Perus Kommunistiske Partis Centralkomité: “Imod forfatningsillusionerne! For den nydemokratiske stat!”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

IMOD FORFATNINGSILLUSIONERNE!
FOR DEN NYDEMOKRATISKE STAT!

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti
April 1978

Forlaget Røde FaneReproduceret af
Den Røde Fane

IMOD FORFATNINGSILLUSIONERNE!
FOR DEN NYDEMOKRATISKE STAT!

Den marxistiske politik ophøjer arbejderne til at blive bondestandens ledere.

V. I. Lenin

Imens det peruanske samfund befinder sig i en yderst akut krise, er det trådt ind i en overgangsperiode. I perioder som denne defineres vigtige politiske situationer og partierne fremsætter standpunkter og indleder aktioner, der kan fastslå deres fremtid i mange årtier. Under sådanne forhold udvikles den peruanske stats tredje omstrukturering i dette århundrede og som en del af den, valget til en forfatningsgivende forsamling, såvel som vedtagelsen af en ny grundlov i de kommende år til at erstatte den fra 1933, og almindelige valg, ifølge tidsplanen i regeringens Túpac Amaru Plan. Af denne grund er det nødvendigt at analysere den nuværende proces i landet og være i stand til at vejlede os selv med sikkerhed og beslutsomhed, eftersom vi i dag, mere end nogensinde før, må navigere i stormfulde vande for at nå frem til vort uundgåelige mål: den peruanske revolution, hvis vej blev fastslået af Mariátegui og i 50 år er blevet bevist rigtig.

1. GRUNDSPØRGSMÅL: STATEN, VOLD OG VALG

Analysen af den nuværende situation må være baseret på arbejderklassens grundproblemer, der gennem dens parti og i marxismens lys er blevet fastslået og bevist i vort fædreland.

A. OM STATEN

Den peruanske stat er en jordbesidder-bureaukratisk stat. Den er de feudale jordbesidderes og storbourgeoisiets diktatur, under yankee-imperialismens befaling, et diktatur der har udviklet sig i dette århundrede i form af et repræsentativt demokrati og inden for det, i nøgleøjeblikke, under militærregimer for at forsvare eller udvikle den herskende udbytningsorden. Begyndende i 1920ernes årti var den peruanske stat ledet af kompradorbourgeoisiet og efter 1968 af det bureaukratiske bourgeoisi. De er begge fraktioner af storbourgeoisiet. Den peruanske stat er af den statstype, der oftest findes i halvfeudale og halvkoloniale samfund, hvori der udøves et fællesdiktatur af to klasser: feudale jordbesiddere og storbourgeoisi (komprador eller bureaukratisk, ifølge forskellige betingelser), under det sidstes ledelse, men inden for imperialismens herredømme og i senere tid socialimperialismens indtrængen. Det er et diktatur der, uanset sit regeringssystem (repræsentativt demokrati eller korporativisme) og vejledende politik (demokratisk-liberal eller fascistisk) udbytter og undertrykker folket.

B. OM VOLD

Vold hvad angår våben, hæren, politiet og repressive aktioner som den ved Cobriza i 1971, Andahuaylas i 1974 eller Lima i februar 1975, for at nævne nogle eksempler, eller militære aktioner som antiguerillaaktionerne i 1965, for at huske den vigtigste, ud over de repressive styrkers daglige aktiviteter: forfølgelserne, fængslingerne, suspendingerne af forfatningsmæssige garantier, undtagelsestilstande, udgangsforbud, osv., gør udbytterklasserne midt i deres diktatur, deres stat, i stand til at opretholde dens orden, forsvare den og udvikle den. Volden i vort fældreland hjælper og nærer den jordbesiddende og bureaukratiske stat i at slippe den løs imod folket; især imod proletariatet og bondestanden, der udmærket er klar over det, eftersom de har gennemlivet den som en del af deres dagskravskamp.

Imidlertid er volden ikke kun reaktionær. Der findes også revolutionær vold, der stammer fra folket, som ved at mobilisere bønderne under proletariatets ledelse skaber en folkehær ledet af det Kommunistiske Parti. Det er dén vold, der rejser sig på landet og udvikler en massekrig for at ødelægge den gamle jordbesiddende og storbourgeois stat for at kunne opbygge det nye demokrati. Volden er en almengyldig lov. Det er omdannelsen af den gamle verden gennem geværer — Formand Mao Tse-tungs glorværdige vej.

Volden underskriver vor historie. Erobrerne brugte den til at underkaste sig disse lande og påtvinge dem det koloniale herredømme. Túpac Amaru slap volden løs for at forsvare rettighederne og dagskravene, hvilket mobiliserede hundreder af tusinder indfødte bønder. Volden i går og i dag er de almindelige kampmidler som bønderne har i sine hænder i deres ufærdige kamp for „jorden til den som dyrker den“. Volden er en del af vort samfunds århundreder af historie, hovedsagelig bondestandens, der fortsætter med at konfrontere den jordbesiddende og bureaukratiske stat, især imod gamonalismen som er den gamle stats grundlag og næring.

Men den revolutionære vold i vor historie har nået et nyt omfang under proletariat, opsummeret i Mariátegui og hans parti. På denne måde blev den gamle bourgeois revolution i de sidste 50 år, siden Perus Kommunistiske Parti (PKP) blev konstituteret, til en nydemokratisk revolution. Den blev til en antiimperialistisk og antifeudal revolution, som kun proletariatet gennem sit parti er i stand til at lede. Den revolutionære vold udtrykker sig selv som en bondekrig ledet af Partiet, ved at følge vejen at omringe byerne fra landet. Dette er den eneste vej man kan følge og som er blevet bevist på afgørende vis, selv af den heltemodige guerilla i 1965, hvis nederlag ikke benægtede Mao Tse-tungs teori om folkekrigen, ej heller Mariáteguis vej. Tværtimod kræver det af os at vi fuldfører den ved at sætte den korrekt generelle politiske linje, som Mariátegui fastslog med fasthed, som befaler, ved at følge klassekampens udvikling i mere end 50 år, især 1960ernes store lektioner.

C. OM VALG

OM VALGET. Marx påpegede: „[…] Med flere års mellemrum at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse der i parlamentet skal ud- og undertrykke folkets krav ― det er bourgeoisparlamentarismens sande væsen, ikke blot i de parlamentarisk-konstitutionelle monarkier, men også i de allermest ‚demokratiske republikker‘.“1 Og det er endnu mere sandt når valget gælder om at vedtage forfatninger. Dermed er valget blot metoden til at forny bourgeoisiets diktaturs regeringsadministration i kapitalistiske samfund, og dette finder sted selv i den mest demokratiske regering man kunne forestille sig, og det er det vanlige middel til at bevare og udvikle kapitalismen.

I Latinamerikas jordbesiddende og bureaukratiske stater er valget, når det er opfyldt sin udskiftningsfunktion, og i tider hvor det bourgeois-demokratiske systems valgnormer respekteres, blot et redskab for dominans for de halvfeudale godsejere og storkapitalister, om udskiftningen så finder sted med regelmæssige mellemrum, som for nylig i Colombia, eller for at gøre en ende på en periode med militærregering, som det for nylig også fandt sted i Argentina. Disse er nogle få eksempler blandt mange, som vort Amerika er så rigt på.

Det ovenstående kan demonstreres for dette land. Selvom der er vigtige afbrydelser i de periodiske valgprocesser, som frembringes af militærherskere — afbrydelser forbundet på den ene side til folkekrigens udvikling og på den anden side til modsigelserne mellem godsejerne og storbourgeoisiet, og mellem kompradorbourgeoisiet og det bureaukratiske bourgeoisi. Vi fremhæver at militærregeringerne selv har været afgørende i at indføre valg, om det så er for at lovliggøre deres egen tilstand eller gøre en ende på deres herredømme, eller for at garantere det — så har valgene i Peru hjulpet med at bevare eller udvikle den peruanske stats natur, den formelle republik, de halvfeudale godsejeres og storbourgeoisiets diktatur. Dermed har valgene været, og kunne ikke være andet inden for den etablerede samfundsorden, redskaber først i kompradorbourgeoisiets hænder og dernæst i det bureaukratiske bourgeoisis hænder. Dette har været naturen af den peruanske stats valgprocesser i dette århundrede, der har afgjort klassekarakteren af valgene i dette land.

Disse grundlæggende emner fastslår det følgende:

1. Den peruanske stat er jordbesiddende og bureaukratisk, de feudale jordbesidderes og storbourgeois‘ers diktatur, under yankee-imperialismens endegyldige kontrol; folket kæmper imod den for opbygningen af en nydemokratisk stat, der kræver ødelæggelsen af den eksisterende gamle orden.

2. Den peruanske stat vedligeholder, forsvarer og udvikler sig selv gennem brugen af vold, ligesom alle stater, og over for dette har folket brug for revolutionær vold, ved at følge vejen at omringe byen fra landet.

3. Valget er et redskab for jordbesidderskabet og storbourgeoisiet til at herske.

For folket er valget hverken et redskab for forandring eller et middel til at omstyrte de nuværende herskeres magt. Derfor kan den korrekte orientering kun være at bruge dem som et middel til agitation og propaganda.

2. DEN NUVÆRENDE PERIODE

Dette spørgsmål kræver at vi analyserer to emner: landets økonomiske situation og krisen på den ene side og den tredje omstrukturering af den peruanske stat på den anden side.

A. DEN ØKONOMISKE SITUATION OG KRISEN

Efter 2. Verdenskrig steg den bureaukratiske kapitalismes udvikling. Denne type af kapitalisme kan føres tilbage til enden på det sidste århundrede. Den bureaukratiske kapitalismes udvidelse er mere betragtelig i 1960erne, især efter oktober 1968, med det nuværende styre, og baserer sig på bondestandens problemer. Derfor udførte det en mere udstrakt og dybtgående evolution af det feudale jordbesidderskab. Som resultat findes der nu en større koncentration af storjordbesidderskabet, bevarelsen af livegne udbytningsformer, bureaukratiske styringssystemer og direkte statskontrol over jordrenten. Dermed har staten sået rødderne for den bureaukratiske kapitalisme på landet.

Sammenfattet sigter udvidelsen af den bureaukratiske kapitalisme mod industrialiseringsprocessen og frembringer en industri, der er mere afhængig af imperialismen (hovedsageligt yankee-imperialismen), såvel som en større statslig deltagelse, især i de industrier der betragtes som grundlæggende og har at gøre med naturressourcer. Dermed bliver staten en motor, der nærer den økonomiske proces og spiller en hovedrolle i bankvirksomhed, finanser og handel.

På denne måde er udvidelsen af den bureaukratiske kapitalisme fortsættelsen af den kapitalistiske proces, der allerede blev udpeget af Mariátegui: en kapitalisme, der er underlagt yankee-imperialismens herredømme og forbundet til feudalismen. Det er denne proces og fordybning, der har frembragt den nuværende krise, som det peruanske samfund gennemlever, der forværres af verdenskrisen.

Krisen er i sit væsen resultatet af udvidelsen af den kapitalistiske udvikling i et halvfeudalt og halvkolonialt land. Den er ikke resultatet af ødelæggelsen af halvfeudalismen, men i stedet dens evolution, og den er ikke resultatet af at befri landet fra det imperialistiske herredømme, hovedsageligt yankee-imperialismens, men i stedet udviklingen af halvkolonialismen. Derfor ser vi nu, efter tre års økonomiske tiltag for at gøre en ende på krisen, at vi befinder os midt i en dyb krise, hvis endepunkt ikke vil komme før 1980. Det følgende data vil hjælpe os med at visualisere den økonomiske situation:

Jordfordeling. Sammenligning mellem 1961 og 1972

Område i hektar (Hk.)Samlede Enheder (1961)
Samlede Enheder (1972)

% af gårde% af hk.% af gårde% af hk.
A under 5 hk.83,25,577,96,6
under 1 hk.34,20,634,70,8
1-5 hk.49,04,943,25,8
B 5-20 hk.12,64,716,78,7
C 20-100 hk.2,95,24,39,3
D over 100 hk.1,384,61,175,4
100-500 hk.0,98,70,89,1
500-1.000 hk.0,26,20,14,6
1.000-2.500 hk.0,18,80,17,4
over 2.5000,160,91,154,3

A = Småjordbesidderskab.
B = Familieejendomme.
C = Mellemstore ejendomme.
D = Storjordbesidderskab.

Hvis vi tilføjer landbrugsgælden på titusinder af soles, 68% af hvilken skal betales til jordbesidderne, 24% af hvilken er betaling for kredit til bankerne og 8% af hvilken er bureaukratiske omkostninger, og hvis vi tager i betragtning at staten har udsuget 6.473.000.000 soles i ejendomsskatter fra produktionen af landbrugskooperativer i 5-års perioden fra 1971 til 1975, af hvilke 3.639.000.000 soles, altså over 50%, blev taget i 1975, kan nogen som helst så tale om at det gamle, halvfeudale system er blevet ødelagt? Kan nogen som helst virkelig påstå at „oligarkiets“ rygrad er blevet brækket? Er det ikke tydeligt, hvem det er der tjener på og beskyttes af agrarloven? Men lad os se på mere data:


1974197519761977
Vækstrate i BNP6,93,33,0-0,2
% prisstigninger i Lima16,923,633,539,0
Regeringsunderskud (milliarder af soles)-14,09-30,591-48,432-38,2

BNP = Bruttonationalprodukt

Disse tavler viser os recessionen og inflationen meget tydeligt. De viser os også den formindskede produktion og prisstigningerne, der pisker den peruanske økonomi, såvel som statsbudgetets alvorlige situation. Men lad os påpege, at selvom lønningerne blev firdoblet mellem 1968 og 1976, så blev virksomhedernes profitter syvdoblet i den samme periode. Hvis vi tilføjer lønningernes udvikling, baseret på statistikkerne fra Lima (fordi der ikke findes andre), så var lønnen 100 soles i 1968, reduceret til 72,23 soles i december 1977 og det er forudset at de vil blive reduceret til 52,29 soles i december 1978.2 Samtidig var lønningerne på 100 soles in 1968, reduceret til 86,95 soles i december 1977 og det er forudset at de vil blive reduceret til 60,70 soles i december 1978.3 Disse tal er nok til at se den situation, som den økonomiske produktion udvikler sig inden for, hvem der har gavn af den og hvem den rammer, og det ovenstående tager ikke bankerotter, fabrikslukninger, fyringer osv. i betragtning, der oven på det ovenstående viser den alvorlige krise og den igangværende større kapitalkoncentrationsproces til favn for jordbesidderne, storkapitalisterne og imperialismen.

Lad os følge denne tendens til enden ved at se på spørgsmålet om udlandsgælden og solens realværdi, der tydeligt viser imperialismens herredømme og striden mellem supermagterne. Husk at udvekslingsraten i september 1975 blev fastslået til 45 soles til en dollar, i juni 1976 gik den ned til 65, så kom minidevalueringerne der endte med 80 soles til en dollar i september 1977, og fra oktober det år kom den flydende kurs, der hævede udvekslingsraten til 130 i december, og nu spekuleres der i at betale 180 soles per dollar i pengecertifikater, selvom den officially udvekslingsrate ikke ændrede sig; en situation, der er tæt forbundet med den Internationale Valutafond, som USA kontrollerer. Ifølge de officielle data var Perus udlandsgæld 737.000.000 dollars i 1968, men i 1977 var den 4.170.000.000 dollars, en sum der tvang brugen af op mod 41% af eksporten til at betale renter på udlandsgælden i 1977. Udlandsgælden er et af de mest brændende problemer i dag og fra dette kan vi se hvordan supermagterne stirdes i vort fædreland, som det også kan ses i at yankee‘erne er bekymrede over, at deres lån ikke må bruges til at betale de sovjetiske socialimperialisters kreditorer, især vedrørende våbensalg; såvel som sovjetiske manøvrer om genforhandlingen af Perus gæld, der bruges som en løftestang for at vinde stillinger. Dette ses tydeligt i den revisionistiske avis Enheds og andres kampagner, der hædrer de sovjetiske socialimperialisters „venlighed“ og „forståelse“.

Disse kendsgerninger om jordspørgsmålet og især om den industrielle økonomiske produktion, imperialismens herredømme og supermagternes strid, er slående beviser på den bureaukratiske kapitalismes fordybning, halvfeudalismens evolution og udviklingen af vor halvkoloniale tilstand; på den alvorlige krise som den første faktor kaster os ud i, ved at vise den nuværende situation og perspektivet, der tvinger et specialiseret økonomisk medie til at sige, at „forudsigelserne for dette år, 1978, er endnu mere ondsindede“.

Hvilken økonomisk retning har regeringen fulgt i 10 år? Generelt forberedte de i 1969 og 1970 betingelserne for deres planer. Så anvendte de den socioøkonomiske plan for kapitalakkumulation i 1971-75. Denne blev aflyst i sit sidste år, fordi sværhederne allerede var begyndt. Planen for 1975-78 blev vedtaget for at opnå større kapitalakkumulation. Den var en plan, der i sine første to år stræbte efter kontrol med krisen, men uden at opnå det. I 1977 blev Túpac Amaru planen godkendt, der anvende ændringerne foreslået af præsidenten i marts 1976, en plan der skulle vare indtil 1980, hvor krisen skulle være overstået. I løbet af denne periode spillede staten en hovedrolle som drivkraften i den økonomiske proces og udviklede statsmonopolet. Imidlertid blev behovet for at genoplive den private økonomiske aktivitet foreslået i de sidste få år og i den imperialistiske orden, som vort fædreland og staten virker inden for, forbereder den betingelserne for fremtidig udvikling af imperialismens monopolproduktion og det storbourgeoisie som hænger sammen med den.

Hvad foreslår de i dag for landets økonomiske proces? Konkret at det ikke-statslige monopol, eller den private sektor, er motoren, der genopliver økonomien, sådan at eksproprieringen eller „privatiseringen“ af de store produktionsmidler, som staten har styret og koncentreret, især i de sidste 10 år, og den større ejendomskoncentration fra krisen, skal gennemføres, såvel som oprettelsen af nye former, der styrker udbytningen af arbejdskraften, begrænser eller afskaffer massernes velfærd, rettigheder og erobringer, som sædvanligvis finder sted i enhver økonomisk krise, og er en betingelse for at indespærre og overvinde krisen. Denne økonomiske periode, som vi nu befinder os i, er en periode, der på kort sigt gavner imperialismen, udbytterklasserne og deres regering på to vigtige måder:

1) Finansspørgsmålet, der nu er centreret om udlandsgælden. Dette vil kræve andre tiltag, ud over dem de allerede har taget.

2) Det økonomiske spørgsmål, altså produktionsprocessen, der kræver en økonomisk plan, der allerede er blevet annonceret og er tæt forbundet med den igangværende valgproces og „den sociale kontrakt for national frelse“, der udpønses.

Af disse to spørgsmål er det andet det vigtigste, eftersom det første for det meste allerede er blevet defineret, imens det andet er mere indviklet og har et perspektiv med effekter på langt sigt.

B. OM DEN TREDJE OMSTRUKTURERING AF DEN PERUANSKE STAT

Det bureaukratiske bourgeoisi udviklede sig under 2. Verdenskrig og sigter mod at lede staten. Dets tilstedeværelse var berygtet under Bustamentes og Belaúndes regeringer, især den sidstnævnte; imidlertid var det først for nylig, i oktober 1968, at det overtog statens ledelse, at det påtog sig regeringen gennem de væbnede styrker og erstattede kompradorbourgeoisiet, der siden 1920erne havde været kronet som den ledende klasse i den reaktionære lejr.

Under hvilke betingelser fandt denne forfremmelse sted? Den fandt sted midt i det såkaldte repræsentative demokratis krise. Den peruanske stat var organiseret som et formelt bourgeois demokrati, der på systematisk vis var under ledelse af kompradorbougeoisiet, eller „handelsbourgeoisiet“, som Mariátegui kaldte det, fra og med forfatningen af 1920. Dette hjalp til med at udvikle den bureaukratiske kapitalisme, gennem en proces af magtkonsolidering gennem Leguías Oncenio, under yankee-imperialismens åg. Imidlertid frembragte krisen i 1929-34 og klassekampens, hovedsageligt proletariatets, udvikling med konstitueringen af PKP, en periode med oprør i vor nutidige historie. I løbet af denne periode fandt valget i 1931 sted, der forfattede den nuværende forfatning, der (formelt set) stadig er i stand.

Forfatningen af 1933 har de kendetegn, som Karl Marx mesterligt udpegede:

1) Selvom den anerkender rettighederne og frihederne af bourgeois-demokratisk type, så har hver artikel, der godkender dem, sin egen modsigelse, dvs. at samtidig med at rettigheder og friheder fremsættes, begrænses de lovmæssigt. De følgende eksempler er tilstrækkelige og det er netop ét af de eksempler som Marx giver. Artikel 62 lyder: „Alle personer har ret til at forsamle sig på fredelig vis og uden våben, uden at undergrave den offentlige orden. Loven vil regulere udøvelsen af forsamlingsfriheden.“

2) Den viser modsigelsen mellem den udøvende og den lovgivende magt. Selvom den i ord binder førstnævnte til sidstnævnte, er det en lovmæssig kendsgerning, at den udøvende magt har gennemtvunget sig selv mere og mere, hvilket afspejler bourgeoisstatens udviklingsproces, der på uundgåelig vis styrker den udøvende magt såvel som dens hovedstøtte, hæren.

3) Endelig blev den født under beskyttelsen af de bajonetter, som den selv bragte til verden. Dens nuværende gyldighed stilles der spørgsmålstegn ved, hvornår end statens interesser krævede det.

Disse emner vil, som forudset, genopstå i den nye forfatning og dens diskussioner, men på basis af modsigelsen mellem det repræsentative demokrati og korporativismen.

Efter 1945 skærpedes alle disse forfatningsmæssige modsigelser med kampen mellem kompradorbourgeoisiet og det bureaukratiske bourgeoisi og gennem den stigende udvikling af folkets og arbejderklassens kræfter. Under Bustamentes regering skærpedes modsigelsen lovgivende magt-udøvende magt og præsidenten selv måtte foreslå behovet for en ny forfatning. Problemet opstod igen under Beláundes regering og der var mange uenigheder om en folkeafstemning og forfatningsreform, der i 1965 fik Folkelig Aktion til at skrive et udkast og foreslå en lov om det funktionelle senat, en korporativistisk form, som artikel 89 af forfatningen etablerede, men som indtil i dag aldrig er blevet indført, eftersom APRA-Odría koalitionen afviste Folkelig Aktions lovforslag. Denne retning, på basis af den fordybende bureaukratiske kapitalisme og modsigelsen midt i storbourgeoisiet mellem kompradorfraktionen og den bureaukratiske fraktion og, frem for alt, proletariatets udvikling (dets genoptagelse af marxismen-leninismen-Mao Tse-tung tænkning og Mariáteguis vej) og opsvinget i folkebevægelsen, hovedsageligt det store opsving i bondebevægelsen, der rystede det peruanske samfund på dybtgående vis, og guerillakampene i 1965, der fremkaldte det repræsentative demokratis krise (et lignende problem finder sted i det nutidige Latinamerika).

Under disse omstændigheder overtog de væbnede styrker statens ledelse, tjenende hovedsageligt det bureaukratiske bourgeoisis interesser, for at opfylde to opgaver:

1) At fremdrive den bureaukratiske kapitalismes fordyning.

2) At reorganisere det peruanske samfund.

Således begyndte det nuværende styre, der vejledes af en fascistisk politisk anskuelse og som udvikler korporativiseringen af det peruanske samfund, der gennemlever en proces bestående af følgende tre faser:

1) Grundlægning og udvikling af korporativiseringen, i hvilken der stilles spørgsmålstegn ved alle tidligere praksisser, der betegnes som den „førrevolutionære“ orden. De organisatoriske grundlag lægges og de såkaldte „ideologiske grundlag“ fastslås. Dette varede frem til 1975.

2) Generel korporativ genjustering og evaluering af dens succeser og problemer, for således at konsolidere stillinger og skride fremad mod den korporative stat, præsenteret som et „socialdemokrati med fuld detagelse“. Dét begyndte da Velasco blev erstattet med Morales Bermudez i august 1975.

3) Den peruanske stats tredje omstrukturering fra juli 1977 til i dag og fastslåelsen af en politisk tidsplan med valg til en forfatningsgivende forsamling, vedtagelse af en grundlov, der skal „institutionalisere de strukturelle forandringer, der blev indført siden den 3. oktober 1968“ og skal udføre de almindelige valg, ifølge Túpac Amaru planen, indtil 1980.

Så her ser vi i generelle vendinger korporativiseringen, som den har fundet sted i løbet af de sidste 10 år. Hvordan har modsigelsen mellem det bureaukratiske bourgeoisi og proletariatet udviklet sig i dette årti? Det bureaukratiske bourgeoisi leder den kontrarevolutionære lejr og befaler de feudale jordbesiddere og kompradorbourgeoisiet og er forbundet til imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismen, selvom socialimperialismen har begyndt sin indtrængen i det sidste årti og etableret bånd til præcis det bureaukratiske bourgeoisi. Den folkelige lejr har et centrum: proletariatet, den eneste klasse, der er i stand til at lede folket, så længe det kan udvikle sin fortrop og faktisk lede den væbnede kamp. Dermed vil det være i stand til at smede arbejder-bonde alliancen som sin store allierede, at vinde småbourgeoisiet som en sikker allieret og, under visse betingelser og omstændigheder, endda forene sig med det nationale bourgeoisi.

I korporativiseringens første etape lykkedes det for det bureaukratiske bourgeoisi at isolere proletariatet og endda delvist binde det, ved at præsentere sig selv som en progressiv og „revolutionær“ kraft med opportunismens, hovedageligt Enheds socialkorporativistiske revisionismes, støtte.

I den anden etape, korporativismens generelle genjustering, begyndte det bureaukratiske bourgeoisis indflydelse i statsledelsen at gå nedad, dets maske faldt og det kastede sine forklædninger væk, hvilket gjorde det sværre for opportunismen at binde proletariatet til dets fjendes halehæng.

Korporativiseringens tredje etape var omstruktureringen af staten, i hvilken modsigelsen mellem bureaukratisk bourgeoisi og proletariat skærpedes igen og blev antagonistisk. Begge stridende klasser begyndte at polarisere sine standpunkter, den ene imod den anden, og som følge deraf opnår proletariatet et større omfang, som den nydemokratiske revolutions eneste ledende klasse.

Hvilken periode lever vi i nu? Siden 1977 lever vi i en politisk periode, der vil vare fire til fem år, kendetegnet af den peruanske stats tredje omstrukturering i det 20. århundrede og af folkemassernes kamps udvikling, ved at forberede indledningen af den væbnede kamp. Dette er en periode, der finder sted i det andet øjeblik af vort fædrelands nutidige historie, dvs. fra 2. Verdenskrig og frem til i dag; et øjeblik i hvilket på den ene side den bureaukratiske kapitalisme fordyber sig og korporativiseringen udvikler sig under det bureaukratiske bourgeoisis ledelse; et øjeblik i hvilket på den anden side betingelserne for den demokratiske revolution modner sig og dette begynder at definere sig gennem våbenmagt for at skabe en nydemokratisk stat.

Men hvad er den umiddelbare situation i den politiske periode vi nu lever i? For imperialismen, udbytterklasserne og det bureaukratiske bourgeoisi, der leder processen, opstår der to emner:

1) At afholde valg til den forfatningsgivende forsamling.

2) At åbne vejen for at virkeliggøre den peruanske stats tredje omstrukturering.

Det andet emne er det hovedsagelige, fordi det er mere indviklet og har fremtidige implikationer. Det bureaukratiske bourgeoisi baserer sig på dette, når det forventer at konsolidere sin ledende rolle. På den anden side har den første opgave støtte fra de fleste politiske partier, der ser forfatningen som deres genoplivning og fremtid. For folket, de udbyttede og proletariatet, er det der bliver foreslået, at de ikke lader sig selv blive bundet til valgprocessen, der åbner døren op for statens omstrukturering; og at udvikle den voksende folkeprotest for at mobilisere, politisere og organisere masserne, især bondestanden. Dette andet aspekt er det vigtigste.

3. DEN POLITISKE SITUATION OG FOLKETS VEJ

For at kunne analysere valget og orientere os selv på korrekt vis, skal vi overveje de grundlæggende emner som opstår fra det og den nuværende situation. Ellers vil vi risikere at falde ned i den opportunistiske sump. Vi gentager at valget til den forfatningsgivende forsamling er den virkelige begyndelse på den peruanske stats tredje omstrukturering, ledet af det bureaukratiske bourgeoisi, og det er dem som vil kæmpe mest for at fuldføre korporativiseringen så meget som de er i stand til, ved at sigte mod at etablere sig selv som den ledende udbytterklasse. Den igangværende statslige omstrukturering er en konsekvens af den bureaukratiske kapitalismes fordybning og det peruanske samfunds korporativisering og valget er faktisk begyndelsen. Det er et forord til at „institutionalisere de strukturelle forandringer“, hvis konsekvenser for folket er i sigte. Nuvel, valget til den forfatningsgivende forsamling hjælper først og fremmest det bureaukratiske bourgeoisi. Dette er vor hovedbekymring. Dette er udgangspunktet for at tage standpunkt til den igangværende valgproces; ved at gøre det på den måde kan vi og de, der følger marxismen-leninismen-Mao Tse-tung tænkning, der virkelig følger Mariáteguis vej og som tjener proletariatet og folket, ikke fejle i at tage dette grundlæggende spørgsmål i betragtning og må bedømme det ud fra arbejderklassens standpunkt, tjenende den peruanske revolution. Lad os kort analysere nogle af disse problemer.

A. OM KLASSERNES KONVERGENS: FRAKTIONER OG PARTIER I DEN REAKTIONÆRE LEJR

I årevis har det bureaukratiske bourgeoisi og mere specifikt de væbnede styrker, i dets navn, ønsket at udøve statens ledelse og skaffe sig af med kompradorbourgeoisiet og de feudale jordbesiddere, uden for den margen som forfatningen beordre, og begrænse sig til deres egne statutter, koncentrere alle statens magter, udsætte de politiske organisationer og endda bortkaste civile til gavn for ikke kun militæret i aktiv tjeneste, men endda det pensionerede militær. Denne modsigelse betyder ikke, at det ikke har repræsenteret og overvejet dets allieredes, kompradorbourgeoisiet og jordbesidderne, interesser, men at behovet for at overtage statsmagtens ledelse krævede af det bureaukratiske bourgeoisi (under det repræsentative demokratis krise) at det appellerede til de væbnede styrker som selve magtens støtte, fordi det var den institution, der var i den nødvendige magtposition for at fremme det bureaukratiske bourgeoisis interesser.

Men der er gået 10 år og i dag er deres hovedformål statens omstrukturering, hvilket vil skabe konvergeringen af udbytterklasserne, deres fraktioner og deres partier. Er dette underligt? Nej, som Marx påviste. Dermed vil statens omstrukturering skabe en konvergens mellem storbourgeoisiets to fraktioner, kompradorfraktionen og den bureaukratiske fraktion, og især det bureaukratiske bourgeoisi med de feudale jordbesiddere. Imidlertid udelukker denne konvergens ikke deres forskelle — i stedet genopliver behovet for statens omstrukturering og krisesituationen som denne udvikles i deres ambitioner, både for jordbesidderne og for kompradorbourgeoisiet, for at genvinde stillinger og forsvare deres interesser. På dén måde gavner behovet for at omstrukturere staten udbytterklasserne og det fører dem til at konvergere, fordi de må og skal omstrukturere deres statsorden, der tillader dem at bevare og udvikle deres udbytning og herredømme og giver dem en forfatningsmæssig orden, der tillader en normal og regelmæssig proces med fornyelse af statsmagterne. Men samtidig vinder deres klasse- og fraktionsambitioner og frem for alt deres strid om ledelsen af staten ud. Den historiske tendens for udbyttere under imperialismens herredømme, hovedsageligt yankee-imperialismens, er udviklingen af korporativiseringsprocessen, der i dag er konvergensen for at omstrukturere staten. Deres forslag om den „sociale kontrakt“ er et godt eksempel, men denne konvergens eller dette ledtog i interesser udvikler sig midt i skarpe modsigelser, der skærpes desto mere folkets kampe udvikler sig.

I konteksten af ledtoget og striden mellem storbourgeoisiets to fraktioner er vi i stand til at forstå deres politiske partiers standpunkter og handlinger. Disse partier grupperes i to: dem med bourgeois-demokratiske rødder, blandt dem Den Peruanske Demokratiske Bevægelse (MDP), Det Kristne Folkeparti (PPC), Folkelig Aktion (AP), hovedsageligt Amerikas Folkerevolutionære Alliance (APRA); og dem med korporative tendenser, blandt dem Folkelig Socialistisk Aktion (APS), Kristendemokraterne (DC), Det Revolutionære Socialistiske Parti (PSR) og hovedsageligt Enheds socialkorporativistiske revisionisme. Dem med demokratisk-liberale rødder har flere bånd til kompradorbourgeoisiet, støtter generelt det repræsentative demokrati og har sine forskelle i at nogle vil styrke den udøvende magt, såsom APRA; over for den nuværende politiske tidsplan kræver nogle umiddelbare valg, såsom PPC og AP, imens andre støtter fuldførelsen af den forfatningsgivende forsamling, såsom APRA.

Dem af den korporativistiske tendens, der har flere bånd til det bureaukratiske bourgeois, støtter generelt den korporative organisering af samfundet, selvom de har forskelle i form, men ikke i det væsentlige. Nogle foreslår et „socialistisk samfund“, såsom PSR, og angivelig „peruansk socialisme“, imens Enhed prædiker den pro-sovjetrevisionistiske „socialisme“. Dem med korporativistiske tendenser støtter allesammen den nuværende politiske tidsplan. Nogle, såsom DC, kaldte det „at påskynde“ den forfatningsgivende forsamling, og tager sig tid til at beslutte om de vil deltage eller ej; på lignende vis var PSR imod græsrodsorganisationers „deltagelse“.

Sammenfattet må vi holde den ledtog og strid for øje, som finder sted i reaktionens lejr iblandt dens klasser, fraktioner og partier. Dette lader os forstå hvers særlige beslutninger og standpunkter og ydermere vil det lade os analysere og orientere os selv i det panorama af kræfter, der nu bryder frem, og som vil definere dem før og efter valget i juni.

B. OM DEN OPPORTUNISTISKE VALGLINJE

Højreopportunismen har en lang valgpolitisk tradition i vort fædreland, der er intimt forbundet med Del Prado og hans bande og revisionismen, der har Enhed som sit talerør. I de almindelige valg i 1936, 1939, 1945 og 1963 bandt opportunismen folket og arbejderklassen til storbourgeoisiets vogn — kompradorbourgeoisiets før 2. Verdenskrig og det bureaukratiske bourgeoisi bagefter. Denne valglinje og den parlamentariske kretinismes væsen sammenfattes i de følgende forslag, der nærede valget i 1945: „Arbejderne som helhed har den historiske opgave at kæmpe for en alliance med bourgeoisiet“; „Vi lancerer ikke længere kandidater for agitation og propaganda. Nu lancerer vi dem for at gøre dem til repræsentanter“, forslag ledsaget af disse udtalelser: „Vi vil kun ty til den nuværende strejke når arbejdsgiverne viser så stor stædighed, at en fredelig løsning ikke er mulig […] Men før vi strejker, må og skal vi udtømme alle lovlige og fredelige midler“; „I stedet for strejketaktikken, der kun må bruges som sidste udvej — som svarer til andre konkrete situationer — må arbejderklassen deltage i kompromiser og fredelige løsninger på problemerne gennem statens organisationer.“ Disse er de højreopportunistiske teser, der ledsagede det følgende hvad angår bondestanden: „Vi må påtage os parolen om at gøre de tusindvis af bønder og indfødte individer til bevidste stemmende.“

I deres væsen er det disse teser, der endnu en gang og på højere niveau og med mere tidsmæssige rationaliseringer, vejleder Enheds korporativistiske revisionisme, i dets mørke histories største kapitulation. Men sker dette kun med Enhed? Nej. Vi ser det også med tidsskriftet Marka, der med stigende fasthed opfordrer folket og arbejderklassen til at binde sig til det bureaukratiske bourgeoisis hale. Men problemerne ender ikke her og hvad mere alvorligt er, påvirker deres valgkampagner folkets egne rækker, gennem revolutionisternes standpunkt, der på trods af „grundene“ som de påråber sig, faktisk støtter statens tredje omstrukturering, et standpunkt der i åben fornægtelse af deres egne principper har ført dem til at tilslutte sig revisionismen fra dem, der har Flertal som talerør, på den ene side, som i UDP‘s tilfælde, og på den anden side trotskisterne i FOCEP.

C. OM FOLKETS VEJ

Alt dette fører os til at foreslå os selv proletariatets og folkets standpunkt over for valget, at tydeligt og skarpt skelne, desto mere hvis der er organisationer, der ikke går på kompromis og åbent afviser kapitulationen og endnu desto mere, hvis vi har sværget at tjene folket og samarbejde i udviklingen af dets klassebevidsthed.

Vi har tydeliggjort, at valget til den forfatningsgivende forsamling finder sted inden for perioden med statens tredje omstrukturering og smedningen af indledningen af den væbnede kamp, nutildags hvor krisen bliver værre for folket og folkeprotesterne udvikler sig. Derfor støtter det ikke proletariatet, folket eller revolutionen, men kun det bureaukratiske bourgeoisi, udbytterne og imperialismen, at deltage i valget. At deltage i valget til den forfatningsgivende forsamling er at afvige revolutionen fra sin vej, at føre den ud i sumpen, eftersom det ville så forfatningsillusioner i masserne, skabe håb i deres love, i forfatningen og i sidste ende i valget. Det er sammenfattet at ville føre folket ind på højreopportunismens gamle valgvej, hvis forhærdede spidskandidat er Enhed, denne revisionisme som styres af Del Prado og hans bande.

Over for valget til den forfatningsgivende forsamling er det eneste korrekte standpunkt ikke-deltagelsen, boykotten. Det er nødvendigt at anvende den store Lenins lære. Lenin anvende boykotten præcis imod en Duma, en „repræsentativ organisation“, der ville fremsætte en forfatning til tjeneste for den eksisterende orden i Tsarrusland, og for at nå til denne konklusion støttede han sig på to grundlag: for det første, at deltagelsen ville afvige revolutionen fra dens vej og for det andet, at en revolutionær situation i stigende udvikling var undervejs. Vi må analysere og anvende denne tese i overensstemmelse med vore konkrete betingelser. Objektivt set er den politiske periode, som vi i vort fædreland udvikler os i, på den ene side statens tredje omstrukturering, anført af det bureaukratiske bourgeoisie, der sigter imod at fuldende korporativiseringen af samfundet, og på den anden side massernes udvikling, der fører os til den opgave at indlede den væbnede kamp, som proletariatet må føre under dets partis ledelse. Dette er det første spørgsmål som Lenin overvejede. Det andet spørgsmål er det om den voksende folkekamp, der ender med den væbnede kamp. I vort fædreland er vejen ikke opstanden i byen, men i stedet den væbnede kamp på landet, omringen af byerne fra landet gennem en langvarig folkekrig; hos os er opstanden i sit væsen bondebevægelsens opstand og den væbnede kamp vil ikke komme fra den, det beviser vort fædrelands historie og 1960ernes årti overbevisende; det er sådan vi må forstå spørgsmålet om massernes opsving, som Lenin overvejede, i vort tilfælde.

At gå ind for ikke-deltagelsen i valget til den forfatningsgivende forsamling, at opfordre til boykotten, at frembringe en bevægelse til afvisning af valget, fordømmes som en „venstre-kommunistisk børnesygdom“. Imidlertid er det kun et klistermærker som forsøger at dække kendsgerningerne med en hel masse ord; fordi det der faktisk diskuteres er ikke nogens børnesygdomme eller senilitet, men i stedet den virkelige, objektive situation i klassekampen i vort fædrelad, hvilken periode vi nu befinder os i, hvad dens kendetegn og perspektiv er. Det, der diskuteres, er hvorvidt massebevægelsen i vort fædreland, især bondebevægelsen, fører os til den væbnede kamp eller ej. Det, der diskuteres, er hvorvidt det er passende at så forfatningsillusioner, at udbrede valgpolitik, om det hjælper proletariatet, folket og den demokratiske revolution. Det er hvad der diskuteres og vi har pligt til at diskutere det; kun ved at definere disse spørgsmål vil vi kunne bedømme hvilket standpunkt er korrekt og så slide for at indføre det i handlinger og ikke kun i ord. En hvilken som helst anden attitude, også at bruge ord, klistermærker og papirbjerge til at lukke munden på os, er højreopportunismens gamle og forældede manøvrer, i Peru og alle andre steder. Dette er standpunktet for folkets vej, Mariáteguis vej, der i dag konfronterer den igangværende valgproces og står over for statens omstrukturering. Dette er en vej der kræver mere insisterende end før af os, at vi kæmper for at mobilisere, politisere og organisere masserne af arbejdere og især bønder, der er hovedkraften i vor revolution, og proletariatet som den ledende kraft, hvis ledelse sammenfattes i dets organiserede fortrop, i dets Kommunistiske Parti, Mariáteguis parti, hvis rekonstituering skal til at blive kulmineret. Lad os vejlede os med Formand Mao Tse-tungs ord: „Kun når arbejderne og bønderne, der udgør 90% af folket, er blevet mobiliseret, vil det være muligt at styrte imperialismen og feudalismen.“ Lad os anvende Mariáteguis ordre: „Organiseringen af arbejderne og bønderne på baggrund af en fast klassebevidst karakter er målet for vore anstrengelser og vor propaganda.“

IMOD FORFATNINGSILLUSIONERNE! FOR DEN NYDEMOKRATISKE STAT!

GENOPTAG MARIÁTEGUI OG REKONSTITUÉR HANS PARTI!

LEVE MARXISMEN-LENINISMEN-MAO TSE-TUNG TÆNKNING!

April 1978

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti

1Karl Marx: „Borgerkrigen i Frankrig“, 1871.

2Det ovenstående gælder for timelønninger, ikke månedslønninger.

3Det ovenstående gælder for månedslønninger, ikke timelønninger.