Studiekredsen Røde Sol: “18. Maj: Dagen Hvor Massernes Modstand Kom Stærkt til Udtryk”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, erobringen af magten!

18. MAJ: DAGEN HVOR MASSERNES MODSTAND KOM STÆRKT TIL UDTRYK

Studiekredsen Røde Sol
18.05.1996

Studiekredsen Røde Sol
1996
Reproduceret af
Den Røde Fane

18. MAJ: DAGEN HVOR MASSERNES MODSTAND KOM STÆRKT TIL UDTRYK


Vi, Studiekredsen Røde Sol, finder det her på 3. års dagen for 18. maj 1993, uhyre vigtigt at fastholde denne dags betydning. Der er ikke én i vort land der ikke har en mening om denne dag og hele det forløb der udspandt sig op til den. Vi er af den mening at 18. maj har en stor betydning og at det er nødvendigt at uddrage dens lære, sætte dagen ind i dens rette sammenhæng og afvise alle de fordrejninger og forvanskninger den er blevet udsat, og stadig udsættes for.

Først og fremmest mener vi at det er en vigtig dag, fordi der her blev vist en ikke længe set styrke og mod i det danske folk. Her så vi den voldsomme og overvældende modstand som masserne udøvede, forårsaget af ægte klassehad, og som politiet ikke kunne holde tilbage på trods af at de affyrede over l00 skud, mange direkte ind i folkemængden. Den kraft massernes vrede udløste, sendte således chokbølger gennem både det danske bourgeoisi og hele EU-bureaukratiet, og stjal til forbitrelse for dem hele TV-billedet, fra det “lille lykkelige Danmark”, da billederne af massemes modige kamp gik verden rundt.

Det er også en vigtig dag, fordi statens brutale repression og klassekarakter kom til udtryk på en afskyelig måde, da politiets brutale fremfærd resulterede i at mindst l l såredes af pistolskud. Hvorefter størstedelen af politikerne selvfølgelig straks bakkede politiet op og støttede denne kyniske gerning. Dette forsøg på nedskydning af folkemængden, forsøgte de således fra starten af at legitimere: først kom Poul Eefsens rapport der bevidst forsøgte at vildlede offentligheden men var latterlig fejlfyldt og senere fuglte Asbjøm Jensens bestillingsarbejde, i form af en såkaldt “uvildig” undersøgelse, der var en direkte hån imod folket og med det samme blev fuldstændigt gennemhullet og tilbagevist af kendsgerningeme selv. Derfor var den ikke i stand til at vinde nogen som helst opbakning, selv ikke fra dens egne bestillingsmænd (som f.eks. Erling Olsen) der derefter skød den i sænk for selv at vaske deres beskidte hænder. Senere blev Asbjøm Jensen dog belønet for sin tro tjeneste med stillingen som Højesteretsdommer, og Hanne Bcck Hansen (statsanklageren der frafaldt sigtelsen imod tre skydende betjente) blev belønnet med stillingen som Politichef.

Folket kæmper og har altid kæmpet
Det er hele det det folks interesse at bekæmpe EU, der hverken tjener vor klasse eller folket og hovedsageligt er under den tyske imperialismes ledelse. Således var det et angreb på hele folket, der i sig nummer stærke anti-EU følelser, da det danske bourgeoisi for enhver pris gennemtrumfede indlemmelsen i EU med “folkeafstemningen” 18. maj, hvilket resulterede i den senere forsøgte nedskydning af folkemængden. Derfor er 18. maj heller ikke “de autonomes dag”‘, som bourgeoisiet har forsøgt at fremstille den igennem deres kontrollerede medier, hvilket nogen autonome har udnyttet i et sekterisk forsøg på at gøre den til dette. Den handler heller ikke blot om en forsømt bydel, og især kan den ikke reduceres til blot at handle om politiets skud, som visse kræfter i det efterfølgende “18. maj initiativ” ville misbruge den til.

Den har derimod haft og har en større betydning for klassekampen i Danmark i dag. 18. maj viser at folket kæmper imod sine undertrykkere og for sine rettigheder. Det har folket altid gjort og det har gjort det med revolutionær vold som historien beviser det, hvilket i vor moderne historie tog sit højeste udtryk i 2. verdenskrig. 18. maj bekræftede det, men utallige eksempler fmdes i historien og det er vor opgave at fmde dem frem og give dem deres retmæssige plads i historien, fordi de tilhører folket og ikke bourgeoishistorikerne der altid tilslører denne lov. Kun gennem folkets kamp med den revolutionære vold, i forskellige grader og former, er alle dagskravskampe, rettigheder og friheder vundet, eftersom intet er faldet ned fra himlen.

Det danske imperialistiske bourgeoisis interesser og stat
18. maj har på en meget effektiv måde vækket mange op af deres dvale, og dette skal vi se nærmere på nu. Hele processen op til 18. maj, indledtes med folkets Nej til Maastricht Traktaten og indtrædelse i EU, 2. juni 1992. Derpå fulgte en nødplan, “Edinburghaftalen”, fra det danske imperialistiske bourgeoisi og dets allierede i EU. SF’s ledelse, med Holger K. Nielsen og Steen Gade i spidsen, blev sparket på plads og samtidig lokket med indflydelse, hvorefter disse forrædere og usle tjenere indtog deres nye rolle som støttere af “det Nationale Kompromis”. Men det hele var ikke andet end et lusket trick. “Edinburgh-aftalen” er i virkeligheden uden juridisk bindende kraft, og dens afsluttende bemærkning siger, at den “er forenelig med Maastricht-Traktaten og ikke sætter spørgsmålstegn ved dens målsætninger”. Derpå fulgte den rene manipulation, skrækkampagner om vores internationale isolation i tilfælde af endnu en afvisning af EU, trusler om direkte fyringer i hele landet pga. firmaer der ville være “nødt” til at flytte deres produktion til udlandet osv. Dette blev båret frem i deres medier, hvoraf langt størstedelen smed den såkaldte “objektivitet”, som de ynder at foregiv, langt pokker i vold og åbenlyst støttede et Ja.

Det vi tydeligt ser her, er den fuldstændige afsløring af deres såkaldte demokrati, der i virkeligheden dækker over at der i Darunark, såvel som i resten af verden, finder en klasses diktatur over andre klasser sted. Det danske imperialistiske bourgeoisi, der er monopolkapitalens herrer, besidder den økonomiske magt og derfor også den politiske magt i vort samfund. Denne meget lille klasse, der ejer kæmpemæssige produktionsmidler og kapital, har kun kunnet opnå denne position i samfundet gennem at udbytte og undertrykke folket og hovedsageligt vort lands proletariat, der i virkeligheden er dem der skaber langt størstedelen af de værdier der bliver frembragt. Samtidig er dette imperialistiske bourgeoisi stærkt interesseret i at øge sin “historiske indflydelse” og ekstraprofitter fra udbytningen af Grønland, Færøerne osv. til også at omfatte større dele af Østersøområdet (herunder de Baltiske lande) og Østeuropa (herunder også det tidligere Jugoslavien).

Derfor er det nødvendigt for denne klasse at få så megen indflydelse som overhovedet muligt i EU. Det er nødvendigt at vi virkeligt forstår hvad EU er. Det er ikke nogen Europæisk Union men en Vesteuropæisk Union af imperialistiske interesser, en magtblok for at dominere verden, der er under den tyske imperialismes ledelse i dets kamp for verdenshegemoni. At deltage i denne passer det danske imperialistiske bourgeoisi udmærket, idet den herskende klasse i Danmark altid har knyttet sig til den ene eller den anden af de større magter, alt efter de internationale styrkeforhold og egen vinding.

Derimod er proletariatets og folkets interesser helt modsatte, nemlig antagonistiske til bourgeoisiets, og det var dette der førte os til et Nej den 2. juni. Men endnu engang blev det med forløbet herefter afsløret at de såkaldte “folkeafstemninger” blot er et skuespil for at narre folket, at det allerede var bestemt at vi skulle ind i EU. Det kunne ingen “folkeafstemning” ændre på, fordi det er den herskende klasse i samfundet der er i besiddelse af den politiske magt og udøver sit klassediktatur. Marx lærer os at “staten er et organ for klasseherredømme, et organ for den ene klasses undertrykkelse af den anden, der betyder oprettelsen af en ‘orden’, der ophøjer denne undertrykkelse til lov…”. Staten er derfor et voldsapparat for at undertrykke de andre klasser, uanset om regeringssystemet er demokratisk-liberalt (som i Danmark, Europa, Nordamerika osv.) eller fascistisk, uden parlament og korporativt (som i Tyskland og Italien under 2. verdenskrig, og i nyere tid i f eks. Spanien og mange latinamerikanske lande).

Uanset hvilken regeringsform den herskende klasse anvender, finder der et klassediktatur sted og det uanset hvor meget de end råber op om “demokrati” for at tilsløre det. “I dag lever vi under bourgeoisiets diktatur hvor en meget lille udbyttende klasse, hersker over proletariatet og folket der udgør majoriteten. Kendsgerningen er at det er umuligt at ændre dette forhold ved at sætte sin lid til stemmesedlen og opstilling til parlamentet, fordi den politiske magt ikke findes dér. Vi kan ikke ændre statens klassekarakter ved at deltage i regeringen eller forsøge at vinde flertallet i parlamentet. Lenin sagde: “Med flere års mellemrum at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse der i parlamentet skal ud- og undertrykke folkets krav – det er den borgerlige parlamentarismes sande væsen, ikke blot i de parlamentarisk-konstitutionelle monarkier, men også i de allermest demokratiske republikker”. “Valgene” tjener til at foregive at der findes “demokrati” i vort land og til at legitimere. Ligeså var det med disse “folkeafstemninger” 2. juni og 18. maj, de var blot et middel til at narre masserne til at tro på “demokratiet” og de blev brugt i et forsøg på at legitimere vor indtræden i EU, uanset hvor lille flertallet var.

Derfor var både 2. juni og 18. maj yderst gode lektioner i udøvelsen af bourgcoisiets diktatur. Ydermere var 18. maj et godt eksempel på at ethvert klassediktatur behøver at have fuld kontrol over staten, der er et voldsinstrument for at opretholde den herskende klasses politiske magt. De væbnede styrker er derfor, som i alle andre stater, også rygraden i den danske stat, og i det tilfælde at det er nødvendig for den herskende klasse, vil politiets indtræden altid blive efterfulgt af selve hærens, som det f.eks. var tilfældet ved den folkelige eksplosion i Los Angeles i 1992.

Derfor er det kun muligt for proletariatet og folket med den revolutionære vold gennem folkekrigen, der er proletariatets militære teori, at tilintetgøre den gamle stat for at opbygge en ny. Den vil tage form af et proletariatets diktatur, der er flertallets diktatur, over den gamle og lille udbytterklasse. Dette sker for gennem den socialistiske revolution at opløse klasserne overhovedet, hvilket sker ved at fjerne det økonomiske grundlag for deres eksistens, den private ejendomsret til produktionsmidleme. Herefter vil på hinanden følgende kulturrevolutioner finde sted for at bringe overbygningen i overensstemmelse med samfundets økonomiske basis og forhindre at revisionismen kan genoprette kapitalismen, som det skete i Sovjetunionen med Khrustjofs kontra-revolutionære kup i 1956 og i Kina med Teng Shiao-pings kontra-revolutionære kup i 1976 efter Formand Maos død. Således vil menneskeheden marchere til konmmunismen der er det klasseløse samfund, som vi enten alle eller ingen vil komme til.

Modstanden imod EU misbruges til at forsvare den danske stat
Imidlertid hersker der en stor uklarhed om visse afgørende spørgsmål som bliver misbrugt til at vildlede masserne. Såkaldte EU-modstandere som f. eks. JuniBevægelsen, lovpriser de forskellige nationale europæiske “parlamentariske demokratier”, herunder Danmarks folketing og grundlov, og angriber derimod EU som værende roden til alt ondt. JuniBevægelsen ønsker i stedet for EU og Maastricht-Traktaten, at bibeholde EF og at vi skal øge samarbejdet med de andre nordiske lande, og ligeledes fremhæves de gang på gang at vi bør sætte vor lid til FN. Nu arbejder JuniBevægelsen ihærdigt for en ny folkeafstemning om resultatet af regeringskonferencen dette år.

Lad os analysere hvad dette egentlig betyder: For det første tilslører JuniBevægelsen med denne lovprisning den danske stats essens, bourgeoisdiktaturet, og dermed undertrykkelsen og udbytningen af proletariatet og folket. For det andet: de ønsker at Danmark skal forblive i EF, dvs. det grundlag hvorudfra EU selv er udsprunget, hvilket betyder at de blot er uenige i hvilken organisatorisk struktur de forskellige imperialistiske magters samarbejde skal have. For det tredje: når de siger “vi” skal øge samarbejdet de nordiske lande imellem, mener de at det danske imperialistiske bourgeoisi skal samarbejde mere med deres klasseallierede i Sverige og Norge, for at fremme deres fælles imperialistiske interesser. For det fjerde: når de sætter deres lid til FN, gør de det for i stedet at opnå et nærmere forhold til USA-imperialismen, der hovedsageligt leder FN og anvender organisationen til at opnå sine mål verden over. Tilsidst forsøger de at låse masserne fast i deltagelsen i de “folkeafsteninmger”, der fremstilles som vejen til at bekæmpe EU’s tiltag med og vejen for at melde Damnark ud af EU igen. Dette på trods af at umuligheden af dette i selvsamme øjeblik tydeligt bliver demonstreret for alle, idet regeringen og ikke mindst Venstre og de Konservative er godt igang med at afskaffe de “undtagelser”, som blev “garanteret” op til “folkeafstemningen” den 18. maj. Men hvad andet kunne man forvente af en organisation der ledes af en hærdet revisionist som Jens Peter Bonde, der er tidligere medlem af det revisionistiske “DKP”.

På trods af de forskelligheder der findes, indgår Enhedslisten og også Folkebcvægelsen mod EF-Unionen stort set under de selvsamme positioner, hvilket virker imod proletariatets og folkets kamp imod EU og den danske stat. Når disse partier og bevægelser fremsætter det korrekte krav at Danmark skal ud af EU, gør de det for samtidig at forsvare den danske imperialistiske stat. Kendsgerningen er nemlig at det hverken betyder Danmarks undergang om vi deltager eller ikke deltager i EU, som både Ja og Nej-sigerne påstår. Det danske bourgeoisi ved udmærket godt at basis for deres profit er udbytningen af proletariatet i Danmark og af folket i de undertrykte nationer, og ikke udbytningen af proletariatet i de øvrige EU-lande, men som sagt håber den del af det imperialistiske bourgeoisi der hegemoniserer, at vokse i ly af hovedsageligt Tysklands fremarch.

Dvs. at disse partier og bevægelser blot har bundet sig til andre dele af det danske bourgeoisi, hvis interesse ligger i at udvikle sig uden for EU. Dette skyldes ikke disse partiers medlemsmasse der hovedsageligt består af progressive mennesker, men deres ledelser der består af opportunister, revisionister og reaktionære. Lenin har på mesterlig vis analyseret at da imperialismen, kapitalismens højeste og sidste stadie, opstod omkring århundredeskiftet, blev det muligt for bourgeoisiet udfra deres høje monopolistiske profitter og udbytningen af de undertrykte nationer, at bestikke en mindre del af proletariatet der blev til et arbejderaristokrati. Denne bestikkelse virker som et økonomisk grundlag for at nære, forme og befæste revisionismen indenfor proletariatets rækker. Revisionisme betyder at revidere de marxistiske principper ved at henvise til de nye omstændigheder. Lenin sagde at revisionismen er bourgeoisiets fortrop indenfor proletariatets rækker, og for at kæmpe imod imperialismen er det nødvendigt at kæmpe imod revisionismen, da det er to sider af samme mønt.

Hvordan vi skal bekæmpe EU
Den proletariske holdning til EU er helt klar. Vi fordømmer og bekæmper EU. Det gør vi fordi den går imod vor klasses interesse, og fordi den kun skaber mere udbytning og fører til at vore tilkæmpede rettigheder bliver taget fra os igen. Dette fører i sig selv til at klassekampen intensiveres, men dette kan ikke bruges som undskyldning for at stemme ja og dermed forråde proletariatets og folkets interesser. I stedet skal vi rejse den størst mulige bevægelse imod EU på et retfærdigt og korrekt principielt grundlag, der ikke tjener til at forsvare den danske stat, men til at ødelægge den. Denne bevægelse skal mobilisere folket til at boykotte alle evt. “folkeafstenuiinger” bourgeoisiet vil forsøge at legitimere EU og Danmarks deltagelse med. En sådan bevægelse er hvad de i virkeligheden frygter allermest, hvilket bevises af de utallige gange politikerne herhjemme har udtalt (såsom Schlüter har gjort det på TV) at det ikke er afgørende om man stemmer Ja eller Nej, men at man stemmer.

Klassekampens intensivering vil dog uden tvivl fremskynde EU’s sammenbrud. Hertil påhviler det os at bidrage mest muligt ved at lave revolutionen i vort eget land. Revolutionen er den politiske og historiske hovedtendens i verden og vi befinder os på nuværende tidspunkt i indledningen af en Ny Stor Bølge af den proletariske verdensrevolution, hvilket folkekrigens indledning i Nepal i februar bekræfter, og denne Nye Store Bølge er så mægtig en kraft at intet kan holde den tilbage. På alle fem kontinenter kæmper den revolutionære og reaktionære vold, mest tydeligt i Peru hvor 16 års sejrrig folkekrig under ledelse af Perus Konununistiske Parti, har udviklet sig til at blive verdensrevolutionens fakkel, der for hver dag der går kommer tættere på den endelige opstand og magtens erobring i hele landet. Oprettelsen af Perus Folkerepublik, midt i selve Latinamika der er basis for yankee-imperialismens verdenshegemoni, vil tjene som en kampskyttegrav for verdens folk og som en støttebase for den proletariske verdensrevolution.

EUs sammenbrud er uundgåelig, fordi EU i sin essens og strategisk set er en papirtiger. Selvom den af udseende ser mægtig ud er den svag fordi den er adskilt fra masseme, der er de egentlige magthavere og skabere af historien. Europas folk foragter EU og dette forøges kun af de talrige problemer som EU står overfor, således var der i nov. 95 officielt 17,5 millioner arbejdsløse i EU-Iandene. I EU’s skød mødes talrige modsætninger og EU har været ude af stand til at sætte sine interesser igennem, både i det tidligere Jugoslavien hvor Tyskland indledte med at hælde benzin på bålet, og senest i Libanon under Israels kujonangreb, hvor Frankrig forsøgte at gå enegang, hvilket de andre EU-Iande har kritiseret meget skarpt. Omvendt angriber Frankrig Tyskland for at vise overdreven interesse for Østeuropa. Vi må dog ikke undervurdere EU. Denne Vesteuropæiske Union af imperialistiske interesser er her og nu farlig, men på længere sigt er den blot en papirtiger, der som alle andre imperialister og reaktionære lovmæssigt vil gå til grunde.

Midt i et komplekst system af krige, der sammenfattes i retfærdige og uretfærdige krige, vil imperialismen og verdensreaktionen gå under og socialismen vil opstå, og kun således kan et virkeligt forenet Europa og en forenet verden i folkets interesse tage form. Dette fremskyndes også af modsætningerne mellem de imperialistiske supermagter og magter, der indbyrdes er i ledtog og strid. Men deres grundlag er striden, fordi de hver især kæmper for at opnå verdenshegemoni. Deres strid fremskyndes kraftigt i dag, fordi vi er kommet ind i en ny omfordelingsperiode. Den første verden er ved at omdefinere sig, den består af de to supermagter: USA den eneste hegemonist og store politibetjent, der har voksende problemer. Og Rusland der efter Sovjetunionens opløsning kæmper med en forvredet økonomi, men stadig er en supermagt fordi den har sin atomarv som den truer med. Den anden verden består af de imperialistiske magter: Tyskland og Japan der kæmper for at blive supermagter, og begge med alvorlige og voksende problemer. Tyskland kan ikke fordøje Østtyskland som den har slugt, har skabt arbejdsløshed, lønnedgang, finansielle problemer. Japan befinder sig i dens værste krise siden 2. verdenskrig og dette karakteriseres ved en endnu større recession og finansielt sammenbrud, alt dette midt i en vedvarende handelskrig med yankee-imperialismen. De andre imperialistiske magter England, Frankrig, Kina osv. står overfor lignende problemer. Og således forbereder de samme modstandere fra de foregående verdenskrige en ny og tredje. Men dette må vi ikke tillade dem. Den tredje verden er basis for den proletariaske verdensrevolution, det imperialistiske tryk bøjer dem, men deres kamp viser os at de undertrykte nationers nationale befrielseskamp er hovedstyrken under proletariatets ledelse, gennem dets Kommunistiske Parti.

Den nuværende situation kræver af det internationale proletariat at rekonstituere de konununistiske partier der blev ødelagt af Khrustjofs og hans efterfølgeres (fra Breshnev til Teng Shiao-pings) moderne revisionisme, og skabe nye kommunistiske partier til at lede denne Nye Store Bølge af den proletariske verdensrevolution, der hvor de ikke fandtes. I dag er det internationale proletariat mere modent, hærdet og har flere erfaringer til at gøre dette. Frem for alt har vi vort ubønhørlige sejrsvåben – proletariatets eneste videnskabelige ideologi: marxismen-leninismen-maoismen, hovedsageligt maoismen i dag. Derfor skal vi forenes under maoismen, som det allerede er ved at ske.

Nødvendigheden af Danmarks Kommunistiske Parti
Alle dem der virkelig ønsker at bekæmpe EU og den danske stat, skal mobiliseres og anstrenge sig af alle kræfter for at skabe det kommunistiske parti. 18. maj blev det helt tydeligt bekræftet at der manglede en fortrop, til at videreføre den massive kraft der kom til udtryk i konfrontationen på selve afstenmingsnatten. Derefter mundede det hele ud i ingenting på trods af den ekseptionelt gode situation der var frembragt. Forskellige kendte gamle “venstrefløjs”-aktivister og partier, tilrev sig som sædvanligt opmærksomheden og misbrugte situationen til at aflede massemes kamp eller fordømmne den, og andre igen fremførte deres egne mærkesager. De autonome var heller ikke i stand til effektivt at videreføre den kampvilje der viste sig, og bl.a. på flere pressemøder og lignende var de end ikke i stand til virkeligt at vise en forståelse af og forsvare begivenhederne 18. maj. Lige såvel er alle de erfaringer 18. maj har givet, aldrig blevet evalueret og sanmmenfattet for at kunne anvendes, hvilket betyder at vigtig lærdom går tabt og at store fejl gentages igen og igen.

Derfor tegner den nødvendige opgave sig mere og mere tydelig. Vi behøver det kommunistiske parti der er et parti af ny type, i dag et marxistisk-leninistisk-maoistisk parti, opbygget og hærdet for at kunne udføre vor klasses historiske opgave – at erobre den politiske magt. Vi, Studiekredsen Røde Sol, er derfor af den mening at den første store opgave der rejser sig foran vor klasse og som vi bør løse på en retfærdig og korrekt vis, er at evaluere kommunisternes historie i Danmark frem til i dag. Hovedsageligt skal vi studere DKP’s historie førend den modeme revisionisme systematiseredes i partiet som linie sidst i 1950’eme. Fordi derefter har der under ingen omstændigheder eksisteret et ægte kommunistisk parti til at lede det danske proletariat og folk, men forskellige afskygninger af den modeme revisionisme, i hvilken selvsamme situation vi befinder os i dag. Vi fastholder at det er nødvendigt at fuldende dette dybtgående studie, for først og fremmest at fastslå om hvorvidt der har eksisteret et konmmunist parti på en klar marxistisk-leninistisk basis i Danmark, hvilket det kommunistiske parti i dag nødvendigvis må være en fortsættelse af. Denne fastslåelse er absolut nødvendig for at kunne komme frem til den afgørende konklusion, om hvorvidt vi skal danne Danmarks Kommunistiske Parti, eller rekonstituere det, hvilket vil sige at videreføre og udvikle Danmarks Kommunistiske Parti. Det er denne opgave der er nødvendig, det er denne forståelse kommunisterne, de revolutionære og alle progressive må komme frem til, påtage sig og arbejde for i dag og vi, Studikredsen Røde Sol, påtager os komplet, betingelsesløst, bevidst og frivilligt det ansvar at fremskynde denne proces mest muligt.

Vi opfordrer alle til at deltage og bidrage mest muligt til at denne proces kan udfolde sig succesrigt. Vi skal ikke frygte forhindringerne, men være parate til at trodse dem alle. Formand Mao lærte os for lang tid siden at vor vej er snoet og bugtet, men at fremtiden er lysende. Dette skal vi være overbeviste om, idet vi ved at ingen har en så strålende fremtid som vor klasse.

Leve massernes modige modstand 18. maj!
Det er rigtigt at gøre oprør!
Ned med EU!
Leve Formand Gonzalo, fører af det internationale proletariat!
Leve marxismen-leninismen-maoismen!
Leve den Nye Store Bølge af den proletariske verdensrevolution!
Boykot bourgeoisiets “valg” og “folkeafstemninger”!
Bekæmp imperialismen, revisionismen og verdens reaktionen!