Perus Kommunistiske Partis Centralkomité: “Om opbygningen af Partiet”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, erobringen af magten!

OM OPBYGNINGEN AF PARTIET

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti
1992

Forlaget Røde FaneReproduceret af
Den Røde Fane

OM OPBYGNINGEN AF PARTIET

Alle revolutionære kampe verden over, har som mål at erobre og befæste den politiske magt.”
Mao Tsetung.

Ved at sammenfatte de 100 års erfaringer fra arbejderklassens og verdensrevolutionens kamp, skrev Formand Mao Tsetung i 1948:

Hvis der skal være revolution, så må der være et revolutionært parti. Uden et revolutionært parti, uden et parti der bygger på den revolutionære marxistiske-leninistiske teori, og er af den revolutionære marxistiske-leninistiske type, er det umuligt at lede arbejderklassen og de brede folkemasser til sejr over imperialismen og dens lakajer. I de mere end éthundrede år siden marxismens fødsel, var det kun gennem de russiske bolsjevikkers eksempel i ledelsen af oktoberrevolutionen, i ledelsen af den socialistiske opbygning og i sejren over den fascistiske aggression, at revolutionære partier af ny type blev dannet og udviklet i verden. Med fødslen af revolutionære partier af denne type ændredes verdensrevolutionens ansigt. Ændringen har været så stor, at forandringer der er fuldstændige ufattelige for folk af den ældre generation, er kommet i stand under ild og torden. Kinas Kommunistiske Parti er et parti, som er opbygget og udviklet efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis model. Med Kinas Kommunistiske Partis fødsel antog den kinesiske revolutions ansigt et helt nyt aspekt. Er denne kendsgerning ikke tydelig nok?” (fremhævningen er vort Partis).

Her er spørgsmålet om Partiet mesterligt sammenfattet: dets nødvendighed og dets opbygning som et Parti af ny type, der konkretiserer og anviser den præcise kurs for verdensrevolutionen og for hvert lands revolution, til tjeneste for arbejderklassen og dens frigørelse.

Tre spørgsmål skal tages i betragtning:

1) Nødvendigheden af Partiet, der er spørgsmålet for arbejderklassen om at tage den politiske magt;

2) Opbygningen af Partiet, der er spørgsmålet om dets opbygning i et halvfeudalt og halvkolonialt land, i hvilket arbejderklassen og kun arbejderklassen gennem sit Parti, kan lede den demokratiske-nationale revolution; og

3) Den indre kamp, der er spørgsmålet om at Partiet udvikler sig midt i to-linie kampen i dets skød, kamp på hvilket grundlag partienheden og partikohæsionen baserer sig.

Og disse tre spørgsmål kræver at vi tager det følgende i betragtning: for det første marxismen, som er teorien og praksis, marxismens erfaring i spørgsmålet om partiopbygningen, de store lærdomme systematiseret af Marx og Engels, Lenin og Stalin og Formand Mao Tsetung. For det andet, opbygningen af Partiet i vort eget land… Og for det tredje, den nuværende situation som opbygningen af arbejderklassens Parti i vort land udfolder sig i.

MARXISMEN OG OPBYGNINGEN AF PARTIET

Midt i det 19. århundrede, med marxismens fremkomst, rejste arbejderklassen sig som den nye og sidste klasse i historien. Med det “Kommunistiske Partis Manifest” hejste proletariatet det program der vil bringe menneskeheden til en Ny Verden, det kommunistiske samfund, det Klasseløse Samfund. Dette er programmet og vejen alle vi mennesker nødvendigvis må følge, under ledelsen af proletariatet konkretiseret i dets Parti. Der er ingen anden vej for klasserne, der er ingen anden vej for menneskeheden. På autentisk vis beviser verdenshistorien det. Oktoberrevolutionen, den Kinesiske Revolution og andre, den opstigende nationale befrielsesbevægelse, den internationale arbejderklasses vedvarende march og dens revolutionære partier, er alle en del af denne ubønhørlige vej. En vej der i de kommende 50 til 100 år afgørende vil udvikle sig i store kampe der vil ryste Jorden, som Formand Mao Tsetung lærer os det.

MARX, ENGELS OG OPBYGNINGEN AF PARTIET

Marx og Engels grundlagde arbejderklassens verdensanskuelse, marxismen. De rejste vægtige sandheder som vi ikke må opgive, såsom: princippet om klassekampen for at forstå og forandre verden, volden som historiens jordemoder, proletariatets diktatur og nødvendigheden af den revolutionære forandring af det gamle samfund gennem en lang historisk proces. Men desuden, og til tider fremhæves det ikke nok, virkeliggjorde Marx og Engels deres teser om nødvendigheden af at opbygge arbejderklassens Parti, som et uundværligt instrument for at kæmpe for dens klasseinteresser. Således opnåede de, midt i en vanskelig kamp imod gamle anarkistiske anskuelser med en grundlæggende bourgeois essens, at opstille følgende i Internationalens Statutter i 1884 og 1872:

I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun da optræde som klasse, hvis det konstituerer sig selv som et særligt politisk parti, der står overfor alle tidligere partier, dannede af de besiddende klasser.”

Denne forening af proletariatet til politisk parti er uomgængelig for at sikre den sociale revolutions triumf og dens endelige formål – klassernes afskaffelse.”

… …

Da jordens og kapitalens herrer bestandig betjener sig af deres politiske privilegier til at beskytte og forevige deres økonomiske monopoler og til at knægte arbejdet, bliver erobringen af den politiske magt proletariatets ophøjede pligt.”

Marx og Engels gik ud fra ideen at arbejderne selv blev nødt til at kæmpe for deres egen frigørelse som klasse, og at proletariatets økonomiske frigørelse er “det store mål, og at enhver politisk bevægelse som et middel må underordnes dette mål”. De fremførte nødvendigheden af at arbejderklassen organiserer sig selv som et politisk parti, for at kæmpe for dens egne klasseinteresser, for at erobre den politiske magt og da, som konsekvens, nå dens mål, virkeliggørelsen af dens historiske mål: opløsningen af klasserne og opbygningen af et nyt samfund uden udbyttere eller undertrykkere.

Ligeledes fastsatte de at arbejderklassen organiserede sig selv “som et særligt politisk parti, der står overfor alle tidligere partier…”. Dette er på grund af, at når arbejderklassen organiserer sig som politisk parti, tager den sin verdensanskuelse, marxismen, som sit grundlag. Fordi den har sit eget program, som Marx og Engels fastsatte i Manifestet, der får kommunister til at “fremhæve hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet og gøre disse interesser gældende”, og at kommunisterne i “de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse”, ved konstant at støtte sig på deres klasseanskuelse der kan sammenfattes “i det ene udtryk: ophævelse af privatejendommen.” På denne måde forelagde de opbygningen af et “særligt og modstående” Parti, der vil tjene klassens enhed som revolutionen forlangte, eller med deres egne ord:

For at sikre revolutionens succes er enhed i tanke og handling nødvendig. Medlemmerne af Internationalen forsøger at skabe denne enhed gennem propaganda, diskussion og organisation…”.

Desuden forstod de proletariatets Partis udvikling og kamp knyttet til revolutionens etape og på ingen måde løsrevet fra dette grundlæggende problem. Marx påpegede at i Tyskland ville arbejderklassens revolution afhænge af at støtte den “med en slags anden udgave af bondekrigen”, mens Engels fortsatte: I et overvejende landbrugsland, er det en gemenhed udelukkende at falde over bourgeoisiet i industriproletariatets navn uden med et ord at nævne den store feudaladels patriarkalske ‘prygleudbytning’ af landproletariatet.” Derfor, som Lenin fremhæver:

Sålænge den demokratiske (borgerlige) revolution I Tyskland ikke var fuldført, rettede Marx i spørgsmålet om det socialistiske proletariats taktik hele opmærksomheden mod udvikling af bøndernes demokratiske energi.”

Til sidst udkæmpede Marx og Engels en stor og intens kamp for opbygningen af proletariatets Parti. De anvendte mange år på at bekæmpe anarkismen, og på at få marxismen til at blive arbejderklassens anerkendte verdensanskuelse og grundlaget for dens politiske organisation. Marx og Engels måtte konfrontere Bakunin og hans gruppes konspirationer, der “…forklædt som den mest ekstreme anarkisme, ikke retter sine slag imod de siddende regeringer, men imod de revolutionære der hverken accepterer deres dogme eller ledelse”; der “infiltrerer organisationen… først for at forsøge at dominere den og når denne plan slår fejl, arbejder de på at desorganisere den.”; der ”organiserer… deres egne små hemmelige afdelinger”; der “i deres aviser offentligt angriber alle der nægter at underlægge sig deres vilje”; der “griber til alle midler og al slags illoyalitet for at opnå deres mål: løgne, bagvaskelse, trusler, bagholdsangreb – de finder dem alle lige passende”. Sammenfattet imod anarkismen, der bagved alle dens maskerader af højtlydende pseudo-radikale venstrefraser gemmer dets højre-essens og sin økonomisme, der fornægter proletariatets klassepolitik.

En kamp som de også senere udkæmpede imod højreafvigelser og opportunismen i de socialdemokratiske partiers skød, især i det tyske på grund af dets fornægtelser af klassens principper og bourgeois-deformeringer af det politiske program. Denne kamp, såvel som den tidligere, blev udkæmpet i forsvaret af enheden, ved at forlange at “vi skal have modet til at give afkald på umiddelbar succes på mere nødvendige tings alter”, ved at undervise i selvkritikken og den alvorlige bedømmelse af fejl og hvad der særligt skal fremhæves, påpegelsen af roden til kampen og splittelsen:

Hvad det øvrige angår sagde Hegel førhen at Partiet demonstrerer sin sejr ved at acceptere og modstå splittelse. Den proletariske bevægelse går naturligvis gennem forskellige udviklingsfaser og i hver af disse hænger nogle personer fas og, fortsætter ikke fremad. Dette er den eneste grund til at den proletariske solidaritets praksis udføres af forskellige grupper af Partiet der kæmper på liv og død mellem sig, som de kristne sekter i det Romerske imperium under perioden med de værste forfølgelser.”

Dette er grundlæggende spørgsmål som Marx og Engels lærte os i forbindelse med nødvendigheden af Partiet, dets opbygning og udvikling i kamp. Dette er en meget vigtig del af den videnskabelige socialisme, af selve de klassiske grundlæggeres teori der mange gange bliver glemt og endda udeladt. Hvis Marx og Engels ikke havde rejst disse spørgsmål, ville deres gigantiske arbejde hverken have haft mening eller være blevet konkretiseret. Men, hvilket det er meget nødvendigt at gentage, arbejderklassens videnskabelige verdensanskuelse, marxismen, har siden sin fremkomst, rejst og løst spørgsmålet om Partiet. Hvad der er sket er, som på andre områder af marxismen, at denne revolutionære teori og praksis om nødvendigheden af Partiet, dets opbygning og to-linie kampen inde i det, er blevet udviklet ved at sammenfatte de efterfølgende store erfaringer fra den internationale arbejderklasse, et arbejde der er blevet opfyldt på verdensplan af Lenin og Formand Mao Tsetung.

LENIN OG OPBYGNINGEN AF PARTIET AF NY TYPE

Det 20. århundrede bragte os imperialismen, kapitalismens højeste og sidste fase, hvori arbejderklassen tager magten og konsoliderer den. Lenin genoptog Marx´ og Engels´ gamle revolutionære teser som den gamle revisionisme ville ødelægge og udviklede og hævede dem til marxismen-leninismens etape. Hvilken betydning har denne udvikling af marxismen for opbygningen af proletariatets parti? Bevidst om at etapen af stormangreb på den politiske magt og proletariatets diktatur var kommet, fremhævede Lenin nødvendigheden af partiet for at forandre samfundet. Hans store devise viser os det:

“Giv os en organisation af revolutionære – og vi vil ryste Rusland i dets grundvold.”

For Lenin kræver det et Parti for at ændre verden og dette har et program, der ifølge hans egne ord “består i organiseringen af proletariatets klassekamp og i ledelsen af denne kamp, hvis endemål er erobringen af den politiske magt for proletariatet og organiseringen af det socialistiske samfund”.

Ved som ingen anden på hans tid at forstå nødvendigheden af proletariatets organisation, det proletariat hvis styrke ligger i dets organisering, fastsatte Lenin følgende teser som ingen kommunist må glemme:

Proletariatet har intet andet våben i kampen om magten end organisationen. Selv om proletariatet splittes ved den anarkistiske konkurrences herredømme i den borgerlige verden, nedtynges af tvangsarbejdet for kapitalen, uafladeligt kastes ned “på bunden” af al elendighed, forrådnelse og fordærvelse, kan det blive og vil det uværgerligt blive en uovervindelig magt, når dets ideologiske enhed på grundlag af marxismens principper blot befæstes gennem den materielle enhed i organisationen, som sammensvejser millioner af arbejdende mennesker til arbejderklassens armé. Mod denne armé vil hverken den russiske enevældes affældige magt eller den internationale kapitals hensmuldrede magt kunne holde stand. Tros alle zigzagbevægelser og alle skridt tilbage, trods de opportunistiske fraser, som Girondinerne i vort nuværende Socialdemokrati strør om sig, trods de selvtilfredse lovprisninger af det tilbagestående cirkelvæsen, trods den intellektuelle anarkismes gøgl og larm vil denne hær slutte sine rækker tættere og tættere.”

Vi peruvianske kommunister og revolutionære skal være opmærksomme på disse ord der i dag er mere værdifulde end nogensinde. Udfra dem fremhæver vi for det første at kampen for den politiske magt kræver proletariatets organisation og dens betydning er at den udgør det eneste våben for proletariatet. For det andet vil proletariatet blive uovervindeligt, på trods af alle vanskelighederne som udbytningen påtvinger det, hvis det tager marxismen som dets vejleder og ideologiske enhedsbasis og konkretiserer den ved at forene sine rækker i organisationen. For det tredje vil hverken den reaktionære magt i en hvilken som helst nation, eller imperialismen og social-imperialismen på verdensplan, være i stand til at holde sig ved magten imod proletariatets organiserede hær. For det fjerde vil den organiserede arbejderklasse gå fremad, ved at forene sine rækker mere og mere imod den moderne revisionismes ondskabsfulde intriger, på trods af den tydeligt forældede gruppe- og sekterisme mentalitet, og marchere videre på trods af den organisatoriske uvilje og højtravende ordflom fra “de intellektuelles anarkisme”.

På denne måde forelagde Lenin spørgsmålet om opbygningen af partiet, om dets nødvendighed og udvikling i kampen og dets ideologiske, politiske og organisatoriske opbygning.

Men dette er ikke alt. I “Et Skridt Frem, To Skridt Tilbage” fastsætter Lenin de organisatoriske teser om Partiet, hvis mesterlige sammenfatning vi tager fra den gamle og store “Sovjetunionens Kommunistiske Partis (bolsjevikernes) Historie” af Stalin:

1) Partiet er en del, en trop af arbejderklassen. Men det er en fortrop, der går foran, der leder. Det er en bevidst trop med kendskab til lovene for den revolutionære proces; og det er en marxistisk trop, der fast støtter sig på arbejderklassens revolutionære verdensanskuelse.

2) Partiet er en organiseret trop, det er et system af organisationer der “som klassens fortrop, skal være så organiseret som muligt, at partiet kun skal optage sådanne elementer, som tillader i det mindste et minimum af organisation…” hvorfor det har en egen disciplin, obligatorisk for alle dets medlemmer.

3) Partiet er den “højeste af alle organisationsformer” for proletariatet, kaldet til at lede alle andre organisationer indenfor arbejderklassen, for hvis mål det tæller at være sammensat af klassens bedste sønner og døtre (smedet i marxismen, kendere af klassekampens love), og med dets egen erfaring og erfaringen fra arbejderklassen i hele verden.

4) “Partiet er legemliggørelsen af forbindelsen mellem arbejderklassens fortrop og arbejderklassens millionmasser”. Derfor kan det hverken leve eller udvikle sig uden forbindelse til masserne, tværtimod kræver dets liv og udvikling at “forøge sine forbindelser med masserne og vinde tillid hos sin klasses millionmasser”.

5) Partiet skal være organiseret efter den demokratiske centralisme, med fælles partilove og fælles disciplin der er lige for alle og med “et fælles ledende organ – Partikongressen, og i tiden mellem kongresserne partiets Centralkomité i spidsen for Partiet; mindretallet må indordne sig under flertallet, de enkelte organisationer under centrum og de lavere organisationer under de højere”.

6) For at fastholde enheden i sine rækker kræver Partiet en fælles disciplin, lige for alle. En enhed der forlanger stor opmærksomhed, for som Stalin sagde: “Da kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os at beskytte vort Partis enhed som vort eget øjeæble”

Disse teser og de foregående skal vi peruvianske kommunister og revolutionære være meget opmærksomme på, fordi de alle er af overordentlig stor betydning. Et andet spørgsmål af ekstraordinær vigtighed, som Lenin har behandlet, er hvad angår clandestiniteten. Et spørgsmål der blandt os forveksles med okkultisme, med strudse-politik. Lenin fremførte nødvendigheden af et clandestint Parti, som et system af stærkt centraliserede organisationer med det mål konstant og under alle forhold at kunne regne med et højere led der er i stand til at lede revolutionen, fastholde dens bannere og strides for dem på trods af undertrykkelse og forfølgelse. Således tjener clandestiniteten til at Partiet bliver en “kampmaskine”, der ubetvingeligt vil fortsætte indtil det opnår sit mål, at tage den politiske magt for at ændre verden, uden nogensinde at adskille sig fra masserne. På grund af selve kampens nødvendighed i vort land, skal vi fremhæve nogle punkter om dette komplekse spørgsmål: Her er det i særdeleshed vigtigt at have en klar ide om hvad kunsten om den konspiratoriske organisation består i. Lenin fortæller os i “Et Brev til en Kammerat om Vore Organisatoriske Opgaver”, et hæfte der tales meget om, men hvis retningslinier hverken bliver forstået eller anvendt, med sine egne ord:

Hele kunsten i at drive en hemmelig organisation, må bestå i at gøre brug af alt der er muligt, for at ‘give alle noget at gøre’ og på samme tid bevare hele bevægelsens ledelse, selvfølgelig ikke i kraft af at have magten, men i kraft af autoritet, energi, større erfaring, større alsidighed og større talent.”

I det samme hæfte forelagde Lenin, imod dem der forstår clandestiniteten som noget stift og mekanisk, at:

Endvidere vil graden af clandestinitet og de forskellige cirklers organisatoriske form afhænge af deres funktions væsen: følgelig vil organisationerne være højst forskelligartede (varierende fra de mest ‘strenge’, snævre og begrænsede typer af organisationer, til de mest ‘frie’, brede, løst indrettede og åbne typer).”

Vi betragter dette spørgsmål som yderst betydningsfuldt for vor nuværende revolution, fordi der er, vi gentager, for megen mekanisk og ikke-dialektisk tænkning med hensyn til disse problemer. Desuden påpeger vi at Lenin, hvad angår det clandestine arbejde, fremhævede spørgsmålene om hemmeligt arbejde og åbent arbejde. Lad os se hvad han redegør for i “Det Clandestine Parti og det Legale Arbejde”:

Spørgsmålet om det clandestine parti og socialdemokraternes legale arbejde i Rusland er et af hovedspørgsmålene for partiet. Det har været et anliggende for RSDAP gennem hele den efter-revolutionære periode [der henvises til 1905] og har frembragt den bitreste kamp i dets rækker.

Kampen om dette spørgsmål har først og fremmest været mellem likvidationisterne og anti-likvidationisterne… RSDAP’s konference i december 1908… formulerede klart, i en speciel resolution, partiets syn på det organisatoriske spørgsmål: partiet udgøres af clandestine socialdemokratiske celler, der selv må oprette ‘støttepunkter for arbejdet blandt masserne’, i form af et så omfattende og forgrenet net af forskellige legale arbejdersamfund som muligt.”

Og ved at fremhæve relationerne mellem clandestint og legalt arbejde:

Hovedkonklusionen der kan uddrages af vor vurdering – partiets vurdering – af situationen, er at revolutionen er nødvendig og nærmer sig. Formerne af udviklingen der leder til revolutionen har ændret sig, men revolutionens gamle opgaver består. Heraf konklusionen: formerne for organisation må ændres, ‘cellernes’ former må være fleksible, deres udvidelse vil ofte ske gennem udvidelsen, ikke af cellerne selv, men af deres legale ‘periferi’, osv.

Men denne ændring af den clandestine organisations former er overhovedet ikke dækket ind af formlen: ‘tilpasning’ til den legale bevægelse. Det er noget fuldstændig forskelligt! Legale organisationer er støttepunkter for at udbrede ideerne om clandestine celler blandt masserne. Med andre ord ændrer vi vor form at udøve indflydelse på, for at sikre at den tidligere indflydelse fortsætter med en clandestin orientering.

Hvad angår formen af organisationerne, ‘tilpasser’ de clandestine sig selv til de legale. Men hvad angår indholdet af vort partis arbejde, ‘tilpasser’ legal aktivitet sig til clandestine ideer.”

Og til slut:

Det Socialdemokratiske Parti er både clandestint ‘i sin helhed’ og i hver celle, og – vigtigst af alt – i hele indholdet af dets arbejde, der består i at udbrede og bane vej for revolutionen. Derfor kan det mest åbne arbejde af den mest åbne celle af det Socialdemokratiske Parti ikke betragtes som ‘åbent udført partiarbejde’.”

Dette citat er langt, men vi betragter det som værende af stor vigtighed for det revolutionære arbejde i vort land og det fortjener speciel opmærksomhed, ligesom de foregående citater om det clandestine arbejde.

I vort land er det almindeligt at kriteriet om det clandestine arbejde fører til adskillelse fra masserne, men vi skal huske på hvad Lenin sagde med henblik på dette:

Imidlertid mistede denne professionelle revolutionære [Sverdlov] aldrig kontakten med masserne, ikke en gang et øjeblik. Selvom tsarismens vilkår dømte ham, som alle revolutionære i de tider, til hovedsageligt undergrunds og clandestine aktiviteter, selv da, selv i disse undergrunds og clandestine aktiviteter, marcherede Sverdlov altid skulder ved skulder og hånd i hånd med de fremskredne arbejdere.”

Dette er grundlæggende teser af Lenin, som vi skal holde for øje i opbygningen og udviklingen af proletariatets Parti og anvende dem korrekt i rekonstitueringen af Mariáteguis Parti.

For at afslutte dette er det tilstrækkeligt at huske på at disse principper om opbygningen af proletariatets revolutionære Parti, af det bolsjevikiske Parti, af det Parti der er i stand til at erobre den politiske magt, ikke faldt ned fra himlen, men blev etableret midt i en stor og hård kamp imod mensjevikkerne, højre-opportunismen i Rusland i den epoke. For udover at udkæmpe kampen for Partiets organisatoriske principper, måtte Lenin gøre det på en bestemt baggrund: en politisk højre-opportunistisk linie. Det var udfra dette han klogt konkluderede at organisationsproblemer ikke ændrer sig på 24 timer eller 24 måneder. For at afslutte dette må vi huske på at Lenin fastslog at partiet går fremad midt i kampen og næsten altid under fjendens ild. Med hans egne ord:

Vi marcherer i sluttet flok ad en stejl og vanskelig vej, holdende hinanden fast i hænderne. Vi er på alle sider omgivet af fjender, og vi må næsten ustandseligt vandre under deres ild. Vi har forenet os efter en frit truffet beslutning netop for at kæmpe mod fjenderne og ikke træde ned i sumpen ved siden af, hvis beboere fra begyndelsen af har dadlet os, fordi vi har udskilt os i en særlig gruppe og har valgt kampens og ikke forsoningens vej.”

Er disse teser af Lenin ikke vigtige for os? Bør vi kommunister og revolutionære ikke virkelig tilslutte os dem? Gør vi det som det er passende? Det er på tide at tilsidesætte selvtilfredsheden og alvorligt bedømme vor revolutionære virkelighed.

MAO TSETUNG OG OPBYGNINGEN AF PARTIET I DE HALVFEUDALE OG HALVKOLONIALE LANDE

For at fuldende vort tema, “Marxismen og opbygningen af Partiet”, vil vi beskæftige os med Formand Maos teser om nødvendigheden af Partiet, dets opbygning og om kampen i dets skød. I denne artikels indledende citat, er netop hans tese om nødvendigheden af Partiet gengivet. Det vil være unyttigt at gentage den.

Ved at gå over til spørgsmålet om opbygning, indleder vi med at notere at i “Problemer i Krigen og Strategien” fastsætter Formand Mao opbygningen af Partiet på basis af det universelle princip om revolutionær vold. Således lærer han os:

At gribe magten ved hjælp af væbnet magt, at afgøre spørgsmålet ved hjælp af krig, dette er den centrale opgave i revolutionen og dens højeste form. Dette marxistiske-leninistiske revolutionære princip har universel gyldighed, for Kina og for alle andre lande.”

Ved at tage udgangspunkt i dette marxistiske-leninistiske princip og skelne mellem revolutionens udvikling i de kapitalistiske lande og i Kina, fastslår han i det samme værk:

I Kina er krigen den vigtigste kampform og hæren den vigtigste organisationsform. Andre former såsom masseorganisationer og massekamp er ligeledes af yderste vigtighed og helt uundværlige og må under igen omstændigheder overses, men deres formål er at tjene krigen. Før udbruddet af en krig er al organisation og kamp en forberedelse til krigen… Efter at en krig er brudt ud, er al organisation og kamp koordineret med krigen enten direkte eller indirekte”.

Ved at udvikle spørgsmålet om opbygningen af Partiet, forelægger og løser Formand Mao Tsetung grundlæggende spørgsmål i “Introduktion til ‘Kommunisten’ “. Deri forelægger han for det første at Kinas Kommunistiske Parti udførte store og talrige kampe i hvilke det hærdede dets medlemmer, kadrer og organisationer; at det opnåede store sejre og også led alvorlige nederlag; og at forstå Partiets udviklingslove, kræver at analysere dets egen historie og derudfra uddrage løsningen på dets opbygningsproblemer.

For det andet etablerer han følgende store tese udfra bedømmelsen af hans eget Parti i dets relationer med bourgeoisiet og dets relationer med enhedsfronten og den væbnede kamp:

Det er gennem denne form for sammensatte relationer med det kinesiske borgerskab, at den kinesiske revolution og Kinas Kommunistiske Parti er gået fremad i deres udvikling. Dette er et specielt historisk træk, et træk, som er særegent for revolutionen i koloniale og halvfeudale lande, og som ikke kan findes i noget kapitalistiske lands revolutions historie.”

Dette spørgsmål er grundlæggende for os, peruvianske kommunister og revolutionære, idet vort samfund også er halvkolonialt og halvfeudalt, fra hvilket det udledes at vor revolution også vil være borgerlig-demokratisk, ligesom den første etape af den kinesiske revolution, og som konsekvens deraf “vil dens hovedmål være imperialismen og feudalismen.”

For det tredje udviser den kinesiske revolution, to særegenheder. Med Formand Maos egne ord:

“…Således er der to grundlæggende særkendetegn i den kinesiske borgerlig-demokratiske revolution: 1) enten danner proletariatet en revolutionær, national enhedsfront med borgerskabet, eller det tvinges til at opløse den; og 2) væbnet kamp er revolutionens hovedform”.

For det fjerde fremgår det af det foregående at opbygningen og udviklingen af Kinas Kommunistiske Parti, ikke kan forstås ved at se bort fra disse to særegenheder, der er grundlæggende spørgsmål for den demokratiske revolutions politiske linie. Således som den samme store leder lærer os:

Partiets nederlag eller sejre, dets tilbagetog eller fremstød, dets indskrumpninger eller udvidelse, dets udvikling og konsolidering, er uundgåeligt kædet sammen med dets forhold til borgerskabet og den væbnede kamp. Når Partiet indtager en korrekt politisk linie i spørgsmålet om at danne en enhedsfront med borgerskabet eller om at opløse den, når det tvinges til det, tager vort parti et skridt fremad i sin udvikling… Ligeledes når vort parti behandler spørgsmålet om revolutionær væbnet kamp korrekt, tager det et skridt fremad i sin udvikling… Derfor har opbygningen og bolsjeviseringen af partiet i atten år været kædet nært sammen med dets politiske linie, med den korrekte eller ukorrekte behandling af spørgsmålet om enhedsfronten og væbnet kamp”.

For det femte fremgår spørgsmålet om en dygtig ledelse i den kinesiske revolution. I det kommenterede hæfte fastsætter han følgende tese, der bør få os til meget alvorligt at overveje hvilke forholdsregler der fører os på rette vej.

Derfor er enhedsfronten, væbnet kamp og partiopbygning de tre grundlæggende spørgsmål for vort parti under den kinesiske revolution. At have et korrekt greb om disse tre spørgsmål og deres indbyrdes forhold er ensbetydende med at lede hele den kinesiske revolution korrekt.”

Og til slut præciserer han Partiets rolle, ved i det samme hæfte at påpege:

Vore atten års erfaringer viser, at enhedsfronten og den væbnede kamp er de to grundlæggende våben til at bekæmpe fjenden med. Enhedsfronten er en enhedsfront, der skal videreføre den væbnede kamp. Og partiet er den heltemodige kriger, der bruger de to våben, enhedsfronten og den væbnede kamp, til at storme og tilintetgøre fjendes stilling med. Sådan er de tre indbyrdes forbundet.”

Her er efter vores mening det ideologiske og politiske grundlag for opbygningen af Partiet i et halvkolonialt og halvfeudalt land, mesterligt fastslået af Formand Mao Tsetung. Vigtigheden af disse spørgsmål kan ikke på nogen måde sættes til side, fordi som han selv lærer os: “Dette, om den ideologiske og politiske linie er korrekt eller ukorrekt, afgør alt”.

Det er på dette ideologiske og politiske grundlag at Formand Mao Tsetung fastsætter sin plan for Partiets organisatoriske opbygning, dets taktik og kampprincipper. Dette spørgsmål forelægges i punkt 6 i hans artikel “Udvid Frit den Anti-Japanske Styrke”. Lad os analysere problemet. For det første fastslår han politikken for den organisatoriske opbygning i de områder der er domineret af fjenden:

I Kuomintang-områderne er det vor politik at holde omhyggeligt udvalgte kadrer under jorden i en lang periode, at samle styrke og vente på et gunstigt tidspunkt og at undgå overilethed og afsløring.”

For det andet fastslår han det taktiske princip der bør være vejledende:

I overensstemmelse med princippet om at udkæmpe kampe på et retfærdigt grundlag, til vor fordel og med tilbageholdenhed er det vor taktik i bekæmpelsen af de ultra-reaktionære at kæmpe stadige og sikre kampe og at opbygge vor styrke ved at udnytte alle de af Kuomintangs love og dekreter, der kan tjene vort formål, samt ved at udnytte alt, der tillades af samfundets sædvaner.”

For det tredje fastslår han infiltreringen af de reaktionære organisationer og de revolutionæres arbejde i samme.

For det fjerde påpeger han den grundlæggende politik:

I alle Kuomintang-områderne er det ligeledes Partiets grundlæggende politik at udvikle de progressive kræfter (partiorganisationerne og massebevægelserne), at vinde midterkræfterne over (syv kategorier i alt, nemlig det nationale borgerskab den oplyste lavadel, tropperne af blandet sammensætning, mellemlagene i Kuomintangs, mellemlagene i den Centrale Hær, småborgerskabets øvre lag og de små politiske partier og grupper og at isolere de ultra-reaktionære kræfter, med henblik på at afrunde for at… og tilvejebringe en gunstig vending i situationen.”

For det femte fastsætter han nødvendigheden af at forberede sig på nødsituationer:

Samtidig bør vi være fuldt ud forberedte på at have at gøre med en hvilken som helst nødsituation i lokal eller national målestok.”

For det sjette fremhæver han clandestiniteten:

Vore partiorganisationer i Kuomintang områderne må holdes strengt clandestine.”

For det syvende understreger han en nøje undersøgelse af Komite medlemmerne:

I det Sydøstlige Bureau i alle provins-, særlige amts- og distriktskomiteer må hele personalet (fra partisekretærer til kokkene) undersøges nøje én for én, og ingen, der kan give anledning til den ringeste mistanke, må få lov til at forblive i nogle af disse ledende organer.”

Og til slut:

Der skal vises stor omhu i beskyttelsen af vore kadrer”

Alt dette er træffende og værdifulde instruktioner omkring Partiets organisatoriske liv og kamp.

Angående den indre kamp, er det tilstrækkeligt at huske på at det lige præcist er Formand Mao Tsetung, der mesterligt har udviklet forståelsen af kampen i Partiet som en afspejling af klassekampens modsætninger og modsætningen mellem det nye og det gamle i den sociale verden. Endvidere fastsætter han at kampen inde i Partiet er to-linie kampen der dækker hele dets udviklingsproces, og at hvis sådanne modsætninger og kampe ikke finder sted vil “partiet ophøre med at leve.” Ligeledes er det ham, der for at få en korrekt udvikling af kampen i Partiets skød, har fremsat tesen: “ ‘lær af fortidens fejl for at undgå fejl i fremtiden’ og for det andet ‘kurér sygdommen for at redde patienten’ ”. Denne store tese må vi anvende med fasthed, i dag mere end nogensinde før, ved at huske på dens indhold: “De fejl der er begået må afsløres uden hensyn til nogens følelser. Hvad der har været af dårligt må analyseres udfra en videnskabelig indstilling, så at arbejdet i fremtiden kan gøres omhyggeligere og bedre. Det er hvad der menes med ‘lær af fortidens fejl for at undgå fejl i fremtiden’. Men når vi afslører fejl og kritiserer mangler, er det med samme mål som når en læge behandler en sygdom: det er for at redde patientens liv og ikke for at doktorere ham ihjel.”

Formand Mao har sammenfattet Kinas Kommunistiske Partis store historiske erfaring hvad angår to-linie kampen, med de følgende ord: “Praktisér marxisme og ikke revisionisme; forén jer og driv ikke splittelsesvirksomhed; vær åbne og ærlige og lad være med at intrigere og konspirere”. Denne store lektion skal fastholdes, imidlertid må man aldrig miste årvågenheden, som han selv lærte os det i 1964: “Men vogt jer for dem der deltager i intriger og konspirationer. For eksempel har der været personer som Kao Kang, Jao Shu-shih, Peng Teh-huai og Juang Kecheng i Centralkomiteen. Alting deler sig i to. Nogle personer skal absolut konspirere. Hvad skal vi gøre hvis de vil gøre dette?. Selv nu er sådanne personer i færd med det! At der findes mennesker som konspirerer, er en objektiv kendsgerning og ikke et spørgsmål om hvorvidt vi kan lide det eller ej”. Men hvad skal kampen inde i Partiet til for? I sidste ende er det for at fastholde enheden og marxismen, for at bekæmpe splittelse og gendrive revisionismen. Fordi som han selv lærer os, rejser enheden sig ovenpå kamp og er relativ, mens kampen er absolut. Følgelig er kampen for at fastholde enheden på marxismens grund, eftersom enheden er vigtig: “Partiets interne enhed og enheden mellem Partiet og Folket, er to våben af uvurderlig betydning for at overvinde vanskeligheder. Alle kammerater i Partiet må værdsætte dem”.

Her er Formand Mao Tsetungs væsentlige teser om nødvendigheden af Partiet, dets opbygning og kampen inde i det. Vi skal studere dem, fordi de er afgørende for at vejlede opbygningen af proletariatets Parti i vort fædreland.

Med det foregående har vi fremsat, hvad der efter vor mening er grundlæggende marxistiske teser, af Marx, Engels, Lenin og Formand Mao Tsetung, om tre spørgsmål vi, som allerede sagt, betragter som nøglespørgsmål for opbygningen af partiet i vor aktuelle situation: nødvendigheden af Partiet, teorien om dets opbygning (i et halvkolonialt og halvfeudalt land) og to-linie kampen i dets skød. Vi er af den mening at spørgsmålet om opbygningen af proletariatets parti, ikke får den opmærksomhed der er passende og hverken kompleksiteten eller vigtigheden af dette spørgsmål værdsættes. Vi er søgt tilbage til at sammenfatte marxismens grundlæggende teser om opbygningen af Partiet, med fare for at gentage allerede velkendte ting, af den simple grund at kun ved at gribe marxismen-leninismen-maoismen, vil vi have den korrekte vejleder til at anskue og sammensmelte dens principper med vor virkelighed, som Mariátegui lærer os.

Note: Afskrift af Røde Fane (Bandera Roja) nr. 46, August 1976