Perus Kommunistiske Partis Centralkomité: “Om Rettelseskampagnen Med ‘Valg, Nej! Folkekrig, Ja!'”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, erobringen af magten!

OM RETTELSESKAMPAGNEN MED „VALG, NEJ! FOLKEKRIG, JA!“

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti
August 1991

Forlaget Røde FaneReproduceret af
Den Røde Fane

OM RETTELSESKAMPAGNEN MED „VALG, NEJ! FOLKEKRIG, JA!“

Tale afholdt af Formand Gonzalo i et møde om rettelseskampagnen baseret på studiet af dokumentet „Valg, Nej! Folkekrig, Ja!“.

1. I STUDIERNE SKAL MAN VÆRE OPMÆRKSOM PÅ ANALYSE OG SYNTESE

Vær opmærksom på analyse og sammenfatning — det er to aspekter af en modsigelse og syntesen er det hovedsagelige. Analysen lader os nedbryde og skelne mellem elementerne for at opnå en bedre forståelse, men dette er kun ét aspekt. Det er ikke, ej heller kan det være, hele erkendelsesprocessen. Det andet aspekt — syntesen — er nødvendigt. Det er syntesen, der lader os gribe erkendelsens væsen. Uden syntese kan der heller ikke gives noget kvalitativt spring i erkendelsen. Syntesen er det afgørende aspekt, det hovedsagelige aspekt, det, der muliggør formuleringen af objektive lovmæssigheder.

At gribe dette spørgsmål er et problem af ideologisk væsen. Det er en væsentlig del af anvendelsen af den marxistiske erkendelsesteori, af den dialektiske materialisme. At gribe dette punkt går imod den bourgeois-idealistiske ideologi, der efterstræber at adskille analysen fra syntesen. Fra den proletariske ideologis standpunkt, fra marxismen-leninismen-maoismens standpunkt, er disse de to aspekter af den samme enhed, men syntesen er det hovedsagelige aspekt, eftersom den frembringer et højere erkendelsesniveau, en kvalitativ forandring, et kvalitativt spring.

Der findes to klassiske eksempler på dette. Det ene er urets eksempel. For at forstå dets mekanisme, er det først nødvendigt at skille det ad. Dette lader os forstå dets bestanddele og disses funktioner. Men hvis uret ikke samles igen, findes der intet ur, kun dets dele. Selv hvis man placerede dem i en gruppe, ville det kun udgøre en bunke dele, aldrig et ur.

Det andet eksempel er de forskellige naturvidenskabelige fags udvikling siden det 15. århundrede. Denne proces viser historisk hvad en mangel på syntese fører til. Videnskabens store udvikling lod os forstå forskellige aspekter af naturen gennem studium, såsom i matematikken, astronomien, fysikken osv. Men denne udvikling, dvs. adskillenen, videnskabens analytiske proces, dens differentiering i forskelligartede fag, førte ofte til metafysiske teorier. Selv det 18. århundrede, et århundrede med store materialistisk-videnskabelige fremskridt, frembragte metafysisk erkendelse. Ikke desto mindre lagde hele denne opdelen i bestanddele, hele denne opdelen i videnskabelige fag, grundlaget for det kvalitative spring. Det skabte betingelserne for først fremkomsten af Hegels idealistiske dialektik og senere Marx’ materialistiske dialektik. Derfor krævede denne nedbryden syntese, en gennemgribende nedkogen. Den lagde grundlaget og de passende betingelser for den dialektiske materialisme, som blev opnået af Marx og Engels, hovedsageligt af Marx. Denne milepæls ankomst, den proletariske verdensanskuelse, den marxistiske filosofi, den dialektiske materialisme, var en proces, der var forbundet til en magtfuld syntese. Det var på samme måde at vi ankom til den proletariske verdensanskuelses centrale spørgsmål: spørgsmålet om modsigelsens almengyldighed, et historisk kvalitativt spring af monumental betydning.

Begge eksempler viser behovet for syntese, for det kvalitative spring. Lad os derfor være særlige opmærksomme på analysen og syntesen, hovedsageligt på syntesen.

Ud fra de forskellige bidrag til debatten kan vi se et problem som opstår, hvor processen med at nedbryde til bestanddele fører til en snak om „citater“. Bidragene siger: „citater fra dokumentet“ eller „om at læse Marx’ ord“ eller „om at gribe citaterne fra den Store Proletariske Kulturrevolution“. På denne måde begås den fejl at opremse isolerede citater, der ikke anvendes til aktuelle og nuværende problemer. På denne måde, skabes et problem ved ikke at gribe syntesen: en mangel på at gribe den proletariske ideologi som en enhed — marxismen-leninismen-maoismen. Vi ser endog dette problem i nogle folks måde at udtrykke sig på. For eksempel nævnes „marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen“ og den kendsgerning at denne ideologis kreative anvendelse her i Peru er Gonzalo tænkning, blot et par gange i ét af bidragene.

Det er ikke tilstrækkeligt kun at gribe kendsgerningerne. Når der er et problem, må man finde årsagen. Dette er et ideologisk spørgsmål og eftersom det er i ideologiens rige at modsigelsen mellem den proletariske og den bourgeois ideologi kommer til udtryk, er der altid modstand og den bourgeois ideologi genspejler sig i dét specifikke og konkrete øjeblik som værende hovedsagelig i forhold til den proletariske ideologi. Dette er ikke andet end en del af kampen mellem disse to ideologier, der ofte opstår i uerfarne folk, der selv er midt i deres ideologiske udvikling. Dette indebærer behovet for at ødelægge den bourgeois ideologi for at opbygge den proletariske ideologi.

Uden ødelæggelse kan der heller ikke gives nogen opbygning. De gamle vaner, idéer og skikke, denne misvækst på det ideologiske område, er en dødvægt, der udgør en byrde som skaber stor modstand.

Deraf kommer behovet for en dybtgående effekt i retning af omdannelse. Mennesket er et praktisk og ikke overvejende væsen, i særdeleshed når det handler på virkeligheden for at forandre den til tjeneste for proletariatet og folket. Dermed er menneskeheden i stand til at overvinde den gamle og forældede ideologi og at omfavne den proletariske ideologi, den eneste ideologi, som er i stand til at forstå og forandre verden til tjeneste for klassen og de undertrykte folk.

Nuvel, når man studerer, er denne modsigelse et spørgsmål om analyse og syntese. Fra erkendelsens standpunkt er dette drivkraften, der frembringer et kvalitativt spring. Uden en korrekt håndtering af denne modsigelse, vil der opstå problemer i håndteringen af den proletariske ideologi.

Deri ligger, på dette niveau, roden og årsagen til manglen på at tage standpunkt for marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, som almengyldig sandhed, som den verdensanskuelse, der forener hele verdens kommunister, og i særdeleshed, manglen på hovedsageligt at tage standpunkt for Gonzalo tænkning her i Peru for denne, vor Peruanske Revolution. At tage standpunkter baseret på isolerede citater om den internationale situation eller om den nationale politiske situation, om spørgsmålene om Partiet og dets tre instrumenter eller om massearbejdet osv., afslører en mangel på at undfange marxismen som en enhed. Hvis man i sine studier begrænser sig til analysen og ikke formår at håndtere syntesen som en hovedsagelige faktor, udgør det et problem af bourgeois ideologisk karakter, der indebærer en mangel på at foretage et kvalitativt spring. At tage standpunkt for marxismen-leninismen- maoismen, hovedsageligt maoismen, som befaler og vejleder, er den akse, som alting afhænger af.

Det er dette standpunkt, der skaber forståelse og belysning af den objektive lovmæssighed, gribelsen af hvilken der muliggør forandringen af alting — naturen, samfundet og idéerne. Man må altid lære denne lektion vel. At begrænse sig udelukkende til analyse fører til metafysik. At foretage syntesen fører til dialektisk materialisme. I vore studier af dokumentet muliggør denne verdensanskuelse at vi kan nå frem til marxismen. At nå frem til marxismen fører os til leninismen og videre til maoismen. Af disse tre er det maoismen, der er hovedsagelig. Ydermere fører maoismen os til Gonzalo tænkning, som er den almengyldige sandhed specificeret til det peruanske samfunds konkrete virkelighed og til klassekampens konkrete betingelser i dag.

Det er syntesen, der muliggør at vi kan forstå dokumentet og dets marxistiske karakter. At gribe den måde, hvorpå Partiet forstår marxismen i dag, ved at basere sig på den marxistisk-leninistisk-maoistiske, Gonzalo tænknings tese, at maoismen er den nye og højere etape.

Alle os kommunister, kæmpere og masser må hærde os i den proletariske ideologi — marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning.

2. FEJRINGEN AF 25-ÅRET FOR DEN STORE PROLETARISKE KULTURREVOLUTION

Den Store Proletariske Kulturrevolution er Formand Maos største opnåelse og den udgør et enormt bidrag til den Proletariske Verdensrevolution. Denne revolution tjente til at løse et af socialismens fremtrædende problemer — fortsættelsen af revolutionen under proletariatets diktatur i dets ustandselige march hen mod Kommunismen. Dette spørgsmål er for altid besvaret og kommunisterne kender allerede svaret på problemet — vi vil fortsætte revolutionen under det socialistiske samfunds betingelser ved hjælp af proletariske kulturrevolutioner. I perspektiv er spørgsmålets essens at forandre sjælen, at omdanne den ideologiske verdensanskuelse. Problemet er at gøre marxismen-leninismen-maoismen til en levende virkelighed. Kun således kan den kapitalistiske genoprettelse undgås og marchen hen mod Kommunismen skride fremad.

Den Store Proletariske Kulturrevolution er et grundlæggende spørgsmål for maoismen. Hvis man ikke korrekt forstår maoismen som marxismens nye, tredje og højere etape, er det umuligt at forstå noget som helst. Deri ligger spørgsmålet i al dets enkelthed. Vi ved meget vel, at være marxist i dag vil sige at være marxist-leninist-maoist, hovedsageligt maoist. Den Store Proletariske Kulturrevolutions teoretiske grundlag har sine rødder i selveste Marx, der påpegede, at der i overgangen fra kapitalismen til Kommunismen er behov for en uafbrudt revolution gennem en periode med proletariatets diktatur, en uundværlig og nødvendig uafbrudt revolution, forstået som en række på hinanden følgende spring. Denne teori har også sine rødder i Lenin, der selv undfang og fremmede kulturrevolutionen. Men det blev op til Formand Mao at løse denne store uafsluttede opgave om revolutionens fortsættelse. Han ledte, virkeliggjorde og udviklede denne revolution som den største politiske begivenhed, menneskeheden har været vidne til. På trods af mange og meget store kampe, blev spørgsmålet ikke afgjort før 1966, da proletariatet og Kinas folk fandt vejen under Formand Mao Tse-tungs personlige ledelse i spidsen for det glorværdige Kinas Kommunistiske Parti, og dermed rystedes verden.

For os har denne begivenhed endnu mere vital betydning i dag, eftersom det udbasunerede „socialismens nederlag“ er forbundet til den måde, hvorpå socialismen udvikler sig og hvordan proletariatets diktatur forsvares. Nederlaget er revisionismens, ikke socialismens nederlag. Det er revisionismen, der har fortsat sin ondsindede vej til kapitalistisk genoprettelse, synkende ned i sin endegyldige bankerots sump. Revisionisterne, i Sovjetunionen siden 1956 med Hrusjtjov frem mod den berygtede Gorbatjov, og i Kina med Teng Hsiao-ping fra 1976 og frem til i dag, tronranede proletariatets diktatur, genoprettede kapitalismen og ødelagde socialismen. Revisionismen er genoprettelsens politiske ledelse, det negative aspekt i processen af genoprettelse og kontra- genoprettelse, som klassen nødvendigvis gennemgår indtil den endegyldigt befæster sig i magten.

Den Store Proletariske Kulturrevolution er det mest positive og største bidrag i denne verdensomspændende kampproces mellem revolutionen og kontra-revolutionen, mellem genoprettelse og kontra-genoprettelse inden for socialismens udvikling. Den kendsgerning, at den kun varede indtil 1976, og den kendsgerning, at Teng Hsiao-pings kontra-revolutionære, revisionistiske statskup og den efterfølgende kapitalistiske genoprettelse fandt sted, ophæver på ingen måde Kulturrevolutionen og ej heller dens nødvendighed. Ydermere bekræfter denne genoprettelse Formand Maos ord: at det i kampen mellem kapitalismen og socialismen, i kampen på liv og død mellem genoprettelsen og kontra-genoprettelsen, i den antagonistiske kamp mellem bourgeoisi og proletariat, endnu ikke er afgjort, hvem der vil besejre hvem, og at klassekampen vil fortsætte indtil den endegyldige sejr, indtil Kommunismen er opnået.

At Kulturrevotionen udfoldede sig fra 1966 til 1976 er en uigendrivelig kendsgerning, en virkelighed; hele verden så det ske. Derfor er den proletariske kulturrevolution et løst spørgsmål. I 1848 sagde Marx, at den politiske magt ville blive erobret med volden, men han levede ikke til at se dette og ej heller var han instrument i denne proces’ udfoldelse. Ikke desto mindre gav han os løsningen — proletariatet måtte erobre magten ved hjælp af den revolutionære vold og måtte anvende proletariatets diktatur. På den samme måde har Formand Mao givet os løsningen på revolutionens fortsættelse under proletariatets diktaturs betingelser. Ydermere havde han muligheden for at anvende denne løsning i praksis. Derfor ved vi allerede, hvad vi skal gøre, eftersom vi har den historiske erfaring.

Uden at underkende Pariserkommunen af 1871, en begivenhed der blev den første milepæl i processen med erobringen af den politiske magt for proletariatet, så lad os huske, at Marx selv forstod, at Kommunen var dømt til at slå fejl, eftersom den manglede et Kommunistisk Parti til at lede sig. Ikke desto mindre sagde han, at vi ikke kunne tillade, at klassens moral blev undergravet, ej heller betød det noget, hvor mange ledere måtte gå bort. Han forsvarede og understøttede denne kamp. På trods af dens vigtighed som den første milepæl, kan Pariserkommunen ikke sammenlignes med udfoldelsen af den Store Proletariske Kulturrevolution, som er en milepæl af langt højere kvalitet. Desuden varede Pariserkommunen kun to måneder, imens Kulturrevolutionen spændte over mere end 10 år, ledet af Formand Mao og Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og mobiliserede hundreder af millioner mennesker. Mellem disse to milepæle er der Oktoberrevolutionen, ledet af Lenin, skaberen af proletariatets første diktatur og det første socialistiske land på Jorden, og den Kinesiske Demokratiske Revolution, ledet af Formand Mao, der opnåede sejren i 1949. Af disse fire storslåede og glorværdige milepæle i processen med magtens erobring og opbygningen af socialismen, er den højeste og mest udviklede milepæl hidtil den Store Proletariske Kulturrevolution.

I vort Parti, Perus Kommunistiske Parti (PKP), fastslår den Generelle Politiske Linje den kendsgerning, at den Peruanske Revolution i sin march hen mod Kommunismen omfatter tre revolutioner: den demokratiske, den socialistiske og kulturrevolutionen (ikke blot én, men mange), og at alle disse, lige fra den allerførste, vil komme til at udføre én eneste uophørlig march hen mod Kommunismen. Især i dag må vi gribe dette punkt meget vel, eftersom vi nu, 25 år efter den Store Proletariske Kulturrevolution, kan se vor fremtid i denne revolution. Ydermere, lad os meget overveje den kendsgerning, at det var i denne revolutions proces, at maoismen oplyste verden og blev marxismens nye, tredje og højere etape: marxismen-leninismen-maoismen. Lad os fejre 25-året for den Store Proletariske Kulturrevolution!

Dokumentet: „Valg, Nej! Folkekrig, Ja!“, håndterer bidragene gjort af Formand Mao til Kulturrevolutionens proces. Derfor udpeger det for os de centrale problemer i at fejre den Store Proletariske Kulturrevolution. Bidragene, vi her har udtrykt, har grebet Kulturrevolutionen og dens essens, men vi må være i stand til at forstå det inden for vore opgavers rammer. Lad os vende os til at studere for at anvende, for at kunne opnå praktiske konklusioner fra de nuværende begivenheder. Dette leder os videre til et tredje problem.

3. DEN POLITISKE SITUATION

Proletariatets politiske praktisk er at forstå dokumenter, politikker eller partidirektiver for at anvende dem i det politiske øjeblik. Vi undergår altid studier med et blik på dets anvendelse og for at løse virkelige problemer. Ellers ville vi falde ned i boglige studier, ind i mere papegøjesnak, og dette er en bourgeois, idealistisk og metafysisk metode. Derfor, lad os analysere den nuværende klassekamp i lyset af de fire sektioner af dokumentet. Lad os tænke over idéerne vi forestiller os i dag og idéerne, som Centralkomitéen må beslutte sig på.

I den første sektion — Afgørende Valg for Reaktionen“ — hvad peger dokumentet mod?

Dokumentet viser os den internationale og den nationale kontekst. Om spørgsmålet omkring den internationale klassekamp, lad os have i tanke, at vi i dag har en oprejsning af den generelle kontrarevolutionære offensiv af internationale sigte. Lad os genkalde partiets standpunkt fra 1985, når det kommer til Gorbatjov’s perestrojka – vi stod ved, at vi stod til ansigt overfor en „ny kontra- revolutionær, revisionistisk offensiv, ledet hovedsageligt af Gorbatjov og Teng Hsiao-ping“. Og senere, i maj 1990, i dokumentet vi nu studerer, sagde vi at stod til ansigt overfor „en for nylig intensiveret offensiv, der konvergerer med offensiven udløst af imperialismen imod marxismen, en offensiv kendetegnet af fornyede råb om en påstået og udbasuneret ‚marxismens forældelse‘, derfor i dette tilfælde ledtog og strid, her hovedsageligt ledtog implicit i dette ondsindede overfald, der er rettet imod marxismen-leninismen-maoismen“. I syntesen, har vi at gøre med en konvergent offensiv fra imperialismen og revisionismen i ledtog og strid. Begivenhederne, som har fundet sted siden har bekræftet at dette har været, er, og fortsætter med med at være tilfældet. Men ville det ikke være korrekt at forestille sig at vi går gennem en generel kontrarevolutionær offensiv? Hvorfor siger vi dette? Fordi alle angriber revolutionen, den demokratiske revolution, den socialistiske revolution, angriber revolutionær vold, Folkekrigen. De angriber det Kommunistiske Parti, socialismen, proletariatets diktatur og de angriber målet, Kommunismen. De siger at faktaerne har demonstreret at socialismen ikke længere er gældende, at socialismen ikke længere eksisterer, at den har fejlet.

Men vi må minde dem om at der i 1950erne var en socialistisk lejr, at den Kinesiske Revolutions sejr betød en betydningsfuld forandring i korrelationen af krafter i verdenen og at der aldrig i historien havde været et socialt system i stand til at ændre så dybt og hurtigt de rådne kapitalistiske og feudale strukturer, som der eksisterede i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) eller i Kina. Vi må minde dem om, også, at socialismen i USSR udfoldede sig under Lenin og Kammerat Stalin indtil tilranelsen af magten af revisionisten Hrusjtjov, og at den socialistiske situation i Kina var lignende, hvos socialismen varede indtil 1976, hvor efter Formand Maos død, Teng Hsiao-ping udførte et kontrarevolutionært statskup. Og vi må minde dem om, også, at hvis vi skal tælle fra 1848, da Marx og Engels, som kun var to personer, skrev det udødelige „Kommunistiske Partis Manifest“, lagde det grundlæggende for den videnskabelige socialisme og den, fra 1917, da denne socialisme først blev indført,vi kan se at socialismen er ung, den har kun haft et kort liv og i dag fortsætter den med at eksistere som en erfaring. Den lever videre i verdens kommunister og revolutionære, den lever som en ideologi og som en praksis. Desuden lever den i os, kommunisterne og de revolutionære i Peru.

Derfor taler vi om en generel kontrarevolutionær offensiv rettet mod ar afværge revolutionen som den hovedsagelige historiske og politiske retning i nutidens verden. Og hvem er disse, som retter deres spyd mod revolutionen? Det er til sammen imperialisterne og revisionisterne. Alligevel, er af de to, yankee-imperialismen det hovedsagelige element, som leder af den offensiv siden den stræber efter at blive verdenens eneste supermagt i dens kamp for hegenomi imod den anden supermagt, Rusland, og de andre imperialistiske magter. Denne offensiv er udviklet hovedsageligt af yankee-imperialismen i dens rolle som hovedaspirant på verdenshegenomi. Også, i en generel offensiv fordi, bortset kommende fra imperialismen, revisionismen og verdenreaktionen, forekommer den på alle niveauer: ideologisk, politisk og økonomisk, selvom det politiske niveau er det hovedsagelige. Vi må pågribe dette meget seriøst, analysere det og forstå det grundigt, som vi stræber efter at gøre med alt andet: spørgsmålet er at forstå virkeligheden for at belyse den objektive lov som styrer den og ved at forstå denne lov, at være i stand til at transformere virkeligheden for at tjene proletariatet og verdens folk.

Her er det påpasseligt at lave en note — dette er ikke en sidste offensiv. Vi må skeldne korrekt. Det er en generel kontrarevolutionær offensiv. I generelle termer, taler man om en sidste offensiv, når man står overfor det sidste stadie af den strategiske offensiv i revolutionen. Politisk og militært set, undergår denne offensiv tre øjeblikke eller stadier — selvfølgelig, med politikken værende den hovedsagelige del og som altid leder den militære — den strategiske defensiv, den strategiske ligevægt og den strategiske offensiv. Vores standpunkt er at vi finder os selv ved stadiet af den strategiske offensiv af verdensrevolutionen. Men vi påstår ikke at vi befinder os i den sidste offensiv. Desuden forestiller vi os at den strategiske offensiv af verdensrevolutionen udvikler sig indenfor en forlænget process, ikke indenfor en kort en, og i øvrigt. I midten af store zigzag bevægelser og endda tilbagetog. Derfor, er hvad vi står overfor ikke et problem om revolution, men af kontrarevolution. Vi står overfor en generel kontrarevolutionæt offensiv rettet mod at afværge udviklingen af den Proletariske Verdensrevolution.

Et andet spørgsmål: uanset al deres kanon- og helvedesild og den udløsningen af deres tungeste økonomiske slag, deres mudderkast og vilde angreb, som altid uden et gældende argument, er de fortabte, de er allerede besejrede. Hvis vi er bevidste om at der i revolutioner er genoprettelser og endda tilbageslag, skal vi ikke blive overraskede over eksistensen af en generel kontrarevolutionær offensiv. I øvrigt, må vi korrekt karakterisere det for at håndtere og besejre den. Angrebene på marxismen har altid været en optakt til dens videre udvikling og fremgang. Lad os huske vor tese fra 1979: så vidt vi ved i dag, 15.000.000.000 år af processen af materie i bevægelse leder mod den ustoppelige march over mod Kommunismen. Dette er realiteten så lad os forstå denne lov godt bære den fremad. Vort mål, Kommunismen, er ikke en idé udenfor den materielle process. Den er en del af den, den stammer fra denne process og konstituerer dens perspektiv. Der er ikke nogen anden klasse med proletariatets historiske perspektiv. Bourgeoisiet var engang en revolutionær klasse, men i det er allerede blevet historisk overflødigt og det flår og hvæser vildt, som sårede bæster gør. Denne rabiate opførsel er prisen for dets udslettelse. Det føler sig selv synke, det ved godt selv at det er et ubegravet lig, men selvom dets grav allerede er åben og venter, modstår det dets begravelse ved proletariatets hænder. Dette sidste monster forårsaget af bourgeoisiet, imperialismen, undertrykker af verdenens folk, skal blive fejet bort fra Jordens overflade sammen med revisionismen og verdensreaktionen. Vores rolle, proletariatets og folkets rolle, er at begrave det.

Det er den nødvendige opgave i vores historiske perspektiv. Vi må altid have denne absolutte domsfældelse — vi vil smadre bourgeoisiet og begrave imperialismen! — imperialismen og alle dens partnere og lakajer.

Angående den politiske situation på det nationale niveau beskæftiger denne første del af dokumentet sig med den såkaldte „legitimering“. Dette er en tese af yankee-imperialismen, en tese af deres lavintensitetskrig inden for deres oprørsbekæmpelseskrig. I adskillige partibegivenheder siden vor Partikongress har vi beskæftiget os med dens betydning. Dette er noget af interesse for os og derfor spørger vi os selv dette spørgsmål: hvordan går det på nuværende tidspunkt? Der ikke sådan en legitimering. Desuden er karakteren af Perus valg en reaktionær løgn, stemmerne høstet af Fujimori giver ham ingen legitimering. Omvendt, givet at procentdelen af ikke-stemmere (27%) var højere end procentdelen, som stemte (24,6%) for Cambio 90 i den først runde og meget langt fra den 50%+1 behøvet for at optage præsidentembedet ifølge deres egen forfatning. I den anden runde og med støtten fra APRA, det Forenede Venstre og det Socialistiske Venstre, opnåede han kun et simpelt flertal (ikke 50%+1 af alle registrerede vælgere). I øvrigt, på grund af hans gerninger imod folket og på grund af regimets karakter, hvor over han præsiderer, optræder Fujimori endnu mindre legitimt. Han er en repræsentant for storbourgeoisiet, hovedsageligt kompradorbourgeoisiet, og alle godsejerne, såvel som at være den mest pro-yankee-imperialistiske hersker til dato, den mest rabiate fjende af Folkekrigen. I syntese, en folkemorder og en forræder.

Derfor udvikler processen af hans „aflegitimering“, hans absolutte afmaskering, sig eksplosivt. Folket føler at der ikke er noget rigtigt eller grund til så megen ondskab, for så meget undertrykkelse og Folkekrigen hjælper denne process på vej. De systematiske brud på menneskerettigheder, de folkemorderiske politikker, som Fujimori følger i fodsporene af Belaúnde og García — kan dette blive benægtet i virkeligheden? Folket føler disse politikker, de er tvunget til at udholde dem. Genoptrædelsen af massegrave, nedslagtningen af sønner og døtre af folket, det onde mord, med absolut straffrihed for kæmperne og deres familier, krigen uden fanger — kan de skjule det for folket, som lider under det? Kan de skjule de afskyelige forbrydelser imod familier og masserne, som marcherede fredeligt, bevæbnede udelukkende med dere flag og paroler, i Limas pladser og gader og slumkvarterer for at mindes 5-året for Heltemodets Dag? Kan de dække massakren ved San Gabriel og den efterfølgende lykønskning af Fujimori til snigemorderne? Protesten imod snigemyrdningen af en universitetsstudent og to beskedne børn for den ene forbrydelse at bære rygsække, kan dette blive overset i stilhed at morderne måske igen bliver beskyttet? Folkemordet på de indfødte, omdannelsen af bondesamfund til kanonføde for de folkemorderiske væbnede styrker, carte blanchen givet til „ronderoerne“ for at begå alle slags forbrydelser, kan dette legitimisere Fujimoris regering? De mest brutalt nedskårende lønninger, den mest berømte forkastning af uddannelse og af folkets helbred (værende anerkendt som koleraregeringen), den mest systematiske negering af rettighederne og goderne opnået af proletariatet og af folket, ustoppeligt voksende repression af masserne, introduktionen af landrealkreditlån, åger og den nye koncentration af landejerskab for at ekspropriere den fattige bondestand, sulten af millioner kastet ud i den mest absolutte fattigdom, den dybe recession af den peruanske økonomi, som reducerer massernes indtægter til hvad de var for årtier tilbage, ødelæggelsen af national produktion og det største virvarsalg af landets ressourcer til imperialisterme, etc., etc. Kan dette gøre Fujimoris regime legitimt? Nej, det har tjent kun til at absolut afmaskere det i løbet af mindre end et år.

I syntesen, i studiet af den første del af dokumentet, note: 1) Den ondsindede kontra-revolutionære offensiv generelt, og 2) Den voksende „aflegitimering“ og afmaskeringen af Fujimoris regering og den rådne peruanske stat.

I den anden del — Den Voksende Politiske Krise og Fordybningen af Modsigelserne“ — er man nødt til at centrere opmærksomheden i den bureaukratiske kapitalismes proces. Den bureaukratiske kapitalisme er vort Paris tese. Den er den specifikke modalitet, formen som kapitalismen påtager sig her, i de halvfeudale, haævkoloniale tilbagestående lande som vort. Denne process er relateret til det faktum at historian af det peruanske samfund opnår en embryonal udvikling af kapitalismen i det 18. århundrede, som mens at være underlagt den britiske imperialisme undergik en bølge i midten af det sidste århundrede. Og at det led konsekvenserne af krigen med Chile.

Fra 1895 undergik den bureaukreatiske kapitalisme tre stadier eller øjeblikke, en process som stadig fortsætter: 1) Fra 1895 indtil 1945 med dens akse i årtiet af ’20erne. Dette er øjeblikket med den bureaukratiske kapitalismes opståen. 2.) Fra 1945 til 1980, med dens akse i årtiet fra 1968 til 1978 (1968 oplevede Velascos fascistiske og korporative statskup). Dette er øjeblikket med den bureaukratiske kapitalismes fordybning.Partiet etablerede at det fascistiske statskup havde 3 mål: først, fordybningen af den bureaukratiske kapitalisme, andet, restruktureringen af det peruanske samfund, og tredje, at afværge den Peruanske Revolution. Det er åbenlyst at de ikke særligt kunne krone deres opgaver. De lagde basen ned, men deres opgave blev ikke opnået. Det bedste og mest overvældende bevis på dette er begyndelsen i 1980 på den væbnede kamp. Derfor begynder det tredje øjeblik i 1980, og det er øjeblikket med den bureaukratiske kapitalismes ødelæggelse. Dette er stadiet, som vi gennemlever i dag.

Den bureaukratiske kapitalisme er født sygelig og i kritisk tilstand og i dag er den i en generel krise, nærmende sin død. Men hvis man noterer processen af hvert øjeblik af dens udvikling, i syntesen, har to stadier. For eksempel i dens første øjeblik er der en prolog udtrykt i et forberedende stadium, og så under årtiet af ’20erne, et andet stadie når fundamentet er lagt for udviklingen af den bureaukratiske kapitalisme. Så kommer der en process af kollaps, den tiltænkte udvikling er ikke opnået, a krise rejses, og denne krise leder til et yderligere kollaps. Historiske kendsgerninger viser at dette er tilfældet.

I det andet øjeblik, øjeblikket med den bureaukratiske kapitalismes fordybning, har vi også en prolog eller forberedende stadie, så læggelsen af fundamentet og til sidst krisens ankomst, som ledte til et større kollaps end det, som forekom ved slutningen af det forhenværende øjeblik.

Fra 1980 og frem er vi i det tredje øjeblik, øjeblikket med den bureaukratiske kapitalismes ødelæggelse. Vi har også oplevet at prologen, en lang og kompliceret forberedelse af omstændighederne, som leder os ind i ’90ernes årti. I dag ligger de fundamentet for anvendelsen af neoliberalismen. De plaprer om at „skabe en revolution“, men kun som i den bureaukratiske kapitalismes to tidligere historiske øjeblikke, i dette tredje øjeblik vil grundlæggelsen af fundamenter nødvendigvis lede dem til endnu en krise, som til gengæld vil frembringe et endnu større kollaps. For at differentiere det andet fra det tredje historiske øjeblik, lad os her udpege at det tidligere støttede sig på staten, som det hovedsagelige økonomiske håndtag, imens de i dag sigter efter at sætte den ikke-statslige aktivitet som det hovedsaglige håndtag. Det er sandt at historien viser at lægge fundamenter ned producerer nogle resultater, men den viser også at det genererer en dybere krise. Derfor demonstrerer alting i dag at i det tredje historiske øjeblik er den bureaukratiske kapitalisme i en generel krise, ideologisk, politisk og økonomisk. Den nuværende kritiske situation har fordybet sig siden 1974 og de har været ude af stand til at overkomme kriesen. Politisk set er staten blevet mere korrupt: præsidenten regerer via dekreter ved at misbruge magten givet af artikel 211, paragraf 20 af deres forfatning. Parlamentet samarbejder ikke med lovgivningen, dens primære funktion, og den juridisk magt, som bliver hånet af selv Fujimori og har intet budget, er hver dag underlagt den udøvende magt mere. Bortset fra lovene, blandt hvilke vi har den nylige straffelovskode, introducerer fascistiske reguleringer. Dagligt optræder flere tegn på fascisme og der er flere og flere fascistiske standpunkter understøttet på den ideologiske plan. Ligesom deres imperialistiske herrer, tynget ned af deres ideologi, som bliver mere rådden hver dag og manglende i perspektiv, har de intet andet valg end at rejse fanerne fra det 18. og 19. århundrede — såsom liberalismen. Hvis, på den anden side, disse faner allerede var beskidte klude på 1. Verdenskrigs tid, hvilket allerede er blevet demonstreret, så repræsenterer socialismen virkelig fremtiden, imens kapitalismen er et lig, og som så mange lig, er nødt til at blive begravet.

Derfor synker de dybere og dybere i deres generelle krise, ideologisk, politisk og økonomisk, og hver dag bliver de revet mere og mere ned af Folkekrigen. Denne regering er i en situation, som vokser sig sværrere dag for dag, den mest kritiske situation, som det peruanske samfund nogensinde er undergået og de vil være ude af stand til at håndtere den. Ingen tiltag de vedtager kan resultere i noget som helst andet end forbigående pusterum og i generel konkurs. Det hovedsagelige instrument af deres nedrivelse er Folkekrigen baseret på massernes klassekamp.

Det er vigtigt at notere den bureaukratisk kapitalismes tre historiske øjeblikke og deres specifikke karakter, især karakteren af det tredje. På denne måde vil vi forstå, hvorfor den peruanske reaktions tre historiske opgaver, fremsat af dens herrer, hovedsageligt yankee-imperialismen (at renovere den bureaukratiske kapitalisme, at omstrukturere staten og at ødelægge Folkekrigen), hverken kan eller vil blive opnået. Deres opnåen er en historisk og politisk umulighed. Selv de reaktionære selv siger, her i landet og i udlandet, at Fujimoris regering ikke opnår noget som helst, at den i stedet går fra nederlag til nederlag. Dette er kun en del af sandheden, siden deres besværligheder ikke kun er voksende, men er, af nødvendighed, udførelsesformen af udbytternes bureaukratisk-kapitalistiske vej, storbourgeoisiets, godsejernes og imperialismens vej. Denne process er udførelsesformen af en lov, en lov som etablerer at i dens udvikling tjener den bureukratiske kapitalisme til udviklingen og modningen af revolutionen og at revolutionen, med udviklingen af Folkekrigen, accelererer og vokser sig mere magtfuld, derfor bringes målet om at erobre magten i hele landet endnu tættere på.

I denne anden del af dokumentet, må vi også tage de komplimentære lokale valg i betragtning. Omkring denne process er en gammel vise blevet sunget, de leflende penneslikkere råber allerede, men de kan kun slå fejl ved at benægte virkeligheden. I dag er det ikke kun et spørgsmål om de væbnede styrker er hovedvalgmændene, det er et spørgsmål om direkte udpegelse af (lokale) autoriteter af de samme væbnede styrker. De vil fortsætte med at handle i forhold til polikkerne, som de blev lagt ned i deres „Cangallo“ dokument. Sandheden vokser allerede frem, I går plaprede de omkring en såkaldte demokratiske sejre, men i dag anderkender de ar mere end 400 distrikter er uden lokale autoriteter. Sådan er deres demokrati. På den anden side er de ude af stand til beskytte deres kandidater, som i det Forenede Venstre i Ayacuchos tilfælde, og i Junín, hvor de har præsenteret ringlederne af den hærskontrollerede milits (ronda) som kandidater

Derfor som er tilfældet ved disse rådne systemer, valg er kun et instrument for fortsættelsen af udbytningen og undertrykkelsen af folket. Det er derfor den af Partiet fremmede boykottaktik er god. Den udvikler folkets vej imod valget og tjener til udviklingen af Folkekrigen.

I den tredje del af dokumentet — Boykotten Udvikler Folkets Tendens Imod Valgene og Tjener Folkekrigens Udvikling“ — må vi fokusere på udviklingerne gjort for at opklare beskyldninger rettet imod os i 1989 og for at lægge vægt på aftalerne fra Centralkomiteens 2. Plenum: At i 1990 gav Folkekrigen us en stor opnåelse: de åbne Folkekomitéer, og at i 1991 gav den os den strategiske ligevægt. Leve den Strategiske Ligevægt! Denne simple udtalelse har været nok til at få de reaktionære og revisionisterne til at skælve og ryste tænder. De fleste af dem har råbt blå mord og rejse en stor skandale, de har endda sat op tåbelige og blodige operationer imod os, massekrerer masserne, som de altid gør, for at „vise“ at der ikke findes sådan en ligevægt. Hvorfor? Fordi de er skræmte siden de opfatter at deres gamle orden skal dø og blive begravet. Partiets ord er aldrig blevet modbevist af virkeligheden. Alt hvad vi har hævdet er blevet anvendt: Vi sagde at vil starte den væbnede kamp og vi gjorde det med indledningen af den væbnede kamp i 1980. I dag indgår vi stadiet af magtens erobring i hele landet. Vi siger at der er en strategisk ligevægt, og vi specificerer dens karakter. Lad os udpege dette mere klart end nogen sinde før: „Den strategiske ligevægt og forberedelsen af modoffensiven betyder at fjenden stræber efter at generobre deres tabte stillinger, for at redde deres system, og at vi stræber efter at forberede den strategiske offensiv gennem Planen for Opbygningen af Magtens Erobring.“ Lad os forstå dette klart for at håndtere det bedre hver gang. Vi mener at dette er en opgave vi må håndtere grundigt for at værdsætte ikke kun hvad formand Mao lærer os om dette fænomen, men at identificere den specifikke måde, som den udtrykker sig på her i vores land.

Lad os også fremvise, hvordan hele processen af 11 års Folkekrig har givet os den 3. Kampagne for Fremmelsen af Støttebasernes Udvikling, som en del af den Store Plan for at Udvikle Baser med Opbygningen af Magtens Erobring i Perspektiv. Vigtigheden af denne process har rødder i det faktum at det kroner Fremmelsesplanen og er derfor en del af en ny plan. I syntesen, det opnåeede af denne 3. Kampagne i maj, juni og juli er noget storslået. Aldrig før havde Folkekrigen hverken nået så dybt eller rejst sin kvalitet så højt, hovedsageligt på landet så vel som byerne som et kompliment. Alle af os skal føle dyb tilfredshed for at have tjent helhjertet for sådan gennemgående opgave, uanset niveauet af vores deltagelse. Nogle få mursten, som går sammen med andre, kan skabe en solid mur. Lad forræderne benægte denne sejr. Hvis de gør det, er det kun på grund af deres klasseinteresser og fordi de er blevet betalte for at benægte det, uanset hvor skidt betalte de må være af dem peruanske reaktion og af imperialismen. Vi er bevidste om sandheden og om virkeligheden, som vi lever i. Det er derfor vi er i stand til at se hvordan Partiet, i Folkeguerrillahæren, i den nye magt og i masserne, det opnåede fra denne episke Folkekrig er bevist så meget.

Er der nogen tegn på ekkoerne af denne Folkekrigs process? Ja. For eskempel, for første gang har USA‘s Senat nu debatteret Folkekrigen i Peru. Derfor giver denne process genlyd i selve verdensreaktionens højborg. Dette er ikke det hovedsagelige tegn, men det er et vigtigt tegn. I denne verden er der nogle folk, som bygger luftkasteller, for eksempel, en forræder og folkemorder som Fujimori, galgemænd som indenrigsminister General Malca, forsvarsminister General Torres Aciego, åbenlyse pro-yankees såsom C. Boloña Behr, finansministeren, eller reptiler såsom Bernales, Tapia, Gonzales, etc. Individer som, som helt igennem lakajer for imperialismen og de herskende klasser, drømmer om at besejre Folkekrigen ved at bruge dets fremgange til at tigge om „hjælp“ fra imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismen, og for at forsvarre deres ultra-reaktionære peruanske stat ved at optage fra deres såkaldte „genintegration“ i verdensøkonomien.

I USA finder de begyndende træk for næste års valg at finde sted. Bush går efter at blive genvalgt. Han har opnået delvis succes i Mellemøsten. Det er nok for dem, selvom alle ved at han ikke opnåede hans mål. Vi siger dette fordi en ond og mobbende stormløb imod et folk aldrig kan opfattes som et opnåelse, især i dag, når hver kamp af verdenens folk for deres befrielse er en brik som er en del af verdensrevolutionen (vi er bevidste om Saddam Husseins klassebegrænsninger). Alligevel, såden noget er hvad der udgør „succes“ for yankee-imperialismen. I øvrigt, selvom de førte Golfkrigen for at give tilregnelser til deres økonomi, har det ikke resulteret i den nye økonomiske impuls, som de forventede og deres økonomi fortsætter med at opleve seriøse problemer, ligesom de andre imperialistiske magters økonomier, selvom dette faktum ikke hentyder til at de er ophørt med at være en imperialistisk supermagt. Desuden begyndte Bush at udkæmpe en kamp imod stoffer og på dette område er han også nødt til at konfrontere sit eget folk. Dette er fordi, ligesom i problemet i at håndteringen af hans økonomiske problemer, hvor han øger skatte og reducerer udgifter til sociale programmer og støder sammen med USA‘s folk, på dette område er han også nødt til at konfrontere de fattigeste og mest udbyttede dele, især undertrykte minoriteter. Siden hen opnår han ikke nogen resultater på den måde. I øvrigt, er denne kamp imod stoffer tæt knyttet til kampen imod Folkekrigen i Peru og til klassekampen i Andesregionen og derfor har det sine følgevirkninger i USA‘s politisk liv. Derfor må vi forstå det faktum at denne affære ikke ville stoppe i september 1991. Vi refererer her til stoppet for USA‘s „nødhjælp“. En affære, hvori for at modtage sådanne „nødhjælp“, er den peruanske regering nødt til at samarbejde med „anti-stof“ traktaten, en traktat, som angiver i en af sine dele, behovet for at respektere, hvad de kalder „menneskerettigheder“, rettigheder som systematisk bliver brudt af den samme regering. Folkekrigen i Peru er derfor et redskab til brug i USA‘s valgkamp, men den faktor, som interesserer os i det er at den har følgevirkninger i deres egen kongres. Desuden er alt dette en bidragende faktor til den kamp som vore kammerater fra det Revolutionære Kommunistiske Parti (RKP) og fra den Revolutionære Internationale Bevægelses (RIB) fører, med hvem, på grund af dette faktum, vi er mere forenede i at udføre en fælles kampagne imod imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismen, under parolen „Yankee Go Home!“. Dette er endnu et eksempel den 3. Kampagnens bedrifter og ekko.

I den fjerde del af dokumentet — Valg, Nej! Folkekrig, Ja!“ — den vigtigste del, fremsætter vi vort kriterium for evaluering af marxismen i dag. Vi analysererede marxismen-leninismen-maoismens, hovedsageligt maoismens, grundlæggende teser på fire forskellige områder. Dette udgør en genbekræftelse af vore principper og indeholder ydermere en beskrivelse in opstigende rækkefølge af betydning for vor verdensanskuelse som en enhed. Dokumentet giver en mindre del til Marx, en større del til Lenin og endnu en meget større del til Formand Mao. Dette demonstrerer også udviklingen af maoismen som en ny, tredje og højere etape.

Lad os et tage som et første koncept, et som er meget træffende i dag: At hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen er den afgørende faktor for at udvikle den proletariske verdensrevolution. For at knuse imperialismen og verdensreaktionen og at smadre revisionismen. Dette er kernen af sagen. I ’60erne blev det sagt at maoismen var det mest magtfulde våben, som er vor atombombe, et usammenligneligt våben. I dag må vi være endnu mere bevidste om marxismens historiske vigtighed. Vi må blive endnu mere bevidste om dens uovervindelige karakter — at marxismen er almægtig, fordi den er sand. Dette er den afgørende faktor. Alt andet afhænger af denne faktor, alting har sit udgangspunkt her. Hvis vi afviger fra maoismen, vil revolutionen blive udskudt, selvom vore fjender ikke vil lykkes i at afværge den, eftersom marxismen-leninismen-maoismen vil gennemtvinge sig selv på ny for at lede revolutionen. Vi behøver hovedsageligt maoismen og vi er nødt til at hejse dens fane meget højt, endnu højere hver gang. Dette nødvendiggør at forsvare maoismen, fordi det ikke er nok at hejse den. Vi hejser faner for at forsvare dem, men det hovedsaglige er at anvende maoismen. Hvorfor hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, hovedsagligt maoismen? For at udvikle den proletariske verdensrevolution. Hovedtendensen i verdenen er revolutionen. Der er ingen fremtid for menneskeheden uden revolutionens fuldkomne og totale sejr, virkeliggjort i Kommunismen. Derfor er problemet at udvikle verdensrevolutionen. At udvikle verdensrevolutionen kan kun betyde at anvende den, virkeliggøre den ved at udføre den. Hvad der er blevet sagt her i dag er en dybtgående sandhed — hvor mange vi er er ikke det grundlæggende. Det vigtige spørgsmål er om vi vil gøre det eller ej. I går, i 1848, var Marx og Engels kun to mennesker, i dag, 143 år senere, er vi millioner verdenen over. I går havde vi intet. I dag har vi to store historiske erfaringer rige i lektioner, erfaringer som er nutidige, som lever i os, i proletariatet og i folket. Vi må insistere i at den kendsgerning, at der har været to genoprettelser, ikke benægter den kendsgerning, at revolutionen er hovedtendensen. At benægte denne kendsgerning er en reaktionær drøm, fordi den proletariske verdensrevolution fortsætter med at gå fremad og vi er en del af den fremgang. Det er ubenægteligt at den proletariske verdensrevolution vil kræve en pris i blod, men hvad kræver ikke blodets pris i denne verden? Vi ville ikke selv være her uden de liv, som så mange kommunister og revolutionære verden over har ofret.

Vi har også brug for at maoismen knuser imperialismen og verdensreaktionen og fejer dem væk fra Jordens overflade. Jo mere slim de kaster mod os, desto mere vil de selv blive druknet i deres egen sump og begrave sig selv endnu dybere, imens vi vil blive deres historiske banemænd. Denne store sociale udrensning er uundgåelig.

Vi her brug for maoismen for at smadre revisionismen. Imperialismen og revisionismen vil sammen ende på kirkegården, men det er ikke muligt at kæmpe imod imperialismen uden at kæmpe imod revisionismen.

Med total overbevisning og uden den mindste tvivl til at bekymre os, ej heller hæmme os, genbekræfter vi overfor os selv maoismens afgørende vigtighed. Kommunisterne, arbejderklassen, det revolutionære folk, er optimister. Intet kan stoppe os.

Og alt dette leder os til: At besejre den generelle, kontrarevolutionære offensiv. Dette må blive vor parole.

Et andet koncept er placeringen af vægten på en opgave, som vi er blevet enige om: At skabe positiv offentlig mening og at lancere dybt ideologisk arbejde blandt masserne. Lad os indføre denne opgave med stor hastighed og fast beslutsomhed. Marxismen har lært os, hvordan man får propaganda til at virke. Marx‘ ord har båret magtfuld frugt i hele verdenen, læst i næsten hvert sprog. Lenin lærte os at tiden, som der går mellem såning og høst af propagandaarbejdet ikke er vigtig og at propaganda altid giver storslået frugt. Formand Mao påpegede at både reaktionen og revolutionen er nødt til at skabe positiv offentlig mening. Reaktionen er nødt til at skabe offentlig mening imod revolutionen og for deres fortsættende udbytning. Vi er nødt til at skabe positiv offentlig mening for at erobre magten og forsvare den med revolutionær vold. Uden at vinde den offentlige mening for revolutionen, kan der ikke være nogen erobring af magten.

Vi har en storslået ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, det mest magtfulde våben i dagens verden, og vi har dens skabende anvendelse, Gonzalo tænkningen. Lad os derfor bevæbne sind, og hver gang gøre det bedre og mere grundigt. Hvis man vinder sindet, bevæbner man hånden. Det er ikke ved et uheld at vort Parti er karakteriseret af dets styrke i den politiske sfære, og at politik ikke er mere end den konkrete anvendelse af ideologi i kampen for erobringen af magten.

Vor ideologi bliver angrebet i dag fra alle sider og i hvert aspekt og disse angreb er dømt til at vokse sig stærkere. Men vore fjender er bange for at stille sig til ansigt med os, da de ikke kan debattere ideologisk imod marxismen. Bourgeoisiets kritik går ikke ud over vilde påstande og skældsord uden det mindste grundlag, og dette er simpelthen fordi den ikke har noget. Hvilke argumenter hiver de frem for at konfrontere marxismen-leninismen-maoismen med? Bourgeoisiets nye ideologer er intet andet end flammer i vinden. For eksempel, lad os tage Fukuyama, som dukkede op på scenen som et lyst lys. Han skinnede for et kort øjeblik og er allerede falmet fra udsynet som røg fra en billig cigar. Fukuyama benægtede historisk udvikling ved at hævde at alle ideologier, især proletariatets ideologi, var blevet forældede. Alligevel ekskluderede Fukuyama bourgeoisiets ideologi fra denne skæbne, baserer sig selv i en såkaldt sidste sejr og forgivet evighed af imperialismen som et økonomisk og politisk system. Men, ansporet af klassekampen, historien og ideologien fortsætter kampen, og det har været selve historiens opgave at fordampe hans ønskedrømme. Klasseideologierne forsætter med at kæmpe, om det så er under forklædningen af islamisk fundamentalisme med dens religiøse verdensanskuelse, eller som nyliberale, nypositivister og fascister som udtrykket for bourgeois ideologi på den ene side, og grundlæggende set os, kommunisterne, med vor videnskabelige ideologi, marxismen-leninismen-maoismen på den anden, som vi gør her med Folkekrigen i Peru, som er ledet af det Kommunistiske Parti. Igen, som altid er tilfældet, blæser vinden omgående bourgeoisiets pseudo-teoretiske drømme og fantasier væk.

På det seneste er de vendt tilbage til Joseph de Maistre og det er i sandhed en latterlig situation, som de befinder sig i. Selv Uslar Pietri, en man dekoreret af kongen af Spanien, har berettet om, hvordan de Maistre var fjenden af alle progressive. Hvordan kunne det have været anderledes siden han var en åbenlys støtter af Paven og den reaktionære og formørkende kirke! Derfor tager bourgeoisiet ly bag den mest ultra-reaktionære af deres „teoretikere“. Men denne process er intet andet end den yderligere geninfektion af et råddent kadaver og det er åbenlyst at bourgeoisiet og reaktionen generelt mangler en hvilken som helst form for friskt blod til at puste nyt liv i deres ideologiske lig. De kan kun vende tilbage til giftige substancer, som kun kan forhaste deres ideologiske forrådnelse.

Og nu, hvordan bør vi svare tilbage på deres ideologiske angreb? Vi skal afmaskere dem grundigt, afværge dem fra deres falske og stinkende fane, konfrontere dem med marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, anvendt til den konkrete virkelighed. Marxismen er den eneste sande videnskabelige ideologi. Den kan bevæge bjerge og omdanne verden ved at stille den oprejst og ikke på hovedet, som idealismen gør det. Marx mente at filosofien var blevet lænket, eksproprieret fra masserne og skubbet ned i støvede spindelvæv, komplicerede ord for at gemme den fra folket. Vi må befrie filosofien og bringe den tilbage til masserne. Vi må bruge vor egen ideologi for magtfuldt at mobilisere masserne: skabelsen af positiv offentlig mening er et spørgsmål om at mobilisere masserne for at få masserne selv til at blive propagandister og agitatorer. Lad os udvikle en massebevægelse for at uddanne masserne i marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, og Gonzalo tænkning. Siden Marx’ tid er vi blevet belært om dette behov og den Store Proletariske Kulturrevolution er det mest levende og største eksempel af mobiliseringen af masserne med marxistisk-leninistisk-maoistisk ideologi for at fortsætte opbygningen af socialisme under proletariatets diktatur, for at fortsætte revolutionen og for at forhindre tronraningen af dens frugter, og dermed forsvare revolutionen. Lad os derfor mobilisere masserne i en dyb og grænseløs teoretisk og ideologisk bevægelse af marxistisk-leninisitisk-maoistiske Gonzalo tænknings idéer. Lad os befrie dem fra den feudale, pro-imperialistiske, bourgeois dynge affald, som får dem til at se verden på hovedet, stående på dens hoved. Lad os befrie filosofien fra bogreolerne, fra de voluminøse store lærebøger, fra de falske akademiske centre og bære den ud til masserne til den daglige klassekamp, til folket. Sjælen er blevet taget fra masserne, derfor er det vor opgave at genoprette den for dem, så at de ikke længere vil lade sig selv narre. Filosofi og videnskab er ikke for lærde, men for masserne. I dag er masserne mere og mere gennemsyret med dialektikken, men de må blive bevidste om denne kendsgerning. De må bevidst anvende dialektikkens love. De må bruge modsigelsen med fuld bevidsthed om dens implikationer. De må anvende dialektikken i ledelsen af naturen, af samfundet, af idéerne. Masserne er i stand til at gøre dette, fordi masserne er historiens skabere, altings skabere. I øvrigt må vi ikke glemme at praksis er kilden til erkendelse, at menneskeheden grundlæggende set er til for at skabe forandringer, og at menneskeheden, i dens daglige sociale praksis, indfører omdannelser og i midten af dem, lærer og opnår erkendelse. Vi må ikke glemme at denne erkendelse opnået i praksis, bliver igen vendt tilbage til praksis og i denne process frembringer forandringer, udviklinger, fremgange og omdannelser og, eftersom alting har et klasseaftryk, menneskehedens praksis, den erkendelse og omdannelse vil også bære et klasseaftryk, det vil sige, erkendelse og omdannelse for og imod proletariatet og folket. Praksis er kilden til erkendelse, den er den omdannende historiske handling af menneskehedens masser. Masserne, ved deres sociale praksis indenfor et konkret historiske øjeblik, udstyrer deres sind med idéerne, som stemmer overens med det konkrete historiske øjeblik og væbner derfor deres hænder for at opnå de opgaver tildelt af historien. At studere er også et uundværelig komplement til denne process. Menneskeheden er handling inden for og i relation til en klasse og derfor skaber den idéer. Dette udgør ideologien. Menneskehedens organiserede handling er social omdannelse, fremskridt for flertallet. Engels lærer os at hamre idéer ind i hovedet med handlinger og dette er en metode, som vi har envendt i Partiet siden ‘70erne. Vi bør fortsætte med dette.

I øvrigt, hvordan bør vi væbne masserne med marxismen-leninismen-maoismens og Gonzalo tænkningens ideologi og praksis? Masserne, niveauet af populariseringen og hævningen til nye niveauer af erkendelse taget i betragtning, udstyrer sig selv ideologisk fra standpunktet af deres konkrete problemer i tre felter: ideologisk, politisk og økonomisk. Lad os tage lektionerne fra Centralkomitéens 1. Plenums rettelseskampagne op og, populariseringen og hævningen af niveauer taget i betragtning, skælne mellem ledere og kadrer på den ene hånd, og almindelige medlemmer på den anden, skælne Partiets organisationer: Partiet, som har et konkret medlemskab, Folkeguerillahæren og de skabte organisationer. Lad os også skælne mellem masseorganisationerne, som kæmper på vor side.

Lad os tage i betragtning at, blandt andre fordele, har reaktionen mange informationsmidler til dens rådighed, inkluderende et helt system af advancerede medier, aviser, magasiner, radioer, fjernsyn, osv. Vi har ikke disse midler, men vi kan regne med en ressource, som er usammenligneligt mere magtfuld — at masserne er historiens skabere. Erkendelsen skabes af praksis og praksis er massernes produkt.

Vi har sagt at masserne må blive forvandlet til propagandister og agitatorer, at masserne selv må kæmpe og gøre modstand og at alle disse opgaver ved de, hvordan de udfører. De har altid gjort det, og derfor ville det ikke være noget ekstraordinært for dem at gøre det nu. Hvilket system skal vi anvende? Fra mund til øre. Dette instrument vi har er det talte ord. Dette er et middel, som tillader os at nå massernes dybeste og bredeste lag. Det tillader os en mere fleksibel tilgang, eftersom vi kan tilpasse det talte ord til de modtagernes konkrete omstændigheder, om modtagerne er bønder, arbejdere, studenter, intellektuelle, soldater, forretningsmænd, osv. Dette er en mere fleksibel, mere taktisk metode, altid selvfølgelig inden for en generel strategi. Lad os også anvende det skrevne ord. Vi kæmper ikke kun med sværd, men også med blyanter. Lad os bruge et klart og simpelt sprog. Lad os bruge billeder. Dette er meget godt, for eksempel for den analfabete bondestand. Lad os bruge alle moderne midler, som vi kan få fat i, uden at glemme at blandt alle disse midler, er det hovedsaglige det talte ord, eftersom det er det, som er det mest direkte indenfor grebet af folkets masser.

Lad os genopsummere, vi tjener masserne, vi håndterer ordet og det koster os ikke en øre, derfor har vi den taktiske kapacitet. For eksempel, lad os fremme det at udtrykke sine klager imod undertrykkelse. For den eneste ting, der er behov for, er en gruppe af mennesker, som vil fortælle om deres oplevelser med voksende undertrykkelse og udbytning. Hvis én person begynder, følger en anden og alle vil føle styrken af deres egen kapacitet til at eksplodere i vrede. Dette opildner folket og bevæger dem til handling imod kilderne til udbytning og imod undetrykkerne. Det fremmer udtrykket af klager i mange forskellige grupper og steder. En persons ord slutter sig til andres ord og opnår en orkans styrke. En person alene er svag, men sammen udgør folk en stor kraft. En anden form for skreven massepropaganda er storskriftsplakaten. Formand Mao lærte os at disse var demokratiets instrumenter og for at bruge dem havde masserne ikke engang brug for papir, de kan bruge vægge, gips, trækuld, maling, hvis det er tilgængeligt. Skriv store bogstaver, simple paroler som siger, hvad der ønskes, hvilke former for kamp at anvende, hvilke oplevelser er positive og hvilke er negative, at masserne dømmer deres egne ledere. På denne måde udtrykker massernes demokrati sig selv, et demokrati totalt modsatrettet til det udbasunerede bourgeois demokrati, som faktisk ikke er for folket, men for dem som regerer over og udbytter dem. Magten af tænkende og handlende masser er uudtømmelig. De bidrager i hvert felt — politisk, militært, økonomisk, kunstnerisk, videnskabeligt. Lad os udvikle folkedemokratiet mere og mere igen hver gang. Lad masserne debattere planerne og dømme deres indførelse, som det bliver gjort i Folkeguerillahæren. På denne måde er en højere forståelse, større enhed og en mere magtfuld handling opnået. Lad masserne, også ved demokratiets midler, give udløb til deres kapacitet som agitatorer og propagandister.

Men en stor og massiv ideologisk bevægelse har brug for Partiet som den ledende styrke, fordi Partiet er den mest bevidste del af såden en bevægelse, eftersom det kender, håndterer og anvender ideologien: marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkningen, lovene der leder revolutionen og dens politikk, det vil sige, klassekampens love for erobringen af magten og Folkekrigen, som den hovedsaglige form for kamp. Uden Partiet ville masserne være ude af stand til at bevæbne sig selv med en plan. Vi ved at en plan er en ideologi, og Partiets plan er en marxistisk-leninistisk-maoistisk, Ganzalo tænknings plan. Så snart planen er lavet, må Partiet mobilisere diverse organisatoriske apparater, fordi en politik kan ikke blive udført uden en organisatorisk form, som kan legemliggøre den, om det er Partiets apparater, Hæren, de skabte organisationer, magtorganerne eller organisationerne skabt af de dybeste og bredeste masser. Så masserne ville blive i stand til at indse at stor ideologisk mobilisering for at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, som en almengyldig sandhed og Gonzalo tænkning specifikt og hovedsageligt for os, fordi den er en kreativ anvendelse til vor virkelighed. Og så lade de væbnede aktioner hamre disse idéer ind i hovedet.

Derfor kan kun det Kommunistiske Parti lede denne store process af massepropaganda og agitation. Formand Mao lærte os: „Så længe masserne og Partiet findes, kan alle slags mirakler opnås.“

4. RETTELSESKAMPAGNEN

Her indfører vi i dag beslutningerne fra Centralkomitéens 2. Plenum. Vor pligt var at udføre rettelseskampagnen og medlemskabets, militansens, kæmpernes, aktivisternes eller massernes pligt, var at overføre alt dette til praksis. Vi skal nu til at krone denne opgave og derfor måtte vi individuelt og kollektivt studere dokumentet: „Valg, Nej! Folkekrig, Ja!“, og vi har måttet diskutere og anvende det.

Fra det, der er blevet sagt tidligere, kan vi se modargumenterne mod de bidrag, der er blevet fremsat. Hovedproblemet er hvordan at anvende studiet af dokumentet til den politiske situation i dag. Vi kommunister lærer at studere for at kunne anvende, ellers ville vi simpelthen være intellektuelle og ikke bruge marxismen til at løse de brændende problemer. At studere i det abstrakte er noget metafysisk, idealistisk, bourgeois. Vi er heller ikke pragmatikere. Vi studerer ikke simpelthen med et utilitaristisk formål, såsom imperialisterne eller de vulgær-mekaniske tænkere. Vi studerer teorien for at anvende den i praksis og at omdanne en given virkelighed, for at kunne forandre verden til gavn for arbejderklassen og folket. Derfor er dette et anvendelsesproblem og det kan håndteres på tre forskellige niveauer.

1) Om den Proletariske Verdensrevolution. Om dette emne er spørgsmålet ligeud og dokumentet opridser de brændende problemer i marxismen af i dag: den revolutionære vold, klassekampen, socialismen og proletariatets diktatur og kampen imod revisionismen. Af disse fire er socialismen og proletariatets diktatur det hovedsagelige. I dette spørgsmål er problemet, at maoismen er en ny, tredje og højere etape, marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, fordi med en sådan ideologi vil vi „storme Himlen“. I dette ligger dokumentets værdi, et dokument som genbekræfter marxismen og fastholder, at være marxist i dag vil sige at være marxist-leninist-maoist, hovedsageligt maoist. Dokumentet viser en tydelig forståelse af spørgsmålet om maoismen som en ny, tredje og højere etape med almengyldighed, for kommunisterne, for proletariatet og for hele verdens folk. Dét er dets afgørende punkt. Derfor har vort standpunkt rod i maoismen og, som Partikongressen har påpeget i én af dens historiske beslutninger, er Gonzalo tænkningens hovedsagelige bidrag at have udviklet definitionen af maoismen som en ny, tredje og højere etape af marxismen.

2) Om den Peruanske Revolution. Her er det hovedsagelige problem, at dokumentet tjener til opbygningen af den Nye Stat, der indføres ved hjælp af Folkekrigen, gennem Folkeguerillahæren og under ledelse af det Kommunistiske Parti, imens den baserer sig på de masser, der udgør folket. I dokumentet kan vi finde meget værdifulde punkter, som vi i dag må anvende i den Nye Stat.

3) Om spørgsmålet om hvordan at anvende dokumentet for hver enkelt af os: Hver af os er bundet af sin pligt til at gribe og legemliggøre dokumentet, for bedre at tjene revolutionen. Under dette emne er de direkte bekymringer for de, der er til stede her, spørgsmålene om kunsten og intelligensens rolle, og svaret er at altid sætte politikken som befaler. Ethver studium af marxismen ryster folk og modsigelsen mellem de to verdensanskuelser kommer forrest. Marxismen giver hammerslag til den ikke-proletariske anskuelse og brændsel til den ideologiske smedje. Som i enhver opgave fremstår tre etaper, med hver sin egen modsigelse. I begyndelsen opstår modsigelsen mellem at indlede sit studium og ikke at indlede det. At indlede det udgør et fremskridt på 50%. Senere, i udviklingens etape, opstår modsigelsen mellem at færdiggøre det og at efterlade det på halvvejen. Dét udgør endnu en kamp og, i vort tilfælde her, opstod spørgsmålet om at opgive det for at løse en anden opgave rent faktisk. Dét problem blev endda en tung byrde for nogle folk og det var dårligt, eftersom det betød at tillade den gamle, bourgeois attitude at overtage. Vi havde diskussioner og som resultat blev vi enige om at løse denne opgave med prioritet eller choktaktik. Dette er en meget nyttig metode, en bestanddel af den marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings arbejdsstil. Det består i at koncentrere al vor energi i at opfylde den ufærdige opgave, at strække vor tid indtil opgaven er fuldført, ligesom når vi anvender tvangsmarch når fjenden er lige bag os. På denne måde overskrider vi det punkt, hvor man ikke længere kan vende tilbage, og lader dem ikke indhente os. Når man studerer er det noget lignende og vi tillader ikke bourgeois anskuelsen, der er til stede og strides inde i vore egne sind, at besejre den proletariske. Tværtimod, med denne nye ideologi som vi fremsætter, besejrer vi den idealistiske, bourgeois fjende, der er fremmed til arbejderklassens anskuelse. Derfor opstår modstanden, som de gamle idéer udgør, og hver eneste af os fører kamp bevidst og frivilligt inde i vore egne sind, indtil vi overvinde sådan intern modstand. De gamle idéer siger: Hvorfor skal du efterlade det, der har næret dig i så mange år? De gamle idéer får os altid til at se råddent ukrudt som var det smukke roser og dermed svækkes viljen. Choktaktikkens metode hjælper en med at overvinde sådan modstand. I den tredje etape, kroningens øjeblik, opstår der også en modsigelse for eller imod færdiggørelsen af opgaven og kampen fortsætter indtil der er en beslutning for at færdiggøre den og indtil opgaven faktisk er ordnet. At have fuldført studiet udgør allerede et kvalitativt spring og shocktaktikkens metode har været et godt instrument til at bidrage til kulminationsspringet.

I har fuldført rettelsesopgaven. Dette er intet andet end et middel til at udvikle to-linje kampen for at justere os til den proletariske ideologi. Hvor meget er vi skredet fremad? Fra uvidenhed af det, dokumentet opridser, til studium og diskussion, der har muliggjort at væbne os med den marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings anskuelse vedrørende fire af den nuværende marxismes grundlæggende og brændende problemer. Fra bidragene, der er udtrykt her, kan vi konkludere, at lektionerne der er blevet lært, anvendes til dagens problemer.

Opgaven er blevet fuldført og har frembragt et kvalitativt spring og en justering til den nuværende marxismes fire grundlæggende problemer. Til sidst er det godt at fremhæve, at dokumentet udgør et alvorligt bidrag til den marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings modoffensiv over for den konvergerende kontra-revolutionære, revisionistiske og imperialistiske offensiv. Det udgør også i dag et alvorligt bidrag til kampen imod den generelle kontra-revolutionære offensiv. Derfor tjener vi, ved at væbne os selv med dokumentets lære, den Peruanske Revolution og den Proletariske Verdensrevolution. Det er sandt, at intet spørgsmål nogensinde er fuldkomment afsluttet, eftersom al erkendelse, der jo selv er en del af materien, nødvendigvis er relativ og kræver udvikling. Men denne erkendelse tilsvarer marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoisme, og deri findes dens værdi. Desuden tilsvarer det Gonzalo tænkningens anskuelse. Derfor er det marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings erkendelse.

5. KONKLUSIONER

1. Dette møde er meget godt og arbejdet er skredet fremad. Lad os oprigtigt studere under krigens betingelser. Det er et nyttigt redskab til bedre at håndtere krigen. Studierne har forberedt betingelserne for et højere kvalitativt spring, der kommer til udtryk i praksis.

2. Da vi opsummerede de første bidrag, håndterede vi spørgsmålet om modsigelsen mellem analyse og syntese i studierne, ved at notere at de første bidrag fokuserede på analysen. Men nu, efter de senere bidrag, er der opnået syntese her og nu og spørgsmålets kerne er blevet forstået: at tage standpunkt for maoismen. Det kvalitative spring, som blev forberedt, er blevet virkelighed. Studiernes begrænsning var manglen på tilstrækkelig syntese, men de lagde betingelserne for det kvalitative spring. Hvis man er i stand til at gribe analysen og syntesen, bliver studierne mere magtfulde og gennemgribende og derfor gribes det væsentlige og det kvalitative spring finder sted.

3. Marxismen er blevet grebet i fire grundlæggende og brændende spørgsmål.

4. Studierne er fundet sted for at anvende det i klassekampen i dag. Vi søger måder hvorpå at åbne områder for at udkæmpe de levende problemers slagmark. Man må holde perspektiverne for øje og ikke blot det, der står skrevet i dokumentet.

5. Dette møde hjælper med at modne visse problemer, der finder sted i hele Partiet. Derfor hjælper vore handlinger her alle andre kammerater, idet de giver os erfaringer. For eksempel, choktaktikken som redskab til at fuldføre studierne i rettelseskampagnen, hvilket er meget nyttigt for hele Partiet.

6. Vi må bedre forstå den specifikke politiske opgave, der er forbundet til opbygningen af den Nye Magt gennem Folkekrigen og perspektivet: magtens erobring i hele landet. Det er selvfølgelig nødvendigt, men det må forbindes til den specifikke anvendelse her, altså kunstnere og intellektuelle. Derfor må I vejledes af parolen: „Tjen folket og følg Partiets ledelse!“.

7. Hvor meget er I gået fremad? I har gennemgået et kvalitativt spring, imens I har udøvet et intenst og systematisk studium af levende problemer. Der er nu en højere forståelse af hvad marxismen-leninismen-maoismen er og af behovet for at hejse, forsvare og anvende den, for fuldkomment at forandre det peruanske samfund og tjene verdensrevolutionen.

8. Hvis et kvalitativt spring finder sted, hvordan skal det så konsolideres? Og hvordan skal det nye kvalitative spring udvikles? Hvordan at konsolidere og hvordan at udvikle det kvalitative spring er to problemer, der relaterer til spørgsmålet om at tjene Partiet bedre og mere gennemgribende, to problemer der relaterer til spørgsmålet om bedre og mere gennemgribende at tjene den Peruanske Revolution og den Proletariske Verdensrevolution, at tjene hele menneskehedens frigørelses sag, til spørgsmålet om marchen til Kommunismen.

Vi foreslår at fortsætte med „Karl Marx“ af V. I. Lenin for at forbedre vor ideologiske dannelse og med beretningerne fra Centralkomitéens 2. Plenum for at forbedre vor politiske dannelse. Der er gjort meget gode anstrengelser. Vi hilser hver eneste af jer.

Peru, August 1991

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti