V. I. Lenin: “Et brev til en kammerat om vore organisatoriske opgaver”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, erobringen af magten!

ET BREV TIL EN KAMMERAT OM VORE ORGANISATORISKE OPGAVER

V. I. Lenin
September 1902

Samlede Værker
Bind 6
Reproduceret af
Den Røde Fane

ET BREV TIL EN KAMMERAT OM VORE ORGANISATORISKE OPGAVER

Gode kammerat!

Med fornøjelse imødekommer jeg din opfordring om at give en kritik af dit forslag til „organisation af Skt. Petersborgs revolutionære parti“. (Du tilsigtede formodentlig en organisering af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderpartis virksomhed i Skt. Petersborg.) Det spørgsmål, du har rejst, er så vigtigt, at samtlige medlemmer af Skt. Petersborg-komiteen og endogså alle russiske socialdemokrater i almindelighed burde deltage i diskussionen.

Allerførst udtrykker jeg min fuldstændige enighed i din forklaring vedrørende udueligheden af forbundets tidligere organisation. Du peger på manglen af alvorlig skoling og revolutionær opdragelse af de mere progressive arbejdere, på det såkaldte valgsystem, som så stolt og stædigt forfætes af „Arbejdersagen“-tilhængere for de „demokratiske“ princippers skyld, samt på arbejdernes tilbageholden fra den aktive virksomhed.

Netop dette: 1) Manglen på alvorlig skoling og revolutionær opdragelse (ikke blot hos arbejderne, men også hos de intellektuelle), 2) malplaceret og overdreven anvendelse af valgprincipper og 3) arbejdernes ukendskab til aktiv revolutionær virksomhed, — netop dette er hovedfejlene ved Skt. Petersborg-afdelingen, og også mange andre lokale organisationer.

Da jeg fuldt ud deler dit grundsyn på de organisatoriske opgaver, tilslutter jeg mig også dit organisationsprojekt, så vidt som jeg af dit brev har forstået dets hovedtræk. Jeg er nemlig fuldstændig enig med dig om at man skal lægge særlig vægt på opgaverne for arbejdet over hele Rusland og for Partiet i det hele taget. Dette udtrykker du i dit forslags første punkt:

„Hele Partiets (og ikke kun en enkelt komites eller et andet distrikts) ledende centrum er avisen ‚Gnisten‘, som har faste korrespondenter blandt arbejderne og nær kontakt med organsiationens indre arbejde.“

Jeg vil blot påpege, at avisen kan og skal være Partiets ideologiske leder, udvikle teoretiske sandheder, taktiske principper og almene organsiatoriske idéer samt hele Partiets generelle opgaver nårsomhelst. Den umiddelbare praktiske leder af bevægelsen kan kun være en særskilt central gruppe (vi kan kalde den Centralkomiteen), som står i personlig forbindelse med alle komiteerne og som omfatter alle de bedste kræfter i det russiske Socialdemokrati samt udfører alle almene partianliggender, såsom udbredelsen af litteratur, udgivelsen af flyveblade, partikræfternes placering, udvælgelse af personer eller grupper tilvaretagelse af særlige opgaver, forberedelsen af almene demonstrationer og rejsninger osv. Nødvendigheden af den strengeste hemmelighed og opretholdelsen af bevægelsens kontinuitet forudsætter for Partiet to ledende centre: CO (Centralorganet) og CK (Centralkomiteen). Det førstnævnte skal lede bevægelsen ideologisk, det andet — direkte og praktisk. Handlingsenheden og den nødvendige solidaritet mellem disse grupper skal sikres, ikke blot gennem et enkelt fælles partiprogram, men også gennem de to gruppers sammensætning, (i begge grupper, såvel CO som CK, skal findes partikammerater, som har opnået fuldstændig indbyrdes enighed) — og gennem fastsættelsen af regelmæssige og systematiske fællesdiskussioner. Først da vil på den ene side CO stå udenfor de russiske gendarmers rækkevidde, dets beståen og kontinuitet bliver sikret, og på den anden side vil CK altid stå solidarisk med CO i alle væsentlige spørgsmål og have tilstrækkelig frihed til direkte at bestemme over den praktiske side af bevægelsen.

Det ville derfor være ønkseligt, at det første punkt i vedtægterne (ifølge dit projekt) ikke blot angav hvilket partiorgan, der skal anerkendes som det ledende — dette er naturligvis nødvendigt at angive — men også, at vedkommende lokalorganisation stiller sig som opgave aktivt at arbejde på at skabe, understøtte og befæste de centrale afdelinger, uden hvilke vort Parti ikke kan bestå som Parti.

Videre siger du i det andet punkt af vedtægterne om komiteen, at den skal „lede den lokale organisation“ — måske ville det være bedre at sige: „hele det lokale arbejde og alle de lokale partiorganisationer“, men jeg vil ikke dvæle ved detaljer i formuleringen — og at den skal bestå af både arbejdere og intellektuelle, for det at dele dem i to komiteer er skadeligt. Dette er absolut korrekt. Der skal kun være én komite af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, og i den skal sidde fuldt overbeviste socialdemokrater, som helt og holdent helliger sig socialdemokratisk virksomhed. Specielt skal vi sørge for at så mange arbejdere som muligt bliver helt klassebevidste og professionelle revolutionære og bliver medlemmer af komiteen.1 Forudsat at det bliver en enkelt — ikke dobbelt — komite, får spørgsmålet om at komitemedlemmerne personligt skal kende en mængde arbejdere særlig betydning. For at lede alt hvad der foregår blandt arbejderne må man have mulighed for at kome ind overalt, være kendt med mange arbejdere og have alle slags kanaler, osv. I komiteen skal derfor, så vidt muligt, findes alle arbejderbevægelsens ledere fra arbejdernes egne rækker, komiteen skal lede alle sider af den lokale bevægelse og disponere over alle Partiets lokale organer, kræfter og midler. Du taler ikke om hvordan komiteen skal være sammensat — formodentlig er vi også der enige om at det næppe er nødvendigt at have specielle regler angående komiteens sammensætning; det er lokalt partikammeraternes sag. Man skulle måske blot angive, at nye medlemmer skal tilsluttes komiteen ved dens flertalsbeslutning (eller 2/3 deraf), at komiteen skal sørge for at dens kontaktlister overdrages til en (i revolutionær henseende) pålidelig og (i politisk betydning) sikker person eller personer, samt at kandidatmedlemmer forberedes i forvejen. Når vi får et CO og en CK skal nye komiteer dannes kun med deres samarbejde og samtykke. Antallet af medlemmer i komiteen skal så vidt muligt ikke være alt for stort (så at dens medlemmer er veluddannede og hver især grundigt skolet i den teknik som angår vedkommendes gren af den revolutionære virksomhed), men samtidig tilstrækkeligt stort til at kunne tage sig af alle aspekter og sikre alsidig belysning af spørgsmålene og fasthed i beslutninger. Hvis det skulle vise sig at der er ret mange medlemmer og at det er farligt for dem at mødes hyppigt, bliver det måske nødvendigt i komiteen at udnævne en særlig, meget lille udøvende gruppe (på lad os sige fem eller endnu færre medlemmer), som skal bestå af sekretæren og nogle andre som medlemmer, som er mest kompetente til praktisk at lede hele arbejdet. For denne lille gruppe er det af særlig stor vigtighed at have suppleanter parat i tilfælde af arrestationer, så at arbejdet ikke går i stå. Komiteen skal på dens fællesmøder behandle eksekutivgruppens beslutninger, bestemme dens sammensætning osv.

Videre nævner du efter komiteen, som underordnende denne følgende slags virksomhed: 1) Diskussionmøder (konferencer mellem de „bedste“ revolutionære), 2) distrikscirkler med 3) en propagandacirkel tilknyttet hver af disse, 4) fabrikscirkler og 5) „repræsentantskabsmøder“ mellem delegerede fra fabrikscirklerne indenfor et givet distrikt. Jeg er fuldstændig enig med dig i at alle yderligere virksomhedsområder (og de skal være mange og forskellige, udover dem du har nævnt) skal underordnes komiteen, og at det er nødvendigt at have distriksgrupper (for store byer) og fabriksgrupper (overalt). Men i flere detaljer er jeg ikke helt enig med dig. For eksempel med hensyn til „diskussionsmøder“. Jeg mener at de er fuldstændigt unødvendige. „De bedste revolutionære“ skal alle være med i komiteen eller have særlige funktioner (i trykning, transport, agitationsrejser, organisationen af lad os sige et pasbureau, eller en afdeling for kamp mod spioner og provokatører eller grupper indenfor hæren osv.).

Konferencer vil blive afholdt i komiteen og i hvert distrikt og i hver fabriks-, propagandist-, faglig (vævernes, mekanikernes, læderarbejdernes osv.), studenter- eller litteraturcirkel osv. — hvorfor skal man da behøve nogen særlig anordning for konferencer?

Videre: Du kræver med fuld ret, at „alle som ønsker det“ skal have muligheder for at skrive direkte til „Gnisten“. Men man må blot med „direkte“ ikke mene, at „alle som ønsker det“ skulle have adgang og adresse til redaktionen, men forstå det således, at det skulle være obligatorisk at sende breve til redaktionen for alle der ønsker at skrive. Adresserne skal uddeles i temmelig stor udstrækning, men dog ikke til alle som ønsker det, men kun til pålidelige revolutionære, som vides at kunne overholde sikkerhedsbetingelserne — måske endda ikke til én person i hvert distrikt, som du foreslår, men til flere. Det er også nødvendigt at alle som deltager i arbejdet, i hver cirkel, får ret til at fremlægge sine beslutninger, ønsker og anmodninger, såvel for komiteen som for CO og CK. Hvis vi sikrer dette, så opnår man ved alle konferencer fordelen af alsidig belysning, uden at behøve skabe sådanne besværlige og usikre arrangementer som disse „diskussionsmøder“. Naturligvis må vi også bestræbe os på at arrangere „personlige diskussioner“ i så stort antal som muligt mellem alle og alle slags funktionærer — men hele sagen beror på sikkerhedshensyn. Almene møder og sammenkomster er i Rusland sjældent muligt og kun undtagelsesvist, og man må være særlig forsigtig med „de bedste revolutionæres“ deltagelse på disse møder, for på almene møder i det hele taget kan en provokatør lettere slippe ind og spioner lettere følge en mødedeltager. Jeg tror det ville være bedre at gøre således: Når man kan arrangere møder med lad os sige 30-100 deltagere (f.eks. om sommeren i en eller anden skov, eller i et specielt hertil sikret, hemmeligt lokale) kan komiteen dertil sende en eller to af de „bedste revolutionære“ og sikre sig at mødet får de rette deltagere, dvs. at man inviterer så stort et antal pålidelige medlemmer som muligt fra fabriksceller osv. Men disse møder må ikke officielt anmeldes; de må ikke tages med i vedtægterne, ej heller afholdes regelmæssigt; det må ikke ordnes sådan, at alle deltagere i mødet kender alle de andre tilstedeværende, dvs. vide at alle er „repræsentanter“ fra en cirkel osv. Derfor er jeg imod ikke blot „diskussionsmøder“, men også „repræsentantmøder“. I stedet for disse to institutioner vil jeg foreslå følgende bestemmelse: komiteen sørger for arrangementet med størst muligt antal praktiske deltagere i bevægelsen og arbejdere i almindelighed. Tid, sted og grund til mødet og sammensætningen af deltagerne bestemmes af komiteen, som også er ansvarlig for at det hele holdes hemmeligt. Det er selvindlysende, at dette ikke indebærer nogen begrænsning i organiseringen af mindre formelle arbejdersammenkomster, såsom udflugter i det grønne osv. Det ville måske være endnu bedre ikke at nævne dette i vedtægterne.

Videre, med hensyn til distriksgrupperne, er jeg helt enig med dig i, at en af deres vigtigste opgaver er at sørge for litteraturspredningen. Jeg mener, at disse grupper hovedsageligt skal være formidlere mellem komiteerne og fabrikkerne — formidlere og fortrinsvis budbringere. Hemmelig ordning af effektiv uddeling af den litteratur, som modtages fra komiteen, skal være deres vigtigste opgave. Og denne opgave er i højeste grad vigtig, for hvis man sikrer regelmæssig forbindelse mellem en bestemt distriksgruppe af uddelere og alle fabrikkerne i distriktet, såvel som det størst mulige antal arbejderhjem inden for samme område, så vil dette få en umådelig betydning både for demonstrationer og rejsninger. At få organiseret en hurtig og regelmæssig spredning af litteratur, flyveblade, proklamationer osv., at uddanne et helt netværk af agenter til dette hverv — det indebærer at udføre størstedelen af forberedelserne til kommende demonstrationer eller en opstand. I det øjeblik, da uroligheder, strejker og rejsninger bryder ud, er det allerede for sent at ordne omdelingen af litteratur — dette kan opbygges gradvist ved at gøre uddeling obligatorisk to eller tre gange om måneden. Hvis man ikke har aviser, bør man uddele pjecer, men fordelingsapparatet må i intet tilfælde ligge stille. Man må stræbe efter at gøre dette apparat så fuldkomment, at hele Skt. Petersborgs befolkning kan underrettes og så at sige blive mobiliseret fra den ene dag til den anden. Og dette er slet ikke noget utopisk mål, hvis blot flyvebladene systematisk fordeles fra centrum til de snævrere formidlende cirkler og til deres uddelere. At udvide grænserne for distriksgruppens virksomhed til andre funktioner, ud over formidling og spredning, vil efter min mening ikke være hensigtsmæssigt, eller rettere, vil være hensigtsmæssigt kun med den største forsigtighed — ellers kan det blot skade arbejdets hemmeligholdelse og hensigtsmæssighed. Selvfølgelig vil diskussioner om alle partispørgsmål også finde sted i distriktsgrupperne, men kun komiteen bør afgøre almene spørgsmål inden for den lokale bevægelse. Distriksgruppernes selvstændighed bør kun tillades i spørgsmål om teknikken og metoderne for litteraturspredning og aflevering. Distriktsgruppens sammensætning skal bestemmes af komiteen, dvs. komiteen udnævner en eller to af sine medlemmer (eller ikke-medlemmer) til delegerede for et distrikt og påbyder dem at danne en distriktsgruppe, hvoraf igen alle medlemmer så at sige indsættes af komiteen. Distriktsgruppen udgør en gren af komiteen, og opnår sin kompetence udelukkende fra denne.

Jeg vil nu gå over til spørgsmålet om propagandistcirkler. At organisere sådanne inden for hvert enkelt distrikt er næppe muligt på grund af manglen på propagandistiske kræfter og næppe engang ønskeligt. Propagandaen skal føres ensartet af hele komiteen og skal centraliseres strengt. Derfor forestiller jeg mig opgaven på følgende måde: Komiteen giver nogle af sine medlemmer til opgave at organisere en gruppe af propagandister (som bliver en underafdeling til komiteen eller et af dens organer). Denne gruppe skal, med distriktsgruppens hjælp til hemmeligholdelse, drive propaganda over hele byen, og alle de steder som er „underordnet“ komiteen. Hvis det er nødvendigt kan denne gruppe danne undergrupper og overlade dem visse af sine funktioner, men kun med komiteens godkendelse; komiteen skal altid og ubetinget have ret til at indsætte en delegeret i en hvilken som helst gruppe, undergruppe eller cirkel, som på nogen måde er tilsluttet bevægelsen.

På samme måde — som underafdeling til komiteen eller dens organer — skal alle de forkellige grupper som tjener bevægelsen organiseres: grupper for studerende eller gymnasiaster, og grupper for sympatiserende embedsmænd, transport- og trykkerigrupper og grupper til anskaffelse af pas og hemmelige lokaler, grupper til forfølgelse af spioner, militærgrupper, grupper til anskaffelse af våben, grupper til organisering af f.eks. „financielt fordelagtige foretagender“ osv. Hele den hemmelige organisationskunst skal bestå i at udnytte alt hvad der er muligt, „at give arbejde til alle og enhver“, samtidig ledende hele bevægelsen, naturligvis ikke i kraft af magt, men i kraft af autoritet, energi, større erfaring, større alsidighed og større dygtighed. Denne bemærkning sigter til den mulige og sædvanlige indvending, at en streng centralisering alt for let kan skade bevægelsen, hvis der i ledelsen måtte findes en inkompetent person med alt for stor magtbeføjelse. Dette er naturligvis muligt, men kan ikke forebygges ved valgsystem og decentralisering, som er absolut utilladeligt i større omfang og rent ud skadeligt for det revolutionære arbejde under enevælden. Det kan heller ikke forebygges af nogen som helst vedtægter, men kun gennem „kammeratlig påvirkning“, begyndende med resolutioner fra alle slags undergrupper, og fulgt af henvendelser til CO og CK, samt sluttelig med (i værste fald) fjernelsen af de personer der har magten og som er fuldstændigt inkompetente. Komiteen må anstrenge sig på så fuldstændigt som muligt at gennemføre arbejdsfordeling, huskende på at til forskellig slags revolutionær virksomhed kræves forskellige evner, og at en person, som er fuldkommen uegnet som organisator, kan blive en uerstattelig agitator, eller at en person, som ikke dur til strengt hemmeligt arbejde, kan være en ypperlig propagandist osv.

Siden vi taler om propagandisterne vil jeg gerne sige nogle kritiske ord om den sædvanlige overbefolkning af dette område med inkompetente personer, som sænker propagandaens niveau. Hos os indtræffer det undertiden, at den første den bedste studerende uden skelnen anses for propagandist, og disse unge kræver at „få tildelt en cirkel“ osv. Dette skal bekæmpes, for det gør megen skade. Der findes yderst få propagandister med konsekvente principper og virkelig kompetence (og for at blive en sådan må man gennemgå ordentlig uddannelse og samle erfaring). De skal specialisere sig, kun beskæftige sig med dette arbejde og beskyttes omhyggeligt. De bør holde flere forelæsninger om ugen og i almindelighed bør kompetente propagandister rejse rundt til andre byer, når det er nødvendigt. Men den store masse af unge nybegyndere skal helst sættes til praktiske opgaver, som hos os forsømmes i sammenligning med de studerendes arbejde i cirklerne, hvilket optimistisk nok kaldes „propaganda“. Naturligvis er det for alvorlige praktiske opgaver også nødvendigt med en grundig forberedelse, men i disse er det alligevel lettere at finde arbejde netop for „nybegyndere“.

Og nu noget om fabrikscirklerne. De er særlig vigtige for os, hele bevægelsens styrke ligger jo i at organisere arbejdere på de store fabrikker, for netop i de store fabrikker og virksomheder findes ikke blot det overvejende flertal arbejdere, men netop de mest indflydelsesrige, mest uddannede og til kampen dygtigste elementer af arbejderklassen. Enhver fabrik skal være vor fæstning og til dette arbejde må enhver „fabriks“-arbejderorganisation være lige så lukket indadtil som „forgrenet“ udadtil, dbs. i sine ydre forbindelser, og strække sine følehorn så langt ud og i så mange retninger, som nogen revolutionær organisation. Jeg understreger, at også her skal de revolutionære arbejderes gruppe ubetinget være selve kernen og ledende centrum. Vi må fuldstændig bryde med den traditionelle rent faglige type socialdemokratiske organisation, herunder også „fabriks“ cirklerne. Gruppen eller komiteen på arbejdspladsen skal — for at adskille sig fra andre grupper, af hvilke der findes en hel mængde — bestå af et meget lille antal revolutionære, som direkte fra komiteen får instrukser og beføjelse til at udføre al partivirksomhed på arbejdspladsen. Alle medlemmer af fabrikskomiteen bør betragte sig som partikomiteens repræsentanter, forpligtet til at underordne sig alle dens dispositioner, at iagttage alle „love og sædvaner“ i den „aktive hær“, i hvilken de er indtrådt og ud af hvilken de i krigstid ikke har ret til at træde ud af uden tilladelse af ledelsen. Fabrikskomiteens sammensætning er derfor af meget stor betydning og en af komiteens hovedopgaver må være at sammensætte underkomiteerne rigtigt. Jeg forestiller mig sagen på følgende måde: Komiteen instruerer visse medlemmer (plus visse arbejdere, som af en eller anden grund ikke er medlemmer af komiteen, men som kan gøre nytte gennem deres erfaring, bekendtskabskreds, intelligens og forbindelser) til overalt at organisere underkomiteer. Komiteen rådfører sig med distriktsrepræsentanterne, arrangerer nogle møder, prøver omhyggeligt kandidaterne til underkomiteerne, underkaster dem krydsforhør, sætter dem — hvis sådant behøves — på prøve og forsøger derved direkte at prøve så mange kandidater som muligt til de respektive fabrikkers underkomite, og til sidst fremlægger den en kandidatliste til godkendelse for komiteen eller forslår at en udvalgt arbejder får beføjelse til at danne, udnævne eller udvælge en hel underkomite. På den måde kommer komiteen også til at afgøre, hvilken af disse repræsentanter, der skal sørge for kontakten med den og hvorledes forbindelserne skal opretholdes. Som regel skal det ske gennem distriksrepræsentanter, men denne regel kan udvides og indskrænkes. I betragtning af disse fabrikskomiteers betydning, skal vi så vidt muligt sørge for, at hver underkomite får både en adresse for henvendelser til centralorganet og et sikkert opbevaringssted til kontaktlisten (så at de oplysninger, som er nødvendige for umiddelbar genoprettelse af underkomiteen, i tilfælde af arrestationer, så regulært og fuldstændigt som muligt fordres til particentralen for at opbevares på et sted, hvor de russiske gendarmer ikke kan få fat i dem). Det siger sig selv at denne overgivelse af adresser skal bestemmes af komiteen efter dens eget skøn og på basis af dens forhåndenværende oplysninger, men ikke på basis af ikke-eksisterende ret til „demokratisk“ fordeling af disse adresser. Endelig ville det måske ikke være af vejen at gøre opmærksom på, at det undertiden kan blive nødvendigt eller mere hensigtsmæssigt i stedet for en underkomite med flere medlemmer, at indskrænke sig til at udnævne en repræsentant fra komiteen og en suppleant. Så snart fabriksunderkomiteen er dannet, skal den gå igang med at organisere en række grupper og cirkler med forskellige opgaver og med forskellig grad af hemmelighed og organisationsform, f.eks. cirkler til afhentning og spredning af litteratur (en af de vigtigste funktioner, som skal ordnes således, at vi får vort eget postvæsen, så at ikke blot distributionsmetoderne men også at ombæringen til adresserne kontrolleres og prøves, så at man kender alle adresser og kontaktmuligheder); cirkler til læsning af illegal litteratur; til forfølgelse af spioner2; cirkler til ledelsen af den faglige bevægelse og den økonomiske kamp; agitator- og propagandacirkler, hvis medlemmer forstår at indlede og fortsætte en samtale i fuld legal form (om maskiner, arbejdsinspektion o.lign.) for at få lejlighed til uden risiko at tale offentligt, lære arbejderne at kende og undersøge terrænet osv.3 Fabrikskomiteen skal bestræbe sig på at udstrække sin indflydelse til hele arbejdspladsen, at nå så mange arbejdere som muligt gennem et netværk af alle slags cirkler (eller repræsentanter). Resultatet af underkomiteens virksomhed skal måles ved antallet af sådanne cirkler, ved muligheden for at have en omrejsende propagandist og fremfor alt ved pasningen af regelmæssig litteraturspredning og indsamling af information og korrespondance.

Efter min mening skal den almene organisationstype være som følgende: I spidsen for hele den lokale bevægelse, for hele det lokale partiarbejde, står en komite, Under denne sorterer øvrige organer og afdelinger, såsom 1) et net af administrerende repræsentanter, som om muligt når hele arbejdermassen og er organiseret i form af distriktsgrupper og fabriksundergrupper. Dette net skal under rolige forhold sprede litteratur, flyveblade, proklamationer og komiteens hemmelige meddelelser; under åben kamp skal den arrangere demonstrationer og lignende masseaktioner. 2) Fra komiteen udgår en række grupper og cirkler af alle slags til gavn for bevægelsen (propaganda, transport, hemmelige hverv af alle slags). Alle grupper, cirkler, underkomiteer og lignende skal være komite-organer eller afdelinger af den samme. Når nogle cirkler direkte udtaler deres ønske om at indtræde i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, og hvis komiteen godkender dette, indtræder de i Partiet, overtager (på opfordring af komiteen eller med dens samtykke) visse funktioner, forpligter sig til at underkaste sig Partiets bestemmelser, opnår samme rettigheder som partimedlemmer samt anses som kandidater til medlemsskab af komiteen osv. Andre vil ikke indtræde i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, men får status af cirkler, organiserede af nogle partimedlemmer, eller samarbejder med den eller en anden partigruppe osv.

I hele sin indre virksomhed er medlemmerne af alle disse cirkler naturligvis ligestillede, ligesom også komitemedlemmerne. Den eneste undtagelse herfra er, at ret til personlig kontakt med lokalkomiteen kun tilkommer den (eller dem), som denne komite har udset. Det samme gælder kontakten til centralkomiteen og centralorganet. I alle andre henseender bliver denne kammerat ligestillet med de øvrige, som har samme ret til at henvende sig (men ikke personligt) til lokalkomiteen og ligeledes til centralkomiteen og centralorganet. På den måde vil denne undtagelse ikke komme til at indskrænke ligestillingen, men er kun en nødvendig indrømmelse, som ubetinget kræves af hensyn til hemmeligholdelsen. Et komitemedlem som ikke overgiver en meddelelse fra „sin“ gruppe til komiteen, Centralkomiteen eller Centralorganet, gør sig skyldig i pligtbrud over for Partiet. Hvad angår graden af hemmeligholdelse og de forskellige cirklers organisatoriske form, beror denne på arten af deres funktioner; følgelig vil der findes de mest forskelligartede organisationer („strenge“, snævre, lukkede, „frie“, brede, åbne, løse). Så er det f.eks. nødvendigt at der i formidlingsgrupperne hersker den højeste grad af hemmelig og militær disciplin. For propagandisternes gruppe er hemmeligheden ligeså nødvendig, men ikke så meget den militære disciplin. For gruppen af arbejdere som læser legal litteratur eller arrangerer diskussioner om faglige krav og spørgsmål, er det endnu mindre nødvendigt mht. hemmeligholdelse osv.

Formidlingsgrupperne skal bestå af partimedlemmer og skal kende et vist antal af Partiets medlemmer og funktionærer. De grupper, som studerer arbejdsforhold og udarbejder faglige krav, behøver nødvendigvis ikke at tilhøre Partiet. Grupperne af studenterofficerer, eller tjenestemænd som foretager selvstudier i samarbejde med en eller to partimedlemmer, behøver ikke altid at vide at disse tilhører Partiet osv. Men i én henseende skal vi ubetinget kræve en maksimal grad af organisation hos alle disse undergrupper: hvert partimedlem, som deltager i en gruppe, skal også formelt være ansvarlig for arbejdet i gruppen, og forpligtet til at træffe alle forholdsregler for at såvel hver gruppes sammensætning og hele dens arbejdsmekanisme, som indholdet af dens virksomhed skal bekendtgøres i videst mulig udstrækning for centralkomiteen og centralorganet. Dette er nødvendigt for at partiledelsen skal få et fuldstændigt billede af hele bevægelsen og mulighed for at udse de forskellige partifunktionærer blandt en så stor kreds som muligt. Dette er også nødvendigt for at grupper af samme slags over hele landet med partiledelsens formidling kan tage ved lære af hinanden. Endelig er det nødvendigt for at advare mod opdukkende provokatører eller mistænkelige personer — kort sagt: det er absolut og yderst nødvendigt under alle omstændigheder.

Hvordan skal det gøres? Regelmæssige rapporter til komiteen, meddelelser om så meget som muligt af indholdet i de flest mulige rapporter til centralorganet, besøg af centralkomiteens og lokalkomiteens medlemmer, i alle slags cirkler og endelig obligatorisk overdragelse af kontaktlister til disse grupper — dvs. navn og adresse på nogle medlemmer fra hver gruppe til sikker opbevaring (samt til Partiets kontor hos Centralorganet og Centralkomiteen). Først når rapporterne er meddelt og kontakterne er videregivet, kan man sige, at en cirkels partimedlem har opfyldt sin pligt; — først da bliver hele Partiet i stand til at lære noget hos hver cirkel, som udfører praktisk arbejde. Først da behøver vi ikke at frygte arrestationer og lignende forhindringer, for gennem personlige forbindelser med de forskellige cirkler kan en delegeret fra vor Centralkomite altid med lethed straks finde suppleanter og få arbejdet genoptaget. En komites arrestation vil da ikke ødelægge hele maskineriet, men kun tage lederne bort, for hvilke der altid vil findes stedfortrædere. Kom nu ikke og sig, at overdragelse af rapporter og kontakter er umuligt for overholdelsen af hemmeligheden. Har man blot viljen dertil, så vil muligheden for at overgive (eller sende) rapporter og kontakter altid findes, så længe vi har komiteer, en Centralkomite eller et Centralorgan.

Vi er kommet frem til et yderst vigtigt princip om hele partiorganisationen og partivirksomheden: selv om der med hensyn til hele bevægelsens ideologiske og praktiske ledelse og proletariatets revolutionære kamp kræves den størst mulige centralisering, så kræves derimod med hensyn til particentralens (og følgelig hele Partiets) informationer om bevægelsen og med hensyn til ansvarligheden indenfor Partiet den størst mulige decentralisering. Bevægelsen skal ledes af det mindst mulige antal ensartede grupper af professionelle revolutionære med stor praktisk erfaring. Deltage i bevægelsen bør derimod det størst mulige antal yderst forskelligartede grupper af de mest forskellige udsnit af proletariatet (og af andre samfundsgrupper). Og med hensyn til hver lignende gruppe skal particentralen altid have, ikke blot nøjagtige informationer om deres arbejde, men også så fuldstændige oplysninger som muligt om gruppens sammensætning. Vi skal centralisere bevægelsens ledelse. Vi skal også (og netop derfor, for uden information er ingen centralisering mulig) i videst muligt omfang decentralisere, dvs. fordele det størst mulige ansvar indenfor Partiet på hvert enkelt medlem og deltage i arbejdet, på hver cirkel som indtræder i eller er associeret med Partiet. Denne decentralisering er en nødvendig betingelse for den revolutionære centralisering og et nødvendigt korrigerende middel til denne. Når nemlig centraliseringen er blevet fuldt gennemført og vi får et centralorgan og centralkomite, bliver det muligt for hver gruppe uanset størrelse at henvende sig til dem — og ikke blot henvende sig, men gøre det regelmæssigt som resultat af et system, rodfæstet gennem flere års erfaring — og muligheden for kedelige følger af en lokalkomites tilfældigvis uheldige sammensætning vil kunne fjernes. Nu da vi skrider til en fuldstændig og faktisk forening af Partiet og skaber et virkeligt ledende centrum, skal vi specielt huske på, at dette centrum bliver magtesløst, hvis vi ikke samtidig gennemfører den størst mulige decentralisering, både mht. ansvarligheden over for ledelsen og i spørgsmålet om viderebringelse af informationer om partimaskineriet i alle dets dele. En sådan decentralisering er intet andet end et udtryk for den arbejdsdeling, som generelt anses for et af vor bevægelses mest påtrængende praktiske krav. Ingen officiel anerkendelse af en bestemt organisaion som ledende, ingen oprettelse af en formel centralkomite kan forene vor bevægelse helt, eller skabe et varigt kampparti, hvis Partiets centrum til stadighed er isoleret fra det direkte praktiske arbejde i lokalkomiteer af den gamle type, dvs. på den ene side sådanne som optager en masse blandede personer, som hver og en sysler med lidt af hvert, men som ikke helliger sig nogen speciel gren af revolutionær virksomhed, ikke er ansvarlige for nogen særskilt opgave, ikke fuldfører en opgave vel gennemtænkt og forberedt som man har påtaget sig, samt spilder en masse tid og kræfter på radikale fraser og på den anden side en hel mængde studenter- og arbejdervirkler af hvilke halvdelen er ukendte for komiteen og den anden halvdel er lige så tunge, lige så lidt specialiserede, og heller ikke indhenter nogen revolutionær arbejdserfarin, ikke udnytter andres erfaring, men arbejder — fuldstændig som komiteen selv — med endeløse diskussioner „om alt muligt“, med valg og vedtagelse af love. For at Partiets centrum skal kunne arbejde godt, er det nødvendigt at lokalkomiteerne organiseres, bliver specialiserede og arbejdsdygtige organisationer som opnår virkelig „fuldendelse“ i en vis praktisk funktion. For at Partiets centrum skal kunne, ikke blot give råd, overbevise og diskutere (som det hidtil har gjort), men virkelig også dirrigere orkestrene, er det nødvendigt at vide bestemt, hvem der spiller de forskellige instrumenter samt hvorledes og hvornår vedkommende har lært sig at spille; hvem der spiller falsk (når musikken begynder at skurre i ørerne), hvor og hvorfor vedkommende gør det, og hvem der skal forflyttes, hvordan og hvorhen for at rette fejlen. For øjeblikket — det må vi sige rent ud — enten ved vi intet om komiteens virkeligt interne arbejde, udover dets proklamationer og almindelige korrespondance, eller også får vi det at vide igennem venner og bekendte. Men det er latterligt at tro, at et stort parti kan nøjes dermed — et stort parti, som skulle lede den russiske arbejderbevægelse og forberede et alment stormløb mod enevælden. Det er nødvendigt med indskrænkning af antallet af medlemmer i komiteen, overdragelse til så vidt muligt hver enkelt en speciel og vigtig funktion som vedkommende er ansvarlig for, dannelse af et særskilt meget lille administrerende centrum, uddannelse af et helt korps administrerende repræsentanter, som sætter komiteen i forbindelse med hver større fabrik, regelmæssigt spreder litteratur og som giver centrum et nøjagtigt billede over denne virksomhed og hele arbejdsmekanismen, og endelig skabelsen af talrige grupper og cirkler, som påtager sig forskellige funktioner eller samler personer, der sympatiserer med Partiet, arbejder med og forbereder sig på at blive medlemmer, for at centrum og komiteen altid skal være underrettede om disse cirklers virksomhed (og sammensætning) — se sådan skal reorganiseringen i Skt. Petersborg ske, ligesom også indenfor alle andre partikomiteer; og se der er så årsagen til at spørgsmålet om vedtægter har så lidt betydning.

Jeg begyndte at analysere en skitse til vedtægter, for tydeligere at bise, hvorhen mine forslag sigter og resultatet blev, håber jeg, at læseren indså, at det skulle være muligt at klare sig uden vedtægter! og erstatte dem med en regelmæssig rapportering over hver cirkel, hver arbejdsfunktion. Hvad kan man skrive i vedtægterne? Komiteen skal vejlede alle (det er klart nok). Komiteen udpeger en eksekutivgruppe (dette er ikke altid nødvendigt, og når det kommer dertil, er det ikke et spørgsmål om vedtægter, men om particentralens informering om gruppens sammensætning og dens kandidater). Komiteen fordeler de forskellige arbejdsområder mellem sine medlemmer og giver hver enkelt ordre til regelmæssigt at rapportere til komiteen og meddele centralorganet og centralkomiteen om arbejdets gang (også her er det vigtigere at meddele centrum om et bestemt anliggende end i vedtægterne at skrive en bestemmelse, som af mangel på folk hos os oftest ikke kan tillempes). Komiteen må nøje specificere, hvem der er medlem. Komiteen er selvsupplerende. Komiteen udnævner distriktsgrupper, fabriksunderkomiteerne og visse grupper (hvis vi skulle opregne hvad der er ønskeligt, ville vi aldrig blive færdige, og atopregne eksempler i vedtægterne er til ingen nytte; det er tilstrækkeligt at meddele particentralen om organiseringen).

Distrikts- og underkomiteerne danner de og de cirkler — at sammensætte vedtægter for den slags gavner så meget mindre i øjeblikket, som vi næsten ikke (på en del steder slet ikke) har nogen almen partierfaring om sådanne forskellige gruppers og undergruppers virksomhed, og for at skaffe en sådan erfaring kræves — ikke vedtægter, men en organisering af Partiets informationer. Hver lokalorganisation bruger for tiden i det mindste nogle aftener på at diskutere regler. Hvis denne tid i stedet blev brugt til at hvert medlem, alt efter sin specielle funktion, udarbejdede en detaljeret og velforberedt rapport om sin virksomhed til hele Partiet, vandtes hundrede gange mere.

Vedtægterne er ikke blot unyttige fordi at det revolutionære arbejde ikke altid tillader en bestemt organisatorisk form. Nej, formalitet er nødvendig og vi skal bestræbe os på at få hele arbejdet formelt ordnet, i den udstrækning dette er muligt. Og formaliteten er tilladelig i langt større udstrækning, end man sædvanligvis tror, men den opnås ikke gennem vedtægter, men ene og alene (og jeg gentager det endnu engang) gennem omhyggelig informering af Partiets centrum; først da bliver formaliteten virkelig og forenes med virkelig ansvarlighed og offentlighed (indenfor Partiet). Hvem af os ved ikke, at alvorlige konflikter og meningsforskelle hos os slet ikke afgøres gennem afstemning „ifølge vedtægterne“, men gennem kamp og trusler om at „gå“? En sådan indre kamp kendetegner flertallet af vore komiteers udvikling under de seneste tre til fire år af vort partis historie. Det er en stor skam, at denne kamp ikke har antaget en bestemt form; den ville i så fald have gavnet Partiet langt mere, den ville have givet vore efterkommere langt mere erfaring. Men en sådan nyttig og nødvendig regelmæssighed vindes ikke med nogen som helst vedtægter, men udelukkende gennem offentlighed indenfor Partiet. Hos os findes under enevælden intet andet middel og våben for en sådan offentlighed, udover regelmæssig rapportering til Partiets centrum.

Og først da, når vi har lært os i vis udstrækning at tillempe denne offentlighed, kan vi indhente erfaringer om hvordan forskellige organisationer fungerer; kun på grundlag af en sådan omfattende og mangeårig erfaring kan virkelige vedtægter — ikke papirvedtægter — udarbejdes.

[…]

1Ind i komiteen må vi prøve at få de revolutionære arbejdere, som har de fleste kontakter og den bedste „anseelse“ blandt arbejdermasserne.

2Vi skal overbevise arbejderne om at mord på spioner, provokatører og forrædere naturligvis undertiden kan blive absolut uundgåeligt, men at det vil være yderst uheldigt og fejlagtigt at gøre det til et system, at vi skal bestræve os på at skabe en organisation, som er i stand til at uskadeliggøre spionerne ved at afsløre og forfølge dem. Man kan ikke skaffe sig af med alle spioner, men man kan og skal skabe en organisation, som kan opspore dem og uddanne arbejdermasserne.

3Der behøves også kampgrupper, som indbefatter arbejdere, der har gennemgået en militær træning, eller som er særlig stærke og adrætte til at deltage i demonstrationer, befrielse af fanger osv.