STORT HÆFTE OM KAMPAGNEN TIL FORSVAR FOR FORMAND GONZALOS LIV

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

Vi reproducerer hermed et hæfte fra Nødkomitéen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv i Danmark fra 1996. Vi har ikke været i stand til at anskaffe to afsnit fra hæftet, samt det kort over Peru, der findes sidst i hæftet, men vi håber på, at disse snart vil blive tilgængelige for os.

Den Røde Fane


FORORD

Den 12. sepember 1992 blev Formand Gonzalo, formand for Perus Kommunistiske Parti (PCP), tilfangetaget efter 12 års menneskejagt. Bag denne tilfangetagelse stod yankee-imperialismen med deres CIA og det folkemorderiske og landsudsælgende diktatur i Peru. Men dagen efter blev de taget på sengen, da vrede demonstranter verden over konfronterede peruvianske og nordamerikanske ambassader og konsulater, i forsvar for Formand Gonzalos liv. Alle disse mennesker mødte op for at forsvare denne anerkendte leder af millioner af proletarer, bønder, intellektuelle mfl., der i mere end 12 år under jorden har stået i spidsen for PCP og folkekrigen i Peru. Denne folkekrig havde netop rystet både landet og imperialismen i sin grundvold. I den nordamerikanske kongres drøftedes intenst hvordan at bekæmpe denne “største fare i hemisfæren” og de drømte om at det nu var lykkedes. Men deres drømme skulle snart vise sig ikke at være andet end en illusion.

Den 24. september forsøgte de forgæves at ydmyge Formand Gonzalo, ved at fremvise ham overfor verdenspressen i en stribet fangedragt og i et stort bur, men han vendte i stedet denne svære situation imod dem og fremsagde sin historiske tale hvori han kaldte på PCP, på Folkebefrielseshæren og det peruvianske folk til at fortsætte folkekrigen. Og siden er Formand Gonzalos ord blevet virkeliggjort, som de bliver det i dag. PCP har fortsat folkekrigen og forbereder i dag den strategiske offensiv ved at opbygge magtens erobring, og det imperialisterne og den reaktionære peruvianske regering troede ville blive en hurtig sejr, har forvandlet sig til deres største mareridt. Folkekrigen går sejrrigt fremad for at fuldende det store mål, at erobre magten i hele landet og oprette Perus Folkerepublik, og i dag taler folkekrigens fjender indrømmende og åbent om den “Lysende Stis” “genopblomstring”, “restrukturering” osv.

Folkekrigen udfolder sig som den største trussel imod deres såkaldte “Nye Verdensorden” og derfor har de udspredt de mest nederdrægtige løgne om PCP og folkekrigen i et forsøg på at afskære den fra folkets støtte i Peru, såvel som fra den voksende støtte i hele verden. Men akkurat det modsatte er sket: det de havde drømt om var startskuddet til folkekrigens nederlag, blev startskuddet til Kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv, der føres på alle verdens fem kontinenter, i over 50 lande, og har udfoldet sig kraftfuldt med internationale aktionsdage, afsending af internationale delegationer til Peru og en kampagne der er nået ud til millioner af mennesker verden over.

Dette er et konkret tegn på den anerkendelse som Formand Gonzalo nyder fra verdens folk og den store betydning som han har for verdensrevolutionen. Således er denne kampagne også et tegn på folkekrigens betydning i verden i dag, som udtrykkes på denne måde af Formand Gonzalo selv: “Grundspørgsmålet er at her stiller revolutionen og kontra-revolutionen sig op imod hinanden, her står marxismen, verdensrevolutionen på spil, at den peruvianske folkekrig er håbets fakkel for kommunisterne, proletarerne og verdens folk”.

Vi, Nødkomiteen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv i Danmark, udgiver dette hæfte for at give alle et indblik i denne kraftfulde revolution der indvarsler stormende årtier og de undertrykkende og udbyttende imperiers undergang og en helt ny verden. Det var frøene til denne som de første delinger af Folkebefrielseshæren allerede bar i deres hjerter, i deres hænder og på spidsen af deres geværløb da de indledte folkekrigen og for første gang drog ud for at erobre højderne og bygge det nye samfund op. Og som vi ser det i dag, er folkekrigen skredet fremad og det nye samfund har taget form af folkekomiteer (den Nye Magt) der sammen udgør støttebaser, der tilsammen danner den Nye Stat – Perus Folkerepublik af Nyt Demokrati under dannelse.

Vi udgiver dette hæfte fordi der overfor denne retfærdige og korrekte folkekrig, denne nationale befrielseskamp, tordner sig en større og større trussel op. En direkte militær intervention af yankee-imperialismen, der vil medføre et endnu større folkemord og et endnu større blodbad i Peru. Vi udgiver det for at modstå de afskyelige løgne PCP og folkekrigen angribes med, for netop at retfærdiggøre en sådan militær intervention og som er en del af den generelle kontra-revolutionære offensiv, der ledes af den selvsamme arrogante yankee-imperialisme der udfører den i ledtog med revisionismen og verdensreaktionen.

Denne generelle kontra-revolutionære offensiv har forsøgt at hindre revolutionen ved at angribe marxismen, socialismen, det kommunistiske parti og proletariatets diktatur, men den er toppet og har ikke været i stand til at opnå sit mål. Folkekrigen i Peru er det bedste eksempel på dette og derfor har de i deres offensiv malet PCP og folkekrigen helt sorte, uden én eneste god egenskab. Men dette beviser tværtimod at der her står et ægte kommunistisk parti, der har draget en klar skillelinie med fjenden og definitivt afgrænset lejr med ham. Her står et kommunistisk parti, et marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings parti hvis klare mål er: med folkekrig at kulminere den demokratiske revolution (den der udføres i Peru i dag) for derefter at indlede den socialistiske og ved på hinanden følgende kulturrevolutioner at nå det endelige mål – kommunismen, som vi enten alle eller ingen vil komme til.

Vi ønsker at alle skal have en reel mulighed for at se dette, gå bag om disse løgne og se hvordan den objektive virkelighed rent faktisk ser ud. Hvordan PCP har udviklet folkekrigen til inden for en årrække at kunne erobre magten i hele landet og påbegynde den socialistiske revolution, hvordan den Nye Stat allerede eksisterer i Peru, hvordan Formand Gonzalo og PCP’s historie rent faktisk har formet sig, hvilke interesser der i virkeligheden er bag dem der angriber PCP og folkekrigen og hvordan den nuværende situation i Peru egentlig tegner sig. Derudover har vi med dette hæfte også tilstræbt at beskrive den internationale kampagne til Forsvar for Formand Gonzalos Liv, som vi udgør en del af og som verden over føres med det klare mål at forsvare den vigtigste politiske fange i verden i dag. Vi udgiver dette hæfte med den klare overbevisning, at folket i Danmark i bund og grund har de selvsamme interesser som det peruvianske folk og at der herudfra kan finde en oprigtig forståelse, læren af hinandens erfaringer og gensidig respekt sted. Vi håber at dette hæfte kan bidrage betydeligt til en klar forståelse af alt dette, fordi i så fald har hæftet opnået dets klare mål og alle de anstrengelser der har været forbundet med det, har dermed båret frugt.

Nødkomiteen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv

Maj 1996

Formand Gonzalos tilfangetagelse

Den 12. september 1992 blev Formand Gonzalo tilfangetaget i Perus hovedstad Lima efter 12 års menneske-jagt. Tilfangetagelsen af formanden for Perus Kommunistiske Parti (PCP), udnævnt til “imperialismens fjende nr.1”, blev hurtigt en nyhed i hele verden. Kort efter tilfangetagelsen forsøgte den gamle peruvianske stat at ydmyge og latterliggøre Formand Gonzalo, ved den 24. september at fremstille ham overfor den samlede verdenspresse på den mest afskyelige måde, i et stort bur iført stribet fangedragt. Men deres drøm om at have besejret PCP og 12 års folkekrig ved at have tilfangetaget Formand Gonzalo, Fører af PCP og den peruvianske revolution, forsvandt op i røg da Formand Gonzalo vendte denne situation imod dem og fremsagde sin historiske tale:

…Vi oplever historiske øjeblikke. Enhver må gøre sig det klart, at det er sådan, vi må ikke bedrage os selv. I disse øjeblikke må vi anstrenge os af alle kræfter, for at modstå problemerne og fortsat løse vore opgaver, for at opnå målet! Sejren! Dette må vi gøre.

Vi er her som folkets sønner og døtre og kæmper i disse skyttegrave, som også er kampenes skyttegrave og vi kæmper fordi vi er kommunister. Fordi vi her forsvarer folkets interesser, Partiets principper, folkekrigen. Det gør vi nu og det vil vi fortsat gøre!

Vi er her under disse omstændigheder, nogle tror at det er et stort nederlag, de drømmer, vi siger til dem drøm videre. Det er kun en krumning, ikke andet, en krumning på vejen! Vejen er lang, men vi vil nå frem og vi vil sejre! I skal nok se det, I skal nok se det…”

Kampagnen opstår

Dette blev begyndelsen til den verdensomspændende kampagne – Kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv! I mere end 3 år har Formand Gonzalo kæmpet, fuldstændig isoleret under de mest umenneskelige betingelser. I en 2 x 2 meter celle uden kontakt til nogen mennesker overhovedet, hverken advokater eller lægetilsyn, uden briller, bøger, eller medicin til hans hudsygdom psoriasis, og dette uden at give op og kapitulere men fortsat kæmpe videre. Dette har fået folkemorderen og landsudsælgeren Fujimori (Perus præsident), til at komme med de mest afskyelige udtalelser til den brasilianske avis “O’Globo”: “Han er meget syg. Han lider af psoriasis og er meget deprimeret. Ingen lever længe i det fængsel hvor han bliver holdt fanget”. Og videre siger han: “Jeg mener han skal forblive i isolation, men før han dør, inden 3 år, vil jeg tillade et interview med ham”. Kort tid efter dette udtalte Fujimori dog at interviewet ikke vil finde sted alligevel.

Vi, Nødkomiteen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv i Danmark, fordømmer på det strengeste disse helt åbne trusler om at føre dette overlagte mord på Formand Gonzalo til ende. Derfor er det i dag endnu vigtigere at støtte og intensivere den Internationale Kampagne til Forsvar for Formand Gonzalos Liv. At styrke denne kampagne der fortsat kæmper for Formand Gonzalos liv og for at bryde den umenneskelige isolation. Denne kampagne der har kæmpet imod den groteske såkaldte retssag, hvori Formand Gonzalo blev idømt livsvarigt fængsel af en militærdomstol med hætteklædte dommere. Hans advokat måtte ikke udtale sig og blev senere selv anholdt og idømt livsvarigt fængsel for blot at have udøvet sit erhverv. Kampagnen kæmper imod krænkelserne af det peruvianske folks grundlæggende rettigheder og for krigsfangernes vilkår, og samtidig bringer den særdeles vigtig information ud til hele verden omkring hvad der sker i Peru, især om den retfærdige folkekrig som PCP nu på 16. år leder.

Kampagnen har eksisteret og udviklet sig i mere end 3 år og udført internationale aktionsdage, hvor nødkomiteer i hele verden samtidigt har konfronteret Perus og USA’s ambassader og konsulater, delt løbesedler ud, afholdt demonstrationer og meget andet. Internationale delegationer er blevet sendt til Peru i et forsøg på at bryde Formand Gonzalos isolation, aktioner og manifestationer har fundet sted, film om kampagnen er blevet fremvistog foredrag om situationen i Peru er blevet afholdt verden over. Millioner af mennesker har udført, støttet og bidraget til disse aktiviteter, skrevet under til støtte for kampagnen eller ydet økonomisk støtte på bedst mulig måde, og således er kampagnen blevet et tydeligt bevis på den betydning Formand Gonzalo har for verdens folk og verdensrevolutionen.

PERUS KOMMUNISTISKE PARTI & FORMAND GONZALO

Mariátegui og grundlæggelsen af PCP

PCP’s historie strækker sig helt tilbage til 1928 hvor José Carlos Mariátegui grundlagde partiet. Mariátegui var en helt igennem stor marxist-leninist, der var marxismen i hans tid, og udrustede fra starten PCP med en generel politisk linie, et program og marxistisk-leninistiske principper. Han havde tidligt en forståelse af spørgsmålet om de indfødte. Han formulerede det således, at i bund og grund er det spørgsmålet om jorden (at jorden ikke ejes af dem der dyrker den, men at den er koncentreret på ganske få hænder hos godsejerne). Han havde en klar forståelse af afgørende spørgsmål såsom brugen af den revolutionære vold, hvorom han sagde: “Den politiske magt bliver erobret med vold… den politiske magt kan kun bevares gennem diktaturet” og “revolutionen er nutidens blodige fødsel”. I hans værker finder vi allerede skitseringen af revolutionens vej i Peru, nemlig vejen fra landet til byen, hvilket vil sige at revolutionen omringer byerne fra landområderne. I hans værker finder vi Andesbjergs-regionen fastslået som det væsentligste område at koncentrere sig i for revolutionen, hvor mio. af fattige bønder lever under halvfeudale forhold der trælbinder dem til livegenskab, fattigdom og en kort levealder. Og det er disse bidrag og den generelle politiske linie, som Mariátegui udviklede ved at anvende marxismen-leninismen til Perus konkrete forhold, som Formand Gonzalo og PCP har genoptaget og videreudviklet.

José Carlos Mariátegui

José Carlos Mariátegui

Hans største værk var dog grundlæggelsen af PCP og det var denne opgave som han viede hele sit liv til. Kort efter grundlæggelsen døde han og var derfor ikke i stand til at give partiet den nødvendige hærdning og udvikle det, sådan som det er nødvendigt for et parti opbygget for at erobre den politiske magt. Kort efter Mariáteguis død i 1930, tilranede revisionisterne (om revisionisme se side ..) sig ledelsen af partiet, førte det bort fra Mariáteguis vej, fornægtede ham og fjernede partiet bort fra dets oprindelige mål.

Formand Gonzalo leder den Røde Fraktion

Denne mørke periode i PCP’s historie varede frem til sidst i 1950’erne, hvor Formand Gonzalo indtræder i partiet og begynder at tage kampen op imod revisionismen. Dette sker fra Ayacucho der bliver base for den Røde Fraktion som Formand Gonzalo danner for at udføre den store opgave – at rekonstituere1) PCP.

Det er i løbet af 1960’erne og 70’erne, at Formand Gonzalo og den Røde Fraktion kæmper hårdt for at genoptage Mariáteguis vej, og finder svarene på den peruvianske revolution i Formand Maos værker. Det er i denne periode at Formand Gonzalo og den Røde Fraktion gennem hård ideologisk kamp, hovedsageligt imod revisionismen, er i stand til hver gang at forene partiet omkring den Røde Fraktions retfærdige og korrekte linie og gå fremad. Revisionismen bliver der gjort op med i flere omgange. De forskellige fraktioner må se nederlaget i øjnene i takt med at deres hensigter bliver afsløret, hvorefter de bliver smidt ud fra partiet. PCP er dermed rekonstitueret og i den sidste styrkeprøve lykkes det Formand Gonzalo og den røde linie, at besejre det sidste hårdnakkede forsøg på at forhindre indledningen af folkekrigen.

I dag bliver PCP fejlagtigt benævnt som “Den Lysende Sti”2) og alle mulige forskellige sammenbryggede historier fortæller at det var en lille gruppe der splittedes fra PCP førhen, eller at det blot er en bevægelse der opstod kort op til indledningen af den væbnede kamp i 1980. Til dette siger Formand Gonzalo: “..hvorfor grundlagde den Røde Fraktion ikke bare et andet parti, som det var moden dengang og stadig er det i dag? For det første fordi Partiet var grundlagt i 1928 på en klar marxistisk-leninistisk basis, så det havde stor erfaring, erfaring bestående af både positive og negative lektioner. Men ydermere, Lenin fortæller os at når man er i et parti der afviger, går ud af kurs eller falder hovedkulds ind i opportunismen3), har man en pligt til at kæmpe for at sætte det på ret kurs igen, og ikke at gøre dette er en politisk forbrydelse.
(Interview med Formand Gonzalo, spansk udg. s. 29, 1989).

PCP blev dermed rekonstitueret og i hele denne proces fremstår Formand Gonzalo som den øverste leder i den Røde Fraktion, og naturligt indtager han derefter denne post i partiet selv.

PCP indleder folkekrigen

Startskuddet

Folkekrigen indledtes i Peru den 17. maj 1980 ved en aktion i byen Chuschi i Ayacucho-amtet om dette har vi følgende beretning: “Vi havde hverken en Folkeguerillahær eller våben. Vi indledte tomhændet, men vi havde det hovedsagelige – ideologien: marxismen-leninismen-maoismen,Gonzalo tænkning, vort almægtige og uovervindelige våben. Partiet blev forsamlet. Kammeraterne fra Partiets apparater i Regionalkomite Cangallo-Fajardo, under ledelse af kammerat Norah – vor store heltinde, et eksempel på at give livet for Partiet og revolutionen – antog med et højtideligt løfte den kommunistiske beslutning at Indlede den Væbnede Kamp og at virkeliggøre folkekrigens første aktion på landet ved at sætte vort liv på spil. Således fast forenet, forberedte vi os på at gennemføre dette… aktivisterne, de fleste af dem unge bønder, den yngste 11 år gammel, forpligtede sig med knyttede næver til at Indlede den Væbnede Kamp.
(A World To Win nr. 21 s. 48).

Ved denne første aktion blev valgurner, stemmesedler og valglister brændt, som en opfordring til at boykotte valget der fandt sted dagen efter. Siden denne første aktion, har folkekrigen udviklet sig kolossalt til i dag at blive udført i hele landet, med kæmpemæssige aktioner, en Folkebefrielseshær, hundredetusinder der har rejst sig med våben og en Ny Stat – Perus Folkerepublik af Nyt Demokrati under dannelse.

Om selve indledningen på folkekrigen i Peru siger Formand Gonzalo: “Det var et trodsigt politisk slag af vidtrækkende betydning, som ved at udfolde røde oprørsfaner og hejse hammer og segl proklamerede ‘Det er rigtigt at gøre oprør’ og ‘Politisk magt gror ud af et geværs løb’ kaldende på folket, især de fattige bønder til at rejse sig med våben, at tænde ilden og ryste Andesbjergene, at skrive den nye historie ude på landet i alle hjørner af vor vilde geografi, at vælte den undertrykkende ordens rådne mure, at erobre bjergtinderne og storme himlene med geværer, for at indlede et nyt daggry.
(PCP´s Generelle Politiske Linie, den Militære Linie).

Den Nye Magt opstår

I løbet af disse 15 års folkekrig er dette blevet til virkelighed. Efter at folkekrigen var blevet indledt og spredte sig som en steppebrand, opstod allerede 2 år efter i 1982 de første folkekomiteer, og dermed blev den Nye Magt hurtigt en konkret realitet. Dette skyldes en korrekt analyse af en af særegenhederne ved Peru, som Formand Gonzalo har uddraget.

Efter teorien om folkekrig, sådan som Formand Mao udviklede den, er den Nye Magt først mulig at opbygge efter at store styrker af fjendens er blevet slået. Dette er nødvendigt for at kunne forsvare den Nye Magt og ikke med det samme opleve et tilbageslag fra den gamle stats side og den unge og skrøbelige Nye Magts tilintetgørelse. Men i Peru var situationen den at en militærregering havde ledet landet fra 1968 til 1980, hvor den blev afløst af en ny forfatning og en valgt præsident. Ved at udnytte denne situation, indledtes folkekrigen med den vished om at den nyvalgte regering, som præsidenten Belaunde kom til at stå i spidsen for, ville frygte et nyt kup fra militærets side og derfor holde hæren tilbage og ikke give dem for mange beføjelser i oprørsbekæmpelseskrigen. Og denne analyse viste sin rigtighed da den nye regering lige netop handlede sådan, og i stedet for hæren anvendte politiet i deres forsøg på at slå folkekrigen ned de to første år. Det blev et sviende nederlag for dem og da de af simpel nødvendighed måtte trække sig tilbage fra store landområder pga. ydmygende nederlag, opstod et magttomrum hvori PCP skabte de første folkekomiteer. Således fødtes spirerne til den Nye Stat allerede kort tid efter indledningen på folkekrigen og endnu inden man havde overvundet store styrker af fjendens, ganske enkelt fordi de ikke havde deltaget endnu.

Det peruvianske samfund

De tre bjerge

Peru er en undertrykt nation og lider derfor under tre bjerge der tynger det ned. Disse tre bjerge er imperialismen, den bureaukratiske kapitalisme og halvfeudalismen. Disse tre byrder er den egentlige årsag til den peruvianske nations og det peruvianske folks nød.

Imperialismen

Omkring imperialismen: Peru har en lang historie af national undertrykkelse helt tilbage fra da spanierne erobrede landet, nedkæmpede Inka-riget og de kæmpemæssige opstande der fulgte i kølvandet på disse erobringer af de indfødtes land. De spanske erobrere levede rigt på landets guld og sølv, men førte landet ud i en sådan krise at det blev delt og det nuværende Bolivia opstod. Derefter fulgte i det forrige århundrede det engelske herskab, der i dets strid med Frankrig førte landet til en endnu større krise og til krigen imod Chile. Dette betød endnu en spaltning idet landet endnu engang blev delt.

I dag behersker imperialismen Peru, hovedsageligt yankee-imperialismen og den har ført landet ud i dets største krise i hele landets historie, hvis vi ser bort fra 1920’erne. Udfra historien og erfaringerne kan vi se at den peruvianske nation på ny er i fare, at de vil forsøge at rive landet i stumper og stykker. Den eneste løsning på dette er at landet befrier sig fra imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismens greb og at oprettelsen af Perus Folkerepublik fuldendes. Dette er realiteterne. PCP er fast besluttet på at gennemføre den demokratiske revolution og en gang for alle at smide imperialismen ud, i særdeleshed yankee- imperialismen der i dag er det største problem, fordi den udsuger nationen og folket til sidste blodsdråbe.

Bureaukratisk kapitalisme

Det andet bjerg er den bureaukratiske kapitalisme, der er den form for kapitalisme der findes i de undertrykte nationer, født syg fordi den er underlagt imperialistisk dominans og bundet til halvfeudalismen. Den bureaukratiske kapitalisme befinder sig i dag i Peru i dens tredje og sidste øjeblik, dens generelle krise, der er øjeblikket hvori den vil blive tilintetgjort.

Halvfeudalismen

Halvfeudalismen er det tredje bjerg der fortsat eksisterer i Peru og på det strengeste hersker i dele af landområderne og især Andesbjergene, hvor mange indfødte stadig lever under de mest usle og primitive forhold. Godsejere ejer kæmpemæssige jordområder og har størstedelen af befolkningen under deres personlige magt, godt hjulpet af deres egne små hære og deres hierarki af forvaltere, håndlangere og korrupte embedsmænd der er havnet i disse afsidesliggende provinser, hvis befolkning er dem fuldstændig ligegyldig.

Under disse forhold lever de fattige bønder i deres umådelige antal, næsten uden jord og ofte bundet til gæld der er blevet stiftet i deres forfædres tid og betalt af på i flere generationer. Det er disse fattige bønder der er hovedkraften i revolutionen og de første i landområderne til at hilse de nye retfærdige omvæltninger som den Nye Stat indebærer velkommen. Og de er rede til at forsvare den Nye Stat med deres eget liv.

Det er disse 3 bjerge, i en undertrykt nation som Peru, der skal bortfejes med den demokratiske revolution og dette kan kun gøres gennem folkekrigen, hvis vej i Peru er at omringe byerne fra landområderne. Således vil disse tre bjerge blive ryddet af vejen og dermed også den uretfærdige gamle stat der ledes af storbourgeoisiet i ledtog med godsejerklassen og opretholdes af dets repressive væbnede styrker.

Teorien om folkekrig og dens anvendelse i Peru

Det er Formand Mao der har udviklet teorien om folkekrig. “I den er for første gang sammenfattet, i en systematisk og komplet form, den teoretiske og praktiske erfaring af kampene, militær aktionerne og krigene som er blevet udkæmpet af proletariatet og den lange erfaring fra folkets væbnede kamp og i særdeleshed bondekrigene i Kina
(PCP´s Grundlæggende Dokumenter, dansk udg. s.13).

Formand Gonzalo har fastslået folkekrigen som værende proletariatets militære teori og dermed almengyldig. Det vil sige at den kan og skal anvendes i alle verdens lande i dag for at erobre den politiske magt, men at den skal specificeres efter hvilken type revolution der er tale om og efter hvert lands konkrete betingelser og ikke simpelt kopieres, hvilket vil føre til opportunisme og nederlag.

Folkekrigen baserer sig på mennesker og ikke på våben. Det er kun ved at basere sig på massernes støtte at folkekrigen har kunnet udvikle sig til det den er i dag. Det er disse masser der stiller en soveplads i deres bolig til rådighed for kæmperne i Folkebefrielseshæren. De giver deres sidste brød og i sidste ende giver de deres eget blod og deres liv og driver således folkekrigen fremad. Folkebefrielseshæren manøvrerer blandt dem som som en fisk i vandet og det er derfor den peruvianske general Cisneros engang forklarede at “det er nødvendigt at dræbe ti bønder for at dræbe en guerilla soldat”.

I PCP’s Generelle Politiske Linie fastslås det hvilke betingelser der skal være opfyldt for at der er tale om en folkekrig:

1) Proletariatets ideologi, marxismen-leninismen-maoismen som skal specificeres til det pågældende lands konkrete betingelser og vil tage form af en vejledende tænkning.

2) Nødvendigheden af et kommunist parti til at lede folkekrigen.

3) Specifikation af folkekrigen og revolutionens vej.

4) Støttebaser eller ny politisk magt.

Folkekrigens 3 etaper og den revolutionære krise

Igennem langvarig folkekrig, der er inddelt i tre etaper, føres folkekrigen til sejr. Den første etape er den strategiske defensiv, der er den periode hvori folkekrigen indledes og hvor revolutionens styrker er relativt svage og kontrarevolutionens og den gamle stats relativt stærke. Den næste er den strategiske ligevægt, der er den etape hvor fjenden såvel som de revolutionære styrker indtager positioner og forbereder sig på de afgørende slag, der vil finde sted i den strategiske offensiv. Denne anden etape vil afgøre hele krigen og vil også være den hårdeste periode. Varigheden af den afhænger af hvordan styrkeforholdet mellem fjenden og de revolutionære styrker forandrer sig og af den internationale situation.

I Peru er den strategiske ligevægt blevet specificeret som den etape hvori fjenden forsøger at genvinde de tabte positioner og hvor PCP forbereder den strategiske offensiv ved at opbygge magtens erobring, og det er den etape folkekrigen befinder sig i netop nu. Den strategiske ligevægt betyder ikke lighed i styrker. Den strategiske ligevægt er det tidspunkt hvor fjenden føler sig så trængt, at de sætter alt ind for at opnå sejr. Det er det tidspunkt hvor de føler at “det er os eller dem”.

Den tredje etape, den strategiske offensiv, er den etape hvor de revolutionære igangsætter den afgørende offensiv for at erobre den politiske magt i hele landet. Dette sker når den revolutionære krise indbefinder sig, hvilket vil sige:1) at den gamle stat er ude af stand til at regere. 2) at revisionismen og opportunismen ikke har nogen indflydelse blandt masserne og 3) at den offentlige mening er for erobringen af den politiske magt. I dette øjeblik bliver opstanden i byerne igangsat, men den forberedes gennem længere tid og i Peru gøres dette ved at den Nye Magt opbygges i selve byerne som Folkekampkomiteer.

Det er kun med opstanden i byerne at magten kan erobres i hele landet. Her forskanser fjenden sig mere og mere i takt med at han tvinges bort fra landområderne og derfor er det af afgørende karakter at den Nye Magt opbygges og forbereder opstanden i selve byerne, således at fjenden i sidste ende er chanceløs.

Enhedsfolkekrig

I Perus tilfælde har Formand Gonzalo mesterligt specificeret teorien om folkekrig til de konkrete betingelser, bl.a. som vi før har nævnt med oprettelsen af den Nye Magt på et så tidligt tidspunkt i krigen, på grund af de konkrete forhold i landet. Andre særegenheder ved Peru har også sat sit præg på folkekrigen. En af dem er det forhold at 9 mio. ud af landets 24 mio. indbyggere lever i hovedstaden Lima. Dette er en særegenhed der gælder for stort set hele kontinentet, hvor byerne procentvis i forhold til landområderne huser en større del af befolkningen end det er tilfældet andre steder i den 3.verden. Eksempler på dette er Mexico City, Rio de Janeiro og Sao Paolo i Brasilien eller Buenos Aires i Argentina. Dette har ført til at Formand Gonzalo har specificeret folkekrigen i Peru som enhedsfolkekrig land-by, hvor landet er hovedsageligt og byerne et nødvendigt komplement. Dette har ført til at der er blevet lavet store aktioner i selve hovedstaden Lima lige fra folkekrigens indledning og ligeledes at den Nye Magt også opbygges der.

Selvforsyning, uafhængighed og selvbestemmelse

PCP holder fast ved princippet om selvforsyning, uafhængighed og selvbe-stemmelse og den Nye Stat opbygges efter dette afgørende princip. Er man selvforsynende er man uafhængig og dermed selvbestemmende. Dette er af allerstørste betydning fordi mange bevægelser og især nationale befrielsesbevægelser i årenes løb, har gjort akkurat det modsatte og solgt sig selv til de højest bydende. Sådan har særligt det tidligere socialimperialistiske4) Sovjetunionen (i Latinamerika ofte gennem Cuba), kontrolleret mange nationale befrielsesbevægelser for at de skulle tjene socialimperialismens egne interesser, i striden med yankee-imperialismen om verdensherredømmet. Og i de tilfælde er disse bevægelsers kamp altid endt med at slå fejl. I modsætning til dette baserer PCP sig altid på egne kræfter, på masserne først og fremmest.

Den Nye Magt i Peru

Med folkekrigen rejser der sig en Ny Stat og den gamle tilintetgøres for stedse. Det er denne Nye Stat der er folkekrigens egentlige frugt og i Peru har den taget form af folkekomiteer som sammen danner søttebaser der tilsammen udgør Perus Folkerepublik af Nyt Demokrati under dannelse. I disse støttebaser slår den Nye Magt dyb rod blandt masserne og bevæbner dem ideologisk, politisk og militært. I denne Nye Magt, hvor der rejser sig en ny politik, en ny økonomi og en ny kultur, konkretiseres folkets fælles diktatur over de tidligere udbyttende klasser. Her fremstår Folkets Rettigheder og dets sande demokrati for første gang i Peru, garanteret med våben imod alle anslag. Den Nye Magt er virkelig, konkret og findes i Peru i 6 former:

1. form:

Folkemagts Organisationskomite

Det er formen hvorfra PCP indleder med at mobilisere og organisere masserne til at opbygge en folkekomite, hvilket naturligvis ikke foregår åbentlyst.

2. form:

Folkemagts Reorganisationskomite

Det er formen PCP bruger i det tilfælde at en folkekomite bliver ødelagt af fjenden og skal reorganiseres. Det kan skyldes forskellige omstændigheder, at den gamle stat har genvundet kontrollen i området og har forsøgt at tilintetgøre den Nye Magt, eller f.eks. at stikkere og infiltratorer har stukket de ansvarlige kommissærer for folkekomiteen.

3. form:

Folkekomite af den Parallelle Magt

Det er en form hvor den gamle magt, den gamle stat, endnu ikke er blevet tilintetgjort, men samtidig er den Nye Magt allerede under opbygning og er ved at udvikle sig.

4. form:

Folkekomite

Det er en overgangsform for folkekomiteen umiddelbart før den bliver til en Åben Folkekomite. En del af folkekomiteens arbejde er på dette tidspunkt endnu ikke åbent.

5. form:

Åben Folkekomite

Det er den form hvor folkekomiteen eksisterer helt åbent. Denne form eksisterer mange steder i Peru i dag. Som det kan ses på den udmærkede dokumentarfilm People of the Shining Path lavet af britisk TV (Channel 4), er den gamle stat fuldstændig tilintetgjort i disse områder, hvilket i de fleste tilfælde vil sige at godsejerens jord er blevet uddelt til bønderne, den gamle stats hær, politi og myndigheder er blevet fordrevet og udskiftet med den Nye Stats institutioner, med nye former, inden for f.eks. uddannelse og sundhed, der tjener folket og varetager dets interesser. Dette har gjort at mange for første gang i livet lærer at læse og skrive. De indfødte har fået muligheden for at lære spansk, hvilket er meget vigtigt fordi de i århundreder er blevet undertrykt, isoleret og holdt i uvidenhed. Mange har med den Nye Magt for første gang fået adgang til bedre sundhed, bedre ernæring osv.

For at forstå den Nye Magts betydning er det afgørende at se at der spirer en ny økonomi, en ny politik og en ny kultur frem. Der gøres op med de forhold hvor bonden var underlagt godsejeren der på en gang var lovgivende, dømmende og udøvende magt. Bønderne levede under middelalderlige forhold, produktionen var lav og arbejdsdagen lang, sulten udbredt og en lav levealder ligeså. Derudover kom den grove racisme som de indfødte som oftest var udsat for. Med den Nye Stat er disse misforhold blevet tilintetgjort og i stedet blomstrer nu folkets magt, folkets økonomi, folkets politik og kultur. Det er udfra disse omstændigheder, at man skal finde en stor del af sandheden omkring den umådelige støtte som PCP nyder fra det peruvianske folk, at den Nye Stat har kunnet udvikle sig så hurtigt og så stærkt og er i stand til at blive forsvaret.

I de Åbne Folkekomiteer er der 5 kommissærer der er valgt direkte af masserne ved folkeforsamlinger og underlagt at trække sig tilbage hvis masserne ønsker det. De 5 kommissærer er:

1. Kommissær

Er politisk ansvarlig for hele folkekomiteen.

2. Kommissær

Er ansvarlig for sikkerheden. Står bl.a. for sammen med andre kommissærer i området, at koordinere basestyrken, der udgøres af folket i den pågældende folkekomite, til at arbejde sammen med lokalstyrken og hovedstyrken. Disse tre styrker udgør tilsammen Folkebefrielseshæren. Kommissæren er også ansvarlig for at opretholde ro og orden, hvilket også udføres af basestyrkerne, nu til tjeneste for og ikke imod folkets interesser. Det vil sige at deres funktion nu omhandler at tage forholdsregler imod kontra-revolutionære der angriber den Nye Magt, kriminalitet, tyveri, stoffer, alkoholmisbrug, vold især overfor kvinder og børn, voldtægt og andre plager folket førhen var udsat for under den gamle stat. Denne kommissær er også ansvarlig for at sikre et mere normalt liv i folkekomiteen. Nu er målet for PCP at den Nye Stat skal opnå en relativ stabilitet, og dette indebærer også en mere sikker tilværelse for masserne der lever i den Nye Magt.

3. Kommissær

Er ansvarlig for produktionen og den nye økonomi der opbygges på grundlag af de nye produktionsforhold. Produktionen omlægges for at folkekomiteen kan opnå en større grad af selvforsyning. Folkekomiteerne udveksler såsæd for at skabe en forbedring af produktionen og variation af afgrøder. Denne udveksling af såsæd er især vigtig. Foruden at erstatte import-afhængig kunstgødning, afskaffer den nødvendigheden af låntagning. Disse tiltag og afskaffelsen af renter, befrier bønderne fra en stor byrde, fra regeringens bureaukrati der længe udsugede landbruget og fra de lokale magthaveres tyranni. Organiseringen af de nye produktionsforhold og bytning af varer mellem de forskellige folkekomiteer ved særlige markeder, er skabt for at møde folkets og folkekrigens behov og skaber samtidig langt større produktivitet.

4. Kommissær

Er ansvarlig for samfundsmæssige anliggender, og er ansvarlig for at administrere retfærdigheden. Dette indebærer at organisere folkedomstole hvilket er endnu et udtryk for hvordan folkets demokrati fungerer. En anklage fremlægges for folkekomiteen, den anklagede har retten til at forsvare sig selv og fremlægge beviser, imens lytter folk og kommer frem til en afgørelse. Hele processen finder sted under kommissærens vejledning og følger nøje fastlagte retningslinier på baggrund af erfaringerne, således at ingen uskyldige bliver straffet. Dette er et kæmpe fremskridt for masserne i landområderne, da de for første gang er i stand til at stille deres undertrykkere for en retfærdig domstol.

Denne kommissær tager sig også af uddannelsen der bygger på et dialektisk materialistisk grundlag, og i sammenhæng med og ikke adskilt fra at producere. Bønderne lærer grundlæggende matematik, spansk, naturvidenskab og historie. Den ansvarlige står også for sundhed, sport og kultur, fejringer af mærkedage osv.

Kommisæren er ansvarlig for registrering af ægteskaber og fødsler. Skilsmisse bliver givet hvis en af ægtefællerne fastholder det, og der skal så nås til enighed omkring eventuelle. børn, fælleseje osv. Generelt medvirker kommissæren til at løse alvorlige familiestridigheder igennem en proces af kritik og selvkritik. Hvis en kvinde ønsker at forlade hendes mand eller forældre for at deltage i Folkebefrielseshæren, kan hun gøre det uden besvær, og ved tilfældet er det manden der har førsteret til børnene, hvis han ønsker det. Ellers finder kommissæren andre løsninger. Generelt kan alle der vil, deltage i Folkebefrielseshæren og ingen kan forbyde det, hverken familie eller venner.

5. Kommissær

Er ansvarlig for folkets organisationer, at indkalde dem og planlægge omkring deres arbejde. PCP har mange skabte organisationer der allesammen arbejder inden for mere specifikke områder og anvender dagkravskampen, for at tjene det overordnede mål at erobre den politiske magt i hele landet. Bl.a. findes der de Klassebevidste Proletarers og Arbejderes Bevægelse (MOTC) de Fattige Bønders Bevægelse (MCP), de Klassebevidste Kvarteres Bevægelse (MCB) Kvindelig Folkebevægelse (MFP) og andre. Børnene deltager i Pioner Bevægelsen.

Til sidst findes endnu en form for Ny Magt og det er den der opbygges i selve byerne:

6. form:

Folkekampskomite

Det er den form folkekomiteerne tager i byerne, hvor den Nye Magt også opbygges, dog i en mere skjult form. Forskellen skyldes de store forskelligheder der er mellem land og by. Det er en kendsgerning at der i en undertrykt nation som Peru, ofte er store afsiddesliggende landområder som den gamle stat ikke har nogen stor interesse i og derfor ikke er stærkt repræsenteret. Disse regioner har kun betydning for den gamle stat, hvis der bliver fundet mineraler eller andet værdifuldt, men i Peru har dette nu ændret sig gennem de sidste 15 år og dette skyldes folkekrigen. Nu er den gamle stat nødsaget til at give opmærksomhed til disse områder. I byerne derimod er bourgeoisiet, kapitalen og produktionen koncentreret og i Peru er det hovedsageligt i Lima, hvor som en naturlig konsekvens størstedelen af landets proletariat, der er den ledende klasse i revolutionen, befinder sig. Her lever også de umådelige masser i de store slumkvarterer der omringer byen. Og det er hovedsageligt i disse kæmpemæssige slumkvarterer, hvor fattigdommen trives, at den Nye Magt i form af kampkomiteer opbygges. Disse har til opgave at forberede opstanden for at erobre magten i hele landet, hvilket vil betyde enden på den gamle rådne peruvianske stat.

Uddeling af jorden i den Nye Magt

Vigtigst for landområderne hvor den Nye Stat hovedsageligt findes, er uddelingen af jorden der før i tiden har været koncentreret på ganske få hænder. Denne uddeling sker på individuel basis i den demokratiske revolution, således at hver enkelt familiemedlem får et stykke jord. Dette gøres for at sikre at det f.eks. ikke bliver manden i familien der overtager jorden og derefter udnytter sin families arbejdskraft. Dermed er et vigtigt skridt taget for kvinderne, men også for ungdommen og børnene. Det er vigtigt at fastslå at allerede nu forberedes bønderne på det fremtidige socialistiske samfund, ved at de dyrker jorden i fællesskab. Men det som er fælles for bønderne, at de altid har ønsket sig og kæmpet for retten til jorden, bliver imødegået ved at uddele den på individuel basis. Ved samtidig i praksis at dyrke jorden i fællesskab, opnår bønderne en forståelse af det overvejende positive ved at skulle kollektivisere jorden og dyrke den i fællesskab under socialismen.

Uddelingen af jorden sker først og fremmest til de fattige bønder, der udgør langt den største gruppe af bønderne. Derefter fordeles det der er tilbage til mellembønderne, mens de rige bønders ejendom respekteres i den nuværende etape af revolutionen. Således neutraliseres de rige bønder (der ikke må forveksles med godsejerne), mellembønderne vindes og de fattige bønder er dem PCP baserer sig på. Med den socialistiske revolution der vil blive indledt når den politiske magt er erobret i hele landet, vil disse ejendomsforhold ændres og jorden vil blive kollektiviseret. Denne politik der favoriserer langt størstedelen af bondestanden, har skabt ekstremt gode resultater og samtidig gjort vigtige skridt i retning af det socialistiske samfund, således at overgangen vil foregå med bøndernes fulde opbakning og i et hurtigt tempo.

Folkebefrielseshæren

Folkebefrielseshæren er det instrument hvor størstedelen af masserne deltager. Den har tre opgaver: at kæmpe (den vigtigste), at mobilisere ved at hæve den politiske bevidsthed og organisere og bevæbne folkemasserne, og at producere hvilket gøres for at ikke at være en snyltende byrde på masserne.

De tre styrker

Folkebefrielsehæren er selve rygraden i den Nye Magt og kæmper dagligt for at forsvare og udvide den. Den udgøres af sine tre styrker: Hovedstyrken, lokalstyrken og basestyrken. Hovedstyrken er den styrke der kæmper fuldtid, lokalstyrken er tilknyttet et mere begrænset område hvor den kæmper og basestyrken kæmper som oftest indenfor folkekomiteens eget område.

Denne inddeling af hæren i hovedstyrke, lokalstyrke og basestyrke er en videreudvikling af Lenins tese om folkemilitsen, som Formand Gonzalo har gjort. Basestyrkerne udgør nødvendigvis talmæssigt den største del af hæren og er et skridt i retningen af den generelle bevæbning af masserne, som vil garantere den politiske magt for proletariatet og folket. Dette gøres for ikke at tillade, at revisionisterne gennem at tilrane sig magten i hæren, overtager det kommunistiske parti og vælter den Nye Stat og i fremtiden den socialistiske. Derfor er denne opbygning af hæren, der leder hen mod det væbnede hav af masser, af afgørende betydning for fastholdelsen af den politiske magt og videreførelsen og udviklingen af socialismen indtil kommunismen. Med inkorporeringen af folkemilitsen i hæren, har Formand Gonzalo bidraget væsentligt til løsningen af dette problem.

Hæren udvikler sig som en del af revolutionens fremgang. I Peru var der således kun delinger i folkekrigens første år. Omkring 1982 udvikledes delingerne til en Folkeguerillahær. Siden 1992 har PCP udviklet den til en Folkebefrielseshær der udgøres af større dele af folket, som er bedre udrustet og i stand til at udkæmpe større slag.

Folkebefrielseshærens overlegenhed

Mange mennesker har svært ved at forestille sig hvordan en sådan hær, der udgøres af folket og ikke modtager nogen støtte udefra, kan overvinde en meget bedre udrustet hær, der er bakket op af yankee-imperialismen. Men som vi har påpeget tidligere, er det en hær der baserer sig på mennesker og ikke på våben, den udgøres af masserne selv og har eller vinder igennem den langvarige folkekrig deres støtte. Uden den tætte forbindelse til masserne ville PCP og folkekrigen aldrig kunne have udviklet sig så sejrrigt. Derfor er det afgørende for partiet at modstå de mål som kontra-revolutionen forsøger at opnå, hvilket sammenfattet er at tilintetgøre ledelsen og isolere partiet fra masserne for at stoppe folkekrigen.

Folkebefrielseshæren bevæger sig blandt masserne som en fisk i vandet og drager fordel af terrænet, hvorimod den gamle stats væbnede styrker ofte udgøres af unge knægte, der er langvejs hjemmefra uden egentlig interesse i at deltage i krigen på den gamle stats side. Underlagt en ydmygende og ødelæggende disciplin, tvinges de ud i fjendtlige områder, hvor de tungt lastet med proviant i et uvejsomt og vildt terræn, skal kæmpe for den gamle stats interesser.

Hvordan våben anskaffes

Det er fjenden der har våbnene og som konsekvens er spørgsmålet at erobre dem fra fjenden, hvilket er den hovedsagelige måde at anskaffe dem på. Dette gøres ofte ved bagholdsangreb på de væbnede styrker, som Folkebefrielseshæren mestrer, og derfor er bagholdsangreb en vigtig kampform. Udover at fjenden i deres forsøg på at nedkæmpe folkekrigen, således ufrivilligt har indledt den overlevering af våben til de revolutionære styrker der vil tage mere og mere til, anskaffes våben ved enten at fremstille dem, eller ved at købe dem. Den sidste er dog den mindst brugte metode.

Da det både er folkets hær og folkets krig anvendes let anvendelige våben i stor grad. Derfor bruges dynamit meget og det konfiskeres især fra minedriften. Andre våben der anvendes er f.eks. landminer som alle kan håndtere.

Kampmoralen

Moralen i de to hære er af en verden til forskel. I Folkebefrielseshæren er der en høj moral, optimisme og en stærk disciplin, der grunder sig på en bevidst forståelse af nødvendigheden af kampen for at skabe et nyt Peru og netop derfor er disciplinen og viljen så stærk. Folkebefrielseshæren ledes af marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkningens principper og aldrig af geværet. Det er principperne der kommer i første række og aldrig den personlige evne til at håndtere et våben. Det er fuldstændigt modsat yankeernes “Rambo”, eller soldater der som robotter kan manipuleres til hvad som helst. Folkebefrielseshærens kæmpere har en høj ideologisk og politisk forståelse, og de er villige til at betale en hvilken som helst pris når den kræves af dem. Den personlige interesse lægges til side for at tjene folket. De overordnede ydmyger ikke de underordnede, men lever på samme simple måde sammen med deres deling og anvender den demokratiske centralisme og kritik-selvkritikkens metode, for at nå frem til de korrekte beslutninger og en fast enhed.

Den gamle hærs moral og disciplin er derimod helt i bund. Der er mangel på officerer, fordi mange førhen sagde deres kontrakter op før de udløb. Derfor er det nu blevet forbudt for officerene at opsige deres kontrakt. Menige er der også mangel på, så de væbnede styrker laver direkte indfangninger af unge mænd hvor de er forsamlet. Når sådanne “frivillige” rekrutter udsættes for miner, fælder og baghold og en ellers usynlig fjende, og oven i købet behandles meget dårligt af deres overordnede og er dårligt forsynet, gribes de af angst og hjemve og mange deserterer i stedet for at kæmpe.

I tilfælde af at Folkebefrielseshæren tilfangetager soldater fra fjendes hær, vil de menige få lov til at vælge om de vil tilslutte sig revolutionen og deltage på Folkebefrielseshærens side eller ikke vil, og i såfald får de lov til at gå, dog uden deres udstyr og våben. Anderledes forholder det sig med menige der har deltaget i krigsforbrydelser og med officerer generelt, men PCP og folkebefrielseshæren anvender under ingen omstændigheder tortur. Henrettelser sker ved folkedomstole, hvis vedkommende har en blodgæld til folket.

Kvinderne i folkekrigen og den Nye Magt

Ganske bemærkelsesværdigt ved PCP og folkekrigen i Peru er den enorme mobilisering og deltagelse af kvinderne. Det er den revolution i verden der har set den største deltagelse af folkets kvinder, og således følger den i sporene på den russiske og kinesiske revolution, der ligeledes på deres tid var sådanne revolutioner. I Peru deltager de i stort antal og fungerer som ledere på alle niveauer i PCP, Folkebefrielseshæren og i de skabte masseorganisationer, hvor den Kvindelige Folkebevægelse mere specifikt beskæftiger sig med kvindespørgsmålet. PCP ser ikke kvindespørgsmålet løsrevet fra og overordnet klassekampen, men tværtimod som en fast bestanddel af den. Kvinden indgår i samfundets forskellige sociale klasser og proletariatets og folkets kvinder kan derfor kun opnå sejr ved proletariatets og det kommunistiske partis ledelse af den demokratiske revolution, den socialistiske revolution og kulturrevolutionerne, hvorunder klasserne langsomt opløses, hvilket vil kulminere ved intrædelsen i det klasseløse samfund, kommunismen.


Fra Miguel Castro fængslet i Lima, 1991

Ægte lighed for kvinden vil kun blive opnået således, da undertrykkelsen af kvinden har sine rødder i den private ejendomsrets opståen og det klassedelte samfund. Endvidere eksisterer halvfeudalismen og dens middelalderlige udbytningsforhold stadig i Peru og det præger samfundet fra dets dybeste basis til dets mest udviklede ideer, med jordspørgsmålet som det essentielle spørgmål der er den største drivkraft i bøndernes klassekamp, specielt de fattige bønder der udgør majoriteten. Og for det enorme antal kvinder inkluderet i de fattige bønders rækker, der i mange tilfælde mere eller mindre alene dyrker jorden pga. forskellige omstændigheder, er dette jordspørgsmål på samme måde den største drivkraft og med PCP’s succesrige politik på dette område slutter de ligeledes op omkring partiet og revolutionen.

Med den Nye Magt i Peru, hvor disse halvfeudale forhold bliver tilintetgjort, ser vi den største frihed for kvinderne opnået i verden i dag, hvor de har taget skæbnen i deres egen hånd og sammen med deres klassebrødre under ledelse af PCP omformer samfundet fuldstændigt.

Fra starten af har kvindelige kammerater præget partiet. Kammerat Norah var med til at grundlægge den Røde Fraktion og en af de ledende kræfter i rekonstitueringen af PCP. Og utallige kvinder har fulgt i hendes fodspor og givet deres liv for PCP og revolutionen. Folkekrigen er rig på sådanne eksempler og dette har givet endnu mere anerkendelse og prestige til PCP og folkekrigen verden over.

PCP og dets mål

PCP er et parti af en ny type, et marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænknings parti der har kommunismen som endemål. Gennem folkekrigen kæmper partiet for at fuldende den demokratiske revolution og oprette Perus Folkerepublik, for derefter uden pause at fortsætte den socialistiske revolution.

Essensen i den socialistiske revolution er at klasserne skal opløses og det vil ske gennem en længere periode. I denne vil jorden blive kollektiviseret og produktionsmidlerne konfiskeret og ejet af staten, der vil være et proletariatets diktatur. Under socialismen er klasserne endnu ikke forsvundet og følgeligt foregår klassekampen stadig intenst. I socialismen forsøger bourgeoisiet at tilbageerobre magten for at genoprette kapitalismen. Kapitalismen blev genoprettet i Sovjetunionen i 1956 da Khrustjof 5) se næste side tilranede sig magten ved et statskup. Det samme skete i 1976 i Kina efter Formand Maos død, da Teng Shiao-ping stod i spidsen for et kontra-revolutionært kup og genoprettede kapitalismen. Men dette benægter på ingen måde de fremskridt vi har set med de socialistiske stater, der har betydet den største udvikling af samfundet og den største frihed for folket.

Genoprettelsen beviser derimod at overgangen fra et samfundssystem til et andet er en lang, hård og kompleks proces med genoprettelser og kontra-genoprettelser indtil den nye klasse definitivt har befæstet sig i den politiske magt. Således har alle overgange fra et samfundssystem til et andet varet århundreder, som f.eks. overgangen fra det feudale samfund til det kapitalistiske samfund hvor bourgeosiet, der dengang var en revolutionær klasse i vesten, var 300 år om at befæste sig definitivt i den politiske magt og oprette deres stat.

For at komme til kommunismen, har PCP fastslået en tredje form for revolution som nødvendig – på hinanden følgende kulturrevolutioner. Disse vil finde sted for at fortsætte udviklingen af socialismen under proletariatets diktatur. Kulturrevolutionens essens er at forandre sjælen og dette gøres ved at proletariatet og folket legemliggør marxismen og forandrer deres verdensanskuelse, og i hård kamp imod bourgeoisiet ændrer hele samfundets opbygning ved at benytte egne nye ideer, kultur, vaner og skikke. Kulturrevolutionen blev udviklet af Formand Mao og forhindrede gennem mere end 10 år at kapitalismen genoprettedes i Kina og således løste den det uafgjorte spørgsmål om hvordan at nå det endelige mål kommunismen, der er det klasseløse samfund som enten alle eller ingen vil komme til.

Revolutionens fortrop

PCP er revolutionens fortrop i Peru, dens ledelse. Ledelse er et nøglespørgsmål og det er nødvendigt at have en ledelse for at lave en revolution.

Dette er ikke grebet ud af den tomme luft, men er en af de mange dyrebare og dyrekøbte erfaringer som proletariatet har vundet gennem dets lange kamp for den politiske magt. Allerede Marx konkluderede ovenpå dønningerne fra Pariserkommunen, at det var nødvendigt for proletariatet at opbygge dets parti for at kunne erobre og forsvare den politiske magt. Senere beviste Lenin dette ved at opbygge et parti af ny type, proletariatets parti, det kommunistiske parti, og virkeliggøre den første proletariske revolution nogensinde, Oktoberrevolutionen. Det blev endnu engang bekræftet i Kina gennem 22 års folkekrig, magterobringen i 1949 og oprettelsen af den Kinesiske Folkerepublik, den socialistiske revolution og de ti års storm mod himlen i den Store Proletariske Kulturrevolution. I dag er en ny milepæl i proletariatets historie ved at blive virkeliggjort i Peru og endnu engang står et kommunistisk parti i front.

Yderligere kan vi se hvad manglen på et kommunistisk parti fører til, når vi ser på den konkrete situation i Latinamerika i dag. Betingelserne for revolutionen er klart til stede, men den nødvendige ledelse mangler ganske enkelt for at kunne gennemføre den: Mexico der var Latinamerikas økonomiske forbillede, røg på halen og blev kun reddet i sidste øjeblik af imperialismen der sendte mio. af dollars ind i landet og denne krise er blot et forvarsel for de resterende landes kriseramte økonomier. Overalt regner bourgeois økonomer med en uundgåelig økonomisk tilbagegang i 1996. Dette gælder både lande som Mexico og Argentina, men også lande som Chile og Peru, der ellers gennem længere tid er blevet fremhævet for deres væksttal og andet blændværk. Ny-liberalismen gør endnu større indhug i den nationale suverænitet, fattigdommen stiger og polariseringen tager til. Dagligt er situationen ved at koge over i lande som Nicaragua, Guatemala og El Salvador, hvor demonstranter lader livet i de tilbagevendende sammenstød mellem masserne som er desperate og de væbnede styrker. I flere lande i Latinamerika er der områder med militær undtagelsestilstand, som i Brasilien og Paraguay eller Bolivia hvor også bønderne væbner sig, og er rede til at dø for at forsvare deres jord imod USA’s “krig mod narko”. Og ligeledes væbner bønderne i Mexico sig i desperation over deres situation.

Når nu situatuionen i de latinamerikanske lande er næsten magen til den i Peru, hvordan kan det da være at der i disse lande ikke er en stærk folkekrig med udsigt til i løbet af en årrække at erobre den politiske magt? Af den ganske enkle årsag at der mangler et kommunistisk parti til at forberede og indlede den. Den nuværende situation og hovedsageligt folkekrigens sejr i Peru, vil bidrage til disse kommunistiske partiers skabelse, for at de med folkekrig kan indlede deres demokratiske revolutioner.

Det vil sige at de objektive forhold er til stede for at indlede folkekrigen i disse lande, men at de subjektive kræfter, de kommunistiske partier, ikke lige nu og her findes. Men de nuværende forhold vil nødvendigvis frembringe sådanne subjektive kræfter og især PCP’s sejr i Peru vil bidrage afgørende til dette, at de kommunistiske partier vil blive dannet eller rekonstitueret, for med folkekrigen at lede deres nationale befrielseskampe imod imperialismen.

Formand Gonzalos Førerskab

Formand Gonzalo forklarer at Lenin lærer os at alle revolutioner i tidens løb har frembragt en gruppe ledere og at dette er uundgåeligt. De forskellige proletariske revolutioner har også gjort dette og blandt dem har én særligt udmærket sig. I den peruvianske revolutions og PCP’s tilfælde var det med grundlæggelsen af partiet, Mariátegui der udmærkede sig som en ekstraordinær leder.

I dag er det af historisk nødvendighed og tilfældighed Formand Gonzalo der indtager pladsen som Fører af partiet og revolutionen. Det er Formand Gonzalo der ved at hejse, forsvare og anvende marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen, som den nye, tredje og højere etape af marxismen, har rekonstitueret PCP, indledt folkekrigen og udviklet den. Og således bidrager han til en ny udvikling af marxismen.

Endvidere har Formand Gonzalo skabt Gonzalo tænkningen ved at have anvendt marxismen-leninismen-maoismen til Perus konkrete forhold, og således er Gonzalo tænkningen specifik hovedsagelig for PCP og den peruvianske revolution som partiet leder.


1) At rekonstituere: en langvarig proces gennem hvilken den røde linie i partiet tager kampen op imod revisionismen og andre afvigelser. Partiet var altså grundlagt på en klar marxistisk-leninistisk basis men revisionismen har ført det på afveje. Målet var derfor at udrense partiet for de elementer og bekæmpe de opfattelser som hindrede partiet i at fuldføre dets historiske opgave, at erobre den politiske magt for klassen og folket. (tilbage)

2) Den Lysende Sti (Sendero Luminoso) er det navn som ofte bliver brugt om PCP. Det er vigtigt at understrege at PCP aldrig selv har anvendt dette navn. PCP står for Partido Comunista del Perú (Perus Kommunistiske Parti). (tilbage)

3) Opportunismen: Generelt set er opportunisterne dem som uden at kalde sig marxister påstår at forsvare folkets og klassens interesser, således at de tilpasser sig de forskellige situationer alt efter hvad der er til deres egen fordel. Højre- eller “venstre”-opportunisme indenfor proletariatets rækker. I virkeligheden er der kun højre-opportunisme fordi “venstre”-opportunisme kun er “venstre” af udseende, således er begge afvigelser fra den korrekte linie som er den røde linie. Forskellen mellem dem er politisk set at højre-opportunismen overvurderer kontra-revolutionens styrke og undervurderer revolutionens, mens “venstre”-opportunismen gør det modsatte i et bestemt øjeblik eller overfor en specifik situation. Dette fører til at højre-opportunismen demobiliserer eller opfordrer til “at samle styrker” når det skal gøres fremskridt og “venstre”-opportunismen falder i “eventyrpolitik” fordi de tror at sejren er lige rundt om hjørnet. (tilbage)

4) Formand Mao karakteriserede Sovjetunionen efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 22. partikongres i 1961 som socialimperialistisk, fordi de var socialister i ord men imperialister i handling. (tilbage)

5) Khrustjof var bannerfører for den moderne revisionisme. Formand Mao har systematiseret den moderne revisionismes essens som: “de ‘tre fredelige’ og de ‘to hele’. Den fredelige sameksistens, Khrustjof fordrejede denne tese af Lenin som adskiller relationerne mellem staterne og relationerne inden for staterne, og forelægger at den internationale kommunistiske bevægelses generelle linie er den ‘fredelige sameksistens’; for Khrustjof var spørgsmålet at forhindre krigen, fordi ifølge ham skelnede atomvåben ikke mellem udbyttere og udbyttede, og menneskene skulle omgås på lige fod for at forhindre menneskehedens udryddelse. Den ‘fredelige overgang’ forelægger ideen om at revolutionen ikke længere har brug for revolutionær vold, men derimod at et samfundssystem kunne erstatte et andet gennem ‘den fredelige vej’, gennem valg, gennem parlamentarismen. Den ‘fredelige kappestrid’ fastholdt, at for at socialismen kunne ødelægge det imperialistiske system, var det nødvendigt at udføre en kappestrid med imperialisterne og vise det socialistiske samfunds overlegenhed, og på den måde ville imperialisterne gå over til socialismen. Khrustjofs revisionistiske tese om ‘hele folkets stat’ forsøgte at fornægte statens klassekarakter og konkret var den rettet imod proletariatets diktatur, ‘hele folkets parti’ er et andet makværk der fornægter Partiets klassekarakter, som proletariatets Parti.” (PCP’s Generelle Politiske Linie, Internationale Linie). (tilbage)

PCP OG FOLKEKRIGENS FREMMARCH

De væbnede styrkers indtræden

Efter at folkekrigen havde udviklet sig succesrigt og spredt sig hurtigt igennem de første 2 år, skete en ny udvikling i krigen. Eftersom den Nye Magt allerede blev opbygget på dette tidspunkt, så hurtigt efter folkekrigens indledning i 1980, blev hæren sat direkte ind for at knuse den, selvom de på forhånd allerede havde bistået politiet med at udføre forsyningsopgaver og derudover havde studeret folkekrigens fremskridt og forberedt sig på at konfrontere den. Dette blev starten på et af de største folkemord i folkekrigens historie, et folkemord hvormed de reaktionære væbnede styrker forsøgte at tilintetgøre PCP og den Nye Magt der var opstået. I 1983 og 84 var dette på sit højeste og hårdest gik det ud over befolkningen i Andesbjergene og især omkring Ayacucho hvor folkekrigen fødtes og stadig i dag er stærkest.

Store massakrer, bombninger af landsbyer, fordrivelser, massevoldtægter og andre forbrydelser imod folket fandt sted, men dette barbari fra den gamle stats og dens reaktionære væbnede styrkers side, tilintetgjorde ikke folkekrigen som de havde drømt om. Konsekvensen af deres forsøg på at drukne revolutionen i blod, fik den akkurat modsatte effekt og det gødede revolutionen i stedet for at nedkæmpe den. Folket blev rasende over det barbari den gamle stat havde udløst og det forøgede deres klassehad. Som konsekvens af dette brutale folkemord mangedobledes støttebaserne, og den Nye Stat udbredte sig nu over større områder i Peru. PCP havde bevist at det ikke var en ordinær guerilla-organisation, men et kommunistisk parti, hærdet i kampen og i stand til at overkomme enhver storm der blev udløst imod det. Den gamle stat måtte sande, at der ikke var tale om nogle isolerede revolutionære, men et parti der havde skabt tætte bånd til folket og var kommet sejrrigt ud af konfrontationen.

PCP’s I. Kongres

I 1988 realiserede PCP sin I. Kongres hvor Partiets Enhedsbasis – ideologien: marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkningen, Partiets Program og den Generelle Politiske Linie blev fastslået, og en Central Komite blev valgt. Dette skete i 1988 og bliver af PCP betragtet som den første milepæl i partiets historie.

Interviewet med Formand Gonzalo

Efter at den gamle stat havde spredt rygter om at Formand Gonzalo skulle være død, blev den I. Kongres et slag i ansigtet på dem, og dette endnu mere da et interview med Formand Gonzalo kort efter blev offentliggjort, udgivet af den peruvianske avis “El Diario” der støttede folkekrigen. “Århundredets Interview” er det lange interview med Formand Gonzalo blevet kaldt, hvori Formand Gonzalo for første gang siden indledningen af folkekrigen udtalte sig offentligt på denne vis. Interviewet spændte over 12 timer og forklarede dybtgående Formand Gonzalo og PCP’s stilling til ideologien, partiet, folkekrigen, den nationale og internationale situation og andre spørgsmål. De første 200.000 eksemplarer blev revet væk. Næste oplag nåede end ikke at komme på gaden, før redaktionen ved en razzia blev ødelagt og avisen forbudt. El Diarios vice-direktør, Janet Talavera, der havde medvirket til at lave interviewet, blev arresteret og senere henrettet ved en fængselsmassakre i 1992, hvor hun blev udpeget og skudt.

Over 90.000 væbnede aktioner op til 1989

Folkekrigen gik uimodståeligt fremad og havde allerede udført aktioner der havde rystet den gamle stat og skabt genklang i hele verden. I de første 6 år udførte folkekrigen 30.000 væbnede aktioner i 22 af Perus 24 amter, hovedsageligt i Andesbjergene og inden for denne særligt i Ayacucho, Huancavelica og Apurimac. Blandt de mest fremtrædende aktioner var de slag som ramte oprørsbekæmpelses-baser i Ayacucho amtet, sprængning af elmaster og ødelæggelsen af færdselsnettet i Huancavelica. I Centeret (Midtperu) udførtes bagholdsangreb og sabotage af Centromin. I Nordperu udførtes jord-invasioner under parolen “Lad Os Erobre Jorden!” som mobiliserede 160.000 bønder og konfiskerede 320.000 hekarer jord og 12.000 stk. kvæg, sabotage af den nordperuvianske olieledning og imod APRA’s hovedsæde i Trujillo by. I Sydperu blev jordspørgsmålet sat på dagsordenen og der mobiliseredes mere end 10.000 bønder. I Huallaga var der bagholdsangreb imod den Republikanske Garde. I Lima var der sabotage imod ambassader, såsom den russiske socialimperialismes, angreb imod snesevis af lokale APRA-politikere, banker og fabrikker og alt dette førte til at hovedstaden kom under militær undtagelsestilstand i 1986.

PCP sigter med sabotagen imod den gamle stats økonomi, og det rammer den hårdt. Jord-invasionerne har en kolossal betydning, da PCP mobiliserer hundredetusinder af bønder, giver dem jord og organiserer dem. Angrebene på Sovjets ambassade rettedes imod socialimperialismen der som supermagt, også i Latinamerika, forsøgte at tiltvinge sig herredømmet.

I perioden fra december 1986 til maj 1989 blev over det dobbelte antal væbnede aktioner i forhold til de første 6 år af folkekrigens historie udført, hvilket vil sige over 60.000 væbnede aktioner. Og i de sidste 4 måneder alene, blev 23.000 aktioner udført op til valget i PCP’s boykot-kampagne, udover baghold og angreb på de væbnede styrker i størstedelen af landet, inklusiv i selve Lima. For eksempel er den statsejede og meget vigtige mineindustri ofte blevet angrebet. Toglinier som transporterer mineraler til de udenlandske købere er blevet saboteret. Udenlandske virksomheder som f.eks. det gigantiske Bayers kemiske fabrik og indenlandske monopoler såsom Hogar Department Stores i Lima er blevet brændt ned. Mørklægninger af hele byer og amter er sket utallige gange for at lamme produktionen, og imens de har stået på, har flammende bål i form af hammer og segl oplyst byerne fra bjergsiderne. Angreb på ambassader såsom den amerikanske og israelske er blevet udført og mange andre aktioner har forkyndt folkekrigens fremgang og styrke.

Mørklægninger har været succesrige og bl.a. paven måtte føle dette da han med sit fly landede under nødbelysning på et af sine besøg for at “fredeliggøre” Peru. Såvel som da Belaunde6) måtte opvarte sin kollega, den argentinske præsident, under belysning af kærter ved et officielt statsbesøg.

Fremgangen fra 1989 til ´92

I årene 1989, ´90, ´91 og ´92 havde folkekrigen en massiv fremgang. Op til valget i ´90 bragte PCP boykot-taktikken af valget til sin hidtil største succes og aktioner bølgede hen over landet. I juli ´89 omringede “hundreder af guerillakæmpere” ifølge presserapporter, de væbnede styrkers Madre Mía base og ødelagde den fuldstændigt. Det var deres hovedbastion for en del af Huánuco og inkluderede en velkendt koncentrationslejr og et torturcenter. Hundrede af bønder var blevet bragt dertil, for at dukke op igen som lig eller simpelthen “forsvinde”. I et 4 timers slag, flygtede halvdelen af de 150 udstationerede soldater, mens de fleste af de tilbageblevne døde i kamp. Dette var et slag som aldrig var set før. Folkebefrielseshæren var i stand til at konfiskere et stort antal våben og ammunition og på den måde vise, hvordan fjenden er den vigtigste kilde til at anskaffe våben.

I april 1990 skete angrebet på den kontra-revolutionære USA-styrede Santa Lucia base, i Huallaga floddalens hjerte. Basen indviedes i februar 1990, bemandet af cirka 30 nordamerikanske militærrådgivere og “civile” helikopterpiloter og mekanikere ansat af USA-regeringen, med 500 peruvianske tropper til deres tjeneste. En journalist fra New York Times skrev, at det mindede ham om USA’s baser i Vietnam, med dets “vagttårne, små betonbunkere, minefelter, pigtråd og meterhøje stabler af sorte plastiksandsække…kun sikker at nå frem til med militær flytransport”. Bataljoner fra Folkeguerillahæren omringede basen og beskød den med automatiske våben og mortérgranater i flere timer og ødelagde syv helikoptere. Dette var den første store og direkte konfrontation mellem nordamerikanske styrker og Folkebefrielseshæren, men ikke den sidste.

Den strategiske ligevægt

I 1990 rystedes reaktionen og imperialismen i deres grundvolde da PCP opnåede den strategiske ligevægt i folkekrigen. PCP har specificeret den strategiske ligevægt i Peru til at være den periode hvori den gamle stat sætter alt ind for at tilbageerobre dens tabte positioner, og hvor PCP og folket forbereder den strategiske offensiv ved at opbygge magtens erobring, hvilket vil sige at opbygge apparater, først og fremmest parti, hær og front, der er fjendens overlegne for at kunne erobre magten i hele landet. I byerne udvikledes den Nye Magt også i stor grad og utallige aktioner fandt sted.

Opbygningen af den Nye Magt i byerne og slaget i Raucana

Forsvaret af Raucana

I opbygningen af den Nye Magt i form af Folkekampkomiteer i byerne, har der været storslåede eksempler. Et sådant eksempel var opbygningen af den Nye Magt i kvarteret der er kendt som Raucana. Her lå store områder ubeboet og uberørte hen, ejet af en bygherre ved navn Isola, der ikke interesserede sig synderligt for området og ikke havde gjort det i mange år. Her ledte PCP en overtagelse af jorden, hvor masserne blev mobiliseret og ca. 1200 fra de nærliggende områder kom for at deltage. Overtagelsen af jord begyndte og aktivt forsvar blev organiseret. Masserne bevæbnede sig med de mest elementære våben som bildæk, slynger, sten, slagvåben og chili pebber og syre til at kaste i øjnene. Der var tre sammenstød og i det første den 28. juli 1990 blev politiet tvunget tilbage. I det andet sammenstød blev Felix Jorge Raucana dræbt og kvarteret tog navn efter ham. Senere fandt et tredje slag sted, men politiet var stadig ude af stand til at trænge ind.

I stedet voksede et velfungerende fællesskab op med næsten ingen kriminalitet, brønde med rent vand og organiseret dyreavl i skærende kontrast til resten af byen. Kvarteret var næsten selvforsynende med fødevarer pga. kollektiv dyrkning af den uddelte jord og hjælp andre steder fra, alt dette trods stor fattigdom.

Rydningstruslen

Så kom der en ordre om at rydde stedet. Men imens havde man anvendt aktivt forsvar, militær træning blev udført og barrikader og vagttårne opbygget. PCP’s mærkedage blev fejret med glæde og agitations- og propagandakampagner blev udført, ligesom mobiliseringer imod rydningen fandt sted, fagforeninger og mange slumkvarterer blev aflagt visit og bedt om hjælp. Den nationale og internationale presse blev tilkaldt for at afsløre den gamle stats planer overfor dem. Herefter marcherede 800 mennesker til Vitarte rådhus, for at kræve rydningsordren trukket tilbage.

Inden rydningen skulle finde sted blev den Centrale Motorvej blokeret, alle bussers dæk blev punkteret. Forinden var aktivister gået op i busserne og havde forklaret hvorfor det blev gjort og samtidig uddelte de løbesedler. Alle var organiseret i kvarteret og mange stod parate til at hælde neutraliserende væske på politiets og hærens tåregas granater, for derefter at kaste tæpper over granaterne og således uskadeliggøre dem. Andre stod parate med slynger eller molotovcocktails for at forsvare området, imens andre byggede barrikader som der blev sat ild til, så det ville være næsten umuligt for politiet at passere dem. Udkigsposter blev hurtigt sat op, lavet ved hjælp af sandsække og på denne måde skudsikre. Andre igen gravede i nattens løb flere render tværs over vejene der førte ind i kvarteret, render der målte over 1 meter i dybden og i bredden og derved forhindrede at politiet ved hjælp af køretøjer, kunne trænge ind i kvarteret. Andre var igen stationeret på bakketoppe for at holde udkig, og også børnene bidrog ved at bære skilte hvorpå soldaterne blev opfordret til ikke at adlyde deres overordnede. Alt dette foregik under store paroler der prydede gavle og mure “Ingen rydning!”, “Masserne skaber historien!”, “Bolig er en ret!” og “Kæmp for at forsvare den!”

Et massemøde blev afholdt da 2 repræsentanter fra Fujimoris Cambio 90 Parti ankom for at tilbyde at forhandle, men folk besluttede at fortsætte kampen. Det blev bekendtgjordt at Isola havde en blodgæld til folket og at der ikke ville blive noget kompromis, og stadig strømmede folk til fra beboelsesområder i nærheden.

Den 9. august var alle parate til at bekæmpe rydningen og en af ejerens fabrikker blev udsat for en væbnet aktion i form af et bombeattentat fra Folkeguerillahærens side. Dette skete for at presse rydningsordren tilbage, men intet skete.

Den 5. september trængte 1500 fra de væbnede styrker ind og overtog Raucana efter hårde kampe, men i selvsamme måned mobiliserede PCP atter masserne og heftige kampe brød ud for at trænge militæret ud af kvarteret igen. Kampene rystede Lima og hele Peru og er stadig i dag et eksempel på hvordan PCP opbygger og forsvarer den Nye Magt i selve byerne.

De væbnede strejker

PCP anvender anvender 4 forskellige kampformer i folkekrigen: guerillakamp, sabotage, selektiv henrettelse og væbnet agitation og propaganda. Men partiet har udviklet en 5. og ny kampform, som når den anvendes indeholder de 4 andre kampformer – det er de væbnede strejker.

PCP har flere gange kaldt til væbnede strejker både i Lima, i andre større byer og hele regioner. Et særdeles kraftigt eksempel på dette var den væbnede strejke der blev udført den 22. og 23. juli 1992 i Lima. Folkets Revolutionære Forsvarsbevægelse, der er én af PCP’s skabte masseorganisationer der arbejder i byerne, kaldte til denne væbnede strejke i en løbeseddel der fremførte 22 retfærdige politiske og økonomiske krav, hvoraf alle blev fremstillet i sammenhæng med og til tjeneste for erobringen af magten og oprettelsen af Perus Folkerepublik. Således forbinder PCP altid dagkravskampen med de overordnede mål.

Denne væbnede strejke rejste 10.000’er fra masserne der sammen med delinger fra Folkeguerillahæren udførte kraftige angreb på politistationer og hærens militære installationer og anvendte bilbomber imod regeringsbygninger, store fabrikker og banker. Den væbnede strejke var kraftigst i slumkvartererne og på samme tid fandt der aktioner sted i resten af landet. I Mantaro-dalen blev højspændningsmaster sprunget i luften, såvel som banker og store firmaer blev det andre steder.

Lima ude af kontrol

Lima er Latinamerikas mest sårbare hovedstad. Ved at afskære de tre hovedveje der forbinder Lima med omverdenen, udover søvejen, har man byen i sin hule hånd. Disse hovedveje går over Andesbjergene kort efter at have forladt Lima, og netop her er det lettest at afskære vejen, lige såvel som det er her at PCP står stærkt. Ved at afskære disse veje kan man lamme hele byen og dette blev effektivt gjort under denne væbnede strejke. Selv hæren der sammen med politistyrkerne var mobiliseret til en samlet styrke på 50.000 mand, var ude af stand til at kontrollere begivenhederne og flere steder forskansede de sig i deres bygninger indtil det hele var overstået. Caretas der er et stort og reaktionært ugeblad i Peru skrev: “Manglen på tilstedeværelsen af sikkerhedsstyrkerne i dette kritiske øjeblik og den totale forsvinden af de facto præsidenten, betød endnu mere forvirring og demoralisering af folket”.

Udover alt dette blev revisionisternes forsøg på at misbruge folkets nød og udnytte den til egen fordel og imod folkekrigen en total fiasko. APRA, Det Forenede Venstre (Izquierda Unida) og andre havde dagen forinden kaldt til en “National Strejke”, der skulle ledes af 5 fagforeninger. Dette gjorde de i et forsøg på at tage brodden af den efterfølgende begivenhed, men de blev totalt miskrediteret. De måtte selv, sammen med medierne, endnu engang erkende at deres “Nationale Strejke” havde spillet fallit. Bladet La Nación var kortfattet i deres udgave den 22. juli: “Den Nationale Strejke organiseret af fagforeningerne i går, var en total fiasko”. Caretas fra den 30. juli skrev bittert: “Fagforeningerne er så svage, eller svagere end de politiske partier. Den totale fiasko for strejken indkaldt af fagforeningerne, står i skarp kontrast til den frygt Sendero påtvang de følgende dage”.

Således bliver de væbnede strejker brugt til at forberede opstanden, der ikke blot er en spontan aktion men skal være nøje planlagt. Med de væbnede strejker får masserne den nødvendige erfaring og hærdning, for i sidste ende er det dem der skal udføre opstanden.

(Uddrag af et kommuniké fra MRDP, Folkets Revolutionære Forsvarsbevægelse, der blev uddelt i Lima og dets omegn). Længe leve den Væbnede Strejke den 22. og 23. Juli! MRDP kalder, i forsvar for millioner af børn, gravide kvinder og i forsvar for klassens fysiske og moralske integritet, proletariatet og folket i Lima til Væbnet Strejke den 22. og 23. juli, 1992. For: 1. Imod sult, arbejdsløshed og krisen. 2. Højere løn. Løsninger på arbejdernes og proletarernes krav. Respekt for arbejdernes rettigheder og tilkæmpelser, kollektive overenskomstaftaler, arbejdsdag, bedre arbejdsforhold, kun en fagforening, ret til at strejke osv. Imod afskedigelse af offentlige ansatte og andre. Nej! til fjernelse af rettigheder vundet ved kollektive aftaler. 3. Højere løn til Perus lærere og andre folk der arbejder med uddannelse. 4. Større pension til de afskedigede og de pensionerede og for dem på understøttelse, for alle i det sociale sikkerhedssystem. Vi kræver at de ældre skal have betaling i deres egne hjem. Respekt for alderdommen. Nej til de nedværdigende køer som invalide pensionisterne skal stå i. 5. Nej til rydningen af gadesælgere. Respekt for retten til at arbejde. 6. Jord til bønderne. Imod rydningen af bønder fra deres jorde, hovedsageligt de fattige bønder. Jorden til dem der dyrker den! 7. For national produktion og imod imperialistisk produktion. 8. Nej til endeløse skatter der direkte og indirekte bliver pålagt folket. Ned med SUNAT! Nej til at betale skat! Nej til lukningen af små selskaber, små forretninger, håndværker værksteder, restauranter, etc. 9. Boliger til folket. Land til boliger. Imod rydning af slumkvartererne. 10. Imod prisforhøjelsen på vand, kloakering, strøm, den sanitære service og andet. For etableringen af sociale tariffer. 11. Installation af vand, kloakering og strømforsyning i slumkvartererne. Levering af drikkevand i slumkvartererne hver dag af de væbnede styrker og politiet. 12. Nej til privatisering af de såkaldte offentlige selskaber. Nej til salget af Petroperu, Enatruperu, Centromin Peru, Pescaperu, Siderperu, minerne, etc. Dette er tyveri og plyndring af folkets penge. 13. Nej til privatiseringen af socialhjælp. Frit sundhedsvæsen for folket. Kur imod kolera, mæslinger, malaria, vorter, denguefeber, tuberkulose, etc. 14. Imod repression og folkemord. Imod oprørsbekæmpelseskrigen: nej til gennemsøgning af forstæderne og slumkvartererne. Nej til de folkemorderiske væbnede styrkers kontrol af folket. Omgående tilbagetrækning af de væbnede styrker fra Raucana og andre slumkvarterer. Nej til dannelsen af by-rondas, selvforsvars komiteer, sikkerheds brigader, etc. (de folkemorderiske udbyttere vil organisere folk til at kæmpe imod folkekrigen). Ned med udgangsforbudet, som er et angreb på retten til at arbejde om natten. Udgangsforbudet er folkemord imod folket. Nej til razziaer. Nej til anholdelsen af børn og gravide mødre. 15. Imod folkemord på krigsfangerne. Respekt for de krigsfangers liv og helbred der har overlevet folkemordet 6,7,8, og 9. maj. 16. Rettigheder for folket: retten til liv og helbred, til uddannelse, til kultur og selv-udvikling, retten til at arbejde og en ordentlig tilværelse, for politiske og sociale rettigheder, og især den højeste rettighed – at erobre og udøve magt. 17. Retten til at danne fagforeninger for menige soldater og politifolk. 18. Nej til prisforhøjelser på offentlig transport. Statsstøttet transport. Ingen afgift på importerede artikler der bruges til offentlig transport af passagerer. 19. Nej til tyveriet af folkets penge i de fælles selskaber og kooperativer, og selv i bankerne. Dette er Fujimori regeringens plan. 20. Imod yankee-imperialismens indtrængning. Ned med “anti-narko Aftalen” som underkaster os til en større afhængighed af USA-imperialismen, og som er folkemord og chikaneri overfor de koka-dyrkende bønder. 21. Bekæmp det åbenlyst folkemorderiske Fujimori diktatur. Imod restruktureringen af den gamle stat, som er en fornægtelse af folkets rettigheder. 22. Støt folkekrigen og opbyg magtens erobring i hele landet – den eneste vej til en endelig løsning af klassens og folkets problemer – og opret Perus Folkerepublik. Vi opfordrer proletariatet og vort folk til at tilslutte sig folkekrigen, og opbygge en revolutionær Enhedsfront for erobring af magten og indførelsen af Perus Folkerepublik. FOLKETS REVOLUTIONÆRE FORSVARSBEVÆGELSE Lima, juli 1992

(DEN GAMLE STAT)

(FUJIMORIS STATSKUP, YANKEE-IMPERIALISMEN OG LAVINTENSITETSKRIGEN)

Formand Gonzalos tale

Kammerater i Perus Kommunistiske Parti!

Kæmpere i Folkets Guerillahær!

Peruvianske folk!:

Vi lever i historiske øjeblikke, enhver ved at det er sådan, vi må ikke bedrage os selv. I disse øjeblikke må vi anstrenge os af alle kræfter, for at modstå vanskelighederne og fortsat løse vore opgaver og erobre vore mål! Succeserne! Sejren! Dette er hvad der må gøres.

Vi er her som folkets sønner og døtre og vi kæmper i disse skyttegrave – som også er kampskyttegrave – fordi vi er kommunister! Fordi vi her forsvarer folkets interesser, Partiets principper, folkekrigen. Dette er hvad vi gør, vi gør det nu og vi vil fortsætte med at gøre det!

Vi er her under disse omstændigheder; nogle tror at det er et stort nederlag, de drømmer! Vi siger drøm videre, til dem. Det er blot en krumning, intet andet, en krumning på vejen! Vejen er lang, men vi vil nå frem og vi vil sejre! I skal nok se det! I skal nok se det!

Vi må fortsætte med opgaverne der blev fastlagt på Centralkomiteens III Plenum, et gloværdigt plenum! I skal vide at disse aftaler allerede er under udførelse og vil fortsætte med at blive det. Vi fortsætter med at anvende Folkekrigens IV Strategiske Udviklingsplan for Erobringen af Magten, fortsætter med at udvikle den VI Militære Plan for Opbygningen af Erobringen af Magten. Dette vil fortsætte. Dette er vor opgave! Dette vil vi gøre på grund af vi er kommunister og på grund af den forpligtelse vi har over for proletariatet og folket!

Vi siger det helt klart, den demokratiske vej er i dag begyndt at udfolde sig som en befrielsesvej, som en folkets befrielsesvej! Dette er situationen som vi udfolder os i. Vi skal tænke ud fra en dyb historisk sammenhæng og ikke fortsætte med at lukke øjnene! Lad os betragte realiteterne, lad os betragte Perus historie. Lad os betragte de tre sidste århundreder i Peru. Dette må vi tænke over. Lad os betragte det 18., det 19. og det 20. århundrede – og forstå dem! Dem der ikke forstår, vil forblive blinde og en blind tjener ikke landet, tjener ikke Peru!

Vi tænker at det 18. århundrede var en meget klar lektion. Tænk på følgende: der fandtes en hersker, det var Spanien, og hvor førte denne hersker, som udsugede vort blod, os hen? I en dyb krise, hvoraf som konsekvens Peru blev delt. Derfra begyndte det nuværende Bolivia. Det er ikke noget vi påstår, det er en kendsgerning.

Nuvel, forrige århundrede: engelsk herredømme. Hvor førte den os hen, i dets strid med Frankrig? Til en anden stor krise: 70’erne i det sidste århundrede. Konsekvens: krigen imod Chile. Det må vi ikke glemme! Og hvad skete der? Vi tabte territorium. Vort hjemland led en spaltning, på trods folkets og heltenes spildte blod. Der må uddrages lektioner heraf!

Det 20. århundrede. Hvordan går det os? I dette 20. århundrede hersker imperialismen, hovedsageligt den nordamerikanske, over os. Dette er en realitet, alle ved det. Og hvor har det ført os hen? Hvis vi ser bort fra 20’erne, har det her og nu ført os ind i den værste krise i hele det peruvianske folks historie. Når vi uddrager lektionerne fra de foregående århundreder, hvad kan vi så slutte heraf? På ny er nationen i fare, på ny er republikken i fare, på ny er territoriet i fare, kan nemt gå tabt på grund af fremmede interesser. Det er den situation de har ført os ud i, men, her har vi en kendsgerning, en peruviansk revolution, en folkekrig og den skrider fremad og vil fortsætte med at gøre det. Hvortil er vi kommet med den? Til en Strategiske Ligevægt. Og dette skal forstås rigtigt. Det er en Strategisk Ligevægt! Som konkretiserer sig i en afgørende situation. Hvad har de tolv års folkekrig tjent til? Til tydeligt at vise verden og hovedsageligt det peruvianske folk, at den peruvianske stat er en papirtiger, at den er rådden lige ind til marven. Dette er blevet bevist!

Sådan står tingene altså, tænk på den fare at nationen, landet, kan blive delt, at nationen er i fare, de ønsker at sønderrive den, at opdele den. Hvem ønsker dette? Som altid, imperialismen, dem der udbytter, dem der befaler. Så hvad skal vi gøre? Hvad er passende nu? Altså er det nu passende at vi styrker Folkets Befrielsesbevægelse og denne vil vi udvikle midt i/ styret i/gennem folkekrigen, fordi det er folket, altid folket, der har forsvaret fædrelandet, der har forsvaret nationen.

Det er passende at danne Folkets Befrielsesfront. Det er passende udfra Folkets Guerillahær, at udforme og udvikle en Folkets Befrielseshær, det er hvad der er passende! Og det er vi ved at gøre og det vil vi fortsat gøre! De vil være vidner, mine damer og herrer!

Sluttelig, lad os lytte til dette: som vi kan se verden over, marcherer maoismen ustandseligt for at lede den nye bølge af den proletariske verdensrevolution, forstå dette godt og begrib det! Dem der har ører, brug dem, dem der har evner til at begribe – og det har vi alle – håndtér det. Nok med tåbeligheder, nok med uklarheder! Vi må forstå dette! Hvad udfolder sig i verden? Hvad behøver vi? Vi behøver at maoismen bliver legemliggjort, sådan som det allerede sker, og at den går over til at skabe Kommunistiske Partier til at styre og lede denne nye store bølge af den proletariske verdensrevolution, som kommer os i møde.

Alt det de fortalte os, den tomme og dumme sludder om den berømte “nye fredsetape”, hvad er der blevet af den? Hvad med Jugoslavien? Hvad med de andre steder? Det hele politiserede sig – det er en løgn. I dag findes der kun én realitet, de samme modstandere fra den 1. og 2. verdenskrig, er i gang med at skabe, er i gang med at forberede den 3. nye verdenskrig. Det skal vi være klar over og som sønner og døtre af et undertrykt land, er vi en del af krigsbyttet. Vi må ikke tillade det! Nok med imperialistiske udbytning! Vi skal gøre en ende på dem! Vi er fra den 3. verden og den 3. verden er basis for den proletariske verdensrevolution, med en betingelse: at de Kommunistiske Partier hejser og leder den! Det er hvad der må gøres!

Vi tænker følgende: næste år er det 100-året for Formand Maos fødsel. Dette 100 år bør fejres! Og vi organiserer det med de Kommunistiske Partier. Vi ønsker en ny måde, en fejring, der vil være en bevidst forståelse af Formand Maos betydning for verdensrevolutionen og vi starter med fejringen i år og afslutter næste år. Det vil blive et storslået forløb med fejringer. Jeg benytter her lejligheden til at hilse det internationale proletariat, jordens undertrykte nationer og den Revolutionære Internationalistiske Bevægelse.

Leve Perus Kommunistiske Parti!

Folkekrigen vil uundgåeligt sejre!

Herfra hilser vi Perus Folkerepubliks fremtidige fødsel!

Vi siger: Hæder og ære til marxismen-leninismen-maoismen!

Og til sidst siger vi: Hæder og ære til det peruvianske folk!!

BASE LIMAOktober 1992 Perus Kommunistiske Parti

Oversat af redaktionen, efter en reproduceret version, udgivet af Perus Folkebevægelse i 1997.

KORSTOGET IMOD PCP

Det der ofte forvirrer folk er at disse løgnehistorier også gentages af dele af den såkaldte venstrefløj, både i Peru og herhjemme. Nogle tænker at så må det jo være rigtigt, eller i det mindste noget om sagen. Men lad os først se på problemet i Peru for derefter at vende tilbage til herhjemme.

I Peru i dag er der reelt kun to lejre eller det som PCP kalder to bakker – revolutionens og kontra-revolutionens. Efterhånden som revolutionen skrider fremad, påvirker det situationen i hele landet. Folket kan ikke gå imod deres egne interesser, de kan ikke stiltiende se på at deres børn dør af sygdomme forårsaget af sult, de kan ikke være ligeglade med om der er uddannelse eller ej, om der er arbejde eller ej, om der er en fremtid eller ej. Det er et valg mellem det gamle og det nye – det er et valg mellem den gamle rådne peruvianske stat og den Nye Stat der breder sig til stadig større dele af landet. Det er dette der afgør beslutningen. Når fattige slumkvartersbeboere kan se at der i slumkvarteret ved siden af er organiseret løsninger på de problemer folket står overfor, som rent vand, beskæftigelse, uddannelse, at kriminaliteten bliver bekæmpet og at sundheden er forøget drastisk, er det logisk at de ønsker at opnå det samme, da de hverken ønsker sult eller fattigdom. Når bønderne hører at godsejerens jord i nærheden er blevet uddelt til bønderne, at de er i stand til selv at forsvare den, at der bliver holdt valg iblandt dem for at administrere deres nye magt og at man i disse områder er i stand til at udvikle produktionen og være næsten selvforsynende, er der kun et valg for langt størstedelen af dem og det er revolutionen.

Det Forenede Venstre

Den såkaldte venstrefløj i Peru har også taget stilling til revolutionen for lang tid siden. De er halehæng til forskellige dele af storbourgeoisiet og er en integreret del i oprørsbekæmpelseskrigen. De tjener i praksis den gamle stat fuldt ud – i dag det folkemorderiske og landsudsælgende diktatur. Lad os tage eksemplet med Det Forenede Venstre der er en sammenslutning af forskellige små grupper, der ikke er i stand til selvstændigt at stille op til valget. De har støttet både Alan Garcia og APRA i deres regeringsperiode fra 1985 til 89 og derefter støttede de Fujimori ved næstkommende valg. De ville ganske enkelt ikke se hans klassekarakter og Fujimori havde ikke vundet valget uden deres stemmer. Allerede her kan vi se at de aktivt støtter de forbrydere der står bag et veldokumenteret folkemord, men de er også aktive initiativtagere til rondas, specielt i byerne og deltager aktivt i vedtagelse af lovforslag for at bekæmpe folket. Sammenfattet tjener de den gamle stat og imperialismen i et forsøg på selv at få en del af kagen.

MRTA

Ligeså er det med de væbnede revisionister fra MRTA (Movimiento Revolucionario Tupac Amaru), der er en organisation som har ført væbnet kamp i de sidste 10-12 år i Peru med adskillige “pauser”, der nu har mundet ud i at de igen tildels har nedlagt våbnene. Denne organisation er udsprunget af en fraktion der splittedes fra APRA, og senere sammen med andre grupperinger indledte væbnet kamp i Peru i 1960’erne. Forsøget endte i nederlag. Af dette fødtes senere MRTA. De har fortsat med at have deres nære forhold til den gamle stat og de legale partier, særligt APRA men også Det Forenede Venstre.

Deres hovedformål har altid været at angribe PCP og folkekrigen. En af deres øverste ledere Victor Polay, der forøvrigt var i APRA’s ungdomsorganisation sammen med Alan Garcia og blev sendt på universitetsophold i Paris med selvsamme, illustrerer dette fuldt ud. I et interview med “Caretas” under pseudonymet “Tyskeren” siger han, at han har “opgivet kampen for socialismen, og har byttet den ud med ny-APRA revolutionær nationalisme fra 20’erne”. Og senere fortsætter han med at blære sig på den mest afslørende måde: “Vi er villige til at indgå i dialog med de væbnede styrker, med kirken. Vi mener at denne regering ikke har nogen moralsk styrke, men at der er sektorer, med hvem vi i det mindste kunne starte en dialog med… vi er forberedte til politisk og militært at besejre Sendero Luminoso, som vi har gjort det i denne zone, hvor vi har elimineret 60 fra Senderos styrker. Dette vil være vort bidrag til pacificeringen af dette land”. (juli 1990).

Grunden til at MRTA så åbenlyst kapitulerer og “bidrager til pacificeringen af dette land”, er at de er revisionister og både tjener imperialismen og reaktionen. Med våben forsøger de at opnå en forhandlingsplads ved deres bord, for selv at få en del af kagen. Men nu har de det problem at deres dirigent, socialimperialismen, er brudt sammen og at Cuba er på vej til det samme, og derfor forsøger de selvfølgelig at sælge sig til de højest bydende.

MRTA er på ingen måde noget alternativ til den gamle stat og da slet ikke til PCP. Igennem 10 år har de kun formået at bekræfte til endeløshed, at deres Cuba inspirerede guerilla-strategi, ikke er i stand til hverken at kunne erobre eller forsvare magten i Peru. Og dette bekræfter kun hvad vi også har set med lignende bevægelsers nederlag i de sidste 35 år af Latinamerikas historie. MRTA’s kamp har aldrig været forankret i masserne, den har været baseret på store enkeltstående aktioner der vækker opmærksomhed. PCP forklarer det således: “MRTA buldrer mere end en tom tønde. De forsøger at ride på de aktioner som vi gennemfører, endnu et eksempel på hvor snyltende de er. Vore kriterier er at vor aktioner vækker genklang i de dybe massers sind, for at politisere dem så de bevidst vil tage deres skæbne i egne hænder. Vi, Partiet, laver ikke revolutionen. Partiet leder den; masserne er skaberne af historien. Vi udfører væbnede aktioner forbundet med masserne i hele landet… det faktum at gå til masserne og arbejde med dem er afgørende. Vi er ikke en påtvunget krig, men en der er legemliggjort i de dybe masser”.
(Fra PCP’s dokument: Opbyg Magtens Erobring midt i folkekrigen, Central Komiteens 2. Plenum, 1991, spansk udg.).

MRTA misbruger PCP’s grundlægger Mariáteguis navn og giver sig ud for at være hans sande efterfølgere, selvom de benægter alt hvad han stod for. Ligeledes forsøger de at drage fordel af den prestige det giver at kalde sig marxister-leninister, på trods af at selve deres organisation er en benægtelse af nødvendigheden af det kommunistiske fortropsparti, som både Marx og Lenin fastslog nødvendigheden af og kæmpede for i hele deres liv. Men at de nu har nedlagt våbnene pga. de ikke får nok presseomtale, er dog det mest latterlige påskud vi har hørt i årevis. Dette citat fra det tyske blad “Einsatz” med Raul fra MRTA, illustrerer dette på glimrende vis: “Da vi i januar 1993 besatte hovedstaden i regionen San Martin, Moyobamba (ca. 250.000 indbyggere) og det endda kom til kampe med luftvåbnet, kom det dagen efter kun frem i en ganske lille pressemeddelelse og forsvandt derefter ud af medierne. Herefter besluttede MRTA’s ledelse at forandre denne politik, hvor mange kræfter gik tabt i militære konfrontationer”.

PCP havde allerede forudset at MRTA ville kapitulere og i 1991 fastslog de det således i dokumentet “De To Bakker”: “Sammenfattende om MRTA, de gør fremskridt langs deres kapitulationistiske vej og de vil handle mere aktivt imod folkekrigen i denne arbejdsfordeling mellem den peruvianske reaktion og imperialismen; inklusive at de kunne sælge sig selv til yankee-imperialismen nu hvor Sovjet socialimperialismen er bankerot, og forholdet til Cuba er noget udefineret og i krise. De, som altid har anvendt at følge taktstokken, bliver nødt til at vælge at arrangere deres amnesti og fornyelse for at tilintetgøre os, ved at sælge dem selv til den højest bydende, når alt kommer til alt er APRA ikke deres eneste kort”.
(PCP’s dokument: De To Bakker, 1991, spansk udg. s. 62).

MRTA eksisterer fortsat på trods af Fujimori og den gamle stat ind imellem fanger og udstiller et par af deres ledere, for at fremvise bare en smule kontrol og succes. Den gamle stat har ikke tilintetgjort MRTA, hvilket ikke ville tage dem lang tid. Dette skyldes at den gamle stat og yankee-imperialismen lejer med ideen om, at bruge dem som en slags Kontraer imod den fremtidige Perus Folkerepublik. Det tydeligste eksempel på erfaringen med brugen af Kontraer, kommer fra Nicaragua hvor USA brugte dem til at angribe Nicaragua fra de tilstødende landes grænser, og dette var en del af nedbrydningen af sandinisternes styre i Nicaragua. Nu står de altså i en situation hvor folkekrigen på trods af deres utallige forsøg, ikke er blevet slået ned, og her ser de en mulighed for i en vis grad at bibeholde en organisation der har væbnet erfaring, og som hurtigt vil kunne reorganiseres til formålet. Dette er for dem endnu en oplagt mulighed som de måske senere vil tage i brug.

En løgnehistorie bliver til

Et tydeligt eksempel på en planlagt løgnehistorie verden over imod PCP og folkekrigen i Peru, hvor “venstrefløjen” spiller en betydelig rolle, er historien omkring de indfødte Ashaninkaers forhold til folkekrigen i Peru. Systematisk er “nyheden” blevet spredt ud i hele verden på samme tid til samtlige medier. Løgnehistorien fandt også vej til Danmark, hvor DR’s TV-Avis bl.a. i et kort 10 sekunders klip fra Peru, fortalte seerne at hæren nu havde fået kontrol med “Den Lysende Sti” og at de i Huallaga-dalen havde befriet 5000 Ashaninkaer, der var blevet holdt som slaver af “Den Lysende Sti”. Denne direkte misinformation der sigter på at give et ondskabsfuldt og sindssygt billede af PCP, bliver endnu mere grotesk når TV-A bagefter bliver ringet op, og det eneste de kan svare på spørgsmål om hvor de har disse oplysninger fra og om de kan begrunde dem, pinligt må trække i land uden endog at forsvare deres egen udsendelse, med et stammende “vi har bare fået det fra Reuters”. Og bagefter kommer dele af den såkaldte venstrefløj og tager del i offensiven vendt imod revolutionen.

Ibis, IWGIA og Danida

Ibis har i denne sammenhæng på det skammeligste udspredt en større artikel på engelsk af antropologen Søren Hvalkof, der er så langt fra virkeligheden at man må betragte den som ren manipulation. Denne artikel er et 13 siders korstog imod folkekrigen i Peru, og i essensen et klart forsvar for det folkemorderiske og landsudsælgende diktatur og imperialismen.

Artiklen beskæftiger sig med de indfødte Ashaninkaers forhold i Peru og beskriver dem som ulykkelige ofre for “Den Lysende Stis terrorisme”. Vi citerer: “Som en forløber til situationen der ville komme, blev den franciskanske missionsstation i Cutivireni i den centrale Ene-dal, der var det største Ashaninka samfund i hele området, brændt ned af Den Lysende Sti i 1984”. Baggrunden for dette, andet end de evindelige narko-historier, bliver der ikke fortalt om. Netop franciskanerne, den katolske kirke og andre kirker har i århundreder undertrykt de indfødte og slavebundet dem, efter de fandt ud af at det ikke kunne betale sig at udrydde dem alle. Og i dag fortsætter de i selvsamme rolle. Missionsstationen i Cutivireni var hovedbase for oprørsbekæmpelseskrigen i denne region, og ledet af en nordamerikansk præst ved navn Mariano Gagnon. Og denne Gagnon var ikke bare præst, men nordamerikansk agent. I hans erindringer beskriver Gagnon hvordan han arbejdede tæt sammen med de berygtede Sinchis (politiets elite anti-terrorkorps) og USA’s Grønne Baretter i Mazamari, og hvordan han udspionerede folket for USA’s ambassade. Han beskriver hvordan støtten til revolutionen voksede, både blandt de nærliggende nybyggere og Ashaninkaerne i hans menighed, og hvordan de revolutionære besøgte ham og spurgte efter hans støtte i kampen for at befri folket. Gagnon rapporterede om hvem der sluttede sig til folkekrigen, og han tilskyndte de væbnede styrker til at angribe en række huler i nærheden, som han mente var et vigtigt hovedkvarter for PCP. Efterhånden som folkekrigen voksede og støtten tog til, forsøgte han at omdanne sin menighed til en rondas, hvor han personligt havde udvalgt en særlig loyal troende til at være curaca (høvding). Det er på den baggrund at man skal se tilintetgørelsen af sådanne “missionsstationer”.

Artiklen fortsætter i en lang strøm med helt vanvittige anklager imod PCP, bl.a. at de skulle have korsfæstet en Ashaninka og dræbt op imod 2000 af dem, hvilket er løgn og ville være fuldstændigt meningsløst.

Ashaninkaernes leveforhold

Ashaninkaerne lever i ekstrem fattigdom og udnyttelse. Tvangsarbejde og den konstante plyndring af deres land fortsætter. Officielle statistikker fortæller at 70% af Ashaninka børnene lider af underernæring, og 95% af de voksne er analfabeter. I junglen driver såkaldte “antropologiske udforskninger”, “udviklingsprojekter” og religiøse missionærer rufferi imod de indfødte folk. De hævder at udføre “humanitært arbejde”. Men de er i virkeligheden ofte bundet med tusinder af tråde til fremmede imperialistiske interesser. De forsøger at overbevise de indfødte om, at de skal acceptere deres elendighed med “kristen” fatalisme, eller prædiker, at Ashaninkaerne skal søge “fremskridt” ved at sælge sig selv og deres jord til kapitalister. Ofte fastholdes fattigdom og de halvfeudale forhold også i et såkaldt forsvar eller værn for de indfødtes kultur.

Ashaninkaerne tilslutter sig folkekrigen

I takt med at folkekrigen har udviklet sig, har Ashaninkaerne forhøjet deres støtte og deltaget mere og mere i den. Deres åbenlyse interesse i at deltage i oprettelsen af den Nye Magt, der også koncentrerer sig om at løse de indfødtes problemer, skabte den situation at der meget hurtigt etableredes de første Åbne Folkekomiteer ud af de hundreder af folkekomiteer der lå i området. Selv den reaktionære avis “La República” indrømmer dette og skrev den 29. august 1991: “I maj 1989 dannede Senderisterne en række folkekomiteer langs med dalene af Ene, Tambo og Mantaro flodernes munding og erklærede dannelsen af den såkaldte Nye Stat… Senderisterne vælger blandt folket deres lokale myndighed eller kommissærer… Hver lokalstyrke tog ansvaret for gennemsnitligt 10 bopladser, afhængig af befolkningens størrelse. I mellemtiden mobiliserede hovedstyrken masserne politisk og militært over hele Ene-dalen, og havde den højeste myndighed”.

PCP havde en sådan opbakning i området at det var muligt at rydde den gamle stat af vejen. Der refereres til de væbnede styrkers oprørsbekæmpelses baser i dette citat fra “Caretas”: “Kun fire af ti baser, der blev oprettet mellem maj og juni, er tilbage langs hele Ene floden… I mellemtiden er krigszonen udvidet til området omkring Tambo floden…” (21. oktober 1991). Og omkring Ashaninkaernes støtte til PCP og folkekrigen indrømmes det i dette citat fra “La Republica”: “Ved den sidste folketælling af Ashaninka samfundet ved Tambo floden, var der 24.000 beboere, nu er det blevet reduceret til 8.300 ifølge den nye folketælling. ‘Hvor er resten?’ spurgte vi. ‘Vi går udfra at de er i den Lysende Sti. Vi har mistet kontakten med dem. Vores territorie er på 2.231,49 kilometer, omkring 70% af dette territorie er blevet taget af terrorist organisationen. Resten af territoriet er blevet pacificeret’ ”. Sammenfattende kan vi sige at disse citater på udmærket vis illustrerer Ashaninkaernes stilling til folkekrigen og den Nye Magts og den Nye Stats eksistens, at den ikke blot er noget PCP påstår eksisterer, men at det selv indrømmes af nogen af folkekrigens indædte modstandere.

Filmen “Ashaninka”

Filmen er lavet for IWGIA med støtte af Danida (læs den danske stat) i 1993 og bliver fremstillet som om dens oprindelige mål var at dokumentere Ashaninkaernes etablering af den juridiske rettighed til jorden i et Danida projekt, men i stedet kom den til at handle om “Den Lysende Sti’s overgreb på Ashaninkaerne, da et sådant netop havde fundet sted kort tid forinden”. Men det er tydeligt at denne film helt igennem er et bestillingsarbejde med et bestemt formål og at det tilmed er udført så tilfredsstillende at den vandt 1. prisen som året bedste danske filmproduktion i 1994 i kategorien uddannelse. Filmen er virkelig en beskidt bagvaskelse af PCP og er da også forsynet med et tak til Søren Hvalkof, der har skrevet den ovennævnte løgneartikel uddelt af Ibis.

Filmen spilder ikke tiden og erklærer fra starten af at “Den Lysende Sti opfatter indianerne som et levn fra fortiden” og så interviewes en mand ved navn Pedro Garcia, der i første omgang præsenteres som advokat for AIDESEP der er en indiansk organisation, med et stort indblik i Ashaninkaernes kamp for jord idet han har bistået dem i 20 år. Han spilder heller ikke tiden og kommer meget snart med en udtalelse, der helt tydeligt er et af de klare mål med filmen: “Det ville være godt hvis man i Europa holdt op med at betragte denne bevægelse som revolutionær eller venstreorienteret, det drejer sig om en indianerfjendtlig bevægelse…” Og filmen fortsætter i samme stil indtil det går helt galt for dens troværdighed, da denne Pedro Garcia der tidligere blot fremstilledes som en relevant person med mange års erfaring, viden og indblik i emnet, lige pludselig har en hel anden tilknytning til ashaninkaernes projekt end det oplyses i starten af filmen, der ikke ligefrem taler for hans objektivitet. Han fortæller at mens de (PCP) plyndrer, dræber osv. “kører vi et projekt med opmåling og afgrænsning af områder støttet af den danske regering”. Manden er altså ikke en idealistisk hjælper af de indfødte folk, men hyret af den danske stat selv, der absolut ingen interesse har i at PCP skal erobre magten i hele landet og opbygge et socialstisk og uafhængigt Peru. Den danske stat har en klar interesse i at Peru skal forblive en undertrykt nation, og at den danske stat som de andre imperialistiske supermagter og magter kan få en del af udbyttet.

Imellem interviewene og fordømmelsen af PCP i filmen, ser vi hvordan Ashaninkaerne er til møde hvor der deles jord ud. Ved podiet sidder en højtstående officer fra de væbnede styrker assisteret af det peruvianske flag, og på et kontor hvor der underskrives skøder, kan man ud af vinduet i baggrunden se soldater fra den peruvianske hær, traske rundt med deres store våben. Og dette, forsøger filmen at fortælle os er stolte indianere der på egen hånd forsøger at bekæmpe “terrorismen” og at de helt uden grund er udsat for angreb fra den anden parts side. Filmskabernes minimale journalistiske evner hører da også helt op, da de forsøger at beskrive PCP og bl.a. siger at de ledes af marxismen-leninismen-Gonzalismen. De kan være enige i PCP’s ideologi og politik eller ej, men at de i den grad fordrejer virkeligheden og bevidst bringer en så latterlig misinformation videre til uvidende mennesker er endnu et bevis på deres rolle i bekæmpelsen af PCP, folkekrigen og marxismen generelt.

Den gamle stats uddeling af jord – et biprodukt af folkekrigen

En forklaring på denne uddeling af jord som Danida og lignende organisationer hjælper til med er også nødvendig. De små almisser som de indfødte får, de små jordlodder der bliver givet dem, har de ofte ikke råd til at dyrke. Derfor ender det tit med at den indfødte eller bonden sætter sig i en stor gæld, fordi de mangler kapital til at sætte produktionen i gang, eller har skullet overleve en dårlig høst. Dette fører til at de bliver nødt til at sælge deres jord, eller en del af den igen, for at kunne betale deres lån tilbage, og således mister de deres jord eller i hvert fald størstedelen af den. Koncentrationen af jord på ganske få hænder sker igen i dag i Peru og er et levende bevis på dette. Det er trods alt ikke uden grund, at der i Latinamerikas historie har været hundredvis af jordreformer, men at det stadig ikke er dem der dyrker jorden der ejer den. Det er derfor at de indfødte og bønderne nyder godt af den Nye Magt, og vil nyde godt af oprettelsen af Perus Folkerepublik. Med folkekrigen er de for første gang i stand til at garantere deres jord, hvad den gamle stat eller nogen udenlandsk “hjælpeorganisation“ aldrig nogensinde har gjort. Det er således en direkte konsekvens af folkekrigen, at nogle bønder og herunder indfødte, får tildelt mindre jordstykker. Det er et direkte biprodukt af folkekrigens fremgang og udbredelsen af den Nye Magt.

Misforstået objektivitet

Filmen er herhjemme i hvert fald blevet vist af TV-Stop. Og deres fremvisning af filmen kan på ingen måde undskyldes. Kort forinden var TV-Stop blevet kontaktet af Nødkomiteen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv og spurgt om de ville sende filmen “You Must Tell the World”, der beskriver anholdelsen af Formand Gonzalo, kampagnen til forsvar for hans liv og situationen i Peru. Dette blev afslået fra deres side, med den begrundelse at filmen var ensidig, noget propaganda og ikke objektiv. Kort tid efter forbavses vi så over at TV-Stop fremviser “Ashaninka” der er sponsoreret af den danske stat, fuldstændig ensidigt angriber PCP og folkekrigen og ikke rummer en milimeter af det kriterie de selv så “flot” havde stillet op for vor kampagnes film. TV-Stop der foregiver at være en “kritisk” og “uafhængig” TV station, burde ikke kaste med sten når de selv bor i et glashus.

Internationalt Forum

Selvom visse organisationer, såsom IF, gør en del ud af at udgive sig for at være anti-imperialistiske og støttere af revolutionære bevægelser og organisationer i den 3.verden, er det ikke altid at deres handlinger er ligeså. IF er et godt eksempel, fordi endelig i Peru har vi et kommunistisk parti der besidder evnen til at gennemføre en revolution, erobre den politiske magt og opbygge en socialistisk stat, men hvad er da deres holdning? Ja de har dedikeret sig selv til at bekæmpe PCP og folkekrigen, hvilket de giver klart udtryk for i et lille informationshæfte om Kulturhuset Cikaden: “Peruarbejdet: IF laver oplysningsarbejde om situationen i landet og gennemfører protester mod militærets, regeringens og Sendero Luminosos (Den Lysende Stis) menneskerettighedskrænkelser”. Med sådanne blinde udtalelser sætter de revolutionen på linie med kontra-revolutionen, den reaktionære vold til at undertrykke folket med, sætter de lig med den revolutionære vold som enhver undertrykt nation har ret til at anvende for at befri sig fra sine undertrykkere, og som er verdens folks eneste redskab til at forandre verden med, hvilket er sket gennem hele historien. Med sådanne udtalelser spiller de med på yankee-imperialismens brug af menneskerettighederne for at bekæmpe folkekrigen.

IF stopper ikke bare ved at ville bekæmpe PCP og folkekrigen. De støtter aktivt føromtalte MRTA i Peru, som en “tredje vej”, ligesom de støtter alle mulige andre bevægelser der på den ene eller anden måde har kæmpet i socialimperialismens interesse. Som f.eks. Sandinisterne i Nicaragua eller FMLN i El Salvador, hvor Sovjetunionen via Cuba forsøgte at få kontrol over og udplyndre større dele af Latinamerika.

Nu vil de til at sende penge til MRTA (se deres tidsskrift Gaia nr.11) og heri ligger afsløringen af dem selv. IF bekæmper ikke blot krænkerne af “menneskerettighederne” i Peru, som de selv så “flot” siger det. Fordi hvis de gjorde dette, hvorfor bekæmper de så ikke MRTA’s “menneskerettighedskrænkelser”? De kan jo blot, hvis de mangler oplysninger, anvende de selvsamme kilder som de bruger imod PCP og folkekrigen, kilder såsom Amnesty International, Americas Watch osv. Men det gør de ganske enkelt ikke, fordi de har taget en politisk stilling og åbent støtter de væbnede revisionister fra MRTA og deres bekæmpelse af PCP og folkekrigen. IF fremfører MRTA som “den tredje vej” og forsøger at bidrage til fremstillingen om de “onde guerillaer” fra PCP og de “gode guerillaer” fra MRTA som den gamle stat opbygger. Nu vil de som sagt forøge deres støtte til MRTA med pengemidler, og dette skal ske fra en solidaritetsfond de har planer om at oprette og som det førhen også var meningen skulle støtte ANC!!! Men da ANC nu ydmygende ligger på knæ for Clinton og USA for at få nogle investeringer, og Mandelas slips er blevet solgt på auktion, synes IF ikke det er nødvendigt at sende dem penge alligevel. Men deres angreb på PCP og folkekrigen via deres MRTA-støttearbejde tager mere og mere til, og dette må ses som et stort komplement til bl.a. kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv, fordi det er en direkte udløber af den stærke støtte til revolutionen i Peru som de reagerer imod.

Disse organisationers karakter

Organisationer som Ibis, IWGIA og IF tjener forskellige formål for imperialismen og de understøttes betydeligt af den danske stat på forskellig vis. Via “bistandsprojekter” og “støttearbejde” sikrer de imperialismens fortsatte udplyndring af den 3. verden.

Det nytter ikke noget at gemme det egentlige problem imperialismen, af vejen og i stedet kalde på kosmetiske ændringer, der ikke fjerner den egent- lige årsag til problemerne. Det er dette Ibis gør når de i en udtalelse fra deres generalforsamling i 1995, sætter deres lid til organisationer som FN, EU og Verdensbanken! De opfordrer den danske regering og udenrigsministeriet til mere aktivt at påvirke disse organisationer, der dog efter deres mening ikke virker helt efter hensigten!! Andre som IF, forsøger at polere men bibeholde de uretfærdige forhold og de eksisterende godsejer-bourgeois diktaturer i den 3. verden, dog helst i en “pæn” form, med overholdelse af “menneskerettigheder”, “frie valg”, “demokrati” osv. eller ved “kritisk” at støtte reformistiske oppositionspartier og -bevægelser, der ikke ønsker andet end selv at tilrane sig en del af kagen.

Men disse organisationer tjener også til at indsluse den utilfredse og kritiske ungdom herhjemme. Folket herhjemme og især mange unge mennesker, er imod den fortsatte udplyndring af den 3. verden og ønsker virkeligt at denne, med alle dens krige, sult og elendighed til følge, kunne afkaffes for stedse. Og således er de potentielle støttere af nationale befrielseskampe som i Peru, og i sidste ende nogen der kan vindes for at gøre op med de uretfærdige forhold i deres eget land, og dette er noget som den danske stat og generelt imperialismen frygter. Et eksempel på en sådan bevægelse var den der indledtes omkring Maj 1968 og imod Vietnamkrigen, både i Europa og i USA. Den vil opstå igen som en naturlig konsekvens af den undertrykkelse den 3. verden er udsat for, og de nationale befrielseskampe vil spille en hovedrolle i den Nye Store Bølge af proletarisk verdensrevolution, som Formand Gonzalo fastslår vi er kommet ind i. Derfor passer det som en ring på imperialisternes fingre at de via organisationer som de allerede nævnte, kan dysse folket og især ungdommen ned og sprede kapitulation med bevillinger af kæmpe pengebeløb. Bl.a. ved disse pengetilskud kontrollerer de organisationerne og spreder reformistiske opfattelser om at løsningen er “frie valg”, blot at nedsætte u-landsgælden eller lignende absurde løsninger, der absolut intet grundlæggende forandrer.

Derfor er det også af største nødvendighed at understrege, at vi ikke er imod sådanne organisationers medlemmer generelt, fordi de som oftest deltager ærligt for at hjælpe mennesker i nød verden over. Vi er af den klare overbevisning at de fleste af disse mennesker, hvis de er oprigtige og virkelig ønsker forandringer for verdens folk, selv vil tage stilling og støtte op omkring revolutionen i stedet.

Den psykologiske krig er en del af lav-intensitetskrigen

Denne misinformation som vi også ser eksempler på at organisationer fra den såkaldte venstrefløj udspreder for at skade PCP og folkekrigen, tilsidesætter fuldstændigt al sund fornuft og alle beviste kendsgerninger. Sådanne målrettede løgnehistorier bliver sendt ud gennem store mediemonopoler for at udfylde en opgave, at afskære støtten til PCP og folkekrigen, og disse løgnehistorier understøttes og propaganderes bl.a. videre af disse organisationer. PCP bliver i medierne malet fuldstændig sorte, uden én eneste god egenskab. Gamle fjendebilleder, som at “russerne æder små børn”, bliver genoplivet påny omend i en lidt nyere udgave.

Bag dette står imperialismen og den gamle stat med deres lav-intensitetskrig. Imperialismen kontrollerer i sidste ende 99,99% af verdensmedierne, der i hastigt tempo koncentrerer sig på færre og færre hænder. Det vil udover meget få undtagelser være naivt at forvente “upartiskhed” og kritisk journalistik fra disse kontrollerede medier, hvor mio. af dollars hentes hjem hvert år. Hvem husker ikke dengang yankee-imperialismen fremførte deres “vidner”, der sagde at irakerne trak stikkene ud af kuwaitiske spædbørns kuvøser? I løbet af én nat blev alle irakere forvandlet til monstre og bomberne retfærdiggjort – hvem er ikke imod sådanne grusomheder blev der spurgt. Da løgnen blev afsløret var det allerede for sent. En del af verdens folk var allerede blevet narret til at støtte massakren på det irakiske folk. Her døde mindst 100.000 mennesker i et af de mest intense bombardementer siden 2. verdenskrig.

Ligeledes er folkekrigen og PCP udsat for de mest løgnagtige angreb for at fremstille dem som “ekstremister” og “terrorister”. Som tilfældet var det med kuvøse-løgnen, ligeså er det med de løgnehistorier, der som en del af den psykologiske krigsførelse bliver konstrueret imod folkekrigen. De er et forsøg på at vende den offentlige mening imod folkekrigen. Den offentlige mening er uhyre vigtig for yankee-imperialismen og den gamle stat, for at kunne isolere PCP og folkekrigen fra folkets støtte og tilintetgøre dem. Den er også vigtig for folkekrigen, fordi den offentlige mening skal vindes i Peru for at erobre magten og ikke mindst for at forsvare den. Folkekrigen har også brug for international støtte og derfor forsøger lav-intensitetskrigen også at begrænse denne med disse løgnekampagner. Den største af alle disse løgnehistorier er at Formand Gonzalo skulle have kaldt til fred fra fængslet.

LØGNEHISTORIEN OM FORMAND GONZALO OG “FREDSAFTALEN”

I efteråret 1993 fremkom Fujimori på en FN-konference i New York med et brev som han foregav skulle stamme fra Formand Gonzalo selv. Brevets indhold opfordrede til en „fredsaftale“ og blev akkompagneret af en videooptagelse, hvori flere personer med en tidligere tilknytning til PCP optrådte. I midten af sceneriet havde de placeret en person der skulle forestille Formand Gonzalo, som læste brevets indhold højt og Fujimori fremviste stolt alt dette som “den Lysende Stis kapitulation”.

Der er ingen tvivl om at dette blot er endnu en af de utallige løgnehistorier fra yankee-imperialismen og den gamle peruvianske stats side, som vi har set så mange eksempler på i folkekrigens historie. Omkring denne såkaldte videooptagelse med Formand Gonzalo, så har enhver der inden for de sidste to til tre år har gæstet biografsæderne for at se film som f.eks. “Terminator 2” eller “Forest Gump”, forbløffet kunne se hvordan man i dag er i stand til med avanceret teknik at manipulere med billeder og indtryk, således at vi er ude af stand til at se forskel på virkelighed og det rene bedrageri. I “Forest Gump” møder og taler hovedpersonen ganske “naturligt” med både forlængst afdøde Kennedy, Nixon og andre. I filmen “Babe – den kække gris” ses en lille griseunge og en masse andre dyr, der via avanceret computerteknik har fået menneskelige udtryk i ansigtet og bevæger munden til den menneskelige tale der er tilsat filmen, og dette uden at nogen kan se at det er snyd. Og vi bør i denne forbindelse huske på at det budget og de midler som sådanne film har, er pebbernødder sammenlignet med de endeløse midler Fujimori med yankee-imperialismen bag sig råder over i oprørsbekæmpelseskrigen. USA’s forsvarsbudget (herunder bl.a. Pentagon og CIA) opsluger milliarder af dollars og det er i denne sektor vi finder det nyeste militære issenkram, den nyeste og den højest udviklede teknologi osv.

Fujimori og yankee-imperialismen, med deres CIA, har i deres lav-intensitetskrig og inden for denne den psykologiske krigsførelse, uanede midler til rådighed for at opnå deres mål. Vi skal være fuldstændig klar over at det er dem der står bag de konstruerede og målrettede løgnehistorier, der gang på gang er blevet udspredt omkring folkekrigen. Det er almindeligt kendt at CIA har bistået den peruvianske efterretningstjeneste SIN (den Nationale Efterretningstjeneste) med rådgivning, midler og andet igennem længere tid. Med deres avancerede computerteknologi, specialister i plastik-kirurgiske indgreb osv., har de haft rig mulighed for at fremstille denne videooptagelse og den person der skulle forestille Formand Gonzalo.

PCP har dog lige fra starten af denne løgnehistories fremkomst, afsløret og fordømt den. Dette skete første gang i en deklaration fra 7. oktober 1993: “For at tjene denne kontra-revolutionære nødvendighed og i dens desperation og impotens overfor Folkekrigens fremskridt, og som en del af dens psykologiske krig indenfor ‘lav-intensitetskrigen’ har den opstillet den ondsindede og fordærvede løgnehistorie som, på den ene side, har til formål forgæves at vanære Formand Gonzalo; ved at fortsætte deres overlagte, forræderiske og afsindige plan om at tilintetgøre ham; og på den anden side, er det ikke andet end at prædike deres sorte drøm om ‘Senderos kapitulation’; en løgnehistorie til, som en af dem som reaktionen periodisk opstiller, i dag af den folkemorderiske landsudsælger, marionetdukken der hænger på de væbnede styrkers bajonetter, assisteret af forræderen Montesinos og morderen Luza under yankee-imperialismens befaling gennem hovedsageligt det ondsindede CIA , med den forgæves fordring om at tilintetgøre folkekrigen; klodset og latterlig løgnehistorie som ingen med en smule hjerne, kan tage alvorligt og som vil gå op i røg som dens forgænger, overfor Folkekrigens ustandselige hvirvelvind, som får klassekampen til at blusse op, hvis voldsomme skærpelse udtrykkes i strejkebølgen og de massive manifestationer som er bevis på at den revolutionære situation i udvikling tiltar i styrke og som vil udfolde sig som revolutionær krise.”

De tilbagevendende løgnehistorier

Løgnehistorien om Formand Gonzalo og “fredsaftalen” følger det mønster, som alle de tidligere løgnehistorier op til reaktionens tidligere valg har tegnet. Igennem folkekrigens 16 års historie kan vi tydeligt se, hvordan de forgæves har forsøgt at anvende løgnehistorier for at miskreditere PCP og folkekrigen og styrke sig selv. I 1983 sagde de op til borgmester valget i hele landet, at PCP ville skære fingeren af dem der stemte (i Peru blev en finger tidligere dyppet i blæk efter stemmeafgivelse, for at hindre at nogen stemte flere gange ved samme valg). Ved samme lejlighed påstod de at Formand Gonzalo var død, og at der nu blot var tilbage at begrave denne myte – men deres løgnehistorie forsvandt op i røg. I 1985 lancerede de løgnehistorien om at 50 “senderistas” havde overgivet sig og billeder af disse i præsidentpaladset blev vist frem – men deres løgnehistorie forsvandt op i røg. I 1990 fremkom de med løgnehistorien om at Formand Gonzalo skulle have slået kammerat Norah (Formand Gonzalos ægtefælle) ihjel, pga. en strid mellem “militaristerne” og de “moderate” indenfor PCP – men deres løgnehistorie forsvandt endnu engang op i røg.

Løgnehistorien om at Formand Gonzalo skulle kalde til fred fra fængslet, blev konstrueret og lanceret op til valget til den Forfatningslovgivende “Demokratiske Kongres” i efteråret 1993. Grunden til at lancere den på dette tidspunkt, var at Fujimori som præsident havde brug for succes og legitimering op til valget der skulle godkende hans nye forfatning, der afløste den tidligere forfatning fra før hans eget statskup. Det var heller ikke tilfældigt hvor han fremkom med denne løgnehistorie. Stedet der var nøje udvalgt var FN’s hovedkvarter i New York. Han gjorde det selvfølgelig der, som den lakaj han er, i et håb om at kunne fremvise succes, overbevise dem om “den Lysende Stis kapitulation”, og opnå yderligere opbakning og støtte fra imperialisterne i form af investeringer, bistand osv. Endnu engang vil deres skumle planer ikke lykkes og denne løgnehistorie vil, som alle dens forgængere, gå op i røg i takt med folkekrigens fremgang.

Men de fortsætter med at lancere disse løgnehistorier. Således sagde de i 1994 at kammerat Feliciano var såret, at man var ved at fange ham, at han endelig var fanget og senere igen at det ikke var lykkedes alligevel. Selve dagen hvor det blev bekendtgjort at han var såret, og at man snart ville fange ham, var dagen inden den sidste frist for at tilmelde sig som kandidat til præsidentvalget, og Fujimori havde endnu ikke tilmeldt sig. Det gjorde Fujimori på sidstedagen, og på denne måde forsøgte de at fremstille ham som sejrsherre endnu engang. Men senere blev de som sagt nødt til at indrømme at det stod anderledes til.

Op til selve valget den 9. april 1995 fremkom de endnu engang med forskellige løgnehistorier i et forsøg på at fremme deres sag, hvilket mislykkedes totalt da folkekrigen opnåede den største succes nogensinde i boykot-taktikkens historie. Dette vender vi tilbage til senere.

PCP’s stilling til forhandlinger

Men Fujimori og yankee-imperialismen er fortsat med deres løgnehistorie omkring Formand Gonzalo, på trods af Fujimori aldrig har kunnet bevise, at det virkeligt skulle være Formand Gonzalo der står bag denne “fredsaftale” og på trods af den strider imod alt hvad Formand Gonzalo står for. Formand Gonzalo har selv slået sin og PCP’s stilling til spørgsmålet om forhandlinger fast: “Forhandlinger bliver brugt meget og de er også en del af supermagternes spil, især socialimperialismens. Vi ser spørgsmålet på denne måde: der er et tidspunkt hvor relationer og diplomatiske forhandlinger finder sted og er en nødvendighed i udviklingen af folkekrigen; f.eks. mødet mellem Formand Mao og Chiang Kai-shek. Således er dette et kendt fænomen. Vi har også set det i tilfældet med Vietnam, det er en side af en revolutionær krigs udvikling, endnu mere når det er en folkekrig. Men, der skal tages udgangspunkt i at der på diplomatiske møder kun underskrives hvad der allerede er afgjort på slagmarken, fordi ingen overgiver hvad der ikke klart er blevet tabt, det er forstået. Godt, man kunne spørge sig selv: har dette øjeblik indfundet sig i Peru? Dette øjeblik har ikke indfundet sig endnu; så er der en grund til at foreslå forhandlinger? Forhandlinger sigter ganske enkelt mod at bremse, at underminere folkekrigen; det er hvad de sigter mod, intet andet; og jeg insisterer, grunden er at øjeblikket for at knytte bånd og føre diplomatiske forhandlinger endnu ikke har indfundet sig, der er ingen grund til det”.
(Interview med Formand Gonzalo, spansk udg. s. 88)

Spørgsmålet om Formand Gonzalo

Er Formand Gonzalo da knækket? Nej! Hundredvis fra PCP, som f.eks. Edith Lagos, er blevet tortureret ihjel uden at sige den mindste lyd eller bryde sammen og kapitulere. Historien er rig på sådanne erfaringer, ikke bare i Peru. Men her har fængselsmassakrerne ligeledes været et eksempel på at give livet for PCP og revolutionen, som da de 300 ubevæbnede fanger i juli 1986 nægtede at overgive sig og kæmpede til det sidste. Hundredvis af arbejdere, fattige bønder og studerende, hundredvis af masserne er døde uden at røbe den mindste detalje. At tro at Formand Gonzalo, der er den person der står stærkest fast ved principperne og har kæmpet hårdest i over 30 år, i hvilke han har ledt mere end 12 års folkekrig hvor han konstant befandt sig under jorden, han der har gjort de største ofre, han der har oplært partimedlemmerne og masserne i at give deres liv for partiet og revolutionen når og hvor det kræves og har udvist den største uselviskhed og villighed til at udgøre en del af prisen når det forlangtes af ham, at han skulle overgive sig til fjenden, nej! Dem der ondsindet står bag denne løgnehistorie har ikke forstået noget som helst af hvem Formand Gonzalo er.

De forsøger at ødelægge Formand Gonzalo

Den forbryderiske yankee-imperialisme og lakajen Fujimori holder nu Formand Gonzalo indespærret i fuldstændig isolation på tredje år. Den gamle peruvianske stat er kendt for sine grusomme metoder, den næsten obligatoriske tortur af krigsfangerne og den er en af de højest rangerende stater når det gælder krænkelser af “menneskerettighederne”. Det er klart at de nu igennem 3 år har kunnet udsætte Formand Gonzalo for de største modbydeligheder, udover den umenneskelige isolation han fortsat sidder under. Han er i deres varetægt, i den gamle peruvianske stats berygtede torturkamre, bistået af yankeernes og alverdens håndplukkede specialister til lejligheden. Her kan de anvende alle deres kemikalier, stoffer, hypnose, hjernevask, udmarvning, diæter og fysisk og psykisk tortur for at ødelægge Formand Gonzalo.

Men i så fald, hvis det lykkes dem at ødelægge Formand Gonzalo med deres kemikalier eller kirurgiske indgreb i hjernen, således at han ikke mere er Formand Gonzalo, men en anden person, hvis det lykkes dem at ødelægge ham med alle deres tilrådighedstående midler og perverse specialister, for derefter at fremvise ham som en levende død, hvad vil PCP, det peruvianske folk og verdens folk da gøre? PCP, det peruvianske folk og verdens folk ville fastholde og mindes Formand Gonzalo for den han var, det han har lært os og det eksempel han gav os, og så gå videre med folkekrigen endnu mere fast besluttet på og forenet om en gang for alle, at gøre en ende på dette barbariske landsudsælgende og folkemorderiske diktatur og imperialismen, hovedsageligt yankee-imperialismen der understøtter det.

Lige meget hvad de gør ved Formand Gonzalo, om de så knuser hans knogler og spreder dem for vinden, kan de ikke fjerne Gonzalo tænkning og det eksempel som Formand Gonzalo har givet os. Dette kan de og alverdens løgnehistorier aldrig ændre på, aldrig!

PCP’s Central Komite er fast besluttet på at fortsætte folkekrigen med den klare overbevisning at kun med folkekrigen er det muligt at forandre Peru og verden. PCP er forenet og andre i partiet har taget deres ansvar, heriblandt kammerat Feliciano. Der er ikke nogen splittelse i PCP og der er ikke nogen lille gruppe ved navn “Sendero Rojo”, “der desperat fortsætter deres terrorhandlinger”, som det fejlagtigt udspredes for at forvirre folk.

Revisionisternes rolle i denne løgnehistorie og kort omkring revisionismen

Selv om det er Fujimori og yankee-imperialismen der står bag denne løgnehistorie, så kunne den aldrig være blevet udført uden revisionisterne fra den højre-opportunistiske linie, som de er i ledtog med. Disse forrædere, infiltratorer og stikkere, har for evigt forladt den revolutionære vej og tjener aktivt Fujimori og yankee-imperialismen. Det er disse forrædere der i hærens helikoptere er blevet fløjet rundt til forskellige fængsler for at propagandere for den såkaldte “fredsaftale”, for at kalde på overgivelse, for at stikke andre og tage imod fortrydelses-loven. Således har de misbrugt Formand Gonzalos og PCP’s navn for at vinde tilslutning til deres planer.

For at forstå hvordan noget sådant kan gå til, at der opstår revisionisme inden i et kommunistisk parti som PCP, og at disse revisionister har forrådt Formand Gonzalo og revolutionen, er det nødvendigt at forklare lidt om baggrunden for dette.

Det grundlæggende i den marxistiske verdensanskuelse, den marxistiske filosofi, er modsætningen. At der findes modsætninger i alt og at det er udfra disse modsætninger at alt andet udspringer. I samfundet findes der f.eks. modsætninger mellem klasserne, der kommer til udtryk i klassekampen. Der findes ingen undtagelser for denne lov – at modsætningen er den eneste grundlæggende lov – heller ikke når det gælder det kommunistiske parti der også i sig selv er en modsætning. I det kommunistiske parti findes der også klassemodsætninger, fordi det kommunistiske parti ikke er adskilt eller afsondret fra samfundet, men en del af det. Disse modsætninger kommer i partiet til udtryk i en mere koncentreret form som to-linie kamp. Revisionismen opstår således inden i det kommunistiske parti som bourgeoisiets fortrop, som selve bourgeoisiet inden i det kommunistiske parti. Det vil sige at den stilling disse revisionister indtager, er i bourgeoisiets interesse og at de i deres praksis selvfølgelig handler derefter, inde i selve det kommunistiske parti. Faren er hvis disse, i starten isolerede og usammenhængende standpunkter og handlinger, i løbet af en længere periode er i stand til at strukturere sig til en politisk linie, en revisionistisk linie, og forsøge at tilrane sig magten i partiet.

Det var dette der skete i Sovjetunionen og senere i Kina efter Formand Maos død, hvor Teng Shiao-ping tilranede sig magten igennem et kontra-revolutionært kup og genoprettede kapitalismen. Det er som med den trojanske hest, da bourgeoisiet ikke kunne knuse socialismen udefra, selvom de ihærdigt forsøgte, måtte de i stedet tage den indefra.

PCP fastslår at revisionismen er lig med kapitulation overfor imperialismen på internationalt plan og overfor den hjemlige reaktion på nationalt plan. Egoismen er den egentlige grobund for revisionismen og det der driver dem er at få en del af kagen. Det er dette der får dem til at revidere marxismens principper, og i stedet blive allieret med imperialismen og reaktionen.

I følge den marxistiske verdensanskuelse, vil kampen imod revisionismen i det kommunistiske parti foregå så længe de forskellige klasser i samfundet kæmper imod hinanden, dvs. indtil det klasseløse samfund – kommunismen. Men at den opstår betyder ikke at den må få lov til at strukturere sig til en egentlig linie, for derefter at tilrane sig magten. Derfor bekæmpes den konstant. Der føres en konstant ideologisk kamp for at sikre ledelsen af den proletariske linie, en kamp imod alle de andre strømninger, hovedsageligt imod revisionismen. Derfor føres der sammenfattet en to-linie kamp mellem den proletariske linie og den ikke-proletariske linie. Derfor er det i dag mere end nogensinde nødvendigt for det kommunistisk parti at styre to-linie kampen, for at bekæmpe revisionismen som er hovedfaren for partiet.

Formand Gonzalo har været et strålende eksempel på hvordan skarpsindigt og mesterligt at føre to-linie kampen. Det var med en hård to-linie kamp at Formand Gonzalo igennem mere end 30 års kamp rekonstituerede PCP, indledte folkekrigen og udviklede den. Og hvad er nu blevet bevist? At PCP er i stand til at fortsætte dette strålende eksempel, på trods af de svære omstændigheder partiet befinder sig i. Formand Gonzalos anholdelse var den anledning disse revisionister behøvede for at strukturere sig til en højre-opportunistisk linie, og derpå forsøgte de at tilrane sig magten i partiet for at standse folkekrigen. Men hvad kom der ud af dette? Lykkedes det dem at splitte PCP? Lykkedes det dem at standse folkekrigen? Nej, på ingen måde lykkedes det dem at opnå nogle af deres slette mål! PCP fortsætter folkekrigen, nu endnu mere forenet, uden den byrde de skjulte revisionister var førhen, og mere hærdet til at fuldende den påbegyndte opgave.

For revisionisterne er derimod alt håb ude. De har afsløret sig selv så grundigt, at alle kan se hvilke interesser de tjener og de kan ikke skjule sig mere. I dag er de uden nogen som helst indflydelse på begivenhederne i Peru og især uden nogen som helst indflydelse i PCP.

Det er folkekrigen der har knust løgnehistorien

I dag virkeliggøres Formand Gonzalos ord fra hans historiske tale: “nogle tror at det er et stort nederlag, de drømmer, vi siger til dem drøm videre. Det er kun en krumning, ikke andet, en krumning på vejen! Vejen er lang, men vi vil nå frem og vi vil sejre! I skal nok se det, I skal nok se det”. Det er ikke lykkedes imperialismen i ledtog med revisionismen og reaktionen, at standse folkekrigen. Men revisionisterne fik skabt en forviring i fængslerne, hos dem der ikke stod fast ved principperne, da de turnerede rundt og udgav sig for at repræsentere Formand Gonzalo, og sagde at der nu skulle afholdes en ny kongres inden i fængslet, der skulle omstøde den I. Kongres´ beslutninger. I fængslerne narrede de nogle til at følge dem, men dette har nu ændret sig og langt størstedelen kæmper videre for folkekrigens triumf, med risikoen for en ny massakre hængende over sig. Tilbage står kun nødvendigheden af endnu mere folkekrig, for at erobre magten og oprettelsen af Perus Folkerepublik.

Sammenfattet er det folkekrigen selv der har knust denne løgnehistorie. Folkekrigen har simpelthen tilintetgjort den, ved uimodståeligt og sejrrigt at skride fremad og hovedsageligt med boykotten af valget til den “Forfatningslovgivende Demokratiske Kongres” kort efter løgnehistoriens fremkomst, som hævede boykotten til det højeste niveau, med det hidtil højeste fravær i Lima og i hele landet. Her afviste 54% af befolkningen åbent systemet og 78% forkastede det folkemorderiske og landsudsælgende diktatur.

DEN NUVÆRENDE SITUATION

Med Formand Gonzalos anholdelse troede den gamle stat og imperialismen, at de for alvor havde tilintetgjort folkekrigen. Men de måtte tro om igen da PCP udførte en gigantisk aktion, der gav genklang vidt omkring. I december 1992 blev Ayacucho, der er hovedstad i amtet Ayacucho, erobret og holdt i 40 minutter, hvorunder politiets hovedkvarter, hærens barakker og den Republikanske Garde blev bombet med morterer og raketter og kæmpere fra Folkebefrielseshæren drog gennem byen og delte løbesedler ud. Derefter trak de sig tilbage fra byen, da det endnu ikke var målet at forsvare den i længere tid. Først derefter turde de væbnede styrker at ankomme.

Snart dukkede afslørende udtalelser også frem. Den 30. december 1992 skrev “Caretas”: “Den Lysende Stis sidste aktioner viser at terroristorganisationen har genopbygget sin ledelse…. oprørsstyrkerne er blevet alvorligt berørt, men det kan ikke garanteres at de vil blive tilintetgjort med 95% som Alberto Fujimori har påstået”, og Gordon McCormick, analytikeren fra RAND-Corporation sagde at “den Lysende Sti er som et lokomotiv der kører på skinner…. Alt hvad de behøver for at vinde, er at fortsætte med at gøre hvad de hidtil har gjort”. (Caretas december 1992).

Offensiverne imod PCP, folkekrigen og den Nye Stat

Derpå udløstes blodige offensiver imod den Nye Stat, og løgnehistorien om Formand Gonzalo blev fremført. Men deres offensiver led nederlag overfor Folkebefrielseshæren og ligeså med deres løgnehistorie. Efter dette bad de om hjælp af yankeerne, og så kom Watson og andre højtstående militærfolk og igangsatte deres operationer med navne som “Aries”, “Hundeøre”, “Halte Rodriguez”, “Hare 1, 2, 3” osv. for at knuse PCP, den Nye Stat og Folkebefrielseshæren.

Men alle deres omringelses- og tilintetgørelseskampagner blev endnu engang slået tilbage af Folkebefrielseshæren der anvendte kontra-omringelses- og tilintetgørelseskampagner. Offensiverne fra den gamle stats side var nogle af de største i folkekrigens historie, og nyheden om det massive folkemord imod ubevæbnede masser kom da også frem.

“Reuters Bureau” skrev den 20. april 1994: “Vi har modtaget gentagne rapporter…. om at der som en del af operationen begås massive forbrydelser imod den forsvarsløse civilbefolkning, herunder militærets tortur, voldtægt og nedbrænding af hjem”, og den 21. april skrev “Reuters Bureau”: “Perus hær har dræbt, tortureret og voldtaget et utal af civile i en to-ugers aktion i landets østlige jungle, sagde en menneskerettighedsgruppe og et kongresmedlem torsdag, idet de henviste til vidner. Den Nationale Koordinationskomite for menneskerettigheder (En paraply-organisation for 31 peruvianske menneskerettighedsorganisationer) fremviste erklæringer fra vidner der er flygtet fra områder langs venstre bred af Huallagafloden, ca. 350 km. øst for Lima, som for nylig blev udsat for hærens angreb. Talsmænd fra komiteen oplæste en vidneerklæring, afgivet til en anklager i provinshovedstaden Huanuco af en kvinde, som den 8. april så sin ægtefælle og otte andre, herunder en 13-årig pige, blive tortureret og dræbt nær Moena-regionen. ‘Efter at have været tilbageholdt i flere timer, og trods gentagne benægtelser fra min mand (af beskyldninger for at stå i ledtog med guerillaerne), sagde kaptajnen til ham at han var en terrorist og slog hans mund til blods med sit gevær. De gjorde det samme med de andre syv bønder de havde taget til fange… så begyndte de at dræbe dem, nogle med skud, andre med skarpe genstande. Da min mand nægtede at bede om nåde, stak soldaterne ham til døde med knive, og skar derefter hovedet af ham’. Både den 13-årige og kvinden selv blev udsat for massevoldtægt, fortalte kvinden i sin vidneerklæring.”

Dette er blot nogle få eksempler på hvordan disse forbryderiske offensiver foregik fra de væbnede styrkers side. Og under disse skal især fremhæves generalen Hermoza Rios der er Chef-kommandant for de væbnede styrker og der, som føromtalte Montesinos, tidligere er blevet afsløret som bagmand for dødspatruljers aktive virksomhed i Peru. Endnu engang blev han under disse offensiver fuldstændigt tilsølet i folkets blod. Men sammenfattende lykkedes det PCP, trods det massive og skånselsløse angreb, at forsvare og endda udvide den Nye Stat.

Valget i 1995 – et tydeligt bevis på folkekrigens fremgang

Folkekrigen blev indledt med en aktion for at boykotte valget i 1980, og i folkekrigens historie kan vi se, at der ved hvert valg har været en større og større andel af befolkningen der har taget del i boykotten, direkte eller indirekte ved enten ikke at blive registreret, ikke at stemme, eller ved at stemme blankt eller ugyldigt.

Valget den 9. april 1995

Boykotten af valget den 9. april 1995 blev den største succes for PCP i boykot-taktikkens historie og beviser endnu engang, at boykotten udvikler folkets tendens imod valg og tjener folkekrigen. Fujimori derimod blev totalt illegitimeret og hele verden så hans valgsvindel. Op til valget udspredtes først ideen om “den Lysende Sti’s splittelse”, “overgivelse”, “fortrydelse” og andre løgnehistorier. Derefter præsenteredes boykotten som om, at PCP ville lave en fuldstændig forhindring af valget i hele landet, for at Fujimori derefter triumferende ville kunne sige “den Lysende Sti har lidt nederlag”. Men PCP ved udmærket godt, at man endnu ikke er i stand til fuldstændigt at forhindre et valg i hele landet. Hvis PCP var, ville man kunne erobre magten i hele landet nu. PCP’s taktik er at forhindre og forstyrre valget, der hvor man er i stand til det og ellers hæve niveauet for boykot af valget. Dette lykkedes med den største succes ved dette valg. Når man ser nærmere på tallene, kan man se den formidable fremgang for PCP og folkekrigen, der specielt har fundet sted i landområderne.

Befolkningens afvisning af fujimori kommer til udtryk ved at kigge på de officielle valgtal. Både de registrerede + ikke registrerede er taget i betragtning

Fujimoris parlament er ikke repræsentativt:  
Over 18 år (registrerede + ikke registrerede)15 421 146100 %
Registrerede12 421 14680,5 %
   
Ikke registrerede (Størstedelen lever i PCP’s støttebaser)3 000 00019,5 %
Udeblevne (afviser åbent systemet)4 675 83230,3 %
Ugyldige stemmer (afviser systemet)2 991 52319,3 %
Blanke stemmer (støtter ikke reaktionen)504 4703,3 %
Bourgeois opposition1 969 32112,8 %
Imod Fujimoris folkemorderiske diktatur13 141 14685,2 %
           
Fujimori (Cambio 90)2 280 01814,8 %
   
Fujimori “illegitimeret” som præsident:  
Peruvianere over 18 år15 421 146100 %
   
Ikke registrerede + udeblevne + ugyldige + blanke7 974 66851,7 %
Bourgeois opposition2 649 54317,2 %
Imod den folkemorderiske diktator Fujimori10 586 47568,9 %
   
Fujimori (inklusiv valgsvindel)4 796 95331,1 %

Kan en præsident være “legitim” med 70% imod sig? Kan et parlament være “repræsentativt” med kun 15% bag sig? – Simpelthen NEJ! Det viser simpelthen at det reelt er PCP der bestemmer i landet og definerer landets proces.

Ved denne lejlighed bør vi også se på hvordan massemedierne lyver og forsøger at manipulere med verdens folk. Herhjemme har Politiken været en af dem der har ført an og de er ikke gået af vejen for at manipulere så meget med nyhederne omkring valget, at læserne er uden nogen reel chance for at se hvordan den virkelige situation er i Peru. Vi vil blot lade Politikens forvridning af virkeligheden stå ukommenteret hen – den taler for sig selv.

Den gamle stats tre opgaver

PCP har analyseret og sammenfattet at den gamle stat har tre grundlæggende problemer som det er umuligt for den at løse.

1 ) Den økonomiske: at fremskubbe den bureaukratiske kapitalisme på ny

Den bureaukratiske kapitalisme er i sin generelle krise og folkekrigens sejr vil tilintetgøre den helt, for derpå at opbygge en ny økonomi. I 1983 stoppede Peru med at afdrage på sin gæld, fordi de ikke var i stand til det. Takket være deres “genindtræden i den internationale økonomi” i 1992, er den peruvianske gæld vokset med 3 mia. dollars, og selvfølgelig har disse penge ikke være til gavn for nogle af de produktive sektorer, men har tværtimod virket snyltende, gælden har taget mere ud end den har produceret. Økonomer siger at med denne her forgældelses rytme, og når man tager i betragtning at den ikke er produktiv, er det muligt at Peru igen ikke vil være i stand til at betale.

Fujimori fører en ny-liberalistisk politik, der bl.a. indebærer omfattende privatiseringer. Fujimori har indbudt til auktionssalg af landet og dets værdier, og de store monopoler hilser selvfølgelig denne invitation velkommen og køber løs til spotpriser, med tillokkende ekstremt lave skatter specielt for dem. F.eks. er telefonselskaber og el-selskaber blevet opkøbt, med prisstigninger på op til 100% for de almindelige forbrugere til følge. Fujimori opbygger ingen produktion, han sælger ud af alle nøgleindustrier og dette giver en hurtig engangsindtægt, men på længere sigt kan økonomien ikke reddes. De små lån som den gamle stat bliver tildelt, investeres stort set ikke i landet selv, men bruges med det samme til at afdrage på gamle lån, hvilket blot forøger krisen endnu mere og til alt dette kommer også at de store investeringer udebliver.

Hvad vil der ske med økonomien når engangsindtægterne er brugt op? Hvad vil der ske når den gamle stat ikke har opbygget nogen produktion, ikke får nogen mærkbare skatteindtægter fra de investorer der netop er kommet til landet pga. en sænkning af disse, og stadig skal afdrage på gælden der er på 30 mia. dollars, hvoraf 8 mia. dollars allerede er udløbet? Man behøver ikke have læst økonomi på Harvard for at besvare det spørgsmål. Fujimori og den gamle stat lever på lånt tid og de ved det. Folket i Peru får intet ud af Fujimoris landsudsalg, fakta taler for sig selv: den ekstreme fattigdom (hvor man selvom man bruger alle sine midler på mad, ikke har nok), er vokset fra 5 mio. mennesker i 1990 til 13 mio. i 1994.

Flere lån er blevet genforhandlet på en meget dårlig måde for Peru og den nationale produktion er bankerot. Den kunstige pris på dollaren gør at landets produkter er meget dyre og derfor ikke konkurrencedygtige, hvilket medfører mindre eksport, underskud på handelsbalancen og en ødelagt national produktion. Bourgeois økonomer fra Peru regner med at der er et underskud på handelsbalancen på ca. 2½ mia. dollars for 1995 og det eneste de kan gøre er, som sidste år, at dække det med deres engangsindtægter fra landsudsalget, og disse penge varer bestemt ikke ved i al evighed. Oven i alt dette kommer den forventede recession i 1996, med yderligere fald i produktionen til følge, og alle disse fakta bekræfter endnu engang hvad PCP har fastslået i deres analyser af den bureaukratiske kapitalisme i Peru: Den kan opleve midlertidige og forbigående opblomstringer, men den synker uundgåeligt ned. I anden halvdel af hvert årti indtræder en ny og værre krise, hvorfra det er umuligt at komme op på et tidligere niveau igen.

Den bureaukratiske kapitalisme indtrådte i 1980 i dens tredje øjeblik, dens generelle krise og tilintetgørelse, som fremskyndes af folkekrigens virke og vil finde sted med magtens erobring i hele landet, hvor den bureaukratiske kapitalisme vil blive tilintetgjort, alle dens ejendomme konfiskeret og en ny økomomi opbygget.

PCP beskriver hvad den økonomiske situation, det såkaldte peruvianske mirakel som medierne taler så meget om, betyder for folket i Peru: “Takket være dette ‘peruvianske mirakel’ dør mere end 70.000 børn hvert år i vuggen, sulten breder sig som en forfærdelig smittesygdom imod folkets fysiske integritet, i dag spiser vi mindre end halvdelen af det vi gjorde for 20 år siden; fra 5 mio. mennesker som levede i ekstrem fattigdom i 1990 er vi i dag 13 mio., arbejdsløsheden er meget udbredt; der er en superudbytning af proletariatet; arbejdsdagen er længere for hver dag der går, den er vokset med mere end halvdelen; reallønnen er faldet og udbytning forøget, dette på grund af en lille håndfuld imperialister, storbourgeois’er og godsejere som putter større fortjenester i lommen, og på denne måde formindsker den relative løn, for ikke at tale om de meget hårde arbejdsbetingelser som proletariatet lider under. Bønderne lider under en forrådnet udbytning af det ubegravede lig som halvfeudaliteten er, som dømmer millioner af masserne til den mest skræmmende fattigdom; det gentager sig, i dag under nye betingelser, en ny berøvelse af jorden og der udfolder sig en ny opkøbning af jordejendom…

…Hvad angår sundheden og uddannelse, de bliver mere og mere fornægtede med historien om at ‘privatisere’ og ‘effektivisere’ dem; plager som malaria, kolera, tuberkolose, osv. breder sig ustandseligt. Hvad uddannelsen angår: fornægter de at undervisningen skal være gratis, der er pinlige indvielser af skoler, de medtager computere til steder hvor der ikke er elektricitet, vore sønner og døtre dør af sult og de har ikke til blyant og papir, lasede lærere med nogle elendige lønninger, som ikke rækker til noget som helst. Hvad boligerne angår er de små og ringe når der overhovedet er nogen, hvor mange familier må trænge sig sammen; hvad angår jordstykker, lider masserne de mest voldelige berøvelser, og når de har et jordstykke, så kan de ikke engang bygge et tag over hovedet for at beskytte sig; de har ikke den mest grundlæggende service som elektricitet, vand, afløb, og når de har den lider de under en enorm byrde i form af skatter og nogle urimelige høje priser. Små og mellem forretningsmænd bider deres negle og kigger på hinandens ansigt og ser hvordan deres kapitaler og opsparinger fordamper, fordi de bliver spist af monopolerne.”
(PCP´s dokument: Forbered den Strategiske Offensiv gennem at Opbygge Magtens Erobring, januar 1995, dansk udg. Røde Sol nr. 2)

2) Den politiske: at omstrukturere staten

Eftersom den gamle peruvianske stat forsøger at tilintetgøre folkekrigen og den gamle stat ikke er i stand til at gøre det, reaktionariseres staten endnu mere for at forsøge at opnå deres mål.

PCP beskriver den nuværende udvikling på dette punkt således, stadig i samme dokument: “Vi skal også se hvordan denne proces af reaktionarisering er styret af yankee-imperialismen, det var dem som stod bag statskuppet (april 1992), som var startskuddet til deres endnu mere ukontrollerede intervenering, ved at lede en reaktionær offensiv under lav-intensitetskrigens kriterier; de fortsatte med deres valgprocesser og det var yankee-imperialismen som tvang denne såkaldte forfatning igennem. Forfatningen fra 1979 tilfredsstillede hverken den ene eller anden og havde et kortvarigt liv; perspektivet for den nuværende er endnu værre den er utæt alle mulige steder, den bliver brudt af selv dem der har skrevet den. Denne ‘forfatning’ er et lav-intensitetskrigs instrument, dette er dens essens; den tjente til juridisk anerkendelse af den ustandselige fornægtelse af Folkets Rettigheder, sulten, den generelle undertrykkelse, folkemord og det ukontrollerede auktionssalg af vort fædreland”.

3) Den militære: at tilintetgøre folkekrigen

Det har ikke været muligt at tilintetgøre folkekrigen, på trods af de har tilfangetaget Formand Gonzalo og udløst massive omringelses- og tilintetgørelseskampagner imod PCP, Folkebefrielseshæren og den Nye Stat. De har forsøgt alt, løgnehistorierne er blevet fremført og er blevet efterfulgt af store militære offensiver. Hvad skal de stille op? For dem er der kun et svar og det er mere folkemord. Men som erfaringerne fortæller, vil dette kun gøde jorden for revolutionens yderligere fremskridt og i sidste ende vil det bringe revolutionen til dens endelige sejr.

Klart og tydeligt kan vi se at det er uoverkommelige opgaver der her rejser sig for den gamle peruvianske stat, hvorimod vi med optimisme og stor glæde kan se hvordan folkekrigen skrider fremad. Efter at revisionisterne er blevet afsløret og ikke længere har indflydelse i PCP, er partiet endnu mere forenet og fortsætter med at opbygge magtens erobring. Dvs. at PCP er igang med at opbygge apparater der er fjendens overlegne, for at kunne erobre magten i hele landet. PCP genbekræfter sig nu i partiets enhedsbasis og fører en hård to-linie kamp, for fuldstændigt at bortfeje den højre-opportunistiske linie, og løse de nye problemer revolutionen står overfor med marxismen-leninismen-maoismen, Gonzalo tænkningen. Folkeguerillahæren er således blevet udviklet til en Folkebefrielseshær der står foran at skulle anvende mobilkrig9) i hele landet, og ligeså er skabelsen af en Folkebefrielsesfront igang for at forene hele folket. PCP’s konkrete program for denne periode udtrykker klart en politik der med tiden vil kunne samle de nødvendige 90-95% af folket bag sig. Dette er en nødvendighed for at kunne erobre den politiske magt i hele landet og det konkrete program er blevet sammenfattet således:

-imod sulten, arbejdsløsheden og krisen
-imod undertrykkelsen og folkemordet
-imod den gamle stat og imperialismen

-for jord, løn og national produktion
-for Folkets Rettigheder og folkekrigen
-for Perus Folkerepublik

Folkekrigen fortsætter

Vi har stadig ikke lidt et stort nederlag, så disse særlige mindre betydningsfulde omstændigheder, dette nye øjeblik i krigen, og dette ondsindede konvergerende angreb, er en del af de mere komplicerede omstændigheder som vi skal opleve indtil kommunismen skinner over jorden. Det er en del af uligevægten og det tester vort ansvar som kommunister. Partiet har bevist at det ved hvordan at frembringe den passende ledelse der svarer til vor virkelighed, til vor nødvendighed. Vi er tilstrækkeligt smedet. Risikoen skræmmer os ikke: fare kan ikke holde os tilbage. Dette særlige øjeblik er simpelthen endnu en prøve. Vi hilser den velkommen! Det er en del af den revolutionære proces og vi håndterer den godt og hærder os selv endnu mere”.
(Fra PCP’s dokument: Opbyg Magtens Erobring midt i folkekrigen, Central Komiteens 2. Plenum, 1991, spansk udg.)

PCP fastholder at partiet endnu ikke har lidt et stort nederlag og at Formand Gonzalos anholdelse kun er en krumning på vejen og siger endvidere: “Vi skal tænke på dette, hvis vor revolution led et stort nederlag (hvilket ikke er sket), ville den revolutionære situation i udvikling forvandle sig til en stationær revolutionær situation, hvilket ville indebære en tilbagetrækning, men det ville ikke være andet end en sort skygge på vor lysende og fremadgående vej. I Kina i 1927, led revolutionen et hårdt nederlag, man kom ind i en stationær revolutionær situation, men det var pga. opportunismens virke, revisionismens, det var derfor, det er derfor vi skal bekæmpe den ubarmhjertigt. Men hvis dette var revisionismens værk, hvad gjorde Formand Mao, hvad gjorde den røde linie? De sagde ikke lad os græde, de sagde ikke fredsforhandlinger, de sagde folkekrig. Og vejen at omringe byerne fra landet blev påbegyndt. Dette skal vi lære! Vi er maoister, endnu mere, Gonzalo tænkning, så lad os tænke, selv under de værste omstændigheder kan folkekrigen ikke standses, den røde fane kan ikke blive hejst ned, det er kun folkekrigen der er vort håb. Vi skal bekræfte os påny i det højtidelige løfte som vi har påtaget os om ikke at lægge våbnene indtil kommunismen! Endnu mere når den hårdtslående revolutionære realitet er, at reaktionen er ved at gå til grunde og vil gå til grunde midt i det folkemord de begår, fuldstændig tilintetgjort af folkekrigen, skyggerne vil blive begravet og solens lys vil skinne over hele vort fædreland”.
(PCP´s dokument: Forbered den Strategiske Offensiv gennem at Opbygge Magtens Erobring, januar 1995, dansk udg. Røde Sol nr. 3)

At folkekrigen fortsætter kan vi tydeligt se hvis vi ser nærmere på den række af forholdsregler og foranstaltninger som Fujimori har måtte foretage for at bekæmpe den:

-Over 1/3 af Peru er stadig i militær undtagelsestilstand. Skulle det være nødvendigt imod en “lille håndfuld isolerede terrorister”.

-Fujimori har gældssaneret alle nyhedsmedier i Peru med den betingelse, at de blev pålagt at bringe “information” fra staten. Den eneste TV-station der nægtede var RBC (Kanal 11) der ejes af Limas tidligere borgmester, som er i opposition til Fujimori og bl.a. stillede op ved sidste præsidentvalg. Da hans TV-station kort efter sendte en udsendelse, hvor en tidligere højt placeret general afslørede andre generaler og politikeres korruption og forbrydelser, blev 4 gange så meget strøm som TV-stationen havde brug for sendt afsted til dem, deres tekniske installationer blev ødelagt og udsendelsen afbrudt. Bagved dette stod efterretningstjenesten. På denne måde har Fujimori bemægtiget sig kontrollen med nyhedsmedierne, og det giver sig på nuværende tidspunkt udslag i meget få nyheder om folkekrigens aktioner, for at ingen således skal tro at den fortsætter, men det kan ikke vare ved i al evighed og en dag vil ballonen revne.

-En ny amnesti-lov er blevet vedtaget for dem der i oprørsbekæmpelseskrigen har brudt “menneskerettighederne”, der betyder at de militærpersoner der er blevet dømt i forbindelse med afsløring af dødspatruljer, massakrer og massegrave i Peru, nu kommer på fri fod igen. Dette gøres for at de på ny kan deltage i regeringens og de væbnede styrkers offensiver imod folkekrigen, hvilket har vakt den største vrede i det peruvianske folk og verdens folk. Selv storbourgeosiet er splittet og modstanden imod loven rækker endda helt ind i Fujimoris eget parti. Folkets modstand imod denne forbryderiske lov, blev særlig stor da det blev offentligt kendt, at den gruppe der stod bag La Cantuta massakren dermed skulle lølslades. Det var i denne massakre at 9 studerende og 1 professor blev bortført fra La Cantuta universitetet og henrettet.

-En interventionslov for universiteterne er blevet vedtaget pga. den gamle stat har “opdaget terroristisk infiltration”, hvilket vil sige at de har bemærket en voksende støtte til PCP og folkekrigen blandt de studerende og ansatte på universiteterne. På universiteterne regerer hæren og interventionsloven gør det bl.a. muligt for dem, at lave uvilkårlige razziaer hos de studerende såvel som hos professorerne. Universiteternes indgange bevogtes af militæret, undertrykkelsen tager til og de studerende chikaneres med visitationer og registrering.

-For nylig blev det besluttet at de hætteklædte dommere, der blev indført med Fujimoris statskup i 1992, skal fortsætte deres praksis. Dette på trods af den nye forfatning havde sat en skæringsdato for afskaffelsen af de hætteklædte dommere til oktober 1995. I første omgang skal de fortsætte deres virke et år mere, men fra flere Kongresmedlemmers side blev det bl.a. foreslået at det i stedet skulle være på ubestemt tid, med den begrundelse at Fujimori ikke har nedkæmpet folkekrigen som han påstår, og som han svor han ville have gjort det inden juli 1995.

Folkekrigens sejrrige fremgang ser vi, udover i den hidtil største boykot af valget, først og fremmest i de talrige og kraftige aktioner den har udført:

Nogle aktioner i 1995 & 96

17. Maj 1995

Omkring den 17. maj i 1995, der var fejringen af 15. års dagen for folkekrigens indledning, foretog PCP en kraftig offensiv med mange synkroniserede aktioner i hele landet og særdeles kraftige aktioner i Lima. En stor aktion fandt sted ved luksus hotellet María Ángola, der ligger i det fashionable Mirá Flores kvarter. En bilbombe indeholdende dynamit blev bragt til sprængning, således at luksushotellet blev ødelagt. Alt dette skete imens alle de omkringliggende veje effektivt blev afskåret, for at gøre aktionen mulig.

Med fare for eget liv, nedsatte kæmperne fra Folkebefrielseshæren faren for andres, ved at trænge ind i bygningen inden sprængningen og føre de tilstedeværende væk fra den umiddelbare farezone. De 4 personer der dræbtes ved aktionen og som i pressen blot beskrives som civile, var i virkeligheden tre af hotellets sikkerhedsfolk og en bestyrer der nægtede at efterkomme ordrerne, og én forsøgte endda at følge efter kæmperne ved tilbagetrækningen fra aktionen.

Aktionen er et klart bevis på PCP’s styrke. Midt inde i selve hovedstaden, i et af de bedst bevogtede kvarterer hvor både hæren, politiet og private vagtværn patruljerer, er PCP i stand til at udføre en aktion af en sådan kvalitet. Med denne aktion anerkender selv reaktionære militære analytikere at PCP’s aktioner er kommet på et militært højere niveau end før.

“Kammerat Veronica” udførte bagholdsangreb på konvoj fra Hæren. LIMA, (IPS). Den maoistiske guerillakolonne ledet af “Kammerat Veronica”, en ukendt middelalderlig hvorom det eneste man ved er at hun var skolelærer, forsøger nu at bryde igennem hærens omringning, ved i torsdags at angribe en militærkonvoj og dræbe 15 personer. Guerillaens bagholdsangreb blev udført midt på dagen, med miner og krydsild fra maskingeværer, i Curva Cucaracha 6 kilometer fra byen Tocache, hvor der ligger en militærbase, et område der indtil for nogle år siden blev betragtet som kokainens hovedstad i Peru. Kilder fra forsvarsministeriet bekræftede fredag at oprørerne dræbte 13 soldater og 2 civile som kørte med i de to militærlastbiler der blev angrebet, og at en halv snes uniformerede blev kvæstet. Radiostationer fra Tarapoto, den største by i området, informerede om at oprørerne efter bagholdsangrebet slap væk fra terrænet uden at lide nogen tab. “Veronica” er militærleder for kolonnen T-2 fra det væbnede maoistiske parti Den Lysende Sti, og ifølge diverse kilder har hun 250 mand under sin befaling, hvoraf omkring 60 er permanente kæmpere og resten lokale bønder som udgør de såkaldte “hjælpestyrker”. Denne kolonne opererer i landområderne der omgiver Tocache, Campanillas og Uchiza, små byer i Perus nordcentrale jungle, kendte for at være aktive handelscentre for kokainpastaen som fremstilles i området. Man må udfra omfanget af aktionen udført af kolonnen “Veronica” formode at Den Lysende Sti har overvundet, i det mindste i kokajunglen, den krise som anholdelsen i 1992 af dets vigtigste leder, Abimael Guzman og størstedelen af hans kadrer fra den nationale ledelse fremkaldte. Marts 1996

Folkekrigens modstandere bestrider kendsgerningerne

Aktioner som disse er klare afvisninger af påstandene om at folkekrigen er “nedkæmpet”, “indstillet” osv. Bag disse misinformationer står folkekrigens modstandere, der forsøger at gøre det umulige for at bekæmpe den. Men hvor pinligt bliver det ikke for dem i længden, kendsgerningerne er hårdnakkede og ikke til at lave om på, solen stråler og den er ikke til at skjule.

Selv om de er i besiddelse af klare fakta der strider imod alle deres luftkasteller, propaganderer de stadig folkekrigens død, som Ibis’ blad Zig-Zag der fortæller os at “kampen imod den Lysende Sti er nu vundet” i en artikel fra marts 95. IF’s blad Mañana (der laves i samarbejde med andre) følger trop og er gladeligt et tillæg til nyhedsmonopolerne når de proklamerer: “Fujimori sidder sikkert i sadlen efter sit genvalg”, “Fujimori gav sig selv en overvældende valgsejr den 9. april.” og “Disse succeser” som “inflationsbekæmpelse”, “forøgelse af statens indtægter gennem privatiseringer” og “genindtræden i det gode selskab i den internationale finansverden”, “præsenteres sammen med billedet af en stærk statsmagt, nedkæmpelse eller kontrol af den Lysende Sti’s terrorisme og en økonomisk stabilisering”.

Hvordan kan disse organisationer lukke sådan noget galde ud, når de i selvsamme åndedrag beskriver sig som anti-imperialister, støttere af folkelige bevægelser, at de udfører solidaritetsarbejde, udbreder alternativ information osv. Men en ting er sikkert – vi gør ikke de menige medlemmer ansvarlige for dette, mange deltager af et godt hjerte og for at hjælpe andre mennesker i nød. Men det bliver mere og mere klart, at der i toppen af disse organisationer sider nogle der pisker sig selv i deres forsøg på at virke progressive og revolutionære, nogle der lever godt på en god løn betalt af den danske stat og med eksotiske rejsemål og romantisk “revolutionær” prestige som frynsegoder.

Nogle autonome, især fra den lille klike der udgør deres uofficielle men reelle ledelse, har også gjort sig bemærket ved deres voldsomme bagvaskelse af PCP, folkekrigen og især af dem der støtter den. Dette har, gennem at de udøvede deres personlige autoritet i dette “miljø”, ført til manipulation af deres bagland og de selvsamme groteske løgnehistorier, personlig bagvaskelse af støttere af folkekrigen, mudderkastning og tarvelige kneb som reaktionen og imperialismen bruger.

Men fremtiden tilhører ikke dem. Folkekrigen fortsætter og det er med den største glæde at de seneste nyheder fra Peru er blevet modtaget verden over: PCP har indledt en kæmpe offensiv og nogle af de største kampe i hele folkekrigens historie har fundet sted. Dette fylder os med stor optimisme og overbeviser os om at PCP’s ord vil blive til virkelighed, som de er blevet det indtil nu. Den revolutionære krise kommer nærmere for hver dag der går og med den revolutionære krise og magtens erobring vil Perus Folkerepublik se dagens lys.

Lad os give ordet til PCP selv: “Vi skal anvende Gonzalo tænkning så vil mørket blive lysere, det mulige vil blive en realitet og det der er svært vil blive nemt, vi skal huske hvad Formand Mao lærte os ‘krigen bliver vundet af dem som holder ud 1 minut til…’ og vi ved hvordan det skal gøres, vi vil sejre fordi vi ved hvad vi vil og det vi vil er magten, det er derfor vi centrerer i kampen, ‘vort midtpunkt er at kæmpe, vor dagligdag er krigen’ vi centrerer i folkekrigen. Således er tingene, problemet er og vil altid være ‘kæmp eller dø, blodig kamp eller ingenting’. FOLKEKRIG TIL KOMMUNISMEN!”
(Forbered den Strategiske Offensiv gennem at Opbygge Margtens Erobring, jan. 1995, dansk udg. Røde Sol nr. 3)

9) Formand Mao fremhæver bl.a. at mobilkrig medfører: troppekoncentration, fremrykning, spredning, angreb, forfølgelse, overraskelsesangreb, stillingsangreb, stillingsforsvarstræfninger, tilbagetrækning, natkampe, specialoperationer, at omgå den stærke og angribe den svage, belejring af fjenden for at slå til mod hans forstærkninger, skinangreb, forsvar mod luftangreb, operationer mellem mange fjendtlige styrker, forefaldende operationer, operationer uden bagland, behovet for at hvile og opbygge ny energi, at have flydende kamplinier og bevæge sig meget. (fra Mao Tsetungs udvalgte værker: Strategiske Problemer i Kinas Revolutionære Krig). (tilbage)

KAMPAGNEN TIL FORSVAR FOR FORMAND GONZALOS LIV

Straks efter Formand Gonzalos tilfangetagelse blev talrige peruvianske ambassader og konsulater i hele verden mødt med demonstrationer og manifestationer til forsvar for Formand Gonzalos liv og de talrige aktiviteter fandt hurtigt sammen til Den Internationale Nødkomite (IEC – International Emergency Committee), hvis koordinationskontor blev oprettet i London.

Den stiftende konference

Kampagnen voksede støt og mange aktiviteter fandt sted på alle verdens fem kontinenter. Men det blev snart mere og mere nødvendigt at afholde en stiftende konference, trods de vanskeligheder det ville kræve, og de store anstrengelser der var nødvendige for at gøre en sådan mulig. Men IEC besluttede at gøre det og det blev gjort. Fra hele verden kom delegerede, fra de lokale komiteer i USA, Tyskland, Sydafrika, Mexico, Nepal, Australien, Bolivia, Haiti, Iran, Pakistan, Filippinerne, Polen, Danmark osv. Mange kom fra nogle af de fattigste lande i verden, og deres deltagelse blev kun mulig ved at andre aktivister og komiteer fra mere velstående lande, gav afkald på at deltage og sendte deres penge til andre lokalkomiteer, så i hvert fald én delegeret fra hvert land kunne deltage i denne vigtige konference. Nogle ankom aldrig, en ung kurdisk advokat der forsvarede politiske fangers rettigheder blev tortureret og dræbt af en dødspatrulje kort før afrejsen. De fortalte hans kone i en telefonopringning at han kun ville blive frigivet hvis han afstod fra at tage til “Guzmans konference i Europa” – hans lig blev fundet et par dage efter.

Den 27. februar 1993 forsamledes ca. 1000 mennesker i Duisburgs Effendi Halle, hvor Konferencen blev afholdt og simultant oversat til 5 sprog. De forskellige delegerede holdt taler, en Styrende Komite samlede sig med repræsentanter fra mange lande og den Koordinerende Komite blev valgt. En serie af resolutioner omkring kampagnen blev vedtaget: En fordømmelse af Fujimori regimet, et opråb om at udbrede kampagnen i Latinamerika, og krævede “Yankee Go Home!”. Der blev også vedtaget en resolution, der afslørede Amnesty International for dets objektive støtte til Fujimori regimet og for at presse det til at forsvare Formand Gonzalos rettigheder, ifølge deres egne erklærede principper.

Der var musikoptræden, boder med materialer omkring kampagnen og folkekrigen i Peru. Et kæmpe maleri på 7 gange 3 meter skildrede væbnede ryttere fra Folkebefrielseshæren på en bjergtop med solopgangen i baggrunden. Ved podiet var ophængt et kæmpe billede af Formand Gonzalo i sin historiske tale fra den 24. september 1992, der endnu engang hørtes fra en storskærm i hallen.

Konferencen var succesfuld. Det lykkedes den at konsolidere IEC og gøre et spring i anstrengelserne for mere effektivt at kæmpe for at forsvare Formand Gonzalos liv. Folk fra hele verden fandt sammen, udvekslede erfaringer, bånd der ikke tidligere havde eksisteret blev tæt knyttet og en virkelig følelse af samhørighed og kammeratskab gennemtrængte deltagerne.

De Internationale delegationer

En vigtig del af IEC’s arbejde er at sende internationale delegationer til Peru for at bryde Formand Gonzalos isolation, lægge pres på Fujimori og fortælle det peruvianske folk, at en kæmpemæssig og stærk kampagne bliver udført i hele verden til forsvar for hans liv. I alt har 6 delegationer indtil videre været i Peru og de har bestået af IEC aktivister, læger, advokater, menneskerettighedsaktivister og mange andre. Selvom det ikke har været muligt at bryde Formand Gonzalos isolation endnu, er der blevet taget yderst vigtige skridt. Fujimori har set sig nødsaget til personligt at fordømme en af delegationerne, og pressen er gået så langt som til at beskrive en af de deltagende aktivister som Saddam Husseins psykiater, hvilket viser at de bestemt ikke har været glade for delegationernes besøg.

Delegationerne og deres deltagere har da også udsat sig selv for en stor risiko og har været udsat for adskillige angreb. F.eks. blev den 2. delegation anholdt af det berygtede DINCOTE og tilbageholdt i 30 timer og derefter udvist af landet, ligesom de andre delegationer var i fare for at blive anholdt og dømt for “forsvar for terrorisme”, der kan give op til 12 års fængsel i Peru.

Hver gang en sådan international delegation er blevet sendt afsted har det været en stor sejr for kampagnen, fordi delegationerne har lagt et stort pres på Fujimori og afsløret den umenneskelige behandling som Formand Gonzalo er underlagt. De har vakt opsigt i Peru og pressen har intenst fuldt deres skridt, og samtidig har de skabt dybe bånd til det peruvianske folk. Den 4. delegation besøgte bl.a. et slumkvarter i Lima hvor lokale beboere overgav delegationen dette vigtige budskab: “I må fortælle verden hvad I har set…. Perus regering kan sætte vores Fører, Formand Gonzalo, under jorden, men Perus Kommunistiske Parti er ikke faldet og folkekrigen vil triumfere i sidste ende”.

The Call

Imens har folk verden over skrevet under på det Opråb (The Call) IEC har udsendt i forsvar for Formand Gonzalos liv. Mange kendte mennesker har skrevet under såsom:

Ramsey Clark – Former U.S. Attorney General, editor of War Crimes (USA)

Sinead O’Connor – sanger (Irland)

D. Jim Cairns – Former Deputy Prime Minister & Treasurer (Australien)

Jan Myrdal – forfatter (Sverige) og

Yasar Kemal – kendt Kurdisk forfatter og tidligere medlem af parlamentet i Tyrkiet, men nu fængslet

Også fra forskellige parlamenter er mange underskrifter kommet, heriblandt 10 medlemmer af det Tyrkiske parlament (HEP partiet) og 90 fra parlamentet i Nepal. Men vigtigst af alt er alle de underskrifter der er kommet fra de hundredetusinder af mennesker verden over, der har skrevet under på The Call indtil nu. Disse strækker sig fra arbejdere på Fords bilfabrikker i USA og fagforeninger i Spanien til iranske kunstnere i eksil, slumkvartersbeboere i Bolivia, indvandrere i Tyskland, studerende i Colombia, organisationer for fattige i Afghanistan, politiske fanger i Tyrkiet, menneskerettighedsaktivister i Indien og ungdomsorganisationer på Filippinerne.

Filmen “You Must Tell The World”

Filmen “You Must Tell the World”, der omhandler kampagnen og situationen i Peru, er blevet vist verden over og IEC Bulletins med de seneste nyheder (indtil nu er 56 numre udkommet), bliver mange gange om året distribueret i stort omfang i alle de lande hvor kampagnen føres. De indeholder nyheder og baggrundsstof om Kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos liv og folkekrigen i Peru.

Lokalkomiteerne og de internationale aktionsdage

Størstedelen af de aktiviteter der finder sted, udføres i de enkelte lande af lokalkomiteerne. Dette sker særligt omkring de internationale aktionsdage, der finder sted på mærkedage såsom dagen hvor Formand Gonzalo holdt sin historiske tale, eller når vigtige politiske begivenheder forlanger det. Der har ingen grænser været for de aktioner der er blevet udført i forsvar for Formand Gonzalos liv. Fra de kæmpestore demonstrationer i Asien med flere tusinde deltagere, møderækker i nordamerikanske revolutionære boghandlere, aktivister der konfronterer peruvianske ambassader verden over, løbesedler spredt ud i millionvis, bannere placeret ved befærdede steder og trafikknudepunkter, ugentlige manifestationer, gadeteatre, luftballoner med bannere ved den mexikansk-nordamerikanske grænse og graffiti der pryder gader og stræder i hele Europa fra London, Stockholm, København og Berlin til Paris, Madrid, Rom og Athen. Alt sammen akkompagneret af folkekrigens væbnede aktioner til forsvar for Formand Gonzalos liv.

For Fujimori er det ved at blive et tilbagevendende nederlag at gæste USA. Fujimori er hele to gange blevet afsløret som den folkemorder og landsudsælger han er. Ved offentlige møder i USA, hvor han har været indbudt til at tale, har vrede IEC-aktivister og advokater lammet ham midt i hans optræden, som det er sket på Hotel Sheraton i New York. Hillary Clinton blev i Nepals lufthavn mødt med protestråbene “Yankee-imperialist gå hjem!”, “Ned med USA-imperialismen!”, “USA ud af Peru!”, “Forsvar Kammerat Gonzalo!” og “Stop støtten til Fujimori-regimet i Peru!”, da hun stort anlagt ankom, som den første nordamerikanske præsidentfrue nogensinde. Hendes ankomst udviklede sig til et rent mareridt, da hun i sin skudsikre limousine, der var blevet fløjet ind fra USA nogle dage i forvejen, skulle køre til hendes hotel. På hele den 5 km. lange strækning blev hun konfronteret med protester, og sorte flag blev regulært kastet imod bilkortegen hele vejen. I Nepal er det sorte flag et traditionelt tegn for revolutionen.

Kampagnen har været særlig stærk i Nepal, og dette er absolut ikke uden grund da Nepals Kommunistiske Parti ligesom PCP deltager i den Revolutionære Internationalistiske Bevægelse (RIM). Nepals Kommunistiske Parti har netop indledt folkekrigen i Nepal i februar måned dette år, og bestyrker dermed Formand Gonzalos ord fra hans historiske tale om, at vi er ved at komme ind i en Ny Stor Bølge af den proletariske verdensrevolution.

Støtte fra politiske fanger

Støtte fra politiske fanger verden over har gennembrudt fængselsmurene og styrket kampagnen. Solidaritetsarrangementer er blevet afholdt i tyrkiske fængsler og i tyske, franske, belgiske, spanske og italienske fængsler er underskrifter fra politiske fanger blevet samlet til forsvar for Formand Gonzalos liv. Kendte fanger som Mumia Abu Jamal, der selv står overfor en dødsdom og Leonard Peltier fra American Indian Movement, har også givet deres støtte til kende. Progressive musikbands, som Rage Against The Machine med deres meget flotte musikvideo “Bombtrack” til støtte for Formand Gonzalo og folkekrigen, har ligeledes bidraget til kampagnen.

Advokater har rejst en retssag i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater), for at fordømme Fujimori og den gamle stats handlinger og forsvare Formand Gonzalos rettigheder som krigsfange. Information om dr. Alfredo Crespo (Formand Gonzalos advokat) er blevet spredt vidt og bredt. Han sidder stadig fængslet på livstid for at have forsvaret Formand Gonzalo. Ligeledes udspredes information om de andre advokater fra organisationen “De Demokratiske Advokater”, der bliver forfulgt i Peru. Såvel som information om de tusinder af krigsfanger, der under ekstremt vanskelige vilkår kæmper videre i den gamle stats fængsler.

Alle disse aktiviteter er kun kommet i stand, ved at masserne fra de mest dybe og brede lag, har bidraget til kampagnen på forskellig måde, med deres deltagelse, støtte, hjælp og ikke mindst økonomisk bidrage til kampagnen, hvor store eller små de end har været. Og på den måde har masserne skubbet kampagnen fremad. Det er dem kampagnen helt og holdent støtter sig på og intet andet.

KAMPAGNEN TIL FORSVAR FOR FORMAND GONZALOS LIV I DANMARK

Kampagnen bliver herhjemme udført af os, Nødkomiteen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv, der blev dannet kort efter Formand Gonzalos tilfangetagelse. Vi er en afdeling af IEC i Danmark og arbejder efter kampagnens retningslinier. Vi deltog også i den stiftende konference i Tyskland, dog begyndte vort arbejde først rigtig at tage form efter at den Første Forenede Konference “Forsvar Formand Gonzalos Liv! – Leve Maoismen!”, fandt sted i Sverige. Denne konference blev startskuddet til at følge PCP’s opfordring om, at føre Kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv, forenet og uadskilleligt med kampagnen “Leve Maoismen!”, som Formand Gonzalo i sin historiske tale opfordrede til at indlede i anledningen af 100 året for Formand Mao Tsetungs fødsel.

PCP siger i deres resolution Leve Maoismen!: “Formand Gonzalo, fører af Partiet og revolutionen, fortsætter af Marx, Lenin og Formand Mao Tsetung, fastslår i hans historiske og mesterlige tale fra den 24. september, som udfordrende skinner foran verden, at ‘i det næste år er det 100 året for Formand Maos fødsel. Dette 100 år skal fejres! og vi organiserer det med de Kommunistiske Partier. Vi vil en ny måde, en fejring som skal være en bevidst forståelse af Formand Maos betydning for verdensrevolutionen. Vi starter i år med fejringen og slutter næste år. Det vil være et storslået forløb med fejringer’. Perus Kommunistiske Partis Central Komite påtager sig med dyb marxistisk-leninistisk-maoistisk, Gonzalo tænkning overbevisning, med kommunistisk fasthed og beslutsomhed, denne opgave af vidtrækkende og strategisk betydning. Central Komiteen kalder på det peruvianske proletariat og folk for samtidig med de Kommunistiske Partier, den Revolutionære Internationalistiske Bevægelse, det internationale proletariat og jordens undertrykte folk og nationer, at udvikle og fuldføre den ved at hejse den store røde fane: LEVE MAOISMEN! til tops. Dette skal gøres tæt og uadskilleligt forenet med kampagnen: Forsvar Formand Gonzalos Liv!”

Vi anser det for korrekt ikke at adskille Formand Gonzalo fra hans ideologi, fordi uden hans ideologi ville han aldrig være blevet den han er. Vi forsvarer Formand Gonzalos liv fordi han er Fører af PCP og den peruvianske revolution, og endvidere fordi han har den største betydning for revolutionen i hele verden i dag. Formand Gonzalo har givet store bidrag til marxismen og verdensrevolutionen, ved at have løst de nye problemer revolutionen konfronterede i Peru. Ved at have anvendt marxismen-leninismen-maoismen til Perus konkrete forhold har Formand Gonzalo således udviklet Gonzalo tænkning, hvis vigtigste bidrag er at have defineret maoismen som den nye, tredje og højere etape af det internationale proletariatets videnskabelige ideologi. Selvsamme resolution forklarer hvad maoismen er: “ ‘Maoismen er ophøjelsen af marxismen-leninismen til en ny, tredje og højere etape i kampen for den proletariske ledelse af den demokratiske revolution, udviklingen af socialismens opbygning og forsættelsen af revolutionen under proletariatets diktatur som proletarisk kulturrevolution, når imperialismen fordyber sin forrådnelse og revolutionen er blevet hovedtendens i historien, midt i de mest komplekse og største krige set indtil i dag og den uforsonlige kamp imod den moderne revisionisme’. Senere med hans dybe historiske vision fastslår han, at maoismen marcherer for at lede den Nye Store Bølge af den proletariske verdensrevolution som går os i møde, som er uimodståelig og som ingen kraft i verden kan holde tilbage”. Dette er Formand Gonzalos bidrag og det er derfor at imperialisterne kalder ham deres “fjende nr. 1” og lykønskede Fujimori ved tilfangetagelsen, som de selv stod bag.

Vi mener at det som Nødkomite er korrekt at føre den forenede kampagne, men at folk personligt deltager af andre grunde i kampagnen eller støtter den, er ligeledes en del af den. Mange deltager for at bekæmpe de massive krænkelser der sker imod Perus folk, og andre igen fordi de mener det er rigtigt at gøre oprør og at folkekrigen er retfærdig. Nødkomiteen samler alle dem der vil forsvare Formand Gonzalos liv og således favner vi både progressive, revolutionære og kommunister.

Vi fører således den forenede kampagne og vi gør det succesrigt. Kampagnen har udviklet sig meget og mange mennesker her i landet, har i stigende grad stiftet bekendtskab med Formand Gonzalo og folkekrigen i Peru. 10.000’er af løbesedler om kampagnen er blevet delt ud, vægaviser har kunnet læses i store dele af København, offentlige møder indeholdende information og debat, taler, film og kultur er blevet afholdt flere gange om året. Demonstrationer og manifestationer er blevet afholdt og internationale aktionsdage er blevet fejret med aktioner af forskellig art herhjemme, såvel som Formand Gonzalos historiske tale ligeledes er blevet hørt i byen og uddelt i tusinder af eksemplarer på skrift.

På trods af svære betingelser i form af den generelle kontra-revolutionære offensiv der føres imod marxismen og revolutionen, og som en del af denne offensiv den hetz PCP og folkekrigen er udsat for, samt at vores arbejde er relativt nyt og situationen og klassekampen i Danmark endnu ikke er ligeså skærpet som mange andre steder i verden, går kampagnen stødt fremad og skaber offentlig mening til forsvar for Formand Gonzalos liv og folkekrigen. Så meget endda, at modstandere af vores arbejde åbenlyst hvæsser deres sværd, angriber vores aktiviteter og direkte indleder modkampagner imod os “for at skabe et alternativ til vores propaganda!”, når vi parodoksalt nok er nogle af de eneste, der reelt giver folk et alternativ til den kontrollerede nyhedsstrøm, de ellers er udsat for i massive mængder.

Vores succes består også i at der for første gang i Danmark i længere tid virkeligt bliver ført en kampagne til støtte for en politisk fange og krigsfange og en national befrielseskamp, der er kontinuerlig og afspejler en virkelig bevidst forståelse af denne kamps betydning. Dette er af stor betydning og leder hen mod større sejre i fremtiden. Vi indskrænker os således ikke blot til den internationale solidaritet, men har taget et skridt yderligere for virkelig at lære af Formand Gonzalo, PCP og folkekrigen, idet vi anerkender at folket herhjemme i bund og grund har de selvsamme interesser.

Det er nu vigtigt at sprede Kampagnen til Forsvar for Formand Gonzalos Liv til resten af landet, ligesom det er nødvendigt at fremskubbe IEC mod nye sejre. Her ligger nogle store opgaver som vi fulde af mod går fremad for at møde, overbeviste om at vi vil løse dem med tiden.

Tilsidst vil vi endnu engang med stor optimisme og sejrsvilje, bekræfte os i forsvaret af Formand Gonzalos liv, i udførslen af kampagnen Leve Maoismen! og i vor faste overbevisning om at folkekrigen vil sejre. Vi udtrykker vor vilje til at “Intensivere Forsvaret af Formand Gonzalos Liv!” og hilser herfra den fremtidige fødsel af Perus Folkerepublik!

Nødkomiteen til Forsvar for
Formand Gonzalos Liv

Maj 1996

(KORT OVER PERU)

GONZALO TÆNKNING!

GARANTI FOR TRIUMF TIL KOMMUNISMEN!

For de 14 års sejrrig folkekrig

De indespærrede dig mellem fire gitre
de isolerede dig fra hele verden
de tror at med dette vil de slukke
revolutionens flammer
Men din tænkning er mægtigt lys
som er i dit folks sind
og i verdens folk!

Ulvene og sjakalerne hyler
fra møget, overfor deres magtesløshed
til at bremse folkekrigen
de angriber dig, de fornærmer dig
de surmuler, de udpønser sorte og
ondskabsfulde planer
som det de er dødeligt sårede bæster
Men de vil aldrig kunne slå skår i din tænkning!

De kaster mudder imod stål
de forsøger at berøve dig din tænkning
de ønsker at få din stemme til at tie
de ønsker at myrde dig
Men de vil ikke kunne få din sjæls brændende sværd til at tie!

De kan få dig til at forsvinde
flå dig i tusind stykker
brække dine knogler
til og med kan de dræbe dig
Men de vil aldrig kunne knække dig!
din tænkning er i
hver proletar, i hver bonde
den er i lederne som du har smedet.

Gonzalo tænkning
er folkekrig til kommunismen
det er erobringen af magten i hele landet
det er den proletariske verdensrevolution
det er ikke fred det er ikke overgivelse
det er ikke forræderi
det er den legemliggjorte revolutionære vold.

Kære Fører:
i lang tid har du ikke været hos os
men du har væbnet os
for at modstå en hvilken som helst vanskelighed
vi fortsætter dit værk
folkekrigen er ikke blevet standset
og vil ikke blive standset til kommunismen
Vi skal holde den store røde fane højt
hejst af Dem, vi vil ikke tillade dem at berøve den fra os!

Det er din beslutning, din urokkelige vilje:
Magten for klassen og folket.
I dit sind lever:
Foruden Magten er alt en illusion!

Kammerater:
Tvivl aldrig på vores fører,
på hans tænkning, på hans ideologi.
Hvis vi anvender principperne
retfærdige og korrekte
vil de aldrig besejre os
folkekrigen er uovervindelig
krigen bliver vundet af dem som har den overlegne ideologi
og det har vi.

Reaktionen vil fratage os
Gonzalo tænkning
de ønsker at fjerne vores sjæl
Dette vil aldrig ske!

Alt kan de tage fra os
undtagen ideologien.

Vi vil sejre
fordi vi har ideologi som er det mest mægtige
og uovervindelige våben på jorden,
marxismen-leninismen-maoismen,
Gonzalo tænkning
Et kommunist Parti med våben
sejrrig folkekrig
Ny Magt som udvikler sig i hård kamp.

De vil ikke besejre os!
Intet og ingen vil kunne holde os tilbage!
Gonzalo tænkning er garanti
for sejr til kommunismen!

Der er ikke noget at tvivle på.
Gonzalo tænkningen er med os
i hver enkelt af os agiterer og banker den
Folkekrigen fortsætter marcherende
med Gonzalo tænkningen.
Vi er hans fortsættere,
vi nedlægger ikke våbnene før kommunismen.
Vi er smedet af Formand Gonzalo
ubesejrede kommunister, af rent stål.

Kammerater
Ordet “overgivelse”
eksisterer ikke for os
vi har rejst os med våben
for at tage Magten i hele landet
til kommunismen
med folkekrigen
og vi vil ikke holde os tilbage, overfor noget.
Så længe der er én kommunist tilbage
vil det hele blive rejst igen,
det er vores urokkelige overbevisning.
Vi er fuldstændige overbeviste om
at en dag vil kommunismens røde faner
vajre i hele landet,
og i hele verden

Leve Formand Gonzalo og hans mægtige tænkning!
Leve den sejrrige folkekrig!

MARCIA
Zonekomite Ayacucho
17. maj 1994