Perus Kommunistiske Partis Centralkomité: “Valg, Nej! Folkekrig, Ja!”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, erobringen af magten!

VALG, NEJ! FOLKEKRIG, JA!

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti
Maj 1990

Forlaget
Røde Fane
Reproduceret af
Den Røde Fane

1. AFGØRENDE VALG FOR REAKTIONEN

Som det for nylig afholdte møde i Centralkomitéen, der fejrede folkekrigens sejrrige 10-årsdag, sammenfattede, har den peruanske reaktion og dens herre, imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismen, brug for at genoplive den bureaukratiske kapitalisme, endnu en gang omstrukturere den gamle stat, og tilintetgøre folkekrigen. Disse er deres behov og deres drømme, fordi den bureaukratiske kapitalisme gennemlever sin dybeste økonomiske krise indtil i dag, der synker hele det peruanske samfund ned i sin dybeste krise nogensinde. Dens stat, det forældede storbourgeois- og godsejerdiktatur, der for tredje gang i dette århundrede blev omstruktureret i 1978, er stadig en rådden militær-bureaukratisk maskine, mere undertrykkende og blodig desto mere magtesløs den bliver gennem folkekrigens udvikling. Fordi folkekrigen gennem disse 10 sejrrige år, ved hovedsageligt at støtte sig på fattigbøndernes masser og ledet af Partiet, har opnået det virkelig spændende perspektiv: magtens erobring i hele landet for proletariatet og folket. Reaktionen og imperialisterne udtænker nye planer og handlinger, der uundgåeligt vil give mere indspark til klassekampen, ved at udvikle massernes kamp og opløfte folkekrigen til dens højeste udtryk.

Det ovenstående finder sted på et tidspunkt hvor supermagterne og magterne, der alle er imperialistiske eller socialimperialistiske, i ledtog og strid, pisker modsigelserne på verdensplan op (undertrykte nationer imod imperialistiske supermagter og magter; supermagterne imod hinanden og andre imperialistiske magter; og bourgeoisiet imod proletariat; af de tre er den første hovedmodsigelsen); således udvikler de ledtog og strid om områder med herredømme og en ny genopdeling af verden, hvilket indebærer nye krige på regionalt og verdensplan i perspektiv, på trods af al den søde snak om pacifisme, der endnu en gang sigter mod at fordumme verden. Inden for disse betingelser er en ny kontrarevolutionær, revisionistisk offensiv blevet udviklet fra midten af det sidste årti, der hovedsageligt ledes af Gorbatjov og Teng Hsiao-ping. Denne offensiv er på det seneste blevet intensiveret og finder sted i ledtog med den imperialistiske offensiv imod marxismen, der igen udråbes med marxismens såkaldte og vidt publicerede „ugyldighed“. Således ses både imperialismens og revisionismens ledtog og strid, især ledtog i dette tilfælde, i deres ondsindede angreb imod marxismen-leninismen-maoismen. Under de internationale betingelser hvor de revolutionære kampe og i stigende grad folkekrigen opnår større altafgørendehed i de undertrykte nationer, bliver de grundlaget for den proletariske verdensrevolution som hovedtendensen i verdenshistorien. Dette er en kompleks realitet, der virkeliggøres i kendsgerningerne som det finder sted i dette land, i Østeuropa med ledtoget mellem revisionismens forrådnelse og imperialisternes plyndring, eller i Nicaragua, hvis ufærdige demokratiske revolution har lidt skibbrud i de sorte håbs vand, eller M-19‘s fredsaftale i Colombia, med så lærerige resultater, blot for at nævne nogle få eksempler.

Endelig er der den såkaldte „legitimering“ som et politisk mål for oprørsbekæmpelseskrigen, i den form der kaldes „lavintensitetskrig“, der stræber efter regeringer der er produkt af valg, som et middel til at give dem „legitimitet“ og „autoritet“, der skulle anerkendes som sådan af folket. Derudover ville de, ifølge dem, „tjene til at tilfredsstille folkets behov“. På denne måde er valgene intet andet end et redskab i den kontrarevolutionære krig.

Alt dette gør de generelle valg i 1990 livsvigtige for den peruanske reaktions og imperialismens, hovedsageligt yankee-imperialismens, interesser.

2. DEN VOKSENDE POLITISKE KRISE OG FORDYBNINGEN AF MODSIGELSERNE

I dokumentet „Imod forfatningsillusionerne! For den nydemokratiske stat!“, sagde Partiet:

OM VALGET. Marx påpegede: ‚[…] Med flere års mellemrum at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse der i parlamentet skal ud- og undertrykke folkets krav ― det er den bourgeois parlamentarismes sande væsen, ikke blot i de parlamentarisk-konstitutionelle monarkier, men også i de allermest ‚demokratiske republikker‘.‘ Og det er endnu mere sandt når valget gælder om at vedtage forfatninger. Dermed er valget blot metoden til at forny bourgeoisiets diktaturs regeringsadministration i kapitalistiske samfund, og dette finder sted selv i den mest demokratiske regering man kunne forestille sig, og det er det vanlige middel til at bevare og udvikle kapitalismen.

I Latinamerikas godsejer-bureaukratiske stater er valget, når det er opfyldt sin udskiftningsfunktion, og i tider hvor det bourgeois-demokratiske systems valgnormer respekteres, blot et redskab for dominans for de halvfeudale godsejere og storkapitalister, om udskiftningen så finder sted med regelmæssige mellemrum, som for nylig i Colombia, eller for at gøre en ende på en periode med militærregering, som det for nylig også fandt sted i Argentina. Disse er nogle få eksempler blandt mange, som vort Amerika er så rigt på.

Det ovenstående kan demonstreres for dette land. Selvom der er vigtige afbrydelser i de periodiske valgprocesser, som frembringes af militærherskere — afbrydelser forbundet på den ene side til folkekrigens udvikling og på den anden side til modsigelserne mellem godsejerne og storbourgeoisiet, og mellem kompradorbourgeoisiet og det demokratiske bourgeoisi. Vi fremhæver at militærregeringerne selv har været afgørende i at indføre valg, om det så er for at lovliggøre deres egen tilstand eller gøre en ende på deres herredømme, eller for at garantere det — så har valgene i Peru hjulpet med at bevare eller udvikle den peruanske stats natur, den formelle republik, de halvfeudale godsejeres og storbourgeoisiets diktatur. Dermed har valgene været, og kunne ikke være andet inden for den etablerede samfundsorden, redskaber først i kompradorbourgeoisiets hænder og dernæst i det bureaukratiske bourgeoisis hænder. Dette har været naturen af den peruanske stats valgprocesser i dette århundrede, der har afgjort klassekarakteren af valgene i dette land.

Disse grundlæggende emner fastslår det følgende:

1. Den peruanske stat er godsejer-bureaukratisk, de feudale godsejeres og storbourgeoisiets diktatur, under yankee-imperialismens endegyldige kontrol; folket kæmper imod den for opbygningen af en nydemokratisk stat, der kræver ødelæggelsen af den eksisterende gamle orden.

2. Den peruanske stat vedligeholder, forsvarer og udvikler sig selv gennem brugen af vold, ligesom alle stater, og over for dette har folket brug for revolutionær vold, ved at følge vejen at omringe byen fra landet.

3. Valget er et redskab for godsejerne og storbourgeoisiet til at herske.

For folket er valget hverken et redskab for forandring eller et middel til at omstyrte de nuværende herskeres magt. Derfor kan den korrekte orientering kun være at bruge dem som et middel til agitation og propaganda.“

Dét blev sagt i 1978 og er stadig gyldigt. Lad os påpege at valget i 198p og 1985 beviste det med kendsgerninger. Således viste det generelle valg i 1990, inden for denne funktion som valgene i Peru har, den samme som i andre lande og afgørende for reaktionen, og udviklede sig til forsvar for den forældede eksisterende orden og det peruanske samfunds udvikling. I denne sammenhæng opretholdte og forsvarede partier som Amerikas Revolutionære Folkeforbund (APRA), det Socialistiske Venstre (IS), det Forenede Venstre (IU), FREDEMO og CAMBIO 90 næsten identiske mål, der kun er forskellige ift. formen og midlerne.

Mobiliseringen af tropper til valget talte 300.000 medlemmer af politiet og de væbnede styrker, den største nogensinde til et valg, ligesom staten selv har anerkendt det. Derudover tilføjede de pres og satte alle statens institutioner i bevægelse; de frisatte en altomfattende kampagne, der ikke blot sigtede mod at få flere stemmer, men mod at presse folket til at stemme og at bekæmpe folkekrigen; alt det ud over den ondeste og laveste folkeforføren. Lad os fremhæve hvordan den Katolske Kirkes åbenlyse indblanding i peruansk politik stiger dag for dag, som det blev vist i dette valg; men samtidig bør vi se evangelikernes rolle i dette valg, fordi Yankee-imperialismens usynlige hånd står bag. Således er de væbnede styrker stadig den store valgmand, men Kirkens såkaldte „åndelige magt“ bliver mere og mere til politisk magt. Dette valg viser mere tydeligt end noget tidligere valg i dette land at „alting gælder for at vinde valget“, og hvordan de reaktionære slås om sine egne involde og er i stand til at flå de bedste dele fra resten af pakket til tjeneste for sin egen gruppe eller fraktioner. Så hvad ville de ikke gøre i deres kamp imod folket og revolutionen? Det nuværende generelle valg lader dem udnytte deres yderligere to reaktionære afkom: racismen og den religiøse kamp. Den første er en ondsindet og kujonagtig ideologi, såkaldt overlegenhed, der fuldstændig modsætter sig smedningen af en nation under dannelse såsom vor, og den anden, den religiøse kamp, er et ondsindet misbrug af religionen, ikke blot som et redskab i klassekampen, som den virkelig er, men for at sætte masser imod masser, afspore folkekampen og slavebinde den fremskridende revolution: folkekrigen. Men disse stinkende elementer er ikke kun blevet sat i bevægelse; reaktionen og de klasser, fraktioner og grupper der udgør den, manøvrerer på pervers vis med truslen om et statskup, reaktionens nyttige instrument, imens den på kynisk vis udråber sin støtte til det bourgeois demokrati. Alt dette, ud over de velkendte manøvrer, tricks, chikane og svindel ved stemmeurnen, finder sted samtidig med repression og folkemord på landet. På den måde lugter valgprocessen af fascismens klamme dunst.

Resultaterne vises nedenfor sammen med andre vi senere vil henvise til, baseret på en undersøgelse af data fra den „Komplette samling af det generelle valg den 14. april“ af det Nationale Valgråd, og fra „Konsolidering af resultaterne fra det Nationale Præsidentvalg“, publiceret af det samme organ (JNE) den 11. maj 1985.

GENERELLE RESULTATER

Registrerede Stemmeberettigede9.983.400
Ikke Stemmende2.116.600
Stemmende7.866.800

Tabellen viser at de ikke stemmende udgør 21,2% af de registrerede og 27% af de stemmeberettigede.

PROCENTDELE AF STEMMERNE

FREDEMO27,6
CAMBIO 90 (Fujimori)24,6
APRA19,1
IU6,9
IS4,0
Andre2,2
Blanke15,3

Man lægger mærke til de meget lave stemmeprocenter for de første to kandidater. Ingen af dem, hverken Vargas Llosa eller Fujimori, nåede til 30% af stemmerne; langt fra de 50% plus 1 stemme som deres forfatning kræver for at overtage præsidentskabet. Det var også meget tydeligt — hvad vi senere vil vende tilbage til — at der har været en markant stigning i ikke at stemme overhovedet, det har nået til 21,2% af de registrerede og 27% af de stemmeberettigede; dvs. at den mest populære kandidat kun fik 0,6% flere stemmer end de ikke-stemmende. Dér ser I det såkaldte „demokratis“ selvudnævne sejr og deres såkaldte besjring af den såkaldte „terrorisme“!

De 19% stemmer for APRA betyder bankerotten af deres „traditionelle tredjedel“, som de har blæret sig med i årtier; imidlertid tillod deres parlamentsfraktion at de kan fortsætte med at opfylde deres berygtede rolle i Perus historie.

På den anden side blev de selvudnævnte „IU“ og „IS“ knust af den samme valgproces som de tilbeder så meget; tilsammen fik de to ikke en gang så mange stemmer som de blanke stemmer. Deres grænseløse parlamentariske kretnisme har lidt sit ydmygende og katastrofale nederlag: den retfærdige straf for revisionister, opportunister og klasse- og folkeforrædere.

Sammenfattet var det generelle valg sidste april kendetegnet ved spredte og uafgørende stemmer; sidste valgrunde viste sig endnu mere som en mudret, utydelig og folkeforførende konkurrence mellem politiske hasardspillere. Men desuden vil der i parlamentet, med denne mandatfordeling, udspille sig et forværret ledtog og strid imellem de forskellige udbyttergrupper og -fraktioner, hvilket vil forårsage endnu mere forrådnelse i det bundrådne parlamentssystem. Alt dette viser hvordan den peruanske stat har yderligere svækket sit grundlag og endnu en gang skal støtte sig på de væbnede og repressive styrker, hvilket viser folket endnu tydeligere hvordan de væbnede styrker er statens rygrad og hvordan denne stat kun baserer sig på en organiseret vold for at forevige det peruanske folks slaveri.

Valgprocessen fremhæver de grundlæggende problemer i det peruanske samfund, på trods af at man forsøger at skjule dem: For det første er der stadig en halvfeudalisme, som er grundlaget for landbrugsproduktionskrisen, og som bringer det jordproblem, der angiveligt var blevet overvundet, tilbage på dagsordenen. For det andet den bureaukratiske kapitalismes eksistens, som opretholdes i en økonomisk underudvikling, der er knyttet til den imperialistiske dominans, idet imperialismen, især yankee-imperialismen, som altid suger vort blod og gør sig klar til at udsuge os endnu mere. Sammenfattende viser det den generelle krise i et forældet samfund, som kun har én løsning: revolution, sejr i den igangværende folkekrig. På den anden side er det katastrofale resultat, som APRA-regeringen med den folkemorderiske demagog García Pérez i spidsen, har opnået, åbenlyst. I 1985 sagde vi, at den nye regering ville fremprovokere mere sult og være endnu mere folkemorderisk. I dag æder og fortærer sulten klassen og folket, og mens Belaúnde-regeringen ifølge data fra Senatets såkaldte „fredskommission“ blodigt plagede landet med 5.880 døde, overgik den nuværende regering den med 8.504 døde fra 1985 til 1988 og med yderligere 3.198 døde i 1989. Begge vores forudsigelser fra 1985 var korrekte, og faktisk skabte García Pérez‘ APRA-regering mere sult og mere folkemord end nogen tidligere regering i Perus historie. Alt dette skærpes og understreges endnu mere af usikkerheden ved første valgrunde og udsættelsen af beslutningen indtil anden valgrunde.

De politiske partier blev stærkt rystet af resultatet af valget i april sidste år og blev af nødvendighed tvunget til at foretage alle mulige omgrupperinger og omgrupperinger, ikke kun af hensyn til valgrunden, men først og fremmest af hensyn til deres senere udvikling. Mens de i valgkampen fastholdt „ikke-stillingtagen“ for at lokke de uafhængige vælgeres stemmer til sig, fortalte kandidaterne om deres egne politiske partiers manglende prestige og om afvisningen af de østeuropæiske revisionistiske partier, idet de i deres essens og perspektiv var rettet imod proletariatets Parti, imod Partiet og prædikede den rådne tese om, at der ikke var behov for politiske partier. Lad os i den forbindelse huske, hvad Lenin sagde: Ikke-stillingtagen er en bourgeois idé. Stillingtagen er en socialistisk idé.“ (Læs kommunistisk.) Det viser blot krisen i de partier, der opretholder den gamle orden; ikke en ny krise, men nu skærpet af valgprocessen og dens katastrofale resultater; en krise i partierne, der tydeligvis afspejler forværringen af den gamle peruanske stat.

Den første runde efterlod to kandidater. Den ene, træt og i dårlig form, Vargas Llosa fra FREDEMO, den arrogante prædikant for den nye personlige succes, den individuelle frihed og markedsøkonomien, triumferede efter at have opnået førstepladsen med sølle 27% af stemmerne. Den anden, den katapulterede og forelskede Fujimori fra CAMBIO 90, den forræderiske og snedige bærer af den prangende „ærlighed, arbejde og teknologi“, imperialismens og reaktionens håb, der fik en andenplads med 24% af stemmerne. Begge repræsenterer storbourgeoisiet og imperialismen. Hvad angår FREDEMO, er sagen klar. Men i CAMBIO 90‘s tilfælde opstår der forvirring på grund af deres kandidaters klassemæssige oprindelse, fra småbourgeoisiet og mellembourgeoisiet, og ved at skjule deres pragmatiske punkter, især før det første valg. Men hvad har Fujimori selv og hans rådgivere, der nu forbereder hans regeringsprogram, lovet: en markedsøkonomi, ikke engang en „social markedsøkonomi“; at anerkende udlandsgælden og finde måder at betale den på; at styrke banksystemet; at fremme eksporten og endda store mineinteresser; at fremme udenlandske investeringer og såkaldt international „bistand“. Det er alt sammen holdninger fra storbourgeoisiet og især fra en af dets fraktioner, kompradorbourgeoisiet, som vil få størst fordel af det. Desuden er de fleste af hans rådgivere dannet af imperialismen og er knyttet til storbourgeois institutioner, opportunister, der havde deltaget i APRA-regeringen, i IU eller kommer fra Velasco-styret. Bemærkelsesværdigt er forbindelserne med Hernando de Soto, en person med stærke forbindelser til yankee-imperialismen, som Reagan og Bush har støttet direkte, og som er forsker i den såkaldte „uformelle produktion“, som alle nu foregiver at handle med, selv Vargas Llosa og Fujimori selv.

Så både FREDEMO og CAMBIO 90 repræsenterer politisk set storbourgeoisiet. Allerede på det seneste møde i Centralkomitéen blev det påpeget: CAMBIO 9O, den bevægelse, der ledes af den tidligere rektor for landbrugsuniversitetet (Fujimori), har de samme holdninger, men ikke samme vægt som FREDEMO […]“. Vurderingen af dens klassekarakter er korrekt, men dens endelige vægt afhænger dog af valget ved anden valgrunde, i betragtning af præsidentvalgets betydning. Kernen i sagen er, at mens begge er fokuseret på kompradorbourgeoisiets interesser, præsenterer Vargas Llosa sig selv som forsvarer af denne fraktions eksklusive interesser, mens Fujimori præsenterer sig som forsvarer af hele storbourgeoisiets interesser, men derudover hævder han demagogisk også at forsvare mellembourgeoisiets og folkets interesser. Selv om de forsøger at benægte det, er det klassekarakteren af standpunkterne hos begge kandidater, der fører FREDEMO og CAMBIO 90 som „høvdinger“. Vargas Llosa forsøger desperat at overvinde denne begrænsning ved at appellere til hele folket og fremme projekter som f.eks. sit såkaldte „sociale støtteprogram“, mens Fujimori samler sine planer og bliver ved med at banke på døre for at finde forbindelser og udstyr til sin eventuelle fremtidige regering.

Under disse omstændigheder forberedes der en anden runde af valget, hvor APRA, IU og IS og deres grupper og fraktioner spiller op til den højestbydende, idet de hælder mere og mere til Fujimori, og APRA søger vigtige poster i den nye regering. Det har allerede fremlagt sine detaljerede „betingelser“ for at støtte CAMBIO 90, med formuleringer for at retfærdiggøre deres „principper“, mens det fattige og forældreløse „IS“ tigger om krummer fra de store drenges bord.

Med alt dette er grundlaget for, hvordan den næste regering vil se ud, ved at blive lagt. Uanset hvem der vinder, vil den regere midt i modsigelser, med ledtog og strid i reaktionens og dens lakajers hjerte.

3. BOYKOTTEN UDVIKLER FOLKETS TENDENS IMOD VALGENE OG TJENER FOLKEKRIGEN

Endnu en gang prædikes „terrorismens nederlag“ til alle fire verdenshjørner: Fra den folkemorderiske demagog García Pérez til de forskellige selvudnævnte og velbetalte „senderologer“, fra de politiske reaktionspartier og deres håndlangere til de blodige politistyrker, fra de forvirrede og desperate præsidentkandidater til de veloplagte høge af alle slags; alle råber de, som det var forventeligt, i fællesskab og af alle kræfter „Den Lysende Stis“ påståede og udslidte „nederlag“, så de til forsvar for den peruanske reaktion og især for storbourgeoisiet, socialimperialismen og imperialismen, især yankee-imperialismen, kan skabe en kontrarevolutionær offentlig mening til gavn for den gamle stat og de væbnede styrkers oprørsbekæmpelsesplaner. Endnu en gang sætter deres grusomme sorte drøm om for evigt at knuse folket og tilintetgøre folkekrigen i gang med svindlen om „den Lysende Stis nederlag“, „som vil materialisere sig“, hævder de uden beviser, som spøgelser, der betegnes som „strategisk fiasko“ eller „den første og vigtigste taber“ og „den Lysende Stis splittelse og overgivelse“. Som deres berygtede ønsketænkning beder, ville folkekrigen „komme ind i sumpen“ i 1989, valget ville vise boykottens store nederlag og Partiet ville splittes, og Folkeguerillahærens (FGH) kæmpere ville splittes.

Lad os begynde med den såkaldte „strategiske fiasko“ som følge af, at „den Lysende Sti faldt i en sump i 1989“. Intet er bedre end at tage udgangspunkt i rapporten om „Den Store Fulførelse af Pilotplanen!“, som blev forelagt for Centralkomitéen i juni sidste år, og hvoraf vi afskriver en af delene nedenfor:

1. GUERILLAAKTIONER

A. PLANER OG KAMPAGNER I LØBET AF NI ÅRS FOLKEKRIG

Ni års folkekrigs smednings- og udviklingsproces indeholder fire milepæle:

1. Definition.

2. Forberedelse.

3. Indledning.

4. Udvikling.

Folkekrigen har strengt taget udviklet sig som en proces af kvalitative spring gennem fire planer indtil nu. Hver plan er mere overlegen og omfattende ift. den tidligere plan, hvilket således udtrykker hvordan folkekrigen er blevet mere kompleks.

1. INDLEDNINGSPLANEN, fulført gennem to underplaner, varer mindre end et år: a) Fra maj til juli 1980 blev 280 aktioner fulført. Det var begyndelsen. b) Fra juli til december 1980 blev folkekrigen drevet fremad ved at fuldføre 1.062 aktioner. Vi lægger allerede mærke til et spring, en vækst, og det varede også længre tid. I alt 1.342 aktioner.

2. UDBREDELSESPLANEN var mere bred, planerne varede længere perioder og bestod af flere kampagner. Udbredelsen havde en tidligere plan: Åbning af guerillazoner, og udviklede delinger der førte til støttebaser. Eftersom målet var at udfolde krigen og sætte ild til hele landet, blev tre kampagner udtænkt:

a. Erobre våben og midler.

b. Ryst landet med guerillaktioner.

c. Stræb efter støttebaser. Denne sidste kampagne blev anvendt i to etaper. Den varede to år og udførte 5.350 aktioner.

Imens den tidligere plan indledte den væbnede kamp, skabte denne nye fase den nye magt. Ved denne plans afslutning trådte de væbnede styrker direkte ind for at bekæmpe os (december ‘82). Denne plan var mere kompleks: adskillige kampagner begyndte at blive håndteret som dele af den samme plan, og hver kampagne var kendetegnet af definitionen af en politisk strategi og en militær strategi.

3. PLANEN FOR AT EROBRE BASER, maj 1983 til september 1986. Først blev to kampagner udfoldet: Forsvar, Udvikl og Opbyg, nøjagtig i 1983-84, hvilket var det vanskeligste øjeblik; de væbnede styrker blev stoppet af disse kampagner. Denne tredje plan udviklede en kampagne af stor betydning med en underplan, Det Store Spring, der stort set betød at overvinde problemerne og udvide det militær-politiske indsatsområde fra Cajamarca til Puno, der centrerede i bjergene, men også dækkede regnskoven og kysten. Reaktionen troede også dengang at de havde tilintetgjort os og fejet folkekrigen væk.

Planen for at Erobre Baser tog tre år og fire måneder og bestod af 28.621 aktioner; den gav os hele systemet med støttebaser, guerillazoner, indsatszoner og aktionspunkter.

4. DEN STORE PLAN FOR AT UDVIKLE BASER (SPUB), med dette gik vi ind i en meget transcendental proces, fordi støttebaserne er kernen i folkekrigen, der er ingen folkekrig uden støttebaser; Centralkomitéen besluttede at anvende planen først som en pilotplan, fra december 1986 til maj 1989, 2 år og 8 måneder mere eller mindre, med tre kampagner, den tredje i to dele; den bestod af 63.052 aktioner; den viste sine fordele og overtrådte målene, nu begynder vi på den endelige godkendelse.

Vi har således i ni år i alt 98.365 aktioner; med de supplerende aktioner medregnet var der mere end 100.000; hovedsagelig den store endelige afslutning, der blev afsluttet i juli, som en anden særlig afslutning.

Planerne er strategisk centraliserede og taktisk decentraliserede; det er strategiske planer, der omfatter aktioner og opbygning; de udvikles gennem kampagner. Senere begynder planen at blive mere kompleks og af længere varighed; senere udvikles der stadig underplaner eller begrænsede planer, der udvikles inden for de generelle planer; og endelig ved indgangen til SPUB foreslår vi at anvende den som en pilotplan. Hver plan har sin politiske og militære strategi. De afprøves og gennemføres i kamp; resultaterne viser, hvilke justeringer der skal foretages, og frem for alt de efterfølgende betingelser for, at den efterfølgende plan bliver en succes. Vi konkretiserer vores vurdering af resultaterne i klare vendinger, som gør det let at bruge dem, f.eks: „Den store afslutning af pilotplanen!“

Centralkomitéen godkender strategiske-operative planer; som f.eks. den Udvidede Nationale Konference i 1979 der blev enig om, strategisk centraliserede planer, som også tager hensyn til den operationelle situation og fastlægger de fire kampformer:

1. Agitation og propaganda.

2. Sabotage.

3. Selektiv henrettelse.

4. Guerillakamp.

De bestemmer delene, fastlægger perioder og fastlægger tidsplanen.

Vi skal altid være meget opmærksomme på den strategiske centralisering, da det er den, der bestemmer vores evne til inden for planen til at udvikle de revolutionære bølger systematisk og samtidig at ramme forskellige og brede områder med alle mulige former og midler, for at levere hårde og alvorlige nederlag til fjenden. De, der har studeret Formand Maos principper og militærteori, påpeger altid, at han etablerede en strategisk centraliseret plan, et nøglepunkt, der gør det muligt for os at udvikle aktionerne: Ved at anvende den har vi været i stand til at give fjenden hårde og samtidige slag i næsten hele landet og dermed gøre dem mere besværlige.

Vi skal insistere på strategisk centraliserede planer, uden at glemme, at de er taktisk decentraliserede. Anvend strategiske-operative planer, fordi de etablerer forbindelsen mellem strategi og taktik. Allerede Kammerat Stalin havde foreslået at visualisere den forbindelse, der forbinder den strategiske helhed med de konkrete handlinger.

Lad os påpege, hvordan vi begyndte „ud af ingenting“, for det er sådan Formand Mao lærte os det. Det vigtigste er at have et Parti med en korrekt og retfærdig linje, så er problemet at indlede. Da problemet ikke er, hvor mange vi er, men snarere er, om vi ønsker at indlede den væbnede kamp eller ej. Med folkekrigen har vi udviklet Partiet, opbygget FGH og dannet den nye magt, og vores massearbejde har oplevet store kvantitative og kvalitative spring; vi har vristet våbnene fra fjenden, og overdragelsen af moderne våben finder oftere sted.

Folkekrigen har bragt os til den store afslutning af pilotplanen, som vi afsluttede med succes og glans! Vi har således overskredet gennemførelsen af pilotplanen i SPUB; heraf følger behovet for at fremme støttebaserne. Hvis vi ikke havde udtænkt det på den måde, ville det ikke have følelsen af at være blevet afsluttet. Det begyndte som en pilotplan, fordi denne store plan indebar meget vigtige kvalitative ændringer. Den var allerede bevist i praksis, og dens obligatoriske mål var at fortsætte med at Drive udviklingen af støttebaser fremad!, inden for rammerne af den nye STORE PLAN FOR UDVIKLING AF BASER TIL STØTTE FOR MAGTENS EROBRING I HELE LANDET.

I ni år har vi gennem disse planer udviklet Folkehæren og den nye magt, og vi har anvendt og vil insistere på, at Partiet leder folkekrigen og absolut leder Hæren, da vi vejledes af at Partiet kommanderer geværet og at vi aldrig vil tillade at geværet kommanderer Partiet. Vi har også insisteret på, at krigen følger politikken, som Formand Mao har lært os, og vi vil følge Lenin: Krig er en fortsættelse af politik med militære midler; sådan har det været og vil det fortsat være, deraf stammer krigens klassekarakter. Når marxismen fornægtes af andre, må vi kommunister bekræfte os selv mere i vore principper. Når vi står over for kontrarevolutionære kampagner som dem, der verden over er rettet mod marxismen-leninismen-maoismen, som dem, der i vores land er rettet mod Partiet og folkekrigen, er det øjeblikke, hvor vi må gribe vores principper mere fast og visualisere det ufravigelige mål, som vi går mod: kommunismen. Lad os insistere mere på dette i dag, når Gorbatjov, Teng og deres kumpaner spreder, at vi ikke længere kan forstå krig med kriterier fra fortiden, at vi ikke længere kan sige, at krig er en fortsættelse af politik, at det Clausewitz opstillede, som Lenin tilsluttede sig og Formand Mao udviklede, ikke er et princip, der gælder i dag ifølge Gorbatjov, som også råber højt, at krig vil føre os til menneskehedens forsvinden, at krig hverken vil have vindere eller tabere, fordi ingen vil overleve den: uhyggelige holdninger, som han har arvet fra Hrusjtjov. Vi fordømmer og brændemærker disse revisionistiske holdninger mod folkekrigen, og vi bekræfter på ny, at folkekrigen er en fortsættelse af politikken med våbenmagt i proletariatets og folkets tjeneste, i deres interesse. Hvis vi ikke var faste i vores principper og fleksible i deres anvendelse, ville vi miste folkekrigens retning og styrte ned i revisionismen. Derfor skal vi holde fast i marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, i folkekrigen og i det Kommunistiske Parti, der fører den indtil Kommunismen.

Lad os desuden understrege:

1. Centralisering.

2. Mere kompleks plan.

3. Den nye, store plan for udvikling af baser til støtte for magtens erobring i hele landet.

4. Fastholdelse af folkekrigens principper.

Pilotplanen blev gennemført med succes i tre kampagner. Anden del af den tredje kampagne, Stor afslutning af pilotplanen!, hvis balance vi er ved at evaluere, materialiserede en stigning på 172% i forhold til første del, en meget mærkbar stigning, selv om anden del varede længere end første. I ni års folkekrig var der 100.000 aktioner, dette tal omfatter ikke supplerende aktioner.

Det samlede antal aktioner i Stor afslutning af pilotplanen! var 32.646, og den tredje kampagne, i sine to dele, viser et enormt spring i forhold til pilotplanens anden kampagne, idet den firedobler det på trods af at den kun varede tre måneder mere; her har vi et af de ekstraordinære resultater af Partiets 1. Kongres.

B. AGITATION OG PROPAGANDA

Det er en af de fire former for folkekrig, og derfor er det forkert at se den som en særskilt ting; ikke at se den som en form for krig fører os til fejltagelser. Det vigtigste er at udvikle den som den mest dybtgående kampagne af agitation og propaganda, som noget parti i landet nogensinde har gennemført; det vil sige propaganda som udbredelse af idéer, der sigter mod målet, og agitation som udnyttelse af konkrete problemer, som masserne kæmper sig igennem. Disse aktioner spreder ligesom de andre former revolution, folkekrig, politik, ideologi; i dag spreder de behovet for at erobre magten over hele landet. Således går vi ned til de laveste masser, som normalt hverken kan læse eller skrive; Engels lærte os at banke idéerne ind i menneskenes hoveder med kendsgerninger, som et principielt spørgsmål; det er den materielle kendsgerning, der skaber viden; de fire krigsformer er materielle kendsgerninger, som de, der udfører dem eller oplever dem, militanter, kæmpere og masser, fortsætter med at udholde virkningen og bekræftelsen af behovet for krig, for at erobre politiske mål, for at erobre magten; af behovet for proletariatets ideologi. Agitation og propaganda uddybes således blandt landets masser, opildner sindet, udbreder og fortsætter med at bekræfte behovet for revolution; de beskæftiger sig med den virkelige kilde til viden. Agitation og propaganda udvikler sig som psykologisk aktion og psykologisk krigsførelse.

Lenin sagde, at propaganda aldrig går tabt, uanset hvor lang tid der er mellem såning og høst, og hvis aktionen foregår med våben i hånden, med væbnede aktioner med det formål at mobilisere masserne, er det den bedste skole til at smede folket i proletariatets ideologi, i partiets politik og i behovet for folkekrigen for at erobre magten. Lad os overveje dens store betydning: Den er forbundet med at vinde og danne den offentlige mening om, at folkekrigen fortsætter med at skabe en forandringsånd blandt masserne, som Tulio C. Guerrero siger. Den har et stort potentiale til at udbrede folkekrigen og er grundlæggende for at skabe en offentlig mening, for at fremhæve folkekrigen, de politiske mål, erobringen af magten, marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, ideologien, Partiets politik og politikkerne på forskellige niveauer, og vi må huske på, at vi ikke kan erobre magten uden at skabe en offentlig mening.

C. SABOTAGER

De spiller fortsat en vigtig rolle og rammer den peruanske økonomi hårdt, som udvikler sig under de værste forhold, i den dybeste krise i vores historie. Saboteringen af minesektoren, der har en transcendent betydning, fordi den største procentdel af den konvertible valuta kommer fra denne aktivitet, rammer den peruanske stat direkte, fordi den ikke blot skaber problemer for den, men også får slag i statens økonomiske aktivitet, f.eks. Centromin. Det skaber problemer for staten selv, vi belaster deres virksomhedsplaner med gæld, som er ødelagt. Desuden rammes også deres „sociale foranstaltninger“, som de altid skal gentage, og dermed svækkes selve den kontrarevolutionære væbnede aktion. Sabotagen af elnettet er meget vigtig. De sidste par strømafbrydelser har ramt ni departementer, fra det nordlige departement La Libertad til det sydlige departement ICA, og de går gennem landets hovedstad og ind i departementerne Junín, Pasco, Huanuco, Ayacucho, Huancavelica, hjertet af deres økonomiske system, selve aksen i deres administrative system, som er hovedstaden. Strømafbrydelserne skaber flere og flere problemer for dem hver gang. Avisen ‚Den Kommercielle‘ offentliggjorde om det sidste strømsvigt, at elektriciteten først kunne genoprettes i Lima 10 dage efter. De har antydet, at de har til hensigt at anvende flere termiske generatorer, hvilket er en større udgift, fordi omkostningerne ved at producere den type energi er meget høje. Ud over at ramme den offentlige administration og deres banksystemets databehandling oplever industrien også vanskeligheder. De påvirker i høj grad masserne, fordi den, der ser strømafbrydelsen, ved, hvad dens årsag er, og masserne ser, hvordan den peruanske stat, der udtrykker sin klassekarakter, først og fremmest tager hensyn til storborgerskabets behov og udskyder folkets behov; på den måde danner masserne sig gradvist en klarere dom for hver gang. Det store borgerskab lider under sabotagerne, og derfor kræver Selskabet for Miner og Olie, at de væbnede styrker og politiet skal forstærke den militære besættelse af minerne.

Det vigtigste er at lade sabotagen få virkning i det vigtigste, mest avancerede økonomiske område, i det centrale økonomiske område, som samtidig er det mest strategiske område for omstruktureringen af det gamle peruanske samfund, deres gamle stat.

D. SELEKTIVE HENRETTELSER

Den er stigende og rammer myndighederne hårdt. Vi bekræfter på ny, at statsapparatets funktion på denne måde bliver halshugget og lammet. Nogle, de reaktionære og deres kumpaner, opportunisterne, siger: „Hvordan er det muligt at myrde borgmestre, der er valgt af folket, på sådan en modbydelig måde?“ Først skal det forklares, at valget kun er et reaktionært instrument i det bourgeois-demokratiske system. Vi vil aldrig lade os narre af den politiske dumhed hos dem, der kun taler om diktatur, hvis der ikke er valg. IU og deres ligesindede kan sige sådanne ting; men en kommunist kan aldrig tænke sådan, da staten først og fremmest er et klassediktatur, og borgmestrene, guvernørerne eller de bureaukratiske myndigheder, CORDES eller lignende organisationer, er en del af dette statssystem, af denne voldelige reaktionære struktur. At slå eller halshugge statslige myndigheder eller bureaukrater, uanset niveau, hæmmer statens funktion og skaber i endnu højere grad et magttomrum. Et af den peruanske stats traditionelle problemer er, som Mariátegui allerede har bemærket, at den aldrig har været i stand til at udvide sin magt til de fjerneste hjørner af landet; det er en kendsgerning, at reaktionen er placeret på centrale steder, i byerne, og at den har udvidet sin magt til mellemstore byer, og en gang imellem når den frem til små byer, mens annekser eller byer på landet, landsbyer eller slumkvarterer ligger uden for staten og ikke kan underlægges en stabil kontrol; det er et problem, der hænger sammen med det halvfeudale grundlag, som den er baseret på. Udryddelserne underminerer altså den statslige orden, og det er godt. Det er med til at udhule den, fordi det politiske vakuum, der er skabt, er overladt til os, så vi kan udfylde det og udøve magt. Vi har fem former for magt, og vi kan oprette en hvilken som helst af dem. Kan I huske, at nogle siger, at „Vietnam-eksemplet er godt“, men de glemmer, at 13.000 myndigheder blev henrettet der; således var de henrettelser, som vietnameserne foretog, gode, men de henrettelser, som vi foretager, er dårlige? Hvorfor? Hvilke mål nåede de, og hvilke mål når vi? At undergrave ordenen, et problem, som Cassinello klart har fastslået i „Guerillakrig og antiguerillakrig“.

E. GUERILLASLAG

Mængden er stor, og dens procentdel begynder at vokse endnu mere. De to grundlæggende former for slagaktioner er ved at udvikle sig:

1) Bagholdsangreb.

2) Overfald.

Bagholdsangreb udvikles, hver gang mere slående, og vi rammer de væbnede styrker; at ramme deres officerer har stor betydning, og vi ser allerede resultaterne: anmodninger om at forlade hæren vokser så meget, at de var nødt til at forbyde dem; deserteringer stiger, og sammenstød mellem dem begynder; salget af våben stiger og vil fortsætte med at vokse.

På dette punkt når reaktionen til det yderste af sarkasme, dumhed og latterliggørelse ved at sige, at vi „er feje“ og „de kæmper ikke ansigt til ansigt“. I hvilket bagholdsangreb viser man ansigt? Nøglen til et baghold er overraskelse. Bagholdsangreb er en norm for os, som det er for alle hære, men vi bør ikke tillade os selv at blive lagt i baghold og heller ikke at blive lagt i baghold. Når vi rammer militæret, råber de: „Barbarisk!“ Hvordan kan de så sige, at vi er i krig, og hvilken rolle har deres væbnede styrker ud over at kæmpe i en krig? Mercado Jarrin siger, at de væbnede styrker er „nationens forsikringsselskab“. Ja, de er reaktionens forsikringsselskab og dens rygrad, og derfor skal de tilintetgøres fuldstændigt og totalt.

Guerillaslagene og tilintetgørelserne sænker moralen i de væbnede styrker, som er indkaldte tropper, der kæmper mod deres vilje, med ringe instruktion og holdes i skak af en grusom reaktionær jerndisciplin. Nogle siger, at de hellere vil have en mere reduceret professionel hær, der er bedre bevæbnet med avancerede våben og meget godt betalt, men det ville ikke være til gavn for dem, det ville kun give os mulighed for at øge vores styrker og gøre det uforholdsmæssigt store forhold mellem os og dem mere kritisk. Som bekendt er normen, at når en guerillaaktivitet er veludviklet, kræver reaktionen et forhold på op til 20-1, som det fremgår af internationale erfaringer. For det andet, kan de gøre det? De har ikke midler nok til at gøre det, officererne er selv dårligt betalt, og den alvorlige krise, som landet gennemlever, tillader ikke store investeringer af den art. Derfor har de brug for „udenlandsk bistand“ fra supermagterne og/eller de imperialistiske magter, og de appellerer mere og mere til dem. Sovjetunionen har netop solgt dem helikoptere fra Afghanistan til spotpriser. USA giver dem „militær bistand“, uddanner dem og giver dem ressourcer, og deres direkte deltagelse er åbenlys, som f.eks. kampen mod „narkotikahandel“ i ord og mod folkekrigen i handling. Husk på det, vi allerede har set om en mulig yankee-agression, især i betragtning af USA‘s handlinger i Huallaga; husk, hvad vi læser i den amerikanske hærs militærblad om national strategi, hvor det hævdes, at selv om de ikke har en erklæret krig, udvikler de undergravende krige, oprør, terroraktioner, narkotikahandel, og at det er områder, hvor de væbnede styrker skal deltage og kæmpe.

De finder således alvorlige problemer med udviklingen af guerillakampen. Hvad angår kvaliteten, ser vi et løft, især i guerillaslagene. Hver gang er angrebene vigtigere, et eksempel er Uchiza, som endda forårsagede fjendens interne modsætninger mellem de væbnede styrker og regeringen og mellem de væbnede styrker og politistyrkerne, og de efterfølgende bagholdsangreb viser en bedre håndtering af dem.

F. VÆBNET STREJKE

Det er en ny form for kamp, som indebærer en hel kombination af aktioner, den skal håndtere de fire former for krig: agitation og propaganda, sabotage, selektiv henrettelse og guerillaslag; og samtidig indebærer den mobilisering af en enorm masse, som hjælper den nye magts styrke, den nye stats eksistens og den gamle stats anfægtelse og fornægtelse. Den væbnede strejke, militært set, håndterer de fire former og påvirker et enormt antal masser, hvilket fører til isolering af store områder og viser desuden, hvor let det er at isolere hovedstaden (Lima). Siden 1979 har vi vidst, at Lima er den mest sårbare hovedstad i Latinamerika, så husk det for at fortsætte med at slå dem, og i morgen, når vi har magten i hele landet, vil vi forsvare den imod kontrarevolutionen.

Over for væbnede strejker vil reaktionen, som den gør, forsøge at fange dem og forhindre dem, at bryde dem op; den vil fremsætte falske opfordringer til strejke eller bruge sine våben; f.eks. i Chosica opfordrede de til en falsk strejke blot for at vise magt, for at presse, intimidere og få masserne til at afvise strejken; men det vil ikke være nok for dem, de vil være nødt til at undertrykke de væbnede strejker, svare militært på dem, ikke blot som en magtdemonstration, men for at bryde de faktiske væbnede strejker med ild og blod.

De væbnede strejker gør også revisionisterne nervøse, fagforeningsbureaukratiet, alle dem, der kører på massernes rygge; disse pampere vil fortsætte med at modsætte sig de væbnede strejker med den begrundelse, at de er „en autoritær indgriben“, at „det ikke er fagforeningerne, der indkalder til dem“. Vores svar er enkelt: det er ikke en industri- eller fagforeningsaktion, men en militær aktion for fortsat at isolere, ramme, udhule og undergrave den gamle orden, så folket for hver gang tydeligere kan se den magtesløshed, som den peruanske stat er ved at blive reduceret til. Derfor taler vi ikke kun om en kamp for arbejdskrav eller blot retfærdiggørelser, men vi udvikler en militær aktion for at underminere den gamle orden, vise dens afmagt, skabe en offentlig mening og påvirke de brede masser, og det indebærer i perspektivet en mere omfattende sektionalisering af landet, hvilket vil indebære et andet problem i den plan, vi har sat i værk: springet fra guerillakrig til bevægelseskrig.

Det militære arbejde udvikler sig på landet og i byen efter den vej, hvor byerne omringes fra landet, og vores specifikke betingelse er, at vi også ryster byerne, men de fire former for krig udvikler sig hovedsageligt på landet og som supplement i byerne. Denne ordning vil fortsætte med at udvikle sig yderligere, eftersom den væbnede strejke først og fremmest finder sted i byerne, f.eks. den væbnede strejke i det centrale Peru, som omfatter vigtige byer som Huancayo, Jauja, Oroya, Huanuco, Cerro de Pasco, dvs. departementernes og provinsernes hovedstæder. Arbejdet på landet er godt, meget vigtigt og væsentligt, men at fremme arbejdet i byerne er en nødvendighed, som vil blive større, og vi skal fokusere på denne type arbejde.

Sammenfattende kan vi med hensyn til kvalitet og kvantitet sige, at folkekrigen kvalitativt og kvantitativt udvikler sig stærkt og kraftigt; vi fortsætter med at omringe byerne fra landområderne; landområderne er de vigtigste, og omringningerne er allerede ved at blive mere og mere tættere og tættere. Derfor har folkekrigen gjort et stort kvantitativt og kvalitativt spring i denne pilotplan, og den spirer til et mere altoverskyggende fremskridt.

G. STRATEGISK UDVIKLINGSPLAN

Vor undersøgelse viser, at alt fortsat er solidt forankret inden for hovedpunkterne (akserne, underakserne, retningerne og bevægelseslinjerne), de er veletablerede og forvaltes endnu bedre. Det fremgår heraf, at vi i øjeblikket ikke har behov for at ændre tingene; det ville endda være uhensigtsmæssigt at ændre dem på nuværende tidspunkt. Reaktionen er præget af store vanskeligheder og modsætninger. Problemet med amts- og parlamentsvalget, de to valgkampe og den nye administration fører til ledtog og strid, men hvert ledtog er relativt inden for striden og kan eksplodere når som helst. Disse situationer med strid og brud, som kan føre til et statskup i det mindste i de næste to år, skal få os til at gå modigt frem. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at ændre vores planer, og vi skal bestræbe os på at bruge dem bedre. Glem ikke, at alt vort Partis arbejde udvikles inden for rammerne af den Strategiske Udviklingsplan, forudsat at Partiet leder alting.

H. INDSATSOMRÅDE

Det er endnu tydeligere, at vi udvikler os i højlandsregionen i landet. Historisk set har Peru haft en rygrad, en akse: bjergene i centrum-syd, sådan var det på inkaernes tid; i krigen med Chile var det det det område, der forsvarede sig bedst, og hvor styrker kan trække sig tilbage før et udenlandsk angreb.

Vi udvikler også inden for regnskovbrynet områder, som viser gode kampbetingelser for masserne; de fleste bønder der er knyttet til koka-dyrkning, Øvre Huallaga er det største produktionsområde i Latinamerika, større end dem i Colombia og Bolivia; også af den grund er det vigtigt at reagere. Vi er også ved at udvikle os i Apurímac-regnskovsstriben, og vi skal understrege vores indtrængen i den centrale region. Perspektivet er at dække alle regnskovsstriberne.

Området er også ved at blive udvidet på kysten. Fra kanterne af kystområderne kan man trænge ind i højlandet, f.eks. midt i nord og midt i syd.

Dette fører os til at udvikle de andre kystområder, især arbejdet på den nordlige og sydlige kyst i vores land. Vi skal også udvikle byerne i højlandet mere. Det er meget vigtigt at fokusere kampen i byerne, det har at gøre med opstanden; hvis vi ikke forbereder os på at indtage byerne, især de største byer, for at fuldføre folkekrigens sidste fase, vil erobringen af magten i hele landet blive forsinket. Arbejdet i Lima skal udvikles mere, i betragtning af at det er hovedstaden.

Området gør det også muligt for os at udvikle indfaldsaktioner, som gør det lettere at udvikle området eller trække sig tilbage under fjendens offensiv.

I en sammenfatning viser området sin udvidelse og den indbyrdes sammenhæng mellem Komiteerne, også kapaciteten til at foretage indfald mellem det ene og det andet. Områdets perspektiv er derfor at opbygge hele folkekrigen. Med udviklingen af krigen bliver vi nødt til at omdefinere Komiteerne, først og fremmest for at tilpasse dem til udviklingen af FGH. Området viser således, hvordan det udvider sig, og vi ser en ryghvirveldannelsesproces, hvor omringningen af byerne indtræder, ikke kun hovedstaden, men også resten af byerne.

Dette afslutter den delvist afskrevne rapport. Men lad os betragte det følgende oprids:

FOLKEKRIGENS PLANER OG KAMPAGNER

TREDJE MILEPÆL: INDLEDNING AF FOLKEKRIGEN

1. INDLEDNINGSPLAN (MAJ-DEC. 1980)
Indled den Væbnede Kamp
Fremdriv Guerillakrigen
1.342 aktioner

FJERDE MILEPÆL: UDVIKLING AF GUERILLAKRIGEN

2. UDBREDELSESPLAN (JAN. 1981-JAN. 1983)
Åbn Guerillazoner
1. Kampagne: Erobr Våben og Midler 2. Kampagne: Ryst Landet med Guerillaaktioner 3. Kampagne: Pisk 1 og 2 for at Skride Fremad Mod Støttebaser
5.350 aktioner
3. PLAN FOR AT EROBRE BASER (MAJ 1983-SEP. 1986)
Forsvar, Udvikl og Opbyg 1 og 2 Stort Spring 1. Kampagne: Indled det Store Spring! 2. Kampagne: Udvikl det Store Spring! 3. Kampagne: Udvikl Folkekrigen! 4. Kampagne: Fuldfør det Store Spring! (1. Del) Fuldfør det Store Spring Med Guldsegl! (2. Del)
28.621 aktioner
4. STOR PLAN FOR AT UDVIKLE BASER. PILOT PLAN (DEC. 1986-MAJ 1989) 1. Kampagne: Pilotplan for at Udvikle Baser 2. Kampagne: At Mesterligt Fuldføre og Etablere en Historisk Milepæl! 3. Kampagne: At Befæste og Udvikle den Store Fuldførelse! (1. Del) Stor Fuldførelse af Pilotplanen! (2. Del)63.052 aktioner
5. STOR PLAN FOR AT EROBRE BASER OG TJENE MAGTENS EROBRING (AUG. 1989-)
1. Kampagne: Fremskub Udviklingen af Støttebaserne Delvis indførelse til slutningen af 1989.
23.090 aktioner.
SAMLET ANTAL AKTIONER121.455

BEMÆRK: Indtil nu er der blevet angivet fire milepæle i udviklingen af folkekrigen: 1: DEFINITION, hvis centrum er Centralkomitéens 9. Plenum i juni 1979. 2: FORBEREDELSE, med centrum i den Udvidede Landskonference, november 1979. Desuden omfatter denne tabel ikke de aktioner, der er gennemført inden for de komplementære aktioner.

Dette viser tydeligt det enorme fremskridt og den store udvikling i folkekrigen, medmindre nogen forsøgte at opretholde den absurde påstand om, at springet var kvantitativt, en ændring, men ikke kvalitativt. Det ses tydeligt og overbevisende, hvordan hver efterfølgende plan indebærer et større spring end den foregående. Hvis vi sammenligner plan 3 og 4, er antallet af aktioner i sidstnævnte plan mere end dobbelt så stort som i den første, selv om plan 3 tog tre år og fire måneder, og plan 4 kun tog to år og seks måneder.

På den anden side, hvis vi ser på anvendelsen af den nye STORE PLAN FOR AT UDVIKLE AF BASER TIL TJENESTE FOR MAGTENS EROBRING, der netop blev påbegyndt i august 1989 med den 1. Kampagne til fremme af udviklingen af støttebaser, har den i løbet af de fire måneder, den blev gennemført, indtil udgangen af sidste år, ført til 23.090 guerillaaktioner. Når man tager i betragtning, at fire måneder er halvdelen af varigheden af den store afslutning af pilotplanen, anden del af den foregående plan, har den nye store plan allerede opnået en bemærkelsesværdig stigning på 41,5% i antallet af guerillaaktioner; en stigning, hvis betydning forstås bedre, hvis vi husker på den enorme stigning, som afslutningen af pilotplanen indebar. Og hvis vi sammenligner resultaterne, udgør de 23.090 guerillaaktioner 19,0 procent af de samlede aktioner indtil december 1989; 23,5 procent af aktionerne i de ni år før denne plan startede og 36,6 procent af aktionerne i hele pilotplanen. På ca. fire måneder opnåede vi næsten 37% af det, vi tidligere opnåede på 30! Dermed er den nye store plan resolut og sejrrig begyndt.

Hvis vi endelig koncentrerer os om 1989, året for den proklamerede og formodede „oversvømmelse“; hvis vi betragter perioden fra oktober ‘88 til december ‘89, en periode, hvor der blev registreret 32.644 aktioner i den ovennævnte afslutning og 23.090 i den nye plan, har vi i alt 55.736 guerillaaktioner; det er ca. 46% af alle de afsluttede aktioner. Der har I det store „nederlag for den Lysende Sti“!

A. KONKRETE AKTIONER

Med hensyn til konkrete foranstaltninger i denne periode fremhæver vi følgende:

Den regionale væbnede strejke i Ayacucho, der varede en uge i februar ‘89, imens de kernebygninger på landet, som de væbnede styrker havde bygget, blev ødelagt. Der blev høstet i Huaycan, i selve hovedstaden i samme måned: 2.000 mennesker blev mobiliseret med støtte fra FGH, som tilintetgjorde direktøren og en forarbejder fra den angrebne Fundo; masserne tilegnede sig produkterne ved at dele dem. Angreb på politiets oprørsbekæmpelsesbase DOES-6 i Uchiza den 27. marts: basen blev indtaget, kontingentet på 48 militærpersoner overgav sig, blandt dem 15 sårede, tre døde officerer og syv døde politifolk. Indtagelse af Pampa Cangallo: i april blev de 600 soldater holdt på afstand og kunne ikke forlade deres kaserne, mens byen forblev under FGH‘s kontrol. Også i april mobiliserede Komiteen af Familier til Krigsfanger og Forsvundne i Lima sig mod justitsministeriet med agitation og sabotage; den holdt planerne om undertrykkelse af familierne og advokater og folkemordet på fangerne i skak. I samme måned blev der begået angreb på politiposter i Yauricocha, Øvre Larán og Clemente, i den midtsydlige del af landet.

Regional væbnet strejke i det centrale Peru, amterne Junín, Cerro de Pasco og Huanuco. Den 10.-12. maj fandt der en væbnet strejke sted i Cañete, den sydlige del af Lima amt, den 1.-2. juni, og den 7. juni et angreb på politistationen i Ambar, den nordlige del af Lima amt. Bagholdsangreb på en transportvogn med præsidentens eskorte, „Juníns Hussarer“, i centrum af Lima; 7 soldater dræbt og 29 såret den 3. juni. I samme måned væbnede strejker: 5.-7. juni i Huancavelica; den 7. juni i Huaraz; og 15.-20. juni i det Øvre Huallaga. 19. juni: Bagholdsangreb på hæren i Aguaytía som led i et væbnet angreb: en konvoj bestående af seks lastbiler på F. Basadre-motorvejen; en major (anden chef i den politisk-militære kommando i Ucayali), en løjtnant og 14 soldater blev dræbt, samt 10 sårede, i alt 26 tabte.

I juli måned væbnede strejker: den 14. juli i Huamachuco, den 20. juli i Lima mod sult og undertrykkelse, organiseret af Folkets Revolutionære Forsvarsbevægelse (FRFB), og fra den 27.-29. juli i Ayacucho. Den 5. sabotage af en bus fra sovjetterne, der plyndrer landets marineliv; 33 sårede; et bagholdsangreb mod en DOES-politipatrulje i Azángaro, Puno amt, udslettede en kommandant, en kaptajn, en løjtnant og tre menige, den 6.; angreb på politistationen i Pacarán, Cañete; stationen blev ødelagt, broen, der forbinder Pacaran, i Yauyos, og Huancayo blev sprængt i luften. Militærkasernen i Madre Mia blev ødelagt, 150 soldater (120 infanterister og 30 ingeniører), i den øvre Huallaga-dal; angrebet fandt sted den 27. juli, på tærsklen til „nationaljubilæet”“: efter en hård kamp ødelagde FGH den reaktionære hærs kaserne grundigt og fuldstændigt og påførte den 64 tab (39 døde og 25 sårede) og erobrede en god mængde militære forsyninger.

For ét år siden blev politistationen i Cotahuasi i Arequipa amt angrebet, og politistationen ved vandkraftværket Huancaray i Apurimac blev ligeledes angrebet i dette område. I Huancavelica at blev mesnadas i Pachaclla udslettet, og flere byer blev indtaget i hovedaksen af folkekrigen i regionen, hvilket skabte et magttomrum. Desuden blev hæren overfaldet i Milano i det Øvre Huallaga; politistationer blev angrebet i Julcan, i Otuzco i La Libertad amt og i Cajacay i Ancash amt.

Hvis vi nu fokuserer på folkekrigen i henhold til de regioner eller zoner, hvor den udvikler sig, har vi følgende scenarie, centreret om den første kampagne i planen for at sætte skub i den nye store plan, der åbner den nye store plan:

Ayacucho

Hvis vi tager udgangspunkt i Pampa Cangallo i den sydlige del af amtet, blev der i oktober gennemført en række aktioner mod de væbnede styrker og mikroregionen; den vigtigste var angrebet på og det endelige sammenbrud af kasernen i Vilcashuaman, sabotage af statslige installationer, propaganda, agitation og mobilisering i byen, som blev overtaget af FGH; samt chikanen og sammenbruddet ramte antiguerillabaserne i Pampa Cangallo, Cangallo, Puente Matero, Accomarca, Ocros, Cayara, Hualla, Canaria, Huancapi og Chipao. På grund af den store indvirkning på masserne, især dem, der under pres fra militæret har tilsluttet sig mesnadas, og som er holdt op med at patruljere og stå vagt. Hæren reagerede desperat og indførte udgangsforbud, undertrykte, arresterede og barberede hoveder.

Kommunalvalgene i november blev konfronteret med den nye væbnede strejke fra den 5. til den 15. november, som har vist sig at være et stort våben til at hindre, boykotte og vanskeliggøre valg, hvor det er muligt. Der var ingen kandidater i Concepcion, Carhuanca, Huambalpa, Andamarca og Cabana; i Huancapi, Mualla, Colca og Cayara vidste ingen, hvem kandidaterne var; i Vilcashuaman trak alle sig tilbage undtagen et medlem af IU, mens SIN-medlemmer i Carhuanca og Huambalpa samme dag som valget på byens torv tog to bønder til fange og sagde til dem: „I er kandidaterne!“, og bankede dem, indtil de accepterede deres „kandidatur“. Sådan er deres „demokrati“ og deres „valg“ virkelig, folket er vidner! Men deres mål mislykkedes, fordi størstedelen af befolkningen ikke stemte.

En aktion i forbindelse med valget er det fantastiske bagholdsangreb på en hærkonvoj den 13. i Andamarca, hvor 10 soldater og en embedsmand fra valgjuryen blev udslettet.

Og, om end delvist, den lille march, som mobiliserede hundredvis af mennesker bevæbnet med forskellige midler og med røde flag med hammer og segl, bannere og plakater om folkekrigen, der gik gennem mange byer og landsbyer som en lille maskine, der såede folkekrigen, udviklede aktioner og rørte masserne dybt. På den anden side gives der hårde knusende slag til de genstridige sorte hoveder, der leder de „mesnadas“, som kontrolleres af de væbnede styrker, som i Huamanquiquia og Sacsamarca, Huancasancos-provinsen. Samtidig udvider folkekrigen sig til hovedparten af kysten ved at indtage byer som Ocana og ødelægge politistationen tæt på motorvejen til Nazca.

Tænk på den nordlige del af Ayacucho amt, provinserne Huamanga, Ruanta og La Mar. Lokalvalgene havde naturligvis stor betydning. I Huanta, provinshovedstaden, var der ingen kandidater, da alle kandidaterne trak sig. I Ayacucho, amtets hovedstad, trak kandidaterne sig også, men da APRA‘s kandidat trak sig (en tidligere Belaúnde-mand, som var ukendt i Ayacucho og ikke engang var til stede på valgdagen), blev hans opsigelse ikke accepteret af APRA; da kandidaten fra IU, der havde overtrådt valgreglerne, trak sin opsigelse tilbage, hvilket resten af hans kandidatliste modsatte sig, blev han ved med at trække sig tilbage og fornægte sit kandidatur. Ved at anvende boykotten gennemførte Partiet, som i andre dele, den 11.-13. november en væbnet strejke i hele området; fra den 10. november blev transporten lammet ved at blokere og åbne grøfter på tværs af motorveje; gennem radioudsendelser bad masserne endda om at få stoppet valgprocessen. De væbnede styrker, den politisk-militære kommando, svarede dem ved at indføre et udgangsforbud fra kl. 18:00 til kl. 06:00; dagen efter angrebet den 9., hvor FGH samtidig indtog Ayacucho og Huanta, dekreterede de væbnede styrker „en udsættelse af offentlige aktiviteter indtil den 13.“; de foretog store runderinger og truede med arrestation og andre drakoniske sanktioner mod enhver, der ikke stemte, ifølge de bestemmelser, der gentagne gange blev udsendt i radioen.

Den 12. dag vågnede Ayacucho op under store eksplosioner og under en enorm indsættelse af militær- og politistyrker. Den samme dag kom den folkemorderiske demagog García Pérez for at iscenesætte „demokratiets triumf i Ayacucho“; han gav ordrer og modordrer efter forgodtbefindende, som han gør det hver dag; Han afholdt et møde med APRA-medlemmer, mesnadas (paramilitære bønder) og civilklædte soldater, hvor han meget højlydt, histrionisk og egoistisk bekendtgjorde sin personlige „sejr“ og „den Lysende Stis nederlag“, den „triumferende og eksemplariske valgproces“ og „boykottens fiasko“. Men der blev ikke afholdt valg i Huanta, og Ayacucho valgte heller ikke en borgmester, da den „venstrefløj“, som nogle havde valgt, forsvandt blandt de over 2/3 blanke og ugyldige stemmer fra det lille mindretal, der overhovedet stemte; det var også den „sejr“, som IU fejrede euforisk, idet den højlydt råbte „vi vandt i Ayacucho!“.

Da optællingen var afsluttet, måtte selv JNE-høgene erklære resultaterne for ugyldige. Desuden blev masserne ligesom i 1985 nogle steder tvunget til at stemme af soldater og politifolk, der sparkede og slog dem, som f.eks. i San Jose, eller deres valgbøger blev simpelthen stemplet, hvorefter soldater udfyldte stemmesedlerne for dem, som f.eks. i Pischa og Acocro, mens man i Llochegua og Churcampa simpelthen stemte i militærbarakkerne. I Julcamarca erobrede FGH byen og efter at have holdt antiguerrilabasen på afstand brændte den lokale rådssal og forhindrede valget; i Acocro tvang den dem til at blive stoppet, og det samme i Pacaysasa, hvor soldaterne opgav at beskytte bordene og lod deres løjtnant være alene. Boykotten var i alt væsentligt en strålende politisk triumf; fraværet var massivt, og selv det mindretal, der stemte, stemte for det meste med blanke eller ugyldige stemmesedler.

Men uanset betydningen af boykotten, som er en del af folkekrigen, kan man se et grundlæggende spørgsmål i dens udvikling i det store fremskridt i arbejdet i byer som Ayacucho og Huanta; indtagelsen af begge byer ved belejring den 9. november, hvor man anvendte inddæmning for at forhindre politiet og de væbnede styrker i massivt at forlade deres kvarterer og tvang de udenlandske lejesoldater til at holde sig væk og gemme sig som rotter i deres reder i lufthavnen, er et klart bevis på dette fremskridt. Det samme gælder angrebet på Folkeligt Samvirke i Ayacucho mod APRA-kandidaten, hvor hans politieskorte blev udslettet i oktober, og angrebet på hovedkvarteret for det tekniske politi, hvor en løjtnant og en korporal blev udslettet og to andre såret i samme måned, eller bilbomberne, den ene ved uddannelsesdirektørens kontor og den anden 30 meter fra hovedtorvet (Plaza de Armas), henholdsvis i oktober og december. Men den vigtigste og mere transcendente udvikling i folkekrigen finder stadig sted på landet: ødelæggelsen af mesnadas i fem byer og udryddelsen af 50 af deres mest genstridige medlemmer; nedrivningen af kerneopbygningerne i Vicus og Huayllay og tilintetgørelsen af deres sorte hoveder og kerneopbygninger, der er organiseret og opretholdt af de væbnede styrker mod massernes vilje, især de fattigste bønders vilje; Bagholdsangreb mod mesnadas i Pichihuilca eller mod en hærlastbil i Palmapampa, knap tre hundrede meter fra deres antiguerillabase, i henholdsvis november og december, og gentagne angreb på marineinfanteriet viser dette med al ønskelig tydelighed.

Apurímac

Også Apurímac amt er et område med hårde og intense konfrontationer. Beviset er sabotage og jævning af installationer, byråd, mikroregioner, „Folkeligt Samvirke“, Entel Peru, landbrugsministeriet, valglisterne, Sierra Centro-Sur, militærregistret, nationalbanken og tv-stationer, eller de selektive udryddelser af stikkere, infiltratorer, kvægtyve, mesnadas-fremmere og spioner, eller de registrerede overfald, bagholdsangreb og mange konfrontationer. Alt dette sammen sammen med hundredvis af agitationer og mobiliseringer og snesevis af bybesættelser. Et eksempel herpå er hærens folkemordsaktioner i dette område og i andre områder. En af de seneste aktioner i april gik fra Antabamba-provinsen i departementet Apurimac helt til Cusco, hvor den plyndrede, brændte og myrdede i de bondekommuner, den overfaldt, og den blev som sædvanlig forgæves anmeldt i Kongressen. Men som svar på slagteriet rejste guerillaaktioner sig kraftigt og skubbede folkekrigen frem i disse områder; som f.eks. angrebet på Vilcabamba politistation, Grau provinsen, den 14. maj 1989, hvor en politimand og en løjtnant blev henrettet i kamp, flere blev såret og syv distrikter blev mørkelagt; det er sandheden og ikke den løgn, som den reaktionære presse har trykt om, at „15 terrorister blev dræbt i Cotabambas’ omgivelser“. Eller bagholdsangrebet på hæren i Caraybamba den 5. oktober 1989, hvor tre soldater og en løjtnant blev udslettet og syv soldater såret.

Tæt på dette område har vi aktionerne i Caraveli provins, Arequipa amt, og indtagelsen af Caraveli den 1. december 1989, hvor to politistationer, militærregistret, nationalbanken, elværket, en tv-antenne og landbrugsministeriets kvarter blev saboteret og ødelagt; de gamle myndigheder flygtede og søgte tilflugt i havnen i Atico. Også indtagelsen af Pausa, hovedstaden i provinsen P ucar del Sara-Sara, departementet Ayacucho, den 2. december; masserne blev mobiliseret, flagene blev hejst og revolutionære slogans malet; ud over sabotage og afbrænding af byrådet, politistationen, valglisterne og landbrugsministeriets, Entel og Centro-Sur Sierras kvarterer; dette fantastiske slag bidrog også til at ødelægge valgmaterialet og dermed blev valget lammet i hele provinsen. Og naturligvis blev den retfærdige flugtpolitik anvendt i Caraveli-fængslet i december, som Folkehæren nemt overrumplede.

Huancavelica

Den 23. oktober gav de kæmpende soldater hæren endnu et slag i Lanchoj; en landmine sprængte to lastbiler i en konvoj på tre, og efter et nedrivningsangreb og senere en voldsom kamp med otte soldater, der under ledelse af en løjtnant, blev i nogen afstand fra den tredje lastbil; af disse blev tre udslettet i kamp; denne konvoj var tungt bevæbnet, da den transporterede chefer til deres anti-guerillabaser; som sædvanlig minimerede aviserne fakta: Som sædvanlig minimerede aviserne som sædvanligt oplysningerne: „fire officerer og ni soldater blev tilintetgjort“, mens vi i virkeligheden tilintetgjorde 36. Hertil kommer sammenstødene i Santa Ines og Chupamarca og chikanen i Castrovirreyna, som i alt kostede 11 mennesker livet. Den reaktionære peruvianske hær havde således 47 døde, heraf 10 officerer, uden at medregne de sårede, hvilket naturligvis øger antallet af tab. Deres rasende reaktion, der er impotent, fordi de ikke kan ramme deres bagholdsangreb, er et angreb på de ubevæbnede masser; i Santa Ana den 25. oktober torturerede de bønder og spurgte dem om guerillaen og myrdede fem af dem; Samme sted brændte de den 28. oktober en bondes hytte ned og myrdede ham, fordi han var onkel til en revolutionær soldat. I Lachoj stillede 70 soldater sig op på vejen, og den 28. oktober standsede de alle, der kom igennem, og de røvede, torturerede og voldtog kvinder, og den 31. oktober myrdede de yderligere fire i Pucara. Også her er valgprocessen blevet uddybet klassekampen; reaktionen har sat sine valg op og opretholder dem primært på sine væbnede styrker; til det formål har de hentet flere soldater fra Huancayo og marineinfanteri fra El Callao; fra Huancavelica til Ticrapo har de sendt sig ud på landet for at føre valgkampagne og opfordre folk til at stemme og truede med henrettelsespelotonen for alle, der ikke gjorde det.

En del af deres kontrol var at indføre et system med tilladelser til at rejse; 5 dage før valget stoppede de toget fra Huancavelica, arresterede 400 passagerer, som de røvede, torturerede og førte frem i en parade gennem byen, mens de råbte, at det samme ville ske med alle dem, der ikke får og fremviser et rejsepas. I samme by førte soldaterne krig mod revolutionære storskriftsplakater og graffiti med partiparoler på væggene, de tog røde faner ned, som de slæbte gennem gaderne, skød og høstede dem, men modsat deres forventninger grinede og latterliggjorde folket dem. Derefter fortsatte militæret med at foretage ulovlige ransagninger af boliger og myrde og forsvinde civile uden for kamp (blandt dem 13 studerende fra Pædagogisk Institut, som blev ofre for gentagne ransagninger). Masserne blev også sendt med sort post, f.eks. skulle lærerne som betingelse for at få deres løncheck deltage i et kedeligt foredrag af den politisk-militære chef; samtidig blev der kastet flyveblade ned fra helikoptere: „Bondeven, afvis terroristen, for han er din fjende“ (enhver lighed er ikke en simpel tilfældighed!). Men over for denne uhyggelige kampagne gik folkekrigen modigt og resolut til modstand mod den; som et tegn på dette fremstød blev der den 8. oktober i selve amtets hovedstad saboteret hærens kaserne, kommissariatet og politiets cafeteria; der blev mørklægning, og vigtigst af alt, der blev sat gang i agitationen i biografen, masserne gik ud på gaderne og dannede et stadig voksende kor, som blev til en brølende samling på hovedtorvet, hvor de råbte „Leve formand Gonzalo, Partiet og folkekrigen!“ og opfordrede til: „Stem ikke!“, midt i mørket, dynamiteksplosioner og riffelskud; hverken soldater eller politi gik ud, og FGH kontrollerede byen. Den 12., valgdagen, passerede midt i strejken og de daglige mørklægninger fra den 11. til den 13. november; daggryet brød frem med røde faner med hammer og segl, der var tydeligt opstillet i gaderne, og voldsomme eksplosioner; det var en død by indtil omkring kl. 11.00 om morgenen, på det tidspunkt begyndte soldater at gå ind i husene for at finde ledere og medlemmer af valgbestyrelser og få folk ud for at stemme med magt; men det resulterede i, at mindre end 40% af vælgerne i denne by stemte; men i slumkvartererne, forstæderne og deres omgivelser gik de ikke til stemmeurnerne, strejken ud over, at motorvejene ind til byen var blokeret. Hvis dette skete i hovedstaden, var problemet i de mindre byer og på landet værre for reaktionen; for ud over at der mange steder ikke var nogen kandidater, var det at lade være med at stemme følelsen og ønsket blandt masserne, fordi det at „stemme“ erfaringsmæssigt ikke betyder noget for dem. Her har vi også et godt eksempel på, hvordan man kan bruge valg på en revolutionær måde.

Centralregionen

Det er hjertet af det peruanske samfunds økonomiske proces, hvis højdepunkt er Lima, og det er nøglen i statens geopolitiske plan, og i betragtning af denne virkelighed er folkekrigens handling og udvikling i denne region bedre forståelig. Kampen bliver der mere intens og har mere skarpe karakteristika end andre steder. Sabotagerne er enormt imponerende, som f.eks. jævningen af SAIS Tupac Amaru og Ramon Castilla, eller fiskefarmen Los Andes eller kontorerne og lejren i forbindelse med Pichis-Palcazu-projektet; og blandt disse er SAIS’ Tupac Amaru-heste, der anvendes af hæren, og sabotage af Romeros landbrugsvirksomhed, en blanding af bureaukratisk kapitalisme og storbourgeoisiet, i Chanchamayo, hvor 10.000 sække kaffe blev ødelagt. Store sabotageaktioner mod de statslige virksomheder; i Enafer, sprængning af lokomotiver i luften eller afsporinger som i Yauli og Chuccis; angreb på Centromin, sabotage i minerne i Casapalca og Morococha, i sidstnævnte lammede man mineralkoncentratoren, i Oroya lammede man raffinaderiet og støberiet, foruden afsporinger af tog lastet med mineraler; i Electroperu, nedrivning af tårne, 59 af dem under den væbnede strejke i november, hvilket skabte store og omfattende strømafbrydelser.

Desuden sprængning af broer i luften: Fire i Mucllo, Comas og på motorvejen Concepcion-Satipo. Desuden er det ikke kun den statslige minedrift, der er ramt, men også to andre „private“ minecentre som Allpamina, der tilhører R. Gubbins, et berygtet medlem af storbourgeoisiet. Af stor betydning er desuden kvægrekvireringerne og jordbesættelserne, 8.200 får og 10.300 hektar, alt sammen for masserne, hovedsagelig for de fattige bønder. På den måde rammes det peruvianske samfunds traditionelle økonomiske grundlag alvorligt, og den gamle stats grundlag undergraves dybt i denne region, ligesom i andre regioner. Det er til gengæld meget vigtigt, hvordan folkekrigen trænger ind i de centrale regnskovsstriber og udvikler sig i provinserne Tarma, Chanchamayo og Satipo, samtidig med at den styrker klassekampen i Huancayo, amtets hovedstad, hvis uomtvistelige eksempler er mobiliseringen af 5.000 gymnasieelever i juli og 15.000 grundskoleelever i oktober; Ud over de selektive tilintetgørelser af myndigheder og kandidater, som ryster hele regionen (i august var underpræfekten i Tarma den eneste tilbageværende civile myndighed; i Huancayo blev underpræfekten og viceborgmesteren tilintetgjort; i Concepcion blev provinsborgmesteren tilintetgjort); og for at understrege, hvor meget kampen er optrappet, blev der gennemført bagholdsangreb mod Centromin- og Enafer-tog. For at aktivere og kontrollere kommunalvalgene hentede de tropper fra Lima, Trujillo, Iquitos og Tacna for at aktivere og kontrollere dem, og de udløste afpresning af vælgerne, folkemord og psykologisk krigsførelse ved at indsætte tusindvis af soldater og politifolk fra deres undertrykkelsesstyrker. Også her anvendte partiet den væbnede strejke fra den 11. til den 13. i hele regionen. Det var en bemærkelsesværdig succes, og masserne fulgte den, især i Junin og Pasco. Ved hjælp af magt forsøgte reaktionen at bryde strejken og tvinge folk til at stemme, og med henblik herpå begyndte de fra aftenen før valget, især i de marginale kvarterer i de større byer, at drive masserne som om de var kvæg. Men det lykkedes dem ikke at opnå en stor valgdeltagelse, da fraværet var massivt; på trods af revisionisternes, opportunisternes og de reaktionæres samarbejde måtte valget kun afholdes i amt- og provinshovedstæderne.

Huallaga-Dalen

Huallaga-regionen, og især den øvre del af Huallaga, er strategisk vigtig og får hver dag større betydning, ikke kun på grund af dens enorme potentiale i naturrigdomme, hvis udplyndring Verdensbanken, Den Internationale Udviklingsbank og imperialistiske virksomheder i samarbejde med det store borgerskab og den peruanske stat har planlagt i årevis, men især på grund af den styrke, hvormed folkekrigen udvikler sig der. Dens styrke og fremgang ses tydeligt i de hårde slag mod de reaktionære væbnede styrker, som f.eks. ødelæggelsen af kasernen i Madre Mia, og de mange bagholdsangreb, der fulgte efter, hvoraf følgende er særligt fremtrædende: mod hæren igen på landevejen mellem Uchiza og Progreso i anden halvdel af 1989, hvor en løjtnant og syv soldater blev tilintetgjort, fire blev såret og tre overgivet, og mod politiet i Villa Palma, hvor seks politifolk blev tilintetgjort og to blev såret, begge i september. Og i oktober et bagholdsangreb mod en hærkonvoj med 35 soldater, hvoraf en officer og fire soldater døde og 12 blev såret. Guerillaaktioner, som på grund af deres udviklingsbetingelser øger antallet af udryddelser mod myndigheder, stikkere, infiltratorer, spioner og fjender af enhver art betragteligt. Omkring valget, som i hele landet, øgedes disse aktioner, især mod kommunale myndigheder og kandidater, samtidig med en intens kampagne blandt masserne, der opfordrede dem til ikke at stemme; med alt dette kunne den blodige, folkemorderiske valgundertrykkelse ikke forhindre en høj grad af fravær. På den anden side er det af væsentlig betydning for revolutionen og kontrarevolutionen (eller risikoen for den), at folkekrigen hver dag får større efterdønninger i de områder, der grænser op til San Martíns nordlige del, hele Huanuco og Ucayali; det er klart, at denne udsigt, ligesom i resten af landet, øger reaktionens mareridt og forstyrrer endnu mere deres urolige søvn som et dyr i et hjørne. Men kampen dér rammer også med rette selve den folkemorderiske demagog, García Pérez, idet han erobrer og jævner kvægrancherne „Acuario“ og „Mi Sueño“, der hører til hans ejendom, beliggende ved Km. 35 på Federico Basadre-vejen og ved Km. 7 på landevejen til Nueva Requena, som blev angrebet henholdsvis den 24. maj og den 5. juni 1989; fordeling af de konfiskerede varer og kvæg blandt masserne (mere end 700 personer deltog), herunder 188 kvæg og 50 kalve, seks heste, 15 svin osv.; og ødelæggelse af kalamin, snesevis af tromler med olie og petroleum, 10 traktorer, tre (store) elektriske generatorer osv. Det er naturligvis intet i forhold til de enorme forbrydelser, som denne uhyggelige person har begået; i mellemtiden skal vi få et hår ud af ulven; en dag vil folket gøre retfærdighed.

Situationen i Huallaga-regionen rejser en vigtig bekymring om en mulig direkte intervention fra yankee-imperialismens side. Denne sag drejer sig om udsigten til, at modsigelsen nation-imperialisme kan blive hovedparten, hvilket ville betyde en grundlæggende ændring i den strategiske og udviklingsmæssige udvikling af folkekrigen i Peru. I et blad fra yankee-hæren hedder det bl.a:

„Endelig og mere alvorligt står USA over for et aspekt af oprøret i Latinamerika, som udgør en større trussel, men som måske stadig kan give os det våben, der gør det muligt for os at genvinde den moralske overlegenhed, som vi tilsyneladende har mistet.

Der findes en alliance mellem nogle narkotikasmuglere og nogle oprørere. Flere lande i Latinamerika er konfronteret med korruption hos deres ledere og militærfolk. Disse lande gør en indsats for at løse problemet med USA‘s usikre støtte og med varierende succes. De dollars, som narkotikasmuglerne tjener, bliver leveret til visse guerillaers kasser eller eventuelt i form af våben og materiel til guerillaerne.

En styrkelse af denne forbindelse i den offentlige opfattelse og i Kongressen vil føre os til den nødvendige støtte til at bekæmpe disse guerillaterrorister/stofsmuglere på denne halvkugle. Det vil være relativt let at skabe en sådan støtte, når først forbindelsen er bevist, og den nationale kommandomyndighed har erklæret total krig. Kongressen ville have svært ved at forhindre støtte til vores allierede med den uddannelse, rådgivning og sikkerhedsbistand, der er nødvendig for, at de kan udføre deres mission. De religiøse og akademiske grupper, som utrætteligt har støttet latinamerikanske oprørere, ville se sig selv i en moralsk uforsvarlig situation.

Frem for alt ville vi have en moralsk uplettet position, hvorfra vi kunne iværksætte en koordineret offensiv indsats, hvortil vi kunne regne med ressourcerne fra forsvarsministeriet og resten af kilderne. Den nylige operation i Bolivia er et første skridt. I stedet for at reagere defensivt på hvert enkelt oprør i det enkelte tilfælde kunne vi iværksætte aktioner i samarbejde med vores allierede. I stedet for at fordybe os i det lovgivningsmæssige virvar og de finansielle begrænsninger, der er karakteristiske for vores stilling som sikkerhedsbistand, kunne vi reagere hurtigere på truslen. I stedet for at diskutere hver enkelt trussel for sig kan vi begynde at opfatte halvkuglen som en enhed og endelig nå frem til at udvikle den vision, som vi har så meget brug for.“ („Militært Tidsskrift“, spansk-amerikansk udgave, maj 1987, s. 49-51.)

Således er „narkotikahandel“ et „våben til at genvinde“ yankee-imperialismens „moralske overlegenhed“, der giver den en „moralsk position til en koordineret offensiv“ og den „halvkuglevision“, som den nu mangler. Disse kriterier, der tydeligvis er mere udviklede end tidligere, er styrende for yankee-politikken. Vi ser meget tydeligt, hvor uhyggelig planen om at bagvaske folkekrigen som „narkoterrorisme“ er, og hvis interesser den tjener, og hvad den gamle stats mål er, reaktionens, revisionismens, opportunisternes og deres lakajer af enhver art, hvis ærke-reaktionære kampagner i mange år har bagvasket og anklaget folkekrigen for „narkoterrorisme“. Formålet med en sådan bagvaskelse er ganske enkelt at fremme yankee-imperialismens aggression og intervention, der tjener og forsvarer deres interesser og den peruvianske reaktions interesser. Derfor må vi endnu mere afsløre den kontrarevolutionære essens i at fremstille folkekrigen som „terrorisme“ eller „narkoterrorisme“, og vi må fordømme den stigende yankee-intervention og dens aggressionsplaner. Lad os udvikle og popularisere vores antiimperialistiske kampagne „Yankee Go Home!“. Lad os sigte bedre og gøre en indsats for at forene det peruvianske folk, det enorme flertal af dem, på grundlag af bonde-arbejderalliancen; at forberede os ideologisk, politisk og organisk på at fortsætte med at udvikle folkekrigen under alle omstændigheder og hejse marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning; til hver dag at fortsætte kampen ihærdigt og ubarmhjertigt for at erobre magten i hele landet som en del af den proletariske verdensrevolution, som vi er knyttet stærkere end nogensinde før til kommunismens overstrømmende sag, og til at ramme vores fjender præcist og overrumplende, hvem de end er, og i endnu højere grad yankee-imperialismen, som vi allerede gjorde ved angrebet på Santa Lucia, dens militære base for antinationale aggressioner, den 7. april, en dag før parlamentsvalget i 1990.

Syden

I den sydlige del af landet udvikler folkekrigen sig især i Puno amt. Blandt de bemærkelsesværdige aktioner er angrebet og indtagelsen af Ananea i Sandía-provinsen, hvor vi samtidig ramte de to politistationer og udslettede guvernøren, borgmesteren, dommeren og ni politifolk, herunder en såret og to, der overgav sig. I Yunguyo ved den bolivianske grænse ødelagde sabotageaktionen underpræfekturet, og i nærheden mødtes García Pérez og den bolivianske præsident. Denne aktion gav endnu en gang anledning til patruljeindgreb fra nabolandets væbnede styrker; ligesom i Ananea blev det gennemført i oktober. I november, mens Azangaro blev indtaget, blev der gennemført folkekampagner og propaganda imod valget, og kandidaterne trak sig i massevis tilbage ligesom i Huancane. I december blev Orurillo i Melgar-provinsen indtaget, og der blev gennemført folkelige retssager og selektive udryddelser. Men aktionerne var ikke begrænset til Puno, men også i amterne Cusco, Arequipa, Moquegua og Tacna, selv om der i disse amter er mere sabotage og væbnet agitation og propaganda.

Norden

I den nordlige del af landet blev byen Huamachuco, hovedstaden i provinsen Sanchez Carrion, overtaget i oktober, og borgmesteren blev henrettet. I november blev borgmesteren i Sanagoran henrettet, og i Trujillo, hovedstaden i departementet La Libertad, blev byen rystet af fem sabotageaktioner, i nærheden af byen mødtes udenrigsministrene fra gruppen af otte lande, satellit-tv-antennen blev saboteret, samtidig blev der gennemført en aktion mod kanal 7 i Santiago de Chuco og to radiostationer, der drives af revisionismen i Cajabamba, departementet Cajamarca. Og i december blev der gennemført et angreb på Cachicad‘an og et angreb på politistationen i Mollebamba. Aktionerne udviklede sig også på den nordlige kyst, ud over Trujillo er Chimbote, Chiclayo, Piura og Tumbes som byer (de tre sidste er amtshovedstæder) skuepladser for folkekrigen, og i dem udviklede de ikke blot propaganda og sabotage, men også selektive henrettelser mod en hærkaptajn og to politifolk i henholdsvis Tumbes og Chiclayo.

Både i nord og syd er „jordspørgsmålet“ grundlæggende, og det er her, Partiets politik anvendes, idet det udvikler (med våben i hænderne) invasionerne og fordeler jorden samt senere forsvarer dem. Det drejer sig om at forsvare og erobre jorden med folkekrigen og på samme måde at erobre og forsvare de nødvendige betingelser for at udvikle produktionen til gavn for folket. Både i syd og nord og i resten af landet blev kampagnen for boykot af lokalvalgene gennemført med succes. Man fremmede væbnede strejker for at øge massernes politiske bevidsthed, og de blev kun organiseret på steder, hvor det var muligt at garantere deres succes, som f.eks. i provinserne Azangaro, i Puno, og i Santiago de Chuco, Otuzco og Sanchez Carrion i La Libertad amt. Disse væbnede strejker lammede disse regioner og resulterede i et større fravær fra vælgerne og fik konsekvenser.

I den nordlige del af amterne Lima og Ancash fandt der i september et angreb på formanden for valgbestyrelsen i Huacho sted, og to politifolk blev dræbt i Barranca. Sabotage af en bank i Supe og sprængning af kommunen og politistationen i Carquin; ødelæggelse af mikroregion i Bolognesi; i Cajatambo angreb på politiets base for oprørsbekæmpelse, folkeslagsmål mod borgmesteren og sabotage mod den regionale uddannelsesdirektion; på Callejon de Huaylas blev der i tre dage i træk sprængt elmaster i luften, hvilket medførte strømafbrydelser i 50 byer, røde faner med hammer og segl blev hejst, og der blev malet antivalgparoler; indtagelse af Trillos i Bolognesi-provinsen, hvor der blev afholdt en folkedomstol; alle disse guerillaaktioner fandt sted i oktober. Regeringen erklærede undtagelsestilstand i Barranca-, Huaura-, Cajatambo- og Oyon-provinserne i Lima amt og sendte en hærbataljon til Huaraz. Dagen før kommunalvalget overtog Folkehæren en bus 25 km. fra Huaraz, hovedstaden i Ancash amt, og efter at have fået passagererne ud af den sprængte den den (selskaberne indstillede driften); sabotage mod guvernørens residens; generel strømafbrydelse i Aija, Recuay, Yungay, Carhuaz og Huaraz. I Midt-Syd, den sydlige del af amterne Lima og Ica, fandt der voldsomme guerillaangreb sted i bjergprovinsen Yauyos, der grænser op til amterne Junin og Huancavelica, Folkehæren indtog flere byer og sårede en politimand i et sammenstød i Lincha i september; og i samme måned blev tårnene sprængt i luften i Cañete, mens aviserne selv råbte op: „De har overtaget Icas landområder!“. I oktober indtog de byen Palpa, provinshovedstaden; distriktet og efterforskningsposten for politiet blev smadret, hvorved en kaptajn og seks politifolk blev tilintetgjort. I samme måned blev der gennemført en 48 timers væbnet strejke i provinsen Nazca, og det var en fuldstændig succes, da byens gader var fuldstændig øde. Også i oktober blev distriktet Zu¤iga i provinsen Ca¤ete indtaget af guerillaen med flere ødelæggelser, og som kronen på værket blev Coyllor-broen sprængt i luften. Novemberkampagnen var koncentreret om boykot med propaganda og opfordring til ikke at stemme; aktioner mod regeringsbygninger i Nazca, i distrikterne San Clemente og Tupac Amaru i provinsen Pisco, hvis hovedstad blev mørklagt; aktioner mod kandidaternes boliger; APRA-mødet i Ica blev afbrudt, og i Pisco blev det aflyst. I den nordlige del af landet blev der udviklet en intens kampagne for boykot og mod lokalvalget, og der blev organiseret en væbnet strejke i Callejon de Huaylas med flere guerillaaktioner. Den var en fuldstændig succes i hele Callejon og bidrog i høj grad til at øge valgfraværet. Både Midt-Nord og Midt-Syd er strategisk set af største betydning for at omringe Lima, som alle ved.

Lima

Hovedstaden, der rummer 1/3 af landets befolkning, er en makrocefal hovedstad for en undertrykt og tilbagestående nation, en stor koncentration af økonomisk, politisk og militær magt, et gigantisk spejl af den generelle krise i det peruanske samfund, en enorm tromme med national og international virkning; men samtidig er Lima især det hovedsagelige centrum for det peruanske proletariat, hovedvidne til den sult og de kampe, som de uudtømmelige legioner af folkemasser udkæmper, kød på kødet af vores heroiske folk, der dag efter dag arbejder og kæmper på fabrikkerne og i arbejderkvartererne og slumkvartererne.

På grundlag af disse fremragende karakteristika kan vi bedømme den grundlæggende og altoverskyggende betydning af at føre folkekrigen også i hovedstaden; i endnu højere grad, hvis vejen fra landet til byen, omringningen af byerne fra landet, efter den langvarige krigs møjsommelige kamp skal krones med opstanden i byerne og især i hovedstaden; især hvis vi husker på de særlige kendetegn ved folkekrigen i Peru, som følger vejen fra land til by, men som udvikler kampen i begge dele, med landet som hovedpart, som det stadig er, og byen som komplement, som det blev fastlagt i „Skitsen for den væbnede kamp“, der blev godkendt på Centralkomitéens 8. Plenum. Med udgangspunkt i denne forudsætning når en del af Partiets propaganda frem til hovedstaden for dybt at omdanne og forme dens ideologiske og politiske grundlag; her modtager proletariatet og folket klasseideologien og omsætter de budskaber, de får i hovedet, til deres våbenstyrke: „Interview med Formand Gonzalo“, plakaten „Ni års folkekrig“, den grafiske publikation „Heltemodets Dag. Tredje årsdag“; Formand Maos „Intet er umuligt for den, der vover at bestige højderne“; Lenins antologi „Imperialismen er tærsklen til proletariatets sociale revolution“; eller pamfletterne „Den proletariske revolution og Hrusjtjovs revisionisme“ og „Om proletariatets diktatur“; eller „Til minde om 40-årsdagen for den kinesiske revolution“ og „Partiet, folkekrigen og boykotten“.

Blandt de guerillaaktioner, der rystede Lima, gennemførte vi under den første kampagne for udvikling, i den sidste tredjedel af 1989, væbnet propaganda og agitation, de successive kampagner, der udviklede sig med masserne, med proletariatet, revolutionens ledende klasse, og de fattige masser i kvartererne og slumkvartererne, som er grundlaget for partiarbejdet i hovedstaden; en intensiv kampagne for uddeling af flyveblade til støtte for klassekampen, der altid sigtede mod de dybeste dele af befolkningen, som vil omdanne det gamle samfund. Denne form for kamp består fra den simple maling af paroler på folkets tavler til de iøjnefaldende vægmalerier, der er malet på San Marcos Universitet, og som proklamerer ungdommens oprør; fra de levende løbesedler i hænderne til de store plakater, der stempler ordene „Folkekrig“ på vægge, vitriner, busser og tog; fra det røde flag med hammer og segl, der beordres af hammer og segl, og som annoncerer den nye proletariske daggry, til den torden, der udløses af den eksplosive ladning; fra klassens stålsatte ånd, som besjæler marcherne, til den kraftige overløb fra de væbnede mobiliseringer, der eksploderer i blokader og flammende dæk af molotovs og støjbomber. I en syntese, fra den idé, der bevæbner sindet, til de skinnende hænder i guerillaaktioner.

Sabotagerne udtrykker også sig selv, som f.eks. sabotagen i Renasa, en aktion til støtte for de kæmpende mineproletarer i september måned. I oktober, bilbomber mod Sovjetunionens og Kinas ambassader og mod USA‘s konsulat. Aktionerne mod de to imperialistiske supermagter er en del af vores svar på den nye globale kontrarevolutionære offensiv, som ledes af Gorbatjov, Teng og deres forræderbander. Afbrændingen af busser, hvoraf ca. 10 blev brændt, samt andre før og efter oktober, er en anden form for sabotage, der har haft stor virkning, og som især har ramt statslige virksomheder, da staten bruger disse virksomheder politisk og forsøger at opløse folkets kampe.

Strømafbrydelserne er en anden form for sabotage, som har betydning og konsekvenser hver gang. I september, oktober, november og december har der været omfattende strømafbrydelser, ikke kun fra Marcona i Ica til Chiclayo i Lambayeque, gennem Lima amt og hovedsageligt i hovedstaden, men også i hele kyst- og central Sierra, men de har også ramt hele kyst- og central Sierra, og ud over deres varighed med alle deres følger varer de ofte mere end 10 dage. Ved at observere, hvordan staten håndterer strømafbrydelser og de deraf følgende problemer, ser vi tydeligt, hvis interesser den beskytter, og hvem den gavner, dvs. hvem den først og fremmest tjener og hvem den bedst tjener.

Selektiv henrettelse rammer hårdt mod stikkere, genstridige klasse- og folkefjender og andre personer med blodgæld; lad os kun nævne to: først chefen for det nationale politi og underchef for Interpol, som i Ayacucho badede i folkets blod og myrdede massernes børn. For det andet, og det er nyere, den tidligere formand for socialsikringen (IPSS), F. S. Salaverry, som var en skarp kniv i hjertet på alle forsikrede i Peru, en forhadt smugler af folkesundheden og daglig morder af alle landets pensionister; hans henrettelse ramte især bureaukratiet (en af statens grundpiller, den vigtigste efter de væbnede styrker). Nogle menneskers hykleriske klageråb er ikke i sandhed for den retfærdigt udslettede, men er et udtryk for angst hos de store undertrykkende bureaukraternes dårlige samvittighed, over hvis hoveder hænger det ubarmhjertige ord om folkets retfærdighed, som måske tager lidt tid, men som helt sikkert vil komme.

Guerillakampene materialiserede sig i angrebet på hovedpolitistationen på San Ildefonso markedet den 2. oktober; henrettet blev en løjtnant og fem underordnede, ifølge de bourgeois aviser. Den 15. december 1989 blev en bus fra den peruanske hær, der transporterede 35 eller 40 effektive fra hærens efterretningstjeneste (SIE), fanget i et bagholdsangreb ved krydset mellem Zarumilla Avenue og Jiron Pedregal i San Martin de Porres-distriktet. Fire blev udslettet og 15 blev såret, nogle alvorligt, ifølge reaktionens egne aviser.

Den væbnede strejke den 3. november fortjener en særlig omtale. Denne strejke i hovedstaden fik stor betydning, da den var direkte rettet mod kommunalvalgene, og derfor fortjente den reaktionærernes, revisionisternes og alle deres lakajer i almindelighed at blive ramt af deres koncentrerede vrede. De mobiliserede himmel og jord for at forsøge at bryde den op, men da de så, at den var uindskrænket, appellerede de til deres sædvanlige store argument, den uhæmmede vold, og der havde vi den egentlige årsag til den brutale og omfattende undertrykkelse på Victoria Square. Her udløste det nationale politi endnu en gang sit blodtørstige raseri og overfaldt brutalt de mange venner og slægtninge til de ofre for undertrykkelsen, som marcherede i hundredvis med kranse, blomster og bannere under ledelse af Komiteen af familier til krigsfanger og forsvundne, til kirkegården for at hylde de folkehelte, der faldt i oprøret i de lysende kampskyttegrave, og resten af de krigere og folkets børn, der har givet deres liv for revolutionen og udgydt deres blod for folkekrigen. Men folkets trodsige mod, kæmpernes militante forsvar og massernes støtte lyste op for at imødegå den reaktionære skændsel. Derfor fortjener det vores kraftigste afvisning, den forræderiske „fordømmelse“ mod de brutalt angrebne demonstranter, ikke kun af vores genstridige fjender, men også af dem, der kalder sig selv „revolutionære“, som i hemmeligt samarbejde med reaktionen „fordømte“ ofrene for undertrykkelse, og i bund og grund som sædvanlig støttede de regeringen og reaktionen. Men undertrykkelsen viste sig at være nytteløs til at dæmme op for strejkeforberedelserne, som direkte truede valghestene; det selvudråbte „IU“ sprang i spidsen. Henry Pease, IU-kandidat til borgmesterposten i Lima, sprang til for at forsvare det, han kaldte „demokratiet“ og mod den påståede „terrorisme“, og han indkaldte til et de facto antikommunistisk korstog af fascistisk lugt under fanen af en „borgermarch“ og opfordrede alle „demokrater“ til at stå sammen på et møde, der blev afholdt den 3. november, samme dag som strejken. Deres møde blev afholdt under paraplyen og beskyttelsen af den folkemorderiske hærs og politiets våben og under den katolske kirkes „åndelige“ kappe; tilstede var kandidaterne, cheferne for de reaktionære partier, blandt dem (naturligvis) de revisionistiske chefer, herunder “caudillos” fra arbejdernes fagforeningsbureaukrati; først og fremmest var Vargas Llosa, for nu den snævre vinder af første valgrunde, som H. Pease forenede sig med i en omfavnelse af sort hemmelighedskræmmeri og stridigheder. Hvad fik IU og dets kandidat Pease ud af denne fortjenstfulde tjeneste? Peases og IU‘s nederlag ved kommunalvalget i ‘90 og en stor katastrofe i april, var en retfærdig og velfortjent afvisning fra folkets side. Men heller ikke den antikommunistiske march var i stand til at dæmme op for den væbnede strejke den 3. november, som var en rungende sejr for proletariatet og folket, et yderligere skridt i retning af massernes store inddragelse i folkekrigen. „Det er ligegyldigt, hvad forræderne siger!“

Det er ikke muligt at tale om folkekrigen, om det uendelige slid, som den medfører, uden at tænke på de mænd og kvinder, de militante krigere og massernes børn, som hver eneste time, 24 timer i døgnet, kæmper en hård kamp i reaktionens fangehuller, og som i hele landet har bygget de Lysende Kampskyttegrave ud af disse fangehuller; dem, der den 19. juni 1986 ved at udgyde deres eget blod gav os „Heltemodets Dag“, en historisk milepæl i oprøret, dem, der aldrig bøjede knæ, hejste marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning og gør det og vil fortsat kæmpe for folkekrigens sejr, uanset hvilken slags skyttegrav den måtte befinde sig i.

Dette er retningen for ti års folkekrig og i syntese den store udvikling, der blev opnået på 10-årsdagen. Dens ubegrænsede og stadig voksende ekspansion materialiserede sig i mangedoblingen af de åbne folkekomitéer, der blev opnået netop i 1989, en historisk sejr og et transcendentalt skridt mod at erobre magten i hele landet. Hvad består så den påståede „oversvømmelse“ af folkekrigen, som de reaktionære hævder, i? Den består ganske enkelt af sort opkast, som de reaktionære og deres håndlangere har spyttet ud. Over denne påståede „oversvømmelse“ fører de en hånet og vidt udbredt kampagne om „Den Lysende Stis strategiske fiasko“, som de desuden forsøger at fastholde med deres påståede „opgivelse af den revolutionære vej“ og „manglende opnåelse af mål“. Hvad er deres grundlag for denne påståede „opgivelse af vejen“? Intet andet end fremrykningen af folkekrigen i byerne! Et gammelt reklametrick fra den reaktionære presse, som blev forsøgt på stort set samme måde under valget i 1985, hvilket ikke blot er en tilfældighed. Men det, der er virkeligt og praktisk, er de kontinuerlige og sejrrige aktioner, der er blevet materialiseret til dato, og hvordan krigen flyder på vejen med at omringe byerne fra landet, og som anvendes fast og konsekvent.

Desuden anvender vi denne vej i overensstemmelse med vores særlige forhold efter normen om at udvikle folkekrigen på samme tid på landet og i byen, idet landet er hovedparten og byen et komplement. Dialektisk set er fremskridtene i byerne et bevis på udviklingen af vejen fra land til by og perspektivet på at overføre folkekrigens toppunkt fra land til by for at erobre magten i hele landet. Alt dette er i nøje overensstemmelse med processen med at omringe byerne fra landet; og følgelig er folkekrigen i Peru en anvendelse af Formand Mao Tse-tungs teori om folkekrigen som en del af marxismen-leninismen-maoismen, anvendt på de særlige forhold i den peruanske revolution.

På den anden side, hvad er grundlaget for deres tomme snak om „manglende opfyldelse af målene“? I den forbindelse handler de ondskabsfuldt med revolutionære hemmeligheder, da vi kan offentliggøre generelle politikker og endda konkrete politikker på visse områder, men ikke tage fat på specifikke detaljer, som naturligvis kun tjener fjenden. Således konkurrerer de indbyrdes om, hvem der tjener deres herrer (reaktionen og imperialismen, hovedsageligt yankee) bedst, og råber højt: „de har ikke nået deres mål“, „Folkeguerillahæren eksisterer ikke“, „der er ingen ny magt“, „de har ikke opnået den strategiske ligevægt“. Hvis Folkehæren ikke eksisterede, hvilken væbnet organisation har så gennemført mere end 120.000 guerillaaktioner (1980-1989)? Hvilken væbnet organisation udvikler folkekrigen i næsten hele landet? Hvilken væbnet organisation har de reaktionære væbnede styrker og politistyrker bekæmpet i ti år? Vor militære praksis er udgjort af solide og vidunderlige realiteter, og kun en væbnet styrke som FGH kan opfylde den og opretholde den. Sagen er den, at Folkehæren er en hær af den nye type, og derfor følger dens opbygning, kampmetoder og udvikling andre principper; Formand Mao lærte os det: „I kæmper på jeres måde, og vi på vor måde; vi kæmper, når vi kan vinde, og trækker os tilbage, når vi ikke kan“; et stort princip, der i 1965 blev forklaret på følgende måde: Med andre ord: I stoler på moderne våben, og vi stoler på folkemasserne med en høj revolutionær bevidsthed; I spiller med jeres overlegenhed, og vi med vor; I har jeres kampmetoder, og vi har vor.“

B. OM DEN NYE MAGT

Siden 1982 har vi ødelagt den gamle magt i landområderne, hvilket har skabt et magttomrum, der hver dag bliver større og strækker sig over større områder, hvilket er velkendt og anerkendt. Er dette magttomrum fortsat et politisk limbo, et interregnum i klassekampen? Kan nogen tro, at den gamle magt er ødelagt, og at intet kan erstatte den? Indebærer ødelæggelsen af den gamle magt ikke, som modvægt, opbygningen af den nye magt? Er ødelæggelsen af den gamle magt og opbygningen af den nye magt ikke to udtryk for den samme modsigelse? Nå, men i stedet for ødelæggelsen af den gamle magt skabes den nye magt, som er et fælles diktatur, der er baseret på arbejder-bondealliancen og støttet af Folkehæren. Som det fremgår af marxismen-leninismen-maoismens ABC, følger den Nye Magt i sin udvikling naturligvis folkekrigens flydende karakter og vores konkrete virkeligheds specifikationer. Men netop med udbredelsen af de åbne folkekomitéer i 1989 har den nye stat tendens til at opnå en relativ stabilitet.

Hvad angår strategisk dødvande, kan vi ikke bare trække det ud af den blå luft, og heller ikke som en gambler trække et es ud af ærmet. Disse problemer skal undersøges seriøst, og især de militære problemer. Pointen er klar og tydelig: defensiven, ligevægten og den strategiske offensiv er som bekendt de tre elementer i den langvarige krig. Den første er den længste, og, som den internationale erfaring viser det, er udviklingen af den anden og tredje tæt forbundet med den komplekse situation i den samlede klassekamp i landet og med verdenssituationen, da de indebærer, at reaktionens og imperialismens styre fejes væk i hele landet, og at der i hele nationen oprettes en Folkerepublik med alle de følger, det har i verden, startende med nabolandene.

Ovenstående er en kort beskrivelse af retningen og perspektiverne for folkekrigen i Peru, som fortsætter med fasthed og fremgang med ubøjelig vedholdenhed. Har vi fastsat en bestemt dato for at gå over til strategisk ligevægt? Har nogen militær plan haft dette specifikke mål? Er det en uopfyldt „forpligtelse“? Er det en opgave, der er knyttet til de reaktionære valg? Eller er det et „mål“ om at Fuldføre det Store Spring med Guldsegl! eller en hvilken som helst anden kampagne, som man siger? Rene spekulationer, der har til formål at bagvaske folkekrigen, forsøge at miskreditere den over for masserne og så forvirring. Som det blev fastslået på Centralkomitéens møde, bliver denne skabelse propaganderet netop på det tidspunkt, hvor den peruanske reaktion og imperialismen har „behov for at udvikle oprørsbekæmpelsen, styrke deres militære aktioner, mobilisere masserne og øge interventionen, hovedsagelig yankee-interventionen“, og hvor yankee-imperialismen under dække af at bekæmpe „narkotikahandel“ planlægger sin større direkte aggression mod folkekrigen. Situationer, som i forbindelse med Folkekrigens altoverskyggende fremskridt i ‘89 gjorde det muligt at gå fra guerillakrig til bevægelseskrig og klart viste, at den strategiske ligevægt lå i kortene, og at revolutionen udviklede sig i afgørende øjeblikke. Også det var naturligvis inden for vore konkrete materielle betingelser.

Afslutningsvis må vi sige, at den påståede „strategiske fiasko for Den Lysende Sti“, der angiveligt er baseret på den såkaldte „oversvømmelse“, der er baseret på det nonsens, at der er tale om „opgivelse af vejen“ og „manglende opfyldelse af målene“, simpelthen er en ny uhyggelig reaktionær kampagne, der ledes af yankee-imperialismen selv. Den er en del af den psykologiske krigsførelse og den igangværende plan om at styrke oprørsbekæmpelseskrigen. Men ud over alt dette søger den på kort sigt at skabe forvirring blandt det peruvianske folk og at underminere forbindelsen mellem masserne og folkekrigen.

For at afsløre og sætte ild til disse modbydelige lejesoldater, som på ynkelig og forræderisk vis hjælper reaktionen og imperialismen, er det værd at fremhæve to spørgsmål: For det første er de ikke opmærksomme på de materielle betingelser for den peruanske revolution. Det er noget, de tydeligvis ikke kan se nu eller i fremtiden, men vi tager fuldt ud hensyn til det, hvilket samtidig modbeviser løgnen om, at vi praktiserer dogmatisme. For det andet, at bag deres demagogi ligger de gamle rådne revisionistiske kriterier om revolutionære situationer, som får dem til at forestille sig i dag (selv om de ikke udtrykkeligt siger det), at der eksisterer en revolutionær krise, som ifølge dem, hvis de ikke griber magten nu, ville indebære en fiasko for revolutionen i almindelighed og for folkekrigen i særdeleshed. Lad os huske på de tre krav til eksistensen af en revolutionær situation:

1. Magten undslipper reaktionens hænder.

2. Revisionismen og opportunismen udøver ikke indflydelse på masserne.

3. Masserne slutter sig sammen om Partiet.

Specifikt i vort tilfælde er den revolutionære krise forbundet med folkekrigen, det er tilstrækkeligt at sige:

1. De væbnede styrker bevarer deres evne til at opretholde den gamle stat.

2. Revisionismen og opportunismen fortsætter med at ride over masserne gennem industri- og fagforeningsbureaukratiet.

3. Folkekrigen skal stadig skabe det store spring i indlemmingen af masserne, som sker ved dens afslutning.

Derfor er der tale om en revolutionær situation i stigende udvikling på grund af den skærpede klassekamp og især folkekrigen, som ikke blot har stået på i 10 år, men som for hver dag, der går, nedbryder den gamle stat og opbygger den nye magt lidt mere, med det formål helt at feje det forældede og rådne peruvianske samfund med undertrykkelse og udbytning til side. Derfor er perspektivet for den nuværende revolutionære situation i udviklingen den revolutionære krise eller revolutionens flodbølge, med Formand Mao Tse-tungs ord.

Tæt forbundet med løgnen om „den Lysende Stis strategiske fiasko“ er løgnen om „spaltning og overgivelse“. Farcen om „overgivelse“ er ikke ny. Lige siden begyndelsen af hans folkemorderiske demagogiske regering har García Pérez og de væbnede styrker iscenesat den; i „Lad os udvikle folkekrigen, tjenende verdensrevolutionen!“ kan vi læse:

I oktober 1986 fulgte folkemordet i Lurigancho, efter at den reaktionære APRA-regering havde iscenesat en farce med en ‚massiv kapitulation fra den Lysende Sti‘ i Llochegua og Corazon-Pampa, provinsen La Mar, Ayacucho amt; som alle medierne har rapporteret, blev der endda iscenesat et interview mellem den ‚øverste fører‘ (García Pérez) og ‚de overgivne ledere‘, som han modtog i paladset, ‚en handling, der blev filmet på afstand‘, hvor ingen hørte noget eller så nogens ansigt, angiveligt af ‚forståelige sikkerhedshensyn‘. Men skaberen blev hurtigt afkræftet af de offentliggjorte udtalelser fra en marineofficer, der deltog i den pågældende operation: ‚Samme officer forklarede i det interview, som denne journalist har foretaget, at de omkring 100 personer, der angiveligt overgav sig, blandt mænd, kvinder og børn, aldrig kom i nærheden af baserne i Corazon-Pampa eller Llochegua, men blev samlet op af marineinfanteriet på bjerghøjderne og senere ført til de to lokaliteter. Da løjtnant Anibal blev spurgt, om bønderne på det tidspunkt, hvor de overgav sig, havde våben på sig, svarede han nej […]‘; ifølge ‚Republikken‘ af 25. oktober 1985. Det var den berømte løgn om ‚overgivelsen‘.“

I dag genopliver de igen den samme forræderiske løgn i et forsøg på at underminere folkekrigen og dække over den voldsomme kerneopbygning, som de påfører bønderne, for at skabe mesnadas (paramilitære bønder), der gentager forældede former, som tidligere er blevet smadret af de slavebundne massers egen sammenkomst og af guerillaaktioner. Det er tydeligt, at med den stigende overgivelse af mesnadas, som de væbnede styrker har oprettet, og som vi har set hyppigere i de seneste måneder, er det deres mål at gentage det folkemorderiske blodbad fra årene ‘83 og ‘84.

C. DEN REAKTIONÆRE DRØM OM „EN SPALTNING I DEN LYSENDE STI“

Denne purulente fortælling, der gentages igen og igen af reaktionen, er „baseret“ på den påståede „overgivelse“, „oversvømmelse“ og „strategiske fiasko“, som vi tidligere har talt om, og på falske løbesedler, der er uddelt af de væbnede styrker (som en del af deres psykologiske krigsførelse), samt på en formodet „træt af så mange kampe“, „ked af så mange dødsfald“, „hårdt liv og vanskelige forhold“ osv., alt sammen usandheder, der klart afslørede, hvilke institutioner, organisationer og fjerpenne der var kilderne til sådanne vanskabninger. De er alle forsvarere eller støtter eller „bevares“ af den gamle stat og det forældede peruanske samfund: dødsfjender af folkekrigen, som dækker over den peruvianske stats og dens væbnede og politistyrkers forbrydelser i forbindelse med de daglige folkemord, som de begår mod folket. Disse høge benægter krigens grundlæggende principper, den kvote, der er nødvendig for at udrydde fjenden, de aspekter af opbygningen, som krigen kræver. De er sunket ned i reaktionens og imperialismens historiske pessimisme, som de tjener, og er ude af stand til at forstå, at folkekrigen er animeret og udviklet af den klasseoptimisme, som marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning giver, og at hver enkelt kæmper i Folkehæren er smedet af princippet om at „tjene folket af hele hjertet“. Det vrøvl, de prædiker, passer naturligvis godt til oprørsbekæmpelsesplanerne og er rettet mod folkekrigen og Partiet, idet de søger at fedte det strålende revolutionære perspektiv.

Desuden råber de, der har interne problemer, som skyldes deres egne fejltagelser og opportunisme, og som især er betaget af deres vedholdende valgkampagne, med glæde om den påståede eksistens af de to standpunkter i Partiet: „et militært og et politisk“. En sådan differentiering er teoretisk fejlagtig; hvis man, som de spekulerer i, antager, at der findes et militært standpunkt som sådan, ville det være en højre-opportunistisk linje, hvis bestanddel, hvad angår den militære linje, ville være en borgerlig linje, der er i opposition til Partiet. På hvad baserer de sådanne spidsborgerlige spekulationer? På det udpinte „nederlag og oversvømmelse i 1989“ og den „strategiske fiasko“! Alt dette viser blot deres desperation og afmagt over for den fremrykkende folkekrig, som truer deres snedige ridderskab på masserne og ryster deres velsignede kapeller af parlamentarisk kretinisme.

Men al denne snak er kun døde blade foran Partiets stærke enhed, der er solidt understøttet af Partiets enhedsgrundlag, som blev sanktioneret på den 1. Kongres, og som er en uerstattelig garanti for folkekrigens stabile udvikling.

Hvad er sammenfattende set de grundlæggende årsager til det vanvittige opspind om „spaltning og overgivelse“? Parlamentsvalget, som får afgørende betydning for reaktionen og dens lakajer, især efter den store svækkelse af det bourgeois-demokratiske system, der er en følge af valget i april, og de mørke perspektiver, som den, der bliver valgt i anden valgrunde, står over for. Den opmuntrende strejkebølge, det fantastiske udtryk for den skærpede klassekamp, som dag efter dag tager parolen „Kæmp og gør modstand!“ til sig. Og den energiske og ekspansive udvikling af folkekrigen, hvis strålende perspektiv er at „erobre magten i hele landet!“ Det er de tre bundårsager, som bærer de væbnede styrker og politistyrkerne, uden tvivl med godkendelse og støtte fra deres „øverste fører“, den folkemorderiske demagog. Ingen med bare et halvt gram hjerne kan tage den grove og latterlige opdigtede løgn om „spaltning og overgivelse“ alvorligt. En kampagne, der også blev lanceret som en del af deres psykologiske krigsførelse. Og hver enkelt organisation, partier, berømtheder, kandidater og lakajer, „revolutionære ledere“ og fagforeningshajer har alt efter sin særlige grad af dialektisk kollusion vs. strid i reaktionens midte, samt appetit og løn, handlet med den bizarre farce. Men den, der med en spillers ihærdighed har været mest involveret i denne opdigtning, er dens medforfatter García Pérez, den berygtede „karismatiske“ folkemorderiske demagog, den skændige regeringsleder, der har skabt den største sult i over 1.000 års peruansk historie, og som især i de sidste par måneder har råbt af sine lunger „den Lysende Stis nederlag“. På denne måde, i sin personlige stil, som ubekymret ignorerer de mest indlysende sandheder, virkelighedsforladt, mester i flamboyante tom snak, og sådan sagde han i april sidste år: „Terrorismen foreslog en social revolution, et oprør, der skulle generaliseres i hele landet. Og i alt dette mislykkedes den, det kan jeg forsikre Dem uden tvivl“. Hvad er García Pérez ude efter? At fremstille sig selv som sejrherre og sin regering som en succes, så han kan manipulere den katastrofe, som den næste regering vil blive, og vende tilbage som en frelser i ‘95. Det er hans drøm, som nogle selvudråbte „revolutionære“ også bidrager til. Det er altså den gasformige løgn om den såkaldte „spaltning og overgivelse af den Lysende Sti“, der ligesom sine forgængere forsvinder for folkekrigens ildstorm.

Og da det ikke kunne være anderledes, prædikede reaktionærerne højlydt, at stemmerne og den parlamentariske kretinisme ved parlamentsvalget og kommunalvalget i ‘89, højlydt prædikede „den første og største taber“ og boykottens imaginære nederlag. Allerede ved valget i 1985 blev der råbt det samme; dengang proklamerede Belaunde, nu et iøjnefaldende medlem af FREDEMO, at „den største taber er terrorismen“. Mens Barrantes, „den naturlige kandidat for IU“, som i dag ikke engang kan få 5% af de afgivne stemmer, reciterede: „Den Lysende Sti vil fejle […] valgresultatet den 14. april, med massiv tilstedeværelse af hele folket, udgjorde den bedste afvisning af terrorismen.“ Men, hvem har virkelig fejlet? Hvor er nu den konkursramte mester for stemmer og valgsteder? Samtidig udtalte den nuværende redaktør af „Ekspres“: „Derfor er snakken ikke ny, teksten og melodien er den samme, bortset fra at den i dag er mere vred og mere utroværdig.“ Nu García Pérez, den ikke-registrerede kandidat, der forbereder sin præsidentdrøm for ‘95, som ved lokalvalget opfordrede til at afgive blanke eller ugyldige stemmer, fordi det, påstod han, drejede sig om at stemme på en hvilken som helst måde for at „forsvare demokratiet mod terrorismen“. Samme 8. april proklamerede García Pérez arrogant og triumferende: „I dag vil I se, hvordan det enorme flertal af befolkningen [99% ifølge APRA‘s dagblad „I Dag“] deltager i demokratiet ved at afgive deres stemme og vil begrave terrorismen ved hjælp af valgakten.“

I mellemtiden hilste Vargas Llosa og Fujimori, de vindende kandidater i første runde, med den vægt og fortolkning, der var tilfredsstillende for deres bestræbelser, derefter i lukket solidaritet „demokratiets triumf og terrorismens nederlag“, og gentog og hædrede således det samme reaktionære ævl fra deres forgængere. H. Pease, den nye helt for det såkaldte IU, proklamerede fra sit 7 % af de afgivne stemmer: „Den første og største taber er den Lysende Sti“. Naturligvis blev alle deres udtalelser ledsaget af et lydigt kor fra medierne og fjerlette kuglepenne. En simpel konklusion følger af alt dette: det samme manuskript og de samme karakterer, forsvar af den eksisterende orden og den gamle stat, blot skifter aktørerne, offentlighedens omfang øges og demagogien vokser. Den samme groteske farce hvert femte år!

I deres publicistiske udvikling har valgene følgende forløb: For det første for at løfte valgets betydning til vejrs og bekæmpe den påståede „uhyggelige terrorplan om at forhindre valg i hele landet ved at true med at amputere fingre og myrde dem, der stemmer“;

For det andet at fejre højlydt med trommer og plader den „massive deltagelse af folk på valgstederne“ (i Peru er det obligatorisk at stemme, og ifølge eksperter ville ikke engang halvdelen af de nuværende vælgere møde op, hvis det ikke var tvunget), samt „demokratiets triumf“, „boykottens fiaskoer“ og „den Lysende Stis nederlag“, mens resultaterne manipuleres og forfalskes, især i nødhjælpsområderne, og det sande tal for fraværet skjules; og,

For det tredje begynder data om resultaterne at sive ind så sent (og langsomt) som muligt, indtil de veltilpassede og skræddersyede resultater endelig offentliggøres af den nationale valgstyrelse. Husk på denne proces, så I ikke lader jer narre af valgsniksnak og finder sandheden bag al denne kompromitterede reaktionære karikatur.

Hvad siger så de officielle valgresultater selv? Ud over at ca. 20% af de stemmeberettigede slet ikke er registreret, har 21,25% af de registrerede ikke stemt, en procentdel, der stiger til 27%, hvis vi medregner blanke og ugyldige stemmer, herunder dem, der har stemt blankt eller ugyldigt. Dette tal (27%) er således kun 0,6% mindre end det tal, som Vargas Llosa (den vindende kandidat i det første valg) opnåede, og 2,4% mere end det tal, som Fujimori opnåede, der kom ind på andenpladsen. Hvis man sammenligner de to sidste parlamentsvalg i den femårige periode, kan man således konstatere, at mens fraværet i 1985 kun nåede op på 8,8% af de registrerede vælgere, steg det i april 1990 til 21,2%. Med andre ord steg fraværet fra 1985 til 1990 2,5 gange (150%). Så kan nogen med et gran af fornuft tale om boykottens fiasko? Eller kan nogen med et gran af objektivitet sige, at „den første og største taber er den Lysende Sti“? Sagen er meget klar og overvældende, boykottaktikken, som Partiet anvender som en del af folkekrigen, er hver gang mere vellykket og fuldstændig, hvilket uddyber klassekampen i hele landet med en stigende tendens mod valget og på den måde underminerer en af de grundlæggende søjler i den bourgeois-demokratiske orden, i den peruanske stat, i klassediktaturet med det store borgerskab i spidsen. En valgfjendtlig tendens kom også til udtryk ved kommunalvalget i 89, hvor man også højlydt prædikede boykottens nederlag, da fraværet ifølge prognoser nåede op på 17%, hvilket naturligvis viser en klar stigning. Boykotten er derfor en uomtvistelig realitet og en ubestridelig succes. Den viser tydeligt, hvordan politikken med at forhindre valget, underminere det og forhindre det, hvor det er muligt, er yderst vellykket, og frem for alt skaber den en antivalgtendens, der er nyttig for dannelsen af befolkningens politiske bevidsthed. En boykottaktik og en antivalgtendens anvendt er smedet af Folkekrigen og udvikles som en integreret del af den. Det er et godt eksempel på, hvordan man udnytter valget i udviklingen af folkekrigen.

Hvad angår blanke og ugyldige stemmer, nåede de op på 15,35% af de afgivne stemmer, hvilket betyder, at der i 1990 var en stigning på 1,45% i forhold til 1985. Selv om antallet af ugyldige/blanke stemmer steg, var det dog langt mindre end antallet af fraværsstemmer, hvilket (med rimelighed) rejser spørgsmålet om svindel med denne type stemmer til skade for dem, der afgav dem.

Følgende sammenlignende tabel er meget udtryksfuld; af betydning er stigningen i fraværet, især i de områder, hvor folkekrigen udvikler sig mere intenst:

SAMMENLIGNING MELLEM DE GENERELLE VALG I 1985 OG 1990 (PROCENTER)

AmtBlanke Stemmer (1)Manglende Stemmer (2)
1985199019851990
Ayacucho15.841.317.148.0
Apurimac13.538.317.928.0
Huancavelica (3)36.240.4
Pasco16.4525.713.0537.1
Junin16.8919.99.849.5
Huanuco26.6229.914.550.1
San Martin11.4926.7714.531.4
Puno24.528.459.023.0
Cusco23.622.5312.924.4
Cajamarca22.227.0315.827.0
Ancash22.9523.978.627.1
Ucayali13.017.8514.0530.0
La Libertad11.915.026.4518.0
Lima6.878.617.813.0

(1) Procentdel af stemmer.

(2) Procentdel af registrerede stemmeberettigede.

(3) JNE dokumenter viser ikke blanke og ugyldige stemmer, ej heller nogen sum af tabeller for præsidentvalget eller senatorerne; når vi tilføjer præsidentielle data kan vi se at 70.781 ud af i alt 140.865 stemmer.

D. BOYKOTTEN ER EN UBENÆGTELIG SUCCES

Her ser vi at boykotten er en ubenægtelig succes, boykotten der, foruden at udvikle tendensen blandt folket imod valget, hjælper folkekrigen; og resultaterne fra valget i april 1990, en valgproces der, i modsætning til hvad reaktionen og imperialismen ønskede, svækkede systemet og undergravede dets såkaldte legitimitet (et vigtigt problem for oprørsbekæmpelseskrigen), et problem med åbenlyst alvorlige konsekvenser for den eksisterende orden. For at sammenfatte valget og boykotten behøver vi kun at huske de følgende afsnit fra det allerede citerede dokument, „Lad os udvikle folkekrigen, tjenende verdensrevolution!“:

Det grundlæggende ved disse tabeller er at summen af de ikke-registrerede, af dem som ikke stemmer og af dem som stemmer blankt, tilføjede millioner. Denne store masse består for det meste af de ikke-registrerede, dvs. folk som lever uden for det eksisterende politiske system eller som åbent modsætter sig det. Den består også af dem som ikke stemmer, som er imod valgene eller ikke er interesserede i dem; og af dem som stemmer blankt, der formelt set følger stemmepligten og ikke forventer noget fra valgresultatet eller ikke er enige med nogen af de deltagende politiske partier. Generelt set udtrykker denne masse af borgere deres afvisning eller ligegyldighed ift. den eksisterende politiske orden og dens valg af undertrykkere, dens partier, der er redskaber til tjeneste for at opretholde, bevare og udvikle den etablerede orden.

Sammenfattet vil det sige at den objektive negation og stillen spørgsmål ved det peruanske samfund og dets institutioner, af det historisk forældede samfundssystem, der skal fejes væk, som vi allerede gør med våben, siden der ikke er nogen anden måde at gøre det på, i søgen efter et nyt samfund der virkelig tjener folket.“

Og:

Under det sidste valg, ligesom de andre, var det kun Perus Kommunistiske Parti der opfordrede til boykotten, for at modsætte sig det og forhindre det hvorend det var muligt, men ikke at forhindre hele processen, som reaktionen tilskriver Partiet for at udråbe sine falske triumfer fordi der ikke findes nogle rigtige. Men den historiske hovedtendens er sammensmeltningen af folkekrigen som Partiet leder med dén store flodbølge, udgjort af millioner af ikke-registrerede, ikke stemmende og blankt stemmende; dette er den flodbølge som Partiet hjælper med at strukturere som en del af det hav af masser, der nødvendigvis vil feje den gamle, udbyttende og undertrykkende orden væk.“

Indtil her er folkekrigens udvikling og boykotten som en del af den; men det hovedsagelige og altafgørende spørgsmål som vi bør koncentrere vor opmærksomhed på, som en nødvendig konsekvens af den vej vi følger, er magtens erobring i hele landet. Dette er folkekrigens lysende perspektiv; desto mere i lyset af de vilde og afgørende år som vi forestiller os for det peruanske samfund i de kommende år i den nære fremtid, og især når vi tager den yderst komplekse klassekamp i betragtning, der udvikler sig i verden i dag. Derfor bør vi tage mere i betragtning hvad Mariátegui sagde:

Jeg er revolutionær. Men jeg tror på at blandt mænd, der tænker tydeligt og har definerede standpunkter, er det let at forstå og værdsætte hinanden, selv når man bekæmper hinanden. Frem for alt, når man bekæmper hinanden. Men den politiske sektor som jeg aldrig vil kunne nå til forståelse med er den anden: Den lunkne reformisme, den tamme socialisme, det kastrerede demokrati. Ydermere, hvis revolutionen kræver vold, autoritet og disciplin, så går jeg ind for vold, autoritet og disciplin. Jeg accepterer dem som en helhed, med alle deres rædsler, uden kujonagtige forbehold.“

Og frem for alt hvad Marx, marxismens store grundlægger, fastslog:

Kun under en tingenes orden hvor der hverken findes klasser eller klasseantagonismer, vil sociale evolutioner ophøre med at være sociale revolutioner. Men indtil den dag kommer, så længe vi står over for en generel reorganisering af samfunder, vil det sidste ord altid være: ‚Kæmp eller dø! Den blodige kamp eller udryddelse! Det er det uundgåelige dillemma.‘“

4. VALG, NEJ! FOLKEKRIG, JA!

At hejse marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, endnu mere, er afgørende for at erobre magten i hele landet, opbygge Folkerepublikken Peru og tjene den Proletariske Verdensrevolution. Grib fastere om proletariatets ubesejrede og uforgængelige ideologi og dens tre integrerede bestanddele: den marxistiske filosofi, den proletariske politiske økonomi og den videnskabelige socialisme, ikke blot for at forstå verden, men hovedsageligt for at forandre den. Basér altid politikken på marxismen-leninismen-maoismens almægtige sandhed; mere end nogensinde i dag, når marxismen konfronterer det ondskabsfulde konvergerende angreb fra den nye kontra-revolutionære revisionistiske offensiv, ledet af Gorbatjov og Teng og af imperialismen. Endnu mere i dag, når den fordærvede og blodige verdensomfattende kontra-revolution drømmer om at bortfeje proletariatet og dets uerstattelige historiske rolle, ved at sigte imod klassens hjerte, dens ideologi: marxismen-leninismen-maoismen. Klassen, om hvilken Formand Mao Tse-tung sagde: „Proletariatet er den mest storslåede klasse i menneskehedens historie. Det er den revolutionære klasse der er stærkest i ideologi, i politik og på grund af dets kraft kan og skal det forene det overvældende flertal bag sig, for i størst mulig grad at isolere den lille håndfuld af fjender og angribe dem.“ Derfor bør vi gå ud fra hvad Partiets 1. Kongres fastslog i den første del af Programmet, ved at fremhæve grundprincipperne:

PROGRAM

Perus Kommunistiske Parti baserer sig på og vejledes af marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, og, specifikt, af Gonzalo tænkning som kreativ anvendelse af den universelle sandhed til den peruanske revolutions konkrete betingelser, gjort af Formand Gonzalo, vort Partis Fører.

Perus Kommunistiske Parti, det peruanske proletariats organiserede fortrop, som er en integreret bestanddel af det internationale proletariat, påtager sig i særdeleshed de følgende grundprincipper:

* Modsigelsen, eneste grundlæggende lov for den evige materies uophørlige forvandling;

* Masserne skaber historien og ‚Det er rigtigt at gøre oprør!“;

* Klassekamp, proletariatets diktatur og proletarisk internationalisme;

* Nødvendigheden af det marxistisk-leninistisk-maoistiske Kommunistiske Parti, der med fasthed anvender uafhængigheden, selvbestemmelsen og selvforsyningen;

* At bekæmpe imperialismen, revisionismen og reaktionen uadskilleligt og uforsonligt;

* At erobre og forsvare den politiske magt med Folkekrigen;

* Partiets militarisering og koncentrisk opbygning af revolutionens tre instrumenter;

* To-linje kamp som drivende kraft i Partiets udvikling;

* Konstant ideologisk forvandling og altid at sætte politikken som befaler;

* At tjene folket og den proletariske verdensrevolution; og,

* Absolut uselviskhed og en retfærdig og korrekt arbejdsstil.“

Indenfor proletariatets ideologi, indenfor marxismen-leninismen-maoismen, er det i dag nødvendigt at centrere opmærksomheden i de følgende spørgsmål, men ifølge klassikernes egne tekster. Vi begynder med hvordan Marx definerede Kommunismen, i 1850, i „Klassekampene i Frankrig“: proletariatet „grupperer sig mere og mere om den revolutionære socialisme, om Kommunismen […] Denne socialisme er erklæringen om uafbrudt revolution, proletariatets klassediktatur som et nødvendigt gennemgangspunkt til klasseforskellenes afskaffelse overhovedet, til afskaffelsen af samtlige de produktionsforhold, hvorpå de beror, til afskaffelsen af samtlige samfundsforhold, som svarer til disse produktionsforhold, til omvæltningen af samtlige idéer, der fremgår af disse samfundsforhold“.

A. DEN REVOLUTIONÆRE VOLD OG DEN PARLAMENTARISKE KRETINISME

Revolutionær vold og parlamentarisk kretinisme udgør en antagonistisk modsigelse og er tydeligvis et af marxismens grundlæggende spørgsmål. Marx talte om volden som historiens jordemoder og i Manifestet fremlagde han, sammen med Engels: „Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde. PROLETARER I ALLE LANDE, FORÉN JER!“ På lignende vis skrev Lenin: „Ikke en eneste stor revolution i historien er nogensinde blevet gennemført uden borgerkrig, og ingen alvorlig marxist vil tro det muligt at foretage overgangen fra kapitalisme til socialisme uden borgerkrig.“ Han gentog det følgende: „Mellem kapitalisme og socialisme ligger en lang periode med ‚fødselsveer‘; at vold altid er det gamle samfunds jordemoder“ og at den borgerlige stat „ikke kan afløses af den proletariske stat (proletariatets diktatur) ved en ‚bortdøen‘, men — det er den almindelige regel — kun ved en voldelig revolution“. På lignende vis insisterede han i „nødvendigheden af at opdrage masserne til at se sådan og netop sådan på voldelig revolution, ligger til grund for hele Marx’ og Engels’ lære“. På samme måde går Formand Mao ud fra at „enhver kommunist må fatte den sandhed at ‚politisk magt vokser ud af geværløbet‘“, ved at fastslå at „revolutioner og revolutionære krige er uundgåelige i klassesamfundet, og at det uden dem er umuligt at foretage noget spring i den samfundsmæssige udvikling og styrte de reaktionære herskende klasser og derfor også umuligt for folket at vinde den politiske magt“; „At gribe magten ved hjælp af væbnet magt, at afgøre spørgsmålet ved hjælp af krig, dette er den centrale opgave i revolutionen og dens højeste form. Dette marxistisk-leninistiske revolutionsprincip har universel gyldighed, for Kina og for alle andre lande.“ Og „Erfaringer fra klassekampen i imperialismens epoke fortæller os, at kun ved geværets magt kan arbejderklassen og de arbejdende masser slå det væbnede borgerskab og de væbnede godsejere; i denne forstand kan vi sige, at kun med geværer kan hele verden forandres“. Med hensyn til parlamentarisk kretinisme som blev fordømt af Marx, var Lenin overordentlig klar: „Bernsteinianerne accepterede og accepterer marxismen minus dens direkte revolutionære side. De betragter ikke den parlamentariske kamp som et af de våben der er særligt egnet for bestemte historiske perioder, men som hovedformen og næsten den eneste form for kamp, der gør ‚magt‘, ‚erobring‘, ‚diktatur‘ unødvendige.“ Og: „Kun slyngler og enfoldige kan tro, at proletariatet må vinde flertallet ved de valg, der foregår under borgerskabets åg, under lønslaveriets åg, og at det bør vinde magten bagefter. Dette er højdepunktet af tåbelighed eller af hykleri; det betyder at sætte stemmeafgivning under det gamle system og med den gamle magt i stedet for klassekamp og revolution.“ Og at det er „den reneste og mest banale opportunisme, at give afkald på revolutionen i gerning, samtidig med at man bekender sig til den i ord“.

Forbundet med denne modsigelse, bør vi tage Marx’ standpunkt om valgene i betragtning, som tidligere citeret, om den lejlighedsvise autorisering af de undertrykte til at vælge sine undertrykkere; og hovedsageligt Formand Maos standpunkt: „Der er nogen der siger at valg er noget meget godt og meget demokratisk. Så vist jeg ved er valg blot et flot ord og jeg tror ikke der finder nogle ægte valg sted. Peking-distriktet har valgt mig som repræsentant for den Nationale Folkeforsamling, men hvor mange i Peking kender mig virkelig? Jeg bemærker at Chou En-lai blev udnævnt til Statsminister af Centralkomitéen.“

Tæt forbundet med spørgsmålet om revolutionær vold og parlamentarisk kretinisme, er Lenins uangribelige og kraftfulde standpunkt om revisionismen og arbejderfronten, skitseret i „2. Internationales sammenbrud“:

Arbejderklassens legale masseorganisationer er måske det vigtigste træk hos de socialistiske partier i 2. Internationales epoke. I Tyskland var de stærkest og det var dér at krigen i 1914-15 skabte en meget akut krise og gjorde spørgsmålet højst aktuelt. Indledningen af revolutionære aktiviteter ville selvfølgelig have ledt til politiets opløsning af de legale masseorganisationer, og det revolutionære parti — fra Legien til og med Kautsky — ofrede proletariatets revolutionære mål for at bevare de nuværende legale organisationer. Uanset hvor meget dette end bliver benægtet, er det en kendsgerning. Proletariatets ret til revolution med solgt for en tredive sølvpenge — organisationer tilladt ved den nuværende politilov.

[…]

Et opbyggeligt billede. Folk er så fornedret og sløve af den borgerlige legalitet, at de ikke engang kan forestille sig behovet for organisationer af en anden slags, klandestine organisationer, til formålet at lede den revolutionære kamp. Så lavt er folk faldet, at de forestiller sig at legale fagforeninger der eksisterer med tilladelse af politiet, er det yderste Thule — som om bevarelsen af sådanne fagforeninger som ledende organer overhovedet er tænkbar i en krisetid! Her har vi opportunismens levende dialektik: den blotte vækst af legale fagforeninger og den blotte vane som dumme, men samvittighedsfulde spidsborgere har med at indskrænke sig selv til bogholderi, har skabt en situation i hvilken, under en krise, disse samvittighedsfulde spidsborgere har bevist sig som forrædere, der vil kvæle massernes revolutionære energi. Dette er ikke en tilfældighed. Opbygningen af revolutionære organisationer må påbegyndes — dette bliver forlangt af den nye historiske situation, af proletariatets revolutionære handlings epoke — men det kan kun blive gjort hen over hovederne på de gamle ledere, dem der kvæler den revolutionære energi, over hovedet på det gamle parti, gennem dets ødelæggelse.

Selvfølgelig råber de kontra-revolutionære spidsborgere ‚anarkisme!‘, akkurat som opportunisten Eduard David råbte ‚anarkisme‘ da han fordømte Karl Liebknecht. I Tyskland er det kun de ledere som opportunisterne spotter som anarkister, der ser ud til at være forblevet ærlige socialister […]“

B. KLASSEKAMPEN

Klassekampen og spørgsmålet om hvordan vi skal føre den, er et andet af marxismen-leninismen-maoismens grundlæggende spørgsmål, især i dag. Lad os de på det Marx har fastslået om proletariatets frigørelse i „Almindelige Statutter for det Internationale Arbejderforbund“:

I betragtning af,

at arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv;

at kampen for arbejderklassens frigørelse ikke er en kamp for klasseprivelegier og monopoler, men for lige rettigheder og pligter og for afskaffelse af ethvert klasseherredømme;

at arbejderens økonomiske underkastelse under indehaveren af monopolet på arbejdsmidlerne, d.v.s. livskilderne, danner grundlaget for trældommen i alle dens former — for al social elendighed, al åndelig fornedrelse og politisk afhængighed;

at arbejderklassens økonomiske frigørelse derfor er det store mål, og at enhver politisk bevægelse som et middel må underordnes dette mål;

[…]

I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun da optræde som klasse, hvis det konstituerer sig selv som et særligt politisk parti, der står overfor alle tidligere partier, dannede af de besiddende klasser.

Denne forening af proletariatet til politisk parti er uomgængelig for at sikre den sociale revolutions triumf og dens endelige formål – klassernes afskaffelse.

Den sammenslutning af arbejderkræfterne, der allerede er opnået gennem den økonomiske kamp, må i denne klasses hånd tillige blive en løftestang i dens kamp mod dens udbytteres politiske magt.

Da jordens og kapitalens herrer bestandig betjener sig af deres politiske privilegier til at beskytte og forevige deres økonomiske monopoler og til at knægte arbejdet, bliver erobringen af den politiske magt proletariatets ophøjede pligt.“

Eller om fagforeningskampen i „Løn, pris og profit“:

[…] at netop den moderne industris udvikling i voksende grad sænker vægtskålen til gunst for kapitalisterne og til skade for arbejderne, og at den kapitalistiske produktions almindelige tendens som følge deraf ikke går i retning af at hæve gennemsnitslønnen, men i retning af at sænke den, d.v.s. trykke arbejdets værdi mere eller mindre ned mod dens laveste grænse. Men når de faktiske forhold i dette system nu viser denne tendens, betyder der så, at arbejderklassen skal give afkald på at gøre modstand mod kapitalens overgreb og opgive sine bestræbelser for ved de lejligheder, der frembyder sig, at opnå det bedst mulige til en midlertidig forbedring af sin stilling? Hvis den gjorde det, ville den blive trykket ned til at blive en ensartet masse forkuede stakler, som ikke mere kunne frelses. Jeg tror, jeg har vist, at arbejdernes kampe for normalløn er foreteelser, som er uadskillelige fra hele lønsystemet, at deres anstrengelser for at opnå lønforhøjelse i 99 af 100 tilfælde kun er forsøg på at opretholde den givne værdi af arbejdet, og at nødvendigheden af at slås med kapitalisterne om prisen hænger sammen med deres stilling: at de må sælge sig selv som en vare. Hvis arbejderklassen fejt gav efter i den daglige konflikt med kapitalen, ville den berøve sig selv evnen til at kunne foretage nogen som helst større bevægelse.

Samtidig må arbejderne ikke — ganske bortset fra det almindelige slaveri, som hænger sammen med lønsystemet — overvurdere de endelige virkninger af denne daglige kamp. De må ikke glemme, at de fører kamp mod virkninger, men ikke mod årsagerne til disse virkninger; at de kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning; at de kun bruger et lindrende middel, men ikke helbreder sygdommen. De bør derfor ikke udelukkende gå op i denne uundgåelige guerillakrig, som uafbrudt udspringer af kapitalens stadige overgreb eller af forandringerne i markedet. De bør forstå, at det nuværende system med al den elendighed, som det bringer ind over dem, samtidig skaber de for samfundets økonomiske omdannelse nødvendige materielle betingelser og sociale former. I stedet for den konservative parole: ‚En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag!‘ skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: ‚Lønsystemets afskaffelse!‘.

[…]

Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentrer mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for samtidig at forsøge på at omdanne det, i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang for arbejderklassens endelige befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse.“

Og hvad angår revolutionen, det som Engels har fastsat: „I politik er der kun to afgørende kræfter: Statens organiserede kræfter, hæren, og folkemassernes uorganiserede og basale kræfter.“ Således som:

Efter den første store sejr spaltede den sejrrige minoritet sig i regelen; den ene halvdel var tilfreds med det opnåede, den anden ville gå endnu videre, stillede nye krav, som i det mindste delvis også var i den store folkemasses virkelige eller tilsyneladende interesse. Disse mere radikale krav blev også i enkelte tilfælde ført igennem; ofte imidlertid kun for kort tid, det mere moderate parti fik igen overtaget, og det, man sidst havde vundet, gik igen helt eller delvis tabt; de besejrede råbte da op om forræderi eller gav tilfældet skylden for nederlaget. Men i virkeligheden lå sagen for det meste således: resultaterne fra den første sejr blev først sikrede ved den anden sejr, det mere radikale partis sejr; var dette og dermed det øjeblikkeligt nødvendige opnået, så forsvandt de radikale og deres resultater på ny fra skuepladsen.

Alle den nyere tids revolutioner, lige fra den store engelske i det 17. århundrede, opviste disse træk, som syntes at være uadskillelige fra enhver revolutionær kamp. De syntes også at være anvendelige på proletariatets kampe for dets egen frigørelse; så meget desto mere anvendelige, som man netop i 1848 let kunne tælle de folk, der blot nogenlunde forstod, i hvilken retning denne frigørelse skulle søges.“

Og af Marx selv i de følgende afsnit:

Med undtagelse af nogle få kapitler bærer ethvert mere betydningsfuldt afsnit af revolutionsannalerne fra 1848 til 1849 overskriften: Revolutionens nederlag.

Hvad der bukkede under i disse nederlag var ikke revolutionen. Det, der bukkede under, var de før–revolutionære, traditionsbestemte vedhæng, resultater af sociale forhold, som endnu ikke havde tilspidset sig til skarpe klassemodsætninger — personer, illusioner, forestillinger og projekter, som det revolutionære parti før Februarrevolutionen ikke var fri for, og som ikke februarsejren, men kun en række nederlag kunne befri det for.

Kort sagt: det var ikke ved sine umiddelbare tragikomiske resultater, at det revolutionære fremskridt banede sig vej, men omvendt ved at skabe en sluttet, mægtig kontra-revolution, ved at skabe en modstander, ved hvis bekæmpelse omvæltningsPartiet først modnedes til et virkeligt revolutionært parti.“

Bourgeois revolutioner, som dem i det 18. århundrede, stormer hurtigt fra sejr til sejr, deres dramatiske effekter overbyder hinanden, mennesker og ting synes at være indfattet i ildbrillanter, hver dag ånder ekstase; men deres liv er kort, snart har de nået deres højdepunkt, og samfundet får tømmermænd i lang tid, før det nøgternt lærer at tilegne sig resultaterne af sin brusende ungdomstid. Proletariske revolutioner derimod, som dem i det 19. århundrede, kritiserer bestandig sig selv, afbryder stadig deres eget forløb, kommer tilbage til det, som tilsyneladende er fuldført, for at tage fat på det igen, de forhåner grusomt og grundigt halvhederne, svaghederne og ynkelighederne i deres første forsøg, de synes kun at slå deres modstander ned, for at denne skal suge nye kræfter fra jorden og rejse sig mod dem endnu mægtigere, de gribes hvert øjeblik på ny af skræk for deres egne måls ubestemte kolossale vælde, indtil den situation er skabt, som gør ethvert tilbagetog umuligt, og hvor forholdene selv råber:

Hic Rhodus, hic salta!

Her er rosen, dans her!“

I enhver revolution trænger der sig, ved siden af dens virkelige repræsentanter, folk frem, der har et andet præg. Nogle er de overlevende fra tidligere revolutioner, som de hænger fast i: de er uden indsigt i den nuværende bevægelse, men endnu i besiddelse af stor indflydelse på folket på grund af deres kendte mod og karakter eller af ren tradition. Andre er blot skrålhalse, der ved i årevis at gentage de samme deklamationer mod den siddende regering har tilsneget sig et ry som revolutionære af reneste vand. Også efter den 18. marts kom der sådanne folk frem, og de spillede endogså i nogle tilfælde en fremtrædende rolle. Forsåvidt det stod i deres magt, hæmmede de arbejderklassens virkelige aktion, ligesom de havde hæmmet enhver tidligere revolutions fulde udvikling. De er et uundgåeligt onde; med tiden ryster man dem af sig; men netop denne tid fik Kommunen ikke.“

Og lad os hvad angår det samme grundlæggende spørgsmål — klassekampen — se på hvad Lenin har fastlået om væbnet opstand og fagforeningskamp og ikke sætte dem i modsætning til hinanden:

Teoretisk er det forkert at ligestille de to opgaver som om de var på samme niveau: ‚opgaven at forberede en væbnet opstand‘ og ‚opgaven at lede fagforeningskampen‘. Den ene opgave siges at være i forgrunden, den anden i baggrunden. At tale sådan, betyder at sammenligne og modstille ting af forskellig karakter. Den væbnede opstand er en metode i den politiske kamp, i et bestemt øjeblik. Fagforeningskampen er en af hele arbejderbevægelsens konstante former, én der altid er brug for under kapitalismen og som altid er væsentlig. I en passage citeret af mig i Hvad må der gøres? skelner Engels mellem tre grundlæggende former for proletarisk kamp: økonomisk, politisk og teoretisk — dvs. fagforeningskamp, politisk og teoretisk (videnskabelig, ideologisk og filosofisk) kamp. Hvordan kan en af disse grundlæggende kampformer (fagforeningskampformen) sættes på niveau med metoderne i en anden grundlæggende kampform i et bestemt øjeblik? Hvordan kan hele fagforeningskampen, som en ‚opgave‘, sættes på niveau med den nuværende og bestemt ikke eneste metode i den politiske kamp? Dette er usammenlignelige ting, som at lægge tiere til hundreder uden at reducere dem til en fællesnævner. Efter min mening, bør begge disse formålsparagraffens punkter (to og tre) slettes. Ved siden af ‚opgaven at lede fagforeningskampen‘ kan kun sættes opgaven at lede den generelle politiske kamp som helhed, opgaven at føre den generelle ideologiske kamp som helhed, og ikke nogen af den politiske eller ideologiske kamps særlige, bestemte, moderne opgaver.

[…]

[…] taktisk, fremsætter resolutionen i dens nuværende form sagen om væbnet opstand temmelig mangelfuldt. En væbnet opstand er den politiske kamps højeste metode. Dens succes, fra proletariatets synsvinkel — dvs. en proletarisk opstands succes under socialdemokratisk ledelse, og ikke nogen anden form for opstand — kræver en omfattende udvikling af alle aspekter af arbejderbevægelsen. Derfor er idéen om at modstille opgaven om en opstand med opgaven om at lede fagforeningskampen, yderst ukorrekt. På denne måde nedspilles og nedgøres opstandens opgave. I stedet for at opsummere og krone hele arbejderbevægelsen, er resultatet at opstandens opgave behandles som en separat ting.

[…]

Sagens kerne er ikke at fagforeningerne er ‚snævre‘, men at dette ene aspekt (og snæver netop fordi det er ét aspekt) bør blive forbundet med andre. Følgelig bør disse ord smides bort eller nødvendigheden af at fastslå og styrke forbindelsen mellem det ene aspekt og alle de andre bør blive nævnt yderligere, nødvendigheden af at gennemsyre fagforeningerne med socialdemokratisk indhold, socialdemokratisk propaganda, og at inddrage dem i alt socialdemokratisk arbejde osv.

[…]

Fagforeningerne kan udvide den basis hvorfra vi skal trække styrke til en opstand, så derfor gentager jeg, at det er fejlagtigt at modstille den ene med den anden.

[…]

Vi må ikke holde os udenfor, og fremfor alt ikke give nogen mulighed til at tro at vi bør holde os udenfor, men opildne til at tage del, til at få indflydelse, osv. For der er en særlig del af arbejdere, ældre familiefædre, der vil gøre et meget lille bidrag til den politiske kamp på nuværende tidspunkt, men et meget stort til fagforeningskampen. Vi må gøre brug af denne del, og alene vejlede deres skridt på dette område. Det er vigtigt fra selve begyndelsen at russiske socialdemokrater anslår den rigtige tone i forhold til fagforeningerne, og med det samme skaber en tradition for socialdemokratisk initiativ på dette område, en tradition for socialdemokratisk deltagelse, for socialdemokratisk ledelse. Selvfølgelig vil der, i praksis, muligvis ikke være styrker nok, men det er et helt andet spørgsmål. Alligevel, hvis der med evnen til at gøre brug af alle tilgængelige styrker, vil der altid kunne findes nogen til fagforeningerne såvel. Der er fundet styrker til at skrive en resolution om fagforeningerne, altså for ideologisk vejledning, og det er sagens kerne!“

Eller når der tales om „nye metoder for at undervise i teoremet“, „marxismens sandheder“:

En revolutionær epoke er for socialdemokraterne [læs: kommunisterne] det samme som hvad krigstid er for en hær. Vi må udvide vor hærs kadrer, vi må gå frem fra fredsstyrke til krigsstyrke, vi må mobilisere reserverne, genindkalde dem på orlov, og danne nye korps, enheder og værn af hjælpetropper. Vi må ikke forglemme at i krig må vi nødvendigvis og uundgåeligt stille og med mindre trænede afløsere, meget ofte erstatte officerer med menige soldater, og fremskynde og forenkle forfremmelsen af soldater til officersrang.

For at sige det uden metaforer, må vi betydeligt forøge medlemskabet af alle Parti- og partiforbundne organisationer for at være i stand til i en vis grad at holde trit med strømmen af folkelig revolutionær energi, som er blevet hundredfold styrket. Dette, det siger sig selv, betyder ikke at pålidelig træning og systematisk instruktion i de marxistiske sandheder skal efterlades i skyggen. Vi må imidlertid huske på at i den nuværende tid må langt større betydning tillægges de militære operationer når det gælder træning og uddannelse, fordi de underviser de utrænede præcist og helt i vor ånd. Vi må huske at vor ‚doktrinære‘ trofasthed til marxismen, nu forstærkes af de revolutionære begivenheders udvikling, som overalt leverer konkrete lektioner til masserne og at alle disse lektioner præcist bekræfter vort teorem. Derfor taler vi ikke om at opgive vort teorem, eller slække vor mistroiske og mistænksomme holdning til de uldne intellektuelle og åndløse revolutionære. Tværtimod. Vi taler om nye metoder for at undervise i teoremet, metoder som det er utilgiveligt for en socialdemokrat at glemme. Vi taler om vigtigheden for vor dag af at anvende de store revolutionære begivenheders konkrete lektioner, for at kunne viderebringe — ikke til studiekredse, som før i tiden, men til masserne — vore gamle, ‚dogmatiske‘ lektioner, som f.eks. at det er nødvendigt i praksis at forbinde massernes oprør med terror, eller at bag de uddannede russiske samfunds liberalisme må man være i stand til at skelne vort bourgeoisis klasseinteresser.

Således er det ikke et spørgsmål om at slække vor socialdemokratiske fordringsfuldhed og vor ortodokse uforsonelighed, men om at styrke begge via nye veje, via nye træningsmetoder. I krigstid bør rekrutter få deres træningslektioner direkte fra militære operationer. Så grib de nye træningsmetoder mere dristigt an, kammerater! Fremad, og organisér flere og flere tropper, send dem i kamp, rekruttér flere unge arbejdere, udvid alle partiorganisationers normale rammer, fra komiteer til fabriksgrupper, fagforeninger og studenterkredse! Husk på at ethvert øjebliks forsinkelse i denne opgave, vil falde i hænderne på socialdemokratiets fjender. For de nye strømme søger et omgående udløb, og hvis de ikke finder en socialdemokratisk kanal, vil de strømme ind i en ikke-socialdemokratisk kanal. Husk på at ethvert praktisk skridt i den revolutionære bevægelse, uundgåeligt giver de unge rekrutter en lektion i socialdemokratisk videnskab. For denne videnskab er baseret på en objektiv korrekt vurdering af de forskellige klassers styrker og tendenser, mens revolutionen selv ikke er andet end tilintetgørelsen af de gamle overbygninger og de forskellige klassers uafhængige aktioner, der hver især strides om at rejse den nye overbygning på sin egen måde. Men forring ikke vor revolutionære videnskab til et niveau af rent bogligt teorem, vulgarisér den ikke med usle fraser om taktik-som-proces og organisering-som-proces, med fraser der sigter mod at retfærdiggøre forvirring, vaklen og mangel på initiativ. Giv mere spillerum til alle de forskelligartede gruppers og kredses forskellige virksomhed, ved at huske på at bortset fra vor tilrådning og uanset dette, vil den ubarmhjertige nødvendighed at de revolutionære begivenheders march, holde dem på den rette kurs. Det er et gammelt maksime at i politik må man ofte lære af fjenden. Og i revolutionære øjeblikke påtvinger fjenden os altid retfærdige konklusioner på en særlig lærerig og hurtig måde.“

Eller fremlægningen af nødvendigheden af „vanskelige forberedende aktioner“:

I dag giver de dig en stemmeseddel i hånden — tag den, lær at organisere for at anvende den som et våben imod dine fjender, ikke som et middel til at få magelige lovgivende bestillinger for personer der klæber til deres parlamentsæder, af frygt for at komme i fængsel. I morgen tages din stemmeseddel fra dig og du får en riffel eller en prægtig og helt moderne hurtigt-affyrende pistol — tag dette dødens og ødelæggelsens våben, bryd dig ikke om de rørstrømske klynkehoveder der er bange for krig. Der er stadig alt for mange ting tilbage i verden som må blive ødelagt med ild og sværd, for arbejderklassens frigørelse. Hvis vrede og desperation vokser blandt masserne, hvis en revolutionær situation opstår, så forbered at skabe nye organisationer og brug disse nyttige dødelige og ødelæggende våben imod din egen regering og dit eget borgerskab.

Det er ikke nemt, det er sikkert og vist. Det vil kræve vanskelige forberedende aktiviteter og store opofrelser. Dette er en ny form for organisation og kamp, der også skal læres, og viden opnås ikke uden fejltagelser og tilbageslag. Denne form for klassekamp står i samme forhold til at deltage i valg, som et stormangreb på et fort står i forhold til manøvrering, marcher, eller at ligge i skyttegravene. Det er ikke så ofte at historien sætter denne form for kamp på dagsordenen, men når den gør det, så mærkes betydningen i årtier. Dage på hvilke sådanne kampmetoder kan og skal anvendes, svarer til snesevis af år af andre historiske epoker.“

Ligesom denne videnskabelige konklusion, som klassen, proletariatet og folket skal være yderst opmærksomme på:

En undertrykt klasse, som ikke tilstræber at lære våbenbrug, at besidde våben, en sådan undertrykt klasse fortjener kun at blive behandlet som slaver. Heller ikke vi kan uden at forvandles til borgerlige pacifister eller opportunister glemme, at vi lever i et klassesamfund, og at der ikke findes og ikke kan findes nogen anden vej ud end gennem klassekamp. I ethvert klassesamfund — om det er baseret på slaveri, livegenskab eller som i dag på lønarbejde — er den herskende klasse bevæbnet. Ikke blot nutidens stående hære, men også nutidens milits er — selv i de mest demokratiske bourgeois republikker, som f.eks. Svejts — bourgeoisiets våben mod proletariatet. Dette er en så elementær sandhed, at det næppe skulle være nødvendigt at opholde sig særligt ved den. Det må være nok at nævne militæropbuddene mod strejkende i alle kapitalistiske lande.

Bourgeoisiets bevæbning mod proletariatet er en af de største, mest fundamentale og væsentligste kendsgerninger i det moderne kapitalistiske samfund. Og over for denne kendsgerning vil man have de revolutionære socialdemokrater til at rejse ‚krav‘ om ‚afrustning‘! Det ville være ensbetydende med fuldstændig opgivelse af klassekampssynspunktet, prisgivelse af enhver tanke om revolution. Vor parole må være: Bevæbning af proletariatet for at besejre, ekspropriere og afvæbne bourgeoisiet. Det er den eneste mulige taktik for den revolutionære klasse, en taktik, der udspringer af hele den kapitalistiske militarismes objektive udvikling og er foreskrevet af denne.“

Eller hans store fuldgyldige teser om imperialismen, borgerskabets proces, den nuværende internationale situation og krigsæraen:

Vi må begynde med en så nøjagtig og fuldstændig definition af imperialismen som mulig. Imperialismen er et specifikt historisk stadium af kapitalismen. Dens specifikke karakter er trefoldig: imperialismen er 1) monopolistisk kapitalisme; 2) snyltende, eller rådnende kapitalisme; 3) døende kapitalisme.“

Imperialismen er en fortsættelse af kapitalismens udvikling, dens højere stadie — på en måde en overgangsfase til socialismen.

Jeg kan derfor ikke se hvordan tillægget, om en analyse af imperialismen, til den generelle analyse af kapitalismens grundlæggende særpræg, kan blive opfattet som ‚mekanisk‘. I virkeligheden forandrer imperialismen ikke, og kan ikke forandre, kapitalismen fra øverst til nederst. Imperialismen komplicerer og skærper kapitalismens modsigelser, ‚sammenfletter‘ monopol med den frie konkurrence, men den kan ikke afskaffe udvekslingen, markedet, konkurrencen, kriserne osv.

Imperialismen er døende kapitalisme, kapitalisme som er døende, men ikke død. I det store og hele er imperialismens væsentligste træk, ikke rene og simple monopoler, men monopoler i forbindelse med udveksling, markeder, konkurrence, kriser.“

Den sædvanlige inddeling i historiske epoker […] er den følgende: 1) 1789-1871; 2) 1871-1914; 3) 1914-? Selvfølgelig er skillelinjerne her, som overalt i naturen og samfundet, konventionelle og variable, relative, ikke absolutte. Vi tager kun tilnærmelsesvis de mest fremstående og rammende historiske begivenheder, som milepæle i historiske bevægelser. Den første epoke, fra den Store Franske Revolution til den Fransk-Prøjsiske Krig, er en epoke af bourgeoisiets opstigen, det opadgående bourgeoisis triumf, en epoke af bourgeois-demokratiske bevægelser i almindelighed og af bourgeois-nationale bevægelser i særdeleshed, en epoke af hurtig nedbrydning af de forældede feudal-enevældige institutioner. Den anden epoke er en af fuld dominans og nedgang for bourgeoisiet, en af overgang fra dets progressive karakter, til reaktionær og endda ultra-reaktionær finanskapital. Dette er en epoke i hvilken en ny klasse — det nuværende demokrati — forbereder og langsomt samler dets kræfter. Den tredje epoke, der netop er begyndt, sætter bourgeoisiet i samme ‚position‘ som den feudalherrerne befandt sig i under den første periode. Dette er imperialismens og de imperialistiske omvæltningers epoke, såvel som omvæltninger der stammer fra imperialismens egen natur.

[…]

De internationale konflikter i den tredje epoke er, i form, forblevet de samme slags internationale konflikter som i den første epoke, men deres sociale og klassemæssige indhold er radikalt blevet ændret. Den objektive historiske situation har vokset sig ret forskellig.

Den opstigende kapitals kamps plads, der stræbte hen mod national befrielse fra feudalismen, er blevet taget af kampen der bliver ført imod den mest reaktionære finanskapitals nye kræfter, en kamp imod en kræft som der har udmattet og udlevet sig selv og som er på vej nedad mod undergang. Den bourgeois-nationale stats rammer, der i første epoke var grundpillen i udviklingen af menneskehedens produktivkræfter, som frigjorde sig selv fra feudalismen, er nu i den tredje epoke, blevet en hindring for produktivkræfternes videre udvikling. Fra at være en opstigende og progressiv klasse, er bourgeoisiet blevet forvandlet til en forfaldende, dekadent og reaktionær klasse. Det er en helt anden klasse der nu er opadgående på en bred historisk skala.“

Det grundlæggende for hele den internationale situation, som den tager sig ud nu, er imperialismens økonomiske relationer. I løbet af hele det 20. århundrede har dette trin, kapitalismens nye, højeste og sidste trin, taget fast form.“

For det første. Hvad er den vigtigste og grundlæggende idé i vore teser? Det er forskellen mellem undertrykte og undertrykkende nationer. Vi fremhæver denne forskel — i modsætning til 2. Internationale og det borgerlige demokrati. I imperialismens epoke er det for proletariatet og Kommunistisk Internationale særlig vigtigt at konstatere de konkrete økonomiske kendsgerninger og tage udgangspunkt i den konkrete virkeligheds fænomener og ikke i abstrakte teser, når det gælder løsningen af alle koloniale og internationale spørgsmål.

Et af imperialismens karakteristiske træk består i, at hele verden nu, som vi ser, opdeles i et stort antal undertrykte nationer og et forsvindende lille antal undertrykkende nationer, der råder over kolossale rigdomme og en stærk militær magt.“

Vi lægger straks mærke til at borgerkrigen har gjort mange ting besværlige i Rusland, og at borgerkrigen er sammenvævet med en hel række af krige. Marxister har aldrig glemt at vold uundgåeligt vil ledsage kapitalismens sammenbrud i sin helhed og fødslen af det socialistiske samfund. At vold vil udgøre en periode af verdenshistorien, en hel æra af forskellige krige, imperialistiske krige, borgerkrige inde i forskellige lande, sammenblandingen af de to, nationale krige som vil befri de undertrykte folk fra imperialismen og forskellige kombinationer af imperialistiske magter, som uundgåeligt vil indgå i forskellige alliancer i de vældige statskapitalistiske og militærforbunds og sammenslutningers epoke. Denne epoke, en epoke af gigantiske omvæltninger, af massebeslutninger påtvunget af krig, af kriser, er begyndt — det ser vi klart — og det er kun begyndelsen.“

Og endelig disse ord om emner som politisk ligegyldighed: „Politisk ligegyldighed er ikke andet end politisk lede. Den som er mæt er ‚ligeglad‘ og ‚ufølsom‘ overfor problemet om det daglige brød; men den sultne mand vil i dette spørgsmål altid være en mand for ‚Partiet‘.“ Om modsigelser imellem fjenden og paroler: „Arbejderklassen bør altid drage fordel af enhver vaklen fra regeringens side, lige så vel som uoverensstemmelse i bourgeoisiets og den reaktionære lejr, for at forstærke presset, både i kampen på det økonomiske område, som i den politiske kamp. Men arbejderklassen bør, præcist for at opnå den fulde fordel af disse situationer, fastholde sine revolutionære parolers integritet.“ Kun kampen er uddannende: „Den sande uddannelse af masserne kan aldrig adskilles fra den uafhængige politiske kamp, og frem for alt, fra massernes egen revolutionære kamp. Kun kamp kan uddanne den udbyttede klasse, kun i kampen opdager de deres sande styrke, udvider deres horisont, øger deres kapacitet, renser deres intelligens og smeder deres vilje.“ Om økonomisk kamp og de mere tilbagestående lag: „Heraf kan det udledes med fuldstændig klarhed, at kun den økonomiske kamp, kun kampen for direkte og øjeblikkelige forbedringer af forholdene, kan mobilisere de mere tilbagestående lag af de udbyttede masser, kun det kan uddanne og forvandle dem — i en revolutionær epoke — i løbet af nogle få måneder, til en hær af politiske kæmpere.“ Stol kun på klassens styrke: „Det grundlæggende princip, den første betingelse for enhver faglig bevægelse, består i det følgende: Stol ikke på ‚staten‘, stol kun på din klasses styrke. Staten er den herskende klasses organisation […] vær aldrig tilfreds med løfter, tro kun på enhedens styrke og på vor klassebevidsthed!“ Ingen vil hjælpe de fattige, medmindre de fattige hjælper sig selv: „Ingen vil hjælpe de fattige hvis de forbliver isolerede. Ingen ‚stat‘ vil hjælpe lønarbejderen på marken, den manuelt arbejdende, håndværkssvenden, fattigbonden, halv-proletariatet, medmindre han hjælper sig selv. Deres første skridt er den uafhængige klasse-organisering af landbrugsproletariatet.“ Og livet selv lærer en: „Livet lærer en. Den virkelige kamp er den som bedst løser de spørgsmål, som der for et kort stykke tid siden var så megen diskussion om.“

Og lad os afslutte dette grundlæggende spørgsmål om klassekampen, i marxismens klassikeres egne tekster, ved at se på hvad Formand Mao Tse-tung har fastslået om imperialismen, et spørgsmål han har udviklet. Vi begynder med imperialismen og reaktionens væsen som papirtiger: „Alle reaktionære er papirtigre. De ser frygtindgydende ud, men i virkeligheden er de ikke så mægtige. Ud fra et langsigtet synspunkt er det ikke de reaktionære, men folket, som er virkelig mægtigt.“ Og: „USA er en papirtiger. Tro ikke på dem. De kan gennembores med ét slag. Det revisionistiske Sovjetunionen er også en papirtiger.“ Og om imperialismens og reaktionens dobbelte karakter:

Lige som der ikke er én eneste ting i hele verden uden en dobbelt natur (dette er loven om modsætningernes enhed), så har imperialismen og alle reaktionære en dobbelt natur — de er virkelige tigre og papirtigre på én gang. I tidligere tiders historie — før de vandt magten over staten og i nogen tid derefter — var slaveejerklassen, den feudale godsejerklasse og borgerskabet kraftfulde, revolutionære og progressive, de var virkelige tigre. Men som tiden gik, forvandledes disse herskende klasser gradvist til det modsatte, de blev reaktionære, tilbagestående papirtigre, netop fordi deres modsætninger — slaveklassen, bondeklassen og proletariatet — gradvist blev stærkere og kæmpede stadig mere voldsomt imod dem. Og i sidste instans blev de styrtet, eller vil de blive styrtet, af folket. De reaktionære, tilbagestående og rådnende klasser bevarede denne dobbelte natur, selv i deres sidste kamp på liv og død mod folket. På den ene side var de virkelige tigre, de fortærede folk i millioner og snese af millioner. Folkets kamp gik igennem en periode med vanskeligheder og prøvelser, og der var mange omskiftelser på vejen. Det tog det kinesiske folk mere end hundrede år at ødelægge imperialismen, feudalismens og den bureaukratiske kapitalismes herredømme i Kina og det kostede det millioner af menneskeliv før sejren i 1949. Se! Var dette ikke levende tigre, jerntigre, virkelige tigre? Men til slut forvandledes de til papirtigre, døde tigre, tigre af bønnegelé. Dette er historiske kendsgerninger. Har folk ikke set eller hørt om disse kendsgerninger? Der har i virkeligheden været tusinder og titusinder af dem! Tusinder og titusinder! Derfor må imperialismen og alle reaktionære, når man ser på deres væsen ud fra et langsigtet, et strategisk synspunkt, betragtes som det, de er — papirtigre. På dette bør vi bygge vor strategiske tænkning. På den anden side er de også levende tigre, jerntigre, virkelige tigre, som kan æde folk. På dette bør vi bygge vor taktiske tænkning.“

Om imperialismens lov og, som modstykke, folkets lov:

Skabe problemer, slå fejl, skabe problemer igen, slå fejl endnu engang til deres dommedag; sådan er imperialisternes og de reaktionæres logik verden over, når de beskæftiger sig med folkets sag, og de vil aldrig gå imod deres egen logik. Dette er en marxistisk lov. Når vi siger, at ‚imperialismen er grådig‘, så mener vi, at dens væsen aldrig vil ændre sig, at imperialisterne aldrig vil lægge kniven fra sig, at de lige til deres endeligt aldrig vil blive Buddhaer.

Kæmpe, slå fejl, kæmpe igen, slå fejl igen … lige til de sejrer, det er folkets logik, og heller ikke de vil gå imod denne logik. Det er en anden marxistisk lov. Det russiske folks revolution fulgte denne logik, og det har det kinesiske folks revolution ligeledes gjort.“

Og verdens folk har ikke brug for imperialismen:

Alle undertrykte lande ønsker uafhængighed.

Alting forandres. De store, dekadente styrker vil vige for de små, nyfødte styrker. De små styrker vil blive til store styrker, fordi folkenes flertal forlanger denne ændring. USA-imperialismens styrker vil ændres fra store til små, fordi også det amerikanske folk er utilfreds med sin regering.

[…]

Chiang Kai-sheks styre i Kina var anerkendt af alle landes regeringer og varede i 22 år, og hans styrker var de største. Vore styrker var kun små 50.000 partimedlemmer i starten, men kun nogle få tusinde efter den kontra-revolutionære undertrykkelse. Igen viste denne lovmæssighed sig: de store og stærke ender med at lide nederlag, fordi de er skilt fra folket, mens de små og svage fremstår sejrrigt, fordi de er forbundet med folket og arbejdet i dets tjeneste. Således blev det til slut.

Under den anti-japanske krig, hvor Japan var meget stærkt, blev Kuomintangs tropper drevet ind i baglandet, og de tropper, der var under ledelse af det Kommunistiske Parti, kunne kun føre guerillakrig i landområderne bag fjendens linjer. Japan besatte store kinesiske byer, såsom Peking, Tientsin, Shanghai, Nanking, Wuhan og Kwangchow. Ikke desto mindre brød de japanske militarister, ligesom Tysklands Hitler, sammen på få år, i overensstemmelse med den samme lovmæssighed. Vi udstod utallige vanskeligheder og blev drevet fra syd til nord, mens vore styrker formindskedes fra flere hundrede af tusinder mand til et par gange titusinde. Ved slutningen af den Lange March på 25.000 li havde vi kun 25.000 mand tilbage.

[…]

Nu er den amerikanske imperialisme temmelig stærk, men i virkeligheden er den det ikke. Den er politisk meget svag, fordi den er skilt fra folkenes masser og ringeagtet af alle, også det amerikanske folk. I sin fremtræden er den meget mægtig, men i realiteten er den ikke noget at være bange for, den er en papirtiger. Skønt udadtil en tiger er den lavet af papir, ude af stand til at modstå vind og regn. Jeg mener, at USA ikke er andet end en papirtiger.

Historien som helhed, klassesamfundenes historie gennem tusinder af år har vist følgende: de stærke må vige for de svage. Dette gælder også i Nord- og Sydamerika.

Kun når imperialismen er udryddet, kan der herske fred. Dagen vil komme, hvor papirtigrene vil være udryddede. Men de vil ikke uddø af sig selv, de må hamres på af vind og regn.

Når vi siger at USA-imperialismen er en papirtiger mener vi det i strategisk forstand. Set som et hele må vi foragte den. Men når vi ser på hver del, må vi tage den alvorligt. Den har klør og hugtænder. Vi må ødelægge den stykvis. For eksempel, hvis den har ti hugtænder, slå så én af først og den har ni tilbage, slå én til af og der er otte tilbage. Når alle hugtænderne er væk, vil den stadig have klør. Hvis vi tager os af den skridt for skridt, og tager den alvorligt, vil det med sikkerhed lykkes til sidst.

Strategisk må vi i bund og grund foragte USA-imperialismen. Taktisk må vi tage den alvorligt. I kampen mod den må vi tage hvert slag, hver træfning alvorligt. I øjeblikket er de Forenede Stater stærke, men når de ses i et bredere perspektiv, som helhed og fra et langsigtet synspunkt, har de ingen folkelig støtte, deres politik er ringeagtet af folkene fordi de undertrykker og udbytter dem. Af denne grund er tigeren dødsdømt. Derfor er den ikke noget at være bange for, og den kan foragtes. Men i dag har USA stadig styrke, det producerer mere end 100.000.000 tons stål om året, og det slår til overalt. Det er derfor, vi må fortsætte med at føre kampe mod det, bekæmpe det med al vor magt og vriste den ene position efter den anden fra det og det tager tid.

Det synes som om landene i Amerika, Asien og Afrika må blive ved med at strides med USA til det sidste, til papirtigeren er ødelagt af vind og regn. For at bekæmpe den amerikanske imperialisme skulle folkene af europæisk oprindelse i Latinamerika forene sig med de oprindelige indianske folk. Måske kan de hvide indvandrere fra Europa deles op i to grupper, én af herskere og én af beherskede. Dette skulle gøre det lettere for gruppen af undertrykte hvide at komme nærmere de lokale folk, for deres stilling er den samme.

Vore venner i Latinamerika, Asien og Afrika er i samme position som os og udfører den samme slags arbejde, gør noget for folkene, for at lette deres undertrykkelse under imperialismen. Hvis vi gør et godt stykke arbejde kan vi udrydde imperialismens undertrykkelse. I dette er vi kammerater.

Vi er grundlæggende af samme slags som jer i vor modstand mod imperialistisk undertrykkelse, blot forskellige i geografisk beliggenhed, nationalitet og sprog. Men vi er grundlæggende forskellige fra imperialismen, og blot synet af den giver os kvalme.

Hvad gavn gør imperialismen? Det kinesiske folk vil ikke vide af den, ej heller vil folkene i resten af verden. Der er ingen grund til imperialismens eksistens.“

Og om krigen som fortsættelse af politikken og løsning på problemet om erobringen og forsvaret af den politiske magt. Vort udgangspunkt er det uundgåelige forhold af revolution og revolutionære krige i klassesamfundet:

Krig er den højeste form for kamp til at løse modsigelser, når de har udviklet sig til et bestemt stadium, enten det er mellem klasser, nationer, stater eller politiske grupper, og den har eksisteret lige siden fremkomsten af privatejendom og klasser.“

[…] revolutioner og revolutionære krige er uundgåelige i klassesamfundet, og at det uden dem er umuligt at foretage noget spring i den samfundsmæssige udvikling og styrte de reaktionære herskende klasser og derfor også umuligt for folket at vinde den politiske magt.“

Historien viser, at krige kan deles i to slags, retfærdige og uretfærdige. Alle krige, der er progressive, er retfærdige, og alle krige, der vanskeliggør fremskridt, er uretfærdige. Vi kommunister er imod alle uretfærdige krige, men vi er ikke imod retfærdige krige. Ikke alene er vi ikke imod retfærdige krige, vi tager aktiv del i dem.“

Krig, dette uhyre af gensidig nedslagtning blandt mennesker, vil blive endeligt afskaffet med det menneskelige samfunds fremskridt, og det i en ikke alt for fjern fremtid. Men der er kun én måde at afskaffe den på, og det er ved at gå imod krig med krig, at bekæmpe kontra-revolutionær krig med revolutionær krig og at gå imod kontra-revolutionær klassekrig med revolutionær klassekrig.“

Hvad angår den positive side af krigen: „En stor revolution må gennemgå en borgerkrig. Dette er en lov. Og at se på krigens dårlige sider men ikke dens fordele er en ensidig anskuelse. Det gavner ikke folkets revolution at tale ensidigt om krigens destruktive sider.“ Og overfor det reaktionære standpunkt at centrere i våbnene: „Det er den såkaldte teori om, at ‚våben afgør alt‘, som er en mekanisk fremgangsmåde i studiet af krigen og et subjektivt og ensidigt synspunkt. Vor opfattelse vender sig imod dette, vi regner ikke kun med våben, men også med mennesker. Våben er en vigtig faktor i krig, men ikke den afgørende faktor; det er mennesker, ikke ting det kommer an på. Styrkeprøven er ikke kun en dyst på militær og økonomisk magt, men også en dyst på menneskelig styrke og moral. Militær og økonomisk magt bliver nødvendigvis udøvet af mennesker.“ Ligeledes: „Siden historiens begyndelse, er revolutionære krige altid blevet vundet af dem med mangelfulde våben, og tabt af dem der havde fordelagtige våben. Under vor borgerkrig, vor modstandskrig mod Japan og vor befrielseskrig, manglede vi landsdækkende politisk magt og moderne udstyr. Hvis man ikke kan kæmpe medmindre man har de mest moderne våben, er det det samme som at afvæbne sig selv.“

Ved at fremhæve den bevidste handling i stridsaktionerne, fastslog Formand Mao:

Det er et karakteristisk træk ved mennesket, at det udøver en bevidst dynamisk rolle. Dette viser mennesket tydeligt i krig. Det er sandt, at sejr eller nederlag i krig afgøres af de militære, politiske, økonomiske og geografiske forhold på begge sider, karakteren af den krig, hver side sætter i gang, og af den internationale støtte, som hver side byder, men det bliver ikke kun afgjort af disse forhold; i sig selv udgør de mulighederne for sejr eller nederlag, men der afgør ikke krigens udfald. For at afgøre sagen må der tilføjes subjektive faktorer, nemlig ledelsen af krigsførelsen, menneskets bevidst dynamiske rolle i krigen.

De, der leder en krig, kan ikke sætte sig ud over de begrænsninger, som de objektive betingelser påtvinger dem, når de forsøger at vinde sejr, men inden for disse begrænsninger både kan og skal de spille en dynamisk rolle i deres stræben efter sejr. Den scene, som lederne i en krig skal optræde på, må bygges op på grundlag af de objektive muligheder; men på den scene kan de instruere mangt et drama fyldt med lyd og farve, magt og storhed. Når lederne har fået det objektive materielle grundlag, bør de vise deres tapperhed og stille alle deres styrker op for at knuse fjenden, omdanne den nuværende situation, hvor vort land og samfund lider under overgreb og undertrykkelse, og skabe et nyt frihedens og lighedens Kina; her er det, at vor dygtighed til at lede en krig, kan og skal forbedres. Vi ønsker ikke, an nogen af vore militære ledere skal løsrive sig fra de objektive vilkår i krigen og blive famlende brushoveder, derimod ønsker vi afgjort, at enhver militær leder bliver en både dristig og skarpsindig general. Vore ledere bør ikke kun være i besiddelse af en dristighed, der overvælder fjenden, men også af evnen til at mestre situationen, efterhånden som krigen ændrer sig. Når de svømmer i krigens ocean, skal de ikke flyde med strømmen, men sikre at de når den modsatte bred med afmålte tag. At føre krig uden strategi og taktik, som danner lovene for krigens ledelse, er som at være ude dér, hvor man ikke kan bunde og heller ikke svømme.“

Og i forhold til atombomben („papirtiger“), atomafpresning og verdenskrig:

Vi har to principper: for det første, vi ønsker ikke krig; for det andet, vi vil slå beslutsomt til, hvis nogen angriber os. Dette er, hvad vi lærer det Kommunistiske Partis medlemmer og hele befolkningen. Det kinesiske folk skal ikke kues af USAs atomafpresning. Vort land har en befolkning på 600.000.000 og et areal på 9.600.000 kvadratkilometer. De Forenede Stater kan ikke udslette den kinesiske nation med sit lille lager af atombomber. Selv om de amerikanske atombomber var så kraftige, at de, når de blev kastet over Kina, sprængte hul tværs gennem jorden eller sprængte den i stykker, ville det knapt betyde noget for universet som helhed, selv om det nok ville være en stor begivenhed for solsystemet.

Vi har et udtryk: hirse plus geværer. I de Forenede Staters tilfælde er det fly plus A-bomben. Ikke desto mindre, hvis de Forenede Stater, med deres fly plus A-bomben, starter en angrebskrig mod Kina, så vil Kina, med sin hirse plus geværer, være sikker på at fremstå som sejrherre. Som en følge af 1. Verdenskrig blev Tsaren, herremændene og kapitalisterne i Rusland udslettet; som en følge af 2. Verdenskrig blev Chiang Kai-shek og herremændene styrtet i Kina, og de østeuropæiske lande og en række lande i Asien blev befriet. Skulle USA starte en 3. Verdenskrig, og hvis vi antager, at den varede 8-10 år, ville resultatet være fjernelsen af de herskende klasser i USA, Storbritannien og de andre medskyldige lande og omformningen af det meste af verden til lande, styret af de Kommunistiske Partier. Verdenskrige slutter ikke til fordel for krigsmagerne, men til fordel for de Kommunistiske Partier og de revolutionære folk i alle lande. Hvis krigsmagerne udløser en krig, må de ikke give os skylden for at lave revolution eller for at deltage i ‚undergravende virksomhed‘, som de hele tiden siger. Hvis de afstår fra krig, kan de overleve lidt længere på denne klode. Men jo før de starter en krig, jo før kan de fjernes fra jordoverfladen. Så vil et Folkenes Forenede Nationer blive oprettet, måske i Shanghai, måske et sted i Europa, eller måske igen i New York, under forudsætning af at de amerikanske krigsmagere er blevet udslettet.“

Et fast standpunkt, forbundet til det store opkald: „Verdens folk, forén jer og gå imod enhver aggressionskrig som iværksættes af imperialismen eller social-imperialismen, især en krig, hvor atombomber anvendes som våben! Hvis en sådan krig skulle bryde ud, bør verdens folk tilintetgøre den med revolutionær krig, og netop nu bør der træffes forberedelser hertil!“ Og tesen af vidtrækkende betydning: „Med hensyn til spørgsmålet om verdenskrig, er der kun to muligheder. Den ene er, at krigen giver stødet til revolution, og den anden er, at revolutionen vil forhindre krigen.“

Og som afslutning på dette punkt; centeret for marxismen-leninismen-maoismens militære teori og praksis er Folkekrigen, der bliver fremlagt på følgende måde i „Om koalitionsregeringen“, hvor der tages udgangspunkt i hæren af ny type, der under ledelse af et ægte Kommunistisk Parti, er den eneste hær der kan udvikle Folkekrigen:

Denne hær er stærk, fordi alle dens medlemmer har en disciplin, som er baseret på politisk bevidsthed, de er kommet sammen og de kæmper ikke for nogle få individers eller en snæver klikes private interesser, men for de brede massers og hele nationens interesser. Denne hærs eneste formål er at stå fast sammen med det kinesiske folk og at tjene det helhjertet.

Vejledt af dette formål har denne hær en ukuelig ånd, og den er besluttet på at besejre alle fjender og aldrig give efter. Uanset hvor store anstrengelser eller strabadser, så længe der blot er en eneste mand tilbage, vil vedkommende kæmpe videre.

Vejledt af dette formål har denne hær opnået en bemærkelsesværdig enhed i sine rækker og med dem udenfor sine rækker. Indadtil er der enhed mellem officerer og menige, mellem højere og lavere rang og mellem det militære arbejde, det politiske arbejde og etapetjenesterne; og udadtil er der enhed mellem hæren og folket, mellem hæren og regeringsorganisationerne og mellem vor hær og venligtsindede hære. Det er bydende nødvendigt at overvinde alt, hvad der svækker denne enhed.

Vejledt af dette formål har denne hær en korrekt politik til at vinde fjendens officerer og menige for sig og til at tage sig af krigsfangerne. Uden undtagelse bliver alle medlemmer af fjendens styrker, som overgiver sig, som kommer over på vor side, eller som efter at have nedlagt våbnene ønsker at slutte sig til os i kampen mod den fælles fjende, hilst velkommen og givet den rette opdragelse. Det er forbudt at dræbe, mishandle eller krænke nogen krigsfange.

Vejledt af dette formål har denne hær opbygget et system af strategi og taktik, som er absolut nødvendigt for Folkekrigen. Den er kyndig i fleksibel guerillakrig, ført i overensstemmelse med de skiftende konkrete betingelser, og den er også kyndig i bevægelseskrig.

Vejledt af dette formål har denne hær opbygget et system af politisk arbejde, som er absolut nødvendigt for Folkekrigen, og som har til formål at fremme enheden i dens egne rækker, enheden med venligtsindede hære og enheden med folket, og at bringe fjendens styrker i opløsning og sikre sejren i kampen.

Vejledt af dette formål er hele hæren, som opererer under guerillakrigens betingelser, i stand til at anvende og har faktisk anvendt, pauserne mellem slagene og mellem træningsperioderne til at producere korn og andre fornødenheder og således blive helt, halvt eller i det mindste delvist selvforsynende, således at de økonomiske vanskeligheder overvindes, levevilkårene forbedres, og folkets byrder lettes. Enhver mulighed er udnyttet for at oprette et antal små våbenfabrikker i forskellige militære Støttebaser.

Endvidere er denne hær stærk fordi den har folkets selvforsvarskorps og militsen — massernes vældige væbnede organisationer — til at kæmpe i koordination med den. I Kinas befriede områder er alle mænd og kvinder fra de unge til de midaldrende, organiseret i folkets anti-japanske selvforsvarskorps på frivillig og demokratisk basis og uden at opgive deres arbejde i produktionen. Selvforsvarskorpsenes elite inddrages, med undtagelse af dem, som slutter sig til hær- eller guerillaenhederne, i militsen. Uden medvirken fra disse massers væbnede styrker ville det være umuligt at besejre fjenden.

Endelig er denne hær stærk på grund af dens opdeling i to dele, hovedstyrkerne og de regionale styrker, hvor de førstnævnte er til rådighed for operationer i et hvilket som helst område når som helst, det er nødvendigt, og de sidstnævnte koncentrerer sig om at forsvare deres egne lokaliteter og angribe fjenden dér i samarbejde med den lokale milits og selvforsvarskorpsene. Denne arbejdsdeling har vundet folkets helhjertede støtte. Uden denne konkrete arbejdsdeling — hvis, for eksempel, opmærksomheden udelukkende var rettet mod hovedstyrkernes rolle, mens de regionale styrkers rolle blev negligeret — ville det ligeledes være umuligt at besejre fjenden under de vilkår, som gælder for Kinas befriede områder. Under de regionale styrker er der blevet organiseret talrige væbnede arbejdshold, som er veltrænede og derfor bedre kvalificeret til det militære og politiske arbejde og til massearbejdet; de trænger ind i de bagerste områder bag fjendens linjer, slår til mod fjenden og vækker masserne til den anti-japanske kamp, og således støtter de de forskellige befriede områders militære operationer ved fronten. I alt dette har de opnået stor succes.

Hele det anti-japanske folk i Kinas befriede områder opfordres til, under ledelse af deres demokratiske regeringer, at slutte sig til arbejder-, bonde-, ungdoms- og kvindeorganisationerne og de kulturelle, faglige og andre organisationer, som helhjertet vil udføre forskellige opgaver til støtte for de væbnede styrker. Disse opgaver er ikke begrænset til at samle folket om at slutte sig til hæren, transportere korn til den, drage omsorg for soldaternes familier og hjælpe tropperne ved at opfylde deres materielle behov. De omfatter også mobiliseringen af guerillaenheder, milits og selvforsvarskorps til at foretage omfattende angreb og udlægge landminer mod fjenden, indsamlinger af efterretninger om den, udrensning af forrædere, transport og beskyttelse af de sårede og direkte deltagelse i hærens operationer. Samtidig påtager folket i de befriede områder sig ivrigt forskellige former for politisk, økonomisk, kulturelt og sundhedsmæssigt arbejde. Det vigtigste i denne forbindelse er at mobilisere alle til produktion af korn og andre fornødenheder og at sikre at alle regeringsinstitutioner og skoler, undtagen i særlige tilfælde, helliger deres fritid til produktion til eget underhold for at supplere hærens og folkets felttog for selvforsyningsproduktion og således hjælpe med at skabe et stort opsving i produktionen til støtte for den langvarige modstandskrig. I Kinas befriede områder har fjenden forvoldt megen ødelæggelse, og oversvømmelser, tørker og ødelæggelser fra skadelige insekter har været hyppige. Men de demokratiske regeringer dér har ledet folket i overvindelsen af disse vanskeligheder på en organiseret måde, og der er opnået enestående resultater ved de store massefelttog for skadedyrsudryddelse, oversvømmelseskontrol og katastrofehjælp, og således er det gjort muligt at holde ud i den langstrakte modstandskrig. Kort sagt, alt for fronten, alt for de japanske aggressorers nederlag og for befrielsen af det kinesiske folk — dette er den generelle parole, den generelle politik for hele hæren og hele folket i Kinas befriede områder. Således er en virkelig Folkekrig. Kun ved at føre en sådan Folkekrig kan vi besejre den nationale fjende. Kuomintang har netop fejlet på grund af sin desperate modstand mod en Folkekrig.

Når først de kinesiske befriede områders hær er udstyret med moderne våben, vil vi blive endnu stærkere og vil være i stand til at opnå de japanske aggressorers endelige nederlag.“

Og inden for det samme grundlæggende spørgsmål — klassekampen — ser vi hos Formand Mao et andet grundlæggende tema: masser og revolution. Lad os som udgangspunkt tage følgende af maoismens principielle standpunkter: „Marxismen består af tusinder af sandheder, men de kan alle reduceres til én enkelt: ‚Det er rigtigt at gøre oprør!‘ I tusinder af år blev det sagt at undertrykkelse og udbytning er retfærdig og at det er forkert at gøre oprør. Denne dom blev kun ændret på grund af marxismens fremkomst. Det er et stort bidrag. Det var gennem kamp at proletariatet lærte denne sandhed, og Marx nåede denne konklusion. Denne sandhed medfører modstand, kamp og strid for socialismen.“ „Internationale og Lenins artikel udtrykker helt igennem et marxistisk standpunkt og verdensanskuelse. De siger at slaven skal rejse sig og kæmpe for sandheden. Der har aldrig eksisteret nogen stor frelser, lige så lidt som vi kan sætte vor lid til guder eller kejsere. Vi må udelukkende støtte os på vor egen indsats for at sikre vor frelse. Hvem har skabt menneskets verden? Vi, de arbejdende masser.“ „Folket, og folket alene, er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.“ „Under det Kommunistiske Partis ledelse kan alle mirakler udføres, så længe der er folk.“ „At gå imod strømmen er et marxistisk-leninistisk princip.“ „Klasser kæmper, nogle opstår og sejrer, andre går til grunde. Dette er historiens vej, dette er civilisationens historie i de sidste få årtusinder. Fortolkningen af historien fra denne synsvinkel er historisk materialisme. Den modsatte synsvinkel er historisk idealisme.“ Og: „Kommunister vil aldrig opgive deres idealer om socialisme og Kommunisme.“

Og om proletariatet, den sidste klasse i menneskehedens historie: „Proletariatet er den mest storslåede klasse i menneskehedens historie.“; „Anvend Marx’ lære om at kun ved at frigøre hele menneskeheden, kan proletariatet nå dets egen endelige frigørelse.“; „Vi bør basere os på arbejderklassen af hele vort hjerte.“; „Arbejderklassen bør lede alt.“; „Arbejderklassen skal, for sin part, konstant højne sin politiske bevidsthed i løbet af sin kamp.“ Og: „Arbejderklassen vil forandre hele samfundet i klassekampen og i kampen mod naturen; på samme tid vil den selv blive forandret. Arbejderklassen må, uden ophold i arbejdet, lære bid for bid at overvinde sine utilstrækkeligheder, og den må aldrig standse op.“

Lige såvel som om bondestanden, hovedsageligt fattigbønderne, og dens kampe:

Dette er, hvad nogle folk kalder ‚at gå for vidt‘, eller ‚at overskride rimelighedens grænser for at rette op på uretten‘, eller ‚virkelig for meget‘. Sådan tale kan forekomme rimelig, men i virkeligheden er den fejlagtig. For det første har de lokale tyranner, den despotiske lavadel og de lovløse godsejere selv drevet bønderne til dette. I årevis har de brugt deres magt til at tyrannisere bønderne og træde dem under fode; det er af den grund, at bønderne har reageret så voldsomt. De mest voldelige oprør og de mest alvorlige uroligheder er altid indtruffet de steder, hvor de lokale tyranner, den despotiske lavadel og de lovløse godsejere har forøvet de værste voldshandlinger. Bønderne er klartsynede. Hvem er ond, og hvem er ikke, hvem er den værste, og hvem er ikke helt så ondskabsfuld, hvem fortjener en streng straf, og hvem fortjener at slippe billigt — bønderne holder nøje regnskab, og det er meget sjældent, at straffen har oversteget forbrydelsen. For det andet er en revolution ikke et middagsselskab, det er ikke det samme som at skrive et essay, eller male et maleri eller at brodere; den kan ikke være så forfinet, så magelig og blid, så mådeholdende, venlig, høflig, behersket og ædelmodig. En revolution er en opstand, en voldshandling, hvor én klasse omstyrter en anden. En bonderevolution er en revolution, i hvilken bønderne omstyrter den feudale godsejerklasses magt. Bønderne kan umuligt omstyrte godsejernes dybt rodfæstede indflydelse, som har varet i tusinder af år, uden at bruge den størst mulige magt. Der er i landdistrikterne brug for et mægtigt revolutionært opsving, for kun det kan rejse folkets millioner, så de bliver en magtfuld kraft. Alle de handlinger, som er nævnt her, og som er blevet betegnet som ‚at gå for vidt‘, kommer fra bøndernes magt, som er fremkaldt af det mægtige revolutionære opsving i landdistrikterne. Det var i høj grad nødvendigt, at den slags ting blev gjort i bondebevægelsens anden periode, perioden med revolutionær handling. I denne periode var det nødvendigt at oprette bøndernes fuldstændige myndighed. Det var nødvendigt at forbyde ondsindet kritik af bondesammenslutningerne. Det var nødvendigt at omstyrte hele lavadelens indflydelse, at slå den til jorden og holde den dér. I denne periode er der revolutionær betydning i alle de handlinger, der blev betegnet som ‚at gå for vidt‘. For at sige det lige ud er det nødvendigt for en tid at skabe terror i hvert enkelt landdistrikt, ellers ville det være umuligt at undertrykke de kontra-revolutionæres handlinger i landdistrikterne og omstyrte lavadelens magt. Rimelighedens grænser må overskrides for at rette noget, der er galt, ellers kan det forkerte ikke rettes. De mennesker, der taler om, at bønderne ‚går for vidt‘, ser ved første øjekast ud til at være forskellige fra dem, der som tidligere nævnt siger: ‚Det er forfærdeligt!‘; men dybest set går de ud fra det samme standpunkt og fremfører på samme måde en godsejerteori, som støtter de privilegerede klassers interesser. Eftersom denne teori hindrer bondebevægelsens fremgang, og således skader revolutionen, må vi bekæmpe den beslutsomt.

[…]

Kort sagt alle de mennesker, som lavadelen foragtede, som de trådte ned i skidtet, mennesker uden plads i samfundet, mennesker, der ingen ret havde til at ytre sig, har nu dristigt rejst deres hoveder. De har ikke bare rejst hovederne, men også taget magten i deres egne hænder. De leder nu bondesammenslutningerne i kommunerne (på det laveste niveau), som de har gjort til noget voldsomt og frygtindgydende. De har løftet deres ru, arbejdsvante hænder og lagt dem på lavadelen. De binder den despotiske lavadel med reb, kroner dem med høje papirshatte og lader dem gå i procession gennem landsbyerne. (I Hsiangtan og Hsianghsiang kalder de dette ‚at gå i procession gennem byerne‘ og i Lilling ‚at gå i procession gennem markerne‘.) Der går ikke en dag, uden at de uden medlidenhed banker nogle barske og fordømmende ord ind i hovederne på lavadelens folk. De udsteder ordrer og bestemmer alt. De, der plejede at stå lavest på rangstigen, står nu over alle andre; og derfor kaldes det ‚at vende op og ned på alting‘.

[…]

Vi sagde ovenfor, at bønderne har udført en revolutionær opgave, som har været ufuldendt i mange år, og at de har gjort et vigtigt stykke arbejde for den nationale revolution. Men er denne store revolutionære opgave, dette vigtige revolutionære stykke arbejde blevet udført af alle bønderne? Nej. Der er tre slags bønder: de rige bønder, middelbønderne og de fattige bønder.

[…]

De fattige bønder har altid været hovedkraften i den bitre kamp i landdistrikterne. De har kæmpet energisk gennem de to perioder med henholdsvis undergrundsvirksomhed og åben aktivitet. De er de mest velvilligt indstillede over for det Kommunistiske Partis ledelse. Der er de lokale tyranners og den despotiske lavadels dødsfjender, og angriber dem uden den mindste tøven. ‚Vi meldte os ind i bondesammenslutningen for lang tid siden‘, siger de til de rige bønder, ‚hvorfor tøver I endnu?‘ De rige bønder svarer hånligt: ‚Hvad skulle holde jer fra at melde jer ind? I har hverken tegltag over hovedet eller en smule land under fødderne!‘ Det er rigtigt, at de fattige bønder ikke er bange for at miste noget. Mange af dem har virkelig ‚hverken et tegltag over hovedet eller en smule land under fødderne‘. Hvad skulle i virkeligheden afholde dem fra at melde sig ind i sammenslutningen?

[…]

Denne store masse af fattige bønder, eller i alt 70% af befolkningen i landdistrikterne, er bondesammenslutningens rygrad, fortroppen i kampen for de feudale kræfters omstyrtelse og de helte, som har udført den store revolutionære opgave, der i mange år har været ugjort. Uden fattigbondeklassen (‚rakket‘ som lavadelen kalder dem), ville det have været umuligt at frembringe den nuværende revolutionære situation i landdistrikterne eller at styrte de lokale tyranner og den despotiske lavadel og fuldføre den demokratiske revolution. De fattige bønder, der er den mest revolutionære gruppe, har vundet ledelsen i bondesammenslutningerne.

[…]

De fattige bønders ledelse er absolut nødvendig. Uden de fattige bønder ville der ikke være nogen revolution. At fornægte deres rolle er at fornægte revolutionen. At angribe dem er at angribe revolutionen. De har aldrig taget fejl, når det gælder revolutionens hovedlinje.“

Formand Mao forelagde at klassekampen var trådt ind i „en stor epoke af radikal forandring“; denne tese som er af afgørende betydning, bør vejlede vor kamp og vi må, som konsekvens, tage alt det fra maoismen som tjener dette mål. Således må vi tage det han fastslog i 1962 som udgangspunkt: „De næste omtrent 50 til 100 år, fra i dag, vil blive en stor epoke af radikal forandring af det sociale system i verden, en epoke der vil ryste verden, en epoke der ikke kan sammenlignes med nogen forudgående historisk epoke. Eftersom vi lever i denne epoke, må vi berede os på at føre store kampe der vil have mange anderledes karakteristika i forhold til tidligere kampformer.“ Inden for denne epoke præciserede han med følgende ord perspektivet for imperialismen og opgaverne for verdens folk:

Imperialisterne vil ikke leve længe fordi de insisterer på at indlade sig i alle mulige onde handlinger. De hengiver sig til udelukkende at støtte anti-folkelige og reaktionære fra de forskellige lande. De invaderer og tvangsbesætter mange kolonier og halvkolonier, og etablerer militærbaser. De truer freden med atomkrig. På denne måde har imperialisterne tvunget over 90% af verdens befolkning til at rejse sig og kæmpe imod dem eller at forberede sig på at gøre det. I dag eksisterer imperialisterne stadig, de svinger endog pisken i Asien, Afrika og Latinamerika. I vesten undertrykker de endog de brede masser i deres egne lande. Denne situation må ændres. At sætte en stopper for den aggression og undertrykkelse som imperialismen, hovedsageligt USA-imperialismen, begår, er en opgave for hele verdens folk.“

På samme måde definerer han en ny historisk periode: „Den sovjetiske revisionisme og den nordamerikanske imperialisme, har i sammensværgelse begået så mange onde og skændige handlinger, at hele verdens revolutionære folk ikke vil lade dem slippe ustraffet. Folket i alle lande rejser sig. Vi er trådt ind i en ny historisk periode af kamp imod den nordamerikanske imperialisme og den sovjetiske revisionisme.“

Denne epoke og dens konkrete betingelser kræver, at vi givet passende vægt til modsigelserne mellem de imperialistiske lande:

Kampe mellem de respektive imperialister bør blive set på som en vigtig ting. Det var sådan Lenin så det, og også Stalin, noget de kaldte revolutionens indirekte reservekræfter. Kina udnyttede denne fordelagtige omstændighed da de revolutionære Støttebaser skulle rejses. I fortiden havde vi modsigelser mellem de forskellige faktioner af godsejer- og komprador-klasserne. Bag disse indenlandske modsigelser ligger modsigelserne mellem imperialisterne. Det var pga. disse modsigelser mellem imperialisterne, at kun en del af fjenden fremfor dem alle, på særlige tidspunkter ville kæmpe direkte med os, forudsat at vi udnyttede modsigelserne fornuftigt. Oven i dette kom at vi for det meste fik tid til at hvile og reorganisere.

Modsigelser mellem imperialisterne var en vigtig grund til at Oktoberrevolutionen kunne konsolideres. På daværende tidspunkt sendte 14 nationer invasionsstyrker. Men ingen af dem sendte mange styrker. Endvidere var deres formål ikke koordineret. De var involveret i intriger. Under Koreakrigen var de amerikanske formål ikke koordineret med deres allieredes. Krigen blev ikke udkæmpet i den største skala. Ikke alene Amerika kunne ikke beslutte dets egen kurs, Frankrig og England var heller ikke så ivrige.

Internationalt er bourgeoisiet nu ekstremt uroligt, bange for enhver vind der måske kan få græsset til at svaje. Deres alarmberedskabsniveau er højt, men de er i uorden. De økonomiske kriser i det kapitalistiske samfund er siden 2. Verdenskrig anderledes end på Marx’ tid. De plejede stort set at komme hvert syvende, ottende eller tiende år. I løbet af de 14 år, fra slutningen af 2. Verdenskrig til 1959, har der været tre.

I øjeblikket er den internationale scene langt mere spændt end efter Første Verdenskrig, da kapitalismen stadig havde en periode med relativ stabilitet, idet revolutionen havde slået fejl alle steder på nær Rusland. England og Frankrig var fulde af forhåbninger og de forskellige landes bourgeoisier var ikke så bange for Sovjetunionen. Bortset fra fjernelsen af Tysklands kolonier, var hele det imperialistiske kolonisystem intakt. Efter Anden Verdenskrig brød tre af de besejrede imperialistiske magter sammen. England og Frankrig var svækkede og i forfald. Den socialistiske revolution havde sejret i over ti lande. Kolonisystemet faldt fra hinanden. Den kapitalistiske verden ville aldrig igen opnå den relative stabilitet den nød efter 1. Verdenskrig.“

Det er i denne ramme og dens karakteristika at Formand Mao fremlægger sin tese at „Tre verdener tegner sig“, der blev konkretiseret på følgende måde i 1974: „Efter min mening udgør USA og Sovjetunionen den første verden. Mellemliggende magter som Japan, Europa og Canada udgør den anden verden, og vi udgør en del af den tredje.“ „Den tredje verden omfatter en stor befolkning. Hele Asien, på nær Japan, tilhører den tredje verden. Hele Afrika tilhører også den tredje verden og ligeledes Latinamerika.“ En tese der er fuldstændig modsat Tengs og hans bandes revisionistiske „teori om de tre verdener“. Tesen om at „tre verdener tegner sig“ er forbundet med standpunkter som Formand Mao fremlagde i 1946, i „En samtale med den amerikanske korrespondent Anna Louise Strong“: „USA og Sovjetunionen adskilles af en udstrakt zone, som omfatter mange kapitalistiske, koloniale og halvkoloniale lande i Europa, Asien og Afrika. Før de amerikanske reaktionære har underkuet disse lande, er et angreb på Sovjetunionen udelukket.“ Og, i 1957, i „Taler ved en konference for partisekretærer“:

Den internationale situation. I Mellemøsten var der begivenhederne ved Suez-kanalen. En mand ved navn Nasser nationaliserede kanalen, en anden, som hedder Eden, satte en invasionshær ind, og lige i hælene på ham kom en tredje, som hedder Eisenhower, som besluttede at smide briterne ud og tage hele området til sig selv. Det britiske borgerskab, tidligere mestre i intriger og manøvrer, er en klasse, som bedst ved, hvornår man skal indgå et kompromis. Men denne gang kludrede de, og lod Mellemøsten falde i amerikanske hænder. Hvilken kolossal fejltagelse. Kan man finde mange af den slags fejltagelser i det britiske borgerskabs historie? Hvorfor tabte de hovedet denne gang og begik en sådan fejltagelse? Fordi det pres, USA øvede på dem, var for stærkt, og fordi de mistede besindelsen i deres iver efter at genvinde Mellemøsten og spærre for USA. Rettede Storbritannein hovedsageligt spydspidsen mod Ægypten? Nej, Storbritanniens træk gik imod USA, ligesom de fleste af USA’s træk rettede sig mod Storbritannien.

Ud fra denne hændelse kan vi præcist fastsætte brændpunktet for kampen i verden i dag. Modsigelsen mellem de imperialistiske lande og de socialistiske lande er afgjort meget skærpet; men de imperialistiske lande kappes nu med hinanden om kontrollen over forskellige områder i anti-kommunismens navn. Hvilke områder kappes de om? Områder i Asien og Afrika, som bebos af 1.000 millioner mennesker. For tiden centreres deres rivalisering om Mellemøsten, et område af stor strategisk betydning, og særlig om Ægyptens Suez-kanalområde. I Mellemøsten er der en konflikt mellem to slags modsigelser og tre slags styrker. De to former for modsigelse er: for det første, dem mellem forskellige imperialistiske magter, dvs. mellem USA og Storbritannien og mellem USA og Frankrig, og for det andet mellem de imperialistiske magter og de undertrykte nationer. De tre slags magter er: 1) USA, den største imperialistiske magt, 2) Storbritannien og Frankrig, andenrangs imperialistiske magter, og 3) de undertrykte nationer. Asien og Afrika er i dag de vigtigste områder i den imperialistiske strid. Nationale frigørelsesbevægelser er vokset frem i disse områder. De metoder, som USA bruger, er snart voldelige, snart ikke-voldelige, sådan spiller det også i Mellemøsten.“

Til slut ser vi, inden for dette grundlæggende spørgsmål — klassekampen — og i særdeleshed i denne „store epoke“, hvordan han ved at følge maoismen, fremlægger kampen for revolutionen i funktion af socialismen og Kommunismen, menneskehedens uomgængelige mål.

Kommunismen er på én gang et fuldstændigt system af proletarisk ideologi og et nyt samfundssystem. Den adskiller sig fra enhver anden ideologi eller ethvert andet samfundssystem og er det mest fuldstændige, progressive, revolutionære og rationelle system i menneskehedens historie.“ Og:

Det socialistiske system vil afløse det kapitalistiske system. Det er en objektiv lov uafhængig af menneskets vilje. Hvor meget de reaktionære end forsøger at bremse historiens hjul, før eller senere vil revolutionen finde sted og den vil uundgåeligt sejre […]“

Dette er det udgangspunkt, hvorfra nødvendigheden af det Kommunistiske Parti rejser sig:

Hvis der skal være revolution, så må der være et revolutionært parti. Uden et revolutionært parti, uden et parti der bygger på den revolutionære marxistisk-leninistiske teori, og er af den revolutionære marxistisk-leninistiske type, er det umuligt at lede arbejderklassen og de brede folkemasser til sejr over imperialismen og dens lakajer. I de mere end éthundrede år siden marxismens fødsel var det kun gennem de russiske bolsjevikkers eksempel i ledelsen af Oktoberrevolutionen, i ledelsen af den socialistiske opbygning og i sejren over den fascistiske aggression, at revolutionære partier af en ny type blev dannet og udviklet i verden. Med fødslen af revolutionære partier af denne type ændredes verdensrevolutionens ansigt. Ændringen har været så stor, at forandringer, der er fuldstændig ufattelige for folk af den ældre generation, er kommet i stand under ild og torden. Kinas Kommunistiske Parti er et parti, som er opbygget og udviklet efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis model. Med Kinas Kommunistiske Partis fødsel antog den kinesiske revolutions ansigt et helt nyt aspekt. Er denne kendsgerning ikke tydelig nok?“

Et Parti, som i dag ikke blot kan være marxistisk-leninistisk, men marxistisk-leninistisk-maoistisk. Et Parti der vejledes af: „Om den ideologiske og politiske linje er korrekt eller ikke korrekt, afgør alt. Når Partiets linje er korrekt, opnår vi alt. Hvis vi ikke har mennesker, vil vi få dem. Hvis vi ikke har våben, vil vi få dem. Og hvis vi ikke har politisk magt, vil vi erobre den. Men hvis den politiske linje ikke er korrekt, vil vi miste alt hvad vi har.“ Et Parti som tager i betragtning at: „For at omstyrte en politisk magt er det altid nødvendigt først og fremmest at skabe offentlig mening, at udføre arbejde på det ideologiske område. Dette gælder for den revolutionære klasse, såvel som for den kontra-revolutionære klasse.“ Ligesom det for at lede revolutionen skal tages i betragtning at: „Når den udbyttende klasse ser sin eksistens truet, anvender den altid volden. Fra det øjeblik hvor den forudser en revolution, anstrenger den sig for at tilintetgøre den gennem vold […] Den udbyttende klasse anvender ikke kun volden for at bekæmpe det folkelige regime efter folkets oprettelse af en revolutionær magt. Den anvender også volden for at undertrykke det revolutionære folk fra det øjeblik af, hvor det giver sig i lag med magten.“ Og: „Alle reaktionære forsøger at tilintetgøre revolutionen gennem massedrab og tænker at jo flere mennesker de dræber, jo svagere vil revolutionen blive. Men på trods af deres subjektive ønske, viser kendsgerningerne at jo flere mennesker de dræber, desto større er revolutionens styrke og desto tættere er de reaktionære på deres endeligt. Dette er en uomgængelig lov.“ Og hovedsageligt at: „Alle revolutionære kampe i verden har som mål at tage magten og konsolidere den.“ „Alle reaktionære styrker udløser uundgåeligt pinefulde kampe, idet de nærmer sig deres endeligt.“ „De undertrykte folk og nationer bør ikke, på nogen måde, betro deres befrielse til imperialismens og dens lakajers ‚sunde fornuft‘. De kan kun opnå sejren ved at styrke deres enhed og fastholde kampen.“ „Verdens folk, vær modsige, vov at kæmpe, trodse vanskeligheder og skride fremad i bølger, og således vil hele verden tilhøre folkene. Hvert og et af uhyrerne vil blive tilintetgjort.“

Et Parti hvor:

Politikken er udgangspunktet for alle et revolutionært partis praktiske handlinger, og den kommer til udtryk i Partiets handlinger og i resultatet af handlingerne. Et revolutionært parti udfører en politik, når som helst det foretager sig noget. Hvis det ikke udfører en rigtig politik, så udfører det en forkert politik. Hvis det ikke udfører en bestemt politik bevidst, så udfører det den i blinde. Hvad vi kalder erfaring, det er gennemførelsen af en politik og resultatet deraf. Kun igennem folkets praksis, dvs. igennem erfaring, kan vi påvise, om en politik er rigtig eller forkert, og afgøre, i hvilket omfang den er rigtig eller forkert. Men folks praksis, og især et revolutionært partis og de revolutionære massers praksis, kan ikke undgå at være forbundet med en eller anden politik. Derfor må vi, før nogen handling sættes i gang, forklare den politik, vi har formuleret i lyset af de givne omstændigheder, over for Partiets medlemmer og over for masserne. Ellers vil partimedlemmerne og masserne afvige fra vor politiske ledelse, handle blindt og udføre en forkert politik.“

Et Parti hvis opbygning underordner sig hvad Formand Mao fastslog: […] de revolutionære organisatoriske former bør tjene den revolutionære kamps nødvendigheder. Når en organisatorisk form ikke længere er i overensstemmelse med kampens nødvendigheder, bør den blive afskaffet.“ Og: „Organisationsopgaven bør være underordnet den politiske opgave.“ Og den store vejledning: „Enhedsfronten, den væbnede kamp og opbygningen af partier udgør de tre grundlæggende spørgsmål som vort parti står over for i den kinesiske revolution. At forstå disse tre spørgsmål og deres indbyrdes forbundethed, indebærer at styre hele den kinesiske revolution på en korrekt måde.“ Og at forstå Partiet som en modsigelse ved at udvikle det midt i to-linje kampen i dets indre, ved at underordne sig: „Enten er østenvinden stærkere end vestenvinden, eller også er vestenvinden stærkere end østenvinden; i spørgsmålet om de to linjer er der ikke plads til noget kompromis.“ Såvel som „rettelseskampagner“ for at udvikle Partiets konsolidering på det ideologiske, politiske og organisatoriske plan.

På den anden side tager han det nationale spørgsmål op, ved at have som udgangspunkt at: „I sidste ende er national kamp et spørgsmål om klassekamp.“ Tag i betragtning at: „Stormagterne og de rige lande ringeagter de små og fattige lande. De vestlige lande har historisk set ringeagtet Rusland. Kina er stadig i en sådan situation. Og det er ikke uden grund, for vi er stadig bagefter […] Ringeagtelsen af os kan ikke desto mindre være fordelagtig! Den driver os til at anstrenge os og gå fremad.“ Og ved alvorligt at tage spørgsmålet om de nationale minoriteter i betragtning: „De nationale mindretal i vort land tæller mere end 30 millioner mennesker. Skønt de kun udgør 6% af den samlede befolkning, bebor de vidtstrakte områder, der tilsammen udgør 50 til 60% af Kinas samlede areal. Det er påtrængende nødvendigt at opelske gode forhold mellem Han-folket og de nationale mindretal. Nøglen til dette spørgsmål ligger i at overvinde Han-chauvinismen. Samtidig bør der gøres en indsats for at overvinde lokal nationalisme, hvor som helst den eksisterer blandt de nationale mindretal. Både Han-chauvinismen og lokal nationalisme er skadelige for nationaliteternes enhed; de repræsenterer en modsigelse inden for folket, der bør overvindes.“

Hvad angår strategi og taktik:

Vi har gennem lang tid udviklet en metode for kampen mod fjenden, nemlig at vi strategisk bør foragte alle vore fjender, men taktisk bør vi tage dem alvorligt. Med andre ord, med hensyn til helheden må vi foragte fjenden, men med hensyn til hver enkelt, konkret sag må vi tage den alvorligt. Hvis vi ikke foragter den med hensyn til helheden, kommer vi til at begå opportunistiske fejl. Marx og Engels var blot to enkeltpersoner, og alligevel erklærede de allerede på et meget tidligt tidspunkt, at kapitalisterne ville blive styrtet i hele verden. Men med hensyn til konkrete problemer og bestemte fjender vil vi begå eventyrpolitiske fejl, hvis vi ikke tager dem alvorligt. I krig kan slag kun udkæmpes ét for ét, og fjendens styrker kan kun udslettes én del af gangen. Fabrikker kan kun bygges én for én, bønder kan kun pløje jorden mark for mark. Det samme gælder for at indtage et måltid. Strategisk tager vi et måltid let, vi er sikre på, at vi kan klare det. Men når det kommer til den egentlige spisning må det gøres mundfuld for mundfuld, man kan ikke sluge en hel banket i én mundfuld. Dette kaldes den stykvise løsning og er i militære skrifter kendt som at udslette fjendens styrker én for én.“

Hvilket komplementeres af hvad samme Formand Mao fastslår i „Om politik“: „Med hensyn til det indbyrdes forhold mellem de forskellige klasser i vort land er det vor grundlæggende politik at udvikle de progressive kræfter, at vinde mellemkræfterne over og at isolere de anti-kommunistiske ultra-reaktionære kræfter.“

Inden for dette perspektiv bør de revolutionære intellektuelle, kvinderne og de unge lade sig vejlede af: „Uden deltagelsen af de revolutionære intellektuelle, er revolutionens sejr umulig.“ „De intellektuelle opnår intet, hvis de ikke forbinder sig med arbejder- og bondemasserne. Skillelinjen mellem de revolutionære intellektuelle og de ikke-revolutionære intellektuelle eller kontra-revolutionære, består helt afgjort i, om de er villige til at forbinde sig med arbejder- og bondemasserne og om de gør det i praksis.“ Om kvinderne tager han udgangspunkt i at: „Kvinderne udgør halvdelen af befolkningen. De arbejdende kvinders økonomiske stilling og den undertrykkelse de i særlig grad lider under, viser ikke blot, at kvinderne har et presserende behov for revolution, men viser tillige, at de er en afgørende kraft, når det gælder revolutionens sejr eller nederlag.“ Og følgende det maoistiske princip om at kvindens frigørelse er en del af proletariatets frigørelse, skal der fast antages: „Den dag hvor kvinderne rejser sig i hele landet, vil være det øjeblik hvor den kinesiske revolution sejrer.“ „Ægte lighed mellem kønnene kan kun virkeliggøres under den socialistiske omformning af samfundet som helhed.“ Og: „Forén jer og gå ind i produktionen og i politisk virksomhed, så I kan forbedre kvindernes økonomiske og politiske stilling.“ „Verden er jeres. Den er også vor, men til syvende og sidst er det jer den tilhører… Verden tilhører jer.“ „Det er de unge som er den mest aktive og vitale kraft i samfundet. De er de ivrigste til at lære, og de mindst konservative i deres tankegang.“ Og: „Hvordan bør vi bedømme om et ungt menneske er en revolutionær? Hvordan kan vi sige det? Der kan kun være ét kriterium, nemlig om vedkommende er villig til at integrere sig med de brede masser af arbejdere og bønder eller ej, og om vedkommende gør det i praksis. Hvis nogen er villig til at gøre det og virkelig gør det, er vedkommende revolutionær, ellers er vedkommende ikke-revolutionær eller kontra-revolutionær. Hvis nogen i dag integrerer sig med masserne af arbejdere og bønder så er vedkommende i dag revolutionær; hvis vedkommende i morgen hører op med det eller slår om og undertrykker det almindelige folk, så bliver vedkommende ikke-revolutionær eller kontra-revolutionær.“

For deres del vil kommunisterne, militanterne af det Kommunistiske Parti, altid underordne sig disse vise ord: „Da vi kinesiske kommunister, som baserer alle vore handlinger på de højeste interesser hos det kinesiske folks bredeste masser, og som er fuldstændig overbeviste om vor sags retfærdighed, aldrig vægrer os ved noget personligt offer og til enhver tid er rede til at give vores liv for sagen […]“ Og endvidere: „De må være særlig på vagt over for stræbere og konspiratorer af Hrusjtjovs type, og forhindre at den slags skadelige elementer tilraner sig ledelsen i partier eller staten på et hvilket som helst niveau.“

Men det er ikke blot kommunisterne, men også de revolutionære og hele folket som altid bør holde sig for øje at: „Bortset fra i ørknerne, dér hvor der er grupper af mennesker, udgøres disse uundgåeligt af venstre, centrum og højre. Dette vil altid være tilfældet, ligeledes om titusinde år.“ „Når en tyfon raser, begynder de ustabile elementer, som ikke kan tåle den, at vakle. Der er en lov, som jeg gerne vil henlede jeres opmærksomhed på. Nogle mennesker holder op med at vakle, når de har gjort det nogle gange. Men der findes en type, som vil fortsætte med altid at vakle. De er som afgrøder, ris f.eks., som svinger ved vindpust på grund af deres tynde stængler. Durra og majs klarer det bedre med deres kraftige stængler. Kun store træer står klippefast og ret op. Tyfoner forekommer hvert år. Det samme gør ideologiske og politiske tyfoner her og i udlandet. Det er et naturligt fænomen i samfundet. Et politisk parti er en slags samfund, en politisk form for samfund. Den første kategori i politiske samfund består af politiske partier og politiske grupper. Et politisk parti er en klasseorganisation.“ „Når repræsentanterne fra udbytterklasserne befinder sig i en ufordelagtig situation plejer de at gøre brug af offensivtaktikken som forsvarsmiddel, med det formål at bibeholde deres eksistens og for at gøre deres fremtidige udvikling nemmere. De opfinder ting ud af intet og fremstiller rygter for øjnene af folk. De søger hjælp fra nogle af en sags udseende for at angribe dets essens, eller de lovpriser nogen og angriber andre, eller de blæser et lille problem op for at ‚bryde isen‘ og på denne måde stiller de os i en svær position. Sammenfattet studerer de altid med hvilke taktikker de vil konfrontere os og ‚de undersøger terrænet‘ for at nå deres mål. Nogle gange ‚spiller de døde‘ og venter på en mulighed til at lave et ‚modangreb‘. De har mange års erfaring i klassekamp og de gør brug af forskellige kampformer, lovlige såvel som ulovlige. Som revolutionære partimedlemmer bør vi kende deres kneb og studere deres taktikker med det formål at besejre dem. Vi bør aldrig under nogen omstændigheder opføre os som pedantiske naive, der indlader sig på en simpel måde i den komplekse klassekamp.“ Og: „Jeg regner det i det hele taget for en dårlig ting for os, hvis en person, et politisk parti, en hær eller en skole ikke bliver angrebet af fjenden, for det ville helt afgjort betyde, at vi gjorde fælles sag med fjenden. Det er godt hvis vi bliver angrebet, for det beviser, at vi har trukket en klar skillelinje mellem fjenden og os selv. Og når fjenden angriber os vildt, sværter os til i de dystreste farver, og rakker ned på alt, hvad vi laver, så er det kun meget bedre; for det viser, at vi ikke blot har trukket en klar skillelinje mellem os og fjenden, men at vi oven i købet har haft held og fremgang i vort arbejde.“

Og sikre på at: „En stor uorden under himlene fører til stor orden under himlene“, må vi altid lade os vejlede af disse lysende ord af Formand Mao Tse-tung:

Verden går fremad og fremtiden er lys; ingen kan ændre denne generelle tendens i historien… Kort sagt, fremtiden er lys, men vejen er snoet og bugtet.“

Folket i et lille land kan med sikkerhed besejre et stort lands aggression, når det blot vover at rejse sig til kamp, gribe til våben og tage sit lands skæbne i sine egne hænder. Dette er en historisk lov.“

Den nuværende Store Proletariske Kulturrevolution er absolut nødvendig og særdeles betimelig for at konsolidere proletariatets diktatur, forhindre en kapitalistisk genoprettelse og opbygge socialismen.“

Faren for en ny verdenskrig eksisterer stadig, og folkene i alle lande må være forberedte. Alligevel er revolutionen hovedtendensen i verden i dag.“

Erstatningen af det gamle med det nye er en universel lov, evig og ufravigelig.“

Intet i verden er umuligt for den, der tør at bestige tinderne.“

C. SOCIALISMEN OG PROLETARIATETS DIKTATUR

Socialisme og proletariatets diktatur er et andet af marxismen-leninismen-maoismens grundlæggende spørgsmål; endnu mere i dag, hvor Gorbatjovs og Tengs kontra-revolutionære offensiv og det nye imperialistiske angreb konvergerende fornægter socialismen og dens store erobringer, centralt og hovedsageligt proletariatets diktatur, med Lenin, Stalin og Formand Mao. Af denne grund må proletariatet, folket og hovedsageligt kommunisterne, i dag mere end nogensinde, hejse den marxistiske teori om socialismen og proletariatets diktatur, forsvare det internationale proletariats store sejre på disse områder og uundgåeligt fortsætte ad den samme vej; fordi det er den eneste vej til menneskehedens frigørelse, for at nå det ægte frihedens rige, Kommunismen.

Marx, den store grundlægger, lærte os i „Manifestet“ at: „Den kommunistiske revolution betegner det mest radikale brud med de overleverede ejendomsforhold; det er ikke mærkeligt, at dens udviklingsproces medfører, at der på den mest radikale måde brydes med de overleverede idéer.“ i Og i hans brev til Weydemeyer, fra 1852: „Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var 1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.“ Og om socialismen, dens begrænsning og den bourgeois rets fortsatte beståen:

Det vi har at gøre med her, er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer. I overensstemmelse hermed får den enkelte producent — minus fradragene — nøjagtig lige så meget tilbage, som han giver. Det han har givet det, er hans individuelle arbejdskvantum. F.eks. består hele samfundets arbejdsdag af summen af de individuelle arbejdstimer: den enkelte producents individuelle arbejdstid er lig med den af ham leverede del af hele samfundets arbejdsdag, hans andel i den. Han modtager af samfundet et bevis for, at han har leveret så og så meget arbejde (efter at hans arbejde for de fælles fonds er trukket fra), og med dette bevis får han lige så meget af samfundets forråd af forbrugsmidler, som hans arbejde koster. Det kvantum arbejde, han har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i den anden.

Her hersker åbenbart samme princip som det, der regulerer vareudvekslingen, for så vidt det drejer sig om udveksling af lige store værdier. Indhold og form er forandret, fordi ingen under de forandrede omstændigheder kan give andet end sit arbejde, og fordi på den anden side intet kan gå over i den enkeltes eje, bortset fra individuelle forbrugsmidler. Men hvad disses fordeling blandt de enkelte producenter angår, så råder der det samme princip som ved udvekslingen af lige store vareværdier; en bestemt mængde arbejde i den ene form ombyttes med lige så meget arbejde i den anden form.

Den lige ret er derfor her endnu stadig i princippet — den borgerlige ret, skønt princip og praksis ikke mere ligger i hårene på hinanden, mens udvekslingen af lige store værdier ved vareudvekslingen kun eksisteret i gennemsnit, og ikke for det enkelte tilfælde.

Trods dette fremskridt er denne lige ret endnu stadig begrænset af en borgerlig skranke. Producenternes ret er proportional med det arbejde, de leverer; ligheden består i, at der måles med samme målestok: arbejdet.

Men den ene er fysisk eller åndeligt den anden overlegen og leverer altså i samme tid mere arbejde eller kan arbejde i længere tid; og for at tjene som mål må arbejdet bestemmes efter udstrækning eller intensitet, ellers hører det op med at være målestok. Denne lige ret er ulige ret for ulige arbejde. Den anerkender ingen klasseforskel, fordi enhver kun er arbejder ligesom alle andre, men den anerkender stiltiende den ulige individuelle begavelse og følgelig ydedygtighed som naturlige privilegier. Den er derfor efter sit indbold en ulige ret ligesom at anden ret. Retten kan ifølge sin natur kun bestå i anvendelse af den samme målestok; men de ulige individer (og de ville ikke være forskellige individer, hvis ikke de var ulige) kan kun måles med samme målestok, for så vidt man ser dem fra samme synspunkt, fra en bestemt side, f.eks. i det givne tilfælde betragter dem alene som arbejdere, ikke ser noget andet i dem og ser bort fra alt andet. Endvidere: den ene arbejder er gift, den anden ikke; den ene har flere børn end den anden osv. osv. Ved samme arbejdsydelse og følgelig samme andel i samfundets konsumtionsfond får den ene altså faktisk mere end den anden, er den ene rigere end den anden o.s.v. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være ulige i stedet for lige.

Men disse misforhold er uundgåelige i den første fase af det kommunistiske samfund, der efter lange fødselsveer lige er fremgået af det kapitalistiske samfund. Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling.“

Ligeledes om Kommunisme:

I en højere fase af det kommunistiske samfund, når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem — først da kan den snævre bourgeois retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!“

Og hvad angår proletariatets diktatur, den uudslettelige konklusion der fremkom i selvsamme „Kritik af Gotha-programmet“:

Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.“

Og:

Ved at ødelægge de eksisterende undertrykkelsesforhold, ved at overføre alle arbejdskræfterne til produktivt arbejde, og derved tvinge alle raske individer til at arbejde for at leve, vil den eneste basis for klassestyre og undertrykkelse blive fjernet. Men før sådan en forandring kan blive udført vil et proletarisk diktatur være nødvendigt, og den første betingelse for dette ville være en proletarisk hær. De arbejdende klasser skal erobre rettet til at frigøre sig selv på slagmarken. Internationalens opgave var at organisere og forbinde arbejdskræfterne til den kommende kamp.“

Lenin analyserede mesterligt det grundlæggende spørgsmål om socialismen og proletariatets diktatur og udviklede på denne måde marxismen. Hovedsageligt uddybede han socialismen som en „overgangsperiode“ og udøvelsen af proletariatets diktatur. Om socialismen som første fase af Kommunismen, skrev han i sit store værk „Staten og revolutionen“:

Dette kommunistiske samfund, der først lige er kommet til guds skønne verden af kapitalismens skød, og som i enhver henseende bærer det gamle samfunds præg, betegner Marx netop som det kommunistiske samfunds ‚første‘ eller lavere fase.

Produktionsmidlerne er allerede nu ikke længere enkelte personers privatejendom. Produktionsmidlerne tilhører hele samfundet. Hvert medlem af samfundet yder en vis del af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde og får af samfundet et bevis for, at han har leveret så og så meget arbejde. For dette bevis får han et tilsvarende kvantum produkter i de offentlige forbrugsmagasiner. Efter at det kvantum arbejde, der er bestemt for de fælles fonds, er trukket fra, får hver arbejder altså lige så meget tilbage af samfundet, som han har givet det.

Der hersker på en vis måde ‚lighed‘.

Men når Lassalle, der havde en sådan samfundsordning for øje (som i almindelighed kaldes socialisme, mens Marx kalder den Kommunismens første fase), siger, at dette er ‚retfærdig fordeling‘, ‚lige ret til det samme arbejdsudbytte‘, så tager han fejl, og Marx afslører hans fejltagelse.

Lige ret, siger Marx, har vi ganske vist her, men det er endnu den ‚bourgeois ret‘, der, som al ret, forudsætter ulighed. Al ret betyder anvendelse af den samme målestok på forskellige individer, som i virkeligheden ikke er ens men ulige, den ‚lige ret‘ er derfor en krænkelse af ligheden og en uretfærdighed. Faktisk får enhver, der har ydet en lige så stor del af det samfundsmæssige arbejde som en anden, den samme andel i samfundets produktion (efter at de nævnte fradrag er foretaget).

Men de enkelte mennesker er ikke lige: den ene er stærkere, den anden er svagere, den ene er gift, den anden ikke, den ene har flere, den anden færre børn osv.

[…] Ved samme arbejdsydelse‘, konkluderer Marx, ‚og følgelig samme andel i samfundets konsumtionsfond, får den ene altså faktisk mere end den anden, er den ene rigere end den anden osv. For at undgå disse uheldige tilstande skulle retten være ulige i stedet for lige.‘

Retfærdighed og lighed kan Kommunismens første fase altså endnu ikke give, der bliver ved at være forskel i rigdom, og en uretfærdig forskel, men det vil være umuligt, at det ene menneske udbytter det andet, for det vil ikke længere være muligt at tilrive sig produktionsmidlerne, fabrikkerne, maskinerne, jorden osv. som privatejendom. Idet Marx sønderlemmer Lassalles småbourgeois, uklare frase om ‚lighed‘ og ‚retfærdighed‘ overhovedet, viser han udviklingsgangen i det kommunistiske samfund, der er tvunget til først kun at fjerne den ‚uretfærdighed‘, at enkelte personer har sat sig i besiddelse af produktionsmidlerne, og som foreløbig ikke er i stand til med ét slag også at fjerne den yderligere uretfærdighed, at fordelingen af forbrugsmidlerne sker ‚efter arbejdsydelsen‘ (og ikke efter behovet).

Vulgærøkonomerne […] bebrejder bestandig socialisterne, at de glemmer menneskenes ulighed og ‚drømmer‘ om at fjerne denne ulighed. Som vi ser, viser en sådan bebrejdelse kun d’herrer bourgeois ideologers store uvidenhed.

Marx tager ikke alene meget nøje hensyn til menneskenes uundgåelige ulighed, han tager også hensyn til, at produktionsmidlernes blotte overgang til hele samfundets fællesejendom (‚socialisme‘ i ordets gængse betydning) ikke fjerner manglerne ved fordelingen og ‚den bourgeois rets‘ ulighed, som vedbliver at herske, for så vidt produkterne bliver fordelt ‚efter arbejdsydelsen‘.

Men disse misforhold‘, fortsætter Marx, „er uundgåelige i den første fase af det kommunistiske samfund, der efter lange fødselsveer lige er fremgået af det kapitalistiske samfund. Retten kan aldrig stå over samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling.‘

I det kommunistiske samfunds første fase (som i almindelighed kaldes socialisme) afskaffes den ‚bourgeois ret‘ altså ikke fuldstændigt, men kun delvis, kun i overensstemmelse med den allerede opnåede økonomiske omvæltning, dvs. kun med hensyn til produktionsmidlerne. Den ‚bourgeois ret‘ anerkender dem som enkeltindividers privatejendom. Socialismen gør dem til fælles ejendom. For så vidt — og kun for så vidt — falder den ‚bourgeois ret‘ bort.

Den vedbliver imidlertid at bestå i andre henseender, den består vedblivende som regulator (ordner) ved arbejdets og produkternes fordeling blandt samfundets medlemmer. ‚Den, der ikke arbejder, skal heller ikke have føden‘, dette socialistiske princip er allerede virkeliggjort, ‚det samme kvantum produkter for det samme kvantum arbejde‘ — også dette socialistiske princip er allerede virkeliggjort. Det er imidlertid endnu ikke Kommunisme, og det afskaffer endnu ikke den ‚borgerlige ret‘, der giver ulige mennesker anvisning på den samme mængde produkter for ulige (faktisk ulige) arbejdsydelse.

Det er et ‚misforhold‘, siger Marx, men det er uundgåeligt i Kommunismens første fase, for hvis man ikke vil henfalde til utopier, må man ikke tro, at menneskene samtidig med kapitalismens fald pludselig vil lære at arbejde for helheden uden nogen som helst retsnormer, og desuden er de økonomiske forudsætninger for en sådan ændring ikke øjeblikkelig givet med kapitalismens afskaffelse.“

Og om den sociale kontrol og statskontrollen, i samme værk:

Indtil vi er kommet ind i Kommunismens ‚højere‘ fase, kræver socialisterne den strengeste kontrol fra samfundets og fra statens side med arbejdets og forbrugets mængde, men denne kontrol må i hvert fald begynde med at ekspropriere kapitalisterne, med arbejdernes kontrol over kapitalisterne, og den skal gennemføres ikke af bureaukraternes stat, men af de bevæbnede arbejderes stat.

Når de borgerlige ideologer (og deres lakajer af samme kaliber som d’herrer Tsereteli, Tjernov og konsorter) i egen interesse forsvarer kapitalismen, sker det netop ved, at de ved hjælp af diskussioner og snak om fjerne kommende tider forfalsker den nuværende politiks vitale og brændende spørgsmål: kapitalisternes ekspropriering, alle borgeres forvandling til arbejdere og funktionærer i et stort ‚syndikat‘, nemlig hele staten, og den fuldstændige indordning af hele dette syndikats samlede arbejde under den virkelig demokratiske stat, arbejder- og soldaterrepræsentanternes sovjetters stat.“

Såvel som hans store konklusion om „den bourgeois stat — uden bourgeoisiet:

I sin første fase, på sit første trin kan Kommunismen i økonomisk henseende endnu ikke være fuldstændig moden, fuldstændig fri for kapitalismens traditioner eller spor. Dette forklarer et så interessant fænomen som bibeholdelsen af den ‚snævre borgerlige retshorisont‘ under Kommunismens første fase. Den bourgeois ret, der gælder ved fordelingen af forbrugsmidlerne, forudsætter naturligvis også den bourgeois stat, for retten er intet uden et apparat, der er i stand til at gennemtvinge overholdelsen af retsnormerne.

Heraf følger altså, at under Kommunismen bliver ikke alene den bourgeois ret ved at bestå en vis tid, men endog den bourgeois stat — uden bourgeoisiet!

Dette kan tage sig ud som et paradoks eller en rent dialektisk leg med ord, som det hyppigt bebrejdes marxismen af folk, der ikke i mindste måde har gjort sig umage for at studere dens overordentlig dybe indhold.

I virkeligheden viser livet os for hvert skridt, i naturen som i samfundet, rester af det gamle midt i det nye. Og Marx har ikke vilkårligt puttet et lille stykke ‚bourgeois‘ ret ind i Kommunismen, men har taget det, der økonomisk og politisk er uundgåeligt i et samfund, der vokser frem af kapitalismens skød.“

I første del af „Økonomi og politik under proletariatets diktatur“ behandler Lenin „overgangsperioden“ og revisionisternes og opportunisternes benægtelse af denne:

Teoretisk er det uden for al tvivl, at der mellem kapitalisme og Kommunisme ligger en vis overgangsperiode. Den må nødvendigvis forene træk eller egenskaber fra begge disse samfundsøkonomiske strukturer. Denne overgangsperiode får uundgåeligt sit præg af kampen mellem den døende kapitalisme og den opstående Kommunisme — eller med andre ord: mellem den besejrede, men ikke tilintetgjorte kapitalisme, og den nyfødte, men endnu ganske svage Kommunisme.

Ikke blot for en marxist, men også for ethvert oplyst menneske, der kender et og andet til udviklingsteori, må det være selvindlysende, at en hel historisk epoke, der bærer dette præg af overgangsperiode, er nødvendig. Men alle de betragtninger vedrørende overgangen til socialisme — som vi hører fra det småbourgeois demokratis nuværende talsmænd (og dertil hører, trods deres tilsyneladende socialistiske etikette, alle 2. Internationales repræsentanter, også folk som MacDonald og Jean Longuet, Kautsky og Friedrich Adler) — udmærker sig imidlertid ved total forglemmelse af denne selvfølgelige sandhed. Det er betegnende for de småbourgeois demokrater, at de vender ryggen til klassekampen, drømmer om at undgå den, stræber efter at udglatte og forsone, at afslibe de skarpe kanter. Enten vægrer disse demokrater sig derfor ved på nogen måde at indrømme, at overgangen fra kapitalisme til Kommunisme optager et helt historisk tidsafsnit, eller også anser de det for deres opgave at udtænke planer til at forsone de to stridende kræfter i stedet for at lede kampen for den ene af disse kræfter.“

Ligesom han i fjerde del behandler det vidtrækkende punkt om afskaffelsen af klasserne:

Socialisme betyder klassernes afskaffelse.

For at afskaffe klasserne må man for det første styrte godsejerne og kapitalisterne. Den del af opgaven har vi klaret, men det er kun en del, og det er ikke den vanskeligste. For at afskaffe klasserne må man for det andet afskaffe forskellen mellem arbejder og bonde, man må gøre alle til arbejdende mennesker. Det lader sig ikke gøre på en gang.

[…]

For at løse den anden og vanskeligste del af opgaven må proletariatet, når det har besejret bourgeoisiet, støt gennemføre følgende hovedlinje i sin politik over for bønderne: proletariatet må skille, afgrænse bonden som arbejdende fra bonden som besidder, bonden som arbejder fra bonden som kræmmer, bonden som slider fra bonden som spekulant.

I denne afgrænsning ligger socialismens hele kerne.“

For i femte del at afslutte mesterligt, ved at behandle socialismen, klasserne og proletariatets diktatur:

Socialisme betyder klassernes afskaffelse. Proletariatets diktatur har gjort alt, hvad det kunne for at fremme denne afskaffelse. Men at afskaffe klasserne med ét slag lader sig ikke gøre.

Og klasserne har holdt og vil holde sig under proletariatets diktatur. Diktaturet vil ikke være nødvendigt, når klasserne forsvinder. De vil ikke forsvinde uden proletariatets diktatur.

Klasserne har holdt sig, men hver enkelt klasse har ændret sig under proletariatets diktatur; også deres indbyrdes forhold har ændret sig. Klassekampen forsvinder ikke under proletariatets diktatur, men antager kun andre former.

Proletariatet var under kapitalismen en klasse, der var undertrykt og berøvet enhver besiddelse af produktionsmidler, den eneste klasse, der helt igennem og direkte var bourgeoisiets modstander, og derfor den eneste klasse, der formåede at være gennemført revolutionær. Da proletariatet havde styrtet bourgeoisiet og erobret den politiske magt, blev det herskende klasse: det sidder inde med statsmagten, det disponerer over produktionsmidlerne, der allerede er socialiserede, det leder de vaklende mellemelementer og mellemklasser, det undertrykker udbytternes mere og mere energiske modstand. Alt dette er specielle opgaver i klassekampen, opgaver, som proletariatet ikke tidligere satte sig og heller ikke kunne sætte sig.

Udbytternes klasse, godsejerne og kapitalisterne, er ikke forsvundet og kan ikke forsvinde med ét slag under proletariatets diktatur. Udbytterne er slået, men ikke tilintetgjort. De har beholdt en international basis, den internationale kapital, som de er en afdeling af. De har til dels beholdt visse produktionsmidler, de har beholdt pengene og vældige sociale forbindelser. Energien i deres modstand er øget hundrede og tusinde gange, netop som følge af deres nederlag. ‚Kunsten‘ at lede staten, militæret, det økonomiske liv, giver dem en meget, meget stor overvægt, således at deres betydning er umådelig meget større end deres andel af den samlede befolkning. De styrtede udbytteres klassekamp mod de udbyttedes sejrrige fortrop, dvs. proletariatet, er blevet langt mere forbitret. Og det kan ikke være anderledes, når man ikke vil ombytte dette begreb med reformistiske illusioner (således som alle 2. Internationales helte gør).

Endelig indtager bønderne ligesom overhovedet alt småbourgeoisi også under proletariatets diktatur en mellemstilling, en midterstilling: på den ene side er de en ret betydelig (i det tilbagestående Rusland en uhyre) masse af arbejdende, der forenes af de arbejdendes fælles interesse i at befri sig for godsejeren og kapitalisten; på den anden side er de opsplittede småbrugere, småbesiddere og småhandlende. Denne økonomiske stilling får dem uvægerligt til at vakle mellem proletariatet og bourgeoisiet. Og når kampen mellem disse klasser skærpes, når alle sociale relationer omlejres utrolig brat, mens netop bønderne og overhovedet småbourgeoisiet er mest forankret i det gamle, tilvante, uforandrede, er det naturligt, at vi kommer til at se, hvordan de går fra den ene lejr til den anden, vakler, vender om, tøver osv.

Over for denne klasse — eller over for disse samfundselementer — er det proletariatets opgave at lede den, at kæmpe for indflydelse på den. At drage de vaklende og ustabile med sig — det er, hvad proletariatet må gøre.

Hvis vi sammenholder alle hovedkræfter eller hovedklasser og betragter deres indbyrdes relationer, således som de har ændret sig gennem proletariatets diktatur, kan vi konstatere, hvilken grænseløs teoretisk tåbelighed, hvilken stupiditet der ligger i den gængse, småbourgeois forestilling om en overgang til socialismen ‚gennem demokratiet‘ slet og ret, en forestilling, vi finder hos alle repræsentanter for 2. Internationale. Grundlaget for denne fejl er den fra bourgeoisiet overtagne fordom, at ‚demokratiet‘ skal være noget ubetinget, noget uden for klasserne. I virkeligheden træder også demokratiet ind i en helt ny fase under proletariatets diktatur, og klassekampen hæves op på et nyt stade, hvor den spænder over alle mulige former.

Almindelige talemåder om frihed, lighed og demokrati er i virkeligheden ikke andet end en tanketom gentagelse af begreber, der er spejlbilleder af relationerne under vareproduktionen. Hvis man med sådanne almindelige talemåder vil løse de konkrete opgaver, der stilles proletariatets diktatur, betyder det, at man over hele linjen går over til bourgeoisiets teoretiske, principielle standpunkt. For proletariatet står spørgsmålet kun således: frihed for at blive undertrykt af hvilken klasse? Hvilken klasses lighed med hvilken klasse? Demokrati på basis af privatejendomsret eller på basis af kamp for at afskaffe privatejendomsretten? Og så videre.

I ‚Anti-Dühring‘ har Engels for længst gjort rede for, at begrebet lighed, der er et spejlbillede af relationerne under vareproduktionen, bliver til en fordom, hvis man ikke opfatter lighed som klassernes afskaffelse. Denne elementære sandhed om forskellen mellem det bourgeois-demokratiske og det socialistiske lighedsbegreb glemmer man bestandig. Men hvis man ikke glemmer det, bliver det indlysende, at proletariatet ved at styrte bourgeoisiet dermed har taget et særdeles afgørende skridt til klassernes afskaffelse, og at proletariatet for at fuldføre dette må fortsætte sin klassekamp, idet det udnytter statsmagtens apparat og anvender forskellige kamp-, påvirknings- og indvirkningsmetoder over for det styrtede bourgeoisi og over for det vaklende småbourgeoisi.“

Og om det centrale punkt, proletariatets diktatur, skal vi altid alvorligt og dybsindigt huske på, hvad Lenin fastslog:

Den, der kun anerkender klassekampen, er endnu ikke marxist, vedkommende kan godt være blevet stående inden for den bourgeois tænknings og den bourgeois politiks grænser. At indskrænke marxismen til læren om klassekampen er det samme som at beskære marxismen, at forvanske den, at reducere den til det, bourgeoisiet kan godkende. Marxist er kun den, der udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelse af proletariatets diktatur. Heri består den dybeste forskel mellem marxisten og den almindelige små- (og også stor-)bourgeois. Det er det, der må være prøvestenen på en virkelig forståelse og anerkendelse af marxismen.“

På den anden side er det ikke vanskeligt at overbevise sig om, at diktaturet ved enhver overgang fra kapitalisme til socialisme er nødvendig af to hovedårsager eller i to hovedretninger. For det første kan man ikke besejre og udrydde kapitalismen uden ubønhørlig undertrykkelse af modstanden fra udbytterne, som man ikke med ét slag kan berøve deres rigdomme, deres bedre organisation og viden, og som følgelig i en temmelig lang periode uundgåeligt vil forsøge på at styrte de fattiges forhadte magt. For det andet er enhver stor revolution og den socialistiske i særdeleshed, selv hvis der ikke var nogen ydre krig, utænkelig uden en indre krig, dvs. uden en borgerkrig, der betyder endnu større forfald end en ydre krig, betyder, at tusinder og millioner vakler og løber over fra den ene side til den anden, betyder en tilstand med den største usikkerhed, uligevægt og kaos. Og naturligvis må alle det gamle samfunds opløsende elementer, der uundgåeligt er meget talrige og fortrinsvis forbundet med småbourgeoisiet (for enhver krig og enhver krise ruinerer og ødelægger først og fremmest dette), ved en så dybtgribende omvæltning absolut ‚gøre sig gældende‘. Og de opløsende elementer kan ikke ‚gøre sig gældende‘ på anden måde end ved en forøgelse af forbrydelser, bandeuvæsen, bestikkelser, spekulation og skændigheder af enhver art. For at blive herre over dette behøver man tid og en jernhård hånd.

Der har ikke været en eneste stor revolution i historien, hvor folket ikke instinktivt har følt dette og vist gavnlig fasthed ved at skyde tyvene på gerningsstedet. De tidligere revolutioners ulykke bestod i, at massernes revolutionære begejstring, som holdt deres spændte sindstilstand vedlige og gav dem kraft til ubarmhjertigt at undertrykke de opløsende elementer, ikke varede længe nok. Den sociale årsag, dvs. klasseårsagen til denne ubestandighed i massernes revolutionære begejstring var proletariatets svaghed; og kun proletariatet alene (såfremt det er tilstrækkeligt talrigt, bevidst og disciplineret) er i stand til at samle flertallet af de arbejdende og udbyttede om sig (flertallet af de fattige for at tale mere jævnt og populært) og beholde magten længe nok til fuldstændig at undertrykke såvel alle udbyttere som alle opløsende elementer.

Denne historiske erfaring fra alle revolutioner, denne verdenshistoriske — økonomiske og politiske — lære har også Marx bekræftet, idet han prægede den korte, skarpe, præcise og klare formel: proletariatets diktatur.“

Proletariatets diktatur er den nye klasses mest uselviske og skånselsløse krig mod den mægtigere fjende, mod bourgeoisiet, hvis modstand er blevet tidoblet ved dets fald, (selv om det kun er i et enkelt land), og hvis formåen ikke blot ligger i den internationale kapitals kraft, i styrken og fastheden af bourgeoisiets internationale forbindelser, men også i vanens magt, i småproduktionens magt. For småproduktion er der desværre endnu meget af i verden, overordentlig meget, men småproduktion avler kapitalisme og borgerskab, uafladeligt, hver dag og time, spontant og i masseomfang. Af alle disse årsager er proletariatets diktatur nødvendigt, og sejren over borgerskabet er ikke mulig uden en langvarig, ihærdig og forbitret krig på liv og død, en krig, som kræver udholdenhed, disciplin, fasthed, ubøjelighed og viljens enhed.“

Her i Rusland tager vi — i det tredje år efter bourgeoisiets fald — de første skridt på vejen fra kapitalismen til socialismen eller til Kommunismens laveste stadium. Klasserne eksisterer og vil overalt vedblive at eksistere i årevis efter proletariatets erobring af magten. Måske kan denne frist tænkes at blive mindre i England, hvor der ingen bønder er (men dog små næringsdrivende!). At ophæve klasserne vil ikke blot sige at fordrive godsejerne og kapitalisterne — det gjorde vi forholdsvis let — det vil også sige at afskaffe de små vareproducenter, men dem kan man ikke fordrive, dem kan man ikke undertrykke, dem må man leve sammen med, dem kan (og skal) man omforme og omskole udelukkende ved et meget langvarigt, langsomt, forsigtigt organisatorisk arbejde. De omgiver proletariatet på alle sider med småbourgeois atmosfære, gennemsyrer det med den, fordærver det med den, fremkalder stadig inden for proletariatet tilbagefald til småbourgeois karakterløshed, splittethed, individualisme og svingninger mellem begejstring og forsagthed. Der behøves den strengeste centralisering og disciplin i proletariatets politiske parti for at modstå dette, for rigtigt, vellykket og sejrrigt at udfylde proletariatets organisatoriske rolle, som er dets vigtigste rolle. Proletariatets diktatur er en hårdnakket, blodig og ublodig, voldelig og fredelig, militær og økonomisk, pædagogisk og administrativ kamp mod det gamle samfunds kræfter og traditioner. Vanens magt hos millioner og atter millioner er den frygteligste magt. Uden et parti, jernhårdt og hærdet i kamp, uden et parti, der nyder tillid hos alt ærligt i denne klasse, uden et parti, der forstår at følge massernes stemning og indvirke på den, er det umuligt at vinde en sådan kamp.

At besejre det centraliserede storbourgeoisi er tusinde gange lettere end at ‚besejre‘ millioner og atter millioner af små næringsdrivende, men i deres uafladelige, daglige, usynlige og uhåndgribelige opløsende virksomhed skaber disse netop de resultater, som bourgeoisiet har brug for, og som genskaber bourgeoisiet. Den, som blot i mindste måde svækker den jernhårde disciplin i proletariatets parti (særlig under proletariatets diktatur), hjælper i virkeligheden bourgeoisiet mod proletariatet.“

Blandt sovjetingeniørerne, blandt sovjetlærerne, blandt de privilegerede, dvs. de bedst kvalificerede og bedst stillede arbejdere på sovjetfabrikkerne, ser vi bestandig alle de negative træk genopstå, som er så karakteristiske for den bourgeois parlamentarisme, og kun i en uafladelig, uophørlig, langvarig og hårdnakket kamp for proletarisk organisation og disciplin kan vi — gradvis — besejre dette onde.“

Den revolution vi er påbegyndt og har udført i to år, som vi er fast besluttet på at føre til enden (Bifald.), er kun mulig og gennemførlig hvis vi opnår at overdrage magten til den nye klasse, hvis vi sørger for at bourgeoisiet, de kapitalistiske slaveejere, de bourgeois intellektuelle, repræsentanterne for alle de besiddende og ejendomsholdere, bliver erstattet af den nye klasse på alle niveauer i regeringen, i hele statsopbygningen, i hele ledelsen af det nye livsudfoldelse, fra top til bund. (Bifald.)

Gennem sin ophøjelse af marxismen til en ny, tredje og højere etape, har Formand Mao ekstraordinært udviklet den videnskabelige socialisme, som revolutionens teori og praksis, hovedsageligt med hans uforgængelige udvikling af den Store Proletariske Kulturrevolution. Således uddybede og udviklede Formand Mao med den proletariske kulturrevolution, som en fortsættelse af revolutionen under proletariatets diktatur, det grundlæggende spørgsmål om socialismen og proletariatets diktatur. Han fastslog måden hvorpå at udvikle revolutionen under det socialistiske samfunds betingelser og under det proletariske diktaturs stat, for at fortsætte den ubønhørlige march hen mod Kommunismen.

Lad os se på nogle punkter og situationer, der førte til denne vidtrækkende konklusion. I „Materiale om Hu Fengs kontra-revolutionære klike“, skrev Formand Mao om revolutionen: „Med undtagelse af den revolution som erstattede det primitive stammefællesskab med slavesystemet, dvs. et ikke-udbyttende system med et udbyttersystem, så endte alle revolutioner i fortiden med ét udbyttersystems overgang til et andet, og det var hverken tvingende nødvendigt eller muligt at undertrykke de kontra-revolutionære til bunds. Kun vor revolution, de brede folkemassers revolution under ledelse af proletariatet og det Kommunistiske Parti, har til formål fuldstændig at fjerne alle udbyttersystemer og alle klasser […] Og om den „almengyldige regel“ om først at tage magten, for at forvandle samfundet:

Ud fra verdenshistoriens standpunkt kom de bourgeois revolutioner og oprettelsen af de bourgeois stater ligeledes før, og ikke efter, den Industrielle Revolution. Bourgeoisiet ændrede først overbygningen og tog statsmaskineriet i besiddelse, førend de gik videre med at propagandere for at samle virkelig styrke. Først derefter fremdrev de store ændringer i produktionsforholdene. Da de havde taget sig af produktionsforholdene og var på rette spor, da åbnede de for udviklingen af produktivkræfterne. Revolutionen i produktionsforholdene bliver uden tvivl fremkaldt af en vis grad af udvikling i produktivkræfterne, men den største udvikling af produktivkræfterne, kommer altid efter ændringer i produktionsforholdene. Tag kapitalismens udviklingshistorie i betragtning. Først kom simpel koordinering, der efterfølgende udvikledes til håndværksteder. Allerede på dette tidspunkt tog kapitalistiske produktionsforhold form, men værkstederne producerede uden maskiner. Denne type af kapitalistiske produktionsforhold fremkaldte nødvendigheden af teknologiske fremskridt, der skabte betingelserne for anvendelsen af maskiner. I England blev den Industrielle Revolution (fra slutningen af det 18. til starten på det 19. århundrede) først gennemført efter den bourgeois revolution, dvs. efter det 17. århundrede. På hver sin måde gennemgik Tyskland, Frankrig, Amerika og Japan ændringer i overbygningen og produktionsforhold, før den umådelige udvikling af kapitalistisk industri.

Det er en almindelig regel at man ikke kan løse spørgsmålet om ejendomsret og gå over til at udbrede udviklingen af produktivkræfterne, førend man har skabt offentlig mening for erobringen af den politiske magt. Selvom der er visse forskelle mellem den bourgeois revolution og den proletariske revolution (socialistiske produktionsforhold eksisterede ikke før den proletariske revolution, mens kapitalistiske produktionsforhold allerede var begyndt at vokse i det feudale samfund) er de grundlæggende ens.“

Ligeledes om nødvendigheden af at ødelægge den gamle overbygning, for at afskaffe de gamle produktionsforhold:

Al revolutionshistorie viser at den fuldstændige udvikling af nye produktivkræfter, ikke er forudsætningen for forvandlingen af tilbagestående produktionsforhold. Vor revolution begyndte med marxistisk-leninistisk propaganda, der tjente til at skabe ny offentlig mening til fordel for revolutionen. Endvidere var det kun muligt at ødelægge de gamle produktionsforhold, efter at vi i løbet af revolutionen havde væltet en tilbagestående overbygning. Efter de gamle produktionsforhold var blevet ødelagt, blev nye skabt, og disse banede vejen for udviklingen af nye produktivkræfter i stor målestok. På samme tid måtte vi stadig fortsætte med at forvandle produktionsforholdene og ideologien. Denne lærebog omtaler kun de materielle forhåndsbetingelser og beskæftiger sig sjældent med spørgsmålet om overbygningen, dvs. statens, filosofiens og videnskabens klassenatur. I økonomi er produktionsforholdene hovedobjektet for studierne. Alligevel er politisk økonomi og den historisk-materialistiske verdensanskuelse nært forbundne. Det er svært at behandle spørgsmålene om den økonomiske basis og produktionsforholdene med klarhed, hvis spørgsmålet om overbygningen bliver tilsidesat.“

Og med hensyn til hvordan det nye Kina opstod:

Vor Folkerepublik blev ikke bygget fra den ene dag til den anden, men udviklede sig skridt for skridt af de revolutionære støttebaser. Nogle ledende demokrater er også blevet hærdet i kampen i varierende grad, og de har gennemlevet vanskelige tider sammen med os. Nogle intellektuelle blev hærdet i kampene mod imperialismen og reaktionen; siden befrielsen har mange af dem været igennem en proces af ideologisk omformning med det sigte at gøre det muligt for dem klart at skelne mellem os og fjenden. Dertil kommer, at konsolideringen af vor stat skyldes, at vore økonomiske foranstaltninger i det grundlæggende er korrekte, at folkets levevilkår er sikret og forbedres støt, at vor politik over for det nationale bourgeoisi og andre klasser er korrekt, og så videre.“

Angående diktaturet og dets funktioner:

Vor stat er et folkedemokratisk diktatur ledet af arbejderklassen og baseret på alliancen mellem arbejdere og bønder. Hvad er dette diktatur beregnet til? Dets første funktion er at undertrykke de reaktionære klasser og elementer og de udbyttere i vort land, der tager parti imod den socialistiske revolution, at undertrykke dem, der forsøger at ødelægge vor socialistiske opbygning, eller med andre ord at løse de interne modsigelser mellem os og fjenden. For eksempel at arrestere, føre retssag mod og dømme visse kontra-revolutionære og at berøve godsejere og bureaukratiske kapitalister deres stemmeret og deres talefrihed i en nærmere fastsat periode — alt dette falder inden for vort diktaturs område. For at opretholde den offentlige orden og værne folkets interesser er det ligeledes nødvendigt at udøve diktatur over tyve, svindlere, brandstiftere, mordere, forbryderbander og andre slyngler, der alvorligt forstyrrer den offentlige orden. Dette diktaturs anden funktion er at beskytte vort land imod undergravning og mulig aggression fra ydre fjender. I det tilfælde er det dette diktaturs opgave at løse den ydre modsigelse mellem os og fjenden. Dette diktaturs mål er at beskytte hele vort folk, således at det kan hellige sig fredeligt arbejde og opbygge Kina til et socialistisk land med en moderne industri, et moderne landbrug, en moderne videnskab og kultur. Hvem skal udøve dette diktatur? Det skal naturligvis arbejderklassen og hele folket under dens ledelse. Diktatur finder ikke anvendelse inden for folkets rækker. Folket kan ikke udøve diktatur over sig selv, og en del af folket må ikke undertrykke en anden. Lovbrydende elementer inden for folket vil blive straffet efter loven, men dette er principielt forskelligt fra udøvelsen af diktatur for at undertrykke folkets fjender. Det, der finder anvendelse inden for folket, er demokratisk centralisme.“

Og hvad angår frihed og demokrati:

I virkeligheden eksisterer frihed og demokrati ikke abstrakt, kun konkret. Hvis der i et samfund, der er spaltet af klassekamp, er frihed for udbytterklasserne til at udbytte det arbejdende folk, er der ingen frihed for det arbejdende folk til ikke at blive udbyttet, og hvis der er demokrati for bourgeoisiet, er der intet demokrati for proletariatet og det øvrige arbejdende folk. Det Kommunistiske Partis legale eksistens tolereres i visse kapitalistiske lande, men kun så længe det ikke bringer bourgeoisiets grundlæggende interesser i fare; det tolereres ikke udover denne grænse. De, der kræver abstrakt frihed og demokrati, betragter demokrati som et mål og ikke som et middel. Demokrati synes sommetider at være et mål, men det er i virkeligheden kun et middel. Marxismen lærer os, at demokrati er en del af overbygningen og hører til kategorien politik. Det vil i sidste instans sige, at det tjener den økonomiske basis. Det samme gælder frihed. Både demokrati og frihed er relative og ikke absolutte fænomener, og de opstår og udvikler sig under specifikke historiske betingelser. Inden for folkets rækker hører demokrati sammen med centralisme og frihed med disciplin. De er de to modsætninger i en enkelt helhed, de er i modsætning til hinanden og er samtidigt forenede, og vi bør ikke ensidigt understrege den ene på den andens bekostning. Inden for folkets rækker kan vi hverken undvære demokrati eller centralisme. Denne enhed mellem demokrati og centralisme, mellem frihed og disciplin udgør vor demokratiske centralisme. Under dette system nyder folket udstrakt demokrati og frihed, men samtidig må det holde sig indenfor den socialistiske disciplins rammer. Alt dette forstås udmærket af folkets brede masser.“

Endvidere sagde Formand Mao allerede i marts 1949: „At vinde landsomfattende sejr er kun det første skridt i en lang march på 10.000 li. Selvom dette første skridt er værd at være stolt af, er det forholdsvis lille; hvad der vil være mere grund til at være stolt af, er stadig i vente. Efter nogle årtier vil det kinesiske folks demokratiske revolutions sejr blot ligne en kort prolog til et langt drama. Et drama begynder med en prolog, men prologen er ikke klimaks. Den kinesiske revolution er storslået, men vejen efter revolutionen vil være længere, arbejdet større og mere vanskeligt.“ Ligesom han specificerede det i sit fremragende værk „Om den korrekte behandling af modsigelser inden for folket“, i februar 1957: „Men vort socialistiske system er kun lige blevet etableret; det er endnu ikke fuldtud opbygget eller fuldtud konsolideret.“ Og: „Nye ting må altid gennem vanskeligheder og tilbageslag, medens de vokser frem. Det ville være ren fantasi at forestille sig, at socialismens opbygning blot er sejlads i smult vandt og let opnåelige resultater, uden vanskeligheder og tilbageslag eller uden udfoldelsen af uhyre anstrengelser.“

I den samme tekst genbekræfter han klassekampen under socialismen og hovedsageligt skitserer han, at det ikke er endelig afgjort, hvem der vil besejre hvem; om socialismen eller kapitalismen vil sejre politisk, dvs. i klassekampens nuværende udvikling, fordi i historisk perspektiv vil socialismen nødvendigvis sætte sig igennem og uundgåeligt sejre:

Selv om den socialistiske omformning i hovedsagen er fuldført med hensyn til ejendomssystemet, og selv om massernes storstilede og stormfulde klassekampe, der var karakteristiske for de forudgående revolutionære perioder, i hovedsagen er bragt til afslutning, findes der i Kina stadig rester af de omstyrtede godsejer- og kompradorklasser, der findes stadig et bourgeoisi og omformningen af småbourgeoisiet er kun lige begyndt. Klassekampen er på ingen måde forbi. Klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet, klassekampen mellem de forskellige politiske kræfter og klassekampen på det ideologiske område mellem proletariatet og bourgeoisiet vil fortsat være lang og bugtet og vil til tider endog blive meget akut. Proletariatet søger at omforme verden i overensstemmelse med sin egen verdensanskuelse, og det samme gør bourgeoisiet. I denne henseende er spørgsmålet om, hvem der vil vinde, socialismen eller kapitalismen, endnu ikke virkelig løst.“

I „Tale på Kinas Kommunistiske Partis Landskonference om propagandaarbejde“, fra 1957, behandler Formand Mao de store forvandlinger som socialismen frembringer, dens gradvise konsolidering, nødvendigheden af en lang historisk periode til at konsolidere sig og visheden om at opbygge en socialistisk stat:

Vi lever i en periode med store samfundsmæssige forandringer. Det kinesiske samfund har længe gennemgået store forandringer. Modstandskrigen mod Japan var en periode med stor forandring og befrielseskrigen en anden. Men den nuværende forandring har en mere dybtgående karakter end de tidligere. Vi er i færd med at opbygge socialismen. Hundreder millioner af mennesker deltager i bevægelsen for socialistisk omformning. Klasserelationerne forandres over hele landet. Både småbourgeoisiet inden for landbrug og håndværk og borgerskabet inden for industri og handel har undergået forandring. Det samfundsmæssige og det økonomiske system er ændret; individuel økonomi er blevet omformet til kollektiv økonomi, og kapitalistisk privatejendom er ved at blive omdannet til socialistisk offentlig ejendom. Forandringer af en sådan størrelsesorden genspejles naturligvis i folks sind. Menneskets samfundsmæssige væren bestemmer dets bevidsthed. Folk fra forskellige klasser, lag og samfundsgrupper reagerer forskelligt på de store forandringer i vort samfundssystem. Masserne støtter dem ivrigt, for selve livet har bekræftet, at socialismen er den eneste udvej for Kina. At omstyrte det gamle samfundssystem og opbygge et nyt, nemlig det socialistiske system, er en stor kamp, en stor forandring i samfundssystemet og i forholdet mellem mennesker. Det bør siges at situationen i det grundlæggende er sund. Men det nye samfundssystem er kun lige blevet oprettet og kræver tid til at blive konsolideret. Man må ikke tro, at det nye system kan konsolideres fuldstændigt i samme øjeblik, det er oprettet, for det er umuligt. Det må konsolideres skridt for skridt. For at opnå dets endelige konsolidering, er det nødvendigt ikke kun at gennemføre landets socialistiske industrialisering og videreføre den socialistiske revolution på den økonomiske front, men at føre vedvarende og hårdnakkede socialistiske revolutionære kampe og socialistisk opdragelse på de politiske ideologiske fronter. Desuden kræves der forskellige medvirkende internationale faktorer. I Kina vil kampen for det socialistiske systems konsolidering, kampen, som bestemmer om socialismen eller kapitalismen vil sejre, endnu vare en meget lang historisk periode. Men vi må alle erkende, at det nye socialistiske system uden tvivl vil blive konsolideret. Vi kan med sikkerhed opbygge en socialistisk stat med moderne industri, moderne landbrug og moderne videnskab og kultur.“

En anden væsentlig problematik i det netop analyserede grundlæggende spørgsmål — om socialismen og proletariatets diktatur — er opbygningen og udviklingen af socialismen. Maoismens udgangspunkt omkring dette er følgende: „Hvad vil der ske, hvis vort land ikke etablerer en socialistisk økonomi? Det vil forvandles til et revisionistisk land, i virkeligheden en bourgeois stat, og proletariatets diktatur vil forvandles til et bourgeois diktatur; endvidere til et reaktionært og fascistisk diktatur. Dette er et spørgsmål der fortjener vor højeste årvågenhed og jeg håber at kammeraterne nøje vil overveje det.“ „Angående opbygningen af en kraftfuld socialistisk økonomi, vil Kina ikke blot behøve 50 år, men 100 år eller endog længere. I deres land (England) tog udviklingen af kapitalisme mange århundreder. Den går tilbage til det 16. århundrede, der er en del af middelalderen. Fra det 17. århundrede til i dag, er der mere end 360 år. I vort land vil opbygningen af en kraftfuld socialistisk økonomi, ifølge min vurdering tage mere end ét århundrede.“ „Kapitalismens produktivkræfter har brugt mere end tre århundreders udvikling, for at nå dertil hvor de er i dag. Sammenlignet med kapitalismen, har socialismen mange fordele. Den økonomiske udvikling af vort land vil gå meget hurtigere end i de kapitalistiske lande. Ikke desto mindre har Kina en enorm befolkning, dets basis er svag og dets økonomi er tilbagestående.“ „Hvis det tog tre århundreder og mange årtier at opbygge en kraftfuld kapitalistisk økonomi, hvad er der så i vejen for at opbygge en kraftfuld socialistisk økonomi i vort land i løbet af en periode på 50 til 100 år?“ Han fortæller os at vi skal tænke på: „Når det angår socialistisk opbygning handler vi stadig ofte i blinde. For os er en socialistisk økonomi i mange henseender et ukendt nødvendighedens rige.“ Såvel som han på den anden side fastslog at:

Hvad angår socialisme og Kommunisme. Hvad menes der med at opbygge socialisme? Vi rejser to punkter:

1) Det koncentrerede udtryk for opbygningen af socialismen, er at virkeliggøre hele folkets ejendom. 2) At opbygge socialismen betyder at forvandle kollektiv kommuneejendomsret til hele folkets ejendom.

Visse kammerater er uenige i at drage en skillelinje mellem disse to former for ejendomsretsystemer, som om kommunerne var fuldstændig offentlig ejet. I virkeligheden er der to systemer. Den ene form er offentlig ejendomsret, som i Anshan jern- og stålværkerne, den anden er kollektiv storkommune ejendomsret. Hvis vi ikke gør opmærksom på dette, hvad nytter så den socialistiske opbygning? Stalin drog skillelinjen mellem de to systemer og forudså tre betingelser for at nå Kommunismen. Disse tre grundlæggende betingelser er fornuftige og kan sammenfattes på følgende vis: forøg den sociale produktion; forhøj den kollektive ejendomsret til hele folkets ejendom; gå fra udvekslingen af varer til udveksling af produkter, fra bytteværdi til brugsværdi.

På disse to ovennævnte punkter, er vi kinesere: 1) ved at udvide og stræbe efter at forøge produktionen, på nuværende tidspunkt ved at fremme industri og landbrug, med vægten lagt på at udvikle sværindustrien; og 2) ved at hæve mindre kollektiv ejendomsret til hele folkets ejendom. Dem der ikke vil drage denne skelnen, ser ud til at have det synspunkt at vi allerede har opnået hele folkets ejendom. Dette er forkert. Stalin talte om kulturen da han foreslog den tredje betingelse, den fysiske udvikling og uddannelsen af hele folket. Til dette foreslog han fire forhold: a) 6 timers arbejdsdag; b) institutionalisering af den polytekniske uddannelse; c) forbedre boligsituationen; d) hæve lønnen. At hæve lønnen og sænke priserne er særlig nyttigt her, men de politiske betingelser mangler.

Stalins tre betingelser er fremragende. Når først der er rigelig produktion, vil det være lettere at løse problemet om at hæve kollektiv ejendomsret til hele folkets ejendom. Og hvis man vil komme frem til dette resultat, indebærer det at sætte politikken som befaler og anstrenge sig for samtidigt at nå de fire mål: kvantitet, hurtighed, kvalitet, økonomisk. Det indebærer også at lancere rettelsesbevægelser for at ødelægge ideologien om borgerskabets legale magt. At give Kina en form for Folkekommune-struktur indebærer, at man lettere kan realisere de fire betingelser: kvantitet, hurtighed, kvalitet, økonomisk.

Hvad indebærer hele folkets ejendom? 1) Samfundets produktionsmidler er ejet af hele folket; og 2) samfundets produktion er ejet af hele folket.

Det karakteristiske ved Folkekommunerne er at det er grundniveauet på hvilket industri, landbrug, militæret, uddannelse og handel bliver integreret i vor sociale struktur. På nuværende tidspunkt er Folkekommunen den grundlæggende administrative organisation. Militsen tager sig af fremmede trusler, især fra imperialisterne. Kommunen er den bedste organisatoriske form, for at udføre de to forvandlinger, fra socialistisk (den nuværende) til hele folkets ejendom, og fra hele folkets ejendom til kommunistisk ejendomsret. I fremtiden, når forvandlingerne er blevet fuldført, vil Kommunen være det kommunistiske samfunds grundlæggende mekanisme.“

Om varer, værdi og planlægning: „Hvis vi udvikler vareproduktionen fornuftigt vil den ikke anses for at være et gavnligt mål, men i bondestandens, bonde-arbejder alliancens og i udviklingen af produktionens interesse.“ „Efter rettelseskampagnerne imod højrekræfterne, er arbejde ikke længere en vare. Man arbejder ikke længere for at tjene penge, men for at tjene folket. Dette er kun muligt hvis arbejde ikke længere er en vare.“ „Værdiloven har ikke en regulerende funktion. Det er planlægning og politikken som befaler der spiller denne rolle… I vort samfund har værdiloven ingen regulerende funktion, dvs. at den ikke har nogen afgørende funktion. Planlægning afgør produktionen […] Og: „Hvis vi afviser at evaluere og har en laden-stå-til-politik på planlægningsområdet, eller er overdreven forsigtige og insisterer i at alt skal være fejlfrit, da vil vore metoder ikke være succesrige og resultatet vil blive at vi mister enhver afbalanceret udvikling. En plan er en ideologisk form. Ideologi er en afspejling af virkeligheden, men den virker også tilbage på virkeligheden… således har ideologiske former, såsom planer, en stor effekt på økonomisk udvikling og dennes rate.“

Og ved at bekæmpe det revisionistiske standpunkt om „materielle tilskyndelser“: „Nogle siger at socialismen skulle give større opmærksomhed til materielle tilskyndelser end kapitalismen. Denne tese giver i sandhed ingen mening!“ „At betragte fordelingen af forbrugsgoder som den afgørende drivkraft, er en fordrejning af Marx’ korrekte synspunkt […]“ Såvel som: „Umiddelbart derefter, rejser teksten dette punkt: ‚Til at begynde med, må vi gøre brug af materiel tilskyndelse.‘ Dette får det til at se ud som om massernes kreative aktivitet er nødt til at være inspireret af materiel interesse. Ved enhver lejlighed diskuterer teksten individuel materiel interesse, som om det var et attraktivt middel til at lokke folk til behagelige fremtidsudsigter. Dette er en afspejling af den åndelige tilstand hos en god del af erhvervsarbejderne og det ledende personel, og af manglen på at lægge vægt på politisk-ideologisk arbejde. Under sådanne omstændigheder er der intet alternativ til at basere sig på materielle tilskyndelser. ‚Yde efter evne, nyde efter indsats.‘ Den første halvdel af parolen betyder at der må gøres de allerstørste anstrengelser i produktionen. Hvorfor adskille de to halvdele af parolen og altid tale ensidigt om materiel tilskyndelse? Denne form for propaganda for materiel interesse, vil gøre kapitalismen uovervindelig!“ Og endvidere: „Selv når vigtigheden af materiel tilskyndelse anerkendes, er den aldrig det eneste princip. Der er nemlig altid et andet princip, åndelig inspiration fra politisk ideologi. Og mens vi er ved emnet, materiel tilskyndelse kan ikke blot diskuteres som individuel interesse. Der er også den kollektive interesse, som den individuelle interesse bør være underordnet, de langsigtede interesser som de kortsigtede interesser bør være underordnet, og helhedens interesser, som de enkelte deles interesser bør være underordnet.“

Og ved at tage den livsvigtige betydning som bondestanden har for udviklingen af socialismen i betragtning, erindrer vi hvad Formand Mao sagde, allerede i perioden med den anti-japanske modstandskamp: „I tusinder af år har en individuel økonomi hersket over bondemasserne, i hvilken hver familie og hjem udgjorde en produktionsenhed. Denne form for individuel og spredt produktion, var feudalregimets økonomiske bindemiddel og den holdt bønderne fanget i evig fattigdom. Den eneste vej til at ændre tingenes tilstand er ved gradvist kollektivisering.“ Og da han i 1953 fastlagde den socialistiske forvandling af landbruget som en del af generallinjen: „Tag for eksempel vort landbrug, den socialistiske vej er dets eneste vej.“ Ligeledes fremlægger han arbejdsmetoden med bondestanden, ved at kritisere overdragelsen af jord som den blev fremlagt i „Politisk Økonomi“:

På side 339 siger bogen at den jord der blev taget fra de rige bønder og givet til de fattige- og mellembønderne, var jord som regeringen havde eksproprieret og derefter udstykket. Dette ser på sagen som om der var tale om en kongelig gunst og glemmer at klassekampe og massemobiliseringer var sat i gang, det er et højreafvigende standpunkt. Vor tilgang var at stole på de fattige bønder, forenes med flertallet af mellembønderne (lavere mellembønder) og erobre jorden fra godsejerklassen. Samtidig med at Partiet spillede en ledende rolle, var det imod at gøre altid selv og således handle som stedfortræder for masserne. Faktisk var dets konkrete praksis at ‚anråbe de fattige for at lære af deres klager‘, at identificere aktivister blandt dem, at slå rødder og trække tingene sammen, at konsolidere celler for at fremme klageafgivelserne og at organisere klasserækkerne — alt med det formål at udfolde klassekampen.“

Og om arbejder-bonde alliancen, basis for proletariatets diktatur, og dens udvikling forbundet til de socialistiske forvandlinger i landbruget:

Vor arbejder-bonde alliance har allerede gennemgået to stadier. Det første var baseret på jordrevolutionen, det andet på den kooperative bevægelse. Hvis kooperativiseringen ikke var blevet sat i bevægelse, ville bondestanden uundgåeligt være blevet polariseret og arbejder-bonde alliancen havde ikke kunne være blevet konsolideret. Som konsekvens deraf, kunne politikken om ‚forenet regeringsopkøb og salg af privat produktion‘, ikke være blevet fastholdt. Grunden er at denne politik kun kunne fastholdes og fungere gennemgribende på basis af kooperativiseringen. På nuværende tidspunkt må vor arbejder-bonde alliance tage det næste skridt og grundfæste sig på basis af mekaniseringen. For blot at have kooperativ- og kommunebevægelserne uden mekanisering, ville endnu engang betyde at alliancen ikke kan blive konsolideret. Vi må stadig udvikle kooperativerne til Folkekommuner. Vi skal stadig udvikle grundlæggende ejendomsret for kommuneenheder til grundlæggende ejendomsret for kommunen og udvikle den yderligere til statslig ejendomsret. Når statslig ejendomret og mekanisering er integreret, vil vi være i stand til virkelig at begynde at konsolidere arbejder-bonde alliancen og forskellen mellem arbejdere og bønder vil uden tvivl blive udryddet skridt for skridt.“

Ligesom om forvandlingen af de intellektuelle:

Imidlertid forsømmer teksten at behandle forvandlingen af de intellektuelle. Ikke kun de borgerlige intellektuelle, men selv dem med arbejder- og bondeoprindelse skal tage del i forvandling, fordi de er kommet under bourgeoisiets mangeartede indflydelse. Liu Shao-tang, der stammer fra kredse omkring litteratur og kunst, tjener som eksempel på dette. Efter at være blevet forfatter, blev han en stor modstander af socialismen. Intellektuelle udtrykker ofte deres generelle anskuelse, ved deres måde at se på viden. Er den privatejet eller statsejet? Nogen betragter den som deres egen ejendom, til salg hvis prisen er god og ellers ikke. Sådanne personer er rene ‚eksperter‘ og ikke ‚røde‘. De sigter at Partiet er ‚uindviet‘ og ‚ikke kan lede de indviede‘. Dem der har at gøre med filmkunst, hævder at Partiet ikke kan lede filmkunsten. Dem der har at gøre med musical eller ballet, hævder at Partiet ikke kan tilbyde lederskab på disse områder. Dem fra atomvidenskaben siger det samme. Sammenfattet siger de at Partiet ikke kan lede nogen steder. Omformningen af de intellektuelle er et ekstremt vigtigt spørgsmål for hele perioden med socialistisk revolution og socialistisk opbygning. Selvfølgelig vil det være forkert at bagatellisere dette spørgsmål eller at antage en indrømmende holdning overfor borgerlige ting.“

Og når det gælder menneskehedens proces, den store dialektiske forståelse at forstå skridtet fra socialismen til Kommunismen og dennes udvikling gennem revolutionen:

Overgangen til Kommunisme er bestemt ikke et spørgsmål om en klasses omstyrtning af en anden. Men dette betyder ikke at der ikke vil være en social revolution, fordi erstatningen af en form for produktionsforhold med en anden, er et kvalitativt spring, dvs. en revolution. De to forvandlinger i Kina — fra individuel til kollektiv økonomi, og fra kollektiv til offentlig økonomi — er begge revolutioner i produktionsforholdene. Så at gå fra socialismens ‚fordeling efter indsats‘ til Kommunismens ‚fordeling efter behov‘, må kaldes for en revolution i produktionsforholdene. Selvfølgelig må „fordeling efter behov“ frembringes gradvist. Når vi kan forsyne os tilfredsstillende med de vigtigste materielle varer, kan vi måske begynde at udføre en sådan fordeling med disse varer, og udvide denne praksis til andre varer på basis af yderligere udvikling af produktivkræfterne.

Tag udviklingen af vore Folkekommuner i betragtning. Da vi skiftede fra grundlæggende ejendomsret for enhederne til grundlæggende ejendomsret for Kommunen, var der da ikke en del af folket der rejste indvindinger? Dette er et spørgsmål der fortjener vort studium. En afgørende betingelse for at realisere denne overgang, var at den Kommune-ejede økonomis indkomst, udgjorde mere end halvdelen af Kommunens totale indkomst. At realisere det grundlæggende Kommune-ejendomsret system, er generelt til fordel for Kommunens medlemmer. Således vurderede vi at der ikke ville være nogen indvindinger fra det brede flertal. Men da overgangen kom, kunne de oprindelige kadrer fra enhederne, ikke længere blive forholdsvist reduceret under omstændighederne. Ville de gøre indvindinger imod overgangen?

Selvom klasserne bliver tilintetgjort i et socialistisk samfund, er der i løbet af dets udvikling nødvendigvis visse problemer med ‚interessegrupper der har tilsikret sig privilegier‘, som er blevet tilfredse med eksisterende institutioner og er uvillige til at ændre dem. For eksempel hvis reglen om fordeling efter indsats er gældende, drager de fordel af højere løn for mere arbejde og når det bliver tid til at skifte over til ‚fordeling efter behov‘, kunne de meget vel blive ilde til mode over den nye situation. Opbygning af ethvert nyt system, kræver altid ødelæggelsen af nogle gamle. Opbygning opnås aldrig uden ødelæggelse. Hvis ødelæggelse er nødvendig, vil den nødvendigvis rejse nogen modstand. Menneskedyret er sandelig mærkeligt. Ikke så snart folk har opnået nogen overlegenhed, førend de gør sig vigtige […] det ville være farligt at ignorere dette.“

Og:

Selvom der muligvis ingen krig er under socialismen, eksisterer der stadig kamp, kamp mellem dele af folket; der er måske ingen revolution hvor én klasse omstyrter en anden, men der er stadig revolution. Overgangen fra socialismen til Kommunismen er revolutionær. Overgangen fra et stadie af Kommunismen til et andet, er det ligeledes. Så er der teknologisk revolution og kulturrevolution. Kommunismen vil uden tvivl gennemgå mange stadier og mange revolutioner.“

Det var under disse omstændigheder og på disse grundlag at Formand Mao Tse-tung forberedte og ledte den Store Proletariske Kulturrevolution, i hvis væsentlige dokumenter han fastslog:

Det socialistiske samfund dækker en ret lang historisk periode. I socialismens historiske periode er der stadig klasser, klassemodsigelser og klassekamp, der er kampen mellem den socialistiske vej og den kapitalistiske vej, og der er faren for en kapitalistisk genoprettelse. Vi må erkende denne kamps natur, erkende, at den er langvarig og kompliceret. Vi må skærpe vor årvågenhed. Vi må gennemføre en socialistisk opdragelse. Vi må have en rigtig forståelse af klassemodsigelser og klassekamp, behandle klassemodsigelserne på den rette måde og gribe klassekampen rigtigt an, skelne mellem modsigelserne mellem os og fjenden og modsigelserne inden for folket og behandle dem på den rette måde. Ellers vil et socialistisk land som vort forvandle sig til sin modsætning og degenerere, og en kapitalistisk genoprettelse vil finde sted. Fra nu af må vi huske dette hvert år, hver måned og hver dag, således at vi hele tiden har en ganske nøgtern forståelse af dette problem og følger en marxistisk-leninistisk linje.“

Og opråbet „glem aldrig klasserne og klassekampen“, i maj 1963:

Klassekamp, kampen for produktion og videnskabelig eksperimenteren er de tre store revolutionære bevægelser for opbygningen af et mægtigt socialistisk land. Disse bevægelser er en sikker garanti for at kommunister vil være fri for bureaukrati og immune overfor revisionisme og dogmatisme og altid forblive uovervindelige. De er en pålidelig garanti for at proletariatet altid vil være i stand til at forene sig med de brede arbejdende masser og virkeliggøre et demokratisk diktatur. Hvis godsejerne, de rige bønder, de kontra-revolutionære, de dårlige elementer og uhyrer af alle slags, ved disse bevægelsers fravær blev tilladt at krybe frem, mens vore kadrer lukkede øjnene overfor alt dette og i mange tilfælde endog undlod at skelne mellem fjenden og os selv, men samarbejdede med fjenden og lod sig korrumpere og demoraliserende af den, hvis vore kadrer således blev trukket ind i fjendens lejr eller fjenden var i stand til at snige sig ind i vor, og hvis mange af vore proletarer, bønder og intellektuelle blev efterladt forsvarsløse overfor både den bløde og hårde taktik fra fjendens side, så ville det ikke vare længe, måske kun nogle år eller et årti, eller højst nogle årtier, før en kontra-revolutionær genoprettelse i landsmålestok uundgåeligt ville indtræffe, det marxistisk-leninistiske parti ville utvivlsomt blive et revisionistisk parti eller et fascistisk parti, og hele Kina ville skifte farve.“

Således som punkt 17 i „Et forslag vedrørende den internationale kommunistiske bevægelses generallinje“, fra 1963, et dokument som blev skrevet under Formand Maos personlige ledelse:

I en meget lang historisk periode efter at proletariatet har taget magten, fortsætter klassekampen som en objektiv lov uafhængigt af menneskets vilje, og den er kun i form forskellig fra hvad den var før magterobringen.

Efter Oktoberrevolutionen påpegede Lenin ved en række lejligheder at:

a) De styrtede udbyttere forsøger altid på tusind og én måde at genoprette det ‚paradis‘ der er blevet berøvet.

b) Nye kapitalistiske elementer frembringes uophørligt og spontant i den småbourgeois atmosfære.

c) Politisk degenererede personer og nye bourgeois elementer kan opstå i arbejderklassens rækker og blandt regeringsfunktionærer, som resultat af bourgeois indflydelse og småbourgeoisiets allestedsnærverende korrumperende atmosfære.

d) De ydre betingelser for klassekampens fortsættelse inden for et socialistisk land, er den internationale kapitalismes omkredsning, imperialisternes trussel om væbnet intervention og deres undermineringsvirksomhed for at gennemføre en fredelig opløsning.

Livet har bekræftet disse Lenins konklusioner.

I årtier, eller endog endnu længere, efter den socialistiske industrialisering og landbrugskollektiviseringen, vil det være umuligt at sige at noget socialistisk land vil være fri for de elementer som Lenin gentagne gange fordømte, såsom borgerlige medløbere, snyltere, spekulanter, svindledere, lediggængere, bøller og bedragere over for staten, eller at sige at et socialistisk land ikke længere vil have behov for at udføre, eller være i stand til at afstå fra, den opgave som Lenin fastlagde, at besejre ‚denne smitte, denne pest, dette rådsår, som socialismen har arvet fra kapitalismen‘.

I et socialistisk land tager det en meget lang historisk periode gradvis at løse spørgsmålet om hvem der vil vinde — socialismen eller kapitalismen. Kampen mellem socialismens vej og kapitalismens vej står på i hele denne historiske periode. Denne kamp stiger og falder på bølgelignende vis, og den bliver til tider meget skarp, og kampens former er mange og forskelligartede.

Deklarationen af 1957 erklærer med rette at ‚for arbejderklassen er magterobringen kun revolutionens begyndelse, ikke dens fuldendelse‘.

At benægte eksistensen af klassekampen i proletariatets diktaturs periode og nødvendigheden af tilbundsgående fuldendelse af den socialistiske revolution på den økonomiske, politiske og ideologiske front er forkert, svarer ikke til den objektive virkelighed og krænker marxismen-leninismen.“

Når det gælder det som han gentog i 1964: „Det vil kræve en meget langvarig periode for at afgøre hvem der vil vinde over hvem: socialismen eller kapitalismen, på de politiske og ideologiske fronter. At opnå succes i få årtier er ikke nok, det vil kræve et eller flere århundreder. I spørgsmålet om varighed er det bedre at forberede sig på en længere end en på en kortere periode; i spørgsmålet om indsats er det bedre at betragte opgaven som vanskelig end som let. Det vil være mere fordelagtigt og mindre skadeligt at tænke og handle på denne måde.“ Og i 1965: „Hovedmålet for den nuværende bevægelse er de partifolk med magt der er slået ind på den kapitalistiske vej.“ „Blandt de personer med magt der er slået ind på den kapitalistiske vej, optræder nogle åbent mens andre handler bag kulisserne.“ „På de højere niveauer — på kommune-, distrikts-, amts-, præfektur- og endda på provins-niveau og i de centrale organer — er dem der går imod at opbygge socialismen.“

Den kraftige udvikling af den Store Proletariske Kulturrevolution startede i 1966. I dens indledende milepæl, „Cirkulære fra Kinas Kommunistiske Partis Centralkomité“, fra maj 1966, skrev Formand Mao væsentlige afsnit. Ved at henvise til bourgeoisiets repræsentanter, skrev han: „Der findes talrige af deres repræsentanter i Centralkomitéen og i Partiet, regeringen og andre departementer på det centrale, provins, kommune og selvstyrende niveau.“ Og:

Kan nogen form for lighed tillades i så grundlæggende spørgsmål som proletariatets kamp imod bourgeoisiet, proletariatets diktatur over bourgeoisiet, proletariatets diktatur i overbygningen, herunder alle kulturens forskellige sfærer, og proletariatets fortsatte bestræbelser på at udrense de repræsentanter for bourgeoisiet, der har sneget sig ind i det Kommunistiske Parti og som svinger med det ‚røde flag‘ for at bekæmpe det røde flag? I årtier har de gammeldags socialdemokrater, og i mere end ti år har de moderne revisionister, aldrig tilladt proletariatet lighed med bourgeoisiet. De benægter fuldstændigt at årtusinder af menneskehedens historie er en klassekampens historie. De benægter fuldstændigt proletariatets kamp imod bourgeoisiet, den proletariske revolution imod bourgeoisiet og proletariatets diktatur over bourgeoisiet. De er tværtimod bourgeoisiets og imperialismens trofaste lakajer. Sammen med bourgeoisiet og imperialismen klynger de sig til bourgeoisiets ideologi for undertrykkelse og udbytning af proletariatet og til det kapitalistiske system, og de går imod den marxistisk-leninistiske ideologi og det socialistiske system. De er et bundt kontra-revolutionære, der går imod det Kommunistiske Parti og folket. Deres kamp imod os er en kamp på liv og død og der kan slet ikke være tale om lighed. Derfor kan også vor kamp mod dem kun være en kamp på liv og død, og vort forhold til dem kan på ingen måde være et lighedsforhold. Tværtimod er det et forhold hvor en klasse undertrykker en anden, dvs. proletariatets diktatur over bourgeoisiet. Der kan ikke være noget andet slags forhold, såsom et såkaldt lighedsforhold, eller et forhold med fredelig sameksistens mellem udbyttende og udbyttede klasser, eller med venlighed og højsind.“

Formand Mao siger ofte at der ikke findes nogen opbygning uden ødelæggelse. Ødelæggelse betyder kritik og gendrivelse; det betyder revolution. Det indebærer at argumentere tingene igennem, hvilket er opbygning. Sæt ødelæggelse først og i processen har man opbygning.“

De partifolk med magt der er slået ind på den kapitalistiske vej, og som støtter de bourgeois lærde tyranner, og de bourgeois repræsentanter, der har sneget sig ind i Partiet og beskytter de bourgeois lærde tyranner, er i virkeligheden store parti-tyranner der har tilranet sig Partiets navn, der ingen kontakt har med masserne, slet ikke har nogen lærdom og alene støtter sig på at ‚handle vilkårligt og forsøge at overvælde folk med deres magt‘.“

Men på den anden side giver de frie tøjler til alle de forskellige spøgelser og uhyrer, der i mange år har optrådt i rigelig mængde i vor presse, radio, i vore tidsskrifter, bøger, lærebøger, på vore talerstole, i vore litterære arbejder, film, drama, sange og historier, de skønne kunster, musik, dans osv., og idet de gør det, gør de sig aldrig til talsmænd for proletarisk lederskab eller noget behov for godkendelse.“

Hold den proletariske kulturrevolutions store banner højt, afslør gennemgribende det reaktionære bourgeois standpunkt hos de såkaldte ‚akademiske autoriteter‘ der går imod Partiet og socialismen, kritisér og gendriv gennemgribende de reaktionære bourgeois idéer inden for sfæren af akademisk arbejde, undervisning, journalistisk, litteratur og kunst og forlagsvirksomhed, og tag ledelsen i disse kulturelle sfærer. For at opnå dette er det nødvendigt samtidig at kritisere og gendrive de repræsentanter for bourgeoisiet der har sneget sig ind i Partiet, regeringen, hæren og alle kulturens sfærer, at fjerne dem eller overføre nogle af dem til andre stillinger. Først og fremmest må vi ikke betro disse mennesker det arbejde at lede kulturrevolutionen. I virkeligheden har mange af dem udført og udfører stadig sådant arbejde og dette er yderst farligt.“

De repræsentanter for bourgeoisiet der har sneget sig ind i Partiet, regeringen, hæren og forskellige kulturelle kredse, er et bundt kontra-revolutionære revisionister. Når først betingelserne er modne, vil de tage den politiske magt og gøre proletariatets diktatur til et bourgeoisiets diktatur. Nogle af dem har vi allerede gennemskuet, andre har vi ikke gennemskuet. Nogle nyder endnu vor tillid og uddannes til vore efterfølgere, personer som Hrusjtjov for eksempel, der stadig sidder lunt og godt ved siden af os.

Partikomitéer på alle trin må i fuldt mål være opmærksomme herpå.“

Ud over det, fastslog Formand Mao endvidere: „Den nuværende store kulturrevolution er kun den første, og i fremtiden vil der utvivlsomt komme mange flere. I revolutionen vil spørgsmålet om hvem der vil besejre hvem kun blive løst over en lang historisk periode. Hvis tingene ikke løses tilfredsstillende, vil der være mulighed for en kapitalistisk genoprettelse når som helst. Intet partimedlem og ingen blandt folket i vort land bør tro, at alting vil blive løst efter en eller to store kulturrevolutioner, eller endog efter tre eller fire. Vi må altid være på vagt og aldrig sænke årvågenheden.“

Og ved at definere de politiske mål og essensen i denne store revolution, en vidtrækkende milepæl i den proletariske verdensrevolution:

Den nuværende Store Proletariske Kulturrevolution er absolut nødvendig og særdeles betimelig for at konsolidere proletariatets diktatur, forhindre kapitalistisk genoprettelse og opbygge socialismen.“

Den Store Proletariske Kulturrevolution er i essensen en stor politisk revolution under socialismens betingelser, foranstaltet af proletariatet imod borgerskabet og alle andre udbyttende klasser. Den er fortsættelsen af den langvarige kamp, mellem Kinas Kommunistiske Parti og de brede revolutionære folkemasser under dets ledelse på den ene side og Kuomintangs reaktionære på den anden. Det er fortsættelsen af klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet.“

Og ved at fremhæve dens økonomiske funktion: „Den Store Proletariske Kulturrevolution er en kraftfuld bevægelse for udviklingen af vort lands samfundsmæssige produktivkræfter.“ Og dens grundlæggende problem på det ideologiske plan, ledet af princippet om „bekæmp privat-konceptet og kritisér og gendriv revisionismen“; fordi „den Store Proletariske Kulturrevolution er en mægtig revolution er når ind til selve sjælen hos folket og er bestemt til at løse spørgsmålet om deres verdensanskuelse“. Ved at insistere i dette punkt sagde Formanden i 1967, foran den albanske militærdelegation:

Nu vil jeg gerne stille jer et spørgsmål: Hvad vil I sige er målet med den Store Proletariske Kulturrevolution? (En eller anden svarede straks: „Det er at kæmpe imod de partifolk med magt der er slået ind på den kapitalistiske vej.“) At kæmpe imod de personer med magt der er slået ind på den kapitalistiske vej er hovedopgaven, men det er på ingen måde målet. Målet er at løse spørgsmålet om verdensanskuelse; det er et spørgsmål om at fjerne rødderne til revisionisme.

Centralkomitéen har gang på gang understreget at masserne må uddanne sig selv og frigøre sig selv. Det er fordi man ikke kan påtvinge dem en verdensanskuelse. For at forvandle ideologien, er det nødvendigt at de ydre årsager virker gennem de indre årsager, således er de indre årsager hovedsagelige. Hvis verdensanskuelsen ikke forvandles, hvordan kan den Store Proletariske Kulturrevolution så kaldes en sejr? Hvis verdensanskuelsen ikke forvandles, så selvom er er 2.000 personer med magt der er slået ind på den kapitalistiske vej i denne Store Proletariske Kulturrevolution, så vil der være 4.000 næste gang.“

Den Store Proletariske Kulturrevolution, i hvilken: „Det er rigtigt at gøre oprør imod de reaktionære!“; „arbejderklassen skal udøve ledelsen i alt“ og „proletariatet må udøve et altomfattende diktatur over bourgeoisiet i overbygningen, inklusive de kulturelle sfærer“. En revolution, hvis kompleksitet og svære betingelser udtrykkes mesterligt således: „Tidligere kæmpede vi i syd og nord. Det var relativt let et udkæmpe den slags krige, fordi fjenden var tydelig. Denne Store Proletariske Kulturrevolution er langt vanskeligere end den slags krige.“ „Problemet er, at dem er har begået ideologiske fejl er sammenblandet med dem hvis modsigelse til os er en modsigelse mellem os og fjenden, og for en tid er det svært at redde dem ud fra hinanden.“

Den Store Revolution som i Shanghais revolutionære storm, januar 1967, hejste Formand Maos kald om: „Proletariske revolutionære, forén jer og lad os erobre magten fra den håndfuld partifolk med magt, der er slået ind på den kapitalistiske vej!“ og hans vigtige instruks: „Folkebefrielseshæren bør støtte venstres brede masser.“ De Revolutionære Komitéers tilblivelse for at udøve den forenede ledelse af revolutionen, en form for magt konkretiseret i: „Den grundlæggende erfaring med den Revolutionære Komité er trefoldig: for det første har den repræsentanter fra de revolutionære kadrer; for det andet har den repræsentanter fra de væbnede styrker; og for det tredje har den repræsentanter fra de revolutionære masser. Dette danner en revolutionær ‚tre-i-én‘ kombination. Den Revolutionære Komité bør udøve forenet ledelse, afskaffe overflødige eller overlappende administrative strukturer, have ‚færre men bedre tropper og en enklere administration‘ og organisere en revolutioneret ledende gruppe, der opretholder kontakt til masserne.“

Den Store Revolution som ligeledes udvikledes ved at følge princippet om „grib revolutionen, frem produktionen og andet arbejde og styrk beredskabet imod krig“, indenfor det strategiske koncept „vær beredt imod krig, vær beredt imod naturkatastrofer og gør alt for folket!“.

Den Store Proletariske Kulturrevolution, som fortsættelsen af revolutionen under proletariatets diktatur, markerer således den proletariske verdensrevolutions kurs i dens heltemodige og ustandselige march hen mod kommunismen. Og i menneskehedens mest gigantiske revolutionære epos, erobrede den uforgængelige sejre for det internationale proletariatet. Imidlertid lærte Formand Mao os med dyb forståelse af historien og den proletariske internationalisme, i 1968:

Vi har vundet en stor sejr. Men den besejrede klasse vil fortsætte med at kæmpe. Disse mennesker og denne klasse eksisterer stadig. Derfor kan vi ikke tale om endelig sejr. End ikke i årtier. Vi må ikke miste årvågenheden. Ifølge det leninistiske synspunkt kræver et socialistisk lands endelige sejr ikke blot dets eget proletariats og de brede folkemassers anstrengelser, men afhænger også af verdensrevolutionens sejr og afskaffelsen af systemet med menneskets udbytning af mennesker på denne klode, dvs. hele menneskehedens frigørelse. Derfor er det forkert at tale letsindigt om revolutionens endelige sejr i vort land; det er i modstrid med leninismen og svarer ikke til kendsgerningerne.“

I april 1969, sagde Formand Mao:

Det er afgørende, at den Store Proletariske Kulturrevolution stadig bliver fortsat. Vor basis er ikke blevet konsolideret. Mine egne iagttagelser berettiger mig ikke til at sige, at dette gælder for alle fabrikker eller for det overvejende flertal af fabrikkerne. Men i et betydeligt antal tilfælde er ledelsen ikke i hænderne på ægte marxister, lige så lidt som den er i arbejdermassernes hænder. Dermed har jeg ikke sagt at fabrikkernes ledelser var blottet for gode mennesker før — der var gode mennesker. Blandt partikomitésekretærerne, vicesekretærerne, medlemmerne af partikomiteer var der gode mennesker. Der var gode mennesker i partiafdelingerne. Men de fulgte Liu Shao-chis gamle linje og gik ind for materielle tilskyndelser og lod profitten have kommandoen. De fremmede ikke den proletariske politik, men brugte i stedet bonus-ordninger osv.“ „Men på fabrikkerne findes der stadig dårlige elementer.“ „Jeg har fremlagt dette, for klart at illustrere at revolutionen ikke er fuldført.“

Og ved at sigte imod den borgerlige ret: „Lenin talte om en bourgeois stat uden kapitalister, opbygget for at beskytte den bourgeois ret. Vi har selv opbygget en sådan stat, som ikke er meget forskellig fra det gamle samfund, der findes rang og grader, otte løntrin, en fordeling efter arbejdsydelse og en udveksling af lige værdier.“

Ved at bekæmpe Dengs og hans tilhængeres revisionisme og tilbagekaldende anti-kulturrevolutions vind, fremlagde Formand Mao:

Efter den demokratiske revolution blev arbejderne, fattigbønderne og de lavere middelbønder ikke stående på stedet, de ønsker revolution. På den anden side er der en del partimedlemmer, som ikke ønsker at bevæge sig fremad; nogle har bevæget sig tilbage og har modsat sig revolutionen. Hvorfor? Fordi de er blevet højere embedsmænd og ønsker at beskytte de interesser, som højere embedsmænd har.“ „Den socialistiske revolution medfører, at de selv kommer til at stå for skud. Dengang, da landbrugets kooperative omformning blev gennemført, var der folk i Partiet, som modsatte sig den, og når man kommer dertil, at den bourgeois ret bliver kritiseret, så tager de det fortrydeligt op. Man gennemfører den socialistiske revolution, men alligevel ved man ikke, hvor bourgeoisiet findes. Det findes lige midt i det Kommunistiske Parti — det er de personer med myndighed, som følger den kapitalistiske vej. De personer, der har villet følge den kapitalistiske vej, befinder sig stadig på den kapitalistiske vej.“

En omstødning af de korrekte domme går imod folkets vilje.“

Uden kamp sker der ingen fremskridt.“

Kan 800.000.000 mennesker klare sig uden kamp?“

Hvad skal det sige at ‚betragte de tre direktiver som det vigtigste led‘! Stabilitet og enhed betyder ikke at man skal afskrive klassekampen; klassekampen er det vigtigste led og alt andet afhænger af den.“

Denne person insisterer ikke i klassekampen; han har aldrig nævnt dette nøglepunkt. Han fortsætter stadig med sin ‚hvide eller sorte kat‘ og skelner ikke mellem imperialisme og marxisme.“

Og ved at sammenfatte klassekampen i Kina og Kinas Kommunistiske Parti:

Vi har sunget ‚Internationale‘ i 50 år, men alligevel har folk forsøgt at splitte vort Parti 10 gange. Jeg tror, det er muligt, at de vil forsøge endnu 10, 20 eller 30 gange. Det gør I ikke? Måske vil I ikke tro det, men jeg gør. Vil kampene høre op, når vi når frem til Kommunismen? Det tror jeg heller ikke. Selv når vi når Kommunismen, vil der stadig være kampe, men det vil være mellem det gamle og det nye, mellem det korrekte og det ukorrekte — det er helt sikkert. Også om 10.000 år vil det ukorrekte være forkert og slå fejl.“

Siden kejseren blev væltet i 1911, har ingen reaktionære i Kina været i stand til at blive ved magten længe. De reaktionæres længste styre (Chiang Kai-shek) holdt kun i 20 år og han faldt også da folket rejste sig til oprør. Chiang Kai-shek kom til magten ved at drage fordel af den tillid der blev skænket ham af Sun Yat-sen og Huangpu-akademiet som han var leder af, og ved at forene store bander af reaktionære omkring ham. Så snart han vendte sig imod det Kommunistiske Parti, støttede næsten alle godsejerne og borgerskabet ham. Desuden savnede det Kommunistiske Parti erfaring på det tidspunkt. På den måde var Chiang Kai-shek i stand til at gøre sig gældende med stor hoveren. Til trods for dette var han i løbet af de 20 år aldrig i stand til at forene landet. På denne tid var der krigen mellem Kuomintang og det Kommunistiske Parti, krigene mellem Kuomintang og forskellige krigsherrer, krigen mellem Kina og Japan, og endelig i fire år borgerkrigen med stort omfang, der forstødte Chiang Kai-shek til en gruppe øer. Hvis højrekræfterne iværksætter et anti-kommunistisk statskup i Kina, er jeg helt overbevist om, at de aldrig vil få ro, og deres herredømme vil sandsynligvis blive kortvarigt, fordi det ikke vil blive tolereret af de revolutionære, som repræsenterer folkets interesser, det folk som udgør mere end 90% af befolkningen.“ „Sluttelig: fremtiden er lys, men vejen er snoet og bugtet, et udtryk der er blevet hædret med tiden.“

I 1975 udgav „Folkets Dagblad“ og „Røde Fane“ den følgende Note til udgivelsen „Marx, Engels og Lenin om proletariatets diktatur“:

Vor Fører Formand Mao har for nylig udsendt en vigtig instruks angående teorispørgsmålet.

Formand Mao sagde: ‚Hvorfor talte Lenin om udøvelse af diktatur over bourgeoisiet? Dette spørgsmål må forstås til bunds. Uklarhed omkring dette spørgsmål vil føre til revisionisme. Vi bør sørge for, at hele nationen bliver sig dette bevidst.‘

I en omtale af det socialistiske system sagde Formand Mao: ‚Kort sagt, Kina er et socialistisk land. Før befrielsen var det så godt som kapitalistisk. Selv nu praktiseres der i landet et lønsystem med otte trin, en fordeling, hvor enhver får efter sit arbejde, og en udveksling, der formidles med penge, og alt dette adskiller sig næppe fra, hvordan det var i det gamle samfund. Det, der er forskellen, er, at ejendomsforholdene er blevet ændret.‘

Formand Mao påpegede: ‚I vort land praktiseres der for tiden et varesystem, og lønsystemet er også ulige, der findes et lønsystem med otte trin, osv. Der kan kun ske indskrænkninger af disse under proletariatets diktatur. Det ville derfor være meget let for folk som Lin Piao at gennemtvinge det kapitalistiske system, såfremt de kom til magten. Derfor skal vi læse nogle flere marxistisk-leninistiske værker.‘

Formand Mao påpegede også: ‚Lenin sagde: ‚Småproduktionen avler kapitalisme og bourgeoisiet, uafladeligt, hver dag og hver time, elementært og i masseomfang.‘ Dette sker også i en del af arbejderklassen og blandt en del af Partiets medlemmer. Såvel i proletariatets rækker som blandt statsorganernes medarbejdere findes der folk, som har tilegnet sig en bourgeois livsstil.‘

Formand Maos instruks belyser på en dybtgående måde den marxistiske teori om proletariatets diktatur og påviser, hvor yderst vigtigt det er netop nu at studere teorien om proletariatets diktatur. Dette må kammeraterne i hele Partiet og folket i hele landet indprente sig meget nøje.“

D. KAMPEN IMOD OPPORTUNISMEN

Til slut om kampen imod revisionismen, et andet grundlæggende spørgsmål i marxismen-leninismen-maoismen; den nødvendige, konstante og uforsonlige kamp til forsvar for proletariatets ideologi, uundværlig i udviklingen af revolutionen, erobringen af magten og fastholdelsen af menneskehedens frigørelse, gennem proletariatets diktatur og de Kommunistiske Partiers ledelse. På Marx’ og Engels’ tid, i september 1879, afslørede de det borgerlige og reformistiske indhold i det program som blev fremlagt i det såkaldte „Tilbageblik over den socialistiske bevægelse i Tyskland“, en artikel skrevet af blandt andre E. Bernstein, den senere forkynder af den gamle revisionisme:

Jeg undersøger ikke, om og hvorvidt dette historisk forholder sig sådan. Den specielle bebrejdelse, der rettes imod Schweitzer, består i, at Schweitzer skal have forfladiget lassalleanismen, der her opfattes som en bourgeois, demokratisk-filantropisk bevægelse, til en ensidig interessekamp fra industriarbejdernes side, forfladiget, idet han uddybede dens karakter af klassekamp fra industriarbejdernes side mod bourgeoisiet. Endvidere bebrejder man ham hans ‚afvisning af det bourgeois demokrati‘. Hvad har det bourgeois demokrati at gøre i det socialdemokratiske parti? Hvis det består af ‚ærlige mænd‘, kan det slet ikke ville indtræde, og hvis det alligevel vil indtræde, så er det dog kun for at stifte ufred.

[…]

Det socialdemokratiske parti skal altså efter disse herrers mening ikke være et ensidigt arbejderparti, men et alsidigt parti, som rummer ‚alle af sand menneskekærlighed opfyldte mænd‘. Fremfor alt skal det bevise dette ved at skille sig af med de rå proletarlidenskaber og ved at stille sig under det dannede filantropiske bourgeoisis ledelse ‚for at udvikle en god smag‘ og ‚for at lære god tone‘ (s. 85). Så vil også mange føreres ‚lurvede optræden‘ vige for en velanstændig ‚bourgeois optræden‘. (Som om den udadtil lurvede optræden hos de folk, der her er tale om, ikke var det mindste, man kan bebrejde dem!) Så vil der også ‚indfinde sig talrige tilhængere fra de dannede og besiddende klassers kreds. Men disse må først vindes, hvis den […] agitation, man driver, skal føre til tydelige resultater‘. Den tyske socialisme har ‚lagt for megen vægt på at vinde masserne og derved forsømt at gøre energisk (!) propaganda i samfundets højere lag‘. Thi ‚endnu savner Partiet mænd, der er egnet til at repræsentere det i Rigsdagen‘. Det er imidlertid ‚ønskeligt og nødvendigt at betro mandaterne til mænd, der har lejlighed og tid nok til grundigt at gøre sig fortrolige med de pågældende materialer. Den simple arbejder og lille mester […] har kun i de sjældneste undtagelsestilfælde den nødvendige ro og fred til det‘. Vælg derfor bourgeois!

Kort sagt: Arbejderklassen er ude af stand til at befri sig selv ved egne kræfter. For at opnå sin frigørelse må den stille sig under ledelse af et ‚dannet og besiddende‘ bourgeoisi, der alene ‚har lejlighed og tid‘ til at gøre sig fortrolige med, hvad der tjener til arbejdernes bedste. Og for det andet skal bourgeoisiet så sandelig ikke bekæmpes, men tværtimod — vindes ved hjælp af en energisk propaganda.

Men hvis man vil vinde samfundets øverste lag eller kun dets velmenende elementer, så må man sandelig ikke forskrække dem. Og der tror de tre zürichere at have gjort en beroligende opdagelse:

Partiet viser netop nu under socialistlovens tryk, at det ikke er villigt til at gå den voldelige, blodige revolutions vej, men er besluttet på at skride frem ad lovlighedens, dvs. reformens vej.‘ Hvis altså de 5-600.000 socialdemokratiske vælgere, 1/10-1/8 af samtlige vælgere, der tilmed er spredt ud over hele landet, er så fornuftige, at de ikke render panden mod muren og én mod ti forsøger en ‚blodig revolution‘, så beviser det, at de også for al fremtid forbyder sig selv at benytte sig af en vældige udenrigspolitisk begivenhed, et deraf pludseligt revolutionært opsving, ja af en sejr for folket, som det har tilkæmpet sig i sammenstød, der er opstået som følge af dette revolutionære opsving! Hvis Berlin igen engang skulle være så uddannet at få en 18. marts [der sigtes til de revolutionære barrikadekampe i Berlin den 18. og 19. marts 1848], så skal socialdemokraterne, i stedet for at tage del i kampen som ‚barrikadesyge pjalte‘ (s. 88), tværtimod ‚skride frem ad lovlighedens vej‘, mane til fred og ro, rydde barrikaderne væk og om nødvendigt sammen med den herlige krigshær marchere mod de ensidige, rå, uuddannede masser. Eller hvis d’herrer påstår, at det har de ikke ment sådan, hvad har de så ment?

Det bliver endnu bedre.

Jo roligere, sagligere, med jo mere overlæg det (Partiet) altså optræder i sin kritik af de bestående tilstande og i sine forslag til forandring af disse, des mindre kan det skaktræk gentages, som er lykkedes nu (ved indførelsen af socialistloven), og med hvilket den bevidste reaktion har jaget borgerskabet ned i et musehul ved at benytte sig af frygten for det røde spøgelse.‘ (s. 88)

For at befri bourgeoisiet for den sidste smule angst skal man kort og godt bevise det, at det røde spøgelse virkelig kun er et spøgelse og ikke eksisterer. Men hvad er det røde spøgelses hemmelighed, hvis ikke det er bourgeoisiets angst for den uundgåelige kamp på liv og død imellem det og proletariatet? Angsten for den moderne klassekamps uafvendelige afgørende slag? Man afskaffer blot klassekampen, og bourgeoisiet og ‚alle uafhængige mennesker‘ vil ‚ikke undse sig ved at gå hånd i hånd med proletarerne‘! Og de, der så blev snydt, var ingen andre end proletarerne.

Lad Partiet altså ved ydmyg og vemodig optræden bevise, at det én gang for alle har sagt farvel til de ‚utilbørligheder og udskejelser‘, der har givet anledning til socialistloven. Hvis det frivilligt lover, at det kun vil bevæge sig indenfor socialistlovens skranker, vil Bismarck og bourgeoisiet da sikkert være elskværdige og ophæve denne lov, der så er blevet overflødig! ‚Forstå os rigtigt‘, vi vil ikke ‚opgive vort parti og vort program, men vi mener, at vi mange år ud i fremtiden har nok at gøre, når vi retter hele vor kraft, hele vor energi mod at opnå visse nærliggende mål, som man under alle omstændigheder må tilkæmpe sig, før der kan tænkes på en realisering af de videregående bestræbelser‘. Så vil også bourgeoisiet, småbourgeois‘erne og arbejderne, som ‚nu […] afskrækkes af de vidtgående krav‘, i massevis slutte sig til os.

Programmet skal ikke opgives, men kun udsættes — på ubestemt tid. Man vedtager det, men egentlig ikke for sig selv og for sin egen levetid, men posthumt, som et arvestykke for børn og børnebørn. I mellemtiden anvender man ‚hele sin kraft og energi‘ på alskens småpilleri og lappearbejde på den kapitalistiske samfundsordning, for at det dog skal se ud, som om der sker noget, uden at borgerskabet samtidig bliver forskrækket.

[…]

Der har man de tre Zürich-censorers program. Man kan ikke ønske sig det bedre, hvad tydelighed angår. Allermindst vi, der meget vel kender alle disse talemåder fra 1848. Det er småbourgeoisiets repræsentanter, der melder sig, fulde af angst for, at proletariatet under den revolutionære situations tryk skal ‚gå for vidt‘. I stedet for klar og tydelig politisk opposition, almindelig formidling; i stedet for kampen mod regering og borgerskab, forsøg på at vinde og overtale dem; i stedet for trodsig modstand mod mishandlinger fra oven, ydmyg underkastelse og indrømmelse af, at man har fortjent straffen. Alle historisk nødvendige konflikter fortolkes som misforståelser, og enhver diskussion afsluttes med, at man forsikrer, at i hovedsagen er vi jo alle enige. De folk, der i 1848 optrådte som bourgeois demokrater, kan nu lige så godt kalde sig socialdemokrater. Ligesom den demokratiske republik lå i en fjern og uopnåelig fremtid for de bourgeois demokrater, således forholder det sig også med den kapitalistiske ordnings omstyrtelse for socialdemokraterne. Den har absolut ingen betydning for nutidens politiske praksis; man kan mægle, lave kompromiser og filantropisere af hjertens lyst. På samme måde går det med klassekampen mellem proletariatet og bourgeoisiet. På papiret anerkender man den, fordi man jo ikke mere kan benægte den, men i praksis tilsløres, udviskes, afsvækkes den. Det socialdemokratiske parti skal ikke være et arbejderparti, det skal ikke pådrage sig bourgeoisiets eller overhovedet nogens had; det skal fremfor alt gøre energisk propaganda blandt bourgeoisiet; i stedet for at lægge vægt på vidtgående mål, der afskrækker bourgeoisiet og alligevel er uopnåelige for vor generation, skal det hellere anvende hele sin kraft og energi på de småbourgeois lappereformer, der betyder ny understøttelse af den gamle samfundsordning og derved måske kan forvandle den endelige katastrofe til en langsom stykkevis opløsningsproces, der bør være så fredelig som muligt. Det er de samme folk, som under skin af rastløs travlhed ikke blot ikke gør noget selv, men også søger at hindre, at der overhovedet sker noget andet end — snak; de samme folk, hvis frygt for enhver handling i 1848 og 1849 for hvert skridt hæmmede bevægelsen og endelig bragte den nederlaget; de samme folk, som ser en reaktion og så er meget forbavsede over, at de omsider befinder sig i en blindgade, hvor hverken modstand eller flugt er mulig; de samme folk, som vil tvinge historien ind i deres egen snævre spidsborgerhorisont, og over hvem historien hver gang går over til dagsordenen.

Hvad deres socialistiske kaliber angår, så er denne allerede blevet tilstrækkeligt kritiseret i Manifestet, i kapitlet: Den tyske eller ‚sande‘ socialisme. Hvor klassekampen skydes til side som noget ukærkomment og ‚råt‘, bliver der ikke anden basis for socialismen end ‚sand menneskekærlighed‘ og tomme talemåder om ‚retfærdighed‘.

[…]

Hvad os angår, så er der efter hele vor fortid kun én vej, vi kan gå. Vi har i næsten 40 år fremhævet klassekampen som historiens umiddelbare drivkraft og specielt klassekampen mellem borgerskab og proletariat som den store løftestang i den moderne sociale omvæltning; vi kan altså umuligt gå sammen med folk, der vil stryge denne klassekamp af bevægelsen. Vi har ved Internationales dannelse udtrykkeligt formuleret kampråbet: arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk. Vi kan altså ikke gå sammen med folk, der åbent erklærer, at arbejderne er for udannede til at befri sig selv og først må befris fra oven gennem filantropiske stor- og småbourgeois‘er.“

Lenin udviklede en enestående kamp imod den gamle revisionisme, hvis bankerot fandt sted under Første Verdenskrig. Han sagde: „Revisionisme — revideringen af marxismen — er i dag et af de hovedudtryk, hvis ikke det hovedsagelige, for bourgeoisiets indflydelse på proletariatet og bourgeoisiets korrumpering af arbejderne.“ I henholdsvis 1899 og 1902 påpegede han:

Det internationale socialdemokrati er for tiden inde i en periode med ideologisk vaklen. Hidtil har Marx’ og Engels’ lære været anset som værende den revolutionære teoris grundvold, men nu høres overalt røster, der hævder, at denne lære er utilstrækkelig og forældet. Enhver som kalder sig socialdemokrat og som vil udgive et socialdemokratisk organ, må meget nøje definere sin holdning til dette spørgsmål der optager de tyske socialdemokraters opmærksomhed og ikke dem alene.

Vi står helt og fuldt på den marxistiske teoris standpunkt: marxismen var den første til at forvandle socialismen fra en utopi til en videnskab, at give denne videnskab en fast grund og anvise den vej man må gå for at videreudvikle denne videnskab og udarbejde den i alle enkeltheder. Den blotlagde den moderne kapitalistiske økonomis natur, ved at forklare hvordan millioner af ejendomsløses slaveri maskeres ved at en håndfuld kapitalister, der ejer jorden, fabrikkerne, mineanlæggene osv., ansætter arbejdere, køber arbejdskraft. Den har vist, at hele udviklingen af den moderne kapitalisme går i retning af at småproduktion fortrænges af storproduktion, hvilket skaber betingelserne der gør en socialistisk samfundsordning mulig og nødvendig. Den har lært os at se gennem de indgroede sædvaners, politiske intrigers, uforståelige loves og forvirrende doktriners røgslør — at se klassekampen, kampen mellem de besiddende klasser af alle slags og massen af ejendomsløse, proletariatet, der står i spidsen for alle ejendomsløse. Den har klarlagt det revolutionære socialistiske partis virkelige opgave: ikke at udtænke planer til samfundets reformering, ikke at holde prædikener for kapitalisterne og deres lakajer, om at forbedre arbejdernes forhold, ikke at lave sammensværgelser, men at organisere proletariatets klassekamp og at lede denne kamp, hvis endemål er proletariatets erobring af den politiske magt og organiseringen af det socialistiske samfund.“

Socialdemokratiet skal omdannes fra den sociale revolutions parti til de sociale reformers demokratiske parti. Dette politiske krav har Bernstein omgivet med et formeligt batteri af ganske godt sammenstemmende ‚nye‘ argumenter og synspunkter. Man har benægtet, at socialismen kan begrundes videnskabeligt, og at dens nødvendighed og uundgåelighed kan dokumenteres ud fra den materialistiske historieopfattelse, man har benægtet, at den voksende fattigdom, proletariseringen og skærpelsen af de kapitalistiske modsigelser er kendsgerninger, man har erklæret selve begrebet ‚det endelige mål‘ for uholdbart og forkastet tanken om proletariatets diktatur ubetinget, man har afvist den principielle modsigelse mellem liberalisme og socialisme, man har afvist teorien om klassekampen som angiveligt uanvendelig på et strengt demokratisk samfund, der styres i overensstemmelse med flertallets vilje osv.“

Og understregende dens krybende karakter: „Når man taler om bekæmpelse af opportunismen, må man aldrig glemme de karakteristiske træk ved den moderne opportunisme på alle områder: dens ubestemthed, udflyden og ubegribelighed. Opportunisten undviger ifølge sin natur altid en bestemt og uigenkaldelig problemstilling, søger altid en mellemvej, snor sig som en ål mellem synspunkter, der udelukker hinanden, beflitter sig på at ‚være enig‘ med snart den ene, snart den anden, idet vedkommende reducerer sine meningsforskelle til forslag om småforbedringer, tvivlende bemærkninger, fromme og uskyldige ønskemål osv., osv.“

På samme vis bekæmper han benægtelsen af klassekampen og afslører revisionismens klassesamarbejde:

På det politiske område har revisionismen faktisk forsøgt at revidere marxismens grundlag, nemlig læren om klassekampen. Politisk frihed, demokrati, almindelig valgret ophæver grundlaget for klassekampen — sagde man os — og ophæver gyldigheden af den gamle sætning fra det Kommunistiske Manifest: Arbejderne har intet fædreland. Under demokratiet, hvor jo ‚flertallets vilje‘ hersker, måtte man efter deres mening hverken betragte staten som et organ for klasseherredømme eller afvise forbund med et progressivt, socialreformatorisk bourgeoisi mod de reaktionære.

Det er ubestrideligt, at disse revisionistiske indvendinger er resulteret i et ret harmonisk system af anskuelser — nemlig de gammelkendte liberale, bourgeois anskuelser. De liberale har altid sagt, at den bourgeois parlamentarisme afskaffer klasser og klassedeling, når alle borgere uden forskel har stemmeret, ret til at tage del i statssagerne. Hele Europas historie i anden halvdel af det 19. århundrede og hele den russiske revolutions historie i begyndelsen af det 20. århundrede er et slående bevis på, hvor tåbelige den slags anskuelser er. De økonomiske uligheder afsvækkes ikke, men forstærkes og skærpes under den ‚demokratiske‘ kapitalismes frihed. Parlamentarismen fjerner ikke, men afslører selv de mest demokratiske bourgeois republikkers væsen som organer for klasseundertrykkelsen. Ved at bidrage til oplysning og organisering af langt bredere befolkningsmasser end dem, der før har deltaget aktivt i de politiske begivenheder, baner parlamentarismen vej, ikke for en afskaffelse af kriser og politiske revolutioner, men for en voldsom skærpelse af borgerkrigen under disse revolutioner. Begivenhederne i Paris i foråret 1871 og den russiske vinter i 1905 har soleklart vist, hvor uundgåeligt en sådan skærpelse indtræder. Uden at tøve et sekund indledede det franske bourgeoisi et samarbejde med hele nationens fjende, de udenlandske tropper, der havde hærget dets fædreland, for at underkue den proletariske bevægelse. Den, der ikke begriber parlamentarismens og den borgerlige demokratismes uundgåelige indre dialektik, der fører til en endnu skarpere afgørelse af stridigheder end før, en magtafgørelse ved massernes hjælp, han vil aldrig forstå at udnytte denne parlamentarisme til at drive en principiel, konsekvent propaganda og agitation, der virkelig forbereder arbejdermasserne til sejrrig deltagelse i sådanne ‚stridigheder‘. De erfaringer, man har fra forbund, overenskomster og blokke med den socialreformatoriske liberalisme i Vesteuropa og med den liberale reformisme (kadetterne) i den russiske revolution, har på overbevisende måde vist, at disse overenskomster kun sløver massernes bevidsthed, idet de ikke øger, men mindsker den virkelige rækkevidde af deres kamp ved at sammenkæde de kæmpende elementer med de mindst kampduelige, mest vaklende og forræderiske.“

Og afslører deres forræderi imod socialismen og deres forsvar for det borgerlige demokrati:

Historien lærer os, at ikke én undertrykt klasse nogen sinde er kommet til magten og ej heller kunne komme det uden at gennemgå en periode med diktatur, dvs. erobre den politiske magt og med vold undertrykke den til det yderste desperate og til det yderste rasende modstand, udbytterne altid har gjort uden at vige tilbage for nogen forbrydelse. Bourgeoisiet, hvis herredømme nu forsvares af socialister, der går imod ‚diktatur slet og ret‘ og lovsynger ‚demokrati slet og ret‘, vandt magten i de fremskredne lande for en pris af flere opstande, borgerkrige og voldelig undertrykkelse af konger, feudalherrer og slaveholdere og disses forsøg på at generobre magten. Disse bourgeois revolutioners og dette bourgeois diktaturs klassekarakter har socialister verden over tusinder og millioner af gange forklaret folket i bøger, pjecer, kongresresolutioner og agitationstaler. Det aktuelle forsvar af bourgeois demokrati, der foregår under foregivende af, at det repræsenterer ‚demokratiet slet og ret‘, og den aktuelle hylen og skrigen mod proletariatets diktatur under foregivende af, at det repræsenterer ‚diktaturet slet og ret‘, er derfor et direkte forræderi mod socialismen. Det er en faktisk overgang på bourgeoisiets side, en afvisning af proletariatets ret til sin egen proletariske revolution og et forsvar af bourgeois reformisme netop på et tidspunkt, hvor bourgeois reformisme har lidt skibbrud overalt i verden, og hvor krigen har skabt en revolutionær situation.“

På den anden side analyserede han arbejderaristokratiet som den sociale basis for revisionisme. På Kommunistisk Internationales 2. Verdenskongres fremlagde han:

En af hovedårsagerne som vanskeliggør arbejderklassens revolutionære bevægelse i de udviklede kapitalistiske lande, er det faktum at på grund af deres koloniale besiddelser og ekstraprofitten fra finanskapitalen osv., har kapitalisterne i disse lande været i stand til at skabe et relativt større og mere stabilt arbejderaristokrati, en del som udgør en lille minoritet af arbejderklassen. Denne minoritet nyder bedre ansættelsesforhold og er gennemsyret af snæversynet håndværksånd og med småbourgeois og imperialistiske fordomme. Den udgør det virkelige sociale grundlag for 2. Internationale, for reformisterne og ‚centristerne‘, for nærværende kunne den endda kaldes bourgeoisiets hovedstøtte.“

Her er det, vi må rejse spørgsmålet om, hvordan disse retningers stabilitet i Europa kan forklares, og hvorfor opportunismen i Vesteuropa er stærkere end her hos os. Svaret er, at de fremskredne lande har skabt og stadig skaber deres kultur i kraft af muligheden for at leve på en milliard undertrykte menneskers bekostning. Svaret er, at kapitalisterne i disse lande indkasserer meget ud over det, de opnår i profit ved at plyndre deres eget lands arbejdere.

Før krigen blev de tre rigeste lande, England, Frankrig og Tyskland, anslået til at have indtægter på 8-10.000.000.000 franc alene fra kapitaleksporten til udlandet, øvrige indtægter ikke medregnet.

Det er klart, at man af dette pæne beløb kan spendere f.eks. en halv milliard på almisser og alskens bestikkelse til arbejderlederne, til arbejderaristokratiet. Det hele munder nemlig ud i bestikkelse. Og det gøres på tusinder af måder: ved at højne kulturen i de største centre, oprette læreanstalter, skabe tusindvis af gode stillinger til kooperationsledere, fagforeningsledere og parlamentsledere. Dette forekommer overalt, hvor der findes moderne, civiliserede kapitalistiske relationer. Og disse milliardbeløb i ekstraprofitter udgør det økonomiske grundlag, som opportunismen i arbejderbevægelsen hviler på.“

Og angående revisionismen som produkt af borgerskabets verdensanskuelse og dets indflydelse på proletariatet:

Hvori ligger det, at [revisionismen] er uundgåelig i det kapitalistiske samfund? Hvorfor bunder den dybere end forskellene mellem kapitalismens nationale ejendommeligheder og udviklingstrin? Fordi der i ethvert kapitalistisk land ved siden af proletariatet altid findes brede lag af småbourgeois‘er, af småbesiddere. Kapitalismen fødtes og fødes stadig af den lille bedrift. Det er uafvendeligt, at kapitalismen atter og atter skaber en hel række ‚mellemlag‘ (vedhæng til fabrikken, hjemmearbejde, små værksteder spredt ud over landet for at tilfredsstille f. eks. den store cykel- og automobilindustris krav, osv.). Disse nye småproducenter bliver lige så uafvendeligt kastet ud i proletariatets rækker igen. Det er ganske naturligt, at en småbourgeois verdensanskuelse atter og atter bryder igennem i bredt favnende arbejderpartier.“

Og:

Således er kravet om en afgørende vending fra revolutionært socialdemokrati over til borgerlig socialreformisme blevet fulgt op med en lige så afgørende vending over til bourgeois kritik af alle marxismens fundamentale idéer. Og da denne sidste kritik allerede længe har været rettet mod marxismen både fra politiske talerstole og fra universiteternes katedre, i brochurer i masseoplag og i en række videnskabelige afhandlinger, da endvidere de herskende klassers hele opvoksende ungdom gennem årtier systematisk er blevet opdraget med denne kritik, er det ikke overraskende, at den ‚nye kritiske‘ retning i socialdemokratiet sprang frem fuldt færdig, ligesom Minerva af Jupiters pande. Hvad indholdet angår, behøvede denne retning ikke at udvikle sig og formes. Den overførtes direkte fra den borgerlige litteratur til den socialistiske.“

Lenin betegnede revisionisterne som „bedre forsvarere af bourgeoisiet end bourgeoisiet selv“. På den førnævnte 2. Verdenskongres sagde han: „Jeg vil ikke komme ind på, hvordan vi konkret skal gøre dette. Det står i mine teser, som er blevet offentliggjort. Min opgave her er at pege på dette fænomens dybereliggende økonomiske rødder. Sygdommen er trukket i langdrag, helbredelsen har vist sig at tage længere tid, end optimisterne håbede. Opportunismen er vor hovedfjende. Opportunismen i arbejderbevægelsens øverste lag er ikke proletarisk, men borgerlig socialisme. I praksis er det bevist, at de af arbejderbevægelsens egne ledere, som tilhører den opportunistiske retning, er bedre til at forsvare borgerskabet end borgerskabets egne folk. Uden deres ledelse af arbejderne ville borgerskabet ikke klare skærene. Det bevises ikke kun i Rusland af Kerenskij-regimets historie, men også af den demokratiske republik Tyskland med dens socialdemokratiske regering i spidsen og af Albert Thomas’ holdning til sin borgerlige regering. Det beviser lignende erfaringer i England og de Forenede Stater. Her har vi en hovedfjende for os, og denne fjende skal vi besejre. Vi skal forlade kongressen fast besluttet på at føre denne kamp til ende for alle partier. Det er en hovedopgave.“ Og om „den eneste marxistiske linje“:

Engels skelner mellem de gamle fagforeningers — det privilegerede mindretals — ‚bourgeois arbejderparti‘ og den ‚laveste masse‘, det virkelige flertal, og appellerer til sidstnævnte, der ikke er smittet af ‚bourgeois respektabilitet‘. Dette er kernen i marxistisk taktik.

Hverken vi eller nogen anden kan præcis regne ud, hvilket andel af proletariatet der følger og vil følge social-chauvinisterne og opportunisterne. Det vil kun blive røbet af kampen, det vil kun blive endelig afgjort af den socialistiske revolution. Men vi ved med sikkerhed at ‚fædrelandsforsvarerne‘ i den imperialistiske krig, kun repræsenterer et mindretal. Og det er derfor vor pligt, hvis vi ønsker at forblive socialister, at gå lavere og dybere ned, til de virkelige masser; dette er hele meningen med og hele indholdet i kampen mod opportunismen. Ved at afsløre den kendsgerning at opportunisterne og social-chauvinisterne i virkeligheden forråder og sælger massernes interesser, at de forsvarer de midlertidige privilegier for et mindretal af arbejderne, at de er formidlere af bourgeois idéer og indflydelse, at de i virkeligheden er allierede med og agenter for bourgeoisiet, lærer vi masserne at værdsætte deres sande politiske interesser, at kæmpe for socialismen og for revolutionen gennem alle de lange og pinefulde omskiftelser af imperialistiske krige og imperialistiske våbenstilstande.

Den eneste marxistiske linje i verdens arbejderbevægelse er at forklare masserne uundgåeligheden og nødvendigheden af at bryde med opportunismen, at skole dem til revolution ved at føre en ubarmhjertig kamp mod opportunismen, at udnytte krigens erfaringer til at afsløre, ikke skjule, den national-liberale arbejderpolitiks fuldkomne nederdrægtighed.“

På samme måde kaldte han til forsvar og udvikling af marxismen, på trods af revisionisternes råben og skrigen:

Og nu spørger vi: Er noget som helst nyt blevet indført i denne teori af disse stortalende ‚fornyere‘, der har grupperet sig omkring den tyske socialist Bernstein og for øjeblikket gør et stort væsen af sig? Absolut ingenting. Ikke ét skridt fremad har de ført den videnskab som Marx og Engels har pålagt os at udvikle. De har ikke lært proletariatet nogle nye kampmetoder. De er udelukkende gået bagud, har taget brudstykker og antikverede teorier til sig og prædiker ikke kampens teori overfor proletariatet, men eftergivenhedens — eftergivenhed mod proletariatets argeste fjender, de regeringer og borgerlige partier, som ikke tøver med at finde nye midler til at narre socialisterne. Plekhanov, en af det russiske socialdemokratis grundlæggere og ledere, havde fuldkommen ret da han gav en skånselsløs kritik af Bernsteins nyeste ‚kritik‘, hvis hensigter nu også er blevet afvist af de tyske arbejderes repræsentanter (på Hannover-kongressen).

Vi ved at det vil regne ned over os med beskyldninger for disse ord. Man vil skrige op om at vi vil forvandle det socialistiske parti til en orden af ‚rettroende‘, der forfølger ‚kætterne‘ for afvigelserne fra ‚teoremerne‘, for enhver selvstændig mening, osv. Vi kender til alle disse moderne og skarpe fraser. Der er bare det ved det, at de ikke indeholder så meget som ét gran sandhed eller fornuft. Et stærkt socialistisk parti kan ikke eksistere uden en revolutionær teori der forener alle socialister, fra hvilken de fremdrager alle deres overbevisninger og som de anvender i deres kampmetoder og aktionsmidler. At man forsvarer en sådan teori, om hvis gyldighed man er fuldstændig overbevist, mod ubegrundede angreb og forsøg på forvrængning, indebærer på ingen måde at man er fjende af enhver kritik. Vi betragter ikke Marx’ lære som noget afsluttet og urørligt. Vi er tværtimod overbeviste om at den blot har lagt grunden til den videnskab som socialisterne må videreudvikle i alle retninger, hvis de vil følge med tiden. Vi er af den opfattelse at det er særlig væsentligt for de russiske socialdemokrater selvstændigt at videreudvikle Marx’ teori, fordi denne teori udelukkende giver de generelt vejledende principper, der, i enkeltheder, anvendes anderledes i England end i Frankrig, anderledes i Frankrig end i Tyskland og anderledes i Tyskland end i Rusland.“

Og ved at analysere den gamle revisionismes undergang, i sit meget vigtige værk „2. Internationales sammenbrud“, fra 1915, lærte Lenin os:

For de klassebevidste arbejdere er socialismen en alvorlig overbevisning, ikke en bekvem skærm til at skjule småborgerlige forsonende og nationalistisk-oppositionel higen. Med Internationalens sammenbrud forstår de det himmelråbende forræderi, som flertallet af de officielle socialdemokratiske partier har begået imod deres overbevisning, imod de højtidelige taler på kongresserne i Stuttgart og Basel, imod de på disse kongresser vedtagne resolutioner osv. Lukke øjnene for dette forræderi kan kun de, som ikke ønsker at se det, eller som ikke har nogen fordel deraf. Hvis vi skulle formulere sagen videnskabeligt, dvs. ud fra forholdet mellem klasserne i det nuværende samfund, så må vi sige at de fleste socialdemokratiske partier, og i spidsen for dem først og fremmest det tyske parti — 2. Internationales største og mest indflydelsesrige parti — har stillet sig på sin generalstabs, sin regerings og sit borgerskabs side imod proletariatet. Dette er en hændelse af verdenshistorisk betydning, en hændelse der kalder på den mest alsidige analyse. Det har længe været en kendt sag at krige, trods al den rædsel og lidelse de fører med sig, trods alt bringer følgende mere eller mindre betydningsfulde fordele — de afdækker, afslører og ødelægger meget af de korrupte, udlevede og døde i menneskelige institutioner.“

Opportunisme indebærer at ofre massernes grundlæggende interesser til fordel for en forsvindende lille minoritet af arbejderes midlertidige interesser eller, med andre ord, et forbund mellem en del af arbejderklassen og bourgeoisiet, rettet imod proletariatets masser. Krigen har gjort et sådant forbund særligt iøjnefaldende og uundgåeligt. Opportunismen er blevet avlet i løbet af årtier som følge af særegenhederne i kapitalismens udviklingsperiode, da et privilegeret lag af privilegerede arbejdere blev ‚bourgeoisgjort‘ af et relativt fredeligt og kultiveret liv, der gav dem nogle krummer fra deres nationale kapitalisters bord og isolerede dem fra de udsugede og forarmede massers revolutionære natur.“

Social-chauvinismen er opportunismen, som under den lange periode af relativt ‚fredelig‘ kapitalisme er blevet så moden, så stærk og fræk, der ideologisk og politisk har antaget så faste former og så intimt har forenet sig med borgerskabet og regeringerne, at det er umuligt at tolerere en sådan tendens inde i de socialdemokratiske partier.“

Opportunismen — når vi taler om den i europæisk målestok — befandt sig som det var tilfældet førend krigen, i sine ungdomsår. Med krigens udbrud trådte den ind i sin mandomsalder og dens ungdom og ‚uskyldighed‘ kan ikke blive genoprettet. Et helt socialt lag, der udgøres af parlamentarikere, journalister, arbejderbureaukrater, privilegerede kontorfunktionærer og visse lag af proletariatet, er opstået og vokset sammen med dets nationale borgerskab, som fuldt ud har været i stand til at værdsætte og ‚tilpasse‘ det. Historiens hjul kan hverken skrues tilbage eller sættes i bero — vi kan og skal frygtløst gå fremad, fra arbejderklassens forberedende og legale organisationer, der er i opportunismens kløer, til revolutionære organisationer som forstår ikke at indskrænke sig til legaliteten og som er i stand til at sikre sig imod opportunistisk forræderi, proletariske organisationer som begynder en ‚kamp om magten‘, en kamp for omstyrtelsen af borgerskabet.“

Og i „Opportunismen og 2. Internationales sammenbrud“ fra 1916:

Den relativt ‚fredelige‘ karakter af perioden 1871-1914 gav næring til opportunismen, først som en tilbøjelighed, dernæst som en retning og endelig som en gruppe eller et lag af arbejderbureaukratiet og dets småborgerlige medløbere. Disse elementer kunne kun dominere arbejderbevægelsen ved i ord at anerkende de revolutionære mål og den revolutionære taktik. De kunne kun vinde massernes tillid ved højtidelige forsikringer om, at alt det ‚fredelige‘ arbejde kun var forberedelser til den proletariske revolution. Denne modsigelse var en byld, der på et eller andet tidspunkt måtte briste, og den er bristet. Hele spørgsmålet er, om man, som Kautsky og co. gør det, skal prøve at drive betændelsen tilbage i organismen af hensyn til ‚enheden‘ (med betændelsen) — eller om man for at hjælpe med til fuldstændig helbredelse af arbejderbevægelsens organisme skal fjerne denne betændelse så hurtigt og omhyggeligt som muligt, uanset den øjeblikkelige, heftige smerte, denne proces forårsager.“

Formand Mao Tse-tung udviklede på verdensplan en storslået kamp imod den moderne revisionisme, repræsenteret ved Hrusjtjov og hans medløbere, ved at sigte mod den ondsindede genoprettelse af kapitalismen i Sovjetunionen, ved fuldstændigt og helt at afsløre den i Den Store Polemik, der er skrevet under hans personlige ledelse. Ikke desto mindre var hans mest vidtrækkende kamp den, han førte imod revisionismen i Kina selv, gennem den Store Proletariske Kulturrevolution. I sin tale ved Kinas Kommunistiske Partis 8. Centralkomités 2. Plenum i 1956 sagde han:

Jeg vil sige nogle få ord om SUKP‘s 20. Kongres. Jeg mener, der er to ‚sværd‘. Det ene er Lenin. Det andet er Stalin. Stalinsværdet er nu blevet kastet bort af russerne. Gomulka og nogle folk i Ungarn har taget det op for at støde det i Sovjetunionen og vende sig imod den såkaldte stalinisme. De Kommunistiske Partier i mange lande kritiserer ligeledes Sovjetunionen, og deres leder er Togliatti. Imperialisterne bruger også dette sværd til at slå folk ihjel med. F.eks. har Dulles svunget det et stykke tid. Dette sværd er ikke blevet lånt ud, det er blevet kastet bort. Vi kinesere har ikke kastet det bort. Først og fremmest beskytter vi Stalin, men vi kritiserer også hans fejltagelser, og vi har skrevet artiklen: Om de historiske erfaringer med proletariatets diktatur. Vi handler i overensstemmelse med den objektive virkelighed i modsætning til visse folk, som har forsøgt at vanære og udslette Stalin.

Med hensyn til Lenins værd, er det så ikke også i en vis udstrækning blevet kastet bort af de sovjetiske ledere? Efter min opfattelse er det blevet kastet bort i betragtelig udstrækning. Er Oktoberrevolutionen stadig gyldig? Kan den stadig tjene som eksempel for alle lande? Hrusjtjov siger i sin beretning på SUKP‘s 20. Kongres, at det er muligt at opnå statsmagten ad den parlamentariske vej, det er det samme som at sige, at det ikke længere er nødvendigt for alle lande at lære af Oktoberrevolutionen. Så snart den ene sluse er åbnet, bliver leninismen i det store hele kastet bort.

Den leninistiske lære har udviklet marxismen. På hvilke områder har den gjort det? Først og fremmest med hensyn til verdensanskuelsen, dvs. materialismen og dialektikken, og for det andet med hensyn til den revolutionære teori og taktik. Særligt i spørgsmålet om klassekamp, proletariatets diktatur og proletariatets politiske parti. Og så er der Lenins lære om opbygningen af socialismen. Med Oktoberrevolutionen gik opbygningen af socialismen i gang midt under revolutionen, og derfor har Lenin syv års praktisk erfaring med opbygning, hvilket ikke blev Marx forundt. Vi har lært af disse grundlæggende principper fra marxismen-leninismen.“

Og ved at insistere i dette punkt og i spørgsmålene om dem der vakler når stormen raser, dem der forlader marxismen og angrebet på de fremskredne ting, fremlagde han i „Taler ved en konference for partisekretærerne“, fra 1957:

I det sidste år rasede der flere uvejr på verdensscenen. På Sovjetunionens Kommunistiske Partis (SUKP) 20. Kongres angreb de Stalin i stor stil. Derefter sendte imperialisterne to uvejr imod kommunismen, og der var to stormfulde debatter i den Internationale Kommunistiske Bevægelse. Under disse storme var virkningen og tabene ganske store for nogle Kommunistiske Partier i Europa og i Nord- og Sydamerika, men mindre i de Kommunistiske Partier i Orienten. Med sammenkaldelsen af SUKP‘s 20. Kongres vendte nogle, som havde været særdeles begejstret for Stalin, sig meget heftigt imod ham. Som jeg ser det, fastholder disse mennesker ikke marxismen-leninismen, de benytter ikke en analytisk fremgangsmåde, og de mangler revolutionær moral. Marxismen-leninismen indbefatter proletariatets revolutionære moral. Eftersom I tidligere gik helt ind for Stalin, burde I i det mindste begrunde en så skarp ændring. Men I giver overhovedet ingen begrundelse for denne pludselige kovending, som om I aldrig havde støttet Stalin, selv om I faktisk havde støttet ham fuldt og helt tidligere. Spørgsmålet om Stalin angår hele den Internationale Kommunistiske Bevægelse, og det involverer de Kommunistiske Partier i alle lande.

De fleste kadrer i vort parti er utilfredse med SUKP’s 20. Kongres og mener, at den gik for vidt i angrebene på Stalin. Det er en normal følelse og en normal reaktion. Men nogle få kadrer begyndte at vakle. Før det begynder at regne i en tyfon, kommer myrerne ud af deres huller, de har deres meget følsomme ‚næser‘ og de forstår sig på meteorologi. Aldrig så snart var tyfonen på SUKP’s 20. Kongres brudt ud, før nogle få myrer af den slags kom op af hullerne i Kina. De er vaklende elementer i Partiet, som svajer frem og tilbage, så snart noget er i bevægelse. Da de hørte om den radikale afskrivning af Stalin, følte de sig godt tilpas og svingede over til den anden side, de heppede og sagde, at Hrusjtjov havde ret i alt, og at de selv havde ment det samme hele tiden. Senere, da imperialisterne slog nogle slag og nogle få ekstra kom fra den Internationale Kommunistiske Bevægelse selv, måtte selv Hrusjtjov ændre melodien en kende, og så svingede de over til den anden side igen. En græstørv, der ligger øverst på muren, svinger til højre og venstre med vinden. De vaklendes virkelige hensigt var ikke at svinge til vor side, men til den anden. Det er godt, at nogle mennesker i Partiet og uden for Partiet lovpriste begivenhederne i Polen og Ungarn. De kunne ikke åbne munden uden at tale om Poznan eller Ungarn. Ved at gøre det, udleverede de sig selv. Myrerne kom ud af deres huller, ligesom padder, skildpadder og al jordens kryb forlod sine skjulesteder. De dansede efter Gomulkas taktstok. Da Gomulka talte om det store demokrati, efterplaprede de ham. Nu har situationen ændret sig og de holder munden lukket. Men det er ikke deres virkelige ønske. Deres virkelige ønske er at råbe op.“

Da vor delegation tog til Sovjetunionen denne gang, gik vi lige til sagen i en række spørgsmål. Jeg fortalte Kammerat Chou En-lai i telefonen, at disse mennesker er blændet af deres materielle gevinster, og at den bedste måde at behandle dem på er at give dem en god overhaling. Hvad er deres materielle resultater? Ikke mere end 50.000.000 tons stål, 400.000.000 tons kul og 80.000.000 tons olie. Er det meget? Slet ikke. For tiden er deres hoveder opsvulmede ved synet af denne mængde. Hvilke kommunister! Hvilke marxister! Gang det alt sammen med 10, eller endda med 100, og det er stadig ikke meget. Det eneste man har gjort, er at udvinde noget af jorden, lavet det til stål og lavet nogle biler, flyvemaskiner og hvad ved jeg. Hvad bemærkelsesværdigt er der ved det? Og alligevel gør man det til så tung en byrde for sine skuldre, at man endda har kastet revolutionære principper bort. Er det ikke at være blændet af materielle bindinger?“

Efter 2. Verdenskrig beskæftigede det Kommunistiske Parti i Sovjetunionen og i visse østeuropæiske lande sig ikke længere med marxismens grundlæggende principper. De beskæftigede sig ikke længere med klassekamp, proletariatets diktatur, partiledelse, demokratisk centralisme og båndene mellem Partiet og masserne, og der var ikke megen politik i luften. Hændelsen i Ungarn blev følgen. Vi bør holde os til marxismens grundlæggende teori.“

Ingen ved hvor mange skældsord, der er blevet slynget efter det Kommunistiske Parti. Kuomintang bagvaskede os som ‚kommunistiske banditter‘, og hvis folk havde den mindste forbindelse med os, blev de anklaget for at ‚stå i ledtog med banditter‘. I den sidste ende er det ‚banditterne‘ som har bevist, at de er bedre end ‚ikke-banditterne‘. I umindelige tider er intet progressivt blevet vel modtaget i begyndelsen, og alt progressivt har uden undtagelse været genstand for skældsord. Marxismen og det Kommunistiske Parti er blevet udskældt lige fra begyndelsen. Selv 10.000 år frem vil progressive ting stadig blive skældt ud i begyndelsen.“

I sit store værk „Om den korrekte behandling af modsigelser inden for folket“ fra februar 1957 sagde Formand Mao til os:

Derfor må marxismen stadig udvikle sig igennem kamp, og dette gælder ikke blot fortiden og nutiden, det gælder nødvendigvis også fremtiden. Det, der er rigtigt, udvikler sig uværgeligt i kamp med det, der er forkert. Det sande, det gode og det smukke eksisterer altid i kontrast til det usande, det onde og det hæslige, og vokser i kamp med dem. Så snart en forkert ting er blevet forkastet og en bestemt sandhed accepteret af menneskeheden, begynder nye sandheder deres kamp med nye fejl. Sådanne kampe vil aldrig ophøre. Dette er udviklingsloven for sandheden og naturligvis også for marxismen.“

Og om ikke at frygte kritikken, men at udvikle sig gennem den:

Man kan spørge: Eftersom marxismen er accepteret som den ledende ideologi af folkets flertal i vort land, kan den da kritiseres? Selvfølgelig kan den det. Marxismen er videnskabelig sandhed og frygter ingen kritik. Hvis den gjorde det, og hvis denne kunne omstyrtes af kritik, ville den være værdiløs. Kritiserer idealisterne i virkeligheden ikke marxismen hver dag og på enhver måde? De, der har en borgerlig og småborgerlig opfattelse og ikke ønsker at forandre sig — kritiserer de ikke også marxismen på enhver måde? Marxister bør ikke være bange for kritik fra noget hold. De skal tværtimod hærde og udvikle sig og vinde nye positioner under folks kritik og i kampens hede. At kæmpe mod forkerte opfattelser er som at blive vaccineret — et menneske udvikler større immunitet mod sygdom som følge af vaccination. Planter, der dyrkes i drivhuse, vil næppe blive hårdføre.“

Ligesom hvad angår dogmatisme og revisionisme:

Samtidig med at vi kritiserer dogmatismen, må vi have for opmærksomhed rettet mod at kritisere revisionismen. Revisionisme, eller højre-opportunisme, er en borgerlig tankeretning, der er endnu farligere end dogmatisme. Revisionisterne, højre-opportunisterne, hylder marxismen i ord; også de angriber ‚dogmatisme‘. Men det, de virkelig angriber, er selve marxismens væsen. De modsætter sig eller forsøger at svække det folkedemokratiske diktatur og det Kommunistiske Partis ledende rolle og modsætter sig eller forsøger at svække den socialistiske omformning og den socialistiske opbygning. Selv nu, efter den socialistiske revolutions grundlæggende sejr i vort land, findes der en række mennesker, der forfængeligt håber på at genrejse det kapitalistiske system og bekæmper arbejderklassen på alle fronter, herunder også den ideologiske. Og deres højre hånd i denne kamp er revisionisterne.“

Og fremhævende revisionismens mest skadelige karakter:

Nu har folk i lang tid rettet en del kritik mod dogmatismen. Dette er, som det bør være. Men de forsømmer ofte at kritisere revisionismen. Både dogmatisme og revisionisme er i modstrid med marxismen. Marxismen må nødvendigvis gå fremad. Den må udvikles samtidig med praksis, og den kan ikke stå stille. Den ville blive livløs, hvis den blev stillestående og stereotyp. Men marxismens grundprincipper må aldrig krænkes, da der ellers vil blive begået fejl. Det er dogmatisme at give sig i kast med marxisme ud fra et metafysisk standpunkt og se på den som noget stivnet. Det er revisionisme at afvise marxismens grundprincipper og afvise dens grundlæggende sandhed. Revisionisme er en form for borgerlig ideologi. Revisionisterne benægter forskellene mellem socialisme og kapitalisme, mellem proletariatets diktatur og borgerskabets diktatur. Det, de går ind for, er i virkeligheden ikke den socialistiske linje, men den kapitalistiske. Under de nuværende omstændigheder er revisionisme mere skadelig end dogmatisme. En af vore vigtigste aktuelle opgaver på den ideologiske front er at udøve kritik imod revisionismen.“

Og i den allerede citerede „Læsenotater til Sovjetunionens ‚Politisk Økonomi: En Lærebog‘“, gør Formand Mao en vigtig skelnen mellem fremkomsten af socialistiske produktionsforhold og nødvendigheden af at bekæmpe revisionismen:

Proletariatet vil ‚organisere alle arbejdende mennesker omkring det, med det formål at tilintetgøre kapitalismen‘ (s. 327). Korrekt. Men ved dette punkt burde man gå videre til at rejse spørgsmålet om erobringen af magten. ‚Den proletariske revolution kan ikke forvente at træffe på allerede skabte socialistiske økonomiske former.‘ ‚Komponenter af en socialistisk økonomi kan ikke modnes inden i en kapitalistisk økonomi, baseret på privat ejendomsret‘ (s. 328). Ikke nok med at de ikke kan ‚modnes‘, de kan faktisk ikke blive født. I et kapitalistisk samfund kan en kooperativ eller statsligt styret økonomi end ikke blive ført ud i livet, og da slet ikke modnes. Dette er hovedforskellen mellem os og revisionisterne, der påstår at i det kapitalistiske samfund er sådanne ting som kommunale offentlige virksomheder socialistiske elementer, og som hævder at kapitalismen fredeligt kan vokse over i socialismen. Dette er en alvorlig forvrængning af marxismen.“

Og:

Ideologisk, politisk og organisatorisk banede den bolsjevikisk-mensjevikiske splittelse vejen for Oktoberrevolutionens sejr. Uden bolsjevikkernes kamp imod mensjevikkerne og 2. Internationales revisionisme, kunne Oktoberrevolutionen aldrig have sejret. Leninismen blev født og udviklede sig i kampen mod alle former for revisionisme og opportunisme. Uden leninismen ville der ikke have været nogen sejr for den russiske revolution.“

I 1970erne fremsatte Formand Mao sine dybe og vidtrækkende konklusioner: „I kampen mellem marxismen-leninismen og revisionismen er det stadig ikke blevet afgjort hvem der vil besejre hvem, derfor er det meget muligt at revisionismen vil sejre og vi vil blive besejret. Vi går ud fra muligheden af at blive slået for at advare folket, vi finder det meget vigtigt for at forblive på vagt over for revisionismen og for at foregribe og modsætte os revisionismen.“ „Bourgeoisiets indflydelse er den interne kilde til revisionismen, og kapitulationen over for imperialismens tryk den eksterne.“ Såvel som at nøglen er: „spørgsmålet om statens og Partiets ledelse er i hænderne på marxisterne eller revisionisterne“. Nødvendigheden af centralt at fremhæve „spørgsmålet om at foregribe revisionismens fremkomst, hvilket kræver at være ægte marxister-leninister og ikke, som Hrusjtjov, revisionister forklædt som marxister-leninister“. Og endvidere pålægger han os: „Vi må være på vagt over for fremkomsten af revisionisme, i særdeleshed over for fremkomsten af revisionisme i vort Partis Centralkomité.“ Og ved at pege på selve roden til problemet, fremlagde han de to store strategiske vejledninger: „Vi må bekæmpe egoismen og kritisere revisionismen“ og „bekæmpe privat-konceptet og forkaste revisionismen“.

På samme måde bør de følgende konklusioner især fremhæves, pga. deres enorme genklang i den internationale klassekamp: „Revisionismens opstigning til magten, er netop bourgeoisiets opstigning til magten“, „Sovjetunionen er i dag underkastet bourgeoisiets diktatur, et storbourgeoisiets diktatur af samme type som den tyske fascisme, et diktatur af samme art som Hitler-diktaturet“, „Sovjetunionen, Jugoslavien og de andre lande hvor den revisionistiske klike er ved magten har enten ændret eller er ved at ændre farve. Kapitalismen er blevet genoprettet eller er ved at blive det og proletariatets diktatur er blevet eller er ved at blive forvandlet til bourgeoisiets diktatur“ Og: „Hvis revisionisterne formår at tilrane sig ledelsen i Kina, vil alle landes marxister-leninister med fasthed fordømme og bekæmpe dem og hjælpe den kinesiske arbejderklasse og de folkelige masser med at sætte sig imod imperialismen.“

Endvidere sammenligner han kommunister og revisionister:

I sammenligning med jer, er den ledende revisionistiske klike i Sovjetunionen, Jugoslavien og alle andre renegat-kliker og skruebrækkere af forskellig slags, ikke andet end en dynge affald, mens I rejser jer som et ophøjet bjerg, der knejser mod skyerne. De er imperialismens slaver og lakajer og knæler for den, mens I er uforfærdede proletariske revolutionære, som vover at bekæmpe imperialismen og dens lakajer og kæmpe imod alle verdens tyranniske fjender.“

Og ved at fremhæve at folkene ønsker revolution, støtter marxismen og forkaster revisionismen:

Alle landes folk, folkemasserne, som udgør mere end 90% af verdens befolkning, ønsker uundgåeligt revolutionen og vil støtte marxismen-leninismen. De vil ikke understøtte revisionismen. Selvom nogen støtter den i øjeblikkeligt, vil de sluttelig forkaste den. De vil gradvis vågne op, bekæmpe imperialismen og de reaktionære i alle lande, og bekæmpe revisionismen.“

Formand Mao fastslår det ubønhørlige perspektiv:

Hvad enten det drejer sig om Kina eller om de andre lande i verden, så vil mere end 90% af befolkningen i sidste ende støtte marxismen-leninismen. Der er stadig mange mennesker i verden, som endnu ikke er vågnet op, fordi de bedrages af socialdemokraterne, revisionisterne, imperialisterne og de reaktionære i forskellige lande. Men de vil alligevel gradvist vågne op og til sidst støtte marxismen-leninismen. Marxismen-leninismens sandhed er uomstødelig. Folkemasserne vil til sidst rejse sig til revolution. Verdensrevolutionen vil uundgåeligt sejre.“

Sådan er det! Marxismen-leninismen-maoismen vil uundgåeligt sejre!

Vi har uddybende og gennemgribende behandlet fire af marxismen-leninismen-maoismens grundlæggende spørgsmål: 1) den revolutionære vold; 2) klassekampen; 3) socialismen og proletariatets diktatur; og 4) kampen imod revisionismen; fire grundlæggende spørgsmål for at opfylde vor opgave at erobre magten i hele landet og, fast forankret i den proletariske internationalisme, tjene verdensrevolutionen. Grundlæggende spørgsmål som, overfor den nye kontra-revolutionære revisionistiske offensiv ledet af Gorbatjov og Teng, og den konvergerende angribende imperialistiske offensiv, opnår større vigtighed og mere vidtrækkende betydning for hver dag der går. Det er fire grundlæggende spørgsmål som, udover at være brændende aktuelle problemer, er marxismen-leninismen-maoismens kernedel. Endvidere omhandler de socialismen og proletariatets diktatur, hvilket ikke blot fremlægger det vidtrækkende spørgsmål om opbygningen af Kommunismens første fase, men også statens klassekarakter i hele overgangsperioden, proletariatets diktatur, der er socialismens essens og den historiske akse som bringer os til Kommunismen. Således er det at hejse disse fire grundlæggende spørgsmål i dag, en uundgåelig del af at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, proletariatets uovervindelige og almægtige ideologi. Hver gang udførende Formand Maos og vort store opkald: „Marxister-leninister i alle lande, forén jer; verdens revolutionære folk, forén jer; slå imperialismen, den moderne revisionisme og de reaktionære i alle lande!“, „En ny verden vil uden tvivl blive opbygget, fri for imperialismen, kapitalismen og alle udbytningssystemer!“

Således genbekræfter vi os endnu en gang i marxismen-leninismen-maoismens og Kommunismens uundgåelige sejr over hele Jordens overflade, udførende med stor fasthed og beslutsomhed afgørelserne fra Centralkomitéens sidste møde, hovedsageligt hvad der blev godkendt i den tredje del af „Lad os udvikle folkekrigen og opbygge magtens erobring!“:

1. Tag et stort spring fremad i inkorporeringen af masserne i folkekrigen. Det gamle peruanske samfund og dets udvikling giver kun og vil fortsætte med at give folket mere sult, udbytning, undertrykkelse og folkemord, imens ungdommen benægtes en fremtid. Jordspørgsmålet; den nye akkumulation og større imperialistisk udbytning. Den såkaldte overvindelse af inflationen og krisen vil ramme folket endnu hårdere end før. Folket har kun én vej frem: at udvikle folkekrigen og erobre magten i hele landet. Kæmp og gør modstand for folkekrigen!

2. Lad os udvikle bevægelseskrig: et nødvendigt perspektiv. Bevægelseskrig og guerillakrig er Partiets militære teori og linje. Bevægelseskrig er et nødvendigt skridt i folkekrigen. Studér bevægelseskrig i maoismen og anvend den mere og mere til vore konkrete betingelser.

3. Lad os opbygge magtens erobring! Opbyg! Og opbyg magtens erobring i hele landet! Disse tre spørgsmål er uadskilleligt forbundne. Lad os udvikle opbygningen af den nye stat, et grundlæggende og centralt spørgsmål i opbygningen. Lad os danne en regering og udvikle statsapparatet. Opbyg Partiet of Folkeguerillahæren. ‚Tre grundlag og tre vejledere‘: ‚Befæst konsolideringen og smed kadrer‘; ‚Styrk Folkeguerillahæren og fremdriv især hovedstyrkerne‘; ‚Udvikl den nye magt og opbyg de åbne folkekomitéer‘. Kampagnen ‚Støt den nye magt‘. Rettelseskampagnen, tolinjekampen og at bekæmpe revisionismen som hovedfaren.

4. Tjen den proletariske verdensrevolution. Proletarisk internationalisme. Den internationale proletariske bevægelse og den nationale befrielsesbevægelse. Den Revolutionære Internationalistiske Bevægelse. Den Internationale Kommunistiske Bevægelse. ‚Proletarer i alle lande og undertrykte nationer, forén jer!‘, ‚Proletarer i alle lande, forén jer!‘.

5. KAMPAGNE: Sigt imod de generelle valg ved at anvende boykotten; fortsæt med at starte åbne folkekomitéer, ved at udvikle folkekrigen og fremdrive bevægelseskrigen. Alt dette for at opfylde de politiske opgaver som Partiet har fastlagt.

6. Partiet, der vejledes af marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkning, garanterer revolutionens vej frem!“

Det er inden for denne sammenhæng og dette perspektiv at vi betragter de generelle valgs anden runde, der vil blive fuldført i juni 1990. Tag erfaringen fra det sidste årti i betragtning og desuden de vidunderlige resultater som vi for nylig opnåede gennem boykotpolitikken, virkeliggjort i smedningen og væksten af folkekrigen, vi gennemtvinger i dag den politiske nødvendighed af at fortsætte boykotten med større fasthed. Dagsordenen er tydelig og beslutsom: Valg, Nej! Folkekrig, Ja!

LEVE 10-ÅRET FOR FOLKEKRIGEN!

NED MED DEN IMPERIALISTISKE INDBLANDING, HOVEDSAGELIGT YANKEE-IMPERIALISMENS!

LAD OS EROBRE MAGTEN I HELE LANDET!

LEVE PERUS KOMMUNISTISKE PARTI!

LEVE FORMAND GONZALO!

HÆDER OG ÆRE TIL MARXISMEN-LENINISMEN-MAOISMEN!

Peru, maj 1990

Centralkomité
Perus Kommunistiske Parti