Karl Marx: “Den kapitalistiske akkumulations historiske tendens”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

DEN KAPITALISTISKE AKKUMULATIONS HISTORISKE TENDENS

Karl Marx
1867

Udvalgte Skrifter
Bind 1
Reproduceret af
Den Røde Fane

DEN KAPITALISTISKE AKKUMULATIONS HISTORISKE TENDENS

Uddrag af 24. kapitel af „Kapitalens“ 1. bind.

Hvori består kapitalens oprindelige akkumulation, dvs. dens historiske tilblivelse? For så vidt den ikke er en umiddelbar forvandling af slaver og livegne til lønarbejdere, altså et rent og skært formskifte, betyder den kun ekspropriation af de umiddelbare producenter, dvs. opløsning af den privatejendom, der hviler på eget arbejde.

Privatejendom, som modsætning til samfundsmæssig, kollektiv ejendom, findes kun der, hvor arbejdsmidlerne og arbejdets ydre betingelser tilhører privatfolk. Men alt efter, om disse privatfolk er arbejdere eller ikke-arbejdere, har også privatejendommen en anden karakter. De uendeligt mange afskygninger, der frembyder sig ved første blik, genspejler kun de mellemtilstande, der ligger mellem disse to yderpunkter.

Arbejderens privatejendomsret til sine produktionsmidler er grundlaget for småbedriften; småbedriften er en nødvendig betingelse for udviklingen af en samfundsmæssig produktion og selve arbejderens frie individualitet. Ganske vist eksisterer denne produktionsmåde også under slaveriet, livegenskabet og andre afhængighedsforhold. Men den blomstrer kun, udfolder kun hele sin energi, erobrer kun den rette klassiske form, hvor arbejderen er den frie, private ejer af sine arbejdsbe­tingelser, som han selv gør brug af, bonden af den ager, han dyrker, håndværkeren af det værktøj, han spiller på som en virtuos.

Denne produktionsmåde forudsætter, at jorden og de andre produktionsmidler er fordelt på mange hænder. Ligesom den udelukker produktionsmidlernes koncentration, således udelukker den også kooperationen, arbejdsdelingen indenfor de samme produktionsprocesser, samfundets beherskelse og regulering af naturen, fri udvikling af samfundets produktivkræfter. Den lader sig kun forene med snævre, traditionelle skranker for produktion og samfund. At ville forevige den, betyder, som Pecqueur med rette siger, »at forordne almindelig middelmådighed«. På et vist niveau frembringer den de materielle midler til sin egen tilintetgørelse. Fra dette øjeblik rører der sig i samfundets skød kræfter og lidenskaber, der føler sig lænket af den. Den må tilintetgøres, og den bliver tilintetgjort. Dens tilintetgørelse, forvandlingen af de individuelle og spredte produktionsmidler til samfundsmæssigt koncentrerede, altså forvandlingen af mange menneskers dværgagtige ejendom til få menneskers kæmpemæssige ejendom, altså den store folkemasses ekspropriering fra jorden og livsfornødenhederne og arbejdsredskaberne, denne frygtelige og vanskelige ekspropriering af folkets masse udgør kapitalens forhistorie. Den omfatter en række voldsmetoder, af hvilke vi kun har ladet dem passere revy, der var epokegørende som metoder til kapitalens oprindelige akkumulation. Eksproprieringen af de umiddelbare producenter gennemføres med den mest skånselsløse vandalisme og drives frem af de mest infame, smudsige, smålige og hadefulde lidenskaber. Den privatejendom, der hviler på eget arbejde, så at sige på det enkelte, uafhængige arbejdsindivids sammenvoksning med sine arbejdsbetingelser, fortrænges af den kapitalistiske privatejendom, der hviler på udbytning af fremmed, men formelt frit arbejde.1

Så snart denne forvandlingsproces i dybde og omfang har virket tilstrækkelig opløsende på det gamle samfund, så snart arbejderne er forvandlet til proletarer og deres arbejdsbetingelser til kapital, så snart den kapitalistiske produktionsmåde står på egne ben, får den videre udvikling af arbejdets samfundsmæssige karakter og den videre forvandling af jorden og andre produktionsmidler til samfundsmæssigt udnyttede, altså fælles produktionsmidler og følgelig den videre eks­propriering af privatbesidderne en ny form. Det, der nu skal eksproprieres, er ikke længere den arbejder, der har sin selvstændige bedrift, men kapitalisten, der udbytter mange arbejdere.

Denne ekspropriering fuldbyrdes gennem spillet mellem selve den kapitalistiske produktions indre love, gennem kapitalens centralisation. Hver kapitalist slår mange andre ihjel. Hånd i hånd med denne centralisation eller de få kapitalisters ekspropriering af de mange udvikles arbejdsprocessens kooperative form efter en stadig stigende skala; samtidig udvikles den bevidste anvendelse af videnskaben i teknikken, den planmæssige udnyttelse af jorden, arbejdsmidlernes forvandling til arbejdsmidler, der kun kan anvendes i fællesskab, den bedre udnyttelse af alle produktionsmidler, ved at de bruges som produktionsmidler til organiseret, samfundsmæssigt arbejde, sammenknytningen af alle folkeslag i verdensmarkedets net og dermed det kapitalistiske regimes internationale karakter. Samtidig med, at antallet af de kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordelene ved denne forvandlingsproces, bestandig aftager, vokser elendigheden, undertrykkelsen, trældommen, degenerationen, udbytningen, men også forbitrelsen indenfor arbejderklassen, der ustandselig er i rivende vækst, og som skoles, forenes og organiseres af den kapitalistiske produktionsproces’ mekanisme. Kapitalmonopolet bliver til en lænke for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med det og under det. Centraliseringen af produktionsmidlerne og udviklingen af arbejdets samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske skal. Den bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms sidste time slår. Ekspropriatørerne bliver eksproprieret.

Den kapitalistiske tilegnelsesmåde, der er fremgået af den kapitali­stiske produktionsmåde, altså den kapitalistiske privatejendom, er den første negation af den individuelle privatejendom, som hviler på eget arbejde. Men den kapitalistiske produktion frembringer med en naturproces’ nødvendighed sin egen negation. Det er negationens negation. Denne genopretter ikke privatejendommen, men nok den individuelle ejendom på grundlag af den kapitalistiske tidsalders resultater: kooperation og fælleseje af jord og af de produktionsmidler, der er frembragt gennem arbejdet selv.

Forvandlingen af den spredte privatejendom, der hviler på individernes eget arbejde, til kapitalistisk privatejendom, er naturligvis en proces langt mere langvarig, voldsom og vanskelig end forvandlingen af den kapitalistiske ejendom, der faktisk allerede hviler på samfundsmæssig produktionsdrift, til samfundsejendom. I det første tilfælde drejede det sig om nogle få usurpatorers ekspropriering af folkets masse, her drejer det sig om folkemassens ekspropriering af nogle få usurpatorer.2

1Vi befinder os i en for samfundet ganske ny tilstand … vi bestræber os for at skille al slags ejendom fra al slags arbejde« (Sismondi: »Nye principper for den politiske økonomi«, bd. II, s. 434). (Note af Marx). Marx henviser her til 2. udgave af Sismonde de Sismondis skrift »Nouveaux principes d’économie politique, ou de la richesse dans ses rapports avec la population«, bd. I-II, Paris 1827. – Red.

2»Industriens udvikling, som viljeløst og modstandsløst fremmes af bourgeoisiet, skaber – i stedet for at isolere arbejderne i konkurrence – deres revolutionære samling i associationen. Med storindustriens udvikling bliver altså selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. Det producerer først og fremmest sine egne banemænd. Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige … Af alle de klasser, som i dag står over for bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser smuldrer hen og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt … Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksi­stens som middelstand mod undergang … de er reaktionære, de søger at dreje historiens hjul tilbage.« (Karl Marx og F. Engels: »Det kommunistiske manifest«, London 1847, s. 9-11). (Note af Marx). Se dette bind, s. 38 og 36-37. – Red.