilke to var beboet. Stanken var der så afskyelig, at selv det sundeste menneske måtte blive søsyg efter et par minutters forløb … Dette modbydelige hul var beboet af en familie på syv personer, som alle havde sovet i huset torsdag aften (den dag, den første oversvømmelse fandt sted). Eller rettere, som konen forbedrede sin egen udtalelse, ikke havde sovet, for hun og hendes mand havde kastet op størstedelen af natten på grund af stanken. Om lørdagen måtte de bære børnene ud, idet de vadede i vand op til brystet. Hun var også af den mening, at hullet var for dårligt selv til et svin, men i betragtning af den billige leje – 1 ½ shilling (15 groschen) om ugen – havde de taget det, da hendes mand på grund af sygdom i den sidste tid tit havde været uden indtægt. Det indtryk, man får af denne gård og de mennesker, der her i levende live er stuvet sammen i en grav, er et indtryk af den yderste hjælpeløshed. Vi må i øvrigt sige, at efter de iagttagelser, vi har gjort, er Squire’s Court kun et billede – måske et overdrevent – på mange andre lokaliteter her i nærheden, hvis eksistens vor sundhedskommission ikke kan tage ansvaret for. Og når man tillader, at disse lokaliteter stadig bebos, så pådrager kommissionen sig et ansvar, og nabolaget pådrager sig en risiko for epidemier, hvis omfang vi afstår fra at undersøge yderligere.«

Dette er et slående eksempel på, hvordan bourgeoisiet i praksis løser boligspørgsmålet. Disse arnesteder for epidemier, de mest infame huler og huller. som den kapitalistiske produktionsmåde nat efter nat spærrer vore arbejdere inde i, de bliver ikke fjernet, de bliver kun – forlagt! Den samme økonomiske nødvendighed, der skabte dem det første sted, skaber dem også det andet sted. Og så længe den kapitalistiske produktionsmåde består, så længe er det tåbeligt at ville løse boligspørgsmålet eller hvilket som helst andet samfundsmæssigt spørgsmål, der angår arbejdernes skæbne, isoleret. Men løsningen ligger i at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde, den ligger i, at arbejderklassen selv tilegner sig alle livsfornødenheder og arbejdsmidler.

Tredje afsnit

Tillæg om Proudhon og boligspørgsmålet

I

I »Volksstaat« nr. 86 giver A. Mülberger sig til kende som forfatter til de artikler, jeg kritiserede i bladets nr. 51 og følgende. Han overdænger mig i sit svar med en sådan række bebrejdelser og forrykker derved i så høj grad alle de synspunkter, det drejer sig om, at jeg, enten jeg vil eller ej, bliver nødt til at svare på det. Jeg vil forsøge at give mit svar, som til min beklagelse for en stor del må bevæge sig på den personlige polemiks område, sådan som Mülberger foreskriver mig det, almindelig interesse ved at udvikle de punkter, det hovedsagelig kommer an på, endnu engang og om muligt tydeligere end før, selv med fare for, at Mülberger igen skal betyde mig, at alt dette »i det væsentlige ikke indeholder noget nyt hverken for ham eller »Volksstaats« øvrige læsere«.

Mülberger beklager sig over min kritiks form og indhold. Hvad formen angår, er det tilstrækkeligt at svare, at jeg dengang slet ikke vidste, hvem der var ophavsmand til de pågældende artikler. Om at være personlig »forud indtaget« imod forfatteren kunne der altså ikke være tale; imod den løsning af boligspørgsmålet, der blev udviklet i artiklerne, var jeg ganske vist for så vidt »forud indtaget«, som jeg for længst kendte den fra Proudhon og min mening om den stod fast.

Om »tonen« i min kritik vil jeg ikke strides med vor ven Mülberger. Når man har tilhørt bevægelsen så længe som jeg, bliver man temmelig hårdhudet mod angreb og forudsætter også let, at andre er det. For at skåne Mülberger vil jeg denne gang prøve på at bringe min »tone« i det rette forhold til følsomheden i hans epidemis (overhud).

Mülberger beklager sig særlig bittert over, at jeg har kaldt ham proudhonist, og bedyrer, at det er han ikke. Jeg må naturligvis tro på ham, men jeg vil føre bevis for, at de pågældende artikler – og det var kun dem, jeg beskæftigede mig med – ikke er andet end den rene proudhonisme.

Men også Proudhon kritiserer jeg, ifølge Mülberger, »letfærdigt« og gør ham stor uret: »Læren om småborgeren Proudhon er hos os Tyskland blevet et fast dogme, som endog mange forkynder uden at have læst blot en linie af ham«. Når jeg beklager, at de romansk-sprogede arbejdere i tyve år ikke har fået anden åndelig næring end Proudhons værker, så svarer Mülberger, at hos de romanske arbejdere »udgør principperne, som blev formuleret af Proudhon, næsten overalt bevægelsens drivende sjæl«. Dette må jeg benægte. For det første ligger arbejderbevægelsens »drivende sjæl« ingen steder i »principperne« men overalt i storindustriens udvikling og i virkningerne heraf, kapitalens akkumulation og koncentration på den ene side og proletariatet: på den anden. For det andet er det ikke rigtigt, at de proudhonske såkaldte »principper« hos de romanske folk spiller den afgørende rolle som Mülberger tilskriver dem, at »anarkiets principper, principperne Organisation des forces économiques, i Liquidation sociale27 o.s.v. dér … er blevet den revolutionære bevægelses sande bærepiller«. For slet ikke at tale om Spanien og Italien, hvor det proudhonistiske universal middel i det hele taget kun har vundet indflydelse i den af Bakunin forvanskede skikkelse; det er for enhver, der kender den internationale arbejderbevægelse, en notorisk kendsgerning, at proudhonisterne i Frankrig udgør en lidet talrig sekt, mens arbejdernes store masse ikke vil have noget at gøre med den samfundsmæssige reformplan, son Proudhon har udkastet under titlen Liquidation sociale og Organisation des forces économiques. Det har blandt andet vist sig under Kommunen. Skønt proudhonisterne var stærkt repræsenteret i den, blev der dog ikke gjort mindste forsøg på efter Proudhons forslag at likvidere det gamle samfund eller organisere de økonomiske kræfter. Tværtimod. Det tjener Kommunen til den største ære, at det i alle dens økonomi ske forholdsregler ikke var en eller anden slags principper, der val »den drivende sjæl«, men – det simple praktiske behov. Og derfor var disse forholdsregler – afskaffelse af bagernes natarbejde, forbud mod bøder i fabrikerne, konfiskation af lukkede fabriker og værkstedet og deres overdragelse til arbejderassociationerne -absolut ikke i Proudhons ånd, men nok i deri tyske videnskabelige socialismes. Den eneste sociale forholdsregel, som proudhonisterne gennemførte, var – ikke at beslaglægge Frankrigs Bank, og delvis derfor gik Kommunen til grunde. Heller ikke de såkaldte blanquister har, så snart de prøvede på at forvandle sig fra blot politiske revolutionære til en socialistisk arbejderfraktion med et bestemt program – sådan som det skete med det manifest, de blanquistiske flygtninge i London udsendte: Internationale et Révolution28 –, heller ikke de har proklameret »principperne« i den proudhonske plan til samfundets redning, men nok, og næsten bogstaveligt, den tyske videnskabelige socialismes anskuelser om nødvendigheden af proletariatets politiske aktion og dets diktatur som overgang til afskaffelsen af klasserne og dermed af staten sådan som det allerede er udtalt i Det kommunistiske Manifest og utallige gange senere. Og når Mülberger endog af tyskernes mangel på agtelse for Proudhon afleder en mangel på forståelse af den romanske bevægelse »lige til Kommunen i Paris«, så ville han måske være så venlig som bevis på denne mangel at nævne det romanske skrift, som har forstået og har fremstillet Kommunen blot tilnærmelsesvis så rigtigt som Internationales generalråds adresse om borgerkrigen i Frankrig, skrevet af tyskeren Marx.

Det eneste land, hvor arbejderbevægelsen står direkte under indflydelse af de proudhonske »principper«, er Belgien, og den belgiske bevægelse kommer også netop derfor, som Hegel siger, »af intet gennem intet til intet«.

Når jeg anser det for en ulykke, at de romanske arbejdere, direkte eller indirekte, i tyve år åndeligt kun har levet af Proudhon, så ser jeg den ikke i det absolut mytiske herredømme, som udøves af den proudhonske reformrecept – det, Mülberger kalder »principperne« –, men i, at deres økonomiske kritik af det bestående samfund er blevet inficeret af de absolut fejlagtige proudhonske vendinger, og at deres politiske aktion er blevet forkludret ved den proudhonistiske indflydelse. Om så de »proudhoniserede romanske arbejdere« eller de tyske, der i alt fald forstår den videnskabelige tyske socialisme uendelig meget bedre, end romanerne forstår deres Proudhon, »mest har fundet hvile i revolutionen«, vil vi kunne besvare, når vi først ved, hvad det vil sige: »ende hvile i revolutionen«. Man har hørt tale om folk, der »har fundet hvile i kristendommen, i den sande tro, i guds nåde« o.s.v. Men finde hvile i revolutionen, i den voldsomste bevægelse? Er da »revolutionen« en dogmatisk religion, som man må tro på?

Endvidere bebrejder Mülberger mig, at jeg i modstrid med, hvad han udtrykkeligt siger i sit arbejde, har påstået, at han erklærer boligspørgsmålet for udelukkende at være et arbejderspørgsmål.

Denne gang har Mülberger faktisk ret. Jeg havde overset det pågældende sted. På uansvarlig vis overset det, for det er et af de mest betegnende for hele tendensen i hans afhandling. Mülberger siger virkelig med rene ord:

»Da der så tit og så kraftigt bliver rettet den latterlige bebrejdelse mod os, at vi driver klassepolitik, at vi tilstræber et klasseherredømme o. lign., så vil vi først udtrykkeligt fremhæve, at boligspørgsmålet aldeles ikke udelukkende angår proletariatet, men tværtimod – det interesserer i ganske særlig grad den egentlige middelstand, den lille industri, det lille bourgeoisi, hele bureaukratiet … boligspørgsmålet er netop det punkt i de sociale reformer, som mere end alle andre synes egnet til at afsløre den absolutte indre identitet mellem proletariatets interesser på den ene side og samfundets egentlige mellemklassers interesser på den anden side. Mellemklasserne lider lige så stærkt under den lejede boligs trykkende lænke som proletariatet, måske endnu stærkere … Samfundets egentlige mellemklasser står i dag over for det spørgsmål, om de … vil finde styrke til … i forbund med det ungdommeligt-kraftige og energifyldte arbejderparti at gribe ind i samfundets omformningsproces, hvis velsignelser netop vil komme dem til gode frem for alle andre

Vor ven Mülberger konstaterer altså her følgende:

1. »Vi« driver ikke »klassepolitik« og stræber ikke efter noget »klasseherredømme«. Det tyske socialdemokratiske arbejderparti driver imidlertid nødvendigvis »klassepolitik«, arbejderklassens politik, netop fordi det er et arbejderparti. Da ethvert politisk parti går ud på at erobre herredømmet i staten, så tilstræber det tyske socialdemokratiske arbejderparti nødvendigvis sit herredømme, arbejderklassens herredømme, altså et »klasseherredømme«. I øvrigt har ethvert virkeligt proletarisk parti, lige fra de engelske chartister, altid opstillet klassepolitikken, proletariatets organisation som selvstændigt politisk parti, som kampens første betingelse og proletariatets diktatur som dens næste mål. Ved at erklære dette for »latterligt«, stiller Mülberger sig uden for den proletariske bevægelse og inden for den småborgerlige socialisme.

2. Boligspørgsmålet har den fordel, at det ikke udelukkende er et arbejderspørgsmål, men »i ganske særlig grad interesserer« småborgerskabet, idet »de egentlige mellemklasser lider lige så stærkt« under den som proletariatet, ja »måske endnu stærkere«. Når nogen erklærer, at småborgerskabet, om end kun i en enkelt henseende, »måske lider endnu stærkere end proletariatet«, så vil han sikkert ikke kunne beklage sig, hvis man henregner ham under de småborgerlige socialister. Har altså Mülberger grund til at være utilfreds, når jeg siger:

»Det er især de lidelser, arbejderklassen har fælles med andre klasser, navnlig småborgerskabet, som den småborgerlige socialisme, til hvilken også Proudhon hører, med forkærlighed giver sig af med. Og det er da absolut ikke tilfældigt, at vor tyske proudhonist først og fremmest kaster sig over boligspørgsmålet, der, som vi har set, aldeles ikke udelukkende er et arbejderspørgsmål.«

3. Mellem »samfundets egentlige mellemklassers« interesser og proletariatets interesser består der »absolut indre identitet«, og det er ikke proletariatet, men disse egentlige mellemklasser, som »velsignelserne« ved samfundets forestående omformningsproces »netop vil komme til gode frem for alle andre«.

Arbejderne vil altså lave den forestående sociale revolution i småborgernes interesse »frem for alle andre«. Og desuden består der en absolut indre identitet mellem småborgernes interesser og proletariatets. Er småborgernes interesser identiske med arbejdernes, så er arbejdernes det med småborgernes. Det småborgerlige standpunkt er altså lige så berettiget i bevægelsen som det proletariske. Og hævdelsen af denne ligeberettigelse er netop, hvad man kalder småborgerlig socialisme.

Det er derfor også ganske konsekvent, når Mülberger side 25 i særtrykket fejrer »den lille industri« som »samfundets egentlige stræbepille, fordi den ifølge sit egentlige anlæg i sig forener de tre faktorer: arbejde – erhverv – besiddelse, fordi den i foreningen af disse tre faktorer ikke stiller nogen skranker for individets udviklingsevne«; og det er konsekvent, når han navnlig bebrejder den moderne industri, at den tilintetgør denne planteskole for normalmennesker og »har gjort en livskraftig klasse, der stadig kunne forny sig selv, til en bevidstløs hob af mennesker, der ikke véd, hvorhen den skal vende sit angstfulde blik«. Småborgeren er altså Mülbergers mønster-menneske, og småindustrien er Mülbergers mønster-produktionsmåde. Har jeg så bagtalt ham, når jeg henførte ham til de småborgerlige socialister?

Da Mülberger afviser ethvert ansvar for Proudhon, ville det være overflødigt her yderligere at drøfte, hvordan Proudhons reformplaner tager sigte på at forvandle alle samfundets medlemmer til småborgere og småbønder. Lige så lidt vil det være nødvendigt at gå ind på den påståede identitet mellem småborgernes interesser og arbejdernes. Det nødvendige findes allerede i Det kommunistiske Manifest. (Leipzig-udgaven 1872, side 12 og 21.29

Resultatet af vor undersøgelse er altså det, at vi ved siden af »sagnet om småborgeren Proudhon« får virkeligheden om småborgeren Mülberger.

II

Vi kommer nu til et hovedpunkt. Jeg bebrejdede de mülbergerske artikler, at de efter Proudhons manér forfalsker økonomiske forhold ved at oversætte dem til juridisk udtryksmåde. Som eksempel fremhævede jeg følgende sætning af Mülberger:

»Det engang byggede hus tjener som evigt retskrav på en bestemt brøkdel af det samfundsmæssige arbejde, selv om husets virkelige værdi allerede for længst er betalt mere end tilstrækkeligt i form af husleje til ejeren. Sådan går det til, at et hus, der er bygget f.eks. for halvtreds år siden, i denne tid gennem lejeindtægten har dækket den oprindelige udgift til huset 2, 3, 5, 10 gange.«

Nu besværer Mülberger sig:

»Denne simple, nøgterne konstatering af en kendsgerning får Engels til at foreholde mig, at jeg skulle have forklaret, hvordan huset bliver ‘retskrav’ – noget, der lå helt uden for min opgaves område … En skildring er ét, en forklaring noget andet. Når jeg efter Proudhon siger, at samfundets økonomiske liv skal være gennemtrængt af en retsidé, så skildrer jeg hermed det nuværende samfund som et samfund, i hvilket ganske vist ikke enhver retsidé, men revolutionens retsidé mangler, en kendsgerning, som Engels selv vil indrømme.«

Lad os først holde os til det engang byggede hus. Når huset er lejet ud, indbringer det sin bygherre jordrente, reparationsomkostninger og rente af den udlagte byggekapital iberegnet den derpå opnåede profit i form af leje, og alt efter forholdene kan det lejebeløb, der lidt efter lidt betales, udgøre to, tre, fem, ti gange den oprindelige udgift til huset. Dette er, min gode Mülberger, den »simple nøgterne konstatering« af »kendsgerningen«, som er en økonomisk kendsgerning; og når vi vil vide, hvordan »det går til«, at den eksisterer, så må vi foretage undersøgelsen på økonomisk område. Lad os altså se lid nærmere på denne kendsgerning, så intet barn mere skal kunne misforstå den. Salget af en vare består som bekendt i, at ejeren giver dens brugsværdi fra sig og stikker dens bytteværdi i lommen. Varernes brugsværdi adskiller sig blandt andet også i, at forbruget af dem kræver forskellig tid. Et brod fortæres på en dag, et par bukser slides på et år, et hus, skal vi sige på hundrede år. Hvor det drejer sig om varer med lang opslidningstid, indtræder altså den mulighed at sælge brugsværdien stykkevis, hver gang for en bestemt tid, d.v.s. udleje den. Det stykkevise salg realiserer altså først bytteværdien lidt efter Iidt; for at give afkald på øjeblikkelig tilbagebetaling af den udlagte kapital og den derpå erhvervede profit bliver sælgeren holdt skadesløs ved et pristillæg, en forrentning, hvis højde bestemmes af den politiske økonomis love og absolut ikke vilkårligt. Når de hundrede år er gået, er huset udtjent, opslidt, ubeboeligt. Når vi så fra det samlede indbetalte lejebeløb trækker: 1. jordrenten samt den eventuelle stigning, den er undergået i den forløbne tid, og 2. de udlagte løbende reparationsudgifter, så vil vi se, at resten i gennemsnit består af: 1. husets oprindelige byggekapital, 2. profitten af denne, og 3. forrentningen af den efterhånden forfaldne kapital og profit. Nu har lejeren ved udgangen af denne periode ganske vist ikke noget hus, men det har husejeren heller ikke. Han har grunden (hvis den da tilhører ham) og de på grunden værende byggematerialer, som imidlertid ikke længere er et hus. Og hvis huset i mellemtiden »dækkede den oprindelige udgiftssum fem eller ti gange«, så vil vi se, at dette udelukkende skyldes en stigning i jordrenten, hvilket ikke er en hemmelighed for nogen i byer som London, hvor grundejer og husejer som regel er to forskellige personer. Sådanne kolossale lejeforhøjelser forekommer i hurtigt voksende byer, men ikke i en landsby, hvor jordrenten for byggegrunde bliver ved at være næsten uforandret. Det er jo en notorisk kendsgerning, at – bortset fra stigninger i jordrenten – indbringer huslejen gennemsnitlig ikke husejeren mere end 7 % om året af den udlagte kapital (iberegnet profit), og heraf skal endda bestrides reparationsudgifter o.s.v. Kort sagt, huslejekontrakten repræsenterer en ganske almindelig varehandel, som for arbejderen teoretisk ikke har hverken mere eller mindre interesse end enhver anden varehandel undtagen den, der drejer sig cm køb og salg af arbejdskraften, mens den praktisk møder ham som en af det borgerlige snyderis tusind former, som jeg omtaler side 430 i særtrykket, men som også – hvad jeg påviser dér er underkastet en økonomisk regulering.

Mülberger derimod ser i lejekontrakten intet andet end den rene »vilkårlighed« (side 19 i særtrykket), og når jeg beviser det modsatte, så beklager han sig over, at jeg fortæller ham »lutter ting, som han desværre vidste i forvejen«.

Men med alle økonomiske undersøgelser over huslejen når vi ikke til at forvandle afskaffelsen af den lejede bolig til »en af de mest frugtbare og storartede bestræbelser, som er rundet af den revolutionære idés skød«. For at kunne gøre det må man oversætte den simple kendsgerning fra den nøgterne økonomi til den langt mere ideologiske jura. »Huset tjener som evigt retskrav« på husleje – »sådan går det til«, at husets værdi kan blive betalt to, tre, fem, ti gange i husleje. For at få at vide, hvordan det »går til« hjælper »retskravet« os ikke en tomme af stedet; og derfor sagde jeg, at først ved en undersøgelse kunne Mülberger have fået at vide, hvordan det »går til«. Dette får man først, når man, som jeg har gjort, undersøger huslejens økonomiske natur i stedet for at ophidse sig over den juridiske udtryksform, under hvilken den herskende klasse sanktionerer den. – Den, der foreslår økonomiske skridt til afskaffelse af huslejen, han er dog vel forpligtet til at vide noget mere om huslejen, end at den er »den tribut, som lejeren betaler til kapitalens evige rettigheder«. Hertil svarer Mülberger: »En skildring er ét, en forklaring noget andet.«

Vi har altså forvandlet huset, selv om det aldeles ikke er evigt, til et evigt retskrav på husleje. Vi finder, ligegyldigt hvordan dette »går til«, at i kraft af dette retskrav indbringer huset flere gange sin værdi i form af husleje. Vi er, ved at oversætte til jura, lykkeligt kommet så langt bort fra økonomien, at vi nu kun ser det fænomen, at et hus i bruttoleje efterhånden kan betale sig selv flere gange. Da vi tænker og taler juridisk, så anlægger vi rettens, retfærdighedens målestok på dette fænomen og finder, at det er uretfærdigt, at det ikke svarer til »revolutionens retsidé«, hvad det nu end kan være for en tingest, og at retskravet derfor ikke dur. Vi finder endvidere, at det samme gælder rentebærende kapital og bortforpagtet landbrugsjord, og vi har nu et påskud til at udskille disse ejendomskategorier fra de andre og underkaste dem en særbehandling. Denne består i følgende krav: 1) at fratage ejeren opsigelsesretten, retten til at kræve sin ejendom tilbage; 2) gratis at overlade lejeren, låneren eller forpagteren brugsretten til den genstand, der er overdraget ham, men ikke tilhører ham, og 3) betale ejeren i længere rater og uden renter. Og dermed har vi udtømt de proudhonske »principper« i denne henseende. Dette er Proudhons »samfundsmæssige likvidation«.

Jeg indskyder her, at det jo er ganske klart, at hele denne reformplan næsten udelukkende kommer småborgerne og småbønderne til gode på den måde, at den stabiliserer dem i deres stilling som småborgere og småbønder. Den ifølge Mülberger sagnagtige skikkelse »småborgeren Proudhon« får altså her pludselig en meget håndgribelig historisk eksistens.

Mülberger fortsætter:

»Når jeg efter Proudhon siger, at samfundets økonomiske liv skal være gennemtrængt af en retsidé, så skildrer jeg hermed det nuværende samfund som et samfund, i hvilket ganske vist ikke enhver retsidé, men revolutionens retsidé mangler, en kendsgerning, som Engels selv vil indrømme.«

Desværre er jeg ude af stand til at gøre Mülberger denne tjeneste. Mülberger forlanger, at samfundet skal være gennemtrængt af en retsidé, og kalder det en skildring. Når en domstol gennem fogeden sender mig en henstilling om at betale et skyldigt beløb, så gør den, ifølge Mülberger, ikke andet, end at den skildrer mig som et menneske, der ikke betaler, hvad han skylder! En skildring er ét, en opfordring noget andet. Og netop her ligger den væsentlige forskel mellem den tyske videnskabelige socialisme og Proudhon. Vi skildrer – og enhver virkelig skildring er, trods Mülberger, samtidig forklaringen af sagen – de økonomiske forhold, sådan som de er og som de udvikler sig, og vi fører, strengt økonomisk, bevis for, at denne deres udvikling samtidig er udviklingen af elementerne til en social revolution: på den ene side udviklingen af en klasse, hvis hele situation nødvendigvis driver den til social revolution, proletariatet, – på den anden side udviklingen af produktivkræfterne, der er vokset ud over det kapitalistiske samfunds rammer, og som nødvendigvis må sprænge dem, og som samtidig byder midlerne til en gang for alle at fjerne klasseforskellene i selve det samfundsmæssige fremskridts tjeneste. Proudhon derimod stiller det krav til det nuværende samfund, at det skal omforme sig ikke efter lovene for dets egen økonomiske udvikling, men efter retfærdighedens forskrifter (»retsideen« er ikke hans, men Mülbergers). Hvor vi beviser, præker og jamrer Proudhon og med ham Mülberger.

Hvad »revolutionens retsidé« er for en tingest, kan jeg absolut ikke gætte. Proudhon skaber sig ganske vist af »Revolutionen« en slags gudinde, bæreren og fuldbyrderen af hans »retfærdighed«, og det får ham til at begå den mærkelige fejltagelse at sammenblande den borgerlige revolution 1789/94 og fremtidens proletariske revolution. Dette gør han i næsten alle sine værker, især efter 1848; som eksempel anfører jeg kun: Idée générale de la revolution,31 udg. 1868, s. 39 og 40. Men da Mülberger afviser ethvert ansvar for Proudhon, så er jeg afskåret fra at forklare »revolutionens retsidé« ud fra Proudhon, og jeg bliver i bælgmørket.

Videre siger Mülberger:

»Men hverken Proudhon eller jeg appellerer til en ‘evig retfærdighed’ for derved at forklare de bestående uretfærdige tilstande eller oven i købet, som Engels pådutter mig, for at vente bedringen af disse tilstande på grund af appellen til denne retfærdighed.«

Mülberger må bygge på, at »Proudhon i Tyskland er så godt som ukendt«. I alle sine skrifter måler Proudhon alle samfundsmæssige, retslige, politiske, religiøse sætninger med »retfærdigheden«s målestok, forkaster dem eller anerkender dem, alt efter som de stemmer eller ikke stemmer med, hvad han kalder »retfærdighed«. I Contradictions économiques32 kaldes denne retfærdighed endnu den »evige retfærdighed«, justice éternelle. Senere nævnes evigheden ikke, men er der faktisk alligevel. F.eks. i: De la Justice dans la Révolution et dans l’Eglise,33 udg. 1858, er følgende sted teksten i hele denne trebinds præken (bd. I, s. 42):

»Hvad er grundprincippet, samfundenes organiske, styrende, suveræne princip, det princip, som underordner alle andre under sig, som regerer, beskytter, hæmmer, tugter, i nødsfald endog undertrykker alle oprørske elementer? Er det religionen, idealet, interessen? … Dette princip er, efter min mening, retfærdigheden. – Hvad er retfærdigheden? Selve menneskehedens væsen. Hvad har den været siden verdens begyndelse? Intet. – Hvad bør den være? Alt.«

En retfærdighed, der er selve menneskehedens væsen, hvad er den andet end den evige retfærdighed? En retfærdighed, der er samfundets organiske, styrende, suveræne grundprincip, som alligevel hidtil ikke har været noget, men skal være alt – hvad er den andet end den målestok, som alle menneskelige ting skal måles med, som der skal appelleres til som den afgørende dommer ved ethvert sammenstød? Og har jeg hævdet andet, end at Proudhon har skjult sin økonomiske uvidenhed og hjælpeløshed ved at bedømme alle økonomiske forhold ikke efter økonomiske love, men efter, om de stemmer med hans forestilling om denne evige retfærdighed eller ej? Og hvordan adskiller Mülberger sig fra Proudhon, når Mülberger kræver, at »alle forandringer i det moderne samfunds liv … skal være gennemtrængt af en retsidé, det vil sige overalt skal gennemføres efter retfærdighedens strenge krav«? Kan jeg ikke læse, eller kan Mülberger ikke skrive?

Videre siger Mülberger:

»Proudhon véd lige så godt som Marx og Engels, at den egentlige drivende kraft i det menneskelige samfund er de økonomiske, ikke de juridiske forhold; han véd også, at de retsideer, et folk til enhver tid har, kun er et udtryk for, et aftryk af de økonomiske forhold – særlig af produktionsforholdene … Retten er for Proudhon kort sagt – et af historien skabt økonomisk produkt.«

Når Proudhon (jeg vil se bort fra Mülbergers uklare udtryksmåde og lade den gode vilje gælde for handling) »véd alt dette lige så godt som Marx og Engels«, hvordan kan vi da stadig strides? Men det står netop en smule anderledes til med Proudhons videnskab. De økonomiske forhold i et givet samfund viser sig først og fremmest i interesser. Nu siger Proudhon på det netop citerede sted i sit hovedværk med rene ord, at det »samfundenes styrende, organiske suveræne grundprincip, som underordner alle andre under sig«, ikke er interessen; men retfærdigheden. Og han gentager dette i alle sine skrifter på alle afgørende steder. Hvilket ikke forhindrer Mülberger i at fortsætte:

»… at den økonomiske rets idé, sådan som den mest dybtgående er udviklet af Proudhon i La Guerre et la Paix,34 fuldstændig falder sammen med Lassalles grundtanker, som de så smukt fremstilles i hans forord til ‘De erhvervede rettigheders system’.«

La Guerre et la Paix er måske det mest skoledrengeagtige af Proudhons mange skoledrengeagtige værker, men at det kunne anføres som bevis for en påstået forståelse af den tyske materialistiske historie-opfattelse, som forklarer alle historiske begivenheder og forestillinger. al politik, filosofi, religion, ud fra de økonomiske livsforhold i den pågældende historiske periode, det kunne jeg dog ikke vente. Bogen er i så ringe grad materialistisk, at den ikke engang kan klare sin konstruktion om krigen uden at kalde skaberen til hjælp:

»Imidlertid havde skaberen, der har valgt denne livsform for os, sine formål.« (Bd. II, side 100 i udgaven fra 1869).

Hvilket historisk kendskab den hviler på, fremgår af, at den tror på den gyldne tidsalder:

»I begyndelsen, da menneskeheden endnu var tyndt sået ud over jordkloden, sørgede naturen uden møje for dens behov. Det var den gyldne tidsalder, overflodens og fredens tidsalder.« (Samme sted s. 102).

Hans økonomiske standpunkt er den mest krasse malthusianisme:

»Når produktionen bliver fordoblet, så bliver befolkningen det snart også.« (S. 105).

Og hvori består da bogens materialisme? Den består i, at den på-står, at krigens årsag altid har været og altid vil være: »pauperismen« (f. eks. side 143). Onkel Bräsig35 var en lige så vellykket materialist, da han i sin 1848-tale med overlegen ro udtalte dette store ord: Årsagen til den store fattigdom er den store pauvreté.36

Lassalles »De erhvervede rettigheders system« er ikke blot hildet i juristens hele illusion, men også i gammelhegelianerens. Lassalle forklarer s. VII udtrykkeligt, at også »i det økonomiske er den erhvervede rettigheds begreb den drivende springkilde til al videre udvikling«, han vil (s. IX) påvise »retten som en fornuftig organisme, der udvikler sig af sig selv (altså ikke af økonomiske betingelser)«, det drejer sig for ham om at aflede retten, ikke af økonomiske forhold, men af selve »viljesbegrebet, som det blot er retsfilosofiens opgave at udvikle og fremstille« (s. X) . Hvad skal den bog altså her? Forskellen på Proudhon og Lassalle er kun den, at Lassalle var en virkelig jurist og hegelianer, og Proudhon i juraen og filosofien, som i alle andre ting, en ren dilettant.

At Proudhon, der som bekendt ustandselig modsiger sig selv, også hist og her kommer med en udtalelse, der ser ud, som om han forklarede ideer ud fra kendsgerninger, véd jeg udmærket. Men den slags udtalelser er uden nogen som helst interesse i forhold til mandens gennemgående måde at tænke på, og hvor de forekommer, er det oven i købet yderst forvirret og i sig selv inkonsekvent.

På et vist, meget tidligt trin i samfundets udvikling melder der sig et behov for at sammenfatte de dagligt tilbagevendende momenter i produktionens udfoldelse, i produkternes fordeling og ombytning under en fælles regel, at sørge for, at den enkelte underkaster sig produktionens og ombytningens fælles betingelser. Denne regel, der først er sædvane, bliver snart lov. Med loven opstår nødvendigvis organer med det hverv at hævde den – den offentlige magt, staten. Med den yderligere samfundsmæssige udvikling udformes loven videre til en mere eller mindre omfangsrig lovgivning. Jo mere indviklet denne lovgivning bliver, jo længere fjerner dens udtryksmåde sig fra den, som samfundets almindelige økonomiske livsbetingelser udtrykkes i. Den fremtræder som et selvstændigt element, der ikke finder sin eksistensberettigelse og begrundelsen for sin fortsatte udvikling i de økonomiske forhold, men i egne, indre grunde, for mig gerne i »viljes-begrebet«. Menneskene glemmer rettens afstamning fra deres økonomiske livsbetingelser, ligesom de har glemt deres egen afstamning fra dyreriget. Med lovgivningens videre udvikling til et indviklet, omfangsrigt hele opstår nødvendigheden af en ny samfundsmæssig arbejdsdeling; der danner sig en stand af fagmæssige retslærde, og med dem opstår retsvidenskaben. Under sin videre udvikling sammenligner denne forskellige folks og forskellige tiders retssystemer med hinanden, ikke som aftryk af de til enhver tid herskende økonomiske forhold, men som systemer, der finder deres begrundelse i sig selv. Sammenligning forudsætter en vis overensstemmelse; denne fremkommer ved, at juristerne sammenstiller det mere eller mindre fælles i alle retssystemer til naturret. Men den målestok, med hvilken det måles, hvad der er naturret, og hvad der ikke er det, er netop det mest abstrakte udtryk for retten: retfærdigheden. Fra nu af er altså udviklingen af retten for juristerne og dem, der tror dem på deres ord, ikke andet end bestræbelsen for at bringe de menneskelige tilstande, så vidt de udtrykkes juridisk, stadig nærmere til retfærdighedens ideal, den evige retfærdighed. Og denne retfærdighed er stadig kun det ideologiserede, himmelvendte udtryk for de bestående økonomiske forhold, snart for deres konservative side, snart for deres revolutionære. Grækernes og romernes retfærdighed fandt slaveriet retfærdigt; bourgeois’ens retfærdighed i 1789 krævede feudalismens ophævelse, fordi den ansås for uretfærdig. For de preussiske junkere er selv den rådne kredsordning37 en krænkelse af den evige retfærdighed. Forestillingen om den evige retfærdighed skifter altså ikke blot med tid og sted, men endog med personerne og hører til de ting, hvorved, som Mülberger rigtigt bemærker, »enhver forstår noget andet«. Kan man i det almindelige liv med de enkle forhold, der dér skal bedømmes, uden at blive misforstået bruge udtryk som ret, uret, retfærdighed, retsfølelse, også hvor det drejer sig om samfundsmæssige forhold, så anretter de, som vi har set, i videnskabelige undersøgelser over økonomiske forhold samme syndige forvirring, som f. eks. ville opstå i den moderne kemi, hvis man ville beholde den flogistiske teori. Endnu værre bliver forvirringen, når man, som Proudhon, tror på det sociale flogiston, »retfærdigheden«, eller, som Mülberger bedyrer, at med flogiston har det lige så vel sin rigtighed som med ilt.38

III

Mülberger besværer sig yderligere over, at jeg kalder følgende »emfatiske« ytring af ham for en reaktionær jeremiade: »Der findes ingen mere frygtelig hån mod vort berømmelige århundredes hele kultur end den kendsgerning, at i de store byer har 90 % og mere af befolkningen ikke et sted, de kan kalde deres eget«. Hvis Mülberger, som han foregiver, havde indskrænket sig til at skildre »nutidens rædsler«, skulle jeg bestemt ikke have sagt et ondt ord om »ham og hans beskedne ord«. Men han gør noget helt andet. Han skildrer disse »rædsler« som virkning af, at arbejderne »ikke har et sted, de kan kalde deres eget«. Om man beklager »nutidens rædsler« ved som årsag at anføre, at arbejdernes besiddelse af eget hus er afskaffet, eller, som junkerne gør, ved som årsag at anføre, at feudalismen og lavene er afskaffet – i begge tilfælde kan der ikke komme andet ud af det end en reaktionær jeremiade, en klagesang over, at det uundgåelige, det historisk nødvendige, stormer frem. Det reaktionære ligger netop i, at Mülberger vil genoplive arbejdernes individuelle ejendomsret til et hus – noget historien for længst har afgjort; det ligger i, at han ikke kan tænke sig arbejdernes befrielse på anden måde, end at enhver igen bliver ejer af sit hus.

Videre:

»Jeg siger på det mest eftertrykkelige: Den egentlige kamp gælder den kapitalistiske produktionsmåde, og kun ud fra en ændring af den kan man håbe på en forbedring af boligforholdene. Af alt dette ser Engels intet … jeg forudsatte hele løsningen af det sociale spørgsmål for at kunne skride til afløsning af den lejede bolig.«

Desværre ser jeg heller ikke nu noget af alt det. Jeg kan dog umuligt vide, hvad et menneske, hvis navn jeg ikke engang kendte, forudsætter i sin hjernes stille lønkammer. Jeg kan kun holde mig til Mülbergers trykte artikler. Og der finder jeg stadig den dag i dag, at Mülberger (side 15 og 16 i særtrykket) for at kunne skride til afløsning af den lejede bolig ikke forudsætter andet end – den lejede bolig. Først på side 17 tager han »kapitalens produktivitet ved hornene«, hvad vi senere skal vende tilbage til. Og selv i sit svar bekræfter han dette, når han siger:

»Det gjaldt tværtimod om at vise, hvordan en fuldstændig ændring i boligspørgsmålet kunne gennemføres ud fra de bestående forhold

Ud fra de bestående forhold, og ud fra en ændring (skal være afskaffelse) af den kapitalistiske produktionsmåde, det er dog vel ganske modsatte ting.

Intet under, at Mülberger beklager sig, når jeg i de herrer Dollfus’ og andre fabrikanters filantropiske bestræbelser for at hjælpe arbejderne til egne huse ser den eneste mulige virkeliggørelse af hans proudhonske projekter. Hvis han ville indse, at Proudhons plan til samfundets redning er en fantasi, der helt igennem bevæger sig på det borgerlige samfunds grund, så ville han naturligvis ikke tro på den. Hans gode vilje har jeg jo aldrig nogen sinde betvivlet. Men hvorfor roser han da dr. Reschauer for, at han anbefaler Wiens borgerrepræsentation Dollfus’ projekter til efterfølgelse?

Endvidere forklarer Mülberger:

»Hvad specielt modsætningen mellem land og by angår, så hører det til utopierne at ville ophæve den. Denne modsætning er en naturlig, eller rettere sagt en modsætning skabt af historien … Det gælder ikke om at ophæve denne modsætning, men om at finde politiske og sociale former, under hvilke den er uskadelig, ja endog frugtbringende. På denne måde kan man vente en fredelig udligning, en gradvis ligevægt mellem interesserne.«

Altså ophævelsen af modsætningen mellem land og by er en utopi, fordi denne modsætning er en naturlig, eller rettere sagt en modsætning skabt af historien. Lad os anvende denne logik på andre af det moderne samfunds modsætninger, og lad os så se, hvor vi kommer hen. F. eks.:

»Hvad specielt modsætningen mellem ‘kapitalister og lønarbejdere’ angår, så hører det til utopierne at ville ophæve den. Denne modsætning er en naturlig, eller rettere sagt en modsætning skabt af historien … Det gælder ikke om at ophæve denne modsætning, men om at finde politiske og sociale former, under hvilke den er uskadelig, ja endog frugtbringende. På denne måde kan man vente en fredelig udligning, en gradvis ligevægt mellem interesserne.« Hvormed vi igen er havnet hos Schultze-Delitzsch.

Ophævelsen af modsætningen mellem land og by er ikke mere og ikke mindre en utopi end ophævelsen af modsætningen mellem kapitalister og lønarbejdere. Den bliver dag for dag stadig mere et praktisk krav fra industri- som fra landbrugsproduktionen. Ingen har mere højrøstet krævet den end Liebig i sine skrifter om landbrugets kemi, hvor hans første krav stadig er, at mennesket skal give marken det tilbage, som det får fra den, og hvor han beviser, at kun byernes, navnlig de store byers eksistens forhindrer dette. Når man ser, hvordan der alene her i London produceres mere gødning end i hele kongeriget Sachsen, og at det dag for dag under uhyre omkostninger hældes i havet, og når man ser, hvilke kolossale anlæg der kræves for at forhindre, at denne gødning forgifter hele London, så får utopien om afskaffelsen af modsætningen mellem land og by et mærkelig praktisk grundlag. Og selv det forholdsvis ubetydelige Berlin har i mindst tredive år været fyldt af stank fra sit eget skarn. På den anden side er det en ren utopi, når man, som Proudhon, vil revolutionere det nuværende borgerlige samfund og vil opretholde bonden som sådan. Kun en så vidt muligt ligelig fordeling af befolkningen ud over hele landet, kun en intim forbindelse af industriproduktionen med landbrugsproduktionen samt den udvidelse af kommunikationsmidlerne, som dette kræver – det forudsættes, at den kapitalistiske produktionsmåde afskaffes –, er i stand til at rive landbefolkningen ud af den isolation og fordummelse, i hvilken den næsten uforandret har vegeteret i årtusinder. Det er ikke nogen utopi at påstå, at menneskenes befrielse for de lænker, som deres historiske fortid har smedet, først vil være fuldstændig, når modsætningen mellem land og by er afskaffet; utopien opstår først, når man påtager sig »ud fra de bestående forhold« at foreskrive den form, under hvilken denne eller hvilken som helst anden af det bestående samfunds modsætninger skal løses. Og det gør Mülberger, idet han tilegner sig den proudhonske formel for løsningen af boligspørgsmålet.

Så beklager Mülberger sig over, at jeg på en vis måde gør ham medansvarlig for »Proudhons uhyrlige anskuelser om kapital og rente«, og siger:

»Jeg forudsætter ændringen i produktionsforholdene som givet, og den overgangslov, der skal regulere rentefoden, har ikke produktionsforholdene, men de samfundsmæssige processer, cirkulationsforholdene som genstand … Ændringen af produktionsforholdene, eller som den tyske skole mere nøjagtigt siger, afskaffelsen af den kapitalistiske produktionsmåde, fremkaldes ganske vist ikke, sådan som Engels pådutter mig at have sagt, af en overgangslov, der ophæver renten, men ved det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber, ved at det tager den samlede industri i besiddelse. Om det arbejdende folk herved snarest vil hylde(!) afløsningen eller den øjeblikkelige ekspropriation, skal hverken Engels eller jeg afgøre.«

Jeg gnider forbavset øjnene. Jeg læser Mülbergers afhandling igen-nem endnu engang fra begyndelsen til enden for at finde det sted, hvor han forklarer, at hans afløsning af den lejede bolig forudsætter følgende fuldbyrdet: »Det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber, … at det tager den samlede industri i besiddelse«. Jeg kan ikke finde stedet. Det eksisterer ikke. Om »faktisk overtagelse« o.s.v. er der ingen steder tale. Men på side 17 hedder det:

»Vi antager nu, at kapitalens produktivitet virkelig bliver taget ved hornene, sådan som det før eller senere må ske, f. eks. ved en overgangslov, der fastsætter renten af alle kapitaler til een procent, vel at mærke med tendens til at nærme også denne procentsats mere og mere til nulpunktet … Som alle andre produkter falder naturligvis også hus og lejlighed inden for rammerne af denne lov … Vi ser altså, betragtet fra denne side, at afløsningen af den lejede bolig med nødvendighed fremgår som en følge af afskaffelsen af kapitalens produktivitet overhovedet

Her siges det, ganske i modsætning til Mülbergers nyeste omslag, med rene ord, at kapitalens produktivitet – et forvirret udtryk, som han indrømmer betyder den kapitalistiske produktionsmåde – ved loven om afskaffelse af renter ganske vist »bliver taget ved hornene«, og at »afløsningen af den lejede bolig med nødvendighed fremgår som en følge af afskaffelsen af kapitalens produktivitet overhovedet« netop ifølge denne lov. Aldeles ikke, siger Mülberger nu. Den overgangslov har »ikke produktionsforholdene, men cirkulationsforholdene som genstand«. Over for denne fuldkomne modsigelse, der ifølge Goethe »er lige hemmelighedsfuld for vise som for dårer«, tvinges jeg til at antage, at jeg har at gøre med to helt forskellige Mülbergere, af hvilke den ene med rette beklager sig over, at jeg har påduttet ham, hvad den anden har ladet trykke.

At det arbejdende folk hverken vil spørge mig eller Mülberger, om det ved den faktiske overtagelse »snarest vil hylde afløsningen eller den øjeblikkelige ekspropriation«, det er sikkert rigtigt. Det vil højst sandsynligt foretrække overhovedet ikke at »hylde«. Men der var jo slet ikke tale om det arbejdende folks faktiske overtagelse af samtlige arbejdsredskaber, men kun om Mülbergers påstand (s. 17), at »hele indholdet i løsningen af boligspørgsmålet er givet med ordet: afløsning«. Når han nu erklærer denne afløsning for yderst tvivlsom, hvorfor så gøre os to og læserne alt det besvær til ingen nytte?

I øvrigt må det konstateres, at det arbejdende folks »faktiske overtagelse« af samtlige arbejdsredskaber, af den samlede industri, er det stik modsatte af den proudhonistiske »afløsning«. Ved den sidstnævnte bliver den enkelte arbejder ejer af boligen, bondegården, arbejdsredskabet; ved den førstnævnte bliver det »arbejdende folk« fællesejer af husene, fabrikkerne og arbejdsredskaberne og vil næppe, i det mindste i en overgangstid, overlade brugen af dem til enkeltpersoner eller selskaber uden at få godtgørelse for omkostningerne. Ganske lige som afskaffelsen af ejendomsretten til jorden ikke er det samme som afskaffelsen af jordrenten, men dens overdragelse til samfundet, om end i modificeret form. Det arbejdende folks faktiske overtagelse af samt-lige arbejdsredskaber udelukker altså på ingen måde, at man beholder lejeforholdet.

Overhovedet drejer det sig ikke om det spørgsmål, hvorvidt proletariatet, når det kommer til magten, simpelt hen skal tage produktionsmidlerne, råstofferne og livsfornødenhederne i besiddelse med vold, om det straks skal betale erstatning for dem, eller afløse ejendomsretten til dem ved langsomme ratebetalinger. At ville besvare et sådant spørgsmål på forhånd og for alle tilfælde ville være at fabrikere utopier, og det overlader jeg til andre.

IV

Så meget skriveri var nødvendigt for, gennem Mülbergers mangfoldige udflugter og forsøg på at sno sig, endelig at nå frem til selve sagen, som Mülberger omhyggeligt undgår at berøre i sit svar.

Hvad positivt havde Mülberger sagt i sin afhandling?

For det første, »forskellen mellem den oprindelige udgift til hus, byggegrund o.s.v. og den nuværende værdi« tilhører retmæssigt samfundet. Denne forskel hedder i økonomisk sprog jordrente. Denne vil Proudhon ligeledes overlade samfundet, hvad man kan læse i Idée générale de la revolution, udgaven 1868, s. 219.

For det andet, løsningen af boligspørgsmålet består i, at enhver i stedet for at være lejer bliver ejer af sin bolig.

For det tredie, denne løsning opnås ved, at man ved en lov forvandler lejebetalingerne til afbetalinger på boligens købspris. – Disse punkter 2 og 3 er begge lånt fra Proudhon, hvad enhver kan se i Idée générale de la révolution, side 199 og følgende; her finder man endog side 203 det pågældende lovudkast færdigredigeret.

For det fjerde, at kapitalens produktivitet bliver taget ved hornene gennem en overgangslov, hvorved rentefoden foreløbig nedsættes til een procent med det forbehold, at den senere nedsættes yderligere. Dette er ligeledes lånt fra Proudhon, sådan som det udførligt står at læse i Idée générale, s. 182-186.

Jeg har ved hvert af disse punkter citeret det sted hos Proudhon, hvor originalen til Mülbergers kopi findes, og spørger nu, om jeg var berettiget til at kalde forfatteren til en helt igennem proudhonistisk artikel, en artikel, der ikke indeholdt andet end proudhonistiske anskuelser, for en proudhonist eller ej. Og dog er der intet, Mülberger beklager sig mere bittert over, end at jeg kalder ham sådan, fordi jeg »stødte på nogle vendinger, som er ejendommelige for Proudhon!« Tværtimod. »Vendingerne« tilhører alle Mülberger, indholdet tilhører Proudhon. Og når jeg så supplerer den proudhonistiske afhandling med Proudhon, så klager Mülberger over, at jeg tillægger ham Proudhons »uhyrlige anskuelser«!

Hvad har jeg nu svaret på denne proudhonistiske plan?

For det første, at overdragelsen af jordrenten til staten er ensbetydende med afskaffelsen af den individuelle ejendomsret til jord.

For det andet, at afløsningen af den lejede bolig og overdragelsen af ejendomsretten til boligen til den hidtidige lejer slet ikke berører den kapitalistiske produktionsmåde.

For det tredje, at dette forslag med den nuværende udvikling af storindustrien og byerne er lige så tåbeligt som reaktionært, og at genindførelsen af hver enkelts individuelle ejendomsret til sin bolig ville være et tilbageskridt.

For det fjerde, at den tvungne nedsættelse af kapitalrenten aldeles ikke angriber den kapitalistiske produktionsmåde, men at den tværtimod, som lovene om åger beviser, er lige så ældgammel som umulig.

For det femte, at ved at afskaffe kapitalrenten afskaffer man aldeles ikke lejebetalingen for huse.

Punkt 2 og 4 har Mülberger nu indrømmet. På de andre punkter svarer han ikke et ord. Og dog er det netop de punkter, det drejer sig om i debatten. Men Mülbergers svar er ingen imødegåelse: det går omhyggeligt uden om alle økonomiske punkter, som dog er de afgørende; det er et personligt klageskrift, ikke andet. Således beklager han sig, når jeg foregriber hans bebudede løsning af andre spørgsmål, f. eks. statsgæld, privatgæld, kredit, og siger: løsningen er overalt den, at – ligesom ved boligspørgsmålet – renten bliver afskaffet, rentebetalinger bliver forvandlet til afbetalinger på kapitalbeløbet, og kredit bliver gjort gratis. Alligevel tør jeg i dag vædde på, at når disse mülbergerske artikler ser verdens lys, vil deres væsentlige indhold stemme lige så godt med Proudhons Idée générale: kredit s. 182, statsgæld s. 189, privatgæld s. 196, som artiklerne om boligspørgsmålet stemmer med de citerede steder fra samme bog.

Ved denne lejlighed belærer Mülberger mig om, at sådanne spørgsmål som skatter, statsgæld, privatgæld, kredit, hvortil nu kommer kommunens selvstyre, er af den største betydning for bonden og for propagandaen på landet. For en stor del indforstået; men 1) har der hidtil slet ikke været tale om bønderne, og 2) er de proudhonske »løsninger« af alle disse spørgsmål lige så økonomisk meningsløse og lige så borgerlige i deres væsen som hans løsning af boligspørgsmålet. Mod Mülbergers antydning af, at jeg skulle underkende nødvendigheden af at drage bønderne ind i bevægelsen, behøver jeg ikke at forsvare mig. Men jeg anser det ganske vist for dårskab til dette formål at anbefale bønderne den proudhonske vidunderkur. I Tyskland findes der endnu overordentlig megen stor jordejendom. Efter den proudhonske teori skulle det hele opdeles i små bondegårde, hvilket med landbrugsvidenskabens nuværende stade og efter de erfaringer, der er gjort med jord-udstykning i Frankrig og Vesttyskland, ville være ligefrem reaktionært. Den endnu bestående store jordejendom vil snarere byde os en velkommen mulighed for ved kooperative arbejdere at drive landbrug i det store format, der alene tillader at anvende alle moderne hjælpemidler, maskiner o.s.v., og derved gøre det indlysende for småbønderne, hvilke fordele stordrift ved hjælp af kooperationen byder, De danske socialister, som i denne henseende er forud for alle andre, har for længst indset dette.

Lige så lidt behøver jeg at forsvare mig mod den påstand, at arbejdernes nuværende infame boligforhold skulle forekomme mig »som en ubetydelig bagatel«. Jeg er, så vidt jeg véd, den første, der på tysk har skildret disse forhold i deres klassisk udviklede form, sådan som de består i England, ikke, som Mülberger tror, fordi de »er et slag i ansigtet på min retsfølelse« – den, der ville omsætte alle de kendsgerninger, som er et slag i ansigtet på retsfølelsen, til bøger, han fik nok at gøre –, men, som man kan læse i forordet til min bog, for at give den da fremvoksende tyske socialisme, der svælgede i hule fraser, et faktisk grundlag ved at beskrive de samfundstilstande, som den moderne storindustri skabte. Men at ville løse det såkaldte boligspørgsmål, det falder mig ganske vist ikke ind, lige så lidt som jeg befatter mig med detaljerne i løsningen af det endnu vigtigere ernæringsspørgsmål. Jeg er tilfreds, når jeg kan påvise, at vort moderne samfunds produktion er tilstrækkelig til at skaffe alle samfundets medlemmer nok at spise, og at der findes huse nok til foreløbig at give de arbejdende masser rummelige og sunde boliger. At spekulere over, hvordan et fremtidigt samfund vil regulere fordelingen af mad og boliger, det fører lige ind i utopi. Vi kan højst ud fra vor indsigt i grundbetingelserne for samtlige hidtidige produktionsmåder fastslå, at med den kapitalistiske produktions fald bliver visse af det hidtidige samfunds tilegnelsesformer umulige. Selv overgangsforholdsreglerne må overalt rette sig efter de på det pågældende tidspunkt bestående forhold; i lande præget af den lille jordbesiddelse vil det være væsentlig anderledes end i lande med store jordejendomme o.s.v. Hvad man ender i, når man søger at løse disse såkaldte praktiske spørgsmål som boligspørgsmålet o.s.v. isoleret, det beviser ingen bedre end Mülberger selv, der først på 28 sider udvikler, hvordan »hele indholdet i løsningen af boligspørgsmålet er givet med ordet: afløsning« for så, når man går ham på klingen, forlegent at fremstamme, at det i virkeligheden var meget tvivlsomt, om det arbejdende folk ved den faktiske overtagelse af husene »snarere ville hylde afløsningen« eller en anden form for ekspropriation.

Mülberger forlanger, vi skal være praktiske, vi skal ikke »over for de virkelige praktiske forhold blot føre døde abstrakte formler i marken«, vi skal »forlade den abstrakte socialisme og give os i lag med samfundets bestemte konkrete forhold«. Havde Mülberger gjort det, så havde han måske indlagt sig store fortjenester af bevægelsen. Det første skridt, man må gøre, når man vil i lag med samfundets bestemte konkrete forhold, består dog vel i, at man lærer dem at kende, at man undersøger dem med hensyn til deres bestående økonomiske sammenhæng. Og hvad finder vi så hos Mülberger? Hele to sætninger, nemlig disse:

1. »Hvad lønarbejderen er i forhold til kapitalisten, det er lejeren i forhold til husejeren.«

Jeg har side 639 i særtrykket påvist, at dette er fuldkommen forkert, og Mülberger har ikke et ord som svar på det.

2. »Men den tyr, som (ved den sociale reform) må tages ved hornene, er kapitalens produktivitet, som den liberale nationaløkonomiske skole kalder det, noget som i virkeligheden ikke eksisterer, men som i sin tilsyneladende eksistens tjener som skalkeskjul for al den ulighed, der tynger det nuværende samfund.«

Den tyr, der skal tages ved hornene, eksisterer altså »i virkeligheden ikke«, har altså heller ingen »horn«. Ikke den selv, men dens tilsyneladende eksistens er af det onde. Alligevel er kapitalens »såkaldte produktivitet i stand til at trylle huse og byer frem af jorden«, ting hvis eksistens er alt muligt andet end »tilsyneladende« (s. 12). Og en mand, der – skønt Marx’ »Kapitalen« »også er ham velbekendt« – væver på denne hjælpeløst forvirrede måde om forholdet mellem kapital og arbejde, påtager sig at ville vise de tyske arbejdere en ny og bedre vej og giver sig ud for den »bygmester«, der »i det mindste i det store og hele er klar over det fremtidige samfunds arkitektoniske struktur«?

Ingen har mere umiddelbart »taget fat på samfundets bestemte konkrete forhold« end Marx i »Kapitalen«. Han har brugt fem og tyve år til at undersøge dem til alle sider, og resultaterne af hans kritik indeholder overalt også kimene til de såkaldte løsninger, så vidt sådanne overhovedet er mulige i dag. Men det er ikke tilstrækkeligt for den gode Mülberger. Det er alt sammen abstrakt socialisme, døde abstrakte formler. I stedet for at studere »samfundets bestemte konkrete forhold« nøjes den gode Mülberger med at læse nogle bind Proudhon, der ganske vi st så godt som intet byder ham med hensyn til samfundets bestemte konkrete forhold, men derimod meget bestemte konkrete vidunderkure mod alle samfundsmæssige onder, og denne færdige sociale redningsplan, dette proudhonske system, forelægger han for de tyske arbejdere under påskud af, at han vil »sige farvel til systemerne«, mens jeg »vælger den modsatte vej«! For at begribe dette må jeg antage, at jeg er blind og Mülberger døv, så at enhver forståelse mellem os er helt umulig.

Det får være nok. Hvis denne polemik ikke gør anden gavn, så har den i hvert fald gjort det gode, at den har præsteret bevis for, hvordan det forholder sig med disse såkaldte »praktiske« socialisters praksis. Disse praktiske forslag til fjernelse af alle sociale onder, disse samfundsmæssige universalmidler, har altid og overalt været fabrikeret af de sektstiftere, der optrådte på en tid, da den proletariske bevægelse endnu var i sin barndom. Også Proudhon hører til dem. Proletariatets udvikling kaster snart disse svøb til side og fremkalder i arbejderklassen selv den indsigt, at intet er mere upraktisk end disse i forvejen udspekulerede »praktiske løsninger«, anvendelige i alle tilfælde, og at praktisk socialisme tværtimod består i en rigtig erkendelse af den kapitalistiske produktionsmåde i alle dens ejendommeligheder. En arbejderklasse, som ved besked herom, vil i givet fald aldrig være i forlegenhed med hensyn til, mod hvilke sociale institutioner og på hvilken måde den skal rette sine hovedangreb.

1»Volksstaat« – centralorgan for Tysklands socialdemokratiske arbejderparti (Eisenacherne); udkom i Leipzig fra 1869 til 1876. – Red.

2I Marx: Misère de la philosophie etc., Bruxelles et Paris, 1847. (Note af Engels).

3Sidetallene gælder første oplag af første bind af »Das Kapital«. – Red.

4»Arbejdsomsætningsbasar«. Engels sigter til Robert Owens forsøg på at oprette arbejdsbasarer til omsætning af produkter mod arbejdsmærker, hvis grundenhed var en arbejdstime. – Red.

5»La Emancipacion« – ugeblad, udgivet af I internationales marxistiske sektioner i Spanien; udkom i Madrid fra juni 1871 til 1873. – Red.

6Hvordan denne løsning af boligspørgsmålet, at binde arbejderne til eget »hjem«, vokser frem af sig selv i nærheden af de store amerikanske byer, der skyder op, ses af følgende sted fra et brev skrevet af Eleanor Marx-Aveling, Indianopolis, den 28. november 1866: »I eller rettere ved Kansas City så vi usle små træskure med ca. tre værelser, endnu i det bare vildnis; grunden kostede 6oo dollars og var lige stor nok til, at det lille hus kunne anbringes på den; huset selv kostede andre 6oo dollars, altså i alt 4800 mark for en elendig lille hytte en times vej fra byen i en mudret udørken.« Arbejderne må altså påtage sig stor prioritetsgæld for blot at få disse boliger og er nu først rigtig deres arbejdsgiveres slaver: de er bundet til deres huse; de kan ikke komme derfra og må finde sig i de arbejdsbetingelser, der bydes dem. (Note af Engels).

7Sidetallene gælder første oplag af første bind af »Das Kapitel«. – Red.

8Engels sigter til »Illustrated London News«, et meget udbredt borgerligt, illustreret ugeblad, der udkom fra 1842. – Red.

9»Über Land und Meer« – et illustreret litterært tidsskrift, der udkom fra 1858 i Stuttgart. – Red.

10»Gartenlaube« (lysthuset) var et småborgerligt familietidsskrift, »Kladderadatsch« et humoristisk tidsskrift. Under pseudonymet »Füselier August Kutschke« skjulte sig digteren Gotthelf Hoffmann, som på den fransk-tyske krigs tid 1870/71 forfattede patriotiske digte og krigssange. – Red.

11Og selv denne koloni er endt med at blive rent og skært hjemsted for udbytning af arbejderne. Se det parisiske blad »Socialiste«, årgang 1886. (Note af Engels til udgaven 1887).

12Se Marx-Engels Gesamtausgabe, 1. afd., bd. 4, s. 238/39 og 243. – Red.

13Også i denne henseende har de engelske kapitalister for længst ikke blot opfyldt alle hr. Sax’ inderligste ønsker, men langt overgået dem. Mandag den 14. oktober 1872 skulle retten under kontrollen af valglisterne til parlamentsvalgene tage stilling til et andragende fra 2000 minearbejdere om at blive opført på listen. Det viste sig, at størstedelen af disse mennesker efter reglementet for den grube, hvor de arbejdede, ikke skulle anses for lejere af de huse, de boede i, men kun som mennesker, hvis tilstedeværelse i husene tolereredes, og som til enhver tid kunne sættes på gaden uden nogen opsigelsesfrist. (Mineejer og husejer var naturligvis en og samme person). Dommerens kendelse gik ud på, at disse folk ikke var lejere, men karle og som sådanne ikke var berettiget til at blive optaget på listen. (»Daily News«, 15. oktober 1872). (Note af Engels).

14Se Marx-Engels Gesamtausgabe, 1. afd., bd. 4, s. 178/79. – Red.

15Byggeselskaber. – Red.

16Her er endnu et lille bidrag til belysning af forretningsgangen specielt i byggeforeningerne i London. Som bekendt tilhører næsten al den jord, London ligger på, omkring en halv snes aristokrater, deriblandt de fornemste, hertugerne af Westminster, af Bedford, af Portland o.s.v. Disse havde oprindelig bortforpagtet de enkelte byggegrunde for 99 år, og når denne tid er udløbet, overtager de besiddelsen af grunden med alt, hvad der ligger på den. De udlejer nu husene på kortere frist, 39 år f. eks., på en såkaldt repairing lease, ifølge hvilken lejeren skal sætte huset i beboelig stand og vedligeholde det. Så snart kontrakten er i orden, sender grundejeren sin arkitekt og en mand fra distriktets bygningstilsyn (surveyor), for at de kan inspicere huset og bestemme, hvilke reparationer der skal udføres. Disse er tit meget omfattende, ja de kan dreje sig om at forny hele facademuren, taget o.s.v. Lejeren deponerer nu lejekontrakten hos en byggeforening og får af denne de nødvendige penge – indtil 1000 pd. st. og mere ved en årlig leje på 130-150 pd. – som forskud på det byggearbejde, der skal udføres for hans regning. Disse byggeforeninger er altså blevet et vigtigt mellemled i et system, der har det formål uden besvær og på publikums bekostning stadig at forny og vedligeholde de huse i London, som tilhører de store grundaristokrater. Og det skal kaldes at løse boligspørgsmålet for arbejderne! (Note af Engels til udgaven fra 1887).

17Lov om fjernelse af røgplage, støjplage o.s.v. – Red.

18Lov om lokaladministrationen. – Red.

19Lov om opførelse af håndværkerboliger. – Red.

20Værkstedsloven. – Red.

21Jobbery vil sige misbrug af offentligt embede til fordel for embedets indehaver eller hans familie. Når f.eks. chefen for statstelegrafvæsenet bliver passiv interessent i en papirfabrik og leverer træ til denne fabrik fra sine skove og endelig overdrager den papirleverancerne til telegrafkontorerne, så er det et ganske vist temmelig lille job, men for så vidt ganske pænt, som det giver fuldstændig forståelse af, hvad der er princippet i jobbery – sådan som det i øvrigt var selvfølgeligt og venteligt hos Bismarck. (Note af Engels).

22Lov om lån til offentlige arbejder. – Red.

23I den sidste tid er der i de engelske love, som giver Londons bygningsmyndigheder ret til ekspropriation af hensyn til anlæg af ny gader, i nogen grad blevet taget hensyn til de arbejdere, der på denne måde bliver sat på gaden. Der er indføjet den bestemmelse, at de ny bygninger, der skal opføres, skal være egnet til at modtage de befolkningsklasser, der hidtil har boet på dette sted. Man bygger altså store fem-seksetages lejekaserner til arbejderne på de billigste byggegrunde og følger således lovens bogstav. Man må så vente og se, om dette foretagende, der er ganske uvant for arbejderne, og som føles absolut fremmedartet midt i de gamle londonske forhold, vil stå sin prøve. Men i bedste fald bliver der næppe anbragt en fjerdedel af de arbejdere, der virkelig er blevet fordrevet ved nedrivningen. (Note af Engels i udgaven fra 1887).

24Hvad der også nu, 1886, stadig holder sammen på den preussiske stat og dens grundlag, alliancen mellem den store jordbesiddelse og industrikapitalen sådan som den er beseglet i beskyttelsestolden, er udelukkende angsten for proletariatet, som siden 1872 er vokset vældigt i antal og med hensyn til klassebevidsthed. (Note af Engels til udgaven fra 1887).

25Der sigtes til konferencen i Gastein, august 1871, hvor den østrigske og den tyske kejser og deres kanslere drøftede politiforholdsregler mod I Internationale. – Red.

26Se Marx-Engels Gesamtausgabe, 1. afd., bd. 4, s. 63. – Red.

27Organisation af de økonomiske kræfter; Den sociale likvidation. – Red.

28»Internationale og revolution«. Engels analyserede dette manifest i en artikel i »Volksstaat« 1874; i 1894 blev denne artikel optrykt i hans brochure »Internationales aus dem Volksstaat« under titlen »Programm der blanquistischen Kommuneflüchtlinge«. – Red.

29Se dette bind, s. 36-37 og 50-51. – Red.

30Se dette bind, s. 556. – Red.

31P. J. Proudhon: »Idée générale de la révolution du XIX siècle« (Grundtanken i det 19. århundredes revolution), Paris 1868. – Red.

32Der sigtes til Proudhons skrift »Système des contradictions économiques ou Philosophie de la misère« (De økonomiske modsigelsers system eller elendighedens filosofi). – Red.

33P. J. Proudhon: »De la justice dans la révolution et dans l’église« (Retfærdigheden i revolutionen og i kirken), bd. 1-3, Paris 1858. – Red.

34P. J. Proudhon: »La guerre et la paix« (Krigen og freden), Paris 1869. – Red.

35Onkel Bräsig – komisk figur hos Fritz Reuter. – Red.

36Fattigdom. – Red.

37Engels sigter til den preussiske forvaltningsreform af 1873, som gav kommunerne ret til selv at vælge deres formænd, der hidtil var blevet udnævnt af godsejerne. – Red.

38Før opdagelsen af ilt forklarede kemikerne legemers forbrænding i atmosfærisk luft ved antagelsen af et særligt brændstof, flogiston, som frigøres ved forbrændingen. Da de fandt, at forbrændte elementer vejede mere efter forbrændingen end før, forklarede de, at flogiston havde en negativ vægt, sådan at et element uden sit flogiston vejede mere end med det. På denne måde blev der efterhånden tillagt flogiston iltens hovedegenskaber, men alle omvendt. Den opdagelse, et forbrændingen består i, at det brændende element indgår forbindelse med et andet, nemlig ilt, samt fremstillingen af denne ilt gjorde en ende på denne antagelse – men først efter lang modstand fra de ældre kemikere. (Note af Engels).

39Se dette bind, s. 557 f. – Red.