V. I. Lenin: “Hele ti ‘socialistiske’ ministre”

Proletarer i alle lande, forén jer!
Der er ét mål, magtens erobring!

HELE TI „SOCIALISTISKE“ MINISTRE

V. I. Lenin
06.11.1916

Udvalgte Værker
Bind 6
Reproduceret af
Den Røde Fane

HELE TI „SOCIALISTISKE“ MINISTRE

Fra „Socialdemokrat“ nr. 56, 6. november 1916.

Sekretæren for det internationale socialchauvinistiske bureau1, Huysmans, har sendt et lykønskningstelegram til den danske minister uden portefølje, Stauning, lederen for det såkaldte Danmarks „Socialdemokratiske“ Parti:

Jeg ser i aviserne, at De er udnævnt til minister. Mine hjerteligste lykønskninger. Nu har vi altså allerede ti socialistiske ministre i hele verden. Det går fremad! De bedste hilsener.“

Det går fremad, det kan man ikke nægte. 2. Internationale går hurtigt fremad, nemlig til fuldstændig sammensmeltning med den nationalliberale politik. De yderliggående tyske opportunisters og socialchauvinisters kamporgan, bladet Folkets Stemme2, i Chemnitz, der bringer dette telegram, bemærker ikke uden giftighed: „Sekretæren for det Internationale Socialistiske Bureau hilser uden forbehold en socialdemokrats overtagelse af en ministerpost. Men kort før krigen udtalte alle partikongresser og internationale kongresser sig skarpt mod dette! Tiderne ændrer sig, synspunkter også — også på dette punkt.“

Heilmann‘erne, David‘erne og Südekum‘erne har god ret til at klappe Huysmans‘erne, Plehanof‘erne og Vandervelde‘rne nedladende på skulderen …

Stauning har for nylig offentliggjort sit brev til Vandervelde, fuldt af en germanofil socialchauvinists spydigheder mod en fransk socialchauvinist. I dette brev er Stauning i øvrigt stolt af, at „vi [det danske parti] skarpt og bestemt har frasagt os det organisationsskadelige splittelsesarbejde, der udføres af den såkaldte Zimmerwaldbevægelse på det italienske og det svejtsiske partis initiativ“. Ord til andet således!

I Danmark hører dannelsen af en nationalstat det 16. århundrede til. Det danske folks masser har for længst lagt den bourgeois befrielsesbevægelse bag sig. I Danmark består befolkningen for over 96% vedkommende af danskere, født i Danmark. Der er ikke engang 200.000 danskere i Tyskland. (Danmarks befolkning er på 2.900.000.) Man kan heraf se, hvilken grov bourgeois svindel, det er, når det danske bourgeoisi snakker om „en borgerlig nationalstat“ som en dagsaktuel opgave. Dette siges i det 20. århundrede af Danmarks bourgeois‘er og monarkister, der besidder kolonier, hvis befolkning er næsten af samme størrelse som antallet af danskere i Tyskland, og om hvilke den danske regering nu købslår. Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende. Danmark sælger for så og så mange millioner (handlen er endnu ikke afsluttet) tre øer, som alle — naturligvis — er befolkede.

Et specifikt træk ved den danske imperialisme er desuden opnåelsen af ekstraprofitter som følge af kød- og mælkeproduktmarkedets monopolagtigt gunstige beliggenhed: afsætning ad den billigste vej, søvejen, til London, verdens største marked. I kraft deraf er det danske bourgeoisi og de rige danske bønder (rene bourgeois‘er trods de russiske narodnikeres opspind) blevet „blomstrende“ snyltere på det engelske imperialistiske bourgeoisi, til parthavere i dets særligt fredelige og særligt fede profitter.

Denne internationale situation har Danmarks „Socialdemokratiske“ Parti, som holder og altid har holdt med højre, med det tyske socialdemokratis opportunister, helt tilpasset sig. De danske socialdemokrater stemte for kreditter til den bourgeois-monarkistiske regering – „til bevarelse af neutraliteten“, som det så plausibelt lyder. På kongressen den 30. september 1916 gik et flertal på 9/10 ind for deltagelse i ministeriet, for et forlig med regeringen! Korrespondenten for den socialistiske avis i Bern meddeler, at oppositionen mod ministerialismen i Danmark var repræsenteret ved Gerson Trier og redaktør I. P. Sundbo. Trier forsvarede i en strålende tale de revolutionært-marxistiske synspunkter og gik, da partiet besluttede at deltage i ministeriet, både ud af hovedbestyrelsen og ud af partiet, idet han erklærede, at han ikke ønskede at være medlem af et bourgeois parti. I de sidste år har det danske „socialdemokratiske“ parti ikke på nogen måde adskilt sig fra bourgeois radikale.

En hilsen til Kammerat G. Trier! „Det går fremad.“ Huysmans har ret — fremad til en tydelig, klar politisk ærlig, for socialismen nødvendig adskillelse mellem revolutionære marxister, repræsentanterne for det revolutionære proletariats masser, og det imperialistiske bourgeoisis Plehanof-Potresof-Huysmans‘ske forbundsfæller og agenter, der har et flertal af lederne“, men som ikke er repræsentanter for de underkuede massers interesser, men for et mindretal af privilegerede arbejdere, der er gået over på bourgeoisiets side.

Skulle de russiske bevidste arbejdere, de, der valgte deputerede, der blev forvist til Sibirien, de, der stemte mod deltagelse i krigsindustrikomiteer til støtte for den imperialistiske krig, skulle de ønske at være med i de ti ministres „Internationale“? I Stauning‘ernes Internationale? I den Internationale, som Trier‘ne forlader?

1Der tænkes på det Internationale Socialistiske Bureau (ISB), 2. Internationales permanente informationsorgan. Beslutningen om at oprette ISB blev taget på 2. Internationales Paris-kongres år 1900. ISB havde til sæde i Bruxelles og var sammensat af to medlemmer fra hvert nationalt parti. Medlemmerne samledes til plenarmøder fire gange om året. Mellem plenarmøderne var bureauets ledelse overdraget det belgiske arbejderpartis eksekutivkomite. Vandervelde var formand for ISB, Huysmans var sekretær. Fra den imperialistiske verdenskrigs begyndelse forfægtede ISB socialchauvinistiske synspunkter; ISB blev flyttet til Haag, hvor Huysmans ledede bureauet.

2Volksstimme (Folkets Stemme) – avis, organ for Tysklands Socialdemokratiske Arbejderparti; udkom i Chemnitz fra 1891 til 1933. Bladet indtog en socialchauvinistisk holdning under den imperialistiske verdenskrig.